10/20/20

Om at sende bøger ud i verden, ro til at skrive og ting at bruge penge på

Jeg har skrevet en roman.

Det har jeg gjort en gang før – den gang var det en ungdomsroman som jeg sendte til en konkurrence og skrinlagde helt da den blev afvist. Jeg blev ikke helt tilfreds med den, men så den mest som en øvelse i at skrive noget færdigt – så på den vis var det ikke spild af 70.000 ord at skrive den og det generer mig ikke at den endte i skuffen.

Den nye bog jeg har skrevet er en rigtig roman, og selve historien er klar til at blive sendt til forlag. Jeg mangler bare at finde en der kan læse korrektur på den, for efter sigende sætter jeg ret fucked kommaer.

Det er en underlig tanke at nogen skal sidde og læse noget jeg har skrevet på i tre år, have en mening om den – og med stor sandsynlighed afvise den.

Forlagene tager kun ganske få debutanter ind, så jeg er helt med på at sandsynligheden for at det første forlag jeg sender til tager den, er ganske lille. Jeg håber da at nogen vil udgive den på et eller andet tidspunkt, men lige nu nyder jeg bare at jeg rent faktisk er kommet ind i en rytme med at få skrevet noget næsten hver dag, og jeg er allerede i gang med et udkast til noget helt nyt.

Da jeg i sommer fik stjålet alle mine smykker besluttede jeg mig for at forsikringspengene ikke skulle bruges til at anskaffe nye. Det der var særligt ved smykkerne – og gjorde mig ked af at have mistet dem – var jo hvornår og af hvem jeg havde fået dem. Det kan jeg ikke købe igen.
Det fornuftige ville være at smide pengene ind på en konto til uforudsete udgifter eller de jævnlige perioder med økonomisk lavvande. Fornuft er ikke mit mellemnavn, så det skal de bare ikke: det er penge for ting der engang har gjort mig glad, og de skal kun bruges til ting der giver samme mængde glæde. Foreløbigt har jeg måttet erkende at jeg åbenbart føler mest glæde ved at give ting væk, for jeg har brugt en del på at invitere Ninja og unger på restaurant flere gange, og har købt gaver til alle. Et lille fjernsyn til soveværelset, så man kan ligge og se serier i sengen på trætte dage er det også blevet til.

Resten står og venter på at blive brugt på noget godt, som jeg ikke ellers ville have råd til – og her forleden fandt jeg noget til mig selv: et skriveophold, på Marienlyst badehotel om tre uger. Ret dyrt, men jeg glæder mig åndsvagt meget til to dage med skriveri og luksus, og sparring med andre skrivende.

Og mens jeg glæder mig til det, må jeg forsøge at tage mig sammen til at turde sende det andet manus ud i verden, og håber nogen tager godt imod det.

Det er sværere end det lige lyder – bare at skrive dette indlæg og indrømme at jeg har skrevet noget der føles færdigt, føles vildt grænseoverskridende…

Er der nogen af jer der skriver selv og kender følelsen? Erfaringer modtages meget gerne.

10/12/20

Om efterårsferie med 25% af børneflokken

“Ai, men skal jeg så kun snakke med HUNDEN?” var yngstebarnets forargede reaktion, da hun hørte at den længe ventede efterårstur til Ebeltoft, ikke ville komme til at involvere resten af søsterflokken.
De tre teenagere var blevet inviteret til så mange ting med venner at de slet ikke kunne afgive fem dage til at hænge ud foran brændeovnen i et lille sommerhus med deres kedelige forældre, og efter en del afgivelse af højtidelige løfter om ikke at lave alkoholrelaterede aktiviteter, fik de lov til at blive hjemme.

De store er vokset op i en tæt klump, hvor alting er foregået i flok, og har altid med kyshånd taget imod enhver mulighed for at få alenetid med forældre –  men mindstebarnet har det ikke helt på samme måde. Netop fordi de andre tre har fulgtes nogenlunde ad i alder og interesser har hun altid haft lidt nemmere adgang til voksentid. Søsteropmærksomhed suger hun derimod til sig, og at skulle undvære den var en tanke der lige skulle lægge sig.

