10/17/19

Bøger til efterårshygge

For første gang nogensinde, er vi taget til Helgenæs i efterårsferien, i lånt sommerhus. 21 gange har vi holdt sommerferie der, men det er første gang vi er der om efteråret, og det er helt surrealistisk at se de velkendte udsigter iklædt helt andre farver end de plejer.

Blæsten rusker det lille hus og regnen trommer på ruderne, men der er ild i pejsen, og te i kopperne – og allervigtigst: vi har pakket bøger nok til os alle fem.

Så dette indlæg handler om gode bøger at læse foran pejsen, for hele familien:

Stephen King “Anstalten” var egentlig en bog jeg pakkede til Ninjaman – der sjældent læser, og derfor skal have noget med meget action i. Jeg nåede dog at læse den før ham, lynende hurtigt, da den er voldsomt spændende! Man følger drengen Luke, der er exceptionelt begavet. Når han er ophidset kan han flytte ting en smule ved tankens kraft, og det er denne evne der en sen nattetime får ham kidnappet. Luke vågner op på “anstalten”, i et værelse der er en kopi af hans eget. Her er andre børn med særlige evner, ligeledes også kidnappede. Der udføres eksperimenter på børnene, med medicin og tortur, og efter noget tid overflyttes børnene til baghuset – hvor ingen vender tilbage fra.

Jeg har altid virkeligt godt kunne lide Stephen King, der er meget mere end bare gys. Han skriver detaljeret og levende, og jeg elsker hans måde at opbygge personer på. Denne bog er ingen undtagelse: både onde og uskyldige personer beskrives godt og gennemarbejdet, og historien er umulig at slippe.

Mine stjerner: 4/5

Tomas Lagermann Lundmes “en rigtig kærlighed” er en poetisk og rørende fortælling, om to mænd der mødes, forelsker sig stormende og etablerer et parforhold, med kat og naboer og gåture. Det er følelserne og det indadvendte der fylder, og selv voldsommere hændelser er underspillede og sart beskrevet. Hvis man er i humør til at fordybe sig, er denne fine lille bog et hurtigtlæst valg.

mine stjerner 3,5/5.

“Grydeklar – godnathistorier der får børn til at smile i søvne” af bl.a Helle Joof og Nikolaj Stockholm er en samling højtlæsningshistorier, far og storesøstre har læst højt for mindstebarnet. De er af lidt varierende kvalitet, men rigtigt mange af dem er gode og sjove. Mindstebarnet og hendes far grinede sig særligt igennem historien om den nærige mand og den om drengen med den store numse. Jeg har ikke selv læst mere end to for hende, så dette er hendes anbefaling:”de er rigtigt sjove, historierne, og jeg kan godt lide tegningerne! Der er mange bandeord, og det er sjovt. Den kan man godt læse for sine børn!”

Hun giver den 4/5 stjerner.

“Arlo Finch”-trilogiens andet bind har vi ventet utålmodigt på herhjemme, næstyngsten og jeg, og vi er halvvejs i læsningen af den. Vi var fuldkommen vilde med første bind, om Arlo, der med sin mor og søster flytter til en øde bjerglandsby og bliver medlem af det mystiske spejderkorps, hvor de lærer magiske ting og krydser over til “de lange skove”, der er en slags magisk parallelverden. De er virkeligt spændende skrevet og vi gav første bind 5/5 stjerner, og denne tegner til at være mindst lige så god. Hvis man har læseglade børn i alderen 11-15 er det her altså godt!

“Valhalla i nye hænder – 40 års jubilæumsalbum” er nok for fans af Valhalla. Det er der flere af os herhjemme der er, men særligt den næstyngste og jeg selv. Vi har læst de fleste af tegneserierne sammen, og fangirler lidt over tegneren Peter Madsen – som vi knapt nok turde spørge om autograf da vi mødte ham. Nå, men dette album er tegnet af forskellige danske og udenlandske tegnere, og der er både historier om hvordan Valhalla serien blev skabt, nye historier med de kendte figurer, og humoristiske nytolkninger. Det er ikke en højtlæsningsbog for nybegyndere, men for os der allerede er fans er det sjov læsning.

 

10/12/19

Om “tre gode ting” lister

Dengang min ældste pige startede skole, havde hun en periode hvor hun kun fortalte de negative ting, når man spurgte til hvordan dagen havde været. Hun kunne have haft en hel fin dag, men det hun valgte at dele, var de to minutter hvor hun havde skullet lave en kedelig opgave. Det smittede af på mellempigerne, så de ligeledes kun fortalte alt det sure de havde oplevet, og vores aftensmåltider var altid en lang gang brok, så man rejste sig nedbøjet fra bordet.

Derfor indførte vi konceptet “tre gode ting”, hvor alle fortalte tre positive ting fra deres dag mens vi spiste, og så måtte brok og tristhed være noget man fik luft for efterfølgende. Faktisk virkede det så godt, at al brok ofte bare forsvandt undervejs, og vi har gjort det i mange år – men ikke længere hver dag.

