09/16/19

Om lidt af hvert, siden sidst

Nå, men det der med ikke at få blogget, skulle egentlig ikke have varet så længe.Det er fordi jeg det sidste års tid har skrevet på et bog-manus, og begyndte at kunne se en ende på det. Jeg formanede mig selv at jeg ikke måtte skrive på noget som helst andet, før der var kommet en slutning på – men den var så bare tre uger undervejs.

Ikke at den er færdig, bevares, den skal lige gennemskrives et par gange mere, og jeg er også nødt til at få nogle ekstra øjne på den (gys!), for at se om den egentlig giver mening for andre end mig selv, men den har begyndelse-midte-slutning, og kunne godt gå for at være et færdigt projekt.

Så skal jeg bare lige vænnes til at kanalisere ord ud i bloggen igen, på regelmæssig basis.

Siden sidst har jeg – udover det med at skrive bog færdig:

– Fejret at min næstyngste nu er både teenager af alder og sind. Hun ønskede sig noget så enkelt, som en fridag alene med begge forældre, hvor vi ikke lavede meget andet end en lang gåtur på strøget, indkøb af et par bukser til hende, og take away nudler spist på en bænk. Megahyggeligt, og jeg er så glad for at have børn der synes så simple ting er lykken. Så nuttet så hun iøvrigt ud for ikke særligt længe siden – og hun er sådan set stadig virkeligt nuttet at se på, men det tør jeg helt sikkert ikke sige til hende:

– Fejret en af mine bedste veninders polterabend, med “kvinde kend din krop” tema, der indebar diverse kropsrelaterede aktiviteter, sang og sommerhusovernatning. Ubetaleligt sjovt, og mine piger og jeg havde brugt uger på at fremstille pynt: glitter-blodige tampaxguirlander, brystvaser og den slags. Meget classy.

– fejret samme venindes bryllup – med en mand, der også er en af mine venner, ved en fantastisk havefest. Eneste minus er at jeg seriøst ikke kan tåle at drikke særligt meget med alderen, og var bimlende fuld og pinlig i løbet af ca tre sekunder. Til gengæld havde jeg glæde af tømmermænd i dagevis efter…

– glemt Ninjamans og min bryllupsdag i går. 18 år. Han tog i IKEA med mellempigerne, fordi den yngste skulle købe tøjstativ for fødselsdagspenge, og jeg sad hjemme i sofaen og kæmpede med bogmanus, og snerrede hver gang de to andre sødt spurgte mig om ting. Om aftenen kom vi i tanke om dagen – den står trods alt tatoveret på hans arm og min kusine havde en tillykke-med-bryllupsdag-om-lidt-blomst med til os da hun kom til fødselsdagsfejring af 13 årig, så det er meget godt gået at glemme det. Vi fejrede med takeaway i sofaen, sammen med ungerne, mens vi så et eller andet om musik. En af børnene spurgte om det var fordi vi var ligeglade at vi glemte det, men vi blev enige om at det er det modsatte: at vi hører så meget sammen og er så rigtige for hinanden, at en tilfældig dato ikke er så vigtig, midt i alt det der er vores liv.

”Årh, couple-goals!” udbrød den ældste, men sidst hun sagde det, var da hun tog sin far i at fjerne et skæghår fra min hage med en pincet, så jeg er i tvivl om hvor meget ironi der var i det?

– været på biblioteket en gang om ugen, med mindstebarn der lige pludselig er blevet fuldstændigt besat af at læse selv, og læser mindst en bog om dagen. “Årh kom nu… må jeg ikke bare læse en side mere?” plager hun hver aften, og jeg har lidt svært ved ikke at blive overtalt. Læseglæde, for pokker – det er jo det vigtigste! Jeg smelter helt over hendes nuttethed, når hun kommer slæbene med stakke hun selv har fundet på biblioteket. Hun læser en del forskelligt, men er særligt glad for bøgerne i Alvildas stjerneserie, hvis i skulle have læseglade børn på samme niveau. De er korte, ikke for svære, og har flotte tegninger:

– jublet af glæde, sammen med selvsamme læseglade barn, der blev ringet op om at hun havde vundet en præmie på biblioteket for at skrive en boganmeldelse. Og en præmie som jeg selv særdeles godt gad vinde: lov til at rive bøger ned fra hylderne i en “Bog og ide”, og beholde alle de bøger hun kan nå at samle på fem minutter. Er det ikke vildt?

08/30/19

Lørdagslæsning: “Florida” af Lauren Groff

(Boganmeldelsen er oprigtigt, og indeholder adlink og anmeldereksemplar)

Måske er det fordi vores sommerferie i år var mere spændende og mindre afslappende end den plejer at være – måske er det fordi august har budt på alt for mange fester og alkohol og jeg på ingen måde kan bære den slags værdigt længere – måske er det bare tilvænningen af hverdag, med nye opgaver og rutiner der lige skal implementeres. Faktum er ihvertfald, at jeg har haft svært ved at samle tankerne om velskrevne, krævende romaner den sidste tid, og istedet har læst en hel masse ikke-mindeværdige bøger, der til gengæld var hurtige at komme i gang med og nemme at følge med i.

