19/07/14

Om stilhed

Er uden ordentlig netforbindelse de næste 10 dages tid – og får derfor formentligt ikke blogget.

Har foreløbigt fjernet en flåt, fra et sted man mest ser på under mere romantiske former; har ledt efter flåter på kropsdele man normalt slet ikke gider nærstudere; er blevet overfaldet af bidske, undslupne krabber; har tømt det meste af Djursland for chokolade, og har fået dobbeltbooket os med masser af gæster – men udsigten ser sådan her ud, og pulsen er allerede nede.

20140716-120414.jpg

18/07/14

Gæsteblogger: “Henkogt hverdag”

Jeg er så heldig at dygtige Sidsel, der er kvinden bag bloggen “henkogt hverdag” tilbød at lave et gæsteblogindlæg til min blog, nu hvor jeg er på landet og ikke får blogget så meget.
Tag og besøg hendes blog, den er rigtigt fin, og beskriver genkendelige situationer på en fon måde.

Tegningen nedenfor kender jeg ihvertfald mig selv i. Bortset fra det med lige at have ryddet op…

Henkogt hverdag, gæsteblogger

20140713-212723.jpg
- Altså jeg havde lige ryddet op!
Jeg skulle bare et smut ud i køkkenet og sætte kartoflerne over.

De burde næsten få en medalje. – Eller jeg burde.

16/07/14

Om russisk sove-roulette

Russisk sove-roulette = når man sover i en bulet, blød sommerhus-dobbeltseng, og ved voksen-sengetide skubber snorkende 4 årig op på forhøjningen i midten, ved man aldrig helt hvem hun triller ned og sover oven på, resten af natten.

Vinderen vågner udhvilet – taberen vågner mast ned i den bløde madras, med 15 kilo savlende snorkemaskine oven på sig.

Det spil har vi spillet hver nat i sommerhuset, og jeg har foreløbigt tabt 5 ud af 7 nætter…

15/07/14

Om verdens bedste ferie

Nu er vi endelig ved at være landet mentalt, oven på den mest fantastiske ferie nogensinde!

Vi boede i den lækreste store lejlighed (2 soveværelser, 2 badeværelser, køkken, stue, vaskemaskine – og udsigt!) på et nordspansk landsted, hvor alle ni lejligheder var beboede af de familier vi rejste sammen med.

Det her var udsigten fra “voksen-soveværelset”(der lynhurtigt endte med at blive “mor-plus-halvdelen-af-børnene-værelset”, da børnene kom glade, men sent, i seng og festede videre, hvis ikke vi sov med dem):
20140715-090351.jpg
Udsigten fra “far-plus-halvdelen-af-børnene-værelset”, var en smuk bakke, med græssende køer.

Jonas og Marianne, der ejer gulliverrejser, som vi rejste med, er simpelthen nogle fantastisk søde mennesker, der både var hyggeligt selskab og geniale arrangører.
Jeg kan slet ikke anbefale konceptet nok!

Velkomstmiddag, kanotur, picnic, besøg på michelin-restaurant og farvel-middag var planlagt på forhånd og inkluderet i prisen, men de fik også lynhurtigt arrangeret nogle ekstrature, så Ninjaen og de tre store piger fik undervisning i surfing sammen med andre friske surfer-nybegyndere, og vi kom på besøg i nogle grotter, med 22.000 år gamle hulemalerier på væggene.

En fed måde at rejse på, hvor der både er planlagt oplevelser, vi ikke selv ville have kunnet finde, og der er plads til at man kan dele sig ud i små grupper og opleve noget selv.
Vi havde mange små udflugter, hvor det bare var os selv – fx til de smukkeste strande:

20140715-093943.jpg20140715-094137.jpg
og vi besøgte hyggelige små byer:
20140715-111901.jpg20140715-112607.jpg
Og foer vild i Bilbao:
20140715-113726.jpg
For 15 år siden startede Ninjaman og jeg til spanskundervisning, men stoppede efter et par gange, og lærte kun de ting der stod i kapitlet om “Fernandos fødselsdag” og i kapitlet om Picasso.
Der var så få turister i det område vi var, og absolut ingen talte engelsk, så i starten jamrede vi en del indbyrdes om hvor ærgerligt det var at vi ikke havde lært mere – men da mindstebarnet halvvejs gennem ferien fik halsbetændelse, fik jeg faktisk brug for det med Fernandos fødselsdag, for jeg forstod at lægen spurgte hvornår hun var født – resten af lægebesøget klarede vi med fagter, og hun blev podet og fik “penicillinos”.

