Kombinationen af at være sygemeldt med stress, og have tre lockout-ramte skolepiger hjemme, virkede til at starte med helt uoverskuelig.
Men faktisk er det ikke så galt, for jeg slipper for noget af det jeg har sværest ved: at skulle noget på bestemte tidspunkter, som fx at hente og bringe dem til skole.
Jeg fandt ud af at de skændes så meget når de keder sig, at jeg må snige mig i vaskekælderen og tude over det, og begyndte derfor at give dem opgaver.
Det går meget bedre på den måde, og hvis bare jeg leger skrap lærer og giver dem opgaver for, er de lydhøre og energiske.
Og jeg kan slappe af imens de arbejder.
Ellers cykler vi lange ture, hen til steder hvor der ikke er for mange mennesker.
Fx kirkegårde, hvor vi bruger tid på at lede efter de ældste eller pæneste gravsten.
Jeg husker stadig som en senildement 80 årig – stod forleden foran fitnesscenteret, efter den træning min læge siger jeg skal lave, og ledte efter cykelnøgler.
I flere minutter – ind til det gik op for mig, at nøglerne lå i min taske.
Der lå oppe i et skab.
Sammen med mine støvler, jakke og tøj.
Jeg havde ikke rigtigt fattet at jeg stod der i shorts og strømpefødder…
Nu har jeg været sygemeldt fire uger, og lægen og psykologen siger mindst fire uger mere.
Så er det at jeg begynder at hade på mig selv.
Især om natten.
Der ligger jeg vågen, og kalder mig selv grimme ting.
“Jeg er vel nok uduelig, at jeg ikke bare tager mig sammen – ignorerer den hullede hjerne, hjertebanken og hovedpinen, og tager på arbejde.
Det er nok fordi jeg er sådan et talentløst fjols, der skulle have taget den med ro noget før.
Jeg kan ingenting, og hvorfor er det lige at jeg overhovedet blogger, eller skriver noget som helst andet – der er sgu da ingen der gider læse mit lort?
Og hvordan er det lykkedes mig at bilde mine kolleger ind at de savner mig og mangler mig, som de siger – for jeg er så talentløs til alting i hele verden?”
I nat kl 04, besluttede jeg mig for at skrive “lukket pga selvhad” på bloggen.
Fordi jeg ikke syntes jeg kunne noget, jeg kunne byde andre at læse.
Men så bliver det morgen, og mine skolepiger går ivrigt i han med de opgaver de skal – den store skriver på en rapport om skildpadder, og mellempigerne laver en planche om rekorder.
Mens de ser ironisk-kloge ud, med 3D-briller på.
“Vi skal have de her briller på til thaiboksning på torsdag!” annoncerer frk fantastisk glad “så kan vi sige:”hey! Man må ikke slå på nogen med briller!”
Smart.
Jeg tror jeg må låne brillerne i nat, når jeg skal til at køre natte-selvhad.
Så kan jeg sige:”stop nu, med at sige onde ting, om en med briller! Der endda ligger ned!”
Håber det virker.
(Men blogger jeg ikke det næste tid, er det bare fordi bloggen er lukket pga selvhad.)
