06/20/18

Om bølger af gode ting

Efter et forår med ufatteligt mange tidskrævende bolde i luften, er det helt surrealistisk pludselig at have luft igen.

Dette skoleår har jeg taget en komprimeret linjefagsuddannelse som billedkunstlærer, samtidigt med at jeg arbejdede fuldtid som det. Jeg er ikke uddannet lærer, så det har været udfordrende, men også megasjovt at blive klogere. De sidste måneder har været særdeles intense, med job, mand der var sengeliggende i 2 1/2 måned efter operation, unger, moduleksamen, eksamensopgaveskrivning og fremstilling af malerier til udstilling. Vi har levet af shawarma og frostmad; månedens madbudget er teknisk set helt i knæ som følge der af; og jeg har næsten glemt hvordan mine børn rigtigt ser ud – men, hey: jeg bestod sgu! Endda med særdeles meget ros og et virkeligt stort 12-tal!

Jeg panikkede så voldsomt over eksamen weekenden inden, men så trådte hele min familie til, som en dyne af støtte: søde Ninjaman hjalp med at skrive overskrifter til min udstilling, med sin fine skråskrift; ældstebarnet (der maler 100% bedre end mig) gav råd og vejledning til den samlede helhed på udstillingen; næstyngstebarnet hjalp med redigering og udprint af fotos; jeg malede og malede, og alle pigerne var exceptionelt hjælpsomme med alt praktisk.

Det blev skideflot, udstillingen, og da jeg efter ni timers finpudsning og opsætning i eksamenslokalet kørte hjem for at sove, var det med en ret god fornemmelse. Jeg er ikke sådan en 12-tals type, og har aldrig fået gode karakterer i andet end skriftlig dansk, så at selve eksamen gik så flyvende var en stor overraskelse – jeg har ikke rigtigt fattet det helt endnu.

” Det her skal vi fejre! Måske i morgen – jeg er smadret nu.” Erklærede jeg fra sofaens dyb da jeg kom hjem.

“Ja – hvis ikke du havde sagt ja til at holde 13 års fødselsdag i morgen…” sagde Ninjaen, og jeg forstod helt seriøst ikke hvad han talte om. “13 års fødselsdag. Her. Med 20 teenagebørn, mexicansk mad, og festtelt.”

Hvis jeg er stresset siger jeg ja til ting. Det virker nemmere i situationen, og man behøver ikke bruge tid og energi på at forklare et nej. Mine børn ved det godt: tre af dem udnytter det højest til at få en ekstra is, men den fjerde er anderledes mere ambitiøs.

“Du har også sagt ja til at de måtte sove her…”

Hahaha – jeg må lære at sige nej, selv stresset!

Nå, men det gik egentlig ok med alle de teenagere. Fnisen og høj musik, men de var søde og hjælpsomme, og fødselsdagsbarnet var ekstatisk over at have så mange gæster i et helt døgn. Så det var egentlig ok at have sagt så kækt ja til det hele.

Samme morgen fik hendes lillesøster på 11 en mail fra Ribena, om at hendes tegning til deres jubilæumskonkurrence havde vundet – og ikke nok med at hun får æren af at have sin tegning på deres flasker til efteråret, hun får også lov til at invitere hele familien til Legoland i to døgn i ferien. Det har pigerne drømt om SÅ længe, men hver sommer har budgettet været for knebent til det, så pigerne var hysterisk glade. Vi har været der en enkelt gang, da de var så små her, i plaskregn:

Tak til alle Jer der stemte på hende og heppede!

Vores naboer gad heldigvis godt fejre min eksamen/næstmindstebarnets tegnekonkurrence lørdag, så da vi havde ryddet op efter teenagefest, grillede vi i deres have og endte med at stå og danse helt teenage-agtigt selv.

Og søndagen gik med at prøve at kompensere for mangelfuld opmærksomhed den sidste tid: om dagen var jeg i zoo med mindstebarnet, og om aftenen til koncert med Ældstebarnet. Det er simpelthen så fedt at have en 16 1/2 årig, og jeg er vild med at hun også gider sådan nogle små skæve indiekoncerter. Denne gang så vi “Angus & Julia Stone”.

