19/06/13

Om ferievinderen

Det blev dygtige Maria der – fuldt fortjent – vandt en 10.000 kroners rejse i Spies-blogger-konkurrencen.

Men det blev mig der blev nr to, og vandt et kamera – så er det slut med kun at have halvslatne fotos taget med mobil! Yay!

En andenplads er også en takketale værd, så den kommer her:
Tak til alle jer der stemte på mig, og tak for alle jeres søde kommentarer i Marens plageindlæg, tak til yndlings-Maren – og tak til alle jer, der har sendt mig mails om hvor synd det er for mine superpiger, at de ikke kommer på charterferie.

Til det sidste vil jeg sige: det er altså ikke synd for dem – og det synes de heller ikke selv.
Vi bytter hvert år hus med en familie i Ebeltoft, og børnene glæder sig afsindigt til at gense det sted, hvor vi er kommet hvert eneste år af deres liv, så de kan spise jordbær, fiske krabber, bygge sandslotte og glo op i himlen.
Det er det dejligste sted i verden og selvfølgelig drømmer de da om at komme ud at rejse på et tidspunkt, men jeg tror egentlig at vores sommerhustur glæder dem lige så meget – og vi har en fremtidsplan for ferier.

Hvis jeg skal være helt ærlig: de var nok ikke kommet på udenlandsferie, selv hvis vi havde vundet: vi har så megamange børn, at 10.000 kroner ikke rækker til en charter for os alle, og vi sidder så stramt i det, at det vil tage et par år at spare resten af beløbet op – så vi og vores børn var nået frem til, at HVIS vi vandt, ville vi forære gavekortet til vores venners alvorligt syge datter, så hun kunne komme til Paris, mens hun stadig er rask nok til at rejse.

Faktisk var jeg lidt nervøs ved tanken om at vinde, og så måske få en masse skuffede mails fra jer der stemte, om at det var tarveligt at vi bare gav præmien videre – så derfor er jeg glad nok for resultatet: konkurrencens bedst skrevne indlæg vandt; børnenes syge venindes bedsteforældre tilbød at betale hendes Paris-tur, nu hun ikke fik den af os; Trixyworlds fine indlæg vandt også en præmie, jeg slipper for at give bodytequilas til alle jer der stemte, som jeg ellers havde lovet at gøre hvis jeg vandt – og lige om lidt, sidder vi på “vores” strand på Helgenæs, og tager billeder med nyvundent kamera, af vores unger der fisker krabber.

Lignende indlæg:

18/06/13

Om Paul McCartney

Paul McCartney – altså ham fra the Beatles – har fødselsdag i dag.
Han bliver enten 71 eller 72 år.

Det vidste i sikkert ikke?
Det gjorde jeg heller ikke, da jeg vågnede i morges, men min ældste datter og hendes bedste veninde er begge glødende beatles-fans, og har brugt en stor del af eftermiddagen på at skråle fjollede fødselsdagssange for ham – så nu glemmer jeg det da aldrig!

Al den festivitas førte til følgende ordveksling mellem de to mellembørn, som jeg overhørte mens jeg lavede mad:

Barn 1:”skal vi ikke lege Beatles? Jeg kan være Paul, og vores tumpede lillesøster kan være Ringo.
MOAR! Vi mangler en til legen, hvem vil du være?”

Mig:”Øhm. George Harrison. Der steger bacon, og ikke lige har tid til at optræde.”

Barn 2:” fedt! For jeg vil helst være John Lennon!”

Barn 1:”så skal du blive skudt – er det ok?”

Barn 2:”ja, bare jeg ikke skal have taget nøgenbilleder sammen med Yoko Ono!”

God pointe!

(Er der iøvrigt nogle af jer, der har det yoko ono udstilling på Louisiana endnu, og kan fortælle mig om den er pengene værd, for et par 11 årige piger?)

Lignende indlæg:

17/06/13

Om festivalminder

Da jeg var helt ung, var jeg fast gæst på Roskilde festivalen.
Min far var noget ved musikken, og kunne altid skaffe backstagepas, og jeg havde nogle fantastiske festivaler, hvor jeg både stod backstage og gav high fives til fx Red hot chili peppers, inden de gik på scenen, og gav den gas til alle koncerter, i ren ekstase over at drikke bajere og høre høj musik, sammen med mine venner.

