12/10/17

Om at være den creepy stalkeragtige nisseven

Puslen med indpakning af små stykker slik eller breve, er en daglig December-beskæftigelse herhjemme. Alle pigerne har trukket hemmelige “nissevenner” i deres klasser, som de skal overraske med hyggelige ting hele December, og de går op i det med liv og sjæl. Køber dimseting for lommepengene på vej hjem, og skriver breve med fordrejet skrift.

Selv plejer jeg at skøjte elegant udenom den slags på min arbejdsplads – glemmer at købe de små hyggelige ting, og synes ikke selv den slags med at fylde dueslag med cornflakes er sjovt –  men i år sagde jeg alligevel ja. Min mulighed for at deltage i diverse former for fredagshygge på jobbet, har i år været blokeret af, at jeg er på uddannelse til klokken 17 hver fredag, så jeg tænkte jeg skyldte lidt på kollegafronten.

Forudsigeligt nok, er jeg ikke den der husker at få købt chokolade til ham jeg er nisse for. Eller, det vil sige: jeg HAR faktisk husket det to gange, men blev fristet, og åd det selv på turen hjem fra Netto… Istedet har jeg så måttet lave gaver selv, og foreløbigt har jeg haft det lidt for sjovt med den del af det, og skrevet mærkelige digte og produceret sære ting.

Sidste uge lavede jeg bl.a. et Memory-spil: 20 helt ens brikker, med portrætter af ham jeg nisser for. Pakket ind i æske, med alskens gode anmeldelser på, om hvor sjovt og nemt det var at spille.

Her i weekenden tegnede jeg et portræt af min nisse, mens jeg fnes over hvor foruroligende det måtte være at modtage sådan et. Min mand mente det var creepy stalkeragtigt nok, at en hemmelig person havde tegnet portræt af en, og frarådede mig den oprindelige plan om at tegne ham delvist afklædt. Det var nok et ret godt råd, og jeg synes faktisk helgen-versionen blev akavet nok:

Der er generelt for få helgenkåringer på arbejdspladser.

Der er stadig ti dage til juleferien starter, og jeg kan godt mærke at jeg er ude på et skråplan med nisserierne allerede. Hvordan han reagerer på gaven i morgen, må være afgørende for hvor creepy jeg fortsætter med at være.

Hvad er det bedste kolleganisseri I har oplevet?

12/5/17

Ti skøre gaver læsere har modtaget, del 1

Tusind tak til alle Jer der, som svar på dette indlæg, sendte mails og kommentarer om de skørestes gaver I havde modtaget. Det bar virkeligt været sjov læsning! Jeg har fået kommentarer nok til at skrive mindst et indlæg mere, så hvis andre vil bidrage skal I endelig sende en mail på superheltemor@live.dk, eller skrive en kommentar.

Læsernes aparte gaver, del 1

 

 

12/4/17

Om at have et meget stort hoved, proppet med ord

Nå, men jeg bestod min eksamen i fredags. Med ros, endda. Nu er jeg halvvejs igennem studiet, og det har egentlig ikke været helt så slemt som frygtet at studere oveni fuldtidsjob – bortset fra, at det hele tiden føles som om jeg har flere tanker end der egentlig er plads til at have.

Mine børn har ellers mobbet mig i båndsløjfe med hvor rummeligt mit hoved er, siden de fandt et baby-foto af mig, hvor jeg ikke har hår der camouflerer det. Til sammenligning har jeg fundet et foto fra filmen “Coneheads”.

Det er mig til højre. Hvad jeg mangler i benlængde, har jeg til overmål fået i pande. Måske er det derfor jeg er så klodset?

Før eksamen forestillede jeg mig, at det ville frigive en hel masse plads inde i mit hoved at få den af vejen, men der er stadig nogenlunde lige crowded derinde. Tænker at jeg snart må lave nogle dages med veninder, og få rødvinet bare lidt af det ud!

I går pressede mellempigerne mig til at tage med dem i centeret efter gaver – jeg kom sådan her afsted:

Opdagede set først halvvejs deroppe, trods det at den ene sko er min mands, kg udover at have en helt anden farve, er den også et par numre større…

 

Det her blogindlæg er ikke sådan et fancy et, med rød tråd eller pointer eller noget. Måske kan I allerede fornemme det, ud fra den random detour ud i størrelsen på mit hoved? Trængte bare til at rable-blogge, uden at tænke for meget, jeg har tænkt over hvert eneste ord der stod i min skide eksamensopgave.

Jeg har en masse blog-indlæg der er kvart færdige, men det er af den slags der tager tid at skrive: et med netflix-anbefalinger; et om at mødes med læsere; et om klodsethed; et med spørgsmål til jer omhvorvidt min blog er af en type, hvor jeg kan skrive mere seriøst om fx børneopdragelse; og et om skøre julegaver I har fået.

Sidstnævnte volder mig lidt bøvl, for jeg ville gerne skrive jeres citater i sådan nogle smarte bokse, som man indimellem ser på mere fancy blogs. Er der nogle af jer der ved hvad sådan en app hedder, man kan skrive dem i? Har hentet en app, men den fungerer ikke særligt godt.

Indlæg til andre blogindlæg I gerne vil læse, modtages iøvrig med glæde.

 

11/27/17

Om aparte gaver – input søges

Jeg skal til en eksamen på mit studie på fredag (gys!) og bruger al min fritid på at skrive synopsis, finpudse powerpoint og gå i panik – hvilket forklarer de lange intervaller mellem blogindlæg for tiden.

For nyligt sneg jeg mig dog til et enkelt glas vin med en veninde, og vi morede os over en virkeligt mystisk gave hun engang havde fået af sin farmor: et hæklet toiletsædecover, der på ingen måde passede ind i hverken indretning eller behov. Til gengæld var det meget orange.

Det fik mig til at tænke, at det kunne være sjovt at lave et indlæg om aparte gaver folk har fået.

Har I ikke lyst til at hjælpe mig? Så send en mail på superheltemor@live.dk, eller skriv i kommentarfeltet, så samler jeg dem i et indlæg, omkring aparte gaver. Altså gaver der er godt ment, men lige ramt lidt ved siden af. Det kunne være sjovt at læse!

Min egen top fem over sære gaver jeg har modtaget:

1.Det døde firben min mormor gav mig i julegave da jeg var barn. læs indlæg HER.

2. Den “erotiske” kalender jeg fik sidste jul, udelukkende med halvfrække billeder af min fætter i. Har moret mig MEGET over den hele året, men også lidt sært at komme tilbage på arbejdet efter juleferie, og svare:”nogle bøger og en kalender med halvnøgne billeder af min fætter”; på spørgsmålet om hvad jeg havde fået i julegave.

Mine piger har iøvrigt løbende censoreret billederne i kalenderen med klistermærker, når de syntes der var for meget brystvorte på.

3. Vatrondelholderen Allan. Læs indlægget HER.

4. Min tidligere kollega, købte altid sære køkkendimser med hjem til mig fra USA – med et glimt i øjet. For eksempel har jeg fået en dims der kunne plukke den grønne dut af tomater, og en anden dims, der kunne udkerne avocados. Forudsat at de avocados havde præcis den rette størrelse…

5. Et gult tørklæde, en hestebog og en similibroche, var den gave min fars ekskæreste gav en halvpunket teenagemig. Læs om det HER.

Så snart jeg er færdig med eksamen, skal jeg til at lave julegaver selv, sammen med mine piger. Håber vi kan ramme mere rigtigt end det her!

11/25/17

Boganbefaling: illustreret Harry Potter

Her mens jeg har været syg, er vi gået i gang med at læse Harry Potter i en ny illustreret udgave, pigerne og jeg. Næstyngstebarnet og jeg skiftes til at læse højt, og alle sætter sig og lytter med. Det er det den bog kan – og den er fuldstændigt vidunderlig!

Jeg kan rigtigt godt lide Harry Potter selv, og har også set alle filmene med de tre store af mine børn, men de gange vi har forsøgt at læse dem højt, har de mistet interessen. Det er noget helt andet når der er billeder til – det gør på en eller anden måde den nogle gange kringlede tekst mere levende, og vi er allesammen virkeligt opslugt af den. 

Det er Jim Kay der har illustreret, og det har han altså gjort helt perfekt, med en god blanding af diskrete akvareller og storslåede dobbeltsides illustrationer.

Bogen koster næsten 400 kroner, hvilket kan virke dyrt, men jeg kan forestille mig at det er en man læser mange gange, og her er den også blevet taget frem og tegnet efter flere gange allerede, så jeg er sikker på den tjener sig ind med tiden. Klart en god julegaveide’, til læseglade børn i 7-voksenalderen!

Her er ord fra en af de unge læsere:

A, 11 år:”Jeg synes det er virkeligt godt der er tegninger i. De er flotte, og godt tegnede, og nogle af dem er endda rigtigt sjove. Jeg grinede højt af en tante der blev pustet op! Jeg kan godt lide når der er tegninger, der siger noget om teksten. Der er meget mere til historien når man læser den, end i filmen. Det er som om jeg forstår filmen bedre nu, og jeg er virkeligt glad for at vi læser den!”

Forlag: Gyldendal
Forfatter: J.K Rowling
Illustrationer: Jim Kay
Titel: Harry Potter og fangen fra Azkabam
Sideantal: 336

(reklamelink, og bog modtaget fra forlag, men begejstring og anbefaling er 100% oprigtig!)

11/19/17

Om spildtid og god tid

For tiden går jeg konstant rundt og fantaserer om mere tid. Vilde drømme om både at have mere tid til at skrive eksamensopgave færdig til mit studie snart; have tid til at forberede ting til mit arbejde; kærestetid; rødvinstid; hyggeskrivetid; blogtid; alenetid med børn; læsetid, og alt muligt andet man kan skrive “tid” bagved – men det ender for tiden i en hæsblæsende jonglering af hverdagsliv og alt for få timer i døgnet.

Denne uge har jeg så haft tid – uden rigtigt at kunne bruge den. Tirsdag vågnede jeg og så sådan her ud i fjæset:

Havde godt nok haft ondt i øret nogle dage, men bliver aldrig syg af virus og den slags, så havde ikke tænkt mere over det. Nå, men det var så noget betændelse, der havde spredt sig til kinden, og hele ugen er gået i en tåge af ømhed, øredråber og to slags penicillin, dyne, og manglende overskud til at samle tankerne om al det jeg godt gad have tid til.

Det mest produktive jeg har opnået i løbet af mine alenedage har været et halvhjertet forsøg på at dokumentere hvor mange forskellige steder Winston, den bælgøjede hund, sover i løbet af en dag. Det er fascinerende mange.

Normalt er vi mange mennesker hjemme på samme tid, og her tripper han tit lidt rundt i hælene på en af os, men han er anderledes doven når han er alene. Det overraskede mig hvor meget han sover, og hvor målrettet han skifter sovested med jævne intervaller, og de her fotos tog jeg i løbet af et par timer en formiddag:

Her sover han først i en hule under et bord på børneværelset en halv time. Strækker sig, prutter, lunter over og lægger sig til at sove, med bunden i vejret, på en tshirt på gulvet. Et kvarter efter: strækker sig, grynter, lusker over og tager en lur oven på en limpistol børnene har glemt på gulvet. Så en omgang strækken sig, fisen, vanddrikning, og en god lang lur i kurven. Strækker sig, snuser mig på hånden, og lusker ind og sover en time ovenpå etuiet til en guitar, på børneværelset. Efter den lur, snupper han en tillægslur, i en rede børnene byggede til ham dagen før.

Og sådan fortsatte hans dag, frem til klokken 14.30; hvor han satte sig hen til havedøren og spejdede efter pigerne, indtil de kom hjem.

Så det var egentlig det jeg spildte hverdage på. Tidsfråds, når man mangler tid, men det var ikke muligt at udrette mere, i omtåget hamstertilstand.

Anderledes god mening gav prioritering af tid sig, når børnene kom hjem fra skole. Al den tid jeg har brugt på at pleje syge børn de sidste snart 16 år viste sig, til min store fryd, at være godt givet ud. Ninjaman var væk på overnatning med arbejdet, men teamet af omsorgsfulde børn sørgede for aftensmad, te, tegninger og højtlæsning, to dage i træk. Sjældent har jeg hygget mig så meget med at være syg, som midt i deres hyggelige omsorgsboble.

Jeg har sendt mange varme tanker til mit fortids-jeg, der både har valgt at få så mange børn OG har passet godt nok på dem, til at de gider gøre gengæld. Tak fortids-mig!

11/13/17

Om kærestetid, film og bogmesse

Det har været en god weekend. Lige som den slags burde være: et åndehul, i en travl hverdag. Normalt laver jeg lektier til mit studie, skriver blogindlæg, roman, eller forbereder arbejde i weekenden, men denne weekend har fået lov til at stå velsignet tom for ego-arbejde, og det har været tiltrængt.

Fredag blev tilbragt i midten af en bunke børn foran fjernsynet. Lørdag tilbød samme gruppe børn at passe sig selv og hinanden, så deres far og jeg kunne gå lidt ud sammen og bruge de gavekort på mad og biograf vi fik til vores fest – og deres mormor kom uplanlagt forbi og passede med, så vi kunne tillade os at være væk endnu længere. Vi nåede både at spise sushi, og se en utroligt god film i biffen: “Mens vi lever”. Vi havde ikke hørt meget om filmen, men valgte den udelukkende fordi min venindes søster har en af hovedrollerne – og vi var helt ødelagte over hvor god den var. En masse fortællinger der flettes sammen, til man til sidst forstår hvorfor personerne handler som de gør. Dybt rørende, og en historie der har siddet bagerst i mit hoved lige siden. Kan varmt anbefales!

E9A68C2C-8D83-46FF-B6F3-0EC122D853BB

Søndag var jeg på bogforum, hvor jeg hang ud med en af mine yndlingsvenner, der også skulle fortælle om sin bog derude. Hørte lidt interviews, shoppede et par billige bog-julegaver, og nød stemningen.

Jeg syntes jeg havde spurgt alle mine børn inden om de ville med på bogmesse, og fået nej, men et af dem var meget skuffet over at jeg var kørt uden hende, og smsede mig lidende. Med dårlig samvittighed købte jeg hende en trøstebog: min egen barndomsfavorit “Heksene” af Roald Dahl. Jeg var kæmpefan af Roald Dahl som barn, og tror jeg har læst denne her uhyggelige sag mindst 20 gange – og med danske John Kenn Mortensens nye illustrationer, er den steget flere niveauer i uhygge! (Reklamelink)

Barnet havde til gengæld lavet mig en yndig tegning, mens jeg var væk:

8D282F78-2189-4E4C-925B-013333A6A7F8

Hvor vred hun var over at være blevet glemt, tør jeg kun gisne om – men bogen formildede hende meget, så også søndag aften blev tilbragt i en hyggelig børneklump, nu med højtlæsning.

11/7/17

Om glædesdans-manual

Flere af Jer har efterspurgt en mere udførlig indføring i hvad glædesdansen egentlig er.

Min tegneglade næstyngste, har villigt illustreret den, i følgende tegneserie. Jeg beklager den ringe fotokvalitet, men håber I kan se den!:

Glædesdansens smitsomhed

Glædesdansen starter oftest grundet en uventet glædelig begivenhed.

Her ses en tilfældig mand – han er i ret godt humør, som han går der i snevejret.

5A385D2B-4BA4-4098-ABA0-A72F01392563

Pludselig ser han noget, ligge i sneen:

2F41CCC8-C404-4835-8FC9-DA3A0F9DA9A8

100 kroner, sgu! Og hans humør stiger uventet højt, på rekordtid:

5F487AA6-C8A9-4C3B-AC0B-9DED48D4B8BA

Og så er det at han mærker noget. Det starter som en lille kriblen i kroppen. Hans arme trækker sig op af, som et egerns forpoter, og begynder at rokke rytmisk:

F3964B21-997E-43C9-9C67-FA8ECDC2D397

Og så er han ikke i tvivl: det er glædesdansen!

FF242C86-01AF-44D7-A0EC-85AEED09B790

En nysgerrig forbipasserende smittes øjeblikkeligt:

E16F7BD2-E846-42EB-A6FC-52BE90D5C28B

Og flere komme til:

D6A95B7E-6430-4C9D-A36C-49B59F8D7622

Og gribes af den muntre dans:

6E531750-1E10-4830-8C43-E1A2C5BD543F

Snart efter er der en kæmpeflok dansende:

83B9D4D6-9132-4F76-A100-2321FD110768

Indtil selv jordkloden danser med:

FD784F50-04DB-4C99-BBBF-A2D91C71AB07

11/3/17

Om cykler

Min cykel er over 15 år gammel. En gammeldags damecykel, der vejer noget nær 200 kilo. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at jeg stadig har fastmonteret et barnesæde bag på. (Nøglen til hængelåsen, der holder barnesædet, er blevet væk, så det sæde sidder der sikkert stadig, til når jeg engang får børnebørn. )

Den rasler og skramler, og der er et stort hul i sadlen, så silikonen fra den klistrer sig bag på min kjole, så det altid ligner at jeg har siddet i noget klamt.

Når man har mange børn, er der altid en der mangler nyt mere end man selv gør. Dette forklarer også hvorfor der er cirka tre fjer tilbage i den dyne jeg arvede fra min mormor for 25 år siden, mens mine børn har fluffy lækre dyner. Og det forklarer hvorfor mellempigernes købt-brugt-men-megapæne cykler, og teenagerens nykøbte to år gamle 5000 kroners cykel står og blærer sig, ved siden af min tunge rustbunke.

Teenageren går i skole på Nørrebro, hvor det er nemmere at tage tog end cykel, så hendes fine cykel har stået urørt flere måneder.

For en uges tid siden begyndte jeg at plage om at måtte låne hendes cykel på arbejde, og i går gav hun sig endelig. Jeg monterede glad mine lygter og lås på den om aftenen, og glædede mig til at suse afsted.

Jeg er sådan en der godt kan lide at møde på arbejde en halv time før jeg skal, så jeg kan nå at drikke kaffe og læse aviser i ro. Desværre er jeg også det min mand kalder “tidsoptimist”, så som regel er jeg på arbejdet det sekund jeg skal være der, og ikke før. Således også første dag med lækker lånecykel.

Fuck-er-klokken-så-mange-hvor-er-mine-høretelefoner-og-jeg-kan-ikke-nå-at-tisse-nu-og-jeg-skal-være-der-om-ti-minutter-agtigt halsede jeg ud af døren, og kastede mig op på cyklen.

Som, trods det at teenageren og jeg nu er næsten lige høje, åbenbart ikke er blevet indstillet i højden siden hun var 12, og derfor så lidt sådan her ud til mig:

0EE553B6-0B48-4297-9087-DD604F0B6510

Foroverbøjet, på lillebitte cykel, maste jeg mig på arbejde. Mine knæ ramte helt seriøst min hage på et tidspunkt, og jeg gruede for at Ninjaman kom kørende forbi mig efter børneaflevering, og så mig på den hårdt tilkæmpede drømmecykel, i min rasende, sammenklemte, blåhagede tilstand. Dette skete heldigvis ikke.

Da jeg kom hjem monterede jeg mine lygter på den gamle rustbunke igen. Nu glæder jeg mig næsten til at få fedtede silikone-saddel-fylds-pletter bag på kjolen igen – på alle måder bedre end blå hage….

 

11/1/17

Om hektisk halloween

“Må vi invitere venner hjem til halloween-rasling?” Spurgte mellempigerne mandag morgen, og selv om jeg altid er alene med børn til sent om aftenen tirsdag, tænkte jeg det sikkert ville være fint.

Jeg havde nok også forestillet mig, at de mente en enkelt ven hver, men det var så åbenbart en til den ene og fire til den anden, så efter 8 timers hård arbejdsdag,  befandt jeg mig pludselig i en situation med ni børn, der skulle sminkes og have aftensmad. Det endte med pasta og ketchup, og var langt hyggeligere end frygtet.

9F7BBA02-7812-4374-A91F-79C48959E033

Rasle med flokken af tweens måtte jeg dog ikke, så det er heldigt at jeg stadig har en mindstepige der vil have mig med.
Af frygt for at blive forvekslet med et barn igen, sminkede jeg ikke mig selv. Hvilket var heldigt, for da vores søde nabo og hendes datter ringede på for at følges med os, blev de løbet over ende af verdens mest irriterende udbryderhund. Næstældstebarnet og mindstebarnet var hurtigt efter ham, og vi jagtede ham først rundt om en trailer, og derefter ind i en fremmed mands baghave, hvor han begejstret løb 300 runder om en buske i midten, med os efter ham.

Husets ejer stak hovedet ud af bagdøren, netop som jeg hvislede en trussel til hunden, om at jeg ville konfiskere hans hurtige små ben, og erstatte dem med vingummibamser. Han gloede lamslået på den sære halvt udklædte flok hundejægere, der stadig var pinligt længe om at indfange det begejstrede dyr.

Nå, men resten af aftenen var smadderhyggelig. Jeg er vild med hvor meget mange gør ud af halloween, med uhyggelige opstillinger og creepy musik i forhaven. Særligt begejstret var jeg for hende heksen, der lavede gløgg i en heksegryde i haven, og delte ud til taknemmelige voksne.

Næste år får hunden sit eget kostume. så bliver det også lidt mindre pinligt, hvis han tager ræseture i andre folks haver!
(linket er reklamelink)

79757F6B-9157-4E7A-B6FA-4E3D7686F5D2