At sidde på restaurant og bestille uden at vide hvad der stod, var lidt besværligt – og da en fra vores rejsehold kom til at bestille ko-mave, gjorde det os ekstra nervøse.
Men egentlig var det også tusind gange hyggeligere at rydde et supermarked for friske grøntsager og saftige bøffer (på størrelse med toiletsæder), og så tage hjem og grille på landstedet, mens vi drak vin og sludrede med alle de søde mennesker.
Også selv om det sled lidt på den gode samvittighed at grille bøffer, mens bøffernes kusiner stod og så interesseret til:

20140715-115511.jpg
De muhede anerkendende, da vi til afskedsfesten grillede en hel griseunge, istedet for oksekød…

Griseungen var så utroligt nuttet før den kom på grillen, at pigerne talte om at vi burde give den kunstigt åndedræt og forsøge at genoplive den – men den smagte så godt, at den tale hurtigt blev glemt:
20140715-120558.jpg
Men det allerbedste var faktisk hverken den bjergtagende smukke natur, morgenyogaen, eller de velplanlagte udflugter: det var det at være 17 voksne og 18 børn sammen på denne måde, og hele tiden kunne finde en der gad drikke vin/se på udsigt/ stene fodbold/ spille tennis/ løbe tur/tale om bøger, børn, eller livet – og imens kunne vi nyde børnene, der pilede rundt i flok og legede den ene vidunderlige leg efter den anden.
20140715-120939.jpg

“Vi vil gerne stoppe med at spise slik, så vi kan spare op og rejse sådan igen!” tilbød den ni årige generøst i flyveren hjem.
Hendes søstre mente at det var et lige lovligt generøst tilbud – men de syntes også det havde været verdens bedste ferie.
Så hvis i skal på ferie næste sommer, så kan vi seriøst anbefale at gøre det på denne her måde – og måske ses vi endda?

20140715-125552.jpg

20140715-125642.jpg

12/07/14

Om “skynhed”

En af de fantastiske ting ved at være på ferie med 8 andre børnefamilier, er børnenes evne til at blive venner, og finde på lege i flok.

I forgårs lavede de seks 7-9 årige piger en “skynhedssalong”, hvor da gav (mere eller mindre frivillige) voksne og små søskende, behandlinger.

20140712-111426.jpg
Jeg kunne godt fornemme på de ivrige anvisninger og omhyggeligt udførte billetter jeg fik udleveret, at der ikke rigtigt var nogen vej uden om – så selv om jeg egentlig hellere ville sidde og læse, indfandt jeg mig på skynhedssalongen.

Der var lidt ventetid, men den venlige assistent gav mig en underkop med digestive-kiksesmulder at fordrive ventetiden med; ordre om at gemme lidt af smulderet til næste kunde; og en tre årig pige blev udkommanderet til at underholde mig med lidt sang.

Nu er “lille Peter edderkop” jo lidt af en ørehænger, men jeg vil stadig mene at de fleste mennesker bliver træt af den efter de første 3-4 gennemsyngninger – således også jeg, der følte mig særdeles lettet, da jeg blev hentet ind til min behandling…

Den startede med et køligt fodbad – hvor pigerne først pustede på mine fødder for at afkøle dem nok til vandet. Meget betænksomt.

Derefter fulgte en kompetent gang hårfletning, sideløbende med en knapt så kompetent gang neglefiling.

Jeg havde ikke haft tid til at se længe på deres dørskilt, men jeg havde dog spottet at der var “masasie”.

20140712-112420.jpg
Det var første gang jeg prøvede at få massage af hele fire på en gang – det var overraskende behageligt – og massagen blev overvåget af en kommanderende 9 årig(min egen), der dirigerede sine tropper, samtidigt med at hun styrede musikken der passede til.

