12/6/18

Om hvorfor barnetro måske bør pilles ud, før børn bliver for kloge

Herhjemme har jeg altid smurt tykt på med magi, og givet den fuld gas med nisser, påskeharer, tandfeer og alt der er sjovt og magisk.

De tre store fandt sådan drypvist ud af at det bare var noget vi legede, men beholdt lysten til at lege med, for deres yngre søstres skyld. Mindstebarnet er nu 8, og har ikke stillet spørgsmålstegn ved noget som helst endnu, af alt det magiske. Hendes 4-5 bedste venner har også nisser hjemme i julen, og tror lige så fast på dem som hun, så selv om hun er en lidt stor nisse-fan, så er det heldigvis ikke pinligt.

De sidste år har drillenissen Jan Kalle boet på hendes værelse i julen, og hendes søstre går op i det med liv og sjæl: svarer med lillebitte skæv skrift på alle de breve hun skriver til nissen; gemmer pebernødder på hendes værelse, og toiletpapir i hendes seng, og hun elsker det! Hun fik tårer i øjnene af glæde da hun opdagede at nissens dør var kommet på i løbet af natten, og han får mange breve og sange.

Egentlig var hun så småt begyndt at tvivle på julemanden, indtil hun skrev et brev til sin nisse og forhørte sig om han mon kunne skaffe hende en lyserød cykelpumpe. Han/mellempigerne lovede at spørge julemanden, og den forretningshemmelighed tog hun frydefuldt imod.

”Tænk at han bare fortæller mig det! Det er sikkert fordi han er i nisselære, og ikke ved man skal holde nissehemmeligheder!”

Hun godtede sig over sin insider-viden nogle dage, men tandhjulene må have kørt godt rundt inde i hendes hoved. Forleden da jeg stod og lavede aftensmad kom de ord, der fik mig til at forstå hvorfor det er smartest hvis børn stopper med at tro på julemanden, i god tid inden de bliver gode til matematik:” Mor, jeg fatter ikke mig selv! Tænk: sidste år bad jeg julemanden om tusser. Tusser! Hvor dumt er det lige?”

Mig:”øh, men du blev da virkeligt glad for de tusser, og tegnede med dem hele aftenen?’

Barn:”ja, men i år ønsker jeg mig en cykel!”

Mig:”wow… det var godt nok en stor gave. I plejer da at ønske jer noget man kan sidde og hygge med juleaftensdag, som han kan komme med om formiddagen?”

Barn:”ja, men det er GRATIS gaver! Jeg kan ønske mig lige hvad jeg vil, hvorfor har jeg ikke tænkt på det før? Og jeg har jo min søsters gamle cykel, så jeg kan bare sælge den nye, og købe sådan noget med 1000 af de malebøger jeg i virkeligheden ønsker mig. Smart barn du har, hva?”

Øh ja. Virkeligt smart. Tænker hun nok bliver lidt skuffet så.

Har I børn der tror på nisser?

 

 

12/1/18

Lørdagslæsning:”Små påsatte brande” af Celeste Ng

Små påsatte brande (adlink) har fået ros og stjerner fra alle kanter, og den lever på alle måder op til sit gode ry: det er en intens og stor lille roman, med personer man bliver ved med at tænke på længe efter bogen er slut.

Jeg kan godt lide at man ændrer opfattelse af personerne og deres handlinger flere gange undervejs, og at der ikke er et entydigt svar til hvordan de burde handle.

Om mødre og døtre; facader og løgne; raceskel og klasseskel; ambitioner og usikkerhed.

Fra bogens bagside opsummeres handlingen således, og jeg har ikke kunnet formulere det bedre selv:”I Shaker Heights, Cleveland, er der styr på tingene. Vejene former et sirligt symmetrisk net, husenes farver er afstemt efter hinanden, og beboernes liv er mindst lige så velplanlagte. Ingen passer bedre til den beskrivelse end Elena Richardson, hvis største ambition er at følge reglerne.

Ind på scenen træder Mia Warren, en gådefuld kunstner og alenemor. Hun ankommer til kvarteret med sin teenagedatter Pearl og lejer et hus af familien Richardson, og snart bliver Mia og Pearl langt mere end lejere, for alle fire børn i Richardson-familien drages magnetisk mod de to. Men Mias mørke fortid og nonchalante forhold til tingenes tilstand og ligevægt i Shaker Heights truer med at forstyrre roen i det velordnede kvarter.