Tre gode ting” går helt enkelt ud på at alle på skift kort nævner tre ting der har været gode – eller i det mindste ikke-dårlige. På en god dag kunne det være noget a la:”vi havde en god leg på legepladsen; min madpakke var vildt lækker; jeg blev glad for at blive hentet tidligt”. På en dårlig kan man stadig finde nogle positive ting, som:” jeg har ikke slået mig i dag; selv om det regnede blev mine sokker ikke helt våde, der var kun nogen der drillede i det lille frikvarter, ikke i det store”.

Nå, men jeg kan godt mærke at jeg selv er inde i en periode for tiden, hvor jeg skal blive bedre til at minde mig om de gode ting. Det er ikke fordi der sker decideret dårlige ting eller ikke er små åndehuller af gode ting, men jeg føler at jeg har så forbistret travlt at jeg slet ikke når at sanse dem. For travlt på arbejde, for travlt med teenagebørn, og for travlt med hele den hale af møder/særmødet/arrangementer der hører til at have skolebørn, og for tiden både hober sig op og giver lyst til at brokke sig.  Er typen der på skift falder tungt i søvn foran fjernsynet eller ligger og glor op i loftet hele natten.

Så… nu skal jeg til at minde mig selv om de gode ting, så de ikke drukner i farten. I dag tager vi til Helgenæs i regnvådt sommerhus, og forhåbentligt er det det der skal til for at lande i mig selv igen. Bare lige lidt blødt nærvær, gåture og tid. (Og ikke for mange tanker på hvad ældstebarn og hunden laver alene hjemme i huset imens…)

Og ugens “tre gode ting”:

1. Jeg så en stump video, hvor min halvandet årige nevø, Knud, filmer sig selv, og med en smisken og en pegende finger konstaterer at “der er Gud!” Vild med den udtale af eget navn – og med selvtilliden.

2. Glemte at mindstepigens skole lukkede samtidig med at jeg har fri om fredagen. Troede jeg kunne nå at hente hende, men hun ringede grædende og kunne ikke forstå hvor jeg blev af – lyder ikke som en god ting, men det endte med at jeg fik hende gelejdet ind på en cafe for at vente, og her endte vi med at spille kort og drikke kakao i halvanden time, istedet for at tage hjem til pligter. Det var rart.

3. Fandt denne her orm i skoven forleden. Den bliver til en ufattelig grim sommerfugl, men den hedder “bøgenonne”, og både navnet og det at den har et lille ansigt, gjorde min dag vildt meget bedre.

09/29/19

Boganbefaling: “Anne Franks dagbog”, graphic diary

Anmeldelse: “Anne Franks dagbog – Graphic diary” af Ari Folman og David Polonsky.

Anne Franks dagbog, har de fleste af os nok stiftet bekendtskab med på et eller andet tidspunkt – jeg husker at have læst den i min skoletid, hvor den gjorde et stort indtryk. Anne Frank skrev i sin dagbog, fra hun fik den i 13 års fødselsdagsgave, og gennem de to år hvor hun, sammen med sin familie og en anden familie, gemte sig i en skjult lejlighed på faderens arbejdsplads. Det er klaustrofobisk, der mangler varieret mad, de skal være musestille i dagtimerne, og hele tiden lurer skrækken for at blive fundet og sendt i koncentrationslejre. I anledning af at Anne Frank ville være fyldt 90 år i år, udkommer bogen i en ny udgave, som graphic novel, og det er den jeg har læst.

Jeg har genlæst dele af den flere gange sammen med mine større piger, i forbindelse med at de har skrevet opgaver eller lavet projektopgaver om noget med anden verdenskrig, og hver eneste gang har den gjort indtryk. Anne Franks levende og dramatiske personlighed, får det der rammer hende til at føles om muligt endnu mere rædselsfuldt og uretfærdigt.

Denne udgave, med David Polonskys fine tegninger, der udfylder huller, understreger stemninger og fremhæver alt det der er levende og humoristisk ved den oprindelige dagbog, er fuldstændigt fantastisk! Jeg havde den med mig som læsning da jeg var indlagt med mindstebarnet, og endte med at læse den for hende også da hun blev nysgerrig. Hun blev, ligesom jeg, også meget rørt over fortællingen, og vi måtte bladre tilbage flere gange og læse passager igen. Min 17 årige datter læser den nu, og er også meget opslugt, og mellempigerne står i kø til at læse.

Skal man købe en gave til et ungt menneske, synes jeg denne bog er et fuldkomment fremragende valg!

Så vidt jeg kan læse, er den lige nu ved at blive lavet til en animationsfilm, som jeg også ser frem til at se. Det er en fortælling der aldrig skal gå i glemmebogen.
Titel:Anne Franks dagbog – graphic diary
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 160
Mine stjerner: 5/5

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar, men anmeldelsen er oprigtig. Indeholder adlink,

09/25/19

Om når karma er en bitch

Sidste uges indlæg – der burde have været det første i en stime af regelmæssige indlæg, med varierende emner – var jo lidt af en se-hvor-travlt-jeg-har-det-men-med-hyggelige-og-spændende-ting omgang. Sådan et lidt lalleglad praleindlæg. Det havde også været gode, travle uger, der efterfulgte en lidt hård sommer med såret mand, og vi trængte til gang i den, så stemningen var høj.