Tror det her er fra 1995. Det jeg husker bedst fra det år, var at min sure gamle farfar døde mens vi var der.Min søster og jeg blev hentet på festivalen, spulet delvist rene på et toilet på en tankstation, deltog i en begravelse, og blev kørt lige tilbage til musik og temmeligt mange gravøl.
Der blev skålet mere for den koleriske gamle mand, end hvis han var død på et hvilket som helst andet tidspunkt – hvis man skal mindes nogen der egentlig ikke har fortjent det, er sådan en festival åbenbart et godt sted. Min søster og jeg drak os sentimentale, og mindedes med glæde, de få stunder hvor han ikke havde været en idiot..

Sidst jeg var til Roskilde, var i 1997 (shit – jeg lyder gammel!) – og det var den vådeste, sureste oplevelse længe.
Mit klaustrofobisk lille enmands-telt var ikke vandtæt, fandt jeg ud af den første nat, hvor en stiv svensker brugte det til at tisse op af – den ultimativt klammeste måde man kan blive vækket på, er til tonerne af en eller anden svensk vise, mens varmt pis plasker på ens ansigt, kan jeg hilse og sige.

Det regnede fra morgen til aften, og pladsen var en mudret, sumpet masse, som man nærmest ikke kunne slæbe sig igennem.
På andendagen sad mine gummistøvler så godt fast i knæhøj mudder, at de blev suget af mine fødder, og efter en halv times roden rundt efter dem, måtte jeg bare give op, og lade dem opsluge sig i mudderhelvede for evigt.
Resten af tiden, var mine “sko” stumper af mit ikke-vandtætte telt, som jeg klistrede fast om mine fødder med gaffatape…
Et eller andet band som jeg havde glædet mig enormt til, men ikke længere kan huske hvem var, aflyste, og jeg blev væk fra mine venner, og brugte en dag på at sjoske rundt i regnen og lede efter dem, mens jeg blev mere og mere indædt sur.
Til sidst tog jeg bare hjem, en dag før det sluttede, og svor at jeg var blevet aaaaaaalt for gammel til den slags.

(Mudder,mudder, mudder og to gamle venners sko)

Siden har jeg fortrængt de mange gode festivaler før den, og rystet på hovedet af de af mine venner der stadig gad bruge al den tid og penge, på at ligge i fire dages tis og mudder.
Koncerter er da fantastiske – men festivaler var jeg blevet alt for voksen til.
Troede jeg.

Lige nu flyder nettet med glædestrålende rapporter fra Northside – jeg kan særligt anbefale Stinestregens tegnede reportager her.
Har fniset meget af særligt denne her:

Har den ikke et fantastisk udtryk?
(Jeg kan iøvrigt prale af, at selveste Stine gæsteoptrådte her på bloggen sidste år – sejt, ikke?)

Jeg kan mærke det trækker i mig nu, det der med festival.
Jeg har flere venner, der er begyndt at tage til festivaler igen, nu hvor deres børn er blevet større, og glædesstrålende beretter om hvor fantastisk det er, at være totalt uden ansvar i hele fire dage – og lige den pointe kan jeg godt følge.
Når man har brugt de sidste 11 år på at holde sine børn nogenlunde fri for tis og mudder (og mætte og udhvilede og alle de der andre ting der hører med til at være forældre) må det være en dejlig fornemmelse at være helt ligeglad, og bare selv grave sig ned i en mudderpøl, uden at skulle tænke på om der er nogen man skal tage sig af.

Jeg tror at jeg efterhånden er blevet voksen nok, til at kunne sætte pris på bare at være ulækker, glad, fuld og overtisset – og havde jeg oplevet festivalen i 1997 lige nu, ville jeg ikke have været sådan en sur krampe over det.
Det ville bare have været sjovt.

Det bliver så ikke lige i år jeg får genoptaget festivalentusiasmen – for jeg er både ualmindeligt flad, og stressramt, og kan stadig ikke overskue mange mennesker på samme sted – men jeg holder øje med alle jer der beretter om festivaloplevelser, og kan mærke at jeres entusiasme smitter.
Bliv bare ved med at smitte – for så ses vi måske i et eller andet mudderhul næste år – eller året efter?