Da gamle venner af familien Richardson forsøger at adoptere et spædbarn med kinesisk-amerikanske rødder, bryder en ophedet kamp om forældremyndighederne ud, som tvinger hele nabolaget til at vælge side. Elena og Mia går hver sin retning, og pludselig er Elena fast besluttet på at bringe hemmelighederne om Mias fortid frem i lyset. Men Elenas sandhedsbesættelse får uventede, dramatiske konsekvenser for det lille samfund.”

En stor anbefaling her fra – dette er en fremragende julegave til alle der kan lide en god, intens fortælling om at være menneske og mor og tage velmente valg, der skader andre.

Titel: Små påsatte brande
Forfatter: Celeste Ng
Forlag: Hr Ferdinand
Sideantal: 352
Min bedømmelse: 5/5 stjerner

11/28/18

Om fødselsdatoer

“Mor, kan du ikke lige skrive at det er rigtigt nok jeg har fødselsdag på mandag? Min veninde sidder her og tror ikke på det, så skriv lige min fødselsdato!” skrev efterskoleungen på messenger i går.

En fornuftig mor kunne have:

1. Bedt hende vise sygesikringskort som bevis

2. Skrevet det ønskede

Jeg skrev dette:


Fulgte det op med billeddokumentation:

Hun syntes det var virkeligt sjovt. Heldigvis er mine unger ret hærdede i sarkasmens ædle kunst.

11/26/18

Om mængden af viden og forskelle på mennesker

Når man har børn, og i særdeleshed når man har mange børn, er det fascinerende at se forskelle og ligheder mellem børn, der genetisk og opvækstmæssigt har haft det samme udgangspunkt.

To af mine børn er introverte; de to andre mere udadvendte. De har alle fire humor, men på fire forskellige måder: en er grov, en er sjov med krop og mimik, en er meget sarkastisk og en kører pruttehumor De er alle fire ret kreative og meget empatiske. To af dem er let ordblinde og knokler for at følge med i skolen; en af dem har nemt nok ved det, men fokuserer mere på alt der er sjovt eller socialt. Og så er der min næstyngste, der har den vildeste klæbehjerne og interesserer sig glødende for alt der minder om naturvidenskab, sprog og eksperimenter.

I går var jeg alene med pigerne, da deres far skulle tatoveres, og vi besluttede os for at bruge et gavekort til brunch som jeg engang havde fået i gave.

Megahyggeligt, men mens vi spiste kom jeg til at gentage en historie jeg havde fortalt før (en af mine spidskompetencer), og pigerne stoppede mig fornærmet.

Herefter blive vi enige om at skiftes til at fortælle en ting, som de andre ikke vidste, og forskellen på hvad vi fortalte cementerede klart forskellen på lille frøken klæbehjerne, og os andre almindelige dødelige.

Mig: *anekdote om noget jeg oplevede i min barndom

Det ene barn: *anekdote om noget hun oplevede i skolen sidste uge

Det andet barn:*info om at klassekammerat skal have en lillesøster.

Frøken klæbehjerne:”under sidste istid, var dele af Danmark begravet under fire kilometer is. Man kan stadig se hvordan isen har formet det danske landskab…”

Vi fortsatte:

Mig: *anekdote om noget min farmor engang fortalte om sin barndom

Det ene barn:*anekdote om noget hun oplevede da hun lavede teater i skolen sidste uge

Det andet barn:*information om hvad venindes nye marsvin skal hedde

Frøken klæbehjerne:”I middelalderen kunne de rigeste blive begravet under gulvet i selve kirken, for at være nærmere Gud. Det er derfra at udtrykket “at være stinkende rig” stammer, for det har lugtet med rådnende lig under gulvet”

Meget informativt, men det tog også noget af appetitten, så vi valgte at stoppe legen der og spise bacon uden at tænke mere på lig.

Og jeg kunne fortælle noget jeg havde fortalt før. Det virkede på en eller anden måde sikrere

 

11/22/18

Om at lave julelandskaber – guide, tip og konkurrence

(Indlæg/konkurrence sponsoreret af cchobby.dk – anbefaling er ganske oprigtig!

Jeg har før blogget om mine børns passion for opbygning af nisselandskaber, og det er en tradition der har holdt ved lige siden. Nisselandskabet hænger lidt med næbbet, efter mange års slid, og det var på tide at vi fik bygget noget nyt.