Personligt tror jeg ikke normalt på hybris, skæbne, karma eller noget. Det er min erfaring at crappy ting tit kommer i klynger, men ofte efterfølges af gode ting, og hvis man nøjes med at fokusere på det gode der kommer, bliver det crappy nemmere at stå igennem.

Jeg var helt klar på at de gode ting fortsatte længe endnu denne gang – men nix: mindsteungen, der de sidste uger har klager over ømme knæ og ankler, kom grædende hjem fra skole torsdag, og følte hun næsten ikke kunne gå. Da jeg ville putte hende i trøstebad, opdagede vi at hendes ben og balder var fuldstændigt dækkede af over 100 mørke blodansamlinger, og vi ræsede på hospitalet, men jeg forestillede mig alle de forfærdelige ting hun kunne fejle.

Det viste sig heldigvis – efter en lidt uhyggelig omgang hvor hun besvimede på hospitalet og vi blev indlagt natten over – at være den relativt ufarlige sygdom schønlein-henoch, der går over af sig selv i løbet af 4-6 uger. Hun kan ikke støtte på ben, har ret ondt i dem, og kan ikke komme i skole denne uge og måske noget af næste, men derudover er hun ved godt mod. Når det smertestillende virker bedst er hun direkte kæk, og nyder rettigheden til at koste rundt med os lidt for meget – hvilket jeg også gerne under hende!

Da dårlige ting jo altid kommer i stimer, falder sygt barn naturligvis sammen med at hendes far er på den årlige kursustur væk med arbejdet resten af ugen,  vores tørretumbler er brændt sammen og ungerne har lus. Yay! Ting vi havde glædet os til: en tur til Møn, barnets tøm-en-boghandler-på-fem-minutter-præmie, en middag på mit arbejde og en brunch med venner, er blevet aflyst eller udskudt, og tiden går med at vente på hospitalet til næsten daglige undersøgelser, lusekæmme og hænge vådt vasketøj op på alle ledige møbler i hytten.

I det mindste kan jeg glæde mig over at det hele er så bøvlet, at vi virkeligt kommer til at sætte pris på almindelig hverdag bagefter! Der behøver ikke engang ske noget særligt fantastisk for at det føles rigtigt godt, bare plain old småstresset hverdag, hvor ingen stakkels børn har ondt, er fint!

Og mens vi venter på at det almindelige kommer til at føles fantastisk, forsøger jeg også at nyde noget af tiden med sygeungen – har læst dusinvis af bøger højt for hinanden, genset Harry Potter film og ligget i ske, og når nu det ikke kan være anderledes, er det faktisk okay.

09/16/19

Om lidt af hvert, siden sidst

Nå, men det der med ikke at få blogget, skulle egentlig ikke have varet så længe.Det er fordi jeg det sidste års tid har skrevet på et bog-manus, og begyndte at kunne se en ende på det. Jeg formanede mig selv at jeg ikke måtte skrive på noget som helst andet, før der var kommet en slutning på – men den var så bare tre uger undervejs.

Ikke at den er færdig, bevares, den skal lige gennemskrives et par gange mere, og jeg er også nødt til at få nogle ekstra øjne på den (gys!), for at se om den egentlig giver mening for andre end mig selv, men den har begyndelse-midte-slutning, og kunne godt gå for at være et færdigt projekt.

Så skal jeg bare lige vænnes til at kanalisere ord ud i bloggen igen, på regelmæssig basis.

Siden sidst har jeg – udover det med at skrive bog færdig:

– Fejret at min næstyngste nu er både teenager af alder og sind. Hun ønskede sig noget så enkelt, som en fridag alene med begge forældre, hvor vi ikke lavede meget andet end en lang gåtur på strøget, indkøb af et par bukser til hende, og take away nudler spist på en bænk. Megahyggeligt, og jeg er så glad for at have børn der synes så simple ting er lykken. Så nuttet så hun iøvrigt ud for ikke særligt længe siden – og hun er sådan set stadig virkeligt nuttet at se på, men det tør jeg helt sikkert ikke sige til hende:

– Fejret en af mine bedste veninders polterabend, med “kvinde kend din krop” tema, der indebar diverse kropsrelaterede aktiviteter, sang og sommerhusovernatning. Ubetaleligt sjovt, og mine piger og jeg havde brugt uger på at fremstille pynt: glitter-blodige tampaxguirlander, brystvaser og den slags. Meget classy.