Lignende indlæg:

16/06/13

Vind en “Nomi” barnestol, i valgfri farve

edit: de søde mennesker bag NOMI, er så begejstrede for al jeres respons, at de har valgt at smide en ekstra stol i præmiepuljen – så nu er der hele TO kommende stolvindere!

Peter Opsvik – manden der designede den kendte Trip Trap børnestol – har nu designet en hel ny og funky stol: “NOMI“.

Stolen kan bruges af børn fra fødslen og helt op til teenagealderen, og er seriøst gennemtænkt – du kan læse mere om den her, og se at intet er overladt til tilfældighederne..

Min næstyngste datter, der er 6 år og sidder virkeligt dårligt på vores spisestole, har længe ønsket sig en stol der passede bedre til hende – så hun blev superglad da hun fik lov til at teste en “Nomi” stol.
Hun er meget begejstret, og synes den er fantastisk: den vejer kun 5 kilo og har hjul på de bagerste ben, så hun nemt kan skubbe rundt med den; den er nem at indstille uden værktøj, så generøst kan låne den til sine søstre; hun sidder enormt godt på den – og så er den ret pæn.

Kunne du tænke dig at vinde en fin, ergonomisk og veldesignet “Nomi”-stol, i valgfri farve?
Der er hele to vindere!
Så skriv en besked her nedenfor, med hvilken farve du ønsker den i: vælg både sæde/ryg farve og stelfarve.
Du kan frit vælge, blandt alle stel til 1499 kr, og du kan se farverne HER.

Vinderne trækkes d. 24-6.
Hvis du har lyst, kan du følge NOMI på facebook her.

Lignende indlæg:

11/06/13

Om stemmer og grimme sko

Jeg deltager jo i den der spies-konkurrence, og har flere gange ligget og ført med et point eller to, men var holdt op med at tjecke siden, fordi det var lidt for nervepirrende.
Inde i mit hoved blev der ved med at danne sig billeder, af mine glade børn i palmernes skygge, og jeg følte mig lidt som konen med æggene, hvis jeg tænkte for meget på det
(Det er alligevel ikke kun facebookstemmerne der tæller, der er også et dommerpanel – og personligt synes jeg at marias maskinrummets indlæg er supergodt, og har en solid vinderchance.)

I morges skrev Maren, et blogindlæg – med en blanding af gaveløfter og triste violiner – der lokkede vanvittigt mange stemmer til mit konkurrenceindlæg.

Jeg har været helt høj af rørelse hele dagen, over hvor fantastisk det er at være hendes ven – og over alle jeres søde, søde kommentarer og stemmer.
TAK!!

Men nu er jeg egentlig bedst rustet til at håndtere modgang, og bliver altid rasende nervøs og paranoid, hvis ting går godt…

Hvilket resulterede i nogle bævende sms’er fra mig til Maren, hvor jeg var paranoid ved tanken om at folk nok ikke kunne lide mig, eller syntes det var snyd at jeg havde seje venner – det fik jeg følgende svar til:

Jeg skulle hente min venindes søn fra skole, en nødsituation.
Jeg havde taget mascara og min pæneste kjole på, for min stresshjerne syntes det var modbydeligt, at vi både skulle køre i bus og ind et fremmed sted, og hvis jeg har det dårligt med ting, hjælper det at have pænt tøj på.

(Så hvis i nogensinde møder mig i slidte joggere og ingen makeup, og har lyst til at fortælle mig at jeg ligner lort, så kan jeg afsløre at den slags går jeg kun med på dage hvor jeg har det pragtfuldt – hvis jeg er overdressed på en hverdag, er det bare fordi jeg skal noget, som gør mig usikker…)

Nå, men mine fødder er aldrig rigtigt en del af planen – jeg interesserer mig så lidt for fodtøj, at jeg ikke lægger mærke til hvad der ryger på fødder – således heller ikke i dag, hvor jeg læste Marens (lettere fornærmende) SMS, og med et blik på mine fødder, måtte konstatere at hun havde ret.

Jeg er ikke kendt for min gode smag i fodtøj.

