28/08/15

Om skilte

“Mor?” spurgte den 10 årige, mens hendes far og jeg forsøgte at få alle fire unger helskindet igennem svenskernes svar på helvede: IKEA (komplet med svedglinsende kødboller af tvivlsom oprindelse, hidsige gravide kvinder, og bjerge af billige møbler med sære navne) “Hvad betyder “morgen-pik” egentlig?”

Se DET var et spørgsmål jeg aldrig havde forestillet mig at skulle svare mit barn på – og hvis jeg skulle, ville jeg i givet fald have forventet at det var en samtale vi først havde om 10 års tid, og i andre rammer,end IKEAs afdeling for servietter og andet dims.

Min hjerne løsrev sig fra den svære beslutning: at vælge servietter, og gav sig famlende til at lede efter et passende svar.

Heldigvis opdagede jeg barnets pegende finger før jeg (igen) fik rodet mig ud i en forklaring, der egentlig ikke ville egne sig til børneører:
DSC_0149

Sædvanligvis lyder mine ikea-samtaler (som også blogget om før) sådan her:
Mig:”hahaha! Den her skammel hedder knep!!! Haha!”
Ninjaman:” ja, den har du altså bemærket før…”
Mig:” haha knep! De er skøre, de svenskere!”

Ellet:

Mig:”haHAHA! De her tupperware-dimser hedder pruta! Er det ikke sjovt?”
Ninjaman:”hm…”
Mig:”skal vi ikke købe den der knep med hjem, hva?HAHA!”

Og nu kan jeg så føje “morgen-pik” til repertoiret!

Missiion “køb-håndvask-skab-og-random-crap” lykkedes iøvrigt til fulde, og nu er vi snart klar til at få lavet badeværelse færdigt.
Jeg glæder mig vanvittigt til at få badekar!! Det har altid været min store drøm at eje sådan et, og hver eneste dag, der ikke lever op til den kvalitet jeg synes dage burde (og det er overraskende mange for tiden!), fantaserer jeg om hvordan jeg – lige om lidt – kan trøste mig selv, ved at krybe ned i et varmt kar, med en bog i hånden, rødvin på kanten og ro i hovedet.

Overvejer at investere i lidt morgen-pik.
Bare til at lyse rummet op?

27/08/15

Om navlenuller og barnefedt

I går skulle jeg ud og spise med en veninde, så jeg kyssede mand og to børn farvel i stuen, og løb ovenpå for også at kysse de to andre, der var i bad.

“Se mor!” sagde den ene glædestrålende, og fremviste en plastikkop fyldt med små nullermænd:”vi samler navlenuller og tånuller sammen – tror du man kan komme i børnenes rekordbog, hvis vi får samlet meget?”

Jeg kendte ikke svaret, kyssede dem bare, og tænkte hele vejen ind til byen, på om mine børn var mere sære, end andre børn.
Altså – hvor mange børn samler den slags?

Kom så i tanke om mig og min søsters egne planer for overtagelse af skønhedsproduktmarkedet: vi var 8-10 år, og havde talt om at børn var mindre rynkede end voksne (meget observant!)

I badet en dag, kom jeg til at skrabe hende på ryggen med en negl, og opdagede at jeg fik skrabet et eller andet hvidt snask af hendes hud – efter nøje studier, blev vi enige om, at det måtte være “barnefedt” – den magiske ingrediens, der gav børn færre rynker!

Hvert bad derefter, skrabede vi barnefedt af hinandens rygge, med en lille plastikkop.
Det gjorde lidt ondt, men når man ved millionerne venter forude, kan man godt bide smerten i sig.
Jeg forestillede mig, hvor begejstrede de ville blive hos Elisabeth Arden, når vi kom med en hel kopfuld fedtet magi, og fortalte dem hemmeligheden – desværre opdagede min mor projektet før Elisabeth Arden gjorde det, og hun kunne ikke helt se det geniale i det, og forbød det…

(Som det storsindede menneske jer er, har jeg aldrig bebrejdet min mor, at jeg ikke er blevet millionær).

Jeg glemte at spørge mine børn, om de troede der var penge i navlefnuller – for så burde jeg måske bare støtte dem i det?

24/08/15

Om at lære at holde af hverdagen, igen

Det tidspunkt på året hvor jeg synes det er sværest at være optimistisk og fokusere på de gode ting i livet, er hverken i blæsende november eller sjappede januar – men i solrige august