Behandligens store overraskelse var en afslutning med meditation og “tomater på øjnene”.
De havde ikke kunnet skaffe agurkeskiver, og havde ræsonneret, at den ene grøntsag vel var lige så god som den anden – og at tomater yderligere havde den egenskab at de duftede godt!

Så jeg lå stille på ryggen, mens en 7 årig balancerede to store tomater på mine øjenlåg, og talte mig igennem en meget indfølt guidet meditiation.
(“du er heeeelt afslappet… Du ligger på en strand… Der dufter… Af tomater!”)

Så var det hele slut, og jeg blev smidt lidt hårdhændet ud, fordi næste kunde ventede.
På de andre kvinders frisurer, kunne jeg senere på dagen godt fornemme at vi alle havde frekventeret den samme “salong” – og salongens ejere udførte også en fornem bonusydelse, hvor de løbende bad os bukke os ned, så de lige kunne rette fletninger der løsnede sig i løbet af aftenen.

Jeg kan varmt anbefale stedet, og giver det 5 stjerner – kommer du i nærheden af en “skynhedssalong”, så snup endelig en behandling!

indlægget er sponsoreret, men holdningerne er helt mine egne!

6/07/14

Om alternativ kost

I aften skal vi på Michelin-restaurant – ugens højdepunkt for den madentusiastiske 7 årige, der har været ekstremt spændt på at høre menuen.
De søde rejsearrangører har fundet den til os, og kørt den gennem Google translate, hvilket kun fik den til at lyde endnu mere spændende:

20140706-122728.jpg
Det beroliger mig lidt, at det kun er på voksenmenuen der er hash, og jeg er spændt på at se hvad varianten “hash min mor” mon er.

Jeg ser også frem til tortillaen, der er dekonstrueret som et dække.
Mon det betyder at den er så stor at man kan gemme sig bag den?

Ansjos med tekstur som vand lyder også alternativt – håber virkeligt ikke at det betyder man så skal drikke den, som ansjos-shots…

5/07/14

Om at lære at leve med ikke at være god til ting

“Hvis jeg ikke har nemt ved at lære nye ting, er det fordi de ikke er værd at lære…”

Sådan har jeg altid haft det, men jeg ved godt at det er en rigtigt kedelig holdning at have, så jeg forsøger virkelig at kæmpe imod og gå ind i nye ting med åbent sind.

Men jeg kan alligevel mærke irritationen og lysten til at råbe pik og give op, hvis noget er svært, og det lykkes mig langt fra altid at holde fast – hvilket de folk der i tidens løb har forsøgt at lære mig matematik, tysk, dans, aerobic, strikning, syning, guitar eller harmonika godt kan bevidne.

Så at styre en kano, med mine to mindste børn i, ned ad en rivende flod, var egentlig noget jeg godt kunne forudsige eventuelt kunne ende i et hysterisk anfald fra min side – men det var en del af det (ellers fantastiske) program der var lagt for os her på ferien – og jeg ville jo ikke skuffe mine spændte piger, og var også selv nysgerrig på at se den smukke flod, så selvfølgelig skulle vi med.

Inderst inde håbede jeg på, at nogen ville spotte mine ringe motoriske evner og tilbyde at ro for mig – men det skete ikke, og pludselig sad jeg i en kano, og mærkede den voldsomme trang til at give op, mens strømmen (for tiende gang på få minutter) løftede kanoen op på nogle sten, så jeg måtte ud i det kolde vand og skubbe den fri.

De to stakkels mindstebørn, der var havnet i sure-mors kano, kiggede længselsfuldt efter alle de andre voksne, der med professionelle åretag, førte deres kanoer behændigt mellem stenene – men heldigvis blev vi påsejlet af en anden mor, der åbenbart kunne aflæse mit kropssprog og trøstende sagde:”bare rolig – jeg hader det lige så meget som dig, og har heller ingen anelse om hvad jeg foretager mig!”

Det hjalp på give-op-divaen, at vide jeg ikke var alene, og kort efter var vi forbi det sted med de mange sten, og jeg begyndte at synes det var moderat sjovt – også selv om jeg ikke kunne finde ud af det.