Den slags skal der også være plads til, men jeg savner at kunne fordybe mig i noget tungt, langt og vildt velskrevet, og jeg har før erfaret, at den bedste måde at bygge hjernen op til det igen, er velskrevne novellesamlinger. Renser lige hovedet, og øger sulten på at læse noget rigtigt godt.

Det virker som om der er mange gode novellesamlinger ude (eller på vej) lige nu, og det fryder mig. Jeg har altid godt kunnet lide  overleve, men synes der kan være langt mellem rigtigt gode samlinger – disse er rigtigt gode:

            ”Florida” af Lauren Groff

“Florida” er en samling virkeligt velskrevne og gribende  fortællinger. Der er langt fra Floridas solbeskinnede palmetræer og til disse foruroligende noveller, der kommer helt ind i mørket, både indeni og udenpå. Der er slanger og alligatorer, storme, ulykker, sumpe og vild natur, men det mørke der er indeni mennesker kan sagtens matche det der er i naturen.

Nogle af dem strækker sig over en periode på mange år; andre over meget kort tid. Ingen af novellerne har navngivne personer, alder og udseende er heller ikke nødvendigvis beskrevet  – og alligevel føler man, at man er med helt inde bagerst i sindet på dem. Derinde, hvor der er også er mørkt og grimt og forkert og ensomt.

Jeg er på en eller anden måde gået hen og blevet en kvin­de, der råber, og da jeg ikke vil være en kvinde, der råber, hvis små børn går omkring med stive, vagtsomme ansigter, har jeg fået for vane at binde mine løbesko efter aftensma­den og bevæge mig ud på de tusmørke gader for at gå en tur og lader så min ikke-råbende mand klæde drengene af, bade dem, læse og synge for dem og til sidst putte dem.” 

– første linje fra novellen “spøgelser og vraggods”, hvor en kvinde beskriver sine iagttagelser af andre mennesker. Der sker ikke meget mere end det – men den er fængende.

En novelle om to små søstre, efterladt alene på en øde ø, sad i mig rigtigt længe. Ligesom den om moren der kommer alvorligt til skade, alene i vildnisset med sine to små drenge. Manden, fanget i kanoen. Den unge studerende kvinde, der bliver hjemløs.

Det er en novellesamling læst bedst i små bidder, så man kan nå at fordøje dem. Men den er det værd.

Titel: “Florida”
Forfatter: Lauren Groff
Udgivet: 2019
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 272 sider
Stjerner:4/5

Har man mod på at kaste sig ud i flere novellesamlinger, kan jeg også anbefale “Kattemenneske”, der er grovere, og mere seksuelt explicitte end disse, men også forrygende godt skrevet.

08/30/19

Om at mangle budskaber

Da jeg for nogle år siden købte den her lysskiltsdims til en af mine børn i fødselsdagsgave, var det fordi hun var overbevist om at hun havde mange spændende budskaber, der kunne pynte på værelset.

Det havde hun også i starten, hvor stærke budskaber om fred eller kærlighed og den slags oplyste hjørne på værelset. Så tabte hun interessen, og gav den videre til søster, der i et par år primært havde den stående med sit eget navn flot oplyst. Rart ikke at lide under manglende selvtillid!

Nu har den så fået en tredje ejerkvinde, med om muligt endnu mindre på hjerte rent budskabsmæssigt:

Jeg kommer til at grine højt hver gang jeg går forbi.

Ville ønske jeg havde tænkt på det som blognavn, i sin tid – det ville nok fjerne presset, når jeg i perioder ikke har noget på hjerte at skrive om.

(Lysdimsen købte jeg iøvrigt her – og dette link er sådan et reklamelink, selv om indlægget ikke er)

08/16/19

Om det der kærlighed del 36 – en fødsel, del 2

(Fortsættelse på indlæg fra i går)

Min mand putter børn, mens jeg taler i telefon. Vi aftaler at se lidt film, og han lover mig massage, men jeg kan ikke helt overskue det alligevel, så vi taler bare.

Vores ældste datter har 8½ års fødselsdag i dag, og havde sådan håber lillesøster ville komme i dag, så de kan have halvårsdage på hinandens fødselsdage. Men det kan helt sikkert ikke nåes, kl. er snart 21, og stadig intet regelmæssigt eller langvarigt over veerne.

Kl. 21.55 ringer jeg til min jordemoder for at høre hvad hun syntes: skal jeg gå i fødekar, hvornår skal jeg tage klyx, hvor kort skal der være imellem veer, før hun har lyst til at komme ud til mig.

Hun siger jeg må prøve at mærke lidt efter selv – trænger jeg til en pause i veerne, kan de måske stoppes med et varmt bad for en stund. Håber jeg på at der skal ske mere, kan jeg jo forsøge at tage et klyx, som måske kan starte lidt mere. Og så kan vi bare ringes ved, så snart jeg har behov for det.

