05/22/19

Om at have dekadente planer, for børnefri tid

De tre mindste piger er på lejrture med skolen denne uge, og ældsteungen er på efterskole, så for første gang i 17 1/2 år er vi helt uden børn i mere end et døgn. Vildt!

Altså – jeg kan generelt virkeligt godt lide mine børns selskab og føler mig allergladest i situationer hvor alle fire er hjemme; ingen er sure på hinanden og jeg kan sidde og lytte til deres sniksnak, men sådan er det alligevel ikke hele tiden, og jeg har savnet tid med deres lækre far længe.

Ingen der skændes; skal skyndes på om morgenen; mindes om madpakker/pligter/aftaler; puttes eller bespises på faste tidspunkter; og ingen opvasker der skal tømmes 9000 gange om dagen, fordi de -ellers meget miljøbevidste – små skiderikker, tager et nyt glas for hver tår vand de drikker – al den frihed er jo fuldstændigt berusende!

”Hvad skal i dog lave med fire hele dage alene?” Spurgte en veninde mig misundeligt i torsdags, og jeg kunne ikke komme i tanke om en liste på mere end to ting:

1. Spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30

2. Knalde, uden at låse soveværelsesdøren.

Egentlig ikke verdenshistoriens mest kontroversielle liste over vilde ting man kan foretage sig, men vi er jo heller ikke i træning med at planlægge kærestetid.

Punkt 1 på listen – den om at spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30 – var egentlig tænkt som noget med  at vente til klokken 20, nu der ikke sad sultne børn og ventede. Teknisk set kunne punktet også opfyldes ved at spise aftensmad klokken 16, som vi kom til at gøre efter en virkeligt lang gåtur i går, hvor vi kom forbi en koreansk restaurant der duftede godt. Udover de to punkter på listen, har vi skejet ud og gjort en masse ting vi ikke plejer med børnene i huset: drukket cola til morgenmad, set voldelige film tidligt på eftermiddagen og spist takeaway i sofaen. Thug life!

Tiden har været fyldt så godt ud med arbejde og vilde planer, at jeg ikke har savnet ungerne før i dag, hvor jeg kom hjem tre timer før Ninjaman, og kun havde hunden som selskab. Hunden ved at pigerne plejer at komme hjem nogenlunde samtidig med mig, og trippede i pendulfart klynkende og fisene frem og tilbage fra hundekurv til havedør, hvor han forgæves spejdede efter dem.

Jeg er for tiden i fuld gang med en masse spændende skriverier, og havde tænkt mig at bruge alenetid effektivt, men frustreret hund endte med at sætte sig og stirre hårdt på mig, og tage al koncentration.

Folk der ikke kender mig særligt godt, plejer at sige at jeg er meget udadvendt. I virkeligheden er jeg det modsatte: jeg trives bedst med folk jeg kender eller eget selskab, men skjuler det ofte ved at fylde stilhed ud med speedsnak, af varierende kvalitet. Også i busser og den slags.

Når den sædvanlige lyd af storsnakkende børn byttes ud med tavst stirrede hund, aktiveres mit smalltalk-forsvar åbenbart også, så da Ninjaman endelig kom hjem tog han mig i at forsøge at stable en samtale på benene med hund, med den klassiske samtalestarter for hunde:”Katte… så nederen, ikke?” Hårdt presset af grinende mand, kunne jeg godt huske at jeg nok havde smalltalket på hunden noget tid, uden rigtigt at have opdaget hvor bøvet det er at sidde og fyre spørgsmål efter dyr.

Nå, men de kommer hjem fredag, så vi skal lige have lavet nogle flere vilde alene-hjemme-uden-opsyn-ting. Sikkert noget med at spise aftensmad klokken 15 eller gå en tur på et helt crazy tidspunkt. Det bliver vildt.

Og det eneste svar jeg fik på smalltalk med hund, var iøvrigt at han stadig synes den nye kurv er ALT for lille:

Slet intet plads til en hel hund, i den mikroskopiske kurv. Stakkel…

05/6/19

Om det der kærlighed, del 34

Føljetonen er nået til vinter 09/10, hvor jeg ventede fjerde baby.

Vi afviklede butikken, med en solid gæld. Ninjaman, der havde stået i egen butik de sidste 4 år, virkede åbenbart som et dårligt kort når han søgte job inden for sin uddannelse. Der gik fire måneder før han blev fastansat, og da han ikke havde været i fagforening, var det med yderligere opbygning af gæld i den periode. Men egentlig føltes det ikke så slemt som det lyder: vi var optimistiske, og det var en stor lettelse ikke længere at bekymre sig over om butik kunne løbe rundt eller ej, eller have det store ansvar hængende over hovedet, som vi havde haft de sidste 8 år.

Misdannelsesscanningen ved juletid viste en sund og fin baby, som sygeplejersken var 90% sikker på var en dreng. Vi ryddede vores butiks restlager for ikke-blomstret babytøj, og jeg brugte hele juleferien på at vænne mig til tanken om at få en dreng. Ikke at jeg som sådan havde en præference til kønnet – det kunne være sjovt at få en dreng også – men jeg følte mig på en måde sært snydt ved tanken om ikke at genopleve hvordan det havde været da mine tre andre piger var små babyer, og trods det at de allerede ved scanningen i uge 13 havde sagt ordet “dreng”, forestillede jeg mig stadig at det var en pige.


Vi fik en 3D kønsscanning foræret i julegave, bare for at kunne se vores lille dreng rigtigt.
…Og her var der så bare ikke en dreng længere, men en pige – til storesøstrenes udelte glæde: de syntes det var sejt at skulle være fire piger.
Alle yndlingspigenavne havde vi jo brugt, og drengenavnet havde vi næsten på plads: han skulle have heddet Bjørn, så vi gik i hård tænkeboks omkring pigenavne, og det endte med at Ninjaman bare sagde: “I må godt vælge – bare det er navnet på en blomst, så jeg kan få det tatoveret!”
Lidt mærkeligt krav, men pigerne og jeg fandt et rigtigt fint blomsternavn til hende – det øverst til venstre. De andre tatoveringer er for de tre store:

I januar 2010 fødte min søster en stor smuk pige, og jeg var så heldig at få lov til at være med til fødslen. En smuk og intens oplevelse, som dog også skræmte mig noget: min forrige fødsel havde været en voldsom oplevelse, som efterfølgende havde givet mig nogle måneder med angst og utryghed indeni. Den del var jeg for længst ovre, men tanken om at risikere en tilsvarende ubehagelig fødsel, var ikke god.
Jeg var fortsat mest tryg ved en hjemmefødsel, men det skulle være med garanti for en jordemoder der havde styr på det, og kunne håndtere, hvis jeg endnu engang skulle få et barn der lå skævt.

Jeg blev sygemeldt med for mange plukveer før tid, og havde alt for meget tid til at bekymre mig, men også tid til at tænke over hvad jeg kunne gøre for ikke at havne i samme situation som sidst, og nåede frem til at vi måtte låne nogle penge til en privat jordemoder.. Det var mange penge, og virkede måske dumt at tage et lån mere, oveni alt efterbutiks-gælden, men følelsen af at være bange sidst jeg fødte ville jeg betale hvad som helst for at slippe for.
Det er nogle fantastiske jordemødre der arbejder der, og jeg glædede mig hurtigt til at skulle føde igen, og var ikke længere bange.
Istedet brugte jeg det mentale overskud til at have de små børnehave-mellempiger hjemme rigtigt meget, og genfinde brugte varianter af alt det babygrej jeg havde solgt på nettet.


Terminsdatoen var 23 maj, men der kom ikke nogen baby den dag.
(fortsættes)

05/2/19

Om “rigtig” mad

“Det har bare været den BEDSTE dag i mit liv i dag!” bedyrede mindstebarnet, der ikke er bange for superlativer og overdreven begejstring.

”Jo, for vi legede restaurant i dag. Ja, altså: det var nogle af drengene der havde startet en restaurant ude i gården, og så kom jeg bare forbi og fik lov til at være tjener. Og vi havde SÅ mange kunder, men ved du hvad? Der var ÆGTE rigtig mad, ikke bare sandkager!”

Jeg forestillede mig at “ægte, rigtig mad” nok dækkede over et eller andet fra deres madpakker de solgte, men blev virkeligt overrasket da jeg spurgte ind til det: der var nemlig både myrer, mælkebøtteblade og bøgeblade på menuen.

”Vidste du ikke engang at man kan spise myrer? De smager af citron, men man skal spise dem hurtigt, for at de ikke kribler. Bøgeblade smager både af citron og af salat. Det er virkeligt lækkert – jeg spiste vildt mange bøgeblade!”

I dag så jeg så reklameplakaten for restauranten hænge på skolen:



Betalingsformen er x antal bøgeblade – meget bæredygtig økonomi.
Jeg spurgte ind til forskellen på retterne, og lærte at “myretaco” er når bøgebladet er rullet rundt om myren, og “myreburger” er en myre mellem to bøgeblade.
Jeg googlede om det virkeligt er rigtigt at man kan spise dem uden problemer, og det er det. Man kan åbenbart også spise bænkebiddere (der ristede, smager af rejer) og edderkopper.
Umkddelbart ikke noget jeg selv drømmer om at spise – men godt at børn er modige!

05/1/19

Anbefalinger af lidt af hvert – April 2019

Her lidt blandede ting jeg har fundet fede i April måned, og gerne vil dele. Indeholder adlinks, men er ikke betalt reklame, bare anbefalinger:

Biograffilm: “Dronningen”
Trine Dyrholm spiller rystende godt, i denne fremragende danske film. Anne har et godt liv, med mand og døtre i lækkert hus i skoven, og et job hvor hun hjælper unge piger, der har været udsat for overgreb.

Alligevel forfører hun sin mands unge søn, der kommer for at bo med dem, uden at tænke på konsekvenser.

Simpelthen en utroligt god film – omend meget lige på og barsk!

Shopping: sommerkjoler
Yes: lige om lidt er der lys og sommer, og man kan bære vilde mønstre igen. Jeg har lige gennemrodet udsalgskategorien hos  King louie og Superlove for blomstrede kjoler, og er godt oppe at køre over de her to nye forårskjoler:

Jeg tror man skal være heldig for at finde lige de mønstre stadigvæk, men modellerne laves i andre mønstre også, og sidder begge godt. Den med kirsebær hedder “Cecil” og er lidt casual i faconen, den grønne hedder “cross dress” og er lidt mere festlig i det – ret udringet.

Aktivitet: at lave stop motion film med sine børn

Nana Torp har skrevet den fuldstændigt fantastiske Stopmotion lab, (adlink)der er en virkeligt grundig, sjov og nem guide til hvordan man laver sine egne stopmotion film.

Jeg har simpelthen aldrig læst en gør-det-selv bog der er så gennemarbejdet og inspirerende, og vi har foreløbigt brugt mange, mange timer på at konstruere scener, lave figurer og optage små film selv, ud fra bogen og Nana Torps gode videoklip på youtube (søg på “stopmotion lab” der). Jeg har også lavet forløb i min billedkunstundervisning ud fra bogen, og det var en mindst lige så stor succes der.

Der er noget vildt tilfredsstillende ved at se sine færdige film bagefter, og det med at lægge lydeffekter på er noget så skægt – der er noget for børn i alle aldre, og så er det en mulighed for forældre for at være med i en leg/fælles projekt. 5 store stjerner herfra, både til bogen og til hele konceptet med at lave stopmotion film selv.

Hudpleje: eksem creme’ fra La Roche-Posay

To af mine piger har døjet meget med børneeksem, med blødende knæ og albuebøjninger, og tørre arme og ben, og vi har prøvet stort set alle produkter på markedet. Det hjælper med fedtcreme, men tager det ikke helt. Da jeg blev spurgt om vi ville prøve nogle eksemprodukter fra La Roche-Posay havde jeg ikke de store forventninger – men hold da OP hvor er det effektivt! Nu skal jeg skrive at det er sponsoreret (vi modtog cremer i gave), men jeg skriver altså kun om det fordi det virkeligt er det bedste vi har prøvet: vi vasker dem med den til højre og smører med den anden bagefter, og begge deres eksem er stort set forsvundet – mindre end nogensinde før!

Virkeligt anbefalelsesværdig, til eksembørnehud!
Jeg er blevet inviteret til et spændende foredrag omkring La Roche-Posay og solbeskyttelse i næste uge, og glæder mig personligt til at finde ud af om den serie er lige så effektiv som eksem-serien! Er der nogle af Jer I har spørgsmål til La Roche-Posay, som jeg skal stille for Jer? Så bare skriv dem her, eller i en mail.
Eksemprodukterne kan iøvrigt købes  her billigere (adlink).

Tv-serie: “the O.A” på Netflix
En ung kvinde, der forsvandt for syv år siden og dengang var blind, dukker pludseligt op igen. Nu kan hun se igen, og har også andre mystiske evner. Hun rekrutterer fem fremmede til en hemmelig mission, og afanit for afsnit fortælles hendes gribende og mystiske historie om hvad hun har været ude for. Ret kringlet, men virkeligt spændende!

04/25/19

Madrid med en 8 årig – er der nogen der har tips?

Tusind tak for jeres hjælp med at finde rejsemål til min og mindstebarnets alenerejse (en tradition vi lavede da den ældste var 8 og jeg tog hende med alene til London. Den næstældste valgte lalandia til hende og hendes fars tur, og jeg var i Paris med den næstyngste.)

I foreslog mange gode ting, og vi gik særligt i dybden med Malaga, Bologna, Alicante og Madrid som rejsemål – og opdagede så at det ville være billigere at vente til første uge af sommerferien, i stedet for påsken. Valget faldt på Madrid, hvor vi fandt et lille hotel op af en stor park, med pool på taget, og morgenbuffet. Budgettet på 5000 kroner for ophold og billetter kunne lige akkurat holdes, men vi skal holde en del igen med hvor mange penge vi brænder af undervejs.

Der ser fantastisk ud på billeder, Madrid, og vi glæder os helt tosset meget!.
Er der nogen af Jer der har tips til aktiviteter i Madrid, med et barn der kan lide smukke områder; at bevæge sig; is; vand; musik; natur; men hader museer, og kun er moderat interesseret i at kigge butikker?

Så smid dem i denne retning, og jeg lover at kvittere med en god guide til byen, når vi har været der!

04/23/19

Om soloer, på ikke-solovenlige genstande

Ugen før påske, havde mine tre yngste pigers skole tema-uger, i anledning af skolens 40 års jubilæum. Børnene kunne vælge sig på forskellige emner, på tværs af klasser, hvor de arbejdede med de fem årtier skolen har eksisteret.

Næstyngstebarnet, der er usædvanligt god i et køkken, meldte sig på mad-tema, og kreerede 70’er frikadeller, 80’er forårsruller, 90’er pastasalat, 00’er sushi og 10’er vegetarversioner af ovenstående, samt malede billeder af mad.

Hun havde en forrygende uge, men ingen kan blive så begejstret over ting som mindstebarnet, der er kommet hoppende af glæde hjem fra skole hver dag, mens hun begejstret udbredte sig om sit musikværksted, hvor de så musikvideoer og lærte at spille fem numre helt selv.

Hun har altid været glad for musik – hendes første sætning var således titlen på en sang, på engelsk – og hun er lykkelig for at gå på en skole med gode musiklærere, og mulighed for at vælge musikvalgfag ofte.

Jeg må indrømme at man godt kan blive lidt træt i ørerne af at høre de samme takter fra “hands up” (70’er sangen) og “hvor skal vi sove i nat”(80’er sangen) blive øvet på hendes lille keyboard herhjemme, men det blev ganske opvejet af hendes konsekvente ombytning af ordene “kokasse” og “koklokke”, som hun skulle spille i 90’er Spice Girls nummeret.

”Jeg er SÅ god til at spille kokasse! Helt rytmisk! Og ved du hvad? Måske skal jeg endda have en kokasse-solo! Er det ikke sejt?”

Hendes søstre og jeg – og heldigvis også hende selv – har skreget af grin hver gang hun har brugt ordet forkert, men alligevel er hun kommet til at bytte rundt på det dagligt. Dagens bedste underholdning, hver gang.

Der er noget virkeligt fascinerende, ved tanken om et barn der trommer en hård solo, i en kokasse med en pind. Den koncert ville jeg faktisk gerne se!

04/10/19

Om at blive midaldrende, inklusive en udråbstegns-inficeret tur ned ad Memory Lane

”Ja, jeg behøver bare se på dit fødselsår her på sygesikringskortet, for at sige du behøver læsebriller!” Sagde den unge optiker kækt, da jeg trådte ind i hans butik, med en klage over at man var begyndt at lave varedeklarationer med så små bogstaver, at jeg umuligt kunne læse dem.

Følte mig ret gammel, mens han afprøvede butikkens samlede udvalg af briller på mit store ansigt, for at finde dem der klædte mig mindst dårligt.

“Går du mest i blå?” Nikkede han mod min blå kjole, hvilket jeg klart hørte som :“kvinder i din alder kan tit godt lide briller i friske farver!”.

Jeg undlod at vippe ham en, for den bemærkning jeg synes der lå mellem linjerne, og valgte en neutral brille, med 1,75 styrke. Bogstaver bliver mindre og mindre, mens jeg går her og venter på at brillerne er klar til afhentning…

Til hendes ros var lægen, der konkluderede at blodprøven viste at de manglende menstruationer var symptom på begyndende overgangsalder, i den helt anden ende af aldersdiskrimineringsskalaen: ”Ja, du er jo ret ung, så det er lidt tidligt, men tallene viser altså at du er godt på vej…” undskyldte hun, mens jeg bare solede mig i at blive opfattet som “ret ung” igen.

Jeg vil ikke sige at jeg er decideret i panik over at blive ældre. Mere bare… undrende. Befandt mig ret godt i alt det liv der hørte til at have småbørn, med en følelse af at det var evigt. Nu hvor jeg er ved at opdage at børnene rent faktisk vokser ud af den tid – og min efterskoleunge endda taler om sin barndom som noget der ER overstået; en overvejende positiv færdig pakke, som man kan plukke skiftevis nostalgiske/afstandstagende udsagn ud om – lader jeg mig forundre over hvordan min egen krop også ældes. Inde i mit hoved er eneste forskel på min krop nu, og før jeg fik børn som 26 årig, 7-8 ekstra kilo, og hvis jeg gad smide dem, ville ingen kunne se forskel på før og efter. (Måske derfor jeg konstant saboterer alle forsøg på kur, i en regn af Toblerone, efter en uge?)

Med børnene kan jeg se at deres personligheder også vokser, og passer godt til deres ranglede semi-teenagekroppe, hvor jeg egentlig bare er mig selv, og syntes jeg passede ok til min krop som den var, uden at behøve toppe den med hedeture eller læsebriller.

Tanken om at ens sind ikke ældes sad i mig, indtil jeg fandt en stak breve jeg selv sendte hjem, da jeg som 17 årig bumsede rundt med rygsæk i Australien i et år. Shit, hvor var jeg ung!

Den ungdommelige skråsikkerhed sidder i alle linjer, lige fra :”Gid jeg bare kunne komme direkte ind på den forbandede journalistuddannelse, og få den overstået, så jeg kan komme i gang med at leve mit liv!”, til:” jeg kan ikke forestille mig at blive bundet op af at få børn nogensinde” og “jeg havde jo fødselsdag d. 21-6, og er nu voksen, myndig og viis. Men egentlig er den eneste forskel på at være 17 og 18, at nu hvor jeg har lov at gå på pub, er der ikke længere nogen der gider spørge mig om ID mere!”

Jeg startede med at blive virkeligt træt af den 17 årige migs mange udråbstegn og fremtidsplaner, og var egentlig godt tilfreds med at være nået et andet sted hen. Indtil jeg begyndte at lægge mærke til alle de små grimme tegninger, og intense beskrivelser af nye ting. Her en lidelsesmættet bid, fra et job jeg tog på en pære/ferskenfarm, sammen med en franskmand og en englænder jeg rejste med:

Det var ikke bidden ovenfor, men en halv side lang beskrivelse af et jordbær, der fik mig til at savne evnen til at lade sig forundre.

Selv om indledningen:”Gæt hvad jeg spiser nu? Et selvplukket jordbær!!! I December! Er det ikke mageløst?” både indeholder lidt for mange udråbstegn, og et arkaisk tillægsord, så er der noget fint over den måde som unge mennesker er sansende på, som jeg tænkte at jeg havde mistet.

Lige indtil jeg i fredags, på arbejdet, gik under et blomstrende æbletræ, på vej fra møde til arbejdslokaler, og pludselig blev ramt af træets duft. Tænk: jeg er kynisk og halvgammel; synes jeg har oplevet lidt af hvert og kan gennemskue det meste – og alligevel havde jeg så fuldstændigt glemt at æbletræer dufter af noget. Jeg stoppede op og duftede, mens følelsen af, at jeg godt stadig ville kunne skrive en halv sides brev om duften af æbleblomster (muligvis endda inklusive lidt random udråbstegn og et ord som “mageløst”) hvis det skulle være.

Så kom bare an, alderdom. Min hukommelse er åbenbart også så slap i det, at jeg fra nu af vil blive overrasket og begejstret hvert eneste år, når jeg genopdager at æbleblomster har en duft


Æbleblomster dufter.
Det er ikke verdens dårligste overraskelse.

04/9/19

Om lidt af hvert: zombier, tanker og anbefaling af meget nyttig bog

Jeg kan ofte huske mine natdrømme, der er syrede eksempler på hvor fucked up min hjerne er, når den uden indblanding får lov til selv at vælge emner. Virkeligt en mærkelig  opfindelse, drømme!

(Og bare rolig: det her er ikke sådan et indlæg, hvor jeg detaljeret fortæller om dem, for den slags er sjældent særligt spændende at høre om.)

For tiden er jeg  inde i noget temabaseret: de velkendte, hjertehammerfremkaldende (ja, det er et ord. Som jeg selv lige opfandt) Zombie-mareridt. Jer der har læst med længe, ved at jeg har noget af en zombie-fobi, hvor flugtplaner, overlevelsesstrategier og casting til mit a-team,  hele tiden figurerer lidt i baggrunden af mine tanker. Og jajaja: jeg VED godt at det ikke er en særligt begavet fobi at have, men hvis I bare fik en prøvesmag på nogle af mine natlige zombie-mareridt, ville I også bedre kunne forstå hvorfor den slags sætter sine spor om dagen. Shit, de er scary!

For nogle år siden havde jeg dem hver nat. Der var jeg virkeligt presset, både på job og med alvorlig sygdom tæt på, og det hjalp ikke særligt meget på stressniveau, at vække mig selv med mareridt konstant. Siden da har jeg bemærket, at når den slags drømme dukker op igen, er det fordi der er noget i mit liv der ikke fungerer: noget der er utrygt eller for meget.

Lige nu er det mit arbejde der laver zombier. Jeg er virkeligt, virkeligt glad for mit arbejde helt generelt, og føler endelig at jeg er landet på en god hylde, hvor jeg kan se mig selv være mange år. Sidste år tog jeg jo en uddannelse som billedkunstunderviser, som jeg har undervist i de sidste 5-6 år, og også gør nu. Men det er ikke sikkert at jeg får lov til at undervise i det fremover, da min ledelse ikke er sikker på at de kan lade ikke-fuldtuddannede lærere varetage enkeltfag, og uvisheden presser mig ud i zombiedrømmene igen.

Hvis de siger endeligt nej, er jeg usikker på hvad jeg så skal: om det er mit fag eller en ellers god arbejdsplads der trækker mest. Har ikke meget lyst til at søge videre, men vil også føle mig frarøvet noget vigtigt, ved at stå og se på, mens andre overtager noget jeg er virkeligt god til og glad for.

Det er lidt derfor jeg er blog-stille for tiden, tror jeg, der er ikke så mange ord tilovers, hvor nætterne går med zombier, og dagene med tanker.

Lige med hensyn til zombier, er der heldigvis godt nyt: jeg har fået et anmeldereksemplar af “Den store zombiebog” tilsendt, og den er meget nyttig.


Målgruppen er givetvis børn, og mine mellempiger synes ganske rigtigt også den er virkeligt sjov, med tests og artikler. Jeg synes mest af alt det er godt at den kommer med seriøse bud på hvordan man overlever en given apokalypse – det sparer lidt dag-tænketid ikke at behøve planlægge helt så mange flugtplaner alene.

En solid anbefaling her fra, til Den store zombiebog, der netop er udkommet på forlaget Alvilda. (adlink og anmelderekseplar).
Og så håber jeg at jeg snart får noget vished om arbejdsliv, så jeg kan bruge min hjerne til andet!

03/25/19

Om at tage mærkelige fotos – en top 6 liste

Jeg har før lavet lister med random ting om mig selv, men formår ikke at skrive de elegante lister som modebloggerne skriver, med små kære særheder – mine særheder er altid mere sådan… sære.

Jeg har før skrevet en om at sidde fast i ting og en om hvor klodset jer er. Denne gang havde jeg, igen, tænkt kig at forsøge med bare at skrive en random liste, men er endt i noget tema: “mærkelige ting jeg tager billeder af”. Normalt hvis folk viser fotos på deres mobil, vil de ikke have man bladrer videre – måske fordi der ligger pinlige selfies, nøgenbilleder eller andet inkriminerende. På min mobil ligger der bare overraskende mange underlige fotos, der peger hen mod at jeg har lidt af en sær fotofetish.

Topliste over mærkelige fotos jeg tager:

1. Mine børn påstår hårdnakket at en af de mest fremtrædende træk ved mig er hvor pinlig jeg er. Selv tænker jeg det ikke som decideret pinlighed, men mere som et udtryk for at jeg har et afslappet forhold til egen værdighed. Har fx ikke den der blufærdighedsstopklods, der forhindrer mig i at sende tisse-selfies til folk. Skræmte kollega med dette toilet-fie, og fik enslydende:”stop dig selv!” sms’er fra alle fire børn, da jeg fra Sverige sendte dem et undrende “hvorfor-spejle-i-loftet-tisseselfie”.
2. Jeg ser ansigter i ting hele tiden. Biler med sure øjne, søvnige huse, overraskede stikkontakter. Tager også fotos af dem hele tiden – som jeg efter noget tid sletter igen, for hvem kan jeg egentlig nogensinde vise dem til? På en eller anden måde ikke den fedeste icebreaker til en fest at sige:”nå, vil du se en masse fotos jeg har taget af stikkontakter der ligner ansigter?”

Det her tog jeg i går:
Venlig type, ikke?

3. Resten af familien tager et ton af fotos af hunden når han ser nuttet ud. Der falder jeg mere i mobbe-fælden, og kan se på min telefon at jeg primært har fotos af ham hvor han ligger virkeligt dumt og sover, eller som dokumentation for de mange vanvittige stillinger han finder det nødvendigt at indtage når han skider. Her er således et flot billede af hvordan han vælger at tømme tarmen i en slags yogastilling, hvor han står på forpoter.


Altså: selve udførelsen er flot og elegant, men hvorvidt det er den mest praktiske måde at udføre den slags på vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved. Umiddelbart er det ikke en stilling jeg kan anbefale til lignende aktiviteter.

4.Bøger, der kan lyde sjofle. Der er mange børnebøger der kan læses ganske forkert fx.

5. Slåfejl og autocorrect. Er selv ofte lidt på hurtig på sms, og dår enten sendt dem til de forkerte, eller overser min kække autocorrect.
Sidst sendte jeg denne til min mand:

Har skrevet om flere sms-fejl her.

6. Skilte. Dem med stavefejl eller mystiske meninger.

Som jeg skrev om for nyligt, kan jeg snildt underholde mig selv en hel dag med den slags.

Nå, er neg den eneste? Hvad tager i fotos af?

03/19/19

Om det der kærlighed, del 33

Sidst jeg skrev på føljetonen, var vi nået til efteråret 2009.

Sommeren 2009 – før vi vidste at jeg ville blive gravid og vi ville være nødt til at lukke firma ned med tab – havde vi besluttet os for at indføre en ny tradition i vores familie: en alenebarnsferie når børnene blev ca 7 år . (Har skrevet mere om det bl.a her.)

En efterårsferie i London for den 7 årige Ældstepige sammen med mig var allerede betalt, og selv om jeg var monster-træt meget af tiden, og var kommet til at bestille nogle tåbelige flybilletter (hvor vi fløj om natten begge gange – man skal lige tænke sig lidt om, inden man sætter hak ud for de allerbilligste flybilletter, åbenbart!), så skulle vi altså afsted.

Vi fortalte børnene om den kommende baby lige inden, så den store kunne forstå det, hvis jeg var lidt ekstra flad på turen.

De to store lod til at synes det var en hyggelig ting med kommende lillesøster/bror, men den yngste, på 3 år, gav sig surt til at gemme sine yndlingsting væk, så “babyen ikke smadrede dem”. Efter at have set scanningsbilledet af “Reje” hjalp det dog på hendes humør, og hun begyndte at finde ting hun glædede sig til at lære den.

At have involveret børnene i graviditeten før uge 12 fortrød jeg bittert, da jeg få dage efter, sad på toilettet i Heathrow lufthavn, og opdagede en del blod i mine trusser. Jeg havde lyst til at græde; lyst til at få fat på flybilletter direkte hjem igen; jeg var ked af det og bange for om en spontan abort kunne være farlig. Men klokken var sent om natten, og jeg havde en træt syv årig med mig, som jeg skulle have gelejdet med hen på hotel.

Først da hun sov, sneg jeg mig ud og tudede i telefonen til Ninjaman, der lovede at ringe til min gynækolog og høre hvad jeg skulle gøre. Han ringede tilbage med besked næste dag, om at sådan gik det nogle gange, og jeg skulle ikke bekymre mig unødigt, men komme til tjek når vi kom hjem.

Næste dag var jeg på naturhistorisk museum med min tindrende glade pige, og hendes glæde, puffede mine bekymringer lidt til side. Jeg kunne mærke en klump i halsen i en udstilling om fosterets udvikling, men det meste af tiden kunne jeg skubbe tanken om  det væk.

Det var dejligt at have tid alene med min store pige, der havde delt mig med lillesøster-duoen så længe, og at se London gennem hendes øjne. Hun lagde mærke til alt det der var anderledes og “udenlands-agtigt”, og tog ivrigt fotos af alt fra postkasser og telefonbokse, til chokoladebutikker og metrostationer. Hun var også overraskende god til at gå langt, og på andendagen fik vi gået mindst ti kilometer, nærmest uden pauser. Da vi stoppede for at spise, gik jeg på toilettet for at skifte bind, og opdagede at blødningen var ved at stoppe. Jeg kunne mærke et lille håb for at “Reje” stadig fandtes, og de næste dage føltes lysere.

Belæsset med gaver til lillesøstre, og pandabamser og Big ben nøgleringe til globetrotteren selv, vendte vi hjem efter fem virkeligt fine dage sammen.

Her var mit fokus bare at blive undersøgt hurtigst muligt af gynækologen, og jeg sov nærmest ikke dagen før.

En lillebitte sparkende fod viste sig på skærmen – og vi græd af lettelse over at den endda sad fast på en hel og fin lille babyskikkelse.

En dreng, var hende der scannede ret så sikker på. Man kunne tage fejl når foster kun var 13-14 uger gammel, sagde hun selv, men der var altså noget der virkeligt lignede en tissemand. Forklaring på blødning kunne hun ikke give præcist – men alt så fint ud.

Vi fattede ikke vores held. Tanken om at sørge over at have spontanaborteret et barn, når andre jeg kendte havde svært ved at blive gravide med første barn, og jeg allerede havde tre fine børn, virkede alt for ensom.

“Projekt uplanlagt bonusbaby” var noget vi nu inderligt glædede os over, følte os heldige over, og det hærdede os nok til at kunne fortælle omgangskredsen omkring det – og leve med, at de spontane tillykker ikke sad løst på folk.

Der er vigtigere ting ved at få børn end perfekt timing, og det her var faktisk lige som det skulle være.

(fortsættes)