30/07/15

Om anbefalinger #1

Her en lille liste, over ting jeg har optur over, som jeg derfor er nødt til at dele med jer.

Kjoler:
Til de af jer der også elsker kjoler: jeg har fundet en ny favoritshop, nemlig denne hollandske shop, der leverede mine bestilte kjoler i løbet af tre dage, pænt pakket ind i lilla silkepapir, og endda med en lille gave vedlagt.

Jeg bestilte bl.a denne fine kjole, i blå, som jeg skal have på til bryllupsfest i morgen, hvor min smukke veninde Maria gifter sig, med sin søde argentinske kæreste, og fejrer det med havefest og argentinsk asado.

Kjolen er af det svenske mærke miss candyfloss , som jeg ikke kendte i forvejen, men allerede har planlagt hvad jeg skal eje af!
image

Den sidder supergodt, med sus i skørt og moderat kig til barm, og jeg glæder mig til at danse rundt i den i morgen!
Mangler bare at beslutte om det passer bedst med mine sorte, høje sandaler, mine røde, høje sko, eller mine flade brune sandaler – og om det er for krukket at tage en lang hestehale af falsk hår på til, eller om jeg er for gammel til den slags?
(som fire ondsindede børn, jeg bor sammen med, hævder…)

Bryllupper:
Totalt yndlingsfester! Folk skulle gifte sig noget oftere – jeg er kæmpefan af fejring af kærlighed!

Mofibo:
Da jeg skrev om hvilke bøger der skulle med mig i sommerhus, anbefalede flere af jer at læse bøger fra iPads.
I et anfald af kedsomhed og regnvejr, hentede jeg Mofibos program, hvor man for ca 100 kroner om måneden kan læse løs – første måned er endda gratis, så man kan lige prøve det af først.

Jeg foretrækker stadigvæk rigtige bøger, med duft og fornemmelse af papir, men derudover synes jeg stadig det er overraskende smart: man kan læse, uden at forstyrre andre sovende med lys ,og man har et stort udvalg af bøger ved hånden hele tiden.

Der jeg var gladest for den, var da vi var i Djurs sommerland, og jeg formåede at læse en kvart roman, mens jeg sad utålmodigt og ventede på at min familie prøvede aktiviteter – så smart, når man alligevel sidder alene og keder sig!

image
Fik bl.a læst Stephen Kings nye roman, (der er fortsættelsen til “ondskabens hotel” og uhyggeligt velskrevet); en ungdomsbog som flere af mine venners teenagere havde talt om , og Jens Andersens fascinerende biografi om Astrid Lindgren – og børnene hørte “brødrene løvehjerte” som lydbog, mens de tegnede.
(og nej: jeg har ingen aftale med mofibo, er bare meget begejstret og nødt til at prakke andre det på!)

Orphan Black” og “bloodline” -serier på netflix:
Vi havde oprindeligt aftalt serie-fri sommer, men regnvejrsdage i sommerhus bliver lange, så vi snublede i de her to gode serier.
“Orphan Black”
er en rigtigt spændende serie, hvor man følger en kvinde, der opdager at hun er en klon.
Tatiana Maslany har hovedrollen – der består af hele 11 forskellige personer, som hun spiller fuldstændigt forrygende!
image

“Bloodline “ følger fire voksne søskende og det hotel deres forældre driver, og der er masser af hemmeligheder og intriger.
Har foreløbigt kun set halvdelen af første sæson, men er meget hooked!
Kan varmt anbefale begge serier!

At opfinde baggrundshistorier til lerfigurer:
Min børn kan tit lokke mig med til at male eller lave lerfigurer, men det er ikke altid jeg selv finder det lige inspirerende.
Det her projekt, hvor vi er ved at beklæde en æske med små figurer har vi dog allesammen siddet og hulkegrinet over:
image
Ikke så meget på grund af figurernes udseende, men fordi vi opfandt navne og interesser for dem alle, og det blev ganske absurd: Børge blåbær holder således meget af øl og countrymusik, men er så genert at han aldrig taler; Ella appelsin starter hver dag med at drikke sin egen tis, fordi hun har hørt det er sundt, og er stor fan af den nordkoreanske diktator Kim Jung Un; turbo og weekend er kirsebær og tvillinger: turbo elsker at hækle tøj til små hunde, er en talentfuld riverdancer, og har en mild hjerneskade, mens Weekend hader Turbo mere end noget andet i verden, samler på knive og går med kilt…

Hm, ja – måske skulle man have været der selv, beklager hvis det ikke lyder sjovt på skrift – det var seriøst sjovt i går!

28/07/15

Gæsteblogger – Christina Melchiors fra “candthecity”

Dagens gæsteblogger er vidunderlige Christina, der har denne fine, velskrevne, ærlige og morsomme blog, hvor hun skriver levende om alt, fra stresssymptomer, til dating, mode, rejser og liv.
Jeg har desværre aldrig mødt damen i virkeligheden, men jeg tror hun er en fest – og jeg er dybt imponeret, og en tand misundelig, over hvor god stil hun har!

Jeg har egentlig altid troet at min egen tyndskid-i-hvid-kjole-historie (der kan læses Her) var svær at overgå – men Christina overgår den elegant, med denne fortælling, om en ferie til Tunesien.
Enjoy!

Hudløs i Hammamet.

Tidligere i mit liv delte jeg ferieplaner med en mand, der var afbudsrejsetypen, hvilket ikke harmonerede supergodt med mig, der eeeeeelsker at gå og glæde mig til det sted, hvor jeg skal hen, i månedsvis og har det bedst, hvis jeg har en flybillet i skuffen.
Så når jeg begyndte at rykke for noget feriebestilling, blev der altid messet:
”Der kommer jo altid et skidegodt tilbud i sidste øjeblik”.

Han vandt – og jeg fik ret.

Det dér tilbud kommer ikke altid. Slet ikke den sommer, hvor vi havde besluttet, (Læs: Jeg var blevet afpresset til), at den stod på charter med hans to børn.
Da vi nåede onsdag og efter planen skulle afsted lørdag, var der stadig ikke bestilt noget og barnefaderen mente ikke, at Sunny Beach var nogen velegnet destination, trods alt.

Derfor stod valget mellem Tunesien på et 4-stjernet hotel og Santorini på et 2+-stjernet hotel, hvor jeg holdt benhårdt på Santorini, fordi jeg kendte rejseselskabet, kvaliteten plejede at være i top og jeg ikke var super begejstret for det der Tunesien, da det var lige efter Muhammed-krisen.
Barnefaderen holdt benhårdt på Tunesien, fordi det var jo qua sine 4 stjerner var meeeeeeeget bedre og der var pool. Og alle ved jo, hvor vigtig en pool er, når hotellet ligger på stranden…

Han vandt. Og jeg fik ret.
Allerede i flyet begyndte det første cirkus, da vi skulle udfylde visum-ansøgning og Barnefaderen udbrød:
”Hvorfor helvede skriver du, at du er advokat fra Norge?!”, hvilket naturligvis fik børn (Og passagerne på de nærmeste fem rækker, front og bag) til at vågne af deres komalignende søvn og påbegynde et mytteri.

Forklaringen var og er, at jeg er journalist. Fra Danmark.
Lige efter det lille incident med nogle tegninger i en avis og hovedparten af den arabiske verden havde brændt danske flag af og ikke rigtig var fan af danske medier. Eller danskere generelt.
Man ved jo aldrig, hvad man ender i på sådan en tur, og fik vi brug for at skulle i kontakt med myndigheder, så synes jeg egentlig at det var bedst, at jeg, helt stille og roligt, lige havde en anden profession på den tur.
Så var fanden løs på række 15.
Børn ville af. Og hjem. Og ikke med. Og i det hele taget var det røvtarveligt af os, at slæbe dem på ferie i et land, hvor de både ville blive slået ihjel og solgt som slaver.

Efter en virkelig lang diskussion med dem (og stewardesserne!!), blev de bestukket med nye visumansøgninger, licens til at være nordmænd i en uge og garanti om, at intet farligt ville ske.
12 meget lange timer senere var der ankomst på hotellet, hvor vi blev udstyret med et værelse, der var et kosteskab, i en baggård, ud til containerne og ved at brase sammen og hvor nogen fik vist hvislet noget om 4-stjerner og min bare røv…

Derfra og med nye værelser gik det faktisk fint.
Kun skæmmet af petitesser som, at ingen kunne gå alene nogen steder overhovedet udenfor hotellet, alle drikkevarer skulle købes på matriklen (25 cl. vand til 50 kr. i 40 graders varme) og et uventet kultursammenstød med en ny type turister: Russerne.

De brillierede hver morgen ved, helt stille og roligt, at tømme buffeten for ALT, der indeholdt sukker, kulhydrat og frisk frugt ved simpelthen bare at tage fadene og stille dem på eget bord. Helt konsekvent.
Bevares, jeg kan da også omsætte en hel del smørbagte croissanter, men ligefrem at score hele fadet, det gør jeg dog ikke.
Russerne var iskolde, de skrabede alt det sjove til sig, tuneserne turde ikke fylde op og vi andre prøvede at ignorere, at maden, det kedelige brød, der var til overs, skulle indtages sammen med synet – og lyden af – vores nye rejsekammerater, der harkede store snotklatter ud på gulvet, fes og ræbede højlydt og askede direkte ned i fadene med de resterene kager, croissanter og pandekager. Velbekomme.

Forsøgte at råde bod på miseren ved at fylde børn med Nutella-pandekager ad libitum ved alle gadeboder og besøg på fancy pancy 5-stjernet restaurant i meget laber 1001-nat gårdhave.
Det skulle jeg så nok ikke have gjort.
Ved fanme ikke om de andre havde asfalteret deres tarmsystem hjemmefra, men blev, som den eneste og mest forsigtige, i selskabet syg. Som i syg, syg, syg.

Nu har jeg ikke født, men jeg er sikker på, at det er sådan det føles, når nogen hakker et ve-stimulerende drop i armen på en.
Jeg sked. Og sked. Og sked. Og sked.
På kaskade-måden, hvor man bare balancerer på strålen og forsøger, at ramme håndvasken, mens man brækker sig. Samtidig.
I et interval, hvor det overhovedet ikke kan betale sig, at forsøge at nå tilbage til soveværelset, men bare må henlægge residensen til at ligge på verdens klammeste bademåtte med et håndklæde over sig.

Jeg tog det ikke pænt.
Og det gjorde jeg ikke i de resterende fem dage, hvor jeg lå indespærret på hotelværelse med en enkelt tuneser-kanal til underholdning, mens de andre var på familieferie og morede sig gevaldigt.
Det tog jeg slet ikke pænt.
For det var naturligvis min kærestes skyld, at jeg var blevet syg. Det var aldrig sket, hvis vi havde været på Santorini, som jeg havde foreslået. Og så skulle han s-a-t-e-m-e ikke rende rundt og more sig, når jeg var syyyyyyyyyyg.
Charmerende. Jeg ved det.

Heldigvis skulle vi hjem, men de drugs, der skulle holde sagerne indenbords, så jeg kunne sparkes ombord på et fly, virkede ikke en skid (!)
Ret problematisk, når man skal høvles ud på 5 timers bustur midt om natten, hvor intet har åbent.

Så sad jeg der, i vejkanten, og sked.
Og sked. Og sked. Og sked.
Og ørlede lidt.
For øjnene af 100 andre chartergæster, der var ret trætte af, at vi skulle holde ind hele tiden.

Det eneste, jeg husker fra den hjemtur, udover skideriet, er, at jeg var svært begejstret over, at jeg havde haft åndsnærværelse nok til at gøre mig selv til tyv og stjæle en toiletrulle med fra hotellet. Ellers havde det virkelig set skidt ud, der i vejkanten.
Og at når der skal laves en film om mit liv, skal den hedde Hudløs i Hammamet.

Se selv. Danmark i regnvejr er slet ikke så slemt
God ferie!

27/07/15

Om at være mor til reinkarnationen af Genghis Khan

Vi tilbragte en overskyet dag i Djurs sommerland forleden – Ninjaman og de tre store jublede rundt og stod i lange køer til vilde ting, mens jeg dirigerede den fem årige ind i køer til knapt så vilde ting, og forsøgte selv ikke at få klaustrofobi over alle de mennesker.

Dagens mest skræmmende replik stod selvsamme fem årige for, da hun begejstret løb hen til denne katapult i pirat-land, mens hun råbte:” Sådan en kender jeg!! Det er sådan en man bruger  til at kaste babyer ind i den næste by!”

image

Jeg var en lille smule lamslået over hvor fra hun havde brugen af babyer som våben, men da jeg spurgte ind til det, fik jeg bare en ond latter og svaret:”haha, jeg tænkte bare det ville være sjovt”

23/07/15

Gæsteblogger: Mie, fra nomdemie

Mies blog, nomdemie, har jeg fulgt lige siden den startede.
Jeg elsker hendes små sarkastiske lego-kommentarer, og kan fnise højt af hendes snørklede metaforer, varierede sprog og selvironiske skrivestil.
Læs hendes blog!

Gæsteblogger: nomdemie.

Den sidste rygsækrejse og det, der fulgte

Da jeg blev gravid med vores første barn, gik der lige præcis to uger, før min kæreste og jeg også havde vores første familieskænderi. Han mente, at den bedste måde at forberede det kommende forældreskab på, var at lægge så mange penge som muligt til side. Jeg mente, at den bedste måde at forberede det kommende forældreskab på, var at fyre hele vores opsparing af på en sidste omgang backpacking.

Jeg vandt.

Så den sommer så vi Mexico på tre uger. Jeg var småbitter over hverken at kunne ryge billige cigaretter eller høvle margaritas og døjede lidt med træthed og varmen, men ud over det var det en god tur. Vi tullede rundt i Mexico City, gik på museer og cafeer og så Frida Kahlos hus. Rejste rundt på Yucatan-halvøen, boede i en gammel pirat-by, badede i det Caribiske Hav, så Maya-ruiner, besøgte et fuglereservat og købte en flamingo i træ til at hænge op i det kommende børnehjørne i vores lillebitte 2-værelses. Fløj til vestkysten, gik på marked i Guadalajara og badede i Stillehavet. Og fordi jeg insisterede, tog vi helt op nordpå, stod umenneskeligt tidligt op og ventede i timevis på en togstation ude midt i ingenting to dage i træk for at få pladser på den berømte Copper Canyon Railway; og jeg sov selvfølgelig som en gravid sten, da vi endelig nåede til solnedgang og dermed højdepunktet på den 12 timer lange togtur. Vi tog tilbage til Mexico City, så pyramiderne i Teotihuacán – det lykkedes mig at skænde kulturarven på passende vis, da jeg morgenbrækkede mig lige foran indgangen – og gik tur i den zoologiske have. Og så rejste vi hjem til nakkefoldsskanning i sikker forvisning om, at vi naturligvis var den slags forældre, der ville bruge de næste mange ferier på at backpacke langs Mekong-floden eller proppe vores kommende børn i et folkevognsrugbrød og køre tværs gennem Centralasien.

Åh, jeg må le… For der var selvfølgelig to ting, vi havde glemt at regne med:

1) Penge. Vi endte med at få tre børn på fire år, på SU og med skiftende bopæl undervejs. Så selvom det teknisk set ville have været muligt for os at spare op til en ferie i Asien, så er selv jeg blevet så fornuftig, at jeg hellere vil bruge mine spareskillinger på en udbetaling end på en rejse, der i bedste fald ville blive en udholdenhedskonkurrence og i værste fald et mareridt. Hvilket bringer mig videre til:

2) Børn. Min 6-årige søn, der dengang var med i maven i Mexico, har alle dage været et medgørligt barn, men mine tvillingepiger på 3 har ikke deres brors rolige gemyt. Faktisk indretter vi al transport efter den såkaldte tvillinge-konstant på en halv time, da det er det maksimale tidsrum, de kan sidde stille i bilsæde/klapvogn; alt derudover kræver enten iPads eller bedøvelsespile. Så to døgn i en flodbåd på Mekong ligger ikke lige for.

Som de fleste andre småbørnsfamilier, har vi indtil videre holdt nogle stille og rolige sommerferier, og det mest eksotiske sted, vi har været, siden vi blev forældre, er en ferielejlighed i Norditalien. I år har vi lejet et sommerhus. I en uge. På Sjælland. (Kan I mærke vildskaben ulme?)

Og det er sgu helt fint. Jeg drømmer stadig om fjerne vidder og friheden i en flybillet, en rygsæk og ingen faste planer, jeg har stadig udlængsel og rejsetrang. Men det skal jo nok komme en dag, siger jeg til mig selv, mens jeg tjekker priser på Den Transsibiriske Jernbane og memorerer spanske høflighedsfraser. Vi har snakket om at tage på interrail, når børnene er blevet lidt større, og indtil da er jeg egentlig okay med at sidde i et sommerhus ved Isefjord og spille Matador og lege vandkamp. I det mindste kan jeg drikke alle de margaritas, jeg vil, når børnene er puttet.
image5
“Vaya con dios, min gode mand! Dónde está nærmeste Taco Bell?”

21/07/15

Om sommerhus, bynavne og samtaler

En lille feriehilsen fra det kolde jyske kan jeg lige snige ind, trods løfter til mine familie om blogfri ferie – men hey: jeg har faktisk ferie i to uger endnu, og får altså blogstinenser!

Vi låner sommerhus på Helgenæs hvert år, men i år har manglen på sommer bevirket at vores økonomi blev kraftigt udfordret, for tiden går så langsomt når man sidder og småfryser indendøre, så vi har spenderet flere penge på både biografture,  restaurantbesøg, og nye spil i stedet, end vanligt.

Resten af tiden har vi opsøgt gratis aktiviteter,  og har været til noget så eksotisk (for os byboere) som Helgenæs fest – komplet med havetraktortræk, kokassebingo og svinevæddeløb – deltaget i arkæologisk udgravning af jernalderlandsby i Mols bjerge; hængt ud i Rønde by night; og fisket en hulens mængde krabber, da den gode krabbebro nede ved Brugsen viste sig at være det eneste sted med læ på hele Mols.

image

“Jeg tror godt jeg ved hvad vandmænd er lavet af” oplyste den 8 årige vigtigt, mens hun inspicerede et nyfanget eksemplar “det er 99 % vand, og 1 % mand”.

Muligvis havde hun mere ret i den påstand, end hendes begejstrede søster havde da hun konstaterede: “se!! Det der hus har bakspejle!  Jeg tror det er fordi det kan flyttes!”

image

Vanen tro har jeg fotograferet byskilte,  og fneset barnligt over dem, mens mine børn og mand tog sig opgivende til hovedet.

image

Røved – byen der lugter, præcis som man forestiller sig.

image

Basballe – har et ekstra stort forbrug af kål.

Vi vender snuden mod storbyen igen om nogle dage, når vi har fyldt hovederne helt op, med lagre af pæne udsigter, bølgelyde og stilhed.
Der skal være lidt sommerminder at tærre på hele vinteren jo…

Er spændt på om jeg – ligesom sidste år – igen har et barn, der eksalteret udbryder:” nej se mor! De planter kul!” nåt vi kører forbi afbrændte marker.
Den bemærkning fnes jeg over hele sidste vinter.

20/07/15

Gæsteblogger: Cecilie fra sneglcille

Smukke, søde, seje og sjove Cecilie – som jeg endda har været så heldig at møde flere gange i virkeligheden – har bloggen “sneglcille”,  hvor hun skriver forrygende morsomt, ærligt og klogt,om sit liv.
Man kan ikke undgå at falde, både for Cecilie og hendes måde at skrive på, og hendes blog får en stor anbefaling her fra!

Gæsteblogger sneglcille:
“Hvad laver man når man har sommerferie?” Spurgte jeg nysgerrigt og ideforladt min søn og papsøn henover en portion boller i karry, aftenen inden den sommerferie vi havde meldt til henholdvis fritidshjem og børnehave, den ferie som vi indtil få dage inden havde glemt, allerede var lige om hjørnet.
Undskyldningen på denne i nogles optik pinlige forglemmelse lyder, at jeg er på barsel med vores knap tre måneder gamle datter og derfor er en smule udfordret hjernekapacitetsmæssigt, og sjældent har styr på hverken ugedage eller datoer.
Jeg mindes at den evne genvindes, sammen med alkoholtolerance og normale sociale færdigheder (skal virkelig snart holde kæft om fødsler og tigerspring).
Min kæreste er selvstændig og er derfor heller ikke den allermest stærke i ugenumre og den slags.
Gudskelov at han i det mindste skriver ting ned, ellers ville vi virkelig være på spanden!

Otto, der er min snart 6 år gamle søn svarede til mit spørgsmål, at det vidste han altså ikke, for han havde faktisk aldrig haft sommerferie. Leo, min 4 årige papsøn nikkede med, han vidste heller ikke hvad det gik ud på.

Jeg forsikrede dem om, at det havde de altså haft, flere gange, og forsøgte at minde dem om tidligere sommerferieoplevelser vi har haft sammen, med nogenlunde held.

‘Nåh ja, Måske vi bare skal spise en masse is og spille fodbold i gården?’ Foreslog den ældste efter lidt tid. Hvilket jeg (overrasket og lettet) og resten af bordet vedtog. Så meget for at forsøge at piske en stemning op.

Samtalen fik mig til at tænke over mine egne sommerferieminder fra barndommen og sjovt nok er det lige præcis stunder som vandkamp i min mormors have, min mors kartoffelsalat, overload af frys-selv is (og dertilhørende sår i mundvigen), lyse aftener og duften af varm asfalt, der står klarest i min erindring, kontra de sikkert alletiders udflugter og aktiviteter min mor har sørget for at vi børn også fik når ferien stod på.

Så selvom jeg måske havde forestillet mig at vi skulle alverdens ting de næste 4 uger, skruer jeg lige mine forventninger ned til børnenes niveau. Afslapning, langsomme dage, boldspil og selvfølgelig is. Hver dag. 
Det gider jeg og mit barselsramte sind (og krop, Damn you kanelsnegle) godt

17/07/15

Gæsteblogger: Stine, fra østfronten

Dagens gæsteblogger er søde Stine, der har bloggen østfronten,  hvor hun beskriver sin hverdag, med mand, 3 årig datter og baby på vej, på en fin og poetisk måde.
Jeg synes Stines blog er noget så hyggelig, og kan godt lide at læse med!

Gæsteblogger Stine, Østfronten
“Det er både lidt ærefrygtindgydende og flatterende at blive spurgt om at gæsteblogge – specielt når man bliver spurgt af en som Kim, der var en af mine egne inspirationskilder, dengang jeg startede Østfronten.

Der var frit valg på emnehylden, hvilket gjorde det endnu mere svært – for hvor starter man så? Jeg har kigget i mit bagkatalog, overvejet at skrive om ferier med børn, at være mommy-blogger… I sidste ende blev jeg ved at vende tilbage til det, der er en del af mig 24 timer i døgnet.

Noget af det, der fylder allermest i mit liv i øjeblikket er ikke hvorvidt sommeren er kommet for at blive, hvem der vinder Tour’en (eller… det gør jeg nu aldrig) eller noget som helst andet, der har med resten af verden og samfundet at gøre. Mine tanker kredser derimod den baby, der lige ved og næsten er færdigbagt og klar til at komme ud og for alvor blive en del af vores familie. Om den fødsel, der er nært forestående, og som jeg ser frem til og håber på bliver en ligeså fantastisk oplevelse som første gang. 

Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at blive mor for anden gang. Både til at kunne indsnuse duften er ny baby igen, ae det dunbløde hoved og være vidne til den magi, det er at opleve et lille nyt menneske åbne sig mod verden i småbitte og samtidig gigantiske bevidsthedstrin.

Men for pokker hvor jeg også glæder mig til at blive nybagt mor med en masse erfaringer i bagagen. En fuldstændig fast viden om, at ALTING med børn er en fase. Og ikke mindst en hel del mere mor-selvtillid end jeg havde med Bean. 
image

Det har taget mig blod, sved, tårer og søvnunderskud nok til et helt liv at nå dertil, hvor jeg stoler mere på mig selv end på Google, min sundhedsplejerske eller andre menneskers mere eller mindre velmente råd. I al fald, når det handler om mit barn. 

Det dér moderskabs-halløj handler nemlig (i al fald for mig) meget mere om, hvad der giver mening i mit og vores liv end hvad der nødvendigvis er samfundsnormen. Jeg er eksempelvis en af de et-sted-mellem-1-og-2-procent af danske kvinder, der går målrettet efter en hjemmefødsel. Bean sover også i smørhullet mellem Jonas og mig, og planen er at samsove lige præcis så længe, som det fungerer for os alle. Så taler vi ikke om, hvordan logistikken omkring et spædbarn, natamning og en 3-årig, der allerhelst vil putte helt tæt på mig, kommer til at fungere… Lidt spænding skal der være i tilværelsen.”

14/07/15

Gæsteblogger: camillate

Dagens gæsteblogger er Camilla, fra bloggen camillate.
Camillas blog er relativt ny, og hun skriver ærligt, og ofte rigtigt morsomt, om parforholdets ups and downs,  og livet med småbørn.
Her beskriver hun ferieliv, når det er værst:

Gæsteblogger Camillate
Sommer i Danmark! En kort fornøjelse der skal nydes til hudløshed.

Hos os startede ferien i sidste uge. En ferie jeg har glædet mig gevaldigt til, siden sommerferien begyndte sidste år.

Jeg har af en eller anden grund altid tårnhøje forventninger til ferie i vores familie.
Derfor var det en rigtig lortesommer sidste år.
Jeg var på det tidspunkt gravid og blev sygemeldt med en slem omgang bækkenløsning, som jeg stadig mærker til i ny og næ.
Bertil som dengang var 2 år, brækkede sit ben. 
Jeg fik øjenbetændelse på begge øjne og så rundede vi sommeren af med en omgang parterapi. DE-LI-KAT!

I år er noget helt andet. Nu har vi hele 2 lækre drenge og ingen brækkede lemmer. Ferie i 3 uger, intet kan gå galt. 

F-E-R-I-E! Jeg stod op og var nærmest lykkelig.
Fuck det, at natten havde budt på kun 4 timers søvn.
Fuck det, at der ikke var mere kaffe i huset og bilen var løbet tør for benzin.

Jeg tjekkede min mail. En lille sommerhilsen fra min søde bankrådgiver…. Han ville bare minde mig om et gedigent minus på kontoen, som gerne skulle inddækkes hurtigst muligt. Super! Som en barslende sygeplejerske uden job i sigte, kan det være lidt af en trussel, sådan en sommerhilsen.
 Da manden kom hjem fra job susede jeg afsted i Bilka, for at finde en smart “Jeg har født to børn og sommeren kom bag på mig og jeg har spist for meget kage i min barsel” bikini.
Sådan en bikini findes ikke.
Der var kun Skinny-As-Fuck bikinier og Jeg-Er-60-Og-Har-Født-Alt-For-Mange-Børn-Og-Går-Nu-Til-Synkronsvømning-Med-Seniorklubben badedragter. 
Jeg snuppede mig en smart badedragt og kørte igen. Bikinikroppen bliver klar næste år……
 I et lyskryds holdt jeg ved siden af en stor BMW. Derinde bag rettet sad en flot fyr. Han kiggede ned på mig.
Jeg blev lidt forlegen og skyndte jeg at stirre lige frem.
Pludselig blev det grønt og i et splitsekund blev jeg i tvivl om det havde været grønt længe, så jeg pressede speederen i bund.
Det resulterede i en vældig masse hjulspind henover krydset og en flot fyr i sin BMW der nærmest hånligt overhalede mig.
Der sad jeg så, med fedtede H&M solbriller og min bilkabadedragt, i en bil proppet op med autostole, skamfulde rester fra Mc D og en masse andet skrammel. God damned småborgerlige Skoda liv! 

Lørdag blev dagen hvor vi skulle afsted til Bønnerup Strand i et sommerhus i en hel uge. AFSLAPNING! Bare ikke fra morgenstunden. Når familien Bjerre skal på tur, træder jeg ind i en anden rolle. Nogen ville kalde den Diktator-Koordinator. Jeg vælger at kalde det Den Strukturede Mor.
Efter et par timer med total pakkekaos, skrigunger og en mand der efterhånden havde mistet sin overbærenhed, sad vi 4 mand i skodaen, uden udsyn ud af nogen af ruderne. Et fiskenet og benene fra en højstol gjorde, at jeg måtte sidde foroverbøjet det meste af turen.

Der var dårlig stemning i bilen, det kan jeg ligeså godt være ærlig at sige. Jeg forsøgte flere gange at vende stemningen med platte kommentarer, men de kom ud på en halv aggressiv kikset måde, hvilket i given situation var som at hælde benzin på bålet.
I stedet nød vi stilheden i en times tid. 

Endelig fremme! Der blev pakket ud, børnene legede i græsset og vi satte os i havemøblerne med en kold øl.
Jeg fik sagt pænt undskyld for den diktatoriske morgenstund, som ikke havde ret meget guld i mund.
Børnene kom tidligt iseng, og vi delte en flaske rødvin og nogle røverhistorier på terrassen den aften. 

Dagen efter pådrog jeg mig en SLEM forbrænding på min ryg. Faktor 10 og blondine er en dårlig kombination. Faktor 10 er det samme som almindelig bodylotion for sådan en som mig. Jeg kunne hverken ligge eller sidde. Efter aftensmad begyndte en slem kvalme at gøre sit indtog. Manden googlede og læste, at kvalme kunne skyldes slem solskoldning. Kvalmen tog til og til sidst måtte jeg løbe på toilettet. Manden joinede mig sidst på aftenen.

I pendulfart hele natten, skiftedes vi til at besøge toilettet. Ingen af os fik sovet. Lyden af hinandens toiletbesøg blev som at sidde på den grønne mil og vente på, at man var den næste til en tur i den elektriske stol. De lyde glemmer jeg aldrig. Vi var mega dårlige. Koldsved, opkast og diarré sugede al livsglæde ud af mig. Mandagen gik med ipad, toiletbesøg og ren og skær overlevelse. Vi måtte slå sten-saks-papir når børnene gav udtryk for sult. Jeg tabte og skulle made Alfred med makrelmadder. Aldrig har jeg kastet op i min mund så mange gange. Tirsdag var vi stadig mærket af søndagens begivenheder. Onsdag ligeså. Torsdag turde vi spise igen. Det fejrede vi med en tur i Kattegat Centret sammen med resten af Danmark. Vi var der i en time. Vi kunne hverken komme frem eller tilbage, ud eller ind. KAOS! Herefter besluttede vi os for at tage hjem. Hjem til Aarhus. Slut med sommerhus. I skrivende stund laver vi planer for resten af ferien, som gerne skulle gå FULDSTÆNDIG gnidningsfrit.

Mine forventninger til de sidste 2 uger er skruet ned til et realistisk niveau og jeg må bare erkende, at sommerferie i en småbørnsfamilie er noget andet end BC (before children). Det er helt okay, jeg ønsker ikke at være noget andet sted end lige her, sammen med mine 3 drenge. Du danske sommer… !
image

//CamillaTe
 

13/07/15

Vind en megafed squareit sækkestol, fra SACKit

Vi har været fans af SACKit siden vi for et års tid siden købte deres  RETROit sækkestol til stuen.
Simpelthen det møbel der er flest slåskampe om, når vi ser tv sammen – for man sidder fantastisk godt i den!

Nu har SACKit lanceret en ny type sækkestol: SQUAREit cobana; som er en firkantet model, der både er god at ligge på og sidde i – og den er mindst lige så populær her hjemme!

Vi har testet en fin grøn de sidste par uger, og selv om det egentlig var meningen at den skulle stå fast på den 8 åriges værelse, har den været med rundt i hele huset, og bliver brugt konstant.

image

Jeg sidder i den når jeg putter børn om aftenen – hvilket på alle måder er en opgradering fra før, hvor jeg halvlå på en gammel børnesækkestol: nu sidder jeg så godt, at Ninjaman må sende mig sms’er, for at få mig til at forlade min bløde rede, efter børnene er faldet i søvn…

Børnene ligger i en bunke på den og ser tv, og den 8 årige læsehest kan findes, med bog i hånd, på den i alle rum af huset.

Sækkestolen kan også bruges udendørs, da den er slidstærk, vandafvisende og lysægte, og derfor har den også rejst rundt på både altan og i haven.

Min favoritbeskæftigelse, her da dagene var varme, har været at ligge på den, med kaffe inden for rækkevidde, og se på ungerne der badede i soppebassin.

image

På alle måder et møbel der er pengene værd, og vil kunne holde i årevis!

Stolen måler 100×130 cm, kommer i tre flotte farver, og koster 1899 kroner i denne model – men laves også i børnestørrelse, til 1099 kroner, og i flere farver.

En heldig læser kan vinde en stor SQUAREit cobana i valgfri farve!
Gå ind på hjemmesiden, find link til den farve du ønsker; og skriv en kommentar nedenfor med link og en lille sommerhilsen, så trækkes der en vinder d. 5-8.



Sponsoreret og affiliate – men egen mening og ægte begejstring!

10/07/15

Gæsteblogger: Cana, fra Mortilto

Dagens gæsteblogger, er fantastiske Cana Buttenschøn, der har bloggen Mor til to, hvor hun skriver om sit liv, med mand og to skønne sønner.
Jeg er kæmpestor fan af Canas måde at skrive på, med humor og ærlighed, og kan varmt anbefale at i kigger forbi hendes blog!

Når leverpostejsmadder, alt for tidlige morgener, ulvetimer og halvfærdige bade, hvor jeg hverken når at barbere ben eller vaske hår, vokser mig over hovedet, plejer jeg at trumfe en ferie igennem.
Heldigvis er min drøm af en mand typisk ret let at overtale til den slags og vi har derfor ferieret den en hel del, siden vi er blevet beriget med vores to lømmelbanditter af nogle vidunderdrenge.

Oftest har vi taget den budgetvenlige version, hvor vi har lånt nogle venners lejligheder rundt omkring i landet (som jeg elsker!), men en enkelt gang er det sket, at vi har været på vaskeægte charter. Familien hakkebøfs vidstnok foretrukne ferieform.

Ferien hvor man tilbringer hele dagen ved poolen, med en drink i den ene hånd og sin mand i den anden. Ferien hvor solen altid skinner og børnene spiser is, er glade og leger indtil de dratter om af naturlig træthed om aftenen. Ferien hvor man kan slappe hundrede procent af.

Sagde ingen nogensinde. For gu’ kan man ej slappe af. I hvert fald ikke når man residerer i min krop.

Børnene vågner stadig klokken 4.30 om morgenen. Forskellen her er bare, at all-inklusive-restauranten først åbner tre timer senere. For vi skal jo slappe af og sove længe. Eller altså, nogle af os skal tilsyneladende underholde dødogpinesultne børn, som på ingen måder lader sig spise af med hverken vand eller den spanske version af Sesam Strasse, som det hedder der hvor jeg kommer fra.

Ved poolen bliver drinken hurtigt droppet til fordel for fire timer i børnebassinet og en rød plamage, som ville gøre selv den mest perfekt tilberedte hummer misundelig, lige der hvor man med hånden – den som egentlig skulle have flirtet med manden – ikke kunne nå.  Den anden hånd – den som var tiltænkt både drink og kriminalroman – bliver brugt til skiftevis at hente bortfarende badebold og plaske vand. I eget ansigt, naturligvis. Ellers er det jo ikke sjovt.

De dage hvor solen på mystisk vis er blevet genert og holder sig godt på afstand bag regnfyldte skyer, er det til gengæld enormt dejligt at befinde sig på et sted, som ingenlunde indbyder til andre indendørs aktiviteter end druk og lir, som jeg i mange henseender er svært forfalden til.
Det er bare som om det ikke helt er det samme, når jeg har mine børn med.
Som jeg selvsagt, siden de kom til verden, altid har.
Det er faktisk slet, slet ikke det samme.
Næh, 36 m2 hotellejlighed og en souvenirbiks er hvad regnvejret kan byde på. Uden drinks. Og absolut uden lir. Til gengæld med børn, som ingenlunde forstår, hvorfor mor ikke gider sidde med mascara langt ned ad kinderne ved børnepoolen. Igen.

Behøver jeg sige, at jeg på mange måder er glad for at vi denne sommer – og forhåbentligt de mange kommende – holder os i udtrakt arm fra charter? Altså, med mindre nogen kan fortælle mig, hvordan man rent faktisk kan få lov til at slappe af med den der drink og den der mand, imens børnene leger både sikkert og englesødt i poolen. For så vil jeg måske alligevel godt. Måske.