Ja, det er badesandaler.
I plastik.
Som jeg har arvet fra min søster, der har for god smag til at gå med den slags.

Jeg kan ikke engang undskylde mig med at de er rare at have på: de siger swupswupswupswup swupswupswup når jeg går, får mig til at vralte, og mine fødder klistrer og sveder i dem – men de var nemme at finde i vores rodede gang i morges.
Det er de faktisk overraskende tit…

Jeg har brugt dagen på at stirre på de grimme sko, og overveje bare at smide dem ud, så jeg ikke blev fristet til dag efter dag at sjoske rundt i klistrede plastikrædsler – men så beviste de pludselig deres berettigelse: mindstebarnet, der er ved at smide bleen, kom rasende ud i køkkenet, og brokkede sig over, at hun selv havde tisset på sin yndlingsnederdel.
Jeg hjalp hende i en ny, før jeg tænkte på at spørge hvor hun ellers havde tisset – og her var svaret:”i dine sko, mor!”

Og pludselig gav plastiksko mening!

Lignende indlæg:

6/06/13

Om tisse-gramsning

Måske var jeg bedre til at tjecke mine sms’er igennem før afsending, post-stress – men jeg har stadig en mistanke om at min telefons ordbog har nogle seriøst kinky tanker, som den forsøger at udleve gennem mig…

En uskyldig fødselsdagshilsen til min ældste veninde, blev således forvandlet til en lummer urinsex-anmodning:

Det meste af dagen har jeg forsøgt at huske hvornår og hvorfor jeg har skrevet en SMS, der indeholdt ordet “morgenurin”, siden ordbogen åbenbart troede det var det jeg ville skrive igen.

Lignende indlæg:

5/06/13

Om hvad der i virkeligheden gemmer sig i shitty-kitty

Jeg bloggede for nyligt om mine børn, der gav mig mareridt en nat, ved at udbrede sig om, hvordan hello kittys mund er syet sammen, og hendes sløjfe er sømmet fast i hendes hoved.

Det fik en læser, Marie, til at maile mig et foto hun har taget i Barcelona, med overskriften “søvnløse nætter garanteres”.

Jeg synes det er sjovt.
Hendes mund er syet sammen, hun spiser is gennem næsen, hendes sløjfe er sømmet fast i hovedet – og der bor en sur lille spansk mand inden i hende.
Scary Stuff!
…………
Edit: løvinden mener at kræet hedder “hola shitty” i den spanske variant. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret i det.
…….
Edit del 2: det mindede mig om en episode for en del år siden, hvor jeg passede en lille dreng.
Mig: “se: det der er ham der er inde i bamse, fra bamse og kylling!”
Dreng(tænksomt):”hvem er det så der er inde i Bubber?”

Lignende indlæg:

4/06/13

Om fejring af tre årig

Så er fejringen af mindstebarnets 3 års dag overstået.

Der er noget helt magisk over lige netop 3 års fødselsdage, som er den første de er store nok til at fatte hvad handler om, og samtidigt er de så nuttet selvfede i den alder, at de rigtigt labber opmærksomheden i sig.

I weekenden kom den lille fødselars tre små veninder på besøg, og de fire småpiger var så nuttede, at man hele tiden havde lyst til at bide dem i kinderne.

Ingen af dem havde været hjemme og besøge andre før, og hverken storesøstrenes cirkusshow eller Ninjamans pasta med kødsovs, kunne trække dem væk fra legen med de sæbebobler de selv havde givet fødselsdagsbarnet.

Vi havde lidt fejlbedømt mængden af bleskift med fire blebørn i huset – og ikke forudset at en af dem kunne finde på at skifte sin egen (godt fyldte) ble inde i stuen – men alt i alt var det vildt hyggeligt, og ret overkommeligt.

I går havde hun så rigtigt fødselsdag, og startede dagen med at åbne fint indpakkede plastikjuveler(der gjorde hende så lykkelig, at hun fik tårer i øjnene), en orange slikkepind og et sæt vinger fra søstrene, og efter at have strålet lidt i opmærksomheden erklærede hun, at nu ville hun gå ud i haven og flyve lidt…
Hun havde forestillet sig at vingerne virkede, men tog skuffelsen pænt.
Især efter ti runder fødselsdagssang i træk…

Ninjaman tog hende med i zoo, for det var det eneste hun havde ønsket sig af ham, og min eneste opgave var så at trylle frikadeller frem til os selv og sølle tre gæster – men jeg havde åbenbart brugt min overskudskvote og kunne hverken samle tanker om indkøb, mad eller oprydning, uden at føle trang til at tude.

