08/18/15
foto-709160

Om at være zombie-forberedt

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft tilbagevendende mareridt om jorden der går under, i en sværm af zombier.
De kommer stadig jævnligt, men særligt i perioder hvor jeg er stresset eller ked af det.

Som udgangspunkt bliver jeg hverken mindre stresset eller mindre ked af det, ved at bruge mine nætter på at forskanse mig/løbe med mine børn/lægge overlevelsesplaner eller nakke udøde – men det er åbenbart det min hjerne tror jeg har mest brug for.
På den måde er jeg et ret ulogisk menneske…

Når man er så fyldt af zombie-neuroser, som jeg, ville det være logisk hvis ens familie bakkede op om det, og undlod nogensinde at nævne det forbudte z-ord – men sådan fungerer det åbenbart ikke her: min familie tænker at den bedste hjælp, er hvis de jævnligt fortæller mig hvor godt rustede vi er, hvis zombierne skulle komme.

Således brugte min Ninjaman – der ikke er en flittig læser – hele sin sommerferie på at læse sig igennem hele fem tykke bøger, med slimede zombier på forsiden.

Glad kunne han bagefter oplyse mig om, at hans ringe evner som håndværker vil komme os til gode i zombieapokalypsen: han har et stort lager af gaffatape på lager (da det er det han benytter til de fleste håndværkeragtige opgaver), og har udtænkt en snedig måde at lave zombie-bidsikre dragter til os allesammen ø, ud af det.
Jeg tvivler ikke på at gaffatape er effektivt – vores kælderlampe hænger fx stadig flot:
foto-709160p
Men det bekymrer mig lidt, at jeg har smittet ham så meget med min fobi, at han bruger hjernekapacitet på at udtænke gaffarustninger…

Mine børn er heller ikke gået fri, og nævner det jævnligt, hvis de opdager nye steder man logisk kan flygte hen, når zombierne kommer.

Mindstebarnet fik en flot enhjørningerygsæk (mærket er “skip hop”)i gave, og den har ikke forladt hendes svedige lille ryg lige siden.
IMG_20150818_101133
“Jeg skal liiiige pakke min taske!” er standardreplikken, og uanset om vi bare skal i netto og hente mælk, er hun velekviperet, med nypakket rygsæk.

“Mor, hun et faktisk rigtigt god at have med på vores a-team, hvis der kommer zombier!” konstaterede min 8 årige kagemester, da vi stod med enhjørninge-bæreren i Rødovre centeret, og iagttog hvordan hun satte små, vigtige krydser i den notesbog hun hev op af rygsækken.
“I det mindste har hun altid vand med til alle”.

Det sidste er korrekt: hun har altid mindst to fyldte flasker vand på sig, og da vi lidt efter holdt vandpause på en bænk, benyttede vi lejligheden til at få forevist resten af taskens indhold.

Vi måtte konstatere at hendes taskepakning umiddelbart ikke lignede at den var foretaget med zombieangreb for øje: en mindre samling af småsten; en notesbog; en tom sparegris; to sæbeboblepustere; noget flot slikpapir; en enkel klipklap-sko; og nogle små ponyer, var taskens indhold.

Den 8 årige og jeg blev enige om, at vandflasken nok var det eneste zombie-nyttige i den taskepakning – men:
“Nej!” afbrød taskeejeren os “den der klipklapper, ikke? Den kan jeg faktisk slå zombierne med, lige i hovedet!!”

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg skal være bekymret over neurose-afsmitning, eller imponeret over mit velforberedte a-team?

10/1/14
20140830-172110.jpg

Om videregivelser af neuroser

Som barn besøgte jeg engang en jævnaldrende pige, og bedst som vi sad og diskuterede hvem af os der måtte være Han Solo i vores starwars-leg, SKREG hendes mor pludseligt højt og skingert ude fra badeværelset.

Pigen løb der ud – og skreg lige så højt.

Jeg blev siddende lidt, mens jeg overvejede om jeg bare skulle lade det monster de formentligt havde mødt æde dem, og redde mig selv ved gemme mig under sengen – men da jeg ikke var helt sikker på hvordan jeg kom hjem, hvis de var blevet ædt, endte jeg med at gå ud for at se hvorfor de skreg.

Det var en edderkop. En lille uanselig fyr, der sad fredeligt i et hjørne.

Pigens mor var lige ved at tude, og blev ved med at skrige at pigen skulle dræbe den, men pigen var helt stivnet af skræk, og skulle helt sikkert ikke dræbe noget som helst, så jeg endte med bare at mase mig forbi dem begge, tage edderkoppen, og smide den ud af vinduet.

De så på mig med slet skjult afsky bagefter, og da vi kom ind på værelset, måtte jeg hverken røre Han Solo eller nogle af de andre starwars-figurer, for pigen mente at min hånd nu havde edderkoppebakterier på sig, og det ville hun ikke have på sit legetøj.

Det var første og eneste gang jeg gad lege hjemme hos hende, og lige siden har jeg ofte tænkt at jeg helt sikkert ikke skulle videregive mine neuroser, hvis jeg engang fik børn.

Det er også lykkedes, tænker jeg: mine børn har aldrig mærket hvor skrækslagen jeg egentlig er over for heste, eller set hvor hurtigt jeg bevæger mig, hvis der er store, udstoppede dyr i nærheden.

Ja, de ting skræmte livet af mig før jeg fik børn, men siden har jeg så mange gange øvet mig i at sige:”nej, se! Sød hest, du kan godt klappe den. Se: mor tør godt!” eller “skal vi gå ind og beundre bedstefars store udstoppede dyr, uden at skrige og løbe?” at jeg efterhånden har fået fjernet min egen frygt for dem.
Jeg er ikke vild med dem, men heller ikke bange for dem – og mine børn har ikke arvet mine neuroser, har jeg stolt fortalt mig selv.

Ind til jeg sad på Hvidovre hospital, og holdt brækposer for min næstyngste, der var indlagt til observation for hjernerystelse, efter et fald i skolen.
Hun skiftevis kastede op, og døsede, og jeg aede hendes hår og undlod at tale for meget.

Pludselig åbnede hun sine øjne halvt op, så ud på gårdhaven foran vinduet, og sagde, med svag stemme :” årh… Det her sted er perfekt, når zombierne kommer… Vi kunne plante kartofler derhenne, og have høns – og der er ingen vinduer ud mod gaden…”

Først blev jeg lidt stolt over hendes logik og kreativitet – hun er klart på mit A-hold når zombieapokalypsen rammer – men så gik det op for mig, at det muligvis ikke var alle mine neuroser jeg havde fået holdt for mig selv….
Pokkers!

20140830-172110.jpg