– fejret samme venindes bryllup – med en mand, der også er en af mine venner, ved en fantastisk havefest. Eneste minus er at jeg seriøst ikke kan tåle at drikke særligt meget med alderen, og var bimlende fuld og pinlig i løbet af ca tre sekunder. Til gengæld havde jeg glæde af tømmermænd i dagevis efter…

– glemt Ninjamans og min bryllupsdag i går. 18 år. Han tog i IKEA med mellempigerne, fordi den yngste skulle købe tøjstativ for fødselsdagspenge, og jeg sad hjemme i sofaen og kæmpede med bogmanus, og snerrede hver gang de to andre sødt spurgte mig om ting. Om aftenen kom vi i tanke om dagen – den står trods alt tatoveret på hans arm og min kusine havde en tillykke-med-bryllupsdag-om-lidt-blomst med til os da hun kom til fødselsdagsfejring af 13 årig, så det er meget godt gået at glemme det. Vi fejrede med takeaway i sofaen, sammen med ungerne, mens vi så et eller andet om musik. En af børnene spurgte om det var fordi vi var ligeglade at vi glemte det, men vi blev enige om at det er det modsatte: at vi hører så meget sammen og er så rigtige for hinanden, at en tilfældig dato ikke er så vigtig, midt i alt det der er vores liv.

”Årh, couple-goals!” udbrød den ældste, men sidst hun sagde det, var da hun tog sin far i at fjerne et skæghår fra min hage med en pincet, så jeg er i tvivl om hvor meget ironi der var i det?

– været på biblioteket en gang om ugen, med mindstebarn der lige pludselig er blevet fuldstændigt besat af at læse selv, og læser mindst en bog om dagen. “Årh kom nu… må jeg ikke bare læse en side mere?” plager hun hver aften, og jeg har lidt svært ved ikke at blive overtalt. Læseglæde, for pokker – det er jo det vigtigste! Jeg smelter helt over hendes nuttethed, når hun kommer slæbene med stakke hun selv har fundet på biblioteket. Hun læser en del forskelligt, men er særligt glad for bøgerne i Alvildas stjerneserie, hvis i skulle have læseglade børn på samme niveau. De er korte, ikke for svære, og har flotte tegninger:

– jublet af glæde, sammen med selvsamme læseglade barn, der blev ringet op om at hun havde vundet en præmie på biblioteket for at skrive en boganmeldelse. Og en præmie som jeg selv særdeles godt gad vinde: lov til at rive bøger ned fra hylderne i en “Bog og ide”, og beholde alle de bøger hun kan nå at samle på fem minutter. Er det ikke vildt?

08/30/19

Om at mangle budskaber

Da jeg for nogle år siden købte den her lysskiltsdims til en af mine børn i fødselsdagsgave, var det fordi hun var overbevist om at hun havde mange spændende budskaber, der kunne pynte på værelset.

Det havde hun også i starten, hvor stærke budskaber om fred eller kærlighed og den slags oplyste hjørne på værelset. Så tabte hun interessen, og gav den videre til søster, der i et par år primært havde den stående med sit eget navn flot oplyst. Rart ikke at lide under manglende selvtillid!

Nu har den så fået en tredje ejerkvinde, med om muligt endnu mindre på hjerte rent budskabsmæssigt:

Jeg kommer til at grine højt hver gang jeg går forbi.

Ville ønske jeg havde tænkt på det som blognavn, i sin tid – det ville nok fjerne presset, når jeg i perioder ikke har noget på hjerte at skrive om.

(Lysdimsen købte jeg iøvrigt her – og dette link er sådan et reklamelink, selv om indlægget ikke er)

08/16/19

Om det der kærlighed del 36 – en fødsel, del 2

(Fortsættelse på indlæg fra i går)

Min mand putter børn, mens jeg taler i telefon. Vi aftaler at se lidt film, og han lover mig massage, men jeg kan ikke helt overskue det alligevel, så vi taler bare.

Vores ældste datter har 8½ års fødselsdag i dag, og havde sådan håber lillesøster ville komme i dag, så de kan have halvårsdage på hinandens fødselsdage. Men det kan helt sikkert ikke nåes, kl. er snart 21, og stadig intet regelmæssigt eller langvarigt over veerne.

Kl. 21.55 ringer jeg til min jordemoder for at høre hvad hun syntes: skal jeg gå i fødekar, hvornår skal jeg tage klyx, hvor kort skal der være imellem veer, før hun har lyst til at komme ud til mig.

Hun siger jeg må prøve at mærke lidt efter selv – trænger jeg til en pause i veerne, kan de måske stoppes med et varmt bad for en stund. Håber jeg på at der skal ske mere, kan jeg jo forsøge at tage et klyx, som måske kan starte lidt mere. Og så kan vi bare ringes ved, så snart jeg har behov for det.

Jeg går op på badeværelset med mit klyx. Stadig lidt i tvivl om hvad jeg skal, starter jeg med at stå lidt under bruseren. Her bliver veerne hyppigere og begynder at gøre utroligt ondt foran i maven. Jeg synes det begynder at gå lidt for hurtigt, der var 10-15 minutter mellem de veer jeg havde før jeg gik op, nu er der pludselig 1½-2 minutter imellem de her. Jeg skynder mig at tage klyx, og det er godt nok svært og absolut ikke elegant, men det lykkes.

22.10 smser jeg ned til min mand i stuen – kan slet ikke overskue at gå derned – at han skal tilkalde jordemoder NU!!!