Klynk i telefonen til zoologisk have, førte til en luksusbeslutning: take away.
Jeg har ikke bestilt takeaway, siden jeg boede på kollegie, og vi altid var en masse tømmermændsramte mennesker, der bestilte fedtede pizzaer og klistrede pommes Frites om søndagen, så jeg blev positivt overrasket over hvor stort udvalgt af sund mad der faktisk er lige til at bestille – men der var ikke tvivl om at sushi ville være det, der gjorde fødelsdagsbarnet allergladest.

Vi havde fået et gavekort til justeat på et tidspunkt, så det var bare at bede nogen købe en islagkage med til dessert, krydse af på computeren, og så have tid til at snakke i solen mens vi ventede.

På slaget 17.30 stod smilende ung “just eat” fyr i vores have, med poser i hænderne, og ønskede den stolte fødselar tillykke.

Børnene var helt euforiske over at få hver deres lille box med forskellige ting, som de sparede på, så der også blev til madpakker – og jeg var euforisk over hvor befriende det var at slippe for madlavning og oprydning.

Det var godt nok dejligt – og nu sparer jeg sammen til at lave præcis samme trick næste gang nogen har fødselsdag!

Fødselsdagsbarnet havde snuppet en lige lovlig lang lur i bilen på vej hjem fra zoo, så efter en times forsøg på putning, endte hun i smørhullet i sofaen, hvor hun lå og slugte dagens sidste rest opmærksomhed med et saligt smil plastret ud over hele sit lille ansigt.

Kl 23.35, som er nøjagtigt der hun blev født, lå vi hviskende og mindedes hendes fine fødsel, mens hun endelig overgav sig til søvnen.
Stadig med udtværede orange blomster malet på kinderne, og et lykkeligt smil.

Lignende indlæg:

2/06/13

Om sentimentale ferieminder

Hvis nogen spurgte mig om hvor min bedste rejse var gået til, ville jeg nok svare enten 1): Australien, hvor jeg backpackede rundt i et år, da jeg var 17 eller 2): Grønland, hvor vi sidste sommer besøgte min moster.

Det var også fantastiske ferier, og jeg ville på alle måder gerne gense Australiens røde ørkener eller Grønlands klare himmel, men hvis nogen kom hen til mig og råbte:”HURTIGT! SIG SÅ HVOR DU VIL HEN PÅ FERIE LIGE NU, ELLER DU FÅR EN LUSSING,”, ville jeg febrilsk råbe noget så u-globetrotteragtigt som:”Tenerife!”.

Vi var på Tenerife i en uge i maj, i 2001.
Det er muligt at det – rent objektivt – ikke er den bedste ferie jeg været på, men når jeg tænker på den, har jeg sjældent været så lykkelig (eller så sentimental) som jeg var i den uge, og derfor vil det sted altid have en særlig betydning for mig.

Min far havde fødselsdag, og havde inviteret sin nye kæreste, mig, min Ninjaman, min lillesøster og hendes kæreste, mine to små halvsøstre, min kusine og min gamle farmor med på ferie.

Inde i min mave voksede der en 11 uger baby, vores første, og jeg så alting gennem et (overdrevent sentimentalt) skær, af forventning og kærlighed.

Planen var at afsløre min graviditet på min fars fødselsdag, feriens sidste dag, hvor jeg ville være 12 uger henne.

Men jeg hjalp min farmor på toilettet i lufthavnen, og fordi hun stod og blev forvirret over et eller andet med dørene, og bagefter blev ked af at hun var blevet så gammel og forvirret, trøstede jeg hende, ved at fortælle hende at hun skulle være oldemor.

Hun blev meget begejstret, glemte det var en hemmelighed, og fik fortalt det til stort set alle andre mennesker i lufthavnen, i løbet af ganske kort tid.