Jeg går op på badeværelset med mit klyx. Stadig lidt i tvivl om hvad jeg skal, starter jeg med at stå lidt under bruseren. Her bliver veerne hyppigere og begynder at gøre utroligt ondt foran i maven. Jeg synes det begynder at gå lidt for hurtigt, der var 10-15 minutter mellem de veer jeg havde før jeg gik op, nu er der pludselig 1½-2 minutter imellem de her. Jeg skynder mig at tage klyx, og det er godt nok svært og absolut ikke elegant, men det lykkes.

22.10 smser jeg ned til min mand i stuen – kan slet ikke overskue at gå derned – at han skal tilkalde jordemoder NU!!!

Han kommer op til mig med det samme, og begynder at sige noget om at jeg for femten minutter siden ikke vidste om det var i gang, men han stopper brat op, da han ser mig stå og pruste og sende onde blikke, og skynder sig at gøre som forlangt.

Jeg vakler med ham ned i stuen, hvor veerne nu kommer helt oveni hinanden, og gør så hvinende ondt foran at jeg næsten ikke kan trække vejret – har aldrig oplevet noget gøre ondt på den måde før! Min mand prøver at smutte væk fra mig mellem veerne, så han kan få pustet fødekarret op, men jeg vil ikke slippe ham. Det eneste der virker, er at jeg står og rokker op af ham, mens han trykker på et akupressurpunkt ved min tommelfinger. Min veninde bor på Frederiksberg og vil være en halv time om at komme, så han ringer istedet til min mor, og beder hende skynde sig over og hjælpe med karret.

Jordemoderen træder ind af døren kl. 23, og så snart jeg ser hende, får jeg trang til at presse med på slutningen af veen. Jeg skæver til hende for at se, om hun har tænkt sig at sige jeg ikke må presse med, men det siger hun ikke.

Hun spørger om jeg kan holde ud at ligge ned, så hun kan undersøge hvordan baby ligger, for jeg ser forpint ud af de veer fortil. Det gør enormt ondt at ligge ned, men hun undersøger mig forsigtigt indvendigt, og jeg er næsten helt åben – åh en befrielse at vide – men baby ligger skævt med hovedet. Man kan faktisk se udefra at hendes hoved ligger oven på symfyseknoglen, som en stor klump, og derfor gør det ondt foran i underlivet.

Jordemoderen vil rigtigt gerne prøve at vende hende med en rebozo: et langt tørklæde, som man vikler om mave eller hofter, og “svirper” babyen på plads. Hun prøver først mens jeg ligger på knæ i sofaen, men det kaster jeg op af. Så rejser jeg mig op og står med ryggen mod min mand, som nærmest bærer mig, mens jordemoderen svirper mig om hofterne. Jeg kan tydeligt mærke forskel efter få svirp: det holder op med at gøre ondt foran med det samme, og jeg kan mærke babys hoved begynde at komme nedad med det samme! Det føles simpelthen som at have en tennisbold til at glide nedad indvendigt, det er så surrealistisk!

Jordemoderen spørger om jeg stadig gerne vil føde i vand, og det vil jeg jo gerne, så min mand hjælper mig op i karret, der kun er kvart fyldt, så jeg sætter mig i en meget akavet knæstilling for at komme ned under vandet med underkroppen. Til min store overraskelse får jeg et helt hoved i hånden da jeg stikker et par fingre indenfor, for at mærke om det var rigtigt at babyens hoved var ved at glide ned,

Jeg tror ikke de andre ved at jeg sidder her lige ved siden af dem, og holder om min babys hoved, og jeg kan ikke huske hvordan man taler, så jeg kan fortælle det. Jeg kan mærke at hovdet stadig ligger i fosterhinden, som en lille vandballon.

Jordemoderen er ved at beordre kogt vand til fødekarret, og jeg formår ikke at afbryde og fortælle at jeg sådan set næsten har født – på under 4 presseveer.

I det samme begynder en presseve, og uden at jeg egentlig synes jeg får presset med, ryger babys hoved ud, og jeg råber: “shit!!!” – og så forstår de andre vist at det er nu, og vender deres opmærksomhed mod mig og karret.

Baby kommer langsomt ud, mens jeg holder hendes hoved.

Da skuldrene kommer ud, brister fosterhinderne. Hun er en fedtet omgang arme og ben, den lille baby dernede under vandet.

Jeg løfter hende selv op til mig.

Lillebitte ansigt, mørke dun på hovedet, meget lille og spinkel.

Først der tænker nogen på at vække ældstebarnet , mens babyen stikker i sit første lille vræl. Jeg bevæger hende lidt i vandet, og hun bliver roligere.

Kl. er 23.35, hun blev simpelthen født på under halvanden time, fra det gik rigtigt i gang – og hun nåede at blive født på ældstebarnets 8½ års dag!

Ældstebarnet er helt euforisk da hun kommer ned, og skynder sig hen for at kigge på den lille i vandet. Lidt efter kommer den næstældste også selv ned, og da hun ser at den berømte baby endelig er kommet, styrter hun op for også at vække sin lillesøster, så hun kan se.