Da cchobby.dk spurgte om vi ville lave et samarbejde omkring hjemmelavede julelandskaber med polartema, tog mine tre yngste imod udfordringen med jubel.
Her vil de to yngste af dem gerne fortælle hvordan man gør (lidt som et mandagstip) , hvis nu nogen af Jer skulle have lyst til at give Jer i kast med et sådan projekt.

Kig gerne forbi min instagram @hverdag, hvor jeg har en konkurrence med det fine sæt til polarlandskabet som præmie!


A, 12 år, og L 8 år “Sådan laver man et julelandskab af af foamclay”

A: “Vi fik sådan en kasse med alting i: småbitte æsker med silkclay og foamclay, flamingodimser til at putte ind i figurerne, øjne og næser, kasse, baggrund, ski, iglo-form og det hele. “

L: “og sne! Jeg SKREG af glæde over hvor pænt det sne var!”

A: “Vi startede med bare at lave nogle af de figurer der var opskrift på. Det er de her, og de er ret nuttede:

Jeg lavede isbjørnen og pingvinen, min lillesøster lavede rensdyret og snemanden og min mor og storesøster lavede igloen,”

L: “så lavede vi nogle vi selv fandt på. En babypingvin og sælfamilie. Og min storesøster lavede den grimmeste hvalros! HAHAHA ! Det var sjovt!”

A:”der var sådan en fin baggrund med, som man kunne putte ind i æsken, men vi syntes det så sådan lidt pattet ud til at stå i stuen, så min storesøster malede selv en stjernehimmel. Jeg vil også male en baggrund, så man kan skifte den ud nogle gange.

Jeg synes det er megasmsrt med en kasse hvor alting man skal bruge er i. Så behøver man ikke løbe rundt og lede efter ting. Men det er også sjovt at finde på selv.

Hvis man vil lave en figur om man selv finder på, er opskriften ret nem. Man kan genbruge den opskrift der er i æsken.

De her dele bruger man: foamclay, øjne/næse, evt en flamingodims til indeni.

Pak flamingodimen ind i ler, eller bare form figuren i ler, hvis du laver en der er mindre.

Og så til sidst de dele der gør at man kan se hvad dyr det er: ører, hale, tænder og den slags.

L:”det jeg syntes var sjovest, var at finde på navne. Min elg, eller hvad det nu er for en, hedder John. Det er et godt navn til en elg”

Sådan her endte deres landskab med at se ud, men vi arbejder stadig med det, og har mange flere ideer:

Polarsættet kan købes for kun 200 kroner, eller vindes på min Instagram @hverdag!

Vi har altid lavet mange kreaprojekter herhjemme, og selv om vi er de rodede og uorganiserede typer, så er vores kreahylden i kælderen totalt i orden og velassorteret som et mellemstort fritidshjem. (Umiddelbart gætter jeg på at vores forbrug af kreagrej er en væsentlig medfaktor til at holde firmaet cchobby.dk kørende;))

Hvis man er til den slags, synes jeg silkclay og foamclay er megafedt at arbejde med, for både børn og voksne. Vi bloggede om det her, og anbefalingen holder stadig. God julegaveide’ til børn i alle aldre!

11/20/18

Postkort fra hunden 7 – forretningshunden

Winston skriver fortsat postkort til efterskoleungen, selv om de ikke bliver sendt til hende (det er åbenbart pinligt at modtage som post, så hun får det som mail).
I sidste uge forsøgte han sig som Mommyblogger, i denne er han forretningshund.

Kære S, min velærværdige forretningspartner.

Ja, det gik jo desværre ikke helt som planlagt med min mommybloggerkarriere. Faktisk slet ikke: mine hvalpe blev tvangsfjernet. Der var simpelthen ikke timer nok i døgnet til at opfylde alle deres grådige behov, og dit værelse flød over med bleer og vasketøj og madrester. Trist, ja, men så har jeg istedet begravet mig i arbejde, og det går rigtigt godt med den del!

Jeg har startet en større virksomhed hvor jeg lejer ting ud. Man kan leje alt, fra dit tøj til en helikopter, så på en måde er du en del af virksomheden, da jeg lejer mange af dine ting ud.

Jeg har flyttet en del rundt på dit værelse, for at få det mere kontoragtigt. Og så har jeg fået en privatsekretær, Jonna. Hun er meget effektiv og forretningsagtig, og god til at dække over at det måske ikke er alt vi laver der er helt inden for lovens rammer.