Han kommer op til mig med det samme, og begynder at sige noget om at jeg for femten minutter siden ikke vidste om det var i gang, men han stopper brat op, da han ser mig stå og pruste og sende onde blikke, og skynder sig at gøre som forlangt.

Jeg vakler med ham ned i stuen, hvor veerne nu kommer helt oveni hinanden, og gør så hvinende ondt foran at jeg næsten ikke kan trække vejret – har aldrig oplevet noget gøre ondt på den måde før! Min mand prøver at smutte væk fra mig mellem veerne, så han kan få pustet fødekarret op, men jeg vil ikke slippe ham. Det eneste der virker, er at jeg står og rokker op af ham, mens han trykker på et akupressurpunkt ved min tommelfinger. Min veninde bor på Frederiksberg og vil være en halv time om at komme, så han ringer istedet til min mor, og beder hende skynde sig over og hjælpe med karret.

Jordemoderen træder ind af døren kl. 23, og så snart jeg ser hende, får jeg trang til at presse med på slutningen af veen. Jeg skæver til hende for at se, om hun har tænkt sig at sige jeg ikke må presse med, men det siger hun ikke.

Hun spørger om jeg kan holde ud at ligge ned, så hun kan undersøge hvordan baby ligger, for jeg ser forpint ud af de veer fortil. Det gør enormt ondt at ligge ned, men hun undersøger mig forsigtigt indvendigt, og jeg er næsten helt åben – åh en befrielse at vide – men baby ligger skævt med hovedet. Man kan faktisk se udefra at hendes hoved ligger oven på symfyseknoglen, som en stor klump, og derfor gør det ondt foran i underlivet.

Jordemoderen vil rigtigt gerne prøve at vende hende med en rebozo: et langt tørklæde, som man vikler om mave eller hofter, og “svirper” babyen på plads. Hun prøver først mens jeg ligger på knæ i sofaen, men det kaster jeg op af. Så rejser jeg mig op og står med ryggen mod min mand, som nærmest bærer mig, mens jordemoderen svirper mig om hofterne. Jeg kan tydeligt mærke forskel efter få svirp: det holder op med at gøre ondt foran med det samme, og jeg kan mærke babys hoved begynde at komme nedad med det samme! Det føles simpelthen som at have en tennisbold til at glide nedad indvendigt, det er så surrealistisk!

Jordemoderen spørger om jeg stadig gerne vil føde i vand, og det vil jeg jo gerne, så min mand hjælper mig op i karret, der kun er kvart fyldt, så jeg sætter mig i en meget akavet knæstilling for at komme ned under vandet med underkroppen. Til min store overraskelse får jeg et helt hoved i hånden da jeg stikker et par fingre indenfor, for at mærke om det var rigtigt at babyens hoved var ved at glide ned,

Jeg tror ikke de andre ved at jeg sidder her lige ved siden af dem, og holder om min babys hoved, og jeg kan ikke huske hvordan man taler, så jeg kan fortælle det. Jeg kan mærke at hovdet stadig ligger i fosterhinden, som en lille vandballon.

Jordemoderen er ved at beordre kogt vand til fødekarret, og jeg formår ikke at afbryde og fortælle at jeg sådan set næsten har født – på under 4 presseveer.

I det samme begynder en presseve, og uden at jeg egentlig synes jeg får presset med, ryger babys hoved ud, og jeg råber: “shit!!!” – og så forstår de andre vist at det er nu, og vender deres opmærksomhed mod mig og karret.

Baby kommer langsomt ud, mens jeg holder hendes hoved.

Da skuldrene kommer ud, brister fosterhinderne. Hun er en fedtet omgang arme og ben, den lille baby dernede under vandet.

Jeg løfter hende selv op til mig.

Lillebitte ansigt, mørke dun på hovedet, meget lille og spinkel.

Først der tænker nogen på at vække ældstebarnet , mens babyen stikker i sit første lille vræl. Jeg bevæger hende lidt i vandet, og hun bliver roligere.

Kl. er 23.35, hun blev simpelthen født på under halvanden time, fra det gik rigtigt i gang – og hun nåede at blive født på ældstebarnets 8½ års dag!

Ældstebarnet er helt euforisk da hun kommer ned, og skynder sig hen for at kigge på den lille i vandet. Lidt efter kommer den næstældste også selv ned, og da hun ser at den berømte baby endelig er kommet, styrter hun op for også at vække sin lillesøster, så hun kan se.

Jeg giver den lille første ammetår i vandet, og moderkagen bliver født i vandet. Mellempigerne er fascinerede af hvor dejligt ulækker den er, og får lokket jordemoderen til at opføre det blodige hånddukkeshow.

Så kommer jeg over i sofaen, som er dækker til med en voksdug og nogle håndklæder. Jordemoderen undersøger mig for bristninger, og jeg skal desværre have et enkelt lille sting. Hun bedøver mig med en isterning, og det er faktisk ikke så slemt. Ældstebarnet holder sin lillesøster, så jeg kan se hende imens, og vi har begge to tårer i øjnene af rørelse.

Jeg får tøj på og dyne over mig, og prøver at få babyen til at tage brystet. Hun er simpelthen bare vidunderligt sød, den lille!