Nu er vi her så – og det er på alle måder federe end både hun og vi voksne havde forestillet os.
Lyset er mildt, luften er frisk, og selv om vi alle tre i perioder savner de andre unger og synes det er underligt de mangler, så er der også noget ret fedt i ikke at være så mange der skal blive enige om hvad vi skal lave/lytte til i bilen/spise/spille og det føles helt utroligt ferie-agtigt.

Vi sover alle tre i en klump foran den buldrende pejs – der er eneste varmekilde i det lille sommerhus. Når vi går i seng er her saunaagtigt varmt og vi ligger og damper under hver vores tynde lagen, og når ilden dør ud hen på natten, tager vi klaprende af kulde tykt nattøj på og kravler tættere på hinanden. Det er en del af charmen.

Hunden synes godt nok at vandet på stranden er næsten lige så skræmmende som støvsugeren, men udnytter at senge og sofaer ikke er helt lige så forbudt område som hjemme. Lige nu ligger han og snorker højt op af et skærmkiggende barn, mens han indimellem sukker lykkeligt:

Så det er her vi er nu. Og det er megahyggeligt – men jeg håber nu at de store kan lokkes med næste gang, for det føles stadig mest rigtigt at være en stor flok.

10/1/20

Om fem år i sygdomsskygger

I sidste uge var det fem år siden min Ninjaman fik at vide han havde kræft. Selv om kræften lykkeligvis kunne fjernes helt ved første operation, og heldigvis ikke havde nået at brede sig til lymfer, hjerne eller lunger og han ikke behøvede kemoterapi, så har det fyldt rigtigt meget lige siden. Det har taget 12 operationer at få rekonstrueret alt det de måtte skære af, så det var ikke overstået med de første fire måneders frygt og smerte, men er blevet spredt tyndt og mørkt ud over årene siden.
I foråret blev han opereret for sidste gang, og han er også færdig med alle de halvårlige scanninger, så nu er vi officielt nået dertil hvor vi kan se fremad på ene rigtige måde, uden hele tiden at have nye operationer til at nulstille fremskridt.

Men årsdagene og tiden før og efter er altid mørke, for os allesammen. Pigerne har gået til psykolog af flere omgange, for skrækken for at miste deres far – på samme måde som de kort inden han blev syg også havde mistet deres bedste veninde – har sat spor. For nogle år siden bearbejdede han selv de grimme oplevelser i begyndelsen af forløbet på en blog, og syntes det lettede ham – jeg har ikke engang kunnet læse det han skrev.

Selv havde – og har jeg – en håndfuld gode venner der virkeligt har stillet op med lyttende ører og upassende jokes, til når jeg ikke kunne have ordene inde i hovedet selv længere. Og da det var allersværest og jeg havde flere ord end dem mine venner kunne rumme, skrev jeg dem ned i små notesbøger og dokumenter rundt omkring.
Jeg faldt over nogle af dem forleden.

Og de gjorde mig først virkeligt ked af det. Fordi det er uretfærdigt at den slags har skullet fylde så meget så længe. Bagefter blev jeg glad. Glad for at vi stadig er her, at vi kom igennem. Og at det kun bliver lysere herfra, nu hvor ingen operationer står og truer i horisonten længere.

November 2015

Tics

Min datter siger en lyd.

“HØ!” Siger hun.

Hun siger HØ, 

når hun sidder ved siden af mig, 

når hun spiser, 

når hun tegner, 

når hun leger, 

når hun er sur, 

når hun er ked af det, 

når hun er glad.

“HØ!” Siger hun,

Og jeg bliver så irriteret.

“Lad nu være med at sige den lyd!” Siger jeg, og man kan høre jeg er irriteret.

Så siger hun den ekstrameget.

“Høhøhø!”

Jeg bliver så træt af den lyd, for den minder mig om at jeg ikke kan gøre noget, 

for at ændre grunden til at hun siger den.

Jeg kan ikke stoppe hende i at opleve sygdom

Jeg kan ikke få ordet “kræft” til at lyde ufarligt

Jeg kan ikke gøre hendes far rask

Jeg kan ikke tage frygten for at han dør, fra hende

Jeg kan ikke love hende at alt bliver godt, og med sikkerhed overholde det.

Jeg kan ikke forhindre at hun ser han har ondt

Han har ondt når han går, når han sover, når han spiser, når han taler, når han løfter, når han bader, når han humper rundt i stuen.

Og det kan jeg ikke forhindre at hun ved.

Min datter siger en lyd,

Og jeg bliver vred, på mig selv,

for lyden minder mig om alt det jeg ikke kan.

09/16/20

Boganmeldelser, september 2020

Bøger er anmeldereksemplarer, links er adlinks, anmeldelser er oprigtige.

For tiden føles det som om det eneste fritids-agtige jeg laver, er at læse. Arbejdet fylder lidt for meget for tiden, så det er spændende bøger der skal til for at distrahere.

Her lidt anbefalinger/anmeldelser af spændende bøger jeg har læst på det sidste – links er adlinks og nogle af bøgerne er anmeldereksemplarer, men min mening er lige så oprigtig som den plejer at være:

”Sanatoriet” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen

Romanen foregår i 1929, hvor den unge psykiater Hannah Neumann ankommer til sanatoriet “Sølyst”, hvor flere kvindelige patienter har begået selvmord de seneste måneder. Sanatoriets leder, doktor Berg, har ikke meget til overs for hverken kvindelige læger eller nymodens påfund som psykiatri, men han er presset nok til at ansætte Hannah. Det er en spændende fortælling, men allermest fascinerende er faktisk det tydelige tidsbillede, hvor homoseksualitet –  og kvinders seksualitet i det hele taget – opfattes som depraveret og sygelig, og det er sl for nemt at fratage kvinder al myndighed og indlægge dem.

En god, fængende roman.

Min vurdering: 4/5 stjerner

Forlag: Politikens forlag

“Sanatoriet”  udkommer d. 22-9

“Datterens Fortælling” af Armando Lucas Correa

Min far er den vildeste anden verdenskrigs ekspert, og hans entusiasme har smittet en del af på mig. Hvor han er optaget af at nærlæse om slag og strategier, er jeg mest til at læse om de menneskelige fortællinger. Denne bog havde jeg hørt meget godt om, og mine forhåbninger var at den var god på samme måde som “De heldige” som jeg før har anmeldt positivt.
Desværre blev jeg noget skuffet. Bogen starter spændende ud, med beskrivelsen af et sødt jødisk ægtepar og deres to små døtre i Berlin. Nazisterne fængsler faderen, og brænder moderens boghandel, og i desperation sender hun det ene barn til Argentina og flygter til sydfrankrig med det andet. Og så er det at jeg begynder at blive utålmodig som læser, der hele tiden forventer at få lov til at følge det barn der sendes væk også, men fokus bliver hos det barn hun har hos sig. Flere gange tog jeg mig selv i at måtte følge videre med bipersonerne, se historien fra deres synsvinkel også – faderen, det andet barn, moderen, præsten, kokkepigen – hvem som helst af de personer der kommer forbi og viser en flig af en historie der er fascinerende, men det sker ikke. Pigens historie er ikke uspændende, overhovedet ikke, men alligevel giver det en flad fornemmelse og det er langt fra den bedste roman jeg har læst om perioden.

Min vurdering: 3/5 stjerner

Forlag: hr. Ferdinand

Datterens fortælling” udkom d. 6-8/2020

“Cilkas rejse” af Heather Morris

Hvis man skal læse noget anden verdenskrigs relateret er “tatovøren fra Auschwitz” et meget bedre, men også barskere, bud. Samme forfatter er netop udkommet med “Cilkas rejse”, der markedsføres som en fortsættelse, men godt kan læses alene. I “tatovøren” er Cilka en biperson: en smuk ung jødisk pige, der tvinges til at være en højtstående nazists “kæreste” og får særlige privilegier til gengæld for de jævnlige voldtægter. I denne roman er krigen netop slut og Auschwitz befriet. Cilka bliver dog ikke sat fri, men dømmes på uretfærdig vis for samarbejde med fjenden og sendes 15 år i russisk arbejdslejr, nord for polarcirklen. Her er forholdene næsten lige så usle, og overgreb, sult og farligt arbejde er en del af hverdagen. Cilka er en bemærkelsværdige person. Viljestærk, empatisk, og med en stærk vilje til at overleve, trods alt hun har været igennem.

Hvis man kan holde til at læse noget rigtigt barskt, er denne bog på alle måder anbefalelsesværdig.

Min vurdering: 4/5 stjerner

Forlag: Aronsen

Cilkas rejse” udkom 20-6/2020

 

“Mørkt bedrag” af Colleen Hoover

Bestsellerforfatteren Verity Crawford ligger ubevægelig i sin seng efter en ulykke, og den unge forfatter Lowen hyres til at skrive videre på hendes romanserie. Lowen finder et chokerende privat dokument i Veritys skuffer, og samtidigt bliver hun mere og mere tiltrukket af Veritys sørgende mand.

Persontegningen er ikke overvældende imponerende, og historien er lidt langt ude – men den er altså virkeligt spændende alligevel, og en bog man ikke lige får lagt fra sig.

Min vurdering:4/5 stjerner

Forlag:Lindhardt og Ringhof

Mørkt bedrag” udkom 11-6/2020

09/13/20

Om det overraskende ved at skifte børn ud med teenagere

Min næstyngste datter – det lille, tykkindede, kageglade, nussevenlige, temperamentsfulde, heliumsstemmeførende minibarn – fyldte 14 år i fredags. Af en eller anden grund er det altid hendes fødselsdage der overrasker mig mest: at den ældste er størst og fylder høje år virker logisk nok, og at den næstældste stille og roligt lunter efter og også tillader sig at blive ældre og ældre kan jeg også vænne mig til –  men at hendes pseudotvilling-lillesøster ræser efter og fylder præcist det samme kort tid efter, er altid et stort chok.

Jeg kan huske fra da alle fire børn var babyer, hvor overraskende det var at de i det ene øjeblik var helt spæde og bittesmå, og det næste kunne gå og havde meninger. Men det der med at være børn, der byggede huler, fik læst højt, satte krydser i legetøjskataloger ved ting de ønskede sig, tegnede tegninger, skændtes om hvem der var heltinden i tegnefilmen, opførte lange teaterstykker, og altid var mere end villige til at tilbringe al vågen fritid med at fylde mine øregange med sniksnak, varede uendeligt lang tid. Så lang tid at det føltes helt evigt.

Skiftet til at hele 75% af flokken nu er store teenagere – den ældste og hendes kæreste leder efter lejlighed, og mellempigerne interesserer sig ikke længere for det de gjorde før – føles chokerende brat.
Efter 18 års tid hvor jeg har vænnet mig til at blive blæst bagover af tsunamier af ord det øjeblik jeg trådte ind af døren herhjemme, er det virkeligt besynderligt hvor ofte jeg nu kommer hjem til et tomt hus, og kan åbne sms’er om hvem teenagerne og deres udadvendte lillesøster nu hænger ud med.
Den eneste tsunami der er tilbage, er hundens begejstrings-danse over at se mig. (Dem sætter jeg virkeligt også pris på, og overvejer stærkt at anskaffe mig tre hunde mere, bare for gamle minders skyld.)

Opmærksomhed fra hunde kan dog også være for meget:her til morgen vækkede hunden mig klokken 05.50, ved at banke sit tykke hoved ind i døren til gangen foran soveværelset indtil den gik op, og med kækt klikkende tånegle mod gulv ræse hen og lægge sig på gulvet – oven på min kjole fra dagen før – og starte den højeste gang snorken op.

Irriteret over at blive vækket, rejste jeg mig og kylede ham ind i stuen igen. I gangen foran soveværelset har vi for nyligt indrettet et “bibliotek“/læsekrog/gamerhjørne, der hvor den tredobbelte køjeseng fyldt med børn plejede at stå, og da jeg gik forbi opdagede jeg at sofaen der var fyldt med sovende teenagere. De havde selvstændigt malet vægge i går, og kunne ikke sove på egne værelser. Jeg måtte stoppe længe og glo på dem – også selv om jeg ved hvor “creepy” de ville have beskyldt mig for at være hvis de var vågnet og havde set mig stirre. Helt nuttede og sammenfiltrede, og en tidsmaskine tilbage til dengang man godt måtte sige de var nuttede, selv om de hørte på det.

Nu nøjedes jeg bare med at blive rørt over dem i smug, og tænke inden i mig selv at de stadig var ret nuttede.

 

08/25/20

Om umulig kærlighed

Jeg er så priviligeret at have fået et nyt arbejde, hvor jeg på jævnlig basis har mulighed for at lytte til 5-6 åriges guldkorn.

Rent citatmæssigt er det den absolut bedste alder børn kan have, og det dokument jeg har liggende med alle mine egne børns citater er også allermest bugnende fra de perioder de var i den alder – de har styr på så meget, men er også nuttet naive om nogle ting og jeg elsker det!

Her forleden gik jeg tur med en fem årig dreng i hånden, da han pludselig sukkede dybt.

Mig:” hvad tænker du på, siden du sukker sådan?”

Dreng:” årh, det er bare det der corona… Jeg er SÅ træt af det!”

Mig:” Det kan jeg godt forstå. Hvad er du mest træt af?”

Dreng:” Det er fordi jeg har sådan en kæreste, ikke? Nina. Hun er rigtigt pæn og vi har været kæreste lige siden vi gik i vuggestue.”

Mig:” åh.. har du ikke kunnet se hende fordi der er corona?”

Dreng:” jeg må godt se hende. Men jeg har ikke måttet kysse hende i flere måneder nu, og DET savner jeg!”

08/20/20

Om indbrud og tider hvor det er knapt så fedt at være typen der laver “sjove” grimasser på fotos

Vores planlagte afslappende sommerhusferie, blev noget formørket af et indbrud hjemme i vores hus mens vi var væk. En af de store af vores piger var alene hjemme med en veninde, og vågnede op til et hus der var blevet ribbet for smykker om natten.
Vanvittigt ubehageligt for de stakkels piger –  der dog heldigvis havde min fætter og hans kone tæt ved som hjalp dem med politi og trøst – men tanken om at nogen har været i huset mens de sov er så væmmelig at ingen af os kan holde ud at tænke på det.
Det er klart det værste ved det, selv om vi også alle fem har fået stjålet smykker der rent faktisk betød noget for os.

Forsikringsselskabet ville gerne have at vi fandt så mange fotos som muligt af smykkerne, og til at begynde med var det ret øv-agtigt at blive mindet om hvad der var mistet, men det endte med at være det eneste lidt sjove ved det.
Det er primært mig der tager fotos herhjemme så der var fotos nok af børnene med deres smykker på, men af mig var udvalget mere sparsomt, og jeg var nødt til at vedhæfte alle fotos vi fandt af mig. Alle. Også dem hvor jeg virkeligt ligner en idiot.
Jeg ved ikke hvad forsikringsgutten tænkte da han åbnede dette – mit gamle buskortfoto, der var det eneste foto af de øreringe:

Hvis det så bare havde været det eneste fjollede foto kunne det måske være noget han ikke havde studset over, men jeg havde fået stjålet alle smykker jeg nogensinde har ejet og ser åbenbart jævnligt dum ud på fotos. Min favorit var dette med overskæg på – eneste foto af de nye øreringe jeg fik i afskedsgave af mine ekskolleger før sommerferien:


“Fuck, du er pinlig!” Grinede ungerne, da de så vores samlede liste, hvor alle mine dummefotos jævnligt lyste op:

Nå, i det mindste har jeg gjort det festligere at være forsikringsassurandør.

07/9/20

Anbefalinger af lidt af hvert – juli 2020

Tilfældige anbefalinger af alt muligt, der måske kan bruges til at peppe hjemmeferie lidt op.

Serie på Amazon prime: “little fires everywhere”

Jeg har før anbefalet Celeste Ngs roman “små påsatte brande”, som serien her er baseret på. Serien følger bogen ret tæt, og yder den god ære. Det er en gribende historie, der rejser mange spørgsmål, om raceskel og klasseskel, og hvad der egentlig gør en god mor.

4/5 stjerner til serien, med godt skuespil og et bogforlæg der ikke lades i stikken.

Vulgære desserter og store oplevelser

Hvis det regner og man har sure børn med sig rundt i København, kan det anbefales at muntre dem op med imponerende mængder sukker.

I ti års fødselsdagsgave fik mindstebarnet et besøg på “Unicorns and Rainbows”, studiestræde 16. Det er en lyserød lille kældercafe’, med en stor glimmernhjørning der stikker ud af væggen, og et menukort udelukkende bestående af glimmer-marengs og is. Meget instagramværdigt, og noget der fik et lille lyserødt pigehjerte til at banke hårdt og ivrigt.

Marengs og is var ikke den store kulinariske oplevelse, hvis jeg skal være ærlig. Det var også alt for dyrt. Men caféen var stadig en sjov oplevelse, og noget der gjorde indtryk på målgruppen. 4/5 stjerner for stedet og stemningen, 3/5 for maden.

På Frederiksborggade 50 ligger desserthuset. Her er det omvendt: ikke så hyggeligt, med al for høj musik og en lidt “Joe and the juice”-agtig stemning, men hvis man gider smide 89(!) kroner efter en milkshake med pynt, får man altså også noget der kan huskes! De shakes blev fotograferet hårdt og grundigt, inden pigerne gik ombord i dem og fotos er blevet ivrigt fremvist flere gange siden.

Mine tre yngste delte en lyserød unicorn freak Shake, med candyfloss på toppen og en chokolade bombe med nutella, kage og smarties, og selv om de var tre om to shakes var der så rigeligt tilbage at deres far og jeg heller ikke kunne spise op.

3/5 stjerner for stedet og 4/5 for maden.

 

Lav fancy mad nemt 

(denne anbefaling er et reklamesamarbejde, men vi er oprigtigt vilde med det!)

Siden 75% af børneflokken blev vegetarer for snart to år siden, har vi kæmpet lidt med at finde spændende kødfri retter. I starten faldt vi i falafel-fælden konstant og blev dødtrætte af det. Med tiden har vi fundet flere gode retter, men ny inspiration er altid velkommen. Derfor sagde jeg glad ja til samarbejde med det i Danmark nystartede “Hello Fresh”, der tilbyder måltidskasseløsninger. Hvis I har mod på at prøve, så er der 30% rabat på de første to kasser, hvis I trykker på linket! De har også retter med kød, og det er nemt at vælge hvilke retter man vil afprøve.

Vi får tre måltider om ugen, leveret til døren og smart pakket med alle ingredienser man skal bruge pr ret i hver sin papirspose, opskrifter og det hele.

Mængderne er rigelige (vi er seks personer, og bestiller en kasse til fire og der er nok), opskrifterne er supergode og meget anderledes end det vi ellers har lavet. Skulle man lave opskrifterne fra bunden kunne det godt blive dyrt, da der skal mange forskellige ting i, men på denne måde kan man lave noget der er avanceret og lækkert, uden at det bliver spor dyrt.
Jeg ville ønske jeg havde husket at tage gode fotos, men den pæneste af retterne (den med panerede rejer og mangosalat) duftede SÅ godt at vi spiste før fotos. 

Retten her, med bulgur, bagte rodfrugter, dilddressing og stegt paneer smagte dog også vildt godt – og var ikke noget vi ellers havde turdet forsøge at lave selv. Så en stor anbefaling af maden, det nemme, muligheden for at prøve nyt, og det hyggelige i at lave mad sammen ud fra opskrifter. Husk at der er 30% rabat på de to første kasser hvis du bestiller over dette link.

Brætspil – “Hint”

 

Det mest spillede brætspil herhjemme de sidste måneder er “Hint” (adlink), som vi ikke rigtigt kan blive trætte af. Deter et ret simpelt hold-spil, hvor en fra hvert hold på skift skal få sine holdkammerater til at gætte fem ord i samme kategori (fx “julefrokostretter”, “dyr der starter med “k”, “90er film”) ved at mime, sige lyde, forme det med figurer eller fortælle om det. Megasjovt, og med hjælp kan den yngste på ti år også sagtens deltage. Helt vildt stor anbefaling, til teenagefamilier eller voksne!

5/5 stjerner.

07/6/20

Boganbefalinger – hvad skal dine børn læse i ferien

Stakken med bøger til sommerhuslæsning er altid mit vigtigste fokuspunkt inden ferien. Der er absolut intet hyggeligere end når hele familien sidder fordybet i bøger sammen, men det kræver altså også at det er de helt rigtige fængende bøger der pakkes.

Her en inspirationsliste over børn/teenager/ungdomsbøger der er læst og kan anbefales, til jer der også står og skal finde gode bøger:

Anbefalelsesværdige bøger til piger 8-12 år:

Bøgerne her kan selvfølgelig også læses af drenge, men hovedpersonerne er piger på 10-13 år, og de handler om genkendelige situationer med veninder, familie m.m.

Det er den genre der fanger min ti årige absolut allermest for tiden, og der er skrevet nogle helt vildt fine bøger i genren, som også giver anledning til at åbne snakke om hendes hverdag når vi læser dem sammen.

“Veninder for altid”

Foreløbigt har vi læst de første fem bind i serien om veninderne Tammy, Ji, Ane og Jose og de er overraskende gode. Det er en oplagt højtlæsningsbog, for emnerne handler om ting der skal afkodes og snakkes om: hvorfor føler hun sig udenfor hee? Hvordan ville man selv gøre? Har du oplevet noget der gjorde dig ked sf det på samme måde? Pigerne i serien er ca 11- 12 år, og man skiftes til at høre dele af historien fra forskellige synsvinkler, om emner som at føle sig udenfor, drenge, søskendejalousi, generthed og meget andet, men med pigernes venskab som det bærende element.
Kan varmt anbefales! Barnet siger 5/5 stjerner.

Kan bl.a. købes HER (adlink)

“Myntes dagbog 1, 2 og 3”

Vi har før anbefalet den første bog om Mynte , og siden er der kommet hele to fremragende nye bøger i serien. I bind 2: “Livet er en fest”, synes Mynte hun er blevet for tyk, og kærligt, humoristisk og underholdende behandler den selvværd og teenageusikkerhed.

I den helt nye Mynte 3: “genial, lineal, stativ, stakit, kys” er det den første forelskelse og følelsen af at være dårlig til ting der er fokus. Myntes bedste veninde Zosia er god til det hele, og Mynte føler sig som en fiasko når tallene i matematikopgaven ikke vil makke ret. Hendes forældre hyrer en matematik-mentor, den pæne Matthias, der giver hende sommerfugle i maven. Det er den helt rigtige blanding af sjov og alvor, humor og nærvær der er brugt i beskrivelsen af Mynte og hendes problemer, og min datter ELSKER de bøger! Da bog 3 kom i postkassen, med en personlig hilsen fra forfatteren, var hun grædefærdig af glæde og gik direkte ind og læste den hele selv.

Heldigvis tåler de bøger mange genlæsninger, så jeg fik lov at være med anden gang hun læste den – og jeg forstår til fulde hendes begejstring!  5/5 stjerner fra os begge og en kæmpeanbefaling – jeg tror ikke der findes et barn i målgruppen der ikke vil falde pladask for Mynte!