Min farmor insisterede på at sidde ved siden af mig i flyveren, hvor jeg først fik de interessante fakta om hendes egne fødsler (min farfar satte hende af med veer foran hospitalet, og hentede hende da det var overstået), og der efter de lidt mere skræmmende detaljer, involverende blod og splat, og underliv der blev klippet og hevet i.

Til sidst måtte jeg lade som om jeg sov, for ikke at blive skræmt alt for meget ved tanken om at min baby skulle ud af mig, på et tidspunkt…

Tenerife var smuk, vandet havde præcis den farve man drømte om at vand skulle have, og luften duftede af blomster.

Vi lejede et par biler, og kørte lange ture.

Jeg graviditets-brækkede mig nonstop, i den varme bil, der kørte gennem bjergene, mens min ene halvsøster hylede som en griseunge der blev løftet op, fordi hun skulle sidde i barnesæde.

I timevis.

Sådan en varm bil, med lugten af opkast og lyden af grædende barn, er ikke en man normalt forbinder med en god ferie, men jeg var stadig euforisk.
At Ninjaman konstant havde ondt i ryggen af at skubbe min farmors kørestol op af bakker, og at det ikke er 100% gnidningsfrit hele tiden at rejse ti mennesker så tæt sammen, bed hele ikke på mig.

Jeg kunne se rundt på min familie, og glæde mig så inderligt over at vi allesammen var her sammen – og at der voksede en baby i min mave, som var en del af alle de her mennesker.
Selv om der var smukt, tog jeg ikke et eneste foto af landskabet: jeg havde travlt med at tage fotos af min familie.

Når Ninjaman tegnede til mine små søstre, smeltede jeg, ved tanken om at han lige om lidt kunne sidde og tegne til vores eget lille barn – og tog billeder af det.

Når min farmor kiggede forelsket på sin 50 årige søn, måtte jeg sentimentalt knibe en tåre, over det der moderkærlighed, der bare blev ved, selv om børnene var så store, mens jeg diskret forsøgte at fange hendes ansigtsudtryk med kameraet.

“Kan man ikke bare SE den baby nu, hva?” sagde jeg stolt, og lokkede alle til at fotografere min mave i forskellige vinkler, mens jeg svajede så meget som muligt i lænden, og følte mig enormt smuk og moderlig.

Efter de første dage på den måde, fik min søster nok: “Du tager ikke noget foto af mig nu, mens du klynker et eller andet sentimentalt om hvor smuk jeg er!” hvæsede hun, da jeg rettede kameraet mod hende med lige netop den tanke.

Så gav hun mig en velfortjent lammer, så jeg røg lidt ud af den lyserøde boble.

Resten af ferien prøvede jeg at dæmpe hormonerne, og ikke gå i åh-hvor-er-jeg-lykkelig-og-hvor-er-alting-smukt-mode hele tiden.

Jeg havnede så lidt i den anden grøft i stedet, hvor jeg gerne ville bevise at jeg altså stadig var hende den sjove, selv om jeg havde en baby i maven: min kusine har aldrig rigtigt tilgivet mig, at jeg moonede ud af bilvinduet, mens hun kørte.
Heller ikke selv om der faktisk ikke var nogen der så det…

Til gengæld morede vi os alle meget med at lade farmor posere, med min svogers solbriller og en slikkepind.
Hun så dejligt gakket ud.

Jeg elsker det foto.

Da min datter blev født, 7 måneder senere, var min farmor blevet så forvirret, at hun ikke altid kunne kende os.
Hun levede en del år efter, men var ikke sig selv.

Når jeg blev ked af at hun var blevet sådan, og savnede hende, selv om jeg sad hos hende, tænkte jeg altid på Tenerife.
Forestillede mig hende, siddende i solen, med lyden af bølger og duften af blomster omkring sig, mens hun fnisede over at være klædt fjollet ud.
Og blev helt varm over, at vi nåede at få den oplevelse med.

——–
Dette indlæg har jeg tænkt mig at deltage i spies blog-konkurrence med.
Man kan vinde et rejsegavekort på 10.000 kroner – mine
unger har kun været ude at rejse en enkelt gang i deres liv, og vinder vi, skal vi altså til Tenerife – og se om min farmors spøgelse er der.