Der kommer skåle med slik frem, og pigerne synes det er sejt at blive vækket om natten for at få slik – ja, og også for at se en lillesøster.

Efter at være blevet syet er jeg rastløs: al den adrenalin min krop har lavet blev slet ikke brugt på den hurtige fødsel, og jeg tror jeg bruger en time på at vandre rundt i stuen, mens jeg ser på babyen. helt høj af glæde, mens den søde jordemoder ordner papirer, og pigerne propper sig med slik.

Jordemoderen måler og vejer lillebabyen: 3100 gram og 51 cm – den mindste baby vi har haft herhjemme, og endda 9 dage over termin.

Så smutter jordemoder og min mor, og vi putter de glade storesøstre på en madras på gulvet inde i vores soveværelse. De ligger og fniser og fryder sig, og falder i søvn i en bunke.

Jeg er høj på adrenalin, og ligger vågen det meste af natten, og beundrer min yndige lille lynfødte bebs, min smukke mand, og de tre dejlige storesøstre på gulvet.

Og jeg føler mig helt overvældet af taknemmelighed over at jeg nåede at få min hjemmefødsel – og så sådan en perfekt, hurtig og fin fødsel oveni!

08/14/19

Om det der kærlighed, del 35 – fødsel, første del

Forrige del af føljetonen sluttede d. 23. maj 2010, hvor jeg havde termin, med fjerde barn.
Der kom jo ingen baby på terminsdatoen, hvilket jeg heller ikke havde ventet, da de tre store havde ligget skævt(som stjernekiggere), og jeg var gået henholdsvis 11 og 14 dage over termin med mellempigerne. Den store var godt nok kommet kun to dage over termin, men der havde fødslen til gengæld taget 25 timer, så jeg følte mig ikke helt som en effektiv fødende.

Denne gang skulle jeg føde med private jordemødre fra fødeklinikken “Maia”, og selv om de forsøgte med massage og andre tricks til konsultationerne op til, kunne de heller ikke trylle en fødselsdag frem. Jeg cyklede uendeligt lange ture, og afprøvede alle andre tricks til opstart af fødsler, men forgæves.

Jeg havde virkeligt håbet på en fødsel, hvor jeg ikke behøvede bekymre mig om at gå så meget over tid, at hjemmefødselsplaner røg, men dagene efter terminsdatoen gik bare, uden fødsel. I det mindste var jeg ikke bekymret over selve fødslen længere, for jordemødrene fra “Maia” er særligt dygtige til at vende børn der ligger skævt, og det gav mig en kæmpe tryghed at vide at denne fødsel i hvert fald fik de bedste odds: med jordemødre jeg kendte, som var trygge ved at mit barn kunne finde på at ligge skævt, og som havde masser af esser i ærmet mht vending af barn, akupunktur og meget mere.

9 dage over termin vågner jeg ved en lillebitte ve kl 03.

Skynder mig at købe et lille program til min telefon, så jeg kan tage tid på dem. Det viser sig hurtigt at der ikke er system på dem endnu: 3 minutter, 12 minutter, 4 minutter, 35 minutter imellem. Og de varer ikke så længe, kun ca. 30 sekunder, så efter 1 times tid lægger jeg mig til at sove mellem dem i stedet. De fortsætter hele natten, men er bestemt ikke spor slemme, jeg er udmærket klar over at det ikke er en fødsel endnu….

Min mand, skal møde kl 8, og med hjælp fra en veninde, bliver de tre store, på 3, 5 og 8 afleveret i skoler og børnehaver. Den ældste, der også så sin næstyngste søster blive født, vil gerne med til fødsel, men hvis det nu ikke bliver i dag, er det bedre at hun tager i skole.

Så er jeg alene med mine småveer.

Stadig ikke spor regelmæssige – på et tidspunkt er der næsten en time mellem to, og så kommer der lige tre med kort imellem.

Sådan bliver det bare ved.

Jeg tager en middagslur på to timer, og da jeg vågner kan jeg se at der kommer noget tegnblødning, så noget må der jo være ved at ske.

Kl. 15 skal jeg egentlig op og hente børn, men kan bare ikke overskue at sidde på en cykelvogn eller stå i en børnehave med veer – heller ikke selvom de ikke er så slemme. Min mor orker ikke hjælpe, så jeg ringer, med dårlig samvittighed, til min mands arbejde, og spørger om han ikke må gå lidt før, så han kan hente dem. Det gør han så.

Solen skinner og der er skønt varmt, så min mand griller og snitter salat, mens jeg sidder i solen og prøver at øve vejrtrækning på småveerne. Prøver at forestille mig at ubehaget ved veerne, er behagelig varme fra solen der breder sig i min mave. Det virker nogenlunde.

Småveerne er stadig små, stadig virkeligt uregelmæssige, men de begynder at niver ubehageligt fortil, i underlivet. Mine veer plejer at gøre ondt i lænden, men det er fordi børnene plejer at være stjernekiggere, har jeg hørt. Så jeg tænker at det sikkert er sådan almindelige veer føles – men de er nu lige så ubehagelige som jeg husker de andre – og der er jo ikke engang rigtigt knald på dem endnu…

Vi spiser i solen, børnene synes det er sjovt og spændende, at jeg er nødt til at rejse mig fra bordet for at tage en lille ve stående. De tager endda fotos af mig, og jeg har det helt fint med det. Masser af overskud!