Da vi, efter en dramatisk tur ned af et lille vandfald, stoppede og tømte kanoer for vand, deserterede den ene af mine to sejlkammerater grædende over i sin fars kano – jeg havde tydeligvis ikke fået overbevist hende om at jeg havde styr på noget som helst…

Heldigvis forbarmede ældstebarnet sig over mig, og tog hendes plads – og SÅ blev det sjovt!

20140705-145909.jpg
Barnet havde, til min store overraskelse og glæde, arvet sin fars talent for at blive hurtigt god til fysiske aktiviteter, og i løbet af få minutter havde hun overtaget styringen af vores kano:”mor! Du er muskler – så skal jeg nok være hjernen! Okay?”

Hun var godt nok ikke særligt imponeret over mine musklers beskaffenhed, men inden længe var vi alligevel nogle af de forreste, og jeg var helt vild med turen, nu hvor der var en kompetent styrmand om bord.
Mens jeg sad der og modtog ordrer, tænkte jeg på at det jo egentlig ikke gjorde så meget at der var ting jeg selv var dårlig til, for jeg kan lave børn der er gode til de ting jeg ikke selv kan – og det er da endnu sejere end at kunne det selv!

“om jeg er god til kvantefysik? Beklager – men jeg kan helt sikkert fremstille et menneske der er det!” vil jeg fremover kunne sige.
Det er der blær i!

3/07/14

Om ture, der er det værd

Vi er nu i Spanien, og selv om det regner, er udsigten stadig det hele værd:

20140703-110746.jpg
Vi brugte hele dagen i går på at rejse – først 3 timer med fly, og så knapt 5 timers køretur(inkl pauser, og faren vild).
Sjældent har jeg oplevet en køretur så lang – hvor mellempigerne hver tredje minut spurgte hvor lang tid der NU var til vi var der, og mindstebarnet led af den vildfarelse at vi var på vej i sommerhus, og hele tiden hårdnakket påstod, at hun kendte de steder vi kørte forbi.

“De har SERIØST meget natur her i spanien!” erklærede den ni årige overrasket, da hun vågnede fra den lur hun påbegyndte i lufthavnen.
Og det har hun ret i. Den tungtlastede lejebil, knirkede sig op gennem skumle sving i smukke bjerge, og vi fik set mere natur på de par timers kørsel, end vi normalt gør i løbet af et helt år hjemme.

Da vi endelig ankom til landstedet, kl 21, blev vi mødt af smilende søde mennesker, og fik anvist en lejlighed der er større end hele vores hus derhjemme.

“Luk døren!” hylede en af pigerne fra det ene(!) toilet “det kan jo være at der er andre der skal bruge toilettet, og jeg gider ikke at de ser mine balder!”
Hun havde ikke helt opfattet at alt det plads, kun var VORES.

20140703-111450.jpg

Så var der lækre natmads-tapas og vin, og ungerne spurtede rundt med de andre børn og hyggede sig, og den lange køreturs strabadser blev hurtigt glemt.

20140703-111713.jpg
Nu sidder vi ved poolen, og pigerne prøver at tage sig sammen til at prøve en svømmetur i det kolde vand – og jeg bekymrer mig over hvordan i alverden jeg skal kunne holde det “hvem-taber-sig-mest-inden-oktober-væddemål” jeg har kørende med en veninde, når det eneste jeg har kunnet tænke på siden jeg vågnede, er hvornår jeg igen kan fylde vin og tapas i hovedet…

1/07/14

Om kunstneriske prioriteringer

“Se, nu har jeg tegnet hele vores familie!” proklamerede den stortegnende 4 årige stolt, og fremviste denne tegning:

20140613-090142.jpg
“Det er mig selv med det smukke gule hår. Og mor der er den høje. Og der er far. Og min store storesøster, og min næststore storesøster!”

Yngste storesøster kiggede længe på tegningen, og spurgte så forsigtigt hvor hun selv var.

“Der var altså ikke plads til dig…” var svaret

“jamen, hvad er det for en rød bold?” spurgte hun så – og fik det hårde svar:”ja, det er en kartoffel! Der var ikke plads til dig, fordi der skulle være plads til en kartoffel!”

Ærgerligt at blive udkonkurreret af en rodfrugt…