På et tidspunkt, vil man kunne stemme på indlægget her – eller et af de andre. Min personlige favorit er Marias indlæg.
obs: man kan stemme nu, lige her

Lignende indlæg:

31/05/13

Om hvordan det i virkeligheden går

Overskriften på Christina Melchiors tankevækkende indlæg om hendes egen stress, fik mig til at tænke, at nogle af jer måske kan bruge en update, om hvordan min stress føles lige nu, til noget.
Egentlig er jeg dødtræt af at tale om mig, mig, mig og sygdom, men jeg ved hvor stor glæde jeg selv har haft af at læse om andres forløb og ikke føle mig alene i det – og da et par af jer skrev kommentarer til mine seneste indlæg, om hvor dejligt det var at jeg var på vej, og kunne skrive sjovt, følte jeg mig lidt falsk – for de indlæg er nogle der tog uforholdsmæssigt lang tid at skrive, og jeg skrev dem som en øvelse i at foretage mig noget normalt.

Faserne i mit sygdomsforløb
Jeg ved at stressudbrændthed og sygdomsforløb er forskellige, så jeg taler bare ud fra mine egne erfaringer.

Min stress har været inddelt i følgende faser:
1. En periode på et halvt års tid, måske mere, hvor jeg følte mig presset af forskellige ting i mit liv, der er for private til at beskrive her, men involverede et alvorligt sygt menneske i min nære omgangskreds, travlhed på arbejdet, og måske mest af alt: min egen trang til at tage ansvar for alting, og melde mig til alt, der er af opgaver.

Jeg ignorerede de søvnløse nætter med uro og uhyggelige tanker, der kom oftere og oftere; ignorerede trykken for brystet, hovedpiner og hjertebanken; ignorerede uroen i kroppen; ignorerede ticsene ved øjnene; og bagatelliserede min tiltagende forvirring og hukommelsesbesvær.

Jeg tog på arbejde med to forskellige sko på; glemte hvor bilen var parkeret; glemte at vaske hår, eller barberede kun det ene ben, når jeg var i bad; cyklede på arbejde en lørdag, selv om jeg var på vej hen for at hente et barn hos en veninde i nærheden; mødte en time for tidligt den ene dag, og en time for sent nogle dage senere, fordi jeg havde glemt de arbejdstider som jeg ellers har haft i mange år, og en masse andre mindre ting.

2. Da min krop en morgen ikke kunne stå op, og jeg lod mig sygemelde den dag, bare så jeg kunne komme til læge, knækkede filmen helt.
Jeg kan faktisk næsten intet huske fra den første måned, jeg var så ekstremt forvirret og kunne intet overskue, og min krop snigløb mig hele tiden, med underlige fysiske symptomer.

3. Så havde jeg en periode på nogle uger, hvor jeg var vred på alle mulige.
Altså ikke på min mand og børn, men på resten af verden, der var “skyld” i at det var kommet her til.
Jeg er ikke et særligt vredt menneske, og det var derfor meget ubehageligt, at have det sådan.

Jeg har talt med en dygtig psykolog, gennem arbejdet, gennem hele forløbet, og især her, var hun rigtigt god til at hjælpe mig med hvornår al den vrede var irrationel – og hvornår det var godt at jeg indså mine begrænsninger og lærte ikke bare at sige “ja” til at hjælpe folk hele tiden.

4. Her er jeg nu.
Jeg vil gerne på arbejde, jeg vil gerne være normal, jeg vil gerne være sammen med andre mennesker – og jeg kan mærke jeg er på vej.
Jeg forsøger at presse mig selv til at lave en lille, normal ting hver dag, så jeg kan blive “tilvænnet” almindeligt arbejdsliv, men jeg er ret hård ved mig selv, og bliver ret ked af det over det.

Jeg kan køre bil igen nu (det var jeg for forvirret til ind til for nyligt) – men jeg kan kun overskue at køre steder hen jeg kender godt, fx børnenes skole.

Jeg kan se andre mennesker nu – men ikke for lang tid af gangen, og helst bare herhjemme.