Pigerne er rigtigt glade for at det ligner at deres lillesøster snart kommer ud, og stiller mange spørgsmål om hvordan en fødsel er. Vi ser også fotos fra deres egne fødsler. Den tre årige ytrer at hun gerne vil vækkes og være med til fødsel, men mellembarnet vil først vækkes bagefter – hun synes det lyder “klamt”, selv om storesøster forsøger at overbevise hende om at det er det ikke. Min veninde skal med til fødsel, og vi ringer og aftaler at hendes funktion skal være at tage sig af de store børn. Hun vil gerne komme ud med det samme, men jeg tror stadig ikke helt på at det her kan tælle som en fødselsstart: hvordan skal man kunne føde en hel unge, når der kun er en ve engang i timen?

Så vi aftaler at ringe, hvis det bliver mere regelmæssigt.

(fortsættes i overmorgen)

 

08/13/19

Lørdagslæsning: “Florida” af Lauren Groff

(Boganmeldelsen er oprigtigt, og indeholder adlink og anmeldereksemplar)

Måske er det fordi vores sommerferie i år var mere spændende og mindre afslappende end den plejer at være – måske er det fordi august har budt på alt for mange fester og alkohol og jeg på ingen måde kan bære den slags værdigt længere – måske er det bare tilvænningen af hverdag, med nye opgaver og rutiner der lige skal implementeres. Faktum er ihvertfald, at jeg har haft svært ved at samle tankerne om velskrevne, krævende romaner den sidste tid, og istedet har læst en hel masse ikke-mindeværdige bøger, der til gengæld var hurtige at komme i gang med og nemme at følge med i.

Den slags skal der også være plads til, men jeg savner at kunne fordybe mig i noget tungt, langt og vildt velskrevet, og jeg har før erfaret, at den bedste måde at bygge hjernen op til det igen, er velskrevne novellesamlinger. Renser lige hovedet, og øger sulten på at læse noget rigtigt godt.

Det virker som om der er mange gode novellesamlinger ude (eller på vej) lige nu, og det fryder mig. Jeg har altid godt kunnet lide  overleve, men synes der kan være langt mellem rigtigt gode samlinger – disse er rigtigt gode:

            ”Florida” af Lauren Groff

“Florida” er en samling virkeligt velskrevne og gribende  fortællinger. Der er langt fra Floridas solbeskinnede palmetræer og til disse foruroligende noveller, der kommer helt ind i mørket, både indeni og udenpå. Der er slanger og alligatorer, storme, ulykker, sumpe og vild natur, men det mørke der er indeni mennesker kan sagtens matche det der er i naturen.

Nogle af dem strækker sig over en periode på mange år; andre over meget kort tid. Ingen af novellerne har navngivne personer, alder og udseende er heller ikke nødvendigvis beskrevet  – og alligevel føler man, at man er med helt inde bagerst i sindet på dem. Derinde, hvor der er også er mørkt og grimt og forkert og ensomt.

Jeg er på en eller anden måde gået hen og blevet en kvin­de, der råber, og da jeg ikke vil være en kvinde, der råber, hvis små børn går omkring med stive, vagtsomme ansigter, har jeg fået for vane at binde mine løbesko efter aftensma­den og bevæge mig ud på de tusmørke gader for at gå en tur og lader så min ikke-råbende mand klæde drengene af, bade dem, læse og synge for dem og til sidst putte dem.” 

– første linje fra novellen “spøgelser og vraggods”, hvor en kvinde beskriver sine iagttagelser af andre mennesker. Der sker ikke meget mere end det – men den er fængende.

En novelle om to små søstre, efterladt alene på en øde ø, sad i mig rigtigt længe. Ligesom den om moren der kommer alvorligt til skade, alene i vildnisset med sine to små drenge. Manden, fanget i kanoen. Den unge studerende kvinde, der bliver hjemløs.

Det er en novellesamling læst bedst i små bidder, så man kan nå at fordøje dem. Men den er det værd.

Titel: “Florida”
Forfatter: Lauren Groff
Udgivet: 2019
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 272 sider
Stjerner:4/5

Har man mod på at kaste sig ud i flere novellesamlinger, kan jeg også anbefale “Kattemenneske”, der er grovere, og mere seksuelt explicitte end disse, men også forrygende godt skrevet.

07/29/19

Om spanske rejser – lidt guide til Barcelona og sniksnak om at rejse med børn

Denne sommer har jo været usædvanlig, da vores årlige tur i lånt sommerhus har måttet aflyses på grund af en skade Ninjaman fik, og istedet har jeg så været hele to gange i Spanien. To gange – det er godt nok vildt, når vi kun få gange har rejst udenlands med børn!

