10/16/17

Om feriekriller

Hus-sitteren snorker på børneværelset ovenpå, den lille hund er hos min søster, og alle fire unger ligger klumpet sammen i to senge i gangen uden for vores soveværelse, alt for spændte til at kunne sove alene.
Mit vækkeur ringer klokken 05. Det er om tre timer…

Søvnløshed har været min irriterende følgesvend siden jeg var barn. Der skal ikke særligt meget tankevirksomhed til efter 21, før jeg ligger og roterer som en grillkylling i min seng, ude af stand til at sove.

Tit er min søvnløshed fulgt af negative tanker, og alting virker mere og mere uoverskueligt som timerne går – men i nat er jeg glad.

(Jojo, jeg er da nervøs over om vi kan finde vej, eller har glemt noget vigtigt, eller for om jeg kan nå at finde en god bog i lufthavnen – men nu er jeg generelt en bekymret type, så at nøjes med at rasle den slags småting rundt i hovedet en søvnløs nat, gør mig stadig grundlæggende glad)

Jeg glæder mig til at prøve at være på storby-ferie med Ninja og pigerne på den måde; glæder mig til at komme væk fra stress og hverdag; glæder mig til at se noget nyt, og til at være mentalt tilstede.

Kufferten til Berlin står pakket i stuen, komplet med en lang liste med de gode tips I gav mig til restauranter, museer og steder vi skal besøge, og jeg har læst op på den kolde krig og anden verdenskrig, så jeg har spændende historier at fortælle.

Børnene stemte om museer: DDR-museet og Naturhistorisk museum vandt, men vi er der næsten fire dage og listen over andre steder de gerne ville se, er ganske lang. Men jeg tænker at det vigtigste vi skal høre er, bare at dalre rundt, og se hvad dagene bringer.

Hvis vi kommer forbi noget wifi kommer der måske noget på Instagram @hverdag, men jeg lover ikke noget.

 

5A169413-BB24-4552-B116-947FD5434630

P.s.: Skal man have en sang på hjernen når man ligger søvnløs, kan jeg iøvrigt på det varmeste anbefale at undgå “Macarena”, der har plaget mig utallige nætter i tidens løb. I nat glimrer den ved sin udeblivelse, og jeg har i stedet haft “Night at Lake unknown” summende behageligt bagerst i hjernen. Det er altså en fin, fin sang.

10/8/17

Om intern humor

Personligt synes jeg mine egne fire unger, er verdens sjoveste børn.

Da de var mindre skrev jer hvert eneste spøjse lille guldkorn de kom til at sige, op i et dokument på computeren, der nu fylder ti sider. Mange af dem skrev jeg også på bloggen, fx her. Der bliver stadig tilføjet lidt indimellem, men tiden hvor de sagde ufrivilligt sjove nuttede ting, er ved at være forbi.

Til gengæld har de med tiden udviklet en bevidst humor, der ofte får mig til at le højt. De har hver deres humor-spidskompetencer: to af dem er gode til snappy comebacks; en af dem har en vidunderlig mimik og morsomt kropssprog; og en af dem finder på verdens sjoveste historier og tegninger, men til fælles har de evnen, til bare at gå all in med på noget underligt. Det er en meget intern form for humor, der med stor sandsynlighed ikke giver mening for andre, men bare er noget vi har selv.

E02A4EC7-398C-4417-8EA9-E7A6EDAF409D

(Et eksempel på intern humor er “glædesdansen”; som mindstebarnet opfandt en nat for halvandet år siden, hvor vi stod op for at flyve til Sicilien. “Jeg kan mærke det!” Sagde hun intenst “det er …glædesdansen!” hvorefter hun, med stoneface, gav sig til at rokke mekanisk, med hænderne samlet foran sig, egern-style. Glædesdansen er enormt smitsom, så kort efter stod vi alle seks og rokkede til den, klokken 3 om natten. Siden har glædesdansen været en tilbagevendende ting, som ingen af os stiller spørgsmålstegn ved smitsomheden af, men bare danser med på, når nogen starter den.)
Forleden stod vi i et supermarked, hvor de tre yngste fantaserede om at købe popcorn til den lovede filmaften.

