12/5/19

Om voksne børn

Min ældste pige fyldte 18 i forgårs. Sådan teknisk set voksen, med voksne meninger og holdninger og ønske om at finde en lejlighed med sin kæreste…og så alligevel: stadig mit lille pus.

Det er meget underligt det der med at have kendt et menneske så godt, helt fra foster til voksen. Jeg kan indimellem blive helt forundret over de glimt af hendes yngre versioner jeg ser i hende.

Det føles ikke som vildt længe siden at hun var en storsnakkende 4 årig eller en velduftende baby. Hendes far og jeg har jo fx slet ikke ændret os i løbet af den tid, så føles ret vildt at hun har!

Det tænkte jeg helt ind til jeg skulle finde nogle fotos til en tale jeg ville holde, og fandt dette af hendes far med hende. Han ser jo ud som om han er 12 år! 

Nå, men om aftenen på hendes fødselsdag sad vi allesammen i sofaen og guffede chips, og lillesøstrene skiftedes til at fortælle historier om hende, fra da de var små. Alt muligt, både om hvordan de to ældste narrede de små til dårlige roller i lege, og minder og anekdoter fra lege, skænderier og oplevelser de havde haft sammen.

Det var utroligt hyggeligt og kærligt, og jeg blev både blankøjet af rørelse over deres søsterkærlighed og overrasket over hvor meget internt sådan en søsterflok har med hinanden, som jeg slet ikke kendte til.

Det sluttede med en snak om hvor mærkeligt det var at man glemte så meget igen – hvor mange af historierne ikke alle involverede kunne huske. Det fik en af dem til at udbryde tørt:” ja, nogle gange glemmer man noget man gerne ville huske – og så er der ting man virkeligt gerne ville glemme, som man altid kan huske…”

Bekymret over om hun mente tunge ting hun gerne ville glemme – sygdom, dødsfald og den slags – spurgte jeg ind til det og fik følgende svar:” vil du virkeligt gerne vide det, mor? Nå, men jeg glemmer aldrig der hvor jeg kom ud på badeværelset mens du var i bad, og lige da jeg kom ind bøjede du dig så langt ned efter en shampoo at jeg kunne se dit røvhul. Det gad jeg seriøst godt glemme igen!”

 

11/27/19

Boganmeldelse: “Gileads døtre” af Margaret Atwood

Bog er anmeldereksemplar, men indlæg er hverken betalt eller uærligt

Da jeg var ca ti år, havde jeg læst alt der var værd at læse på børnebiblioteket og sneg mig ind på voksenafdelingen. Her var en af de allerførste bøger jeg faldt over Margaret Atwoods “en tjenerindes fortælling”.  Mindblowing! Jeg blev fuldstændigt opslugt af hendes krybende uhyggelige og realistiske fremtidsdystopi, og det er en af de bøger jeg har genlæst allerflest gange gennem årene.

HBO lavede en fremragende serie baseret på bogen for et par år siden, hvor første sæson var ret tæt på historien i bogen, men de følgende sæsoner digtede videre.

Margaret Atwood har været tæt inde over tv-serien ved eksempelvis at fortælle dem hvem de ikke måtte dræbe, for tanken om selv at skrive en fortsættelse er noget hun er blevet opfordret til i mange år.

Og nu er den her endelig, fortsættelsen. Den var værd at vente 34 år på!

”Gileads døtre” foregår 15 år efter handlingen i den første bog – hvilket er et smart greb, der efterlader plads til at der kan ske lidt af hvert i serien uden at ødelægge historieforløbet.

Bogen har tre fortællere, hvis historier gennem bogen knyttes sammen til en:

– Agnes, en helt ung pige der er født og opvokset i Gilead, som datter af en magtfuld kommandant. Regimet hvor kvinder, børn og mænd i betydningsløse stillinger er brikker som eliten kan gøre hvad de vil med er hendes hverdag, men gradvist begynder det at gå op for hende hvor mange uhyrligheder der foregår.

– Daisy lever uden for Gilead, i Canada. I skolen har de lært om Gilead, og hun er forarget og nysgerrig. Da hendes forældre dør i et attentat involveres hun i en bevægelse der skal infiltrere Gilead, og finder ud af at hun ikke er hvem hun troede hun var,

– Tante Lydia er kendt fra den første bog og serien som den strenge og straffende “tante” hvis job det er at udføre Gileadsystemets regler, og sørge for at avlskvinderne – tjenerinderne – føder børn til de magtfulde uden at gøre oprør. I denne bog kommer man bag hendes facade, og hendes grunde til at gøre som hun har gjort afdækkes.

Hendes fortælling er klart det bedste ved bogen, og for min skyld kunne der sagtens have været 100 sider mere med hendes stemme! Det er interessant hvad der skal til for at gøre mennesker “onde”, og hvor langt vi er parat til at få for at beskytte os selv.

Atwood skriver det troværdigt og rørende, og formår som ingen anden at beskrive bevæggrunde så realistiske at man virkeligt tror på det.

Det er en fremragende roman, og en vigtig roman. Den griber fat i strømninger som Atwood i flere interviews har sagt hun ser i Trumps USA nu: strammere abortlovgivninger, børn der adskilles fra forældre ved den mexicanske grænse og nedladende sprogbrug omkring kvinder og kvinders rettigheder. Som romanen viser kan det være let at skubbe den slags urimeligheder til side – negligere hvor problematisk det er og vænne sig til det – og pludselig sidder vi et låst samfund, hvor rettigheder ikke er for alle.

Det er det der gør hele tanken om Gilead så uhyggelig: den virker ikke urealistisk, når man skriver den så nøgternt og godt som Atwood gør.

Titel: Gileads døtre (adlink)
Forfatter: Margaret Atwood

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Sideantal: 432

Min vurdering: 4/5 stjerner

11/21/19

Om at være et sengeliggende bogegern

De sidste mange år har jeg kun kunnet få i bløde gummisko, grundet slidgigt i min ene fod. Det er sandsynligvis opstået, fordi mit ene ben er lidt kortere end det andet, og jeg har gået yderligt på foden for at kompensere.

For en som mig, der er ganske uinteresseret i sko, har det med skoene ikke været det store tab – tværtimod har der været noget sært tilfredsstillende i endelig at have en lovlig grund til at have sneakers på til fester. Men den stigende smerte i låst fod har været irriterende, og har også forhindret mig i ting jeg gerne ville – fx stå på skøjter og rulleskøjter med mine piger – og jeg endte med at sige ja tak til den operation læger blev ved med at anbefale.

De sidste måneder har jeg derfor lavet egern-finten med at samle forråd til sengeligning. Bare med sange til playliste og bøger, istedet for nødder.

Alle de bøger jeg har glædet mig mest til at læse eller genlæse er omhyggeligt blevet gemt, så da jeg i dagene op til gårsdagens operation havde lyst til at aflyse det hele, var det først og fremmest tanken om den ventende bogstak der gjorde at jeg holdt fast. Og den gode playliste jeg ville lytte til mens de snittede i mig trak også noget.

Den gik fint, operationen. Mærkelig fornemmelse at have et ben der var helt slasket og følelsesløs i et halvt døgns tid, men alt i alt gik det nemmere og mindre ubehageligt end jeg havde troet. Og der var noget rart over måden mine unger vimsede rundt og hentede tegninger, dyner, bøger og snack til mig da jeg kom hjem i går eftermiddag.

Jeg var derfor ved godt mod da jeg gik i seng, og tænkte at jeg nok skulle overleve tre uger i sengen – lige indtil jeg vågnede klokken 04 og de bedøvende indsprøjtninger ikke virkede mere.

Shit altså! Det gjorde altså ondt på linje med børnefødsler, og jeg måtte ligge og hive alle de selvhypnosetricks jeg huskede fra fødsler frem, mens jeg ventede på at morfinen skulle virke. Overvejede kraftigt om det ville hjælpe på smerte, hvis jeg savede ben af, men så virkede morfinen heldigvis og slog mig helt ud igen,

Da jeg vågnede efter morfinrus, var min familie gået i skole og på arbejde, men havde bygget mig en fin rede i stuen med bøger og skåle med snacks. Den har jeg ikke rørt mig fra i dag.

Jeg er for dopet til at kunne læse i egerneforrådet af bøger, men har hørt nogle lidt slatne lydbøger, og døset eller spillet spil på ipad imens.

Nu venter jeg bare på at pigerne kommer fra skole, med underholdning og omsorg. Det der med at runde indlægget af med en pointe magter jeg ikke rigtigt lige nu – men forvent at jeg kommer til at skrive en del boganbefalingsindlæg de næste tre uger. Er der noget andet I gerne vil have indlæg om, eller vide? Så send forslag og spørgsmål – jeg ligger jo bare her.

11/19/19

Vind en valgfri kjole fra Mondo Kaos til alle vinterens fester!

Her en fantastisk konkurrence, hvor en heldig vinder får lov til at vælge lige præcis den festlige kjole vedkommende ønsker fra min favoritshop Mondo Kaos. Bliver November ikke bare en lille smule mindre grå ved tanken om at feste igennem i eksempelvis sådan en smuk blå kjole her, med høje guldsko på?

For god ordens skyld: indlægget er sponsoreret, men min begejstring for Mondo Kaos er årelang og ægte og jeg havde den sjoveste dag hvor jeg legede model i en lånt stak af deres kjoler. Det er min 14 årige datter der har været fotograf og den 13 årige har sat mit hår – så hvis nogen lige mangler folk til et fotoshoot kan de sikkert hyres;) 

Kjolen på dette foto er en blå A-line kjole med lange ærmer og de flotte guldsko er ligeledes lånt hos Mondo Kaos.

Det mest formildende ved denne tid med kulde og mørke, er de mange fester der heldigvis hører med og giver anledning til at dresse sig op. Jeg har altid haft en kæmpestor forkærlighed for fløjl og velour, og selv om nogen måske mener at de materialer kan virke overdrevne til sommerfester (det gør jeg ikke!) så er alle vist enige om at de er spot on til vinterfester – ligesom mine favoritfarver rød, grøn og guld også er nemme at finde festlige vinterkjoler i.

Jeg har seriøst brugt adskillige timer på at se Mondo Kaos hjemmeside igennem og overveje hvilken nytårskjole jeg skulle have. Valget faldt på denne her fine grønne veloursag. Den føles på alle måder som en dansekjole, med et skørt med sving i, tilpas udringet og ikke for tyk i stoffet. Glæder mig allerede!


Den flaskegrønne velourkjole finder du her.

Denne røde fløjlskjole er jeg også helt vild med. Den har sådan et elegant snit; kan dresses ned med en ulden cardigan og op med fine sko; og er dejligt lun. Hvis jeg var på store julegaver med nogen, ville den stå ret højt på ønskesedlen i år – særligt efter jeg så forfatter Leonora Christina Skov i samme kjole på bogforum i går, og tænkte hun så fantastisk ud i den.:
Den røde fløjlskjole finder du her.

Er man ikke fløjls-fan, er den røde kjole nedenfor mindst lige så festlig. Det er model Ava fra “House of Foxy”, og jeg elsker bare faconen! Jeg har den i lysegrøn som jeg indtog alle sensommerens fester med i år. Virkeligt en smuk kjole, som jeg godt kan forstå er en bestseller. Personligt gad jeg godt eje både den røde, den sorte og den mørkeblå i denne model.


Rød A-line kjole fra House of Foxy finder du her.

En lille sort cocktailkjole kan man altid bruge, og denne her sidder altså rigtigt godt, og kan bruges til alle mulige lejligheder. Bemærk lige detaljen med stof-pynten på hoften – det løfter den lige op til det helt festlige, synes jeg:

Sort cocktailkjole finder du her.

Du kan nu vinde din helt egen festkjole nu – frit valg  fra Mondo Kaos store udvalg af retroinspirerede festkjoler, sko eller andet. Sådan deltager du i konkurrencen: gå ind på Mondo Kaos hjemmeside, og se på det fantastiske udvalg af fine kjoler, sko og meget mere. Vælg det du allerhelst vil vinde; kopier linket og skriv det her under blogindlægget.

Vinderen trækkes af Ditte fra Mondo Kaos d. 19-12, så vinderen kan nå at få præmien før jul.

For en ekstra vinderchance, kan du også deltage under billedet på min instagram @hverdag – følg også gerne @mondokaos inspirerende profil – det er fint at deltage begge steder og giver bare ekstra lodder i puljen!

Se alle retroinspirerede sko fra Mondo Kaos her

Se alle cocktailkjoler fra Mondo Kaos her

Se alle retroinspirerede kjoler fra Mondo Kaos her

Held og lykke i konkurrencen – og husk at man kan deltage på instagram @hverdag for en ekstra chance også!

11/11/19

Om orme

Den sidste måned har vi udkæmpet en hård kamp mod mel-møl. Altså – sådan nogle små flagrende sataner, der er kommet ind i huset i fx en pose mel, og nu flakser rundt i skabet, laver spind i poser med nødder og mel, og værst af alt: har små kravlende larve-unger der kryber hen over loftet i køkkenet. Vi har smidt ud, puttet ting i bøtter, støvsuget som gale, og langsomt er der ved at komme færre og færre af de ækle kryb.

På det tidspunkt hvor det var værst, startede vi morgenen med at støvsuge 10-12 kravlende larver ned fra loftet, og samme antal når vi kom hjem fra arbejde.

Mindstebarnet iagttog mig undrende mens jeg gjorde det en dag, og stillede et spørgsmål der gav mig lidt for livagtige billeder i hovedet:” Kan man fjerne alle orme med en støvsuger? Også børneorm?”

Kan alt for levende forestille mig scenarier, hvor man støvsuger børnenumser – og krydser fingre for at det ikke er noget vi får raget til os.

Det mindede mig iøvrigt om dette skilt, som jeg så på et fritidshjem for mange år siden og selvfølgelig måtte fotografere:

11/9/19

Om da min yngste vandt den vildeste præmie

Jeg skrev for nogle uger siden om at mindstebarnet havde vundet en konkurrence og præmien var retten til at tømme en boghandler på fem minutter. Da jeg var barn var der en konkurrence bag på Anders And bladene hvor man kunne vinde to minutters legetøjsbutiks-tømning, og lige siden har jeg jævnligt fantaseret om at vinde sådan en præmie selv – som barn var det legetøjsbutikken, som fattig studerende var det et supermarked, og de seneste år har jeg faktisk tænkt tanken flere gange inde i boghandlere.

Så da mindstebarnet blev syg få dage inden præmien skulle indløses, var jeg mindst lige så ked over det som hun var – jeg havde glædet mig SÅ meget til at se hende ræse rundt og indsamle læseglæde!

Kørestolen hindrede hende ikke i at tage på biblioteket, men hun ville ikke kunne hive bøger ned fra hylder i den… Heldigvis gik biblioteket med på at vente til hun kunne komme rundt på krykker, og det blev udskudt nogle uger.

Der er flere af jer der har skrevet og spurgt hvordan det gik, så her kommer en detaljeret beskrivelse:

Vi mødtes med vores lokale bibliotekar i en “Bog og ide’” en time før åbningstid, hvor bibliotekaren udspurgte barnet om yndlingsbøger og de sammen lagde en plan for hvilke bøger hun skulle gå efter, når tiden blev sat i gang. Næstældste storesøster og jeg holdt os bare i baggrunden – selv om det kriblede i storesøsteren for at give gode tips, for hun var bange for om den lille vinder ville være effektiv nok. Tænk hvis hun kun nåede at tage to bøger, og brugte resten af tiden på at se på billeder i bøger eller noget – det ville godt kunne ligne hende at gå i stå og stene over noget!

Al frygt blev gjort til skamme, da barnet lagde krykkerne til side for at samle effektivt ind i fem minutter. Det er uden tvivl på top ti over det mest nuttede jeg nogensinde har oplevet at se målrettet ni årig omhyggeligt gå efter ønskede bøger!

Allerede efter to minutter stoppede hun med et:”jeg har faktisk fået taget alle dem jeg gerne ville have nu…”, men bibliotekaren og heppekoret heppede hende videre, og hun fik samlet den vildeste stak! Hun måtte højst tage for 3000 kroner, og havde været så effektiv at halvdelen måtte lægges tilbage. Dette fjernede ikke noget begejstring, hun var bare stolt over at have nået det, og glad for alt det hun fik med hjem.

“Det er den bedste dag i mit liv!” Erklærede hun i bilen hjem – den sætning er hun ikke nærig med at ytre, hvilket alligevel rører mig hver gang. Da vi kom hjem gjorde hendes ben vildt ondt efter at have løbet rundt i fem minutter uden krykker, men smerter trøstes alligevel bedst væk med højtlæsning.

Her den eneste lille stump video jeg fik taget, af bibliotekaren der hjælper hende med at nå bøger:

E3FA144E-08DD-4118-A26B-A3BD93242DA9

Jeg har lovet hende at hun må diktere et blogindlæg, hvor hun anbefaler de bedste af bøgerne – men først når hun er færdig med at læse dem allesammen.

11/7/19

Om det der kærlighed, del 37

Sidste afsnit føljeton handlede om en lynhurtig fødsel af baby nummer fire, ti dage over termin.

Hun blev født klokken 23.35 torsdag aften, og morgenen efter ringede de fra hospitalet og sagde at babys blodtype var rhesus positiv og da min er rhesus negativ skulle jeg komme ud til dem og få en indsprøjtning. Vi vækkede pigeflok, babyen blev beundret af storesøstre igen, vi afleverede børn i skole og børnehave, og kørte til Herlev hvor jeg fik indsprøjtningen. Den nyfødte sov trygt gennem det hele, så da vi kørte forbi Rødovre centeret på vejen hjem følte vi godt at vi kunne stoppe og købe en gave og handle ind, med babyen sovende i bæreslyngen.

”Den er da ikke mange uger gammel, hva?” Sagde kassedamen og nikkede mod bæreslyngen.

”Ni timer…” mumlede jeg, og følte mig lidt som en ravnemor, der løb ærinder med en helt nyfødt istedet for at ligge derhjemme og snuse til hende.

Så vi skyndte os hjem og snusede til baby resten af dagen, og blev enige om at det der med nyfødte var mindst lige så mageløst fjerde gang, som de foregående.

Mens vi snusede til hende og beundrede hende, talte vi om hvor længe vi havde været om at turde tage vores førstefødte med væk hjemmefra – stik modsat denne nyfødtes shoppetur. Ældstebarnet blev født en snedækket decembernat, og det tog mig hele tre ugers tilløb før jeg vovede mig ud i kulden med det lille pus. Helt skrækslagen ved tanken om at hun skulle blive for kold/sulten/bange/andet uforudset på vores lille udflugt. Jeg tudede da jeg skulle skifte hendes ble på et offentligt toilet første gang – helt overbevist om at hun ville blive traumatiseret og/eller dækket af bakterier,

Barn nummer tos første tur ud i verden gik til zoologisk museum da hun var to uger gammel – det havde hendes storesøster ønsket sig i storesøstergave. Barn tre var med til familiefest få dage gammel, og barn fire var åbenbart klar til shoppetur ti timer efter fødsel.

”Får vi barn fem føder du hende sikkert i køen til en ølbod på Roskilde festivalen, og tager hende direkte med hen til en metal-koncert!” jokede Ninjaman, og vi blev enige om at prøve at minde os selv om at være bare en smule mere zen.

Det viste sig at være ret nemt, når man får en sommerbaby. En madras i et skyggefulde hjørne af haven blev der vi tilbragte de næste par ugers dagtimer, med at beundre verdens roligste, nemmeste lille bebs – meget af tiden flankeret af de tre stolte storesøstre, der syntes babyen var det mest nuttede i verdenshistorien.

Den yngste storesøster – der på det tidspunkt var en særdeles hidsig tre årig, – blev slet ikke jaloux, som vi ellers havde frygtet.

“Det ligner hun er ved at puste dig op!” konstaterede hun ellers gnavent, da hun så babyen amme første gang, men så snart hun fattede at den lille ikke var en reel konkurrent, var det ren storesøsterglade og beundring fra hendes side også.

(Fortsættes)

10/21/19

Om ting der har undret mig i oktober

Ting jeg har undret mig over den sidste tid:

1. Hvem malede hunden?

Fandt Winston sovende i sin kurv, en morgen hvor jeg mødte senere end resten af familien. Nogen havde malet en dekorativ lyserød kant mellem det sorte og det hvide i hans nakke – alle børn benægter hårdnakket kendskab til udåden. Undrer mig meget over at jeg slet ikke kan aflæse deres pokerfjæs. Har endda overvejet om han har gjort det selv?

2. Uglers fødder

Det her billede er for syret! Jeg har altid tænkt at fugle havde korte ben, men at ugler gemmer på ben længere end mine er superskræmmende.

3. Navne på kager

Det mest mindeværdige fra vores lille tur til Helgenæs i efterårsferien, var opdagelsen af at franske snegle hedder “øretæver” der. Som om man tør gå ind i en bager og bede om at få en øretæve? Delte det på Instagram, og blev her yderligere oplyst om at samme kage hedder grammofonplade i Korsør og lokumsbræt på Bornholm. Får mig til at holde endnu mere af den sukrede lille sag.

4. Ting børn tager fotos af

Gik aftentur ved stranden i sommerhus, medbringende tre børn der tog fotos af lidt af hvert. Kunne forstå hvis det var lysene ovre i Århus der var smukke at fotografere, men nej: nærbilleder af sand og vand er åbenbart hit-motiver i mørket.

5. Frøer

Ældstebarnet er ved at male et billede, der skal forestille et grønt område med skøre frøer på. Foreløbigt har hun bare baggrunden klar, den ser sådan ud:

I sin research efter gode frøer at tegne efter, har hun fundet en overvældende mængde af fotos af frøer der sidder på bænke:

Jeg anede ikke de kunne det, og har været helt færdig af grin over flere af dem.

10/17/19

Bøger til efterårshygge

For første gang nogensinde, er vi taget til Helgenæs i efterårsferien, i lånt sommerhus. 21 gange har vi holdt sommerferie der, men det er første gang vi er der om efteråret, og det er helt surrealistisk at se de velkendte udsigter iklædt helt andre farver end de plejer.

Blæsten rusker det lille hus og regnen trommer på ruderne, men der er ild i pejsen, og te i kopperne – og allervigtigst: vi har pakket bøger nok til os alle fem.

Så dette indlæg handler om gode bøger at læse foran pejsen, for hele familien:

Stephen King “Anstalten” var egentlig en bog jeg pakkede til Ninjaman – der sjældent læser, og derfor skal have noget med meget action i. Jeg nåede dog at læse den før ham, lynende hurtigt, da den er voldsomt spændende! Man følger drengen Luke, der er exceptionelt begavet. Når han er ophidset kan han flytte ting en smule ved tankens kraft, og det er denne evne der en sen nattetime får ham kidnappet. Luke vågner op på “anstalten”, i et værelse der er en kopi af hans eget. Her er andre børn med særlige evner, ligeledes også kidnappede. Der udføres eksperimenter på børnene, med medicin og tortur, og efter noget tid overflyttes børnene til baghuset – hvor ingen vender tilbage fra.

Jeg har altid virkeligt godt kunne lide Stephen King, der er meget mere end bare gys. Han skriver detaljeret og levende, og jeg elsker hans måde at opbygge personer på. Denne bog er ingen undtagelse: både onde og uskyldige personer beskrives godt og gennemarbejdet, og historien er umulig at slippe.

Mine stjerner: 4/5

Tomas Lagermann Lundmes “en rigtig kærlighed” er en poetisk og rørende fortælling, om to mænd der mødes, forelsker sig stormende og etablerer et parforhold, med kat og naboer og gåture. Det er følelserne og det indadvendte der fylder, og selv voldsommere hændelser er underspillede og sart beskrevet. Hvis man er i humør til at fordybe sig, er denne fine lille bog et hurtigtlæst valg.

mine stjerner 3,5/5.

“Grydeklar – godnathistorier der får børn til at smile i søvne” af bl.a Helle Joof og Nikolaj Stockholm er en samling højtlæsningshistorier, far og storesøstre har læst højt for mindstebarnet. De er af lidt varierende kvalitet, men rigtigt mange af dem er gode og sjove. Mindstebarnet og hendes far grinede sig særligt igennem historien om den nærige mand og den om drengen med den store numse. Jeg har ikke selv læst mere end to for hende, så dette er hendes anbefaling:”de er rigtigt sjove, historierne, og jeg kan godt lide tegningerne! Der er mange bandeord, og det er sjovt. Den kan man godt læse for sine børn!”

Hun giver den 4/5 stjerner.

“Arlo Finch”-trilogiens andet bind har vi ventet utålmodigt på herhjemme, næstyngsten og jeg, og vi er halvvejs i læsningen af den. Vi var fuldkommen vilde med første bind, om Arlo, der med sin mor og søster flytter til en øde bjerglandsby og bliver medlem af det mystiske spejderkorps, hvor de lærer magiske ting og krydser over til “de lange skove”, der er en slags magisk parallelverden. De er virkeligt spændende skrevet og vi gav første bind 5/5 stjerner, og denne tegner til at være mindst lige så god. Hvis man har læseglade børn i alderen 11-15 er det her altså godt!

“Valhalla i nye hænder – 40 års jubilæumsalbum” er nok for fans af Valhalla. Det er der flere af os herhjemme der er, men særligt den næstyngste og jeg selv. Vi har læst de fleste af tegneserierne sammen, og fangirler lidt over tegneren Peter Madsen – som vi knapt nok turde spørge om autograf da vi mødte ham. Nå, men dette album er tegnet af forskellige danske og udenlandske tegnere, og der er både historier om hvordan Valhalla serien blev skabt, nye historier med de kendte figurer, og humoristiske nytolkninger. Det er ikke en højtlæsningsbog for nybegyndere, men for os der allerede er fans er det sjov læsning.

 

10/12/19

Om “tre gode ting” lister

Dengang min ældste pige startede skole, havde hun en periode hvor hun kun fortalte de negative ting, når man spurgte til hvordan dagen havde været. Hun kunne have haft en hel fin dag, men det hun valgte at dele, var de to minutter hvor hun havde skullet lave en kedelig opgave. Det smittede af på mellempigerne, så de ligeledes kun fortalte alt det sure de havde oplevet, og vores aftensmåltider var altid en lang gang brok, så man rejste sig nedbøjet fra bordet.

Derfor indførte vi konceptet “tre gode ting”, hvor alle fortalte tre positive ting fra deres dag mens vi spiste, og så måtte brok og tristhed være noget man fik luft for efterfølgende. Faktisk virkede det så godt, at al brok ofte bare forsvandt undervejs, og vi har gjort det i mange år – men ikke længere hver dag.

Tre gode ting” går helt enkelt ud på at alle på skift kort nævner tre ting der har været gode – eller i det mindste ikke-dårlige. På en god dag kunne det være noget a la:”vi havde en god leg på legepladsen; min madpakke var vildt lækker; jeg blev glad for at blive hentet tidligt”. På en dårlig kan man stadig finde nogle positive ting, som:” jeg har ikke slået mig i dag; selv om det regnede blev mine sokker ikke helt våde, der var kun nogen der drillede i det lille frikvarter, ikke i det store”.

Nå, men jeg kan godt mærke at jeg selv er inde i en periode for tiden, hvor jeg skal blive bedre til at minde mig om de gode ting. Det er ikke fordi der sker decideret dårlige ting eller ikke er små åndehuller af gode ting, men jeg føler at jeg har så forbistret travlt at jeg slet ikke når at sanse dem. For travlt på arbejde, for travlt med teenagebørn, og for travlt med hele den hale af møder/særmødet/arrangementer der hører til at have skolebørn, og for tiden både hober sig op og giver lyst til at brokke sig.  Er typen der på skift falder tungt i søvn foran fjernsynet eller ligger og glor op i loftet hele natten.

Så… nu skal jeg til at minde mig selv om de gode ting, så de ikke drukner i farten. I dag tager vi til Helgenæs i regnvådt sommerhus, og forhåbentligt er det det der skal til for at lande i mig selv igen. Bare lige lidt blødt nærvær, gåture og tid. (Og ikke for mange tanker på hvad ældstebarn og hunden laver alene hjemme i huset imens…)

Og ugens “tre gode ting”:

1. Jeg så en stump video, hvor min halvandet årige nevø, Knud, filmer sig selv, og med en smisken og en pegende finger konstaterer at “der er Gud!” Vild med den udtale af eget navn – og med selvtilliden.

2. Glemte at mindstepigens skole lukkede samtidig med at jeg har fri om fredagen. Troede jeg kunne nå at hente hende, men hun ringede grædende og kunne ikke forstå hvor jeg blev af – lyder ikke som en god ting, men det endte med at jeg fik hende gelejdet ind på en cafe for at vente, og her endte vi med at spille kort og drikke kakao i halvanden time, istedet for at tage hjem til pligter. Det var rart.

3. Fandt denne her orm i skoven forleden. Den bliver til en ufattelig grim sommerfugl, men den hedder “bøgenonne”, og både navnet og det at den har et lille ansigt, gjorde min dag vildt meget bedre.