30/09/14

Om udlandsrejser

Min næstyngste datter fyldte 8 for nyligt, og i gave fra min moster, fik hun en shoppetur til Malmø.

Det at skulle til UDLANDET var den bedste del af gaven, syntes hun, og hun talte ikke om andet end forestående udlandsrejse hele sidste uge.

Hun har kun været i udlandet to gange: vi besøgte min moster i Grønland for et par år siden, og var i Spanien denne sommer, så hun var meget spændt på, hvor eksotisk Malmø mon var.

Den længe ventede shoppedag løb af stablen i fredags, og hun kom hjem belæsset med nye fine buksedragter (det at få helt nyt tøj, når man er pige nr tre i en flok skal endelig ikke undervurderes!), og boblende af eksotiske oplevelser.

Jeg har fået lov til at videregive hendes erfaringer, så I måske kan bruge dem til at ruste jer, hvis i selv overvejer en smuttur til eksotiske Sverige – de kommer her:

- Svensk havde ikke været så svært at forstå som hun havde troet. Man skulle bare lige huske at de sagde:”hæij!” istedet for “Hej”, så undgik man at blive forvirret, oplyste hun mig om.

- de spiser mærkeligt i Sverige – det underligste hun nåede at opleve, var rejesalat på hotdog. Hun turde dog ikke smage, men havde holdt sig til de fornuftige valg: “kanelbullar” og is.
(er der iøvrigt nogen af jer der har smagt rejesalat på hotdog? Har heler aldrig selv turdet smage, og er nysgerrig efter om det er megasært, eller lækkert?)

- og så den betragtning som jeg morede mig længst over:”i Sverige kan de ikke stave. Og istedet for at skrive ø, skriver de råbe-smiley!” fortalte hun mig, da jeg puttede hende, og jeg måtte lige vende den inde i hovedet, før jeg forstod hvad hun mente.

Jeg synes råbe-smiley er et fedt ord, og vil fremover kun kunne se svensk ø som dette:

20140930-085934.jpg
MalmØØØØ!!, læser jeg det nu som.

I øvrigt har hun ca. Samme humor, som sin far, der fik mig til at tage dette foto, da han og jeg var på kæresteweekend i Malmø sidste år:

20140930-090104.jpg

Min moster sendte mig dette, fra samme sted:

20140930-090132.jpg

29/09/14

Om børnehaver – et mandagstip OG en konkurrence!

Mindstebarnet, 4 år, vil gerne give mandagstip om hvad en børnehave er – og i dag er der endda en konkurrence tilknyttet:
” en børnehave er hvor man kan lege og man kan også være i hallen og man kan også lege i hallen. Man kan kun lege!

Det er ligesom arbejde, men det er også lidt kedeligt.

Det der er kedeligt er mastiks (gymnastik).
Jeg kan faktisk ikke huske hvad vi skal, bare fordi det er så kedeligt!

Det der er mest sjovt, er at lege med fifi, og barbie, og puslespil, og mor og far og børn.

I julen der kommer julemanden og vi synger kun julesange. Det elsker jeg!

Jeg kan ikke lide vinter, men jeg kan godt lide sommerfugle og sol og jul!

Jeg har lige fået en hestedukke, og på fredag skal jeg have den med i børnehave. Den er vildt pæn!
Man må gerne have legetøj med i fredagen.
Sidst havde Mynte en pony med, og Josephine havde dukker med, men jeg havde bare glemt det. Så græd jeg altså lidt…

Der går også små børn. Nogle af dem er ret nuttede – men Freja er dum, fordi hun laver mange slå-ting!

Der er også drenge i børnehaven. Drenge er meget fjollede!
Villads skriger altid når vi kysser ham! Så siger han:”AD!”
Engang tog vi læbestift med og kyssede ham! Hahaha – det var SÅ sjovt!

Når mor afleverer mig, løber vi ud til døren og kysser farvel.
Jeg er hurtigst! Jeg har en brun kjole og den er flot, jeg tror den vifter når jeg skal løbe i dag!

Jeg kan godt lide at lege børnehave, når mine venner er på besøg. Så er jeg den voksne, der siger at vi skal spise og den slags. Jeg er ret skrap!”

——–
Og så en konkurrence til andre glade børnehavebørn: playmobil – der laver det legetøj mine børn har leget allermest med – har netop lanceret nogle fine nye produkter i “citylife”-serien: børnehaven, legepladsen, bilen og mange flere.
En heldig vinder, kan her løbe med den flotte børnehave, til en værdi af hele 849 kroner!
Skriv en kommentar nedenfor, med hvad du husker bedst fra din egen børnehavetid, så trækkes der en tilfældig vinder d. 8-10!

20140929-083923.jpg

27/09/14

Om balletbørn

Da mit ældstebarn var lille, var hun glødende fan af alt lyserødt, strutskørtet og prinsesset.
Hendes højeste ønske var at gå til ballet, men vi havde for det første ikke råd, og for det andet lå der ikke et sted i nærheden, hvor hun kunne gå til det.

For nogle måneder siden, opdagede jeg at der var åbnet en balletskole lige i nærheden, som ikke engang var vildt dyr.

Jeg fortalte hende om det, selv om jeg godt vidste at det ikke længere var hendes drøm – men jeg glemte at hendes tre yngre søstre var inden for hørevidde, og de blev ovenud begejstrede!

Man binder sig for et helt år, så jeg var indledningsvist meget skeptisk, og havde fordomme om at den slags var kedeligt, og syntes de hellere skulle melde sig til noget med mere spræl i – men de var urokkelige.

Så nu skiftes deres far og jeg til at tilbringe en hel lørdag formiddag, i et lille venteværelse, tætpakket med utålmodigt ventende forældre og eksalterede tylklædte småbørn med skingre stemmer, mens vores tre yngste på skift har undervisning.

Det er ikke det jeg helst vil lave på en lørdag formiddag: at sove længe, ligge og nusse og snakke med børn mens vi vågner, og bagefter læse avis og drikke kaffe i sengen, topper det – men pigerne er heldigvis rigtigt glade for det, og så kan jeg godt leve med det.

Og mine fordomme om at der ikke er motion nok i ballet, bliver manet væk når vi kommer hjem, for der er altid så meget overskydende spræl i dem bagefter, at de flintrer rundt, og laver slåskampe i sofaen og vejrmøller i haven resten af lørdagen, så uanset hvor stillestående deres undervisning måtte være, så får de i set mindste masser af motion bagefter!

20140927-113420.jpg(deres fine ballettøj er i øvrigt HER fra. Billigt, holdbart og anderledes tøj, og så er ejeren og designeren bag enormt hjælpsom og sød!)

Men i dag måtte forældrene komme med ind de sidste ti minutter og se hvad børnene havde lært – og de så så fine og stolte ud, at al min irritation over ventetid forduftede.

20140927-115943.jpg
Ja, de er uskarpe.
Ved ikke om skylden skal skydes på mit gamle kamera, eller på at jeg blev så rørt over de spændte fire årige, at jeg rystede på hånden?
De store piger var lige så søde at se på – dog med lidt mere ynde og elegance, end de små trunter havde udvist.

“Vi har også hold for voksne!” lokkede underviseren, da hun så min moderlige stolthed,over eget yngel i tricot.

Et kort øjeblik var jeg fristet, fordi det lignede at de havde det sjovt, men jeg kom heldigvis til besindelse, ved tanken om mig selv i lycra.

Håber at Ninjaman ikke lader sig lokke næste lørdag – ballet er en af de få ting han ikke har gået til endnu, og han kunne sikkert godt tænke at det ville være et fint supplement til hans thaiboksning.

Jeg er overbevist om at han vil være lækker selv i spandex, men jeg orker ikke helt at skulle stå og blive rørt over hans fine piruetter…

25/09/14

Om en stor bog og en lang nat

Jeg læste Hanne Vibeke Holsts bog om sin far:”Knud den store” færdig i går aftes.
En fremragende bog, der giver et virkeligt fint og levende billede af en tid og et menneske.
Det var flere af jer der havde anbefalet den, under mit sidste bogindlæg – tak for det, jeg anbefaler hermed videre!

20140925-093453.jpg

Men bogen endte på en måde, der fik mig til at tænke på min egen far, og hans sygdom.

Ikke en fed ting at have skurrende rundt inde i hovedet, når Ninjaman ikke var hjemme og kunne kramme det væk, og jeg i forvejen har det med at ryge i søvnløshedsfælden, når der er for meget at tænke over.

Klokken 03, vågnede en af pigerne med mareridt, og en af hendes søstre følte sig snydt, og fakede et tilsvarende – og så lå jeg i en varm børnesandwich, hvor de snorkede søvnløsheden væk, på hver sin side af mig.

Sært som man kan føle sig lille og ensom det ene øjeblik – og så vender det helt, når andre bare går ud fra at man er stor og stærk.

I aften vil jeg starte på Margaret Atwoods nyeste:”Maddaddam”, som er sidste bind i en dystopisk fremtidstrilogi.

Jeg har genlæst de andre bind flere gange, og ved godt at jeg leger med muligheden for søvnløse nætter, når jeg læser den slags inden sengetid, men jeg kan ikke vente!

Måske skal jeg fortælle gyserhistorier som godnatlæsning for ungerne, i håbet om at deres mareridt kan hive mig ud af mine eventuelle natlige planlægninger af strategier, til hvordan man overlever verdens undergang?

24/09/14

Om tidsjonglering og fint selskab

Jeg er alene med børn hele ugen; har halset rundt for at få det hele til at hænge sammen, og har derfor ikke haft tid til at skrive alle de blogindlæg ned, som jeg har inden i hovedet.

Damn – jeg er glad for at vi normalt er flere voksne end mig herhjemme – der er jo sisyfos-agtige mængder af madlavning/putning/afleveringslogistik/lektiehjælp/hårvask/arbejde/alt det andet, når man ikke er to om det!
(Og når ungerne endelig sover, er der ikke engang nogen man kan klynke til, over hvor hårdt det er – eller nogen man kan kysse på, for at glemme det!)

Nå, men når nu jeg ikke har så meget tid til ord, er det godt at andre har mange: min 4 årige er fx usædvanligt ordrig og kloger sig både her og i det nye nummer af “vores børn plus”, fortæller hun hemmeligheder om sin mor.
I samme nummer er min blog iøvrigt nævnt i fint selskab:

20140924-140541.jpg
Yay!

—–
P.s: hvis der er nogle af jer der har et emne i gerne vil have behandlet i et mandagstip, så har mine tre yngste længe plaget om at få lov til at give mandagstips igen. Noget i vil have deres eksperttips til? Så bare skriv det her!

22/09/14

Om at være klædt på til lejligheden

I går var vi på Louisiana, mig, Ninjaen og fire, mere eller mindre modvillige, piger.
Det var mig der lokkede: jeg har ikke været der i mange år; ville gerne se Olafur Eliasson, og trængte til at komme væk hjemmefra og tænke på noget andet end sygdom og arbejde,

Jeg tænkte at børnene sikkert blev begejstrede når vi først var der – de er alle fire ret pjattede med Nationalmuseet, og to af dem gider godt tage med mig ind og sidde og tegne på kunstmuseerne i København, så jeg overhørte protesterne og lovede, at de måtte bestemme hvad vi skulle en anden søndag, hvis bare de gad dette her.

Det var ikke en rendyrket succes: der var mange, mange, mange mennesker, og der var større mængder brok i de børn end normalt, med klynk over fodsmerter og kagemangel, så turen startede knapt så hyggeligt ud.

Men så var det, at vi allesammen bemærkede mindstebarnet, og lod os gradvist smitte af hendes entusiasme: den fire årige havde klædt sig behørigt på til museumsbesøg, med håndtaske, læbestift, stor diamantring, guldsandaler og overdimensioneret sløjfe, og poserede entusiastisk i alle rum.
Hendes småmugne ældre søstre glemte helt, at de ikke rigtigt gad museum, mens de fnisende fotograferede hende.

20140921-210349.jpg
Vi fik også trænet hende i, at stille sig alene og se på kunstværker, og med kendermine sige ting som:”avantgarde!” og “det her billede rører ved min sjæl!”, til andre museumsgæsters store forbløffelse.

Vi måtte dog opgive at få hende til at udtale ordet: “ekspressionisme” – der slog den lille tunge for mange knuder.

Umiddelbart vil jeg ikke anbefale andre, at slæbe en flok modvillige børn med på louisiana en travl søndag – men hvis man alligevel kommer til det, kan jeg anbefaler at få besøget til at glide lidt lettere ned, ved hjælp af smart tøj og tillærte kunstnerminer.

Min næstældste – som er den der hader museer allermest – lød næsten helt begejstret, ved tanken om selv at iføre sig monokel og falsk overskæg til næste gang.

19/09/14

Om grænseoverskridende bedrifter

Da jeg var 17 år, rejste jeg alene til Australien.
Med mig havde jeg 4000 kroner, en sovepose, et liggeunderlag, en dagbog, og det mest nødvendige tøj.
Jeg skulle arbejde frivilligt på et miljøprojekt i 6 uger, men havde ikke planlagt andet – og endte med at rejse rundt i et helt år, hvor jeg tog dagene som de kom; rejste videre når jeg kedede mig, og arbejdede et par dage hist og pist, når pengene slap op.

Den grad af omstillingsparathed og eventyrlyst, er gradvist blevet mindsket, jo ældre jeg er blevet, og jo flere børn jeg har fået anskaffet mig.
Planlægning og rutiner, det ved man hvad er!

Det var derfor med bævende hjerte, at jeg sagde ja til en aftale med en veninde i går – åh, det var langt uden for vores comfortzone, det vi skulle!

Vi mødtes tidligt og så på butikker, og spiste bagefter sushi, mens vi gentagne gange gennemgik aftenens plan: turde man drikke alkohol inden noget så vildt som dette? hvornår skulle vi drikke kaffe: var det bedst med lige inden, eller i god tid inden? Ville det mon booste vores adrenalin med slik, eller bare virke kortvarigt, og så give dyk i blodsukker?

Med den seriøsitet vi diskuterede og planlagde, skulle man tro at vi forberedte noget helt ekstremt: en zumba-time; et besøg i en swingerklub; en zombie-apokalypse, eller noget tilsvarende skræmmende og ukendt – men nej…

Vi skulle bare i biografen, på det svimlende sene tidspunkt 21.45! Ja – du læste rigtigt: kvart i ti!

Vi har begge huset fyldt med børn, står op kl 06 hver dag, og falder i søvn i sofaen hver aften ved 22 tiden, så at satse på at gå i biografen på dette horribelt sene tidspunkt, virkede enormt grænseoverskridende, og vi var skrækslagne for at falde i søvn under filmen.

Vi forkastede ideerne med at skiftes til at nive hinanden vågne, eller sætte et ur til at ringe og vække os hvert tiende minut, og nøjedes med at dope os med sukker.

Og jeg kan stolt berette at vi klarede den!

Filmen var virkeligt god og fin, så det var ikke den velorkestrerede plan alene som vi kørte den hjem på, men den hjalp sikkert.

I dag vil jeg lige puste ud, oven på gårsdagens vilde brud på rutine, men i morgen vil jeg lave noget tilsvarende vildt.
Har ikke helt planlagt hvad endnu – måske noget med at læse lørdagsavisens sektioner i en anden rækkefølge end jeg plejer?

At rejse til Australien i et år, uden plan og penge, kommer jeg nok ikke til at gøre igen , men hvis jeg arbejder på at strække mine grænser, kan jeg måske gøre noget semi-vildt igen en dag – fx tage toget helt til Farum, uden at tjecke rejseplanen først?

16/09/14

Om kreativitet og gaffatape

Top 1 over hvor hyggeligt det kan være at have fantasifulde børn: når mellempigerne bruger en hel eftermiddag på at bygge hule sammen med en ven, og kvidrende af glæde, slæber stole, tæpper og tekopper med op, så det kan blive ekstrahyggeligt

Top 1 over hvor møgirriterende det kan være at have fantasifulde børn: når de, efter at have hygget sig i flere timer i hulen, kommer ned i stuen, med blege ansigter og hænderne fulde af tapetstrimler, mens de siger:”du må ikke blive sur!”

De havde klæbet lagnerne fast, med rigelige mængder gaffatape – og så endda i husets eneste pæne rum, hvor der hang et vildt fint tapet, med skovmotiv…

Måtte tælle til rigtigt meget, inde i hovedet, før jeg gik op og besigtigede skaderne.
Men de havde da hygget sig!

20140915-090041.jpg
og sådan her ser det ud fem forskellige steder…

15/09/14

Om zombietanker

Fik følgende mail forleden, som jeg morede mig meget over:

Tænker altid på dig når jeg læser eller ser noget om zombier…

Så da jeg så denne her på heltnormalt.dk, kunne jeg lige se dig og Ninjaman for mig :)

Jeg tror i øvrigt helt klart at løbebånd foran alle indgange er mere effektivt end nisser…

God dag,
hilsen Roos”

Synes det er ret så funky,at fremmede mennesker tænker på mig, når det handler om zombier – særligt fordi det så betyder, at vi er flere der er obs på zombie-tegn, og derfor kan handle proaktivt, når zombieapokalypsen rammer. Tak!

20140913-110312.jpg

13/09/14

Om bryllupsdag, og en anbefaling

Vi fejrede bryllupsdag i går, Ninjaman og jeg – 13 år.
Det er egentlig først på mandag, men min mor tilbød at passe unger i går, så vi greb chancen, og fejrede.

Det har været en tung og omskiftelig uge, med min far der fik konstateret kræft tirsdag, syge børn onsdag, næstyngste barn der fyldte 8 år torsdag med 14 gæster til middag – og i går “headhuntede” ledelsen på mit arbejde mig til en anden funktion, som jeg er stolt over og glad for, men også nervøs over, om jeg kan løfte.

Så det at have en hel eftermiddag og aften kun os to, var tiltrængt.

Vi spiste sushi (“Hings” på vesterbrogade, København – vores stamsted), og så vandrede vi byen tynd, fordi man taler så godt mens man går.

Vi shoppede et par marcipanfrugter på et marked på gammel torv til børnene – men jeg fik sat mig på posen med dem, da vi sad på kajen ved skuespilhuset og drak kaffe, og så lignede de knapt så meget frugter…

20140913-214652.jpg
Bagefter så vi på kunst i gallerivinduer nede i de fine gader(ønsker os nu begge et plexiglas-girafhoved med gevir, i fuld størrelse – og et hus der er stort nok til at det kan hænge der!)

Min veninde spillede koncert i jazzhouse og vi overvejede at se forbi, men da vi ikke kunne overskue at tale med andre end hinanden, endte vi med at vandre noget mere rundt, og blev nysgerrige da vi så lys inde fra Københavns domkirke.

Det viste sig at være natkirke, hvor en hipster-dj fyldte rummet med drømmeagtig elektronisk musik, mens folk lå rundt omkring på gulvet og bænkene, omgivet af bølgende rødt og gyldent lys.

Det var ganske magisk, og mit hoved blev blæst lidt fri fra stress og tanker, efter at have ligget en time på en bænk, og flettet fingre med min mand, mens vi stenede lys og musik, og tænkte på ingenting.

Kan varmt anbefale det, hvis man synes der er for mange tanker i hovedet eller bare vil opleve noget andet – kan se at det kommer hver fredag her i september.

20140913-220446.jpg