Madrid – alene med et enkelt barn

Første tur, var den længe afventede alenetur til Madrid med mindsteungen – den traditionelle tur som pigerne har fået alene med en af os voksne når de var 8-9 år gamle. En rigtigt god tur, hvor der desværre var så afsindigt varmt at vi ikke fik “mærket” byen rigtigt, men udmattede hastede tilbage til køligt hotel efter hver eneste lange gåtur. Opfattede dog at Madrid var en flot by, med store, grønne parker, billig mad og søde mennesker. Derudover var det utroligt dejligt at være helt alene med hende, og nyde tid til at lytte uafbrudt til hendes mange tanker, læse højt og slappe af.

En eller anden dag skal jeg tilbage til Madrid – uden for den værste sommervarmeperiode – i følgeskab med mand eller en veninde, for det virker som en vidunderlig by at udforske, for voksne. Her skal jeg så have Karmamillis fine guide med, for det lyder som den helt rigtige måde at nyde byen på.

Barcelona – alene med fire børn

Vi forsøger herhjemme at få lavet ting med alle børnene i mindre grupper end flok også: Ninjaman tager gerne de to mellemste med ind til byen og finder nye sko; jeg tager ofte ældstebarn med til koncert (hun kan lide meget af det samme indie-musik som jeg kan); de to yngste har begge zoo-kort; de to ældste kan begge godt lide genbrugsbutikker; den næstyngste elsker at være med til indkøb osv.

Men at have hele flokken samlet med et sted hen, bare alene, har jeg ikke gjort meget siden de var små, og det var en helt fantastisk oplevelse! Normalt, når vi går rundt to voksne og fire børn, deler vi os tit op i noget med en voksen/halvdelen af børnene, men med kun en voksen gik de og småsludrede på kryds og tværs, med hinanden i hænderne eller armene om hinanden skuldre. Hver eneste dag, i fem dage, og uden nogle af de gniderier om voksenopmærksomhed der normalt kan opstå! Simpelthen så fint og rørende, og jeg har ikke tal på hvor mange fotos jeg sneg mig til at tage af dem mens de gik:

Det er klart turens absolutte højdepunkt for mig: at se mine piger vise søskendeomsorg og kærlighed, og vælge hinandens selskab til. Og da de gik to eller tre sammen hele tiden og snakkede, kunne jeg fordybe mig i samtale med det barn der nu måtte være tilovers.

Barcelona er en smuk by, og – i min optik – nemmere at gå til med børn end Madrid var. Desværre er de fleste turistattraktioner, såsom Gaudís bygninger, blevet vanvittigt dyre at besøge, så vi nøjedes med at se dem udefra, og nød alt det andet byen kan byde på istedet. Og det er meget: der var både legepladser og parker til den yngste, genbrugsbutikker i massevis til de store, madmarkeder til madentusiasten, et væld af gode isbutikker, pladser at sidde på om aftenen og se på musik og dans, strandpromenade med høje palmetræer, og hyggelige kroge og flotte huse overalt.

Vi fik gået mellem 10 og 16 kilometer hver dag, så det var dejligt at have en centralt beliggende lejlighed (Eixample, hedder kvarteret) hvor vi kunne slappe af og selv lave mad, enten til frokost eller aften. Der var endda to småbitte altaner, som vi sad på halvdelen af aftenerne, og tegnede.

Vi spiste også morgenmad hjemme, så det var kun et måltid dagligt vi behøvede spise ude – og så selvfølgelig is. To af børnene er vegetarer, de andre to spiser kun sjældent kød, og Barcelona har et stort udvalg af lækre vegetarrestauranter. “Honest Greens” var min absolutte favorit, hvor vi fem kunne dele to salater, Hummus, brød, og søde kartofler, samt drikke ubegrænset vand med forskellig smag, for under 250 kroner.


Barcelona har også en flot strandpromenade, men vandet var fyldt med skrald, og børnene havde ikke lyst til at bade i det, så vi fandt en tidligere olympisk swimmingpool, på toppen af et bjerg, hvor vi badede en hel dag. Vandet er tre meter dybt, og der er ingen børnepool, så børn skal kunne svømme lidt selv, men udsigten var fantastisk og det virkede som om vi var de eneste turister der havde opdaget stedet.


Og jeg fik læst det meste af denne her bog, der var virkeligt god. Fordelen ved at have mange børn med, der kan bade sammen, er læsetid!

Vi tømte et supermarked for billige nødder, pølser og flæskesvær i gave til deres far, og i lufthavnen købte pigerne sådan en her til ham, med personligt navn på:


Omstændighederne bag denne tur – at deres far har slået sig så meget at hele hans sommerferie går med at ligge ned og have ondt – er virkeligt ikke drømmescenariet. Men når nu det var sådan det var, er jeg dybt taknemmelig for oplevelsen af at tage alene på ferie med alle pigerne; opleve en ny by sammen; og se hinanden i andre vinkler end normalt. Det er ikke altid kun positiv feedback man får på sin rolle som mor fra sine teenagepiger, men det var det på turen her, og al den positive energi tror jeg bliver siddende længe.

Og ellers har jeg billeder nok at varme mig på: