10/15/18

Om de tunge mærkedage, efterårsferie og indretning

Jeg har ikke kunnet blogge den sidste uges tid, fordi jeg har været underligt trist og haft svært ved at formulere hvorfor. Synes jeg har tudet mere end jeg plejer, over ting der ikke plejer at gå mig så meget på.

Har sneget mig ud på badeværelset og har smugtudet over alt, fra teenager-trods til brændt mad, og da jeg en sen aften opdagede at mindstebarnet og hendes veninde havde hygget sig med at lege med pipetten i en flaske vanvittigt dyr creme, som jeg havde brugt et halvt år på at spare op til, og havde tømt den hele ud i håndvasken, brugte jeg en halv time på at tude ude i badeværelsesmørket ( det er denne, og linket er adlink, hvilket betyder at hvis 20 af jer lige gider købe gennem linket, har jeg råd til en ny;))

Ja, det er ærgeligt når ens creme pipettes ud i håndvasken; og op ad bakke at komme hjem fra arbejde, og blive mødt af teenagere der har rodet det hele til, smidt noget væk eller vil diskutere, men jeg plejer ikke at tude, og jeg er normalt god til at ryste ubehageligheder af mig og finde noget man kan grine af i situationen.

Så hvorfor al det tuderi, og de søvnløse nætter igen?

Men så kom jeg til at se på datoen: det er tre år siden min mand blev opereret første gang (ud af 11 operationer), og disse tidlige oktoberdage har været tunge hvert år siden.
Hader den lortesygdom, der bliver ved med at trække sine triste spor hos os allesammen…

Ninjaman er begyndt at bearbejde sine tanker omkring sit sygdomsforløb på sin blog, og siger det hjælper ham at få sat ord på. Jeg bliver helt vildt ked af at læse hans indlæg og genopfriske forløbet, men har heller ikke gjort noget selv for at bearbejde det, andet end bare at stå det igennem. Måske jeg burde gøre det samme som han gør, og skrive det ned –  men nok uden at blogge om det?

Nå, det her indlæg er et af dem uden pointer.

Vi har efterårsferie nu, og det er tiltrængt.

Planerne er ikke mange: vi skal se noget familie, gå nogle ture, fælde et træ, hænge ud med naboerne en aften, og næstældstebarnet, der har husets mindste værelse, har brændende ønsket sig at få det gjort mere teenagesejt, så det er også en af planerne at få malet og fikset det. Lige nu ser det sådan ud:


Vi skal have pillet sengen ned fra væggen og foræret til min niece, og så skal vi have malet rummet (hun ønsker sig en grå væg), og vi skal have fundet en ikke for dyr sovesofa eller lignende i den blå avis.

Har nogle af Jer kloge mennesker foreslog til indretning af sådan et lille rum, hvis man ikke vil have køjeseng? Så tager vi med glæde imod tips og ideer!

Nå, jeg må hellere op og hjælpe mellempigerne med at plastafdække rum inden vi maler. Trængte bare lige til at blogge lidt tristhed ud, og love at puste liv i bloggen igen lige om lidt.

God efterårsferie til Jer også!

10/7/18

Vind en Homemate ugekasse med aftensmad til 2 dage, for dig og hele din familie

Reklame/konkurrence, i samarbejde med Homemate.

Lige siden sommerferien sluttede, synes jeg vi har halset efter tidsmæssigt herhjemme – særligt når det kommer til det der med at få lavet aftensmad. Jeg startede nyt job d. 1-8, med senere fri end jeg plejede, og når begge vi forældre nogle dage kommer halsende hjem omkring  klokken 17, er vi lidt for ofte endt med pasta og ketchup, eller frostpizza. Vi forsøger at få lavet nogle supper og gryderetter til fryseren om søndagen, men det er umuligt at forudlave hjemmelavet mad til en hel uge, så pasta/ketchup har ikke just forladt menuen.

Så gæt selv om det udløste klapsalver og jubel, da Homemate tilbød os at teste og anmelde verdens (måske) nemmeste måltidskasse i tre uger, og endda lave en konkurrence til Jer læsere?

Om konceptet bag Homemate ugekasse:

Bor man i postnumre 1000-4099 (minus Bornholm)kan man få bragt en kasse med friske hjemmelavede retter til to nemme måltider hvor al forarbejdet er gjort, for hele familien.

Man kan vælge mellem varianterne:

– en fiskeret/en vegansk ret, fiskeret/kødret eller kødret/vegansk ret til voksne.

– ekstra tilbehør: salat og færdiglavet dej til foccaciabrød

– to børneretter.

Retterne kan enten hentes i en af Homemates elleve butikker, eller leveres i postnumre mellem 1000 og 4099(ekskl Bornholm), og ankommer fint emballeret, og klar til at smide i ovnen. Altså: helt klar til ovn, man behøver bare tænde den på 220 grader, og smide bakkerne derind i 15-20 minutter!

Det tager ingen tid, der er ingen opvask, man kan lave forskellige retter til familien samtidigt, der er ingen bindingsperiode, og man kan bestille lige det antal man vil, og derved have nok til gæster.

Er det godt, eller hvad?:

Helt ærligt: ja for pokker! Det har simpelthen været en helt anderledes uge denne: søndag lavede vi (sammen med hjælpsomme børn) en gryderet og en suppe, og spiste suppe søndag og mandag. Mandag aften kom kasserne med mad, som vi spiste tirsdag og onsdag, og endda havde rester af til superlækre madpakker. Torsdag spiste vi resterne af brødene vi fik til retterne, med hummus og grøntsager til, og fredag og lørdag gryderetten. En hel uges utroligt lækker aftensmad, der sammenlagt har taget et par timer at lave i søndags.

Det allerbedste: vi har kunnet komme sent hjem fra arbejde, og bare lade os opsluge af børnenes aktiviteter. En lang arbejdsdag afsluttes tusind gange bedre, når man kan sætte sig og læse højt, spille kort eller se tegnefilm, istedet for at snitte grøntsager og bagefter rydde køkken op!

Denne uges kød/fiske menu bød på islandsk laks, med bulgur, grøntsager og harrissa, og på kylling, med oliven, ratatouille og kartofler den anden. Vores mellempiger er inde i en vokseperiode og spiser MEGET for tiden, så vi valgte voksenretter til dem også, mens mindstebarnet svælgede i børneretterne: pasta carbonara den ene dag, og kyllingelår/bagekartofler den anden

Pigerne havde en fest med at anrette deres egne tallerkener sådan kokkeagtigt smart. Det her er lakseretten, fint anrettet:

Og her ses en alternativ anretning af børne-pastaretten, hvor pastaerne ligner smukke sommerfugle. Vi har ikke alle samme ide’ om hvordan professionel anretning ser ud, åbenbart:

Kyllingeretten duftede så godt, at vi sådan set bare kastede os over den, og glemte at få taget fotos – men de næste uger vil I kunne se fotos fra vores videre test af Homemate mad på min Instagram @hverdag, hvis I er nysgerrige.

Konkurrence – vind en ugekasse! :

Bor du i et postnummer mellem 1000 og 4099(ekskl Bornholm), eller kender du en der gør som du gerne vil glæde med en ugekasse fra Homemate til hele familien, så skriv en kommentar her nedenfor, og fortæl hvad du vil bruge tiden på, istedet for madlavning.

Konkurrencen løber frem til Søndag d. 21-10.

Præmien dækker over to måltider til fire personer fra samme husstand, har en værdi af 805 kroner, og skal indløses i 2018.

P.s: hvis du er blevet hooked på at prøve Homemate , har de lige nu 50% rabat på første ugekasse!

10/6/18

Lørdagslæsning: “Ravnenes hvisken 3”

Anmeldereksemplar/Reklamelink – begejstring for egen regning!

For to år siden var sommerens bedste læseoplevelse “Ravnenes hvisken 1”, der fuldstændigt slog benene væk under mig, med sin unikke kombination af krimi/fantasy/nutids nordjylland/nordisk mytologi, og en kompliceret historie, med virkeligt gode personer.

“Ravnenes hvisken” er en trilogi, og det er det nyudkomne tredje bind som denne anmeldelse omhandler.

I denne del af historien har fimbulvinteren ramt Danmark og Ragnarok, jordens undergang, nærmer sig. Der er klaustrofobiske beskrivelser af menneskers kamp for at overleve kulde, sygdom og sult, og hvordan massehysteriet spreder sig. Hovedpersonen, Anne, krydser mellem vores verdener og andre, i et desperat forsøg på hindre menneskehedens udryddelse, bistået af sin sære samling venner, der både tæller spøgelser, guder, halvguder, ulve, mennesker, hekse og vølver.

Det er pænt svært at skrive udførligt om handlingen, da det jo er bind 3 og jeg ikke vil spoile noget handling for de heldige af Jer der har serien til gode – så dette bliver mest af alt en STOR anbefaling!

Trilogien er bare virkeligt godt skruet sammen, med en historie der helt sikkert ikke minder om noget man har læst før.

Flere af hovedpersonerne er teenagere, men det er ikke en børnebog – der er både meget vold og sex, og en historie der kræver at man har tungen lige i munden for ikke at tabe tråden – så jeg vil tidligst anbefale den fra 15 år, og tænker at den også fænger et voksent publikum.

Please: filmatiser den!

Titel: “Ravnenes hvisken 3”

forfatter: Malene Sølvsten

Forlag: Gyldendal

Sideantal: 608

min bedømmelse: 5/5

10/4/18

Om beskrivelse af babylår

Babyers nuttethedsfaktor er et vigtigt samtaleemne her i familien, efter vi har fået hele to små babyfætre i løbet af året, der er lige nuttede, på hver deres måde.

Kæft, det er altså hyggeligt med sådanne små mennesker!

Det gør også at pigerne har fået ekstra bløde punkter for andre babyer, og efter at have besøgt veninde med babylillebror i går, kom næstyngstebarnet hjem og svælgede henført over ham:” Han er bare så nuttet og fed! Altså ikke på sådan en blævret måde, men mere bare…. spændstig” fortalte hun mig “og hans lår! De er bare viiiiirkeligt rare at røre ved! De føles ligesom balloner. Balloner fyldt med hakket kød. Det er simpelthen så sødt!”

Den beskrivelse har jeg aldrig hørt brugt før, og jeg grinede te ud af næsen over det.

Bagefter fandt vi et gammelt billede frem, af hendes egne hakket-kød-i-balloner-lår, med en storesøsterhånd der ivrigt gramser i dem:


Jeg tænker de må have føltes lige så rare, for hun ser så upåvirket ud over at have en hånd helt nede i flæsket, at jeg gætter på det er sket før

10/1/18

Postkort fra hunden 5 – bloggerhunden

Her er en ny del, i føljetonen af postkort som Winston sender til efterskoleungen:

Hej bloggen!
Mine eksperimenter med min seksualitet havde den sideeffekt at jeg fik en utroligt lækker stil. Folk stoppede mig hele tiden og spurgte hvor jeg havde købt mit tøj, så jeg besluttede mig for at blive fuldtidsblogger.
Her ser du mig i en nederdel fra Gucci (sponsoreret), Ray Ban solbriller (reklamegave), og opturs lækre sko fra skoringen(reklamelink).
Jeg har gravet lidt i dit værelse og installeret en pool, som jeg kan drikke aperol spritz ved, på min bloggerflamingo.
Det er meget hårdt at være blogger, med alle de events jeg skal til, og alle de mails om reklamegaver jeg hele tiden skal svare på.
Jeg har taget lidt på af alle de gratis pindemadder, macarons og champagne, men jeg starter snart et tystys hemmeligt træningsprojekt, og skriver en bog om det. “Fra hvalpefedt, til hundeliv” skal den hedde. Jeg kan ikke løfte sløret for mere, selv om jeg godt ved I er ved at dø af nysgerrighed, men det er altså grunden til at jeg ikke får svaret på alle kommentarer på bloggen for tiden.
Love you guys! kh Winnies blog

09/26/18

Om græsenketilstand

Min mand er væk med arbejdet hele ugen, så jeg græsenker den med hund og børneflok. Det går grundlæggende ret godt, for jeg tager mig generelt mere sammen når jeg er alene, og ved der ikke kommer en voksen og hjælper. Kan slet ikke kende mig selv, i denne her ihærdige, fornuftige voksen jeg er, når jeg selv står for det.

– For eksempel er her mere ryddet op end vanligt (hvilket dog ikke betyder at der er decideret pænt, ud fra de standarder alle andre mennesker har for oprydning – men stadig…).

– Jeg står op så snart mit ur ringer første gang, og har derfor overraskende god tid til logistik om morgenen. Laver madpakker, reder pigehår, lytter til unger, og får endda tid til både kaffe og mascara, og nogle gange endda noget læsning. (Fatter ikke hvorfor snooze knappen er min bedste ven normalt – det er jo rart at have tid? Men på mandag ved jeg at den bliver aktiveret alligevel…)

– Børnene har været ekstremt hjælpsomme. Da jeg kom hjem fra arbejde i dag – efter en ekstralang dag, grundet syge kolleger – havde de både tømt opvasker, luftet hund og lavet toasts til hinanden. Jeg er vant til at jage dem væk fra fjernsynet når jeg kommer hjem, og henvise til de aftaler om pligter vi har, for at få dem til at lette måsen, så det er en ret fed afveksling!

Men så er der også alle de ting jeg er mindre god til, og som gør at jeg tæller minutter til han hjemvender:

– Normalt er jeg den der laver madplaner, regner budgetter ud, og forsøger at få løn til at strække en måned, uden afsavn. Jeg er lidt nærig-striks, men det er nødvendigt at en af os er det. Når jeg er alene med børn, overtager jeg dog gerne deres mere gavmilde fars forhold til penge. I dag lod jeg mig dupere så meget af de hjælpsomme børns indsats, at jeg brugte en halv uges budget på burgere og is, da vi alligevel skulle i centeret og lede efter fødselsdagsgaver til min moster. Man skulle tro det var nok overforbrug for en dag, men da næstyngstebarnet bagefter forelskede sig i nogle øreringe med kvindetegn, og jeg godt vidste madkonto var drænet nu, tænkte jeg:”pyt! Dem giver jeg da bare, betalt af mine lommepenge for næste måned!” Og storladent købte jeg dem til hende. Det føltes godt at være gavmild – indtil jeg så de to andres spændte blikke. Vupti, der røg alle mine lommepenge for næste måned – men pigerne blev allesammen glade for hver deres par øreringe…

– Jeg elsker normalt de sjældne, sjældne gange hvor jeg er hjemme før nogen andre, og kan sidde og læse i fred, uden at føle nogen skal underholdes. Havde glædet mig til flere aleneaftener i træk, og sparet lidt på denne her spændende bog, så den kunne nydes der:

Jeg havde dog ikke kalkuleret med hvordan min hjerne kunne finde på at kompensere for stilhed, ved hele tiden at nynne “Macarena”. Nu har jeg sat så høj musik på for at skubbe “damdadadam-dadadamdadadamdam HEYYYYYY Macarena, Ai!” lidt ud. Det gør dog også at jeg ikke kan koncentrere mig om bog; og skriver blogindlæg istedet.

– Nu er klokken 23. Jeg havde planlagt noget “gå tidligt i seng, så jeg kan være frisk klokken 06”, på en kæk og irriterende måde, men sidder stadig her og lytter til hundens ekstreme snorken. Min seng er nemlig noget så tom, og jeg har slet ikke lyst til at ligge i den alene… Både fordi jeg frygter “Macarena” vender tilbage, men mest bare fordi det er så uvant og ikke-hyggeligt at sove alene.

Nå, jeg kan ikke finde den afrundede pointe – men hvis “Macarena” ønsker det, blogges vi sikkert ved igen i morgen aften!

Skifter I også personlighed ved græsenketilstande?

09/24/18

Ti random facts om mig, del 2 – klodsethed udgaven

Egentlig havde jeg tænkt mig bare at skrive en hel random liste over ting I ikke ved om mig – men efter nogle punkter tegnede der sig et mønster, så her får i den klodsede udgave. Det pinligste er, at jeg nemt kunne lave den ti punkter længer, for jeg er stærkt grovmotorisk udfordret. Underligt nok er jeg ret fingernem, men resten af min krop er bare et klumpet vedhæng til mine hænder.

Ti ting I ikke ved om mig, og klodsethed.

1. Jeg går ind i ting. Altså ikke bare engang imellem, men stort set hele tiden. Bemærker det ikke engang rigtigt selv, for jeg er vant til at brage gennem livet som en pinball-kugle, men jeg har venner der morer sig meget over det, og gør et stort nummer ud af at tælle hvor mange ting jeg rammer ind i på en aften.

2. Dørkarme er min ærkefjende, og jeg har næsten altid blå mærker på hofterne, af at fejlbedømme hvor smal min mås er, og så bare brage den ind i dørkarm. Er heller ikke særligt gode venner med bordkanter…

3. Til en personalefest forrige fredag, var der nogen der stod nede på gaden og røg, og jeg tilbød glad at fortælle dem at der var mad. Gad ikke løbe ned af alle trapperne, og ville råbe ud af et vindue. Havde så travlt med at forsøge at regne ud hvordan vindue skulle åbnes, mens jeg gik hastigt gennem rummet, at jeg overhovedet ikke så glasvæggen foran. Tog den med hele ansigtet. Heldigvis var der ingen der så det, og jeg sneg mig diskret ud på badeværelset og besigtigede øm pande og ledte efter næseblod, mens jeg blinkede tårer væk.

4. … og så troede jeg at ingen havde opdaget det. Det havde de heller ikke – før vi skulle ind i det rum med glasvæggen for at lave en quiz, og mit ansigt var tværet så tydeligt ud over glasvæggen, at der ikke var nogen tvivl om hvad der var sket. Hvordan kan man ramme med både pande, hage, næse og øjenhule, så hårdt at man kan blive genkendt ud fra det?

5. I betragtning af hvor stejl vores trappe er, og hvor klodset jeg er, er jeg heldigvis kun røget ned af den to gange, i løbet af de 18 år vi har boet her. Føler mig ret heldig over det.

6. Forsøgte engang som teenager at løbe forbi det sted hvor en pæn fyr fra skolen trænede fodbold om aftenen. Havde så travlt med at se sexet ud, at jeg ikke bemærkede stor sten, og endte med at skvatte lige foran ham, i en sky af blod, grus og tabt værdighed.

7. Jeg har glemt at tage badetøj på efter brusebad i svømmehal, og vadet ud af omklædningsrum nøgen. Endda to gange.

8. Kæden røg engang af min cykel, på vej ned ad Valby bakke. Kunne ikke bremse, og kørte ind i Søndermarken, hvor jeg crashede i en ydmygende omgang hudafskrabninger foran en flok turister.

9. Engang som ganske ung forsøgte jeg mig flere gange med stilethæle når jeg skulle i byen. Der er mange grunde til at jeg udelukkende går i sneakers nu – dengang hvor mine stiletter satte sig fast i en rist foran en kælderbars dør, hvorefter jeg væltede på maven ind af døren, er bestemt en af grundene.

10. Antallet af gange jeg har vadet rundt med min nederdel stoppet op i mine underbukser er astronomisk – vil tro det sker mindst en gang om ugen.

09/19/18

Om onkel-humor

Min søde onkel fortalte altid de mest tåkrummende onkeljokes – altså den slags med kiksede små ordspil der bare blev ved; “det sagde hun også i går” og den slags. Kender I ikke typen?

Da jeg var ung undrede jeg mig over, at en mand som ham, der var klog og virkeligt fantastisk til at fortælle en lang historie på en sjov måde, hele tiden valgte at kludre rundt med pinlige onkel-jokes.

Til min overraskelse er jeg efterhånden kun et overskæg og en dyb latter fra at være blevet en kopi af ham – for nu har jeg fundet ud af hvad det fede ved onkeljokes er: det er totalt sjovt at krumme tæerne på sine børn! At få folk til at grine af noget man også selv synes er morsomt, er en underholdende aktivitet – men at få dem til at sukke lidende og rulle øjne af noget virkeligt plat, er på en eller anden måde endnu mere underholdende. For en selv.

Efterskoleungen kom ikke hjem i weekenden, men vi skrev en del sammen i weekenden, og hun sendte fotos af nogle overdrevent fede ting hun havde lavet i keramik, bl.a. et vildt flot æg, med fugl.

Naturligvis plagede jeg om at få den.


Kan godt lide at hun på forhånd siger:”ingen æggejokes” – og havde jeg ikke tænkt langsomt, på grund af tømmermænd, havde listen over æggejokes været meget, meget lang.

Er der andre end mig, der snubler i onkel-humor-fælden?

09/15/18

Lørdagslæsning: Merete Pryds Helle “Vi kunne alt”

Anmeldereksemplar og adlink. Begejstring min egen.

Denne her bog havde jeg høje forventninger til, efter at have læst Folkets skønhed, der velfortjent gav Merete Pryds Helle de gyldne laurbær. Folkets skønhed er en gribende og knugende fortælling, om pigen Maries opvækst i en fattig familie på Langeland fra 1930erne og frem til hun er voksen – Marie er forfatterens mor.
Vi kunne alt er en selvstændig fortsættelse, der sagtens kan læses uden man har læst den anden. Hovedpersonen, pigen Merle, er nabo til forfatteren og hendes familie. Det giver lige et lag mere til historien at man på den måde “kender” bipersonerne indgående.

Merle vokser op i et villakvarter i Værløse i starten af 70erne, med sin storesøster Klara, der sulter sig og har et sygeligt forhold til at træne; sin mor Ane, der er grønlænder og ramt af sclerose; og sin far Erling, der drikker og er voldelig, og i perioder forlader familien for at rende med andre damer.

Merle er et ensomt barn, der trøster sig selv med mad, “de fem bøger” og matematikopgaver. De andre børns grusomhed mod hende er hjerteskærende, og som puberteten rammer dem, bliver de mere og mere modbydelige.

Ingen gør noget ved den dysfunktionelle familie som Merle og Klara vokser op i, med omsorgssvigt og alt for meget ansvar, og ingen ser børnene rigtigt.

Hendes Farmor og Farfar giver hende et vist mål af omsorg, men også i deres hjem bliver der drukket gin fra morgenstunden, og Farmor nævner ved mere end en lejlighed at hun håber på hendes datter en dag giver hende “nogle børnebørn der ligner hende” – underforstået: ikke som hendes to halvgrønlandske børnebørn.

Det er en vanvittigt velskrevet fortælling, der sidder i en meget længe efter endt læsning.

Titel: Vi kunne alt

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Sideantal: 342

Min vurdering: 5/5 stjerner

 

09/14/18

Postkort fra hunden del 4 – draghunden

Her er ugens postkort til efterskoleungen, fra hunden, der har overtaget hendes værelse og skifter identitet hver uge:

Hej Zkatter

jeg er zygt ked af rodet med kollektivet på dit værelse. Det fungerede bare zlet ikke i længden. Vi havde husmøder konstant og jeg fortrød det der med at have lavet kollektiv med 15 hunhunde zygt meget – faktisk så meget, at jeg ikke lige tror jeg behøver have kvindeligt zelzkab i mit liv foreløbigt!

Tak fordi du ikke tog al dit makeup med, zkatter, jeg er ved at blive zvedig til at bruge det. Beklager potemærkerne i dine øjenzkygger, men du må lide for min zkønhed!

Jeg har fanget nogle duer og er ved at lave fjerboaer ud af dem på værelzet. Det grizer måzke mere end du synes er fedt, men det er der ikke noget at gøre ved. Det er min kunzt og jeg føler det!

knuzzzz og kyzzz Winnie “the bitch”