Bøger til børn, der ikke gider læse om veninder

Hvis man ikke er til at fordybe sig i fiktion, så er denne her virkeligt fascinerende og fangede begge mine yngste børn:

“Manden der fik sin hjerne skåret i skiver”


Den beskriver 50 vanvittige videnskabelige eksperimenter og forsøg på både dyr og mennesker, og er fascinerende, klam og ret WTF-agtig (Mindstebarnets ord). Der er forsøg på at lave tis om til guld, forskning i prutter og meget mere. Nogle af forsøgene blev vi enige om var ret triste (dyremishandling), men den er stadig fascinerende og holdes i en let tone, der er til at forstå.

4/5 stjerner. Kan købes HER (adlink)

“Blodkongens datter”

Et interessant samarbejde mellem Nationalmuseet og forfatteren, om at fortælle Danmarkshistorie, pakket ind i et nutidigt plot. Det er godt tænkt! Den er spændende og humoristisk – men jeg endte med at måtte læse den alene, for min højtlæsningsmakker nægtede pure at høre historien. Jeg synes den er fin, ideen er god og tegningerne af Bodil Bang Heinemeier løfter den endnu højere op. Jeg endte med at forære den videre til en 12 årig dreng, der var helt vildt begejstret. Han siger 4/5 stjerner – min vurdering ligger lidt lavere, men er nok også skæmmet af at jeg ikke læste den med et barn.
Har man børn der skal motiveres til museumsbesøg eller elsker historie er den et godt valg. Den kan bl.a. købes HER (adlink)

Spænding til teenagere
Min ældste pige er langsomt ved at læse sig igennem mine klassiske romaner på hylderne, og det er rigtigt hyggeligt at se hendes glæde over Harper Lee og Isabelle Allende, men mellempigerne skal have noget der rigtigt fænger for at gide læse. Den ene går efter noget med spænding og eventyr, den anden efter noget mere realistisk, men indimellem kan de finde bøger de begge kan lide. Denne her er virkeligt fængende:

“Den sorte enkes by”

Bogen er første bind i en dystopisk fremtidstrilogi om den kønsadskilte og krigshærgede by Viduana. Her lever mænd og kvinder helt adskilt, under streng kontrol og med hårde straffe. Forelskelse er på alle måder helt forbudt.

Man følger på skift tre unge mennesker: Clara, Silas og Emma. Clara er blevet 18 år, og skal til at indgå i byens strikse forplantningsprogram, hvor kvinderne skal føde nye borgere frem til de ikke kan mere. Silas har visioner om en bedre fremtid, men den slags drømme er farlige. Og Emma har en stor hemmelighed, som kan betyde liv og død for hende.
Det er spændende, gennemført og godt tænkt. Der er en del vold og noget sex i, så jeg vil tro at aldersgruppen er 15 og op. Jeg blev nysgerrig og læste den også selv og syntes den var rigtigt underholdende. 4/5 stjerner

Kan bl.a. købes her (adlink)

———-

Af bøger vi har pakket og forventer kan læses i sommerhus, kan nævnes:

Riverdale” – tænker at en bog bygget på en netflixserie må kunne fange en netflixhungrende teenager, fanget i wifi-frit sommerhus?

Da fremtiden blev stjålet” – lyder som en virkeligt sjov højtlæsningsbog, hvor de store sikkert ikke har noget imod at sidde og tegne i stuen mens de hører halvt med.

Den nye bog i Mira-serien – mindstebarn har spændt fulgt med i nedtællingen på Miras Instagram, og har glæææædet sig! Kun med stor opbydning af viljestyrke har hun kunnet holde sig fra at smuglæse før sommerhus. De bøger kan anbefales præcist lige så hårdt og grundt som Mynte-serien.

”Amulet-bøgerne” – de tre første bind, ud af planlagte ni, er udkommet. Vi har gemt bind tre til ferien, og glæder os. Fantastisk tegnet graphic novel, med spænding og rørende øjeblikke. Stor anbefaling, fra 9 år, men også helt velegnet til teenagere. Og voksne.

06/26/20

Om mindre professionelle svar

Min telefon – der er specialist i lummer autocorrect  – fik endnu engang ødelagt en ellers meget konstruktiv samtale: 

Jeg er nødt til snart at lære at gennemlæse hvad jeg får sendt ud 🙄