Jeg kan gå i Netto – men kun når der ikke er for mange andre mennesker, og jeg ikke skal have for mange ting…

Jeg kan tale i telefon med min chef, eller have besøg af ham herhjemme, men bare tanken om at cykle hen og besøge arbejdet, starter hjertebanken og hovedpine…

Jeg har været i zoo med to af mine børn, uden at blive panikslagen – men det var jo kun halvdelen af min børneflok, og vi var der kort før lukketid, hvor der ikke var så mange mennesker…

Jeg kan få ideer til blogindlæg – men de tager meget, meget lang tid at skrive, og efterfølgende kan jeg have det irrationelt dårligt over dem.
(Fx panikkede jeg en hel nat, ved tanken om at hende damen der strækker ud i baggrunden af det bryllupsbillede jeg viste, skulle se billedet og sagsøge mig for injurier…)

På lørdag skal jeg med som heppekor, fordi min ven Maren er nomineret til pingprisen.
Jeg gruer mig helt elektrisk over at skulle være sammen med så mange mennesker, men vil jo også så gerne være der, og tænker det er ok at udfordre mig selv lidt.
Det er et stort fremskridt at jeg sagde ja – men jeg har lyst til at melde afbud, sådan ca hvert fjerde sekund…

Alle der der “men…” slår jeg mig selv oven i hovedet med.
Jeg VED at jeg burde glæde mig over de fremskridt, istedet for at blive så irriteret på mig selv over begrænsningerne – men især om natten kan det være svært at styre, og jeg kan ligge og glo op i luften i flere timer, og føle mig som det mest uduelige menneske i verden.

Ting der hjælper:

1. Motion.
Jeg er verdens mest dovne menneske, og har i mange år bagatelliseret at jeg vejer ti kilo for meget.
“Jeg vil sgu hellere æde chokolade end have en lille røv – og min mand synes jeg er lækker alligevel!” har været mottoet.

Men lægen bliver ved med at sige det hjælper på stressudbrændthed, så jeg har troligt, men halvhjertet, forsøgt at lave noget forskelligt – og nu kan jeg mærke at det hjælper!
Hvis jeg cykler eller går en lang tur, laver yoga, eller noget andet, har jeg mærkbart nemmere ved at skubbe de ubehagelige tanker væk, når de trænger sig på om aftenen.

Den sidste uge har jeg derfor trænet ekstrameget, og kan mærke forskel på graden af tristhed, alt efter hvor hårdt jeg har trænet: jo mere træning, jo mere ro oven i hovedet.
Og jeg har tabt to kilo!
(hvilket så førte til negative tanker om, at jeg ikke havde råd til nyt tøj, hvis jeg faktisk tabte de kilo jeg burde – ja, jeg er ikke god til at glæde mig over ting lige nu…)

2. Mindfullness.
Jaja, tidens nye, skambrugte begreb.
Jeg var så heldig, at komme med i et gratis mindfullness-forløb for stressramte, gennem kommunen, og jeg synes jeg kan bruge det.
Vi mødes engang om ugen i to timer og laver øvelser(de første gange havde jeg lyst til at løbe skrigende væk fra det rum fuld af mennesker), men det er bedre nu.
Hver uge er der forskellige hjemmearbejds-øvelser, og selv om jeg ikke er så god til at få lavet det hele, er det rart at have noget konkret at tage mig til, og jeg kan mærke det har hjulpet mig meget med at få det bedre, her på det sidste.

Men det får mig også til at tænke nogle tanker om forskellige ting i mit liv, som kunne ændres – det at have en blog/facebook/twitter (eller hvad folk nu har) er jo på en måde det modsatte af mindfullness: oplever jeg fx noget sjovt, begynder min hjerne straks at beskæftige sig med, hvordan det kunne formuleres, så det også blev sjovt for andre at læse – istedet for at jeg bliver i nuet og nyder det.
Den tanke tygger jeg meget på for tiden…

Det var sandheden, om hvordan det går.
Og nu vil jeg gå tilbage til at øve mig i at være normal.
De glade indlæg der ellers er her, skal i ikke opfatte som en løgn – der er masser af glade stunder, selv om hjernen stadig kører på nedsatte omdrejninger – og nogle gange er den opgave jeg stiller mig selv, at arbejde med at få dem formuleret på skrift.

Jeg håber at en anden stressramt kan bruge dette til noget.