Nu mangler jeg bare at finde alenetid med mellempigerne og deres pæne far, så har jeg snart fået lappet hullerne fra mentalt fravær!

Skal nok skrive et lidt mere rød-tråds-agtigt indlæg snart – skal lige i gang igen!

06/6/18

Om “mors numse” – et tegneserieprojekt, del 2

Del et af tegneserien står i indlægget før dette – gå lige tilbage og læs, ellers giver det næste ikke mening!

Resume’: Luna gik på min ryg, fordi jeg havde ondt i den, og kom ved et uheld til at gå et skridt tilbage… Her faldt hun så ind i min numse, der har adskillige beboere: stakkels mennesker jeg har sat mig på ved uheld i tidens løb. Under en rundvisning (som de andre beboere var meget oppe at køre over) hørte Luna pludselig en lyd…

Min mors numse – del 2”

De andre tager fotos af statuen, mens Luna undrer sig over brummende lyd.

“Øhm, hvad er det for…”        “LØB!”

Løbende fødder, og guiden der råber:”Kom her!”; under et bord.

“Hvad sker der?”       “Det er et prutteskælv”

“Du skal blive her ind til det er ovre”

“Hvorfor?”

“Ellers ville du flyve ud i den store verden”

“Kan jeg komme ud!?!”

“Ja, men det her er den perfekte verden”

”Nej sgu da!” (Og et skub i hans ansigt)

“Tag mig, prut!”

“Det virkede?”

“Hvad virkede?” (Ja, det er så mig)

“Det vil du ikke vide!”

————-

og PS: Hvis man er fan af den kreative tegnemester, så er hun med i en tegnekonkurrence på  Ribenas facebookside.  Hun har tegnet en kande der hælder bær op. Konkurrencen løber frem til d. 10-6, og man kan stemme hver dag. De der stemmer kan vinde et års forbrug af saft.

06/4/18

Om “Mors numse” – et tegneserieprojekt, del 1

Som jeg click-baitede her, har jeg ventet i åndeløs spænding på min næstyngstes tegneserieproduktion de sidste uger.

I er nødt til lige at gå tilbage og læse forhistorien, for ellers er jeg i tvivl om hvorvidt det giver mening (det gør det knapt nok når man ved det!); men her kommer den altså:

”Mors numse”; en tegneserie af Luna, 11 år.



Det hele startede en dag jeg gik på min mors ryg

Så gik jeg lidt tilbage…

Og så blev der mørkt.

Men så så jeg lys (mumle, mumle, mumle)

“Vi har fået ny beboer!”

“Velkommen til “mors numse”!”; “?!”

“Hvad! Min mors numse?”

“Jeg kom da hun satte sig på mig i bussen”;  “Jeg er bare Rosa fra rouladegade. Jeg ved ikke hvordan jeg kom herind…”

“Og jeg er hendes første barn”

“Øøh, hvad?”

“Og jeg er guiden. Jeg har været her i 20 år”

“Vil du have en rundvisning?”

“Det her er en statue af mor”;   “ Wow! Vildt! Fabelagtigt! Flot!”

…og her statuen, som alle jubler over.

(Fortsættes i morgen – eller overmorgen!)

05/31/18

Boganbefaling: Cyril Averys hjerte

Denne tykke bog var alt for hurtigt læst, og jeg er nødt til at anbefale den videre til Jer!

Cyril Averys unge, ugifte, gravide mor smides ud af landsbyen, af et dømmende svin af en præst. Det er Irland, 1945, og hendes eneste mulighed er at bortadoptere ham. Cyril adopteres af et excentrisk ægtepar, der mere opfatter ham som et kuriøst velgørenhedsprojekt end som deres søn.

Da Cyril er syv, møder han drengen Julian – der er lige så rig og ensom som han selv – og begynder at mærke at han er tiltrukket af drenge. Den slags går heller ikke i Irland, og man får så ondt af alle hans besværligheder, løgnene og skammen, over at være homoseksuel i et samfund der slet ikke tolererer det.

Cyrils liv fører ham til både Amsterdam og New York og tilbage til Irland, og det er både en fin beskrivelse af et menneskes udvikling, og et præcist tidsbillede. Det er til tider en barsk bog, sørgelig og uretfærdig, men også morsom, sarkastisk, og mest af alt: gribende, og helt umulig at lægge fra sig!

Bogen starter i 1945 og slutter i 2015; og fortæller hele Cyrils liv, fra fødsel til død. Alle kapitler bliver fortalt med syv års mellemrum, hvilket fungerer rigtigt godt.

Det her er alletiders gode sommerferiebog: perfekt til stille dage med fordybelse. Særligt god til John Irving fans!

Titel: Cyril Averys hjerte (adlink)
Forfatter: John Boyne

Forlag: Rosinante

Sideantal: 640

Min bedømmelse: 5/5

Ind til nu har jeg kun skrevet anbefalinger af bøger som jeg (eller mine børn) var helt vild med selv, men jeg overvejer at lave en fast anmeldelse af bøger – både gode og dårlige. Hvad tænker I om det?

05/30/18

Om forældretid og hardcore løbehjul

Alle tre yngstebørn er på lejrtur hele ugen, og det er simpelthen så underligt  hvor meget tid det frigiver!

Når man kommer hjem fra arbejde, er der ingen der skal have mad, konkurrere om at fortælle en hel masse, tvinges i bad, eller puttes, og jeg havde helt glemt hvordan det var at kunne føre lange ubrudte samtaler med ham min lækre mand, eller have friheden til at gøre lige hvad vi vil.

Jeg fik skrevet og afleveret den skriftlige del af min eksamensopgave i går – mangler godt nok hele den kreative del af den, men der er to uger til det skal være færdigt, så tillader mig overspring – og vi fejrede aflevering med tur i biffen, sammen med teenageren.

Kæft, det er fedt bare at kunne stikke afsted om aftenen, uden forpligtelser! Og når vi ikke bruger penge på busbilletter, madpakker og varm mad til tre unger i en uge, smadrer indkøb af bifbilletter ikke engang hul i økonomien!

I dag skal vi ud og spise sushi, for at fejre det lidt mere, og jeg overvejer kraftigt om en enkelt lille ud-at-spise-fejring ikke kan klemmes ind torsdag også. Bare et billigt sted, og måske med den 16 årige også. (Derefter har jeg så rasende travlt med at få lavet kreative ting til eksamen, men det prøver jeg altså på ikke at tænke på endnu. Sssshhhhh…)

I morges mødte jeg senere, og mens jeg trissede rundt derhjemme, og nød ikke at skulle vække børn og sende dem i skole, kom jeg til at glo på billeder på min telefon – bad mistake!

Så blev der pludselig lidt for stille og forpligtelsestomt og jeg har savnet dem hele dagen. Altså ikke så meget at jeg ikke glæder mig helt vildt til at komme ud og spise i aften, men bare lige nok til flere gange at se på billederne af mindstebarn, der løber “hardcore” på løbehjul. En disciplin jeg ikke kendte før hun demonstrerede: den går ud på at man, barfodet, løber tæt på hundelorte og i farten svinger sin fod så tæt på lorten som man tør.

Hardcore.

05/22/18

Om ikke at kunne disponere ordentligt over tid

Der er en uge til jeg skal aflevere den skriftlige del af mit eksamensprojekt. Jeg har fedtet rundt med det længe, og har også skrevet enkelte brugbare bidder, men jo tættere deadline kommer, jo mindre er jeg i stand til at holde fokus.

Sådan har jeg altid haft det med deadlines, og min arbejdsproces er hver eneste gang fuldstændigt som følger:

Fase 1, månedsvis før deadline:

Går i gang med det samme. Læser alt det der skal læses; lægger det i pæne stabler; flotter mig måske med nydelige labels til stablerne; og skamroser mig selv, for endeligt at have brudt overspringshandlingens forbandelse. Fejrer min uovervindelige koncentrationsevne og sjældne flid med noget velfortjent afslapning. Måske endda øl og kage og en ny bog.

Fase 2, stadig længe til deadline:

Beslutter mig for, at jeg jo allerede er så langt foran, at jeg sagtens kan begynde på det sjoveste ved opgaven nu. Bruger relativt lang tid efter at søge efter billeder til brug i opgaven eller fremvisning; og lige så lang tid på at tegne spændende skitser til forsiden. Så fortjener jeg også lidt mere afslapning, som belønning for at være i så skidegod tid. Slapper af længe…

Fase 3, nu kun en måned tilbage:

Datoen overrasker mig. Har glemt alt jeg har læst. Nogensinde. Flår papirer frem, ødelægger de pæne stabler og labels, roder dem rundt, og glemmer hvad jeg læser, samtidigt med at jeg læser det. Snupper som regel også lige en uge med søvnløshed, bare for at krydre travlhed med træthed.

Fase 4, tre uger tilbage:

Har godt nok fået krøllet forsiden, smidt vigtige sider væk og roder i hele huset, men formår at holde fokus længe nok til at få skrevet en grundig indledning og nogle fesne stumper til enkelte afsnit.

Er meget usikker, og overbevist om at alt jeg har skrevet er helt forkert.

På det her tidspunkt  finder jeg ofte en person der er klogere end mig (min vejleder, underviser eller bare en klog ven); og plager dem klynkende om at fortælle mig at det er lort og jeg bør opgive. De overbeviser mig om, at jeg er godt på vej, og bare skal hænge i.

Fase 5, 1-2 uger tilbage:

Overspringshandlingens æra indtræder. Jeg sætter mig med opgaven foran mig i alle ledige stunder, og ender med at lave alt muligt andet. Det er her jeg er nu. I dag havde jeg fem kvarters uforstyrret opgavetid, som jeg foreløbigt har disponeret således over:

1. Skrevet dette blogindlæg

2. Googlet om hvorvidt det hedder en hamster eller et hamster

3. Skrevet en ønskeseddel over hvilke øreringe jeg ønsker mig i fødselsdagsgave fra Superlove. Kom i tanke om at jeg mangler en cykel helt vildt, og ikke bør ønske mig andet end tilskud til en sådan. Googlede også cykler, og bliver deprimeret over hvor dyre de er. (Link til superlove er adlink)

4. Blev distraheret over at have en enkelt sætning fra en sang på hjernen. (“Fireworks” af First aid kit. God sang – men ikke første linke i båndsløjfe).

5. Googlede teksten til sangen, for at se om det hjalp, at have mere end en linie på hjernen. Det gør det ikke.

6. Skrev en stribe ikke vigtige sms’er til en veninde

Fase 6, dagen før:

Tager mig sammen. Skriver hele lortet i en køre, ofte om natten, på en kombination af kaffe og adrenalin. Som regel går det godt, og resten bluffer jeg.

Nå, nu vil jeg forsøge at få lavet en smule. Er der andre af Jer, der arbejder på samme måde?

05/22/18

Barn tester gerne mad – kom med input

For et års tid siden testede min næstyngste beredvilligt en del af de mystiske mad-sammensætninger I læsere kan lide at (smug)spise.

Indlægget kan læses her, og er virkeligt morsomt.

Barnet vil gerne udsætte sine smagsløg for køkkeneksperimenter endnu engang, så hvis der er nogle af Jer der selv spiser nogle kombinationer af mad, som andre rynker på næsen af, så kom med dem her! Eneste krav er at det skal være noget I selv (eller nogen I kender godt) virkeligt godt kan lide; og så nægter hun at smage på noget med leverpostej i.

Ellers er der frit slag!

05/16/18

Om at være sådan en der siger:”OMG – bare vent til jeg afslører det her!”

Fancy clickbait-overskrift, ikke sandt?

Når bloggere normalt skriver den slags, er afsløringen som regel et eller andet smart, med prestigefyldt nyt job, ambassadørskab eller fuldtidsbloggerliv – når jeg skriver det, er det noget så uglamourøst som en teaser for min 11 åriges kommende tegneserie.

Barnet, der bragte os klassikere som “Sandheden om hvor de små børn kommer fra”, “Kinderne der faldt af” og var hovedforfatter bag et væld af weird tegninger i tilbudsaviser, flottede sig på mors dag, hvor hun både havde lavet dette fine maleri (forestillende vores hund, hvis han var kat) og en halv tegneserie.
Hun er en omhyggelig langsom tegner, så der går nok en uges tid før tegneserien er helt færdig, men det hun foreløbigt har, er det sjoveste jeg har set i meget lang tid, og jeg har grinet højt af den flere gange.

Så det er den jeg teaser på: vent bare til I ser resten; de af Jer med underligt humor vil helt sikkert finde den sjov!

(Og til de af Jer med mere konventionel humor: undskyld på forhånd!)

Selve historien er så ekstremt sær, at det lille teaser-klip der kommer sidst her i indlægget kræver noget baggrundshistorie: for en måneds tid siden havde jeg så meget hold i ryggen, at jeg desperat bad barnet gå på min ryg, i håb om at det kunne rette den ud.

På et tidspunkt trådte hun tilbage med den ene fod på min mås og udbrød en forskrækket kommentar om, at hun risikerede at forsvinde mellem mine balder for evigt. Så begyndte en længere historie, om hvordan min røv er lidt ligesom sorte huller i universet, som man risikerer at forsvinde i, og vi måtte stoppe det nyttesløse ryg-gængeri, til fordel for vanvittig historiefortælling.

“Hvis jeg var faldet ned mellem dine balder, havde jeg sikkert mødt alle mulige mennesker der var røget derind ved uheld i tidens løb. For eksempel en eller anden du kom til at sætte dig på i bussen for ti år siden!” hævdede hun.

Og det er så den historie, der er lige på trapperne som tegneserie.

Foreløbigt har den 10 billeder, og en utroligt langt ude historie. Det her er smagsprøven – resten må i vente lidt med at se (eller undgå at se).

 

05/7/18

Om julemænd og bier

For at kompensere for min manglende mentale tilstedeværelse for tiden (eksamensopgave der skal afleveres om tre uger) har jeg besluttet mig for st sige ja, til hver eneste gåtur mine børn vil have mig med ud på. De er svært glade for at løbe på rulleskøjter for tiden, så det bliver til mange daglige udflugter, hvor jeg lige kan få tømt hovedet og bare gå med, og jeg tænker det hjælper mig med at koncentrere mig senere.

Jeg har fortsat hold i ryggen, så det er en af pigerne der må holde hunden, der hiver i snoren som en lille pelsklædt idiot – og fordelen ved dette, er at jeg har et barn der går i mit tempo, mens de andre ruller.

Så kan vi tage fotos af forår og sludre imens.

Det er hyggeligt at høre om de store børns skoledage, og der bliver lukket op for helt andre, også mere følsomme snakke, når man går tur imens.

Mindstebarnet derimod lukker mest af alt op for sin allermest mærkelige tankegang, og det er ofte ganske overraskende hvilke tanker der gemmer sig i hendes lille hoved.

I går gik vi forbi dette skilt, i en blomstrende have:

“Se!” Sagde jeg “de har et skilt, der fortæller julemanden at han skal stoppe i deres have. Tror du de er tidligt på den, eller håber de bare at han måske kommer forbi om sommeren?”

Barnet så tænksomt ud, og sagde så:” Jeg tror julemanden er ligesom bier…”

Mig:” hvad mener du?”

Barn:” ja. Jeg tror han dør om sommeren. Lige som bier gør om vinteren!”

Jeg blev meget paf over denne tese, men nåede ikke at spørge ind til det, før hun selv fortsatte:” nå nej. Han er nok mere ligesom en bidronning, der graver sig ned når vejret bliver forkert. Så er det kun hans alfer der dør…”

Da jeg senere sad bøjet over min opgave igen, blev min koncentration hele tiden forstyrret af tankerne om en fed, nøgen julemand, der graver sig ned i mudder, mens hans alfers lig ligger strøet hen over jorden.

Måske jeg skal genoverveje om det er sandt, det der med at mange gåture giver mig øget koncentration til opgaveskrivning?

04/27/18

Anbefalinger af børne og ungdomsbøger

Links er affiliate og enkelte bøger er sendt som anmeldereksemplarer, men indlæg er ikke købt og anbefaling er ganske oprigtige.

Både næstyngstebarnet og jeg selv er glade for at læse højt, og de andre er glade for at lytte mens de tegner eller andet, så vi får generelt læst en del, både børne og ungdomsbøger.

Her kommer anbefalinger af nogle af de bedste børne/ungdomsbøger jeg er stødt på det sidste års tid:

Bøger til teenagere, og andre der godt gider læse ungdomsbøger (fx mig!):

Den bedste ungdoms-serie jeg har læst i lang tid er “Ravnedrengene”. Foreløbigt er kun de to første bind oversat til dansk, og jeg har kun fået læst det første – men det er altså en spændende historie, med gode personer, hekse, mysterier, spøgelser og venskaber. Kan varmt anbefales, også til voksne læsere, der godt kan lide ungdomsbøger.

Mine store piger kunne rigtigt godt lide Sarah Engells velskrevne “Valget”, hvor en ung idealistisk pige med politikerdrømme, tager et flygtningebarn med sig hjem. Vi har talt meget om den lige siden, og den burde være på pensumlisten i de store klasser. Mine piger er måske lige unge nok til den, og der skulle lidt ekstra forklaringer til, men det var en spændende bog at være fælles om. Jeg har foræret den væk i gave flere gange siden, til større teenagepiger.

“Ti små åndedrag” er en gribende ungdomsroman, om sorg, tab og kærlighed. Jeg syntes rigtigt godt om den. Målgruppen må være de ældre teenagere og voksne.

“Provinspis” er en rå og direkte bog, om bølands-blues og dårlige beslutninger. Den er smækfyldt med sex og stoffer (altså ikke lige højtlæsningamateriale for mellempigerne) men det er en skidegod ungdomsbog, der skiller sig ud.

Bøger til lidt mindre børn:

”Hvor er wookien” er en findebog/myldrebog for Star Wars nørder. Den syvårige – der HELT sikkert kan gå under betegnelsen Star Wars nørd – fik den i julegave, og elsker den! Personligt synes jeg den er lidt gnidret tegnet, men jeg kan godt mærke at det er helt uvæsentligt for bogens sande målgruppe: de syv årige nørder. Fordelen ved findebøger er at der er så meget at se på, at man ikke bliver træt af at læse den for gang nummer 100.

Mindstebarnets yndlingsbog i hele verden er “Hundemand”; hvor vi har læst nummer et cirka tusind gange. Nummer to er lige kommet her,og er mindst lige så fantastisk. Vi kampgrinede af billederne af den onde fisk, og hun plager allerede om at vi snart læser den igen. Som voksne højtlæser finder jeg dem også ganske underholdende.

Harry Potter i illustreret udgave har jeg anbefalet før, men smider gerne en ekstra anbefaling ind her: den er virkeligt hyggelig at læse med gode billeder til, og vi er allerede i gang med at glæde os til at næste bog i serien udgives illustreret!

“Ronja Røverdatter” har jeg læst for alle pigerne da de var 7-9 år. Mindstebarnet fik den læst højt for nogle måneder siden, og har siden gnavet sig igennem Miazakis tegnefilmsversion af bogen, på Netflix. Hun har fødselsdag snart, og jeg overvejer om hun skal have den nye variant af bogen, med tegnefilmstegningerne i. Er der nogle af Jer der har den, og kan sammenligne med de originale illustrationer? Dem kan jeg personligt ret godt lide, fordi det er min egen barndomsbog, men jeg kan se at hun er vildt fascineret af den der tegnefilmsserie, og overvejer om det er værd at købe den.