“ Jaja” sagde jeg, halvdistræt “hvis I viser hvor meget I vil have popcorn, ved at bede om det med henholdsvis egernstemme, svensk accent og som om I er bange for at blive aflyttet”.

30 sekunder senere havde de fordelt den underlige opgave mellem sig, og bedt om popcorn på hver deres absolut sære facon, hvilket fik mig til at grine virkeligt højt og selvfølgelig sige ja.

På vejen hjem fortalte jeg dem hvor fedt jeg egentlig syntes det var at de havde humor.

”Tja” sagde den næstyngste, tørt “måske er det ikke humor, men mere mangel på værdighed?”

Så måske er det der vi har til fælles: manglende værdighed, ikke humor. Uanset hvad, er det rart at være fælles om at bære det…

10/6/17

Berlin med børn – tip søges!

Nå, men den sidste dag i vores sommerferie, sad vi og fantaserede om hvor fantastisk det ville være, hvis der ikke var et helt år til næste rigtige ferie. Vores tre uger i sommerhus havde ikke helt føltes så ferieagtige som de plejer. De havde været superhyggeligt, men regn, rusk og gråvejr er ikke helt det samme som varme stranddage.

DA6772A8-CA4D-49B8-AB70-57232E021E7E“Juleferien er megalang i år! Næsten tre uger” Nævnte det af vores børn der har mest overblik “har vi råd til at tage på ferie, sådan rigtigt?” Vi vidste godt at svaret til dette ville være “nej”, men googlede for sjovt feriemål i december – det ville koste over 3 måneders rådighedsbeløb. Så nej.

6A582D8C-569C-43F3-B8D4-74F6C226F9B6

At låne sommerhuset i efterårsferien var næstbedste bud – også selv om det selvfølgelig nok også ville være regn, rusk, gråvejr. Næstældstebarnet, der havde svært ved at slippe drømmen om ferie blev ved med at google på rejser, og havde pludselig fundet flybilletter til Berlin, til 300 kroner retur – næsten samme pris som køretur til sommerhus og retur.

Så det skal vi i efterårsferien: fire dage i Berlin, i lånt lejlighed, alle seks. Lejligheden vi har lånt ligger centralt i Mitte, men vi mangler tips til ruter man skal gå, aktiviteter for halvstore børn osv.

Da Ninjaman og jeg var i Berlin alene, et halvt pr efter han blev syg, var i vildt gode til at give tips, og jeg havde udprintede tips med i lommen og vi gik efter dem. (Særlig tak til Jer der anbefalede burgerrestauranten “the bird”! Fantastisk sted, som vi har tænkt på lige siden!)

Hvad siger I, Berlin-eksperter? Har I ikke nogle hemmelige, spændende ruter, seværdigheder, shoppesteder, spisesteder, museer der vil interessere fire pigebørn? Så LOVER jeg at skrive et ordentligt rejse-blogindlæg bagefter, så andre også kan få glæde af fifs!

Mindstebarnet går ikke lige så hurtigt eller langt som os andre, og gider ikke shoppe, så jeg er med på måske at tage hende alene med på museum en dag. Er der et godt naturhistorisk museum fx? Det kan vi begge godt lide.

10/1/17

Boganbefaling: “Blækhat”

Bog modtaget i gave, link affiliate, men begejstring er min egen.

Det her krøllede, bulede eksemplar af Sissel-Jo Gazans kommende roman: “Blækhat” har fulgt mig overalt den sidste uge – hvilket forklarer dens bulede tilstand.

IMG_1522

Normalt læser jeg en time eller to i sengen om aftenen, og ikke rigtigt ellers. Denne her bog har jeg dog læst i alle steder: mens jeg lavede mad, spiste morgenmad, ventede på toge, børstede tænder – hvilket forklarer dens hærgede tilstand.

Udover at klemme fem minutters læsepauser ind overalt, har jeg også googlet løs og læst mere om alt fra graffiti-kunstnere til 80’er BZ-bevægelsen og svampesporer – alle emner som forfatteren fletter fornemt ind i fortællingen. Sissel-jo Gazan skriver fremragende, og formår at integrere virkeligt nørdede facts relevant i sine romaner, hvilket jeg er totalt vild med.

Den største del af romanens handling foregår i Århus i 80’erne, og følger Rosa, der vokser op med sin antikapitalistiske, svampeforskende mor, og en homoseksuel reservefar. Hvem hendes biologiske far er, ved hun ikke.

Rosa får tætte venner både i BZ-bevægelsen, i konservative kredse og i en gruppe tyrkisk-danske piger; og bliver fascineret og opslugt af graffiti og gadekunst, både som udøvende kunstner og “samler”.

Beskrivelsen af Rosa som barn og teenager; af opvækst, venskaber, seksualitet, forelskelser, og interesser er overbevisende og rørende, og historiens mange hemmeligheder og overraskelser bliver fornemt viklet ud undervejs.

Som teenager færdedes jeg selv i flere af de samme kredse som Rosa, og det har været fascinerende at læse om miljøet og tiden, pakket ind i et virkeligt godt plot.

Titel: “Blækhat”

Forfatter: Sissel-Jo Gazan

Forlag: Lindhardt og Ringhof

udgives: 5-10 2017

sideantal: 548

09/25/17

Om manglende medfølelse med zombiefobi

Sponsoreret indlæg

Faste læsere vil vide at jeg har en fobi for zombier. Og jo: jeg er både voksen og intelligent, og ved godt at der er andre mere sandsynlige skrækscenarier at frygte end lige zombieapokalypsen  – men hver eneste gang jeg er stresset eller ked af det, består mine nætter af zombiemareridt.

Hver freaking gang.

Min mand og unger er solidarisk engagerede i den ædle kunst at planlægge hvordan vi overlever zombier, hvilket fungerer helt fint og er sjovt i dagslys ( hvor jeg sagtens kan se at det muligvis er med på top ti over dumme ting at have fobi over)  – men ikke hjælper særligt meget, når jeg endnu en nat vågner op med hamrende hjerte efter en livagtig Zombieflugt-drøm.

Denne uge har min mand været bortrejst med sit job hele ugen, og jonglering af arbejde/studie/eneansvar for fire unger og alt det praktiske, har været yderligere besværliggjort af natlige Zombie-mareridt. Tak for det, hjerne – søvnmangel var lige det der manglede, for at gøre det hele en tand mere spændende!

Nå, men da jeg kom hjem fra studie her til aften, og tændte for min ipad blev jeg til min skræk mødt af ham her:

IMG_1524

Godt nok genkendte jeg ham fra ugens mareridt nummer tre – men hvad han lavede på min iPad vidste jeg ikke. Den slags opsøger jeg ikke frivilligt!

Nå, men det var så mellempigerne, der er i særdeles god tid med at planlægge en fælles fødselsdag de vil holde i januar.

“Ja, du sagde jo at hvis vi slog os sammen, ville der være lidt penge sparet, der kunne bruges til pynt.” sagde den ene af dem snusfornuftigt. Det kunne jeg godt huske, men det forklarede stadig ikke Zombie-kokken.

“Så vi ville lave zombietema!” Triumferede de ” og vi har fundet VILDT mange seje Zombie-ting! Vi kan ønske os det i julegave, hvis du synes det er for dyrt nu?”… og så flåede de billeder frem, af virkeligt creepy zombiemerchandise, som jeg godt kunne mærke at jeg ikke havde nerver til at eje, lige for tiden. Den værste var toiletbørsten her, som med garanti ville få mig til at skide i haven fremover:

Senior man pushing hard seated on a toilet isolated on white background

Desperat efter at få et helt andet tema til deres fest, end lige det der giver mig mareridt, lovede jeg at sminke hvert eneste inviterede barn som “sugar skulls” hvis de så lovede at ændre temaet til det (i mine øjne) mindre skræmmende “de dødes dag”.

Selv så jeg fx sådan her ud til temafest:IMG_1526

“Cool stuff”, der sælger det famøse zombie-grej der startede alt dette, spurgte på et tidspunkt om jeg ville deltage i en bloggerkonkurrence ved at skrive et blogindlæg om halloween-kostumer, men jeg har ikke haft hverken tid eller inspiration – det fik jeg så nu.

Mest af alt, fordi jeg håber et indlæg som dette vil sørge for at de får udsolgt af alt zombierelateret i god tid inden jul, så mellempiger er nødt til at vælge et andet tema til deres fællesfødselsdag…

09/18/17

Om navne og hundenavne

Opmærksomme læsere ved sikkert, at der i April flyttede en lille sort/hvid pruttemaskine ind her på matriklen. Winston, hedder han, og jeg er flere gange blevet spurgt om han er opkaldt efter Winston Churchill.

Det er han ikke.

Han er opkaldt efter Winston Bishop, fra tv serien “New Girl”; en af vores favoritkomedieserier, som også de ældste to piger har dyrket ret intenst.

Ældstebarnet fandt navnet, og argumenterede for at det passede til hunden, der har følgende lighedspunkter med Winston fra serien:

1. Han er farveblind (det er alle hunde)

2. Han er (formentligt også) virkeligt ringe til at lægge puslespil

3. Han bærer ydmygelser med stoisk ro

IMG_1491

4. Han interesserer sig for katte. Meget endda. Winston i serien tager daglige selfier end sin kat – vores Winston kan bruge en hel dag på at stå og grynte forsigtigt af naboens kat, i sikkerhed bag havedøren.

IMG_1489

5. Han er virkeligt glad for at tage lure.

IMG_1488

Det var argumentationerne for navnevalg, og det kunne vi alle bakke op omkring, så vi skiftede hans navn fra Benny til Winston – hvilket han reagerer fuldstændigt lige dårligt på.

Der er flere af Jer der i tidens løb har spurgt ind til hvad mine fire piger hedder. Grunden til at jeg ikke skriver deres navne på bloggen, er at de har specielle navne, og derfor vil min blog kunne googles frem på deres navne, hvilket de måske bliver trætte af på et senere tidspunkt. Så ingen fornavne her, beklager. (Følger man med på Instagram dukker de op indimellem, så det er ikke fordi de er hemmelige som sådan, de skal bare være u-Google-bare. Hvis det er et ord?)

Men jeg synes al det der med valg af navne til børn er forfærdeligt spændende, og jeg følger ivrigt med, når medbloggere laver navnefølgetons på nyfødte vidundere – fx har både Sneglcille og Emili haft nogle spændende navnevalgsindlæg, før de valgte deres fine pigenavne.

Nå, men dengang vi valgte navne til vores første barn, var vi meget uenige: Ninjaman ville have noget solidt og dansk, som Ellen eller Esther, og jeg ville have noget der var helt hendes eget navn, og som jeg ikke kendte andre børn der hed.

Det endte med en mellemting, og de tre yngre søstre fik mere sjældne navne, nu vi allerede var lidt væk fra de helt klassiske navne.

Før vi vidste vi skulle have flere børn end tre, fik Ninjaman tatoveret et hjerte på armen, med de tre store pigers forbogstaver på. Da vi så, uventet, pludselig skulle have en mere, var hans eneste navnekrav: hun skulle hedde et blomsternavn, så han kunne få tatoveret blomsten og hun ikke behøvede føle sig snydt.

BFAF2807-755E-425F-ACFB-4981FF996D52

Et blomsternavn blev det, og en stor blomst på hans brystkasse – hvilket de tre store så syntes var lidt snyd, så han endte med yderligere tre tatoveringer: en for hver af de andre, hvis for eller mellemnavne også er navne på “ting”. Den slags griber åbenbart om sig, og jeg fornemmer at han ikke engang er færdig med at trykke hyldester til børnene på sin krop – så længe han holder sig fra at få tatoveret hundens navn er jeg taknemmelig.

For en sikkerheds skyld viser jeg ham ikke denne her:IMG_1492

09/12/17

Om regn, kærlighed og fest

Flere af Jer har spurgt ind til fest, så her kommer lidt om det. Det er uden skarpe pointer eller noget, men bare et hyggesludre-indlæg – nu er I advaret! 😉

Hele sidste uge gik al fritid med forberedelser af vores kombinerede fejring af 20 års kærlighed/Ninjamans kræftfrihed.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange vi rundede Netto efter ting vi havde glemt at købe, eller hvor absurde ting det blev nødvendige at anskaffe (fx varmeblæsere til teltet, og 35 kilo færdige isterninger), og vi vågnede begge to flere gange gispende op, med mareridt om at vi var blevet nødt til at aflyse pga tyfoner/manglende gæster/brændt mad – den fest var altså VIGTIG at få holdt!

De sidste to år, fyldt med hospitaler, operationer, lægesamtaler, søvnløse nætter, tårer og krampagtig klamren sig til alle de lyse stunder, der dukkede op som små øer midt i det hele, fortjente at blive festet væk – og det blev de!

Pigerne var et ret awesome oppyntningsteam – velvilligt assisteret af naboens ivrige kat:

D82202E3-5F41-4C9F-8ACF-5A9A9ECB237E

Det blev virkeligt hyggeligt, og med den flotteste bar jeg nogensinde har set:

IMG_4502

Indretningstip, fra nykåret, selvudnævnt festpyntindkøbs-guru (mig):

Selve bardisken, er en ikea-kommode, fundet til storskrald. Vi fjernede alle skuffer, bortset fra de nederste, der kunne bruges til at have glas og sugerør klar i; olierede toppen, og gaffaede hullaskørter rundt om. Det fungerede forrygende! Pynten var hjemmelavet, eller ebay-indkøbt. 

IMG_4515

Da gæsterne kom regnede det voldsomt… Den glødende-kul løber druknede; ingen kunne høre hvad hinanden sagde inde i teltet; og man skøjtede rundt i mudder når man skulle ind i huset – men folk ankom med det bedste humør og samme trang som os, til at være med til at feste al det grimme væk igen, og regnen blev hurtigt glemt. Det er en fed oplevelse, at sætte mennesker man holder af sammen med andre mennesker man holder af, og se hvordan de klikker.

Det hjalp selvfølgelig også at have velekviperet bar, og laminerede drinksopskrifter liggende klar, så gæsterne kunne amatør-bartende gode drinks til hinanden:

IMG_1467

Maden var god og rigelig – tak til Jer for opskrifter! Lavede både kager og salater efter jeres tips, men fik desværre ikke taget fotos af kagerne – der ellers var gode. Ninjaman og naboen grillede kød og natmads-hotdogs, og vores yndlingssnackfirma “No crap” havde sponsoreret en hel kasse karamelpopcorn, fordi jeg engang anbefalede dem. De faldt i særdeles god jord, og vi fik smittet en masse andre med vores begejstring for dem – tak!

C7E1A48A-4A37-4687-AF9D-6615B23366F0

Både Ninjaman og jeg havde tænkt på at vi ville holde en tale, og fortælle vores venner hvor meget de betød for os, og hvor taknemmelige vi var for al det de havde gjort for os, mens og efter han var syg, men vi havde ikke nået at skrive noget ned. Hans forsøg på improviseret tale blev til den mest rørende gang tavshed, da følelserne overvældende ham. Mit forsøg på at supplere ham, blev rodet og akavet – men jeg ved, at folk forstod hvad det var vi ville have sagt.

IMG_5661

Min søster holdt en smuk tale; mine to ældste venner og vores søde nye svoger havde lavet hver deres quiz, og ellers blev der drukket og danset og snakket til klokken 04 om morgenen. Det var den suverænt bedste fest vi nogensinde har holdt, med kram og kærlighed, dans og drinks!

Det tog hele søndagen at rydde op, og græsplænen ligner Roskilde-festivalen, men det var hvert sekunds oprydning hver, og vi gik smilende rundt imens, glade for at kende så mange dejlige mennesker.

33832E88-E904-46B8-966C-F30661F3FE1B230A30B2-1CC4-46DD-9E85-5ED7E12F66B9

09/4/17

Om elegant planlagte fester, vs den slags vi holder

På lørdag, d. 9-9, er det to år siden at Ninjaman fik sin cancerdiagnose – men det er også præcis 20 år siden vi mødte hinanden, og for at slette alle de dårlige minder knyttet til den dato har vi tænkt os at feste det væk. Sådan en slags 20-års-kærlighed/fuck-cancer kombi.

Vi har inviteret 40 venner; øvet os i at lave drinks; sat venner på opgaven med at lave dansevenlige playlister; nasset os til at låne naboens festtelt; og planlagt at bruge en måneds madbudget, på dyr der kan grilles.

Efter lang tids debatteren, nåede vi frem til at “trope-tema” ville opveje for eventuelt gråt efterårsvejr, og få en havefest til at virke lunere. Ældstebarnet – der har en veludviklet æstetisk sans – tilbød at være pynt-planlægger, og talte om naturfarver, og smagfuldt anrettede blomster.

Hvad hun ikke havde kalkuleret med var:

1. Hendes yngre søskendes intense trang til at fremstille pynt

2. Hendes mors amok-shopping på ebay, efter alt der var plastik, flamingo, ananas og blomster.

Hun opsagde sin selvvalgte stilling i protest, da de første pakker tacky flamingo-sugerør ankom i posten, og bunkerne med hjemmelavet pynt begyndte at hobe sig op på lillesøstrenes værelser.

IMG_1429

Uden en tjekket over-pynte-planlægger har pynteindkøb virkeligt taget overhånd. Oprindeligt forestillede jeg mig at der kunne komme til at se lidt sådan her ud:

D0C5032E-4C9B-4188-9EA0-BDA9E83FFF44

Men med de rå mængder oppustelige flamingoer og palmetræer jeg har fået købt, er det nok usandsynligt at vi når op på en standard der er bare tilnærmelsesvis så classy…

IMG_1422

Til gengæld har alle fire piger håndmalet nogle awesome drinksbilleder, som jeg skal have lamineret, med opskrifter på bagsiden, så alle kan gå op og amatør-bartende. (I den generøst pyntede hoolahoola-bar).

IMG_1423

Det bedste af det hele er dog skiltet til over baren, malet af den stortegnende, absurdtænkende ti årige.

IMG_1424

Skiltet i sig selv ser ret tjekket ud, men detaljegraden er foruroligende.

Her et “A”, med resterne af en fest, og en aktiv graffitimaler:

IMG_1427

Og her et “L”, med trampolinhoppende mennesker:

IMG_1428

Min favorit: et “C”, med katte der fester virkeligt hårdt. Bemærk den der knækker sig ud over kanten.

IMG_1426

Og den mere mystiske: et “T”, der åbenbart handler om Trump. Der bygger en lille mur…. Det barn formår altid at twiste ting lige en tand ekstra, ud i det ganske absurde!

IMG_1425

Så ja: der er riiiiigeligt styr på pynt. Og vi glæder os fuldstændigt vanvittigt meget, til at feste alle de grimme ting helt væk igen, og fejre kærligheden, med alle de mennesker der betyder noget.

Er der nogle af Jer der ligger inde på nemme, billige, gode opskrifter på salater, kager eller lignende? Så smid dem endelig i min retning! Vi arbejder begge to sindssygt meget hele ugen, så det skal være noget vi kan nå at indkøbe til og lave lørdag inden festen – mens ungerne voldpynter telt.

08/28/17

Om at komme i gang igen

Nå, men det der post-sommerferieblues har ramt mig ekstrahårdt i år.

Jeg burde ellers snart have accepteret min rolle, som potentiel medaljevinder, i kategorien:” størst mængde klynk, sentimentalitet og vemod, over hverdagens indtog, og vinterens snarlige komme”, og vide at det plejer at gå over efter et par uger – men i år er det altså lige en tand værre.

Mit nye job er benhårdt at komme i gang med. Jeg er blevet fastansat samme sted som jeg har været i et vikariat det sidste år, men i en helt ny funktion, hvor en stor del af mine nye arbejdsopgaver er nogle jeg er relativt uvant med. Jeg bekymrer mig, famler, og er urimeligt hård ved mig selv, over ikke at være superprofessionel og erfaren – også selv om det egentlig går ret godt.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, har jeg cirka tre levende hjerneceller tilbage, og er ikke et særligt overskudsramt menneske – hvilket jeg kan smide oven i bunken af ting jeg kan være hård ved mig selv over. På fredag starter jeg så også ny uddannelse, og med den og lektielæsning, når jeg op på den forkerte side af 50 timers arbejdsuge, hvilket er skræmmende.

Men hvad pokker: jeg glæder mig til at komme i gang med uddannelse; kan mærke at hverdagene lige så stille bliver nemmere; weekenderne har været ekstrahyggelige hele måneden; og sommerferien luner stadig, så post-ferieblues er nok snart på retræte!

Som jeg husker sommerferien, så den udelukkende sådan her ud:

IMG_4064IMG_3815IMG_3979

Vildt så hurtigt man kommer væk fra de der langsomme feriedage igen – og så hurtigt man glemmer de ting der ikke var helt så badet i blødt lys. Det var en dejlig ferie – der er markant for få sommerferier på et år – men det var for første gang også tydeligt, at de somre vi kender er ved at komme til en ende.

Indtil nu har vores ferier været langstrakte og dovne, på en måde vi alle seks har været enige om var optimale, men i år kunne vi for første gang mærke de to ældste pigers savn efter venner, og længsel efter ting  de gik glip af hjemme. Det er lidt vemodigt, men selvfølgelig også naturligt, at de ikke brænder efter en måneds stillestående sommerhus med deres forældre i al fremtid.

Ting jeg har lavet, mens jeg ikke lige fik blogget:

Vi fik fribilletter til “Den blå planet”, hvor højdepunktet var at se en skildpadde, der fuldstændigt ligner mig selv, når jeg kommer til at tænde for mit mobilkamera mens det peger på mig selv:

IMG_4198

Det har jeg moret mig alt for meget over.

I fødselsdagsgave, fra min søster, svoger, mor, kusine og fætter, svigerinde fik jeg en billet til “Haven festival” på Refshaleøen, og på en eller anden måde fik vi skrabet penge sammen til en tilsvarende billet til Ninjaman. Kæft, det var fedt! De sidste par år har jeg kædehørt Conor Oberst ( hvis ikke I kender ham, så prøv at hør fx albummet “Upside Down mountain” – det er altså fremragende), og siden jeg hørte at han skulle spille på Haven har jeg fantaseret om en billet, men vidst jeg ikke havde råd.

Fandme verdens bedste gave! Min søster – der nærmest burde helgenkåres for den bedrift – passede alle fire unger, den grimme lille hund og sine egne to børn hjemme hos os, mens vi hørte musik og tyllede drinks og følte os uforholdsmæssigt unge.

IMG_4280IMG_4318

“Haven” må godt arbejde lidt på kortere køer, og bedre lyd, men bortset fra det var det nogle fantastiske dage!

IMG_4424IMG_4454

Forrige weekend gik med Pride-optog og hygge med venner; denne weekend med gennemskrivning af bogmanus; der er noget arbejdsweekend og skolefest næste weekend; og om to uger holder vi vores store kærlighedsfest og er i fuld sving med forberedelser.

I morges blev jeg vækket af mindstebarn, der kom og puttede i min seng. Jeg tog et foto af hendes lille puttehånd i min, og bare tanken om det, har gjort min dag i dag væsentligt bedre.

IMG_4210

Tak til jer der har sendt bekymrede mails og spurgt til blogstilhed. Der er ikke noget galt, og jeg har masser af ting jeg gerne vil blogge om, men bare ikke overvældende mængder hjerneceller til overs lige for tiden. Det kommer!

07/27/17

Om omelet og nærvær

De kører deres bil helt ned på stranden.
Det må man godt på lige denne strand, men jeg ser alligevel irriteret på den gamle røde bil, der skramlende forstyrrer min og min teenagers tosomhed.
Det er en stenet strand, hvilket sikkert er grunden til at vi kunne sidde her i fred, selv om aftensolen er lun og vandet indbydende blåt.
Teenageren smider en sten imponerende langt ud i vandet, mens hun også iagttager bilen ud af øjenkrogen, ligeledes småirriteret over at få forstyrret roen

.IMG_3809

En gammel kvinde stiger ud af førersiden, og en mindst lige så gammel mand af passagersiden.
De er tæt på 80 begge to, og bevæger sig langsomt hen over den stenede grund. Manden støtter sig til bilens tag med den ene hånd.
Kvinden breder et tæppe ud, og han sætter sig besværet på det, mens hun åbner bilens bagagerum og finder tallerkener, bestik og glas frem, og til sidst: en smedejernsstegepande, med sølvpapir over.
Der er noget fascinerende over de to gamle menneskers spontane udekøkken, og vi er begge nysgerrige efter hvad der er på panden.
Æggekage med kartofler.
Kvinden har et bundt purløg med, og en stor orange saks, som hun langsomt klipper et drys til hver tallerken med.
Han nikker og de spiser, mens de ser ud over havet, uden at tale, og jeg tænker på hvor ofte de mon har gjort det her.
Lavet mad, og kørt direkte til stranden med det, friskt i stegepanden.

Dagen forinden havde vi selv spist tørre sandwiches på stranden, allesammen. Det virkede ekstravagant sådan at spise vores aftensmad med udsigt, men vi talte om at man sikkert ville blive forvænt, hvis man boede for tæt på en strand til hverdag.

De så nu ikke forvænte ud, de to gamle mennesker, og da kvinden hev en blomstret skål med rabarberkompot frem efter, omeletten var fortæret, strålede manden et smil efter hende og erklærede:”årh – jeg er verdens heldigste mand, og du er alt for god ved mig!”.

Jeg ved ikke hvad det var ved den sætning eller måden den blev sagt på, men teenageren og jeg så på hinanden og fik begge to blanke øjne, og måtte derefter se hårdt ud over havet for at få tørret øjnene igen.

Jeg tænkte på dem hele vejen hjem, de to gamle mennesker med deres aftensmad i stegepanden. Tænkte over hvad det var der rørte mig. Om det var tanken om at have en gammel livsledsager, der stadig giver komplimenter, eller deres evne til at nyde de helt små ting.

Det med at blive gamle sammen kommer forhåbentligt af sig selv, men det med at være mentalt tilstede, og  nærværende i øjeblikket, er jeg godt nok ikke særligt god til. Evigt distraheret af skærme og bøger og tanketråde, og dårlig til bare at sidde og være til.

Bare tanken om at blive bedre til at være nærværende skærpede mine sanser, og på gåture i dagene efter, bemærkede jeg både duften af hybenroser, følelsen af grus under sandaler og lyden af fuglefløjt på en helt anden måde, bildte jeg mig ind.

Lige indtil jeg jokkede i en død skrubtudse, og ville ønske at jeg bare var en lillebitte smule mindre opmærksom på sanser, så jeg kunne have lukket den svuppende lyd og klistrede fornemmelse ude igen…

Heldigvis har jeg fået bedøvet sanserne igen, med skærme og bøger og tanketråde. Om 30 års tid planlægger jeg at ligge det fra mig. Bare for at jeg vil kunne sætte nok pris på at min mand serverer en hverdags-omelet for mig på en strand en dag.