Hov, ups, det var ikke meningen at afsløre det… men bare rolig, der er styr på det. Du skal slet, slet ikke bekymre dig. Det meste af virksomheden er legit nok, og resten fejer Jonna ind under gulvtæppet.

de bedste hilsner

direktør Winston

11/19/18

Om det der kærlighed, del 31

Her fortsættelsen på den store føljeton, om vores liv de sidste 21 år.
Her et foto af pigerne, fra en udklædningsfest det år. Jeg har mistet mange af mine fotos fra de år, så det passer ikke helt til:

August/september 2009 var præget af både håb og mismod.

Det havde ellers lige kørt så godt altsammen, men nu hvor banken havde lukket kassekreditten til vores butik, og vi havde taget lån i huset for at betale regninger, var det ikke særligt sjovt. Drømmen var at nogen ville købe det hele, og gerne ansætte Ninjaman som erfaren butiksbestyrer, men vi havde opsagt butikslokalerne og indstillede os på at vi havde et halvt år til at få solgt ud og lukket ned. Forhåbentligt uden alt for stort tab, men det så ikke lovende ud.

Jeg var ked af det, og uendeligt træt, men forsøgte fortsat at geare mig selv op til at få det bedste ud af min gode nye arbejdsplads, og var fx med i en hyggelig madklub, hvor man lavede mad sammen en gang om måneden.

En sen eftermiddag i starten af Oktober, stod jeg i Netto og købte vin ind til madklubben samme aften. Jeg havde bare lyst til at køre hjem og sove, selv om dagen egentlig ikke havde været hård.

Ved kassen hang der nogle graviditetstests, og pludselig ramte tanken mig: “så træt her plejer jeg kun at være når jeg er gravid”

En pakke tests røg i kurven sammen med rødvinen. Mens jeg cyklede tilbage til arbejdet, prøvede jeg at regne på om der overhovedet var en risiko for at jeg var gravid. Nåede frem til at det kondom der var gået i stykker havde været på et sikkert sted i min cyklus, men tanken ville ikke rigtigt slippe. Mens forretterne var i ovnen sneg jeg mig ud på badeværelset med pakken med tests.

De var bragende positive. Alle fire.

Min første tanke var: ”pis – jeg har lige givet alt babytøjet og tingene til en genbrugsbutik!”

Min næste tanke var mere noget med:”fuckfuckfuckfuck!”.

Jeg ringede til Ninjaman, der stadig var på arbejde i vores butik.

“Den der sparkedragt jeg sagde var pæn i butikken – har du solgt dem allesammen? Ellers tror jeg vi får brug for at gemme en selv…” sagde jeg, klodset.

Vi havde slet ikke talt om at jeg kunne være gravid, ingen af os havde tænkt tanken, og jeg var ikke engang gået over tid, men han fattede det alligevel med det samme.

”Vi har klaret så meget sammen, mon ikke vi klarer en bonusbaby?” var hans respons, efter en skræmmende lang stilhed.

(Fortsættes)

 

11/11/18

Om romantik, når man har været sammen i 21.000 år

Vi er ikke de store romantikere, Ninjaman og jeg. Gode nok til at hygge, gå ture eller stene serier, men går ikke op i blomster, digte, årsdagsfejringer eller lignende romantik.

Da vi var unge og nyforelskede forsøgte han sig engang med rosenblade, strøet fra hoveddøren til sengen, hvor han lå og ventede kun iført lidt blomster placeret strategiske steder. Vi kom begge to til at grine helt vildt meget over det, og blev enige om at vi nok bare ikke var typerne der tog den slags seriøst nok.

I dag skulle alle unger køres hjem til venner, og mens han kørte dem, kom jeg til at tænke på rosenblads finten, og besluttede at skulle den gentages, måtte det være med lidt halvvisne blade.

Lavede et flot spor gennem hele huset, til soveværelset hvor jeg havde lavet drinks og hentet avis.

Jeg kunne høre ham grine højt, da han blev mødt af hunden, der med munden fuld af blade gjorde ham opmærksom på mit mesterværk.

At tilbringe en dag i sengen er altid godt. I unge mennesker er måske mest til rosenblade og nøgenhed – os halvgamle bliver begejstrede over visne blade, alkohol og tid til at snakke uforstyrret.

Jeg ved ikke hvad vi skal lave sporet af når vi bliver rigtigt gamle, men det skal sikkert føre frem til noget med werthers echte og blødt bagværk.

11/9/18

Boganbefalinger: håndbøger til teenagere

Da jeg var cirka 12 år fik jeg en stak utroligt grænseoverskridende, men også sært fascinerende, bøger om hvad der sker med kroppen når man rammer puberteten, og alt sådan noget.

Husker dem mest for de mange fotos af kønsdele, der skulle illustrere at den slags kan se forskellige ud. Jeg tror faktisk de tog fokus fra hvad der måtte stå af informationer, for selv om jeg havde nærstuderet bøgerne, kom det alligevel bag på mig da jeg fik menstruation og opdagede at den slags varede flere dage i træk. Havde på en eller anden måde fået bildt mig selv ind, at det handlede om at vide cirka hvornår det lille æg faldt ud, så man kunne fange det i et bind i sine underbukser?

I dag er bøger målrettet næsten-teenagere blevet mere i øjenhøjde, og findes i flere niveauer. Når man er på vej i puberteten vil man bare gerne vide lidt om hvordan kroppen virker, og have lidt skulderklap omkring at det kan være svært alt det med forandringer, venner, tøj og den slags – alt det med sex hører til i en anden type bog, og kan skræmme en 10 årig fra at læse.

“Guide til piger” af Sabine Lemire.

Sabine Lemire har skrevet en fabelagtig bog til de 10-14 årige, som hun netop har vundet Orla prisen for, i kategorien “bogen jeg blev klogere af at læse”.
“Guide til piger” (adlink) er godt skrevet, med variation, små tests, korte kapitler og fine tegninger, og begge mine mellempiger snuppede straks bogen fra min anmeldereksemplar-stak og sagde at den ville de gerne læse.

Emnerne spænder over alt fra venskaber og skole, til kropsforandringer, humørsvingninger, forældre, sociale medier, forelskelser og følelsen af ikke at være god nok.

Der gik flere uger før jeg selv fik lov til at bladre i bogen, fordi mellempigerne (der er 12 og 13) læste i den, så jeg synes de skal have lov til at være dem der anmelder den:

”Den er ret godt skrevet, Det er tit som om at voksne, bare fordi de selv engang har været unge, tror at de ved hvordan det er, men det gør de altså ikke altid. Denne her bog den har faktisk ret – det er lidt som om den er skrevet af en der selv er ung, og så tænker man:”hov! Det er jo lige sådan jeg også har det!” Det var faktisk virkeligt rart.

Der var heller ikke noget hvor man tænkte:”grænsen!” – altså: det var slet ikke pinligt, og man er ikke flov over at have bogen stående på sit værelse, for den har ikke “cringe” tegninger.

Man ved jo godt meget af det fra skolen, men der var også noget som det var godt sådan at læse selv. Fordi man ikke kan lide at spørge om det altid. Eller fordi de voksne forklarer det så pinligt at man ikke kan høre efter. Testene var meget sjove at lave sammen med sin søster. Det var måske ikke noget man lærte sådan meget af, men det var hyggeligt de var med. Det var dem vi lavede først.

Vi giver bogen: 5/5 stjerner”

Jeg er meget imponeret over hvordan “Guide til piger” rammer målgruppen, og tænker det er en rigtigt god gave til piger i 10-14 års alderen.

Sådan overlever du livet” – af Maren Uthaug

Denne bog er en oplagt gave til børn fra konfirmationsalderen og op: 100 virkeligt gode råd, med sarkastiske og virkeligt sjove tegninger til. Den dækker over alt fra dumme forældre, jalousi, forelskelse, sex, anusblegning og hvorfor man ikke skal fucke med sine øjenbryn. Grov, sjov, og ærlige råd, man håber de unge vil følge.


Maren gav den til min efterskoleunge da hun tog afsted, og den har  gået lidt fra hånd til hånd på efterskolen, blandt unge der synes den er virkeligt, virkeligt underholdende – og tilpas upassende.

5/5 stjerner til “Sådan overlever du livet”, fra en ellers ikke særligt læsende stor teenager.
Bogen kan købes mange steder, fx her eller i Marens egen shop

11/7/18

Om det der kærlighed del 30, en føljeton

Nu er der efterhånden rigtigt, rigtigt mange af jer der har skrevet og efterspurgt nogle nye afsnit føljeton, som jeg har syltet i over et år.
Hvis man ikke har læst dem, kan de andre afsnit om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, forelskede os og fik en masse unger læses her.
Her kommer er afsnit 30, der foregår i 2008/2009.

Vinteren var, ligesom vintrene havde været herhjemme de foregående år, smaskfyldt med syge unger. Småpigerne på 2 og 3 slæbte den ene runde influenza/halsbetændelse/mellemørebetændelse efter den anden med hjem fra børnehave, og selv det lille skolebarn blev ramt flere gange.

Sådan her så det meste af December 2008 ud. Da jeg fandt billedet, kunne jeg pludseligt huske hele følelsen af at ligge klemt mellem febervarme unger, klar til at række saft og brækspande videre; med en stemme der var helt hæs af højtlæsning, og med ører der ikke orkede høre mere dumt børne-tv. Kan godt savne at kramme lidt på de her små varianter af mine unger, men er godt nok glad for at alt det sygdomspis ligger bag os!

2009 startede ret godt ud. Et halvt år før, havde banken bevilget os en stor kassekredit til vores butik, og vi havde flyttet den fra de snuskede lokaler på en lille sidegade, til et flot lyst sted på en hovedgade. En rigtig butik, med mange kunder. Ikke det store overskud, men den kørte stabilt og vores økonomi var en del bedre end frygtelige sidste år.

Ninjaman var rigtigt glad for at stå i den, og jeg og ungerne kom ofte forbi og gav en hånd med at lave vinduesudstillinger og andet hyggeligt.

Her den mindste af dem der gik tøjmodel, ved en byfest i gaden hvor Ninjamans butik lå.

Pigerne var glade og trivedes, og det føltes som om vi var på vej et godt sted hen sammen, alle fem. Oprindeligt havde vi jo talt om at vores barn nummer tre skulle være en efternøler, som vi havde tid og overskud til, men nu havde hun valgt at komme meget før, og vi var faktisk enige om at det passede ret perfekt: vi havde en flok på tre, der legede sammen hele tiden; interesserede sig for meget af det samme; og allerede nu kunne vi så småt mærke at de var ved at blive større og mere selvkørende. Det ville blive nemt om få år, var vi enige om.

Vi var ved at komme ud af den baby-boble vi havde været i i mange år, med bleer, og søvnløshed og barnevogne og middagslure, og det gav overskud til at huske at være lidt voksne også.

Jeg tog mig sammen til endelig at få smidt alle ti efter-tre-graviditeter-i-træk-kiloene, og følte mig stærk og overskudsagtigt. Da der midt på året kom en spændende stilling i en ny afdeling på min arbejdsplads, trængte jeg til at prøve noget nyt, og søgte den. Jeg fik den, sammen med et års orlov fra min daværende stilling, da det ikke var sikkert den nye stilling blev mere end et årig. Virkeligt spændende at få lov til at prøve af et år, uden at miste noget! Jeg involverede mig glad i alt hvad der var af madlavningsklubber og læseklubber på den nye del af arbejdet, nu hvor mine børn ikke længere var så små at de desperate ventede på at jeg kom hjem til dem.

Ninjaman tog på festival for første gang i 10-12 år, fik flere tatoveringer og begyndte at dyrke sport igen. Det var skønt for os begge at lave ting uden for flokken igen, selv om vi også trivedes i den og med hinanden.

Men så kom september, hvor banken ringede og sagde at de nu havde taget en beslutning om ikke at give kredit til små virksomheder, der ikke gav stort overskud, længere. Vi havde et væld af store regninger på vej, og kunne ikke rigtigt se en vej ud af det. Opsagde butikslokaler (der var seks måneders opsigelse) og begyndte at sælge varer ud med stort tab. Var nødt til at tage et lån i vores lille hus også,  for at betale. Det var meget skræmmende, og vi fik gældsat os ret grundigt, og kan stadig mærke det.

Jeg fortrød det nye job, nu hvor jeg ikke var i stand til at præstere mit bedste. Jeg var ikke dårlig, men hadede mig selv for ikke at være fantastisk, overskudsagtig, ovenpå. Havde sådan glædet mig, og var også startet godt ud, men jeg tænkte meget på butikken, og på hvor meget den kunne nå at smadre af vores økonomi de næste måneder, og havde ikke helt hjertet med i alt det nye længere. Jeg var også pludselig så træt, at jeg nærmest faldt i søvn når jeg trådte ind af døren hjemme, og alligevel faldt jeg også i søvn mens vi så fjernsyn om aftenen – og var stadig træt om morgenen. Træt, dødeligt træt, hele tiden.

Og ovenikøbet fik jeg så også kvalme af al den stress.

Troede jeg….

(Fortsættes)