Jeg giver den lille første ammetår i vandet, og moderkagen bliver født i vandet. Mellempigerne er fascinerede af hvor dejligt ulækker den er, og får lokket jordemoderen til at opføre det blodige hånddukkeshow.

Så kommer jeg over i sofaen, som er dækker til med en voksdug og nogle håndklæder. Jordemoderen undersøger mig for bristninger, og jeg skal desværre have et enkelt lille sting. Hun bedøver mig med en isterning, og det er faktisk ikke så slemt. Ældstebarnet holder sin lillesøster, så jeg kan se hende imens, og vi har begge to tårer i øjnene af rørelse.

Jeg får tøj på og dyne over mig, og prøver at få babyen til at tage brystet. Hun er simpelthen bare vidunderligt sød, den lille!

Der kommer skåle med slik frem, og pigerne synes det er sejt at blive vækket om natten for at få slik – ja, og også for at se en lillesøster.

Efter at være blevet syet er jeg rastløs: al den adrenalin min krop har lavet blev slet ikke brugt på den hurtige fødsel, og jeg tror jeg bruger en time på at vandre rundt i stuen, mens jeg ser på babyen. helt høj af glæde, mens den søde jordemoder ordner papirer, og pigerne propper sig med slik.

Jordemoderen måler og vejer lillebabyen: 3100 gram og 51 cm – den mindste baby vi har haft herhjemme, og endda 9 dage over termin.

Så smutter jordemoder og min mor, og vi putter de glade storesøstre på en madras på gulvet inde i vores soveværelse. De ligger og fniser og fryder sig, og falder i søvn i en bunke.

Jeg er høj på adrenalin, og ligger vågen det meste af natten, og beundrer min yndige lille lynfødte bebs, min smukke mand, og de tre dejlige storesøstre på gulvet.

Og jeg føler mig helt overvældet af taknemmelighed over at jeg nåede at få min hjemmefødsel – og så sådan en perfekt, hurtig og fin fødsel oveni!

08/14/19

Om det der kærlighed, del 35 – fødsel, første del

Forrige del af føljetonen sluttede d. 23. maj 2010, hvor jeg havde termin, med fjerde barn.
Der kom jo ingen baby på terminsdatoen, hvilket jeg heller ikke havde ventet, da de tre store havde ligget skævt(som stjernekiggere), og jeg var gået henholdsvis 11 og 14 dage over termin med mellempigerne. Den store var godt nok kommet kun to dage over termin, men der havde fødslen til gengæld taget 25 timer, så jeg følte mig ikke helt som en effektiv fødende.

Denne gang skulle jeg føde med private jordemødre fra fødeklinikken “Maia”, og selv om de forsøgte med massage og andre tricks til konsultationerne op til, kunne de heller ikke trylle en fødselsdag frem. Jeg cyklede uendeligt lange ture, og afprøvede alle andre tricks til opstart af fødsler, men forgæves.

Jeg havde virkeligt håbet på en fødsel, hvor jeg ikke behøvede bekymre mig om at gå så meget over tid, at hjemmefødselsplaner røg, men dagene efter terminsdatoen gik bare, uden fødsel. I det mindste var jeg ikke bekymret over selve fødslen længere, for jordemødrene fra “Maia” er særligt dygtige til at vende børn der ligger skævt, og det gav mig en kæmpe tryghed at vide at denne fødsel i hvert fald fik de bedste odds: med jordemødre jeg kendte, som var trygge ved at mit barn kunne finde på at ligge skævt, og som havde masser af esser i ærmet mht vending af barn, akupunktur og meget mere.

9 dage over termin vågner jeg ved en lillebitte ve kl 03.

Skynder mig at købe et lille program til min telefon, så jeg kan tage tid på dem. Det viser sig hurtigt at der ikke er system på dem endnu: 3 minutter, 12 minutter, 4 minutter, 35 minutter imellem. Og de varer ikke så længe, kun ca. 30 sekunder, så efter 1 times tid lægger jeg mig til at sove mellem dem i stedet. De fortsætter hele natten, men er bestemt ikke spor slemme, jeg er udmærket klar over at det ikke er en fødsel endnu….

Min mand, skal møde kl 8, og med hjælp fra en veninde, bliver de tre store, på 3, 5 og 8 afleveret i skoler og børnehaver. Den ældste, der også så sin næstyngste søster blive født, vil gerne med til fødsel, men hvis det nu ikke bliver i dag, er det bedre at hun tager i skole.

Så er jeg alene med mine småveer.

Stadig ikke spor regelmæssige – på et tidspunkt er der næsten en time mellem to, og så kommer der lige tre med kort imellem.

Sådan bliver det bare ved.

Jeg tager en middagslur på to timer, og da jeg vågner kan jeg se at der kommer noget tegnblødning, så noget må der jo være ved at ske.

Kl. 15 skal jeg egentlig op og hente børn, men kan bare ikke overskue at sidde på en cykelvogn eller stå i en børnehave med veer – heller ikke selvom de ikke er så slemme. Min mor orker ikke hjælpe, så jeg ringer, med dårlig samvittighed, til min mands arbejde, og spørger om han ikke må gå lidt før, så han kan hente dem. Det gør han så.

Solen skinner og der er skønt varmt, så min mand griller og snitter salat, mens jeg sidder i solen og prøver at øve vejrtrækning på småveerne. Prøver at forestille mig at ubehaget ved veerne, er behagelig varme fra solen der breder sig i min mave. Det virker nogenlunde.

Småveerne er stadig små, stadig virkeligt uregelmæssige, men de begynder at niver ubehageligt fortil, i underlivet. Mine veer plejer at gøre ondt i lænden, men det er fordi børnene plejer at være stjernekiggere, har jeg hørt. Så jeg tænker at det sikkert er sådan almindelige veer føles – men de er nu lige så ubehagelige som jeg husker de andre – og der er jo ikke engang rigtigt knald på dem endnu…

Vi spiser i solen, børnene synes det er sjovt og spændende, at jeg er nødt til at rejse mig fra bordet for at tage en lille ve stående. De tager endda fotos af mig, og jeg har det helt fint med det. Masser af overskud!

Pigerne er rigtigt glade for at det ligner at deres lillesøster snart kommer ud, og stiller mange spørgsmål om hvordan en fødsel er. Vi ser også fotos fra deres egne fødsler. Den tre årige ytrer at hun gerne vil vækkes og være med til fødsel, men mellembarnet vil først vækkes bagefter – hun synes det lyder “klamt”, selv om storesøster forsøger at overbevise hende om at det er det ikke. Min veninde skal med til fødsel, og vi ringer og aftaler at hendes funktion skal være at tage sig af de store børn. Hun vil gerne komme ud med det samme, men jeg tror stadig ikke helt på at det her kan tælle som en fødselsstart: hvordan skal man kunne føde en hel unge, når der kun er en ve engang i timen?

Så vi aftaler at ringe, hvis det bliver mere regelmæssigt.

(fortsættes i overmorgen)

 

07/29/19

Om spanske rejser – lidt guide til Barcelona og sniksnak om at rejse med børn

Denne sommer har jo været usædvanlig, da vores årlige tur i lånt sommerhus har måttet aflyses på grund af en skade Ninjaman fik, og istedet har jeg så været hele to gange i Spanien. To gange – det er godt nok vildt, når vi kun få gange har rejst udenlands med børn!

Madrid – alene med et enkelt barn

Første tur, var den længe afventede alenetur til Madrid med mindsteungen – den traditionelle tur som pigerne har fået alene med en af os voksne når de var 8-9 år gamle. En rigtigt god tur, hvor der desværre var så afsindigt varmt at vi ikke fik “mærket” byen rigtigt, men udmattede hastede tilbage til køligt hotel efter hver eneste lange gåtur. Opfattede dog at Madrid var en flot by, med store, grønne parker, billig mad og søde mennesker. Derudover var det utroligt dejligt at være helt alene med hende, og nyde tid til at lytte uafbrudt til hendes mange tanker, læse højt og slappe af.

En eller anden dag skal jeg tilbage til Madrid – uden for den værste sommervarmeperiode – i følgeskab med mand eller en veninde, for det virker som en vidunderlig by at udforske, for voksne. Her skal jeg så have Karmamillis fine guide med, for det lyder som den helt rigtige måde at nyde byen på.

Barcelona – alene med fire børn

Vi forsøger herhjemme at få lavet ting med alle børnene i mindre grupper end flok også: Ninjaman tager gerne de to mellemste med ind til byen og finder nye sko; jeg tager ofte ældstebarn med til koncert (hun kan lide meget af det samme indie-musik som jeg kan); de to yngste har begge zoo-kort; de to ældste kan begge godt lide genbrugsbutikker; den næstyngste elsker at være med til indkøb osv.

Men at have hele flokken samlet med et sted hen, bare alene, har jeg ikke gjort meget siden de var små, og det var en helt fantastisk oplevelse! Normalt, når vi går rundt to voksne og fire børn, deler vi os tit op i noget med en voksen/halvdelen af børnene, men med kun en voksen gik de og småsludrede på kryds og tværs, med hinanden i hænderne eller armene om hinanden skuldre. Hver eneste dag, i fem dage, og uden nogle af de gniderier om voksenopmærksomhed der normalt kan opstå! Simpelthen så fint og rørende, og jeg har ikke tal på hvor mange fotos jeg sneg mig til at tage af dem mens de gik:

Det er klart turens absolutte højdepunkt for mig: at se mine piger vise søskendeomsorg og kærlighed, og vælge hinandens selskab til. Og da de gik to eller tre sammen hele tiden og snakkede, kunne jeg fordybe mig i samtale med det barn der nu måtte være tilovers.

Barcelona er en smuk by, og – i min optik – nemmere at gå til med børn end Madrid var. Desværre er de fleste turistattraktioner, såsom Gaudís bygninger, blevet vanvittigt dyre at besøge, så vi nøjedes med at se dem udefra, og nød alt det andet byen kan byde på istedet. Og det er meget: der var både legepladser og parker til den yngste, genbrugsbutikker i massevis til de store, madmarkeder til madentusiasten, et væld af gode isbutikker, pladser at sidde på om aftenen og se på musik og dans, strandpromenade med høje palmetræer, og hyggelige kroge og flotte huse overalt.

Vi fik gået mellem 10 og 16 kilometer hver dag, så det var dejligt at have en centralt beliggende lejlighed (Eixample, hedder kvarteret) hvor vi kunne slappe af og selv lave mad, enten til frokost eller aften. Der var endda to småbitte altaner, som vi sad på halvdelen af aftenerne, og tegnede.

Vi spiste også morgenmad hjemme, så det var kun et måltid dagligt vi behøvede spise ude – og så selvfølgelig is. To af børnene er vegetarer, de andre to spiser kun sjældent kød, og Barcelona har et stort udvalg af lækre vegetarrestauranter. “Honest Greens” var min absolutte favorit, hvor vi fem kunne dele to salater, Hummus, brød, og søde kartofler, samt drikke ubegrænset vand med forskellig smag, for under 250 kroner.


Barcelona har også en flot strandpromenade, men vandet var fyldt med skrald, og børnene havde ikke lyst til at bade i det, så vi fandt en tidligere olympisk swimmingpool, på toppen af et bjerg, hvor vi badede en hel dag. Vandet er tre meter dybt, og der er ingen børnepool, så børn skal kunne svømme lidt selv, men udsigten var fantastisk og det virkede som om vi var de eneste turister der havde opdaget stedet.


Og jeg fik læst det meste af denne her bog, der var virkeligt god. Fordelen ved at have mange børn med, der kan bade sammen, er læsetid!

Vi tømte et supermarked for billige nødder, pølser og flæskesvær i gave til deres far, og i lufthavnen købte pigerne sådan en her til ham, med personligt navn på:


Omstændighederne bag denne tur – at deres far har slået sig så meget at hele hans sommerferie går med at ligge ned og have ondt – er virkeligt ikke drømmescenariet. Men når nu det var sådan det var, er jeg dybt taknemmelig for oplevelsen af at tage alene på ferie med alle pigerne; opleve en ny by sammen; og se hinanden i andre vinkler end normalt. Det er ikke altid kun positiv feedback man får på sin rolle som mor fra sine teenagepiger, men det var det på turen her, og al den positive energi tror jeg bliver siddende længe.

Og ellers har jeg billeder nok at varme mig på:

07/28/19

Anbefalinger af fængende sommerbøger – rige mennesker og spaophold

(Indeholder anmeldereksemplarerbøger og adlink)

Sædvanligvis er de sommerferiebøger der gør mest indtryk på mig de tunge murstensromaner, som man endelig har tid til at fordybe sig i.

Denne sommer har jeg rejst alene med børn, og har derfor istedet valgt lettere tilgængeligt litteratur: bøger man nemmere kan gå til og fra, og stadig være fænget af.

Så her et par anbefalinger, til dem der kender det der med at blive hevet væk fra sin læsning ofte.
“Et fængslende møde” af Liane Moriarty.

Ligne Moriarty er forfatteren bag den bog HBO har baseret serien “Big little lies” på. Jeg har aldrig læst noget af hende, men synes serien er virkeligt god – den kan iøvrigt anbefales!

Romanen her følger ni meget forskellige mennesker, der har brokket sig ind på et wellness-resort, Tranquillum House, i håb om at ændre ting ved deres liv. Resortets ejer, den karismatiske russiskfødte Masha, har en dybfølt mission om virkeligt at transformere disse ni gæsters liv – koste hvad det vil.

Det er på en måde en thriller, men ikke en hurtig biljagts-agtig en: fokus i det meste af bogen er på gæsterne og deres forhistorier, som man får serveret i små bidder historien igennem, og først langt hen ad vejen begynder stedet at føles gradvist mere klaustrofobisk. Jeg kunne godt lide måden den var bygget op på, og syntes det med at servere alles historier i bidder gjorde den fængende, men samtidig nem at gå til og fra. Der er en god portion humor, følelser, suspense og samtaler – alt i alt et rigtigt godt bud på en god strandbog!
Titel:“Et fængslende møde”
Forfatter: Liane Moriarty

Forlag: hr. ferdinand/Politiken

Min bedømmelse: 4/5

“Crazy rich asians”-trilogien af Kevin Kwan

Den her trilogi er noget så fængende. Det er ikke verdens mest velskrevne, men de er forrygende morsomme, absurde og fascinerende, og jeg har slugt dem alle tre. Bøgerne har været en stor succes i hele verden – bind et er også filmatiseret – og de er virkeligt også underholdende.

I første bind møder man amerikanske Rachel, der forelsker sig i Nick fra Singapore, uden at vide hvor vanvittigt rig han er, og en verden af ekstrem rigdom, intriger, blær, hierarki, asiatisk kultur og sprog åbner sig. De mange fodnoter, der beskriver ordsprog og traditioner, kan virke forvirrende starten, men det er også fascinerende at høre om noget man aldrig har hørt om før. Udover Rachel og Nick følger man også en lang række andre mennesker tæt på dem: Nicki stilfulde kusine Astrid; hans blærerøvsagtige fætter; den nyrige sæbeoperastjerne Kitty Wu; og en masse andre. Det er gennemført, sjovt og meget anderledes, og til en kedelig uge i et regnfuldt sommerhus, er de her bøger fod underholdning!

Titel:  “Crazy rich asians” trilogi
Forfatter: Kevin Kwan
Forlag: Hr. Ferdinand/Politikens forlag
Min samlede bedømmelse: 4/5 stjerner – omend jeg synes bind to var lidt tyndere i historien end de andre to

07/26/19

Om Flying Superkids – en anbefaling

(Inviteret, men ubetalt, ægte begejstring)

For nogle år siden var vi inviteret til Flying Superkids show, og jeg skrev her om det.  Kort efter fik deres far at vide at han havde kræft, og børnenes store ønsker om at gå til springgymnastik blev nedprioriteret, og til sidst glemt.

I går var jeg med til forpremieren på Flying Superkids shows i København, medbringende to 9 årige, to 12 årige og en 14 årig (tre af mine, og to kusiner), og nu er gymnastikdrømmene blevet skruet helt op på max igen, og jeg har brugt morgenen på at undersøge gymnastikklubber i nærheden, mens mindsteungen og mindstekusine har underholdt mig med et udvalg af hulahop og kolbøtteopvisninger.

Det var nemlig SÅ fedt stadig, det show – endda bedre end jeg huskede, og jeg var ellers også positivt overrasket sidst.

Området på pladsen foran, fyldt med trampoliner, forhindringsbane og andet sjovt fik mindstekusinen begejstret til at sige:”selv hvis showet ikke er godt, så har jeg allerede givet det tre stjerner bare for det her!”, og også de store smed hæmningerne og hyggede sig voldsomt.


Vi fik en rundvisning backstage, og et indtryk af hvordan det er at være 26 gymnastikunger på tur sådan her. “Det er ligesom det allerbedste ved en lejrtur – og så bare med nogen der klapper af en hver aften!” opsummerede mellempigerne det misundeligt, og det var præcis det indtryk jeg også havde: at det først og fremmest er megahyggeligt.

Og samme indtryk gør sig gældende for forestillingen og er hele charmen ved det: det er ikke kunstigt showagtigt, men ægte glæde, kammeratskab og glæden sig over andres succeser, der løfter hver eneste flot udførte nummer op til noget man bliver glad i låget af at se på.

For ja – de er dygtige, de børn. De kan synge og danse, springe, hoppe, fjolle, stompe og hulahoppe imponerende godt og velkoreograferet, men de ældste piger og jeg var enige om at det var følelsen af hvor hyggeligt de havde det, der gjorde forestillingen ekstragod.

Mindstepigerne, på ni år, stod ivrigt i kø til autografer bagefter, helt overvældede af imponerethed., og fantaserer begge om at lære at snurre 120 hulahopringe, ligesom en af de seje superkids kunne.

Mine unger opsummerer det sådan her, direkte citater:

De to ni årige, nogenlunde i kor:” Altså: ALT var godt! Jeg kunne bedst lide der hvor de lavede en pyramide. Og der hvor ham den store dreng løftede de små. Og også der hvor de sådan kastede sig over en stang allesammen. Og hulahopringene med lys! De var SÅ dygtige! Og legepladsen var SÅ sjov! Vi prøvede forhindringsbanen 100 gange måske.” De giver forestillingen 5/5 stjerner

De tre store kunne godt lide tanken om hvordan det må være at rejse rundt med shows på den måde; og at have kammerater i alle aldre, og talte om det hele vejen hjem. De blev enige om 4/5 stjerner, og syntes børnene var virkeligt dygtige og showet var konstant underholdende.

Så ja – dette er sådan set bare en ægte og meget dybfølt anbefaling: sidder I og keder jer i sommervarmen, så er det her en oplevelse børnene vil kunne mærke længe! En biograf eller tivolitur er hurtigt glemt igen, hvor det her er noget der inspirerer på en helt anden, længerevarende, måde.

(Man skal bare kunne leve med den ret store sandsynlighed for at man er nødt til at finde en gymnastikklub bagefter til de børn man har med!)

07/25/19

Om praktiske vasketøjstips, til børnefamilier

Altid vanvittigt velskrivende Karoline, skrev dette indlæg, om ting hun ikke fik gennemskuet i løbet af barselsorloven. Selv om det føles som en menneskealder siden jeg selv var på barsel sidst, fik Karolines indlæg mig til at smile og mindes fuldstændigt samme tanker.
Det der med vasketøj ramte mig særligt, for HOLD OP, hvor er det også lige det der irriterer mig mest ved at have børn – og i særdeleshed mange af dem: mængden af vasketøj er jo altid fuldstændigt ude af kontrol, med konstante bunker af tøjfordeling man er bagud med!

Vi har altid insisteret på at pigerne selv lagde tøj i deres egne skuffer, så det med foldningen har ikke været det store issue (de har selv måttet om hvor krøllet de ville have det), men at fordele rent vasketøj i de rette seks bunker er mindst lige så stort arbejde, og medførte altid uoverstigelige bunker. Jeg kan aldrig huske hvem der ejer hvad, og må stå og læse på størrelserne for at fordele det rigtigt – hader det!

Vores hjem så konstant sådan her ud, i al den tid pigerne var små, med poser af rent tøj overalt:
For slet ikke at nævne sokkebjerget.
Men nu, efter at have været mor i over 17 år, har jeg endelig knækket koden – fundet vasketøjs-sisofysarbejdets endelige udrydningsplan – og hvor kedeligt det end kan lyde, er jeg nødt til at dele det med jer.

Hemmeligheden er her:


Tada! En kurv pr beboer i husstanden.
Tricket er at lave en lynhurtig uddeling af rent vasketøj direkte fra tørretumbleren, så det aldrig når at vokse os over hovedet. Foreløbigt har det fungeret helt upåklageligt i næsten et år, og endda uden de store gniderier. Pigerne må selv om de vil fordele tøj i egne skuffer, eller tage det direkte fra egen kurv, men når der kommer top på kurv, skal de putte det i skuffer.

Så ja: et vasketøjstip er det eneste jeg kan byde ind med i dag, med efterferiehoved – til gengæld er det et ret godt tip, i al beskedenhed.

Har I andre gode tips til familielogistik? Så smid dem bare her, til inspiration – jeg har ikke løsninger på andet.

07/16/19

Om søvnløshed, ansvar og globetrotteri

Søvnløshed har, som også før nævnt, været en forhadt jævnlig gæst hos mig, siden jeg var barn.  Som regel kan jeg godt mærke når det er en af de nætter på vej, og en flig af et problem/dilemma/frygt ikke kan slippe tankerne før sengetid, og i nattens løb så kommer til at galopere i båndsløjfe gennem mit hoved, som en flok destruktive næsehorn, der får støvskyen af dumme tanker til at tårne sig overdrevent stort op bag sig.

Nattens støvsky, handlede om noget der burde være ren glæden sig: en uventet udenlandsrejse, for mig og pigerne. Selv her i dagslys, hvor støvskyen har lagt sig, kan jeg stadig høre næsehornene, for vi efterlader såret mand hjemme med hunden. Og det er den del der fyldte i nat.

Vi kan ikke helt finde den vanlige sommerferie-lave-ingenting-zen-ro herhjemme. Kun i glimt, der hele tiden slettes når en af os snubler over en skærm og forsvinder ind i den, eller når vi bare spreder os ud på den plads vi har ekstra hjemme, istedet for at se på pæne udsigter eller andet sommerhusagtigt.

Ninjamans ben bedres ikke hurtigt. Han sover ikke mange timer af gangen, fordi det gør ondt, og sjatsover om dagen. I et par dage gav han efter for en urealistisk plan om at køre i sommerhus fire dage senere, med mange pauser indlagt i turen. Pigerne tog skuffelsen pænt, da han måtte erkende det ikke blev muligt, men han blev ked af at føle sig skyld i at sommerferien mere føles som en standard-weekend i år,

I næste måned får han en bonus oveni sin løn, for ekstra-udførte opgaver på jobbet. Vi havde ikke tænkt os at røre de penge, men ville have dem stående til nødsituationer. I går insisterede han på at vi brugte dem på forhånd, på at pigerne fik oplevet noget andet end de plejede, så han kunne slappe af og hele, med bedre samvittighed (og uden at høre på børn der skændes).

Før jeg helt havde fattet det, havde vi købt billige billetter og lejet en lille lejlighed i Barcelona. I fire dage. Til kun os fem.

Selv om jeg godt ved han er oprigtigt glad over at vi skal opleve noget andet, og nok også ser frem til ro, føles det helt forkert at tage på familieferie, uden hele familien. Den tanke galopperede sig ret stor inde i mit hoved i nat, og blev fulgt op af tanker om at jeg da ikke kan finde ud af at rejse alene med fire børn; og ubehag over at have brugt alle nødsituationspenge, på en egoistisk ferie. De få timer jeg endte med at sove, drømte jeg om at løbe rundt i en lufthavn uden at kunne finde først flybilletter, så børnene.

Vi har to dage til at vaske tøj og pakke; fylde køleskabet med lækre færdigretter til den syge; og komme på biblioteket og printe billetter ud. Når pigerne vågner, vil vi vise dem billeder fra dengang deres far og jeg var i Barcelona sidst. Det var i de ens frisurers æra.

Vi var studerende dengang, og jeg kan se på billederne at vi brugte de fleste dage på at sidde og tegne i Park Guell. Den aktivitet pakker jeg lige farveblyanter til også, så pigerne kan have tegninger med hjem til ham.

Kan mærke jeg begynder at glæde mig lidt, når jeg ser billederne, selv om jeg savner ham på forhånd og virkeligt ville ønske han skulle med. Håber han heler hurtigere i ro, så vi kan nå en smule ferie som han kan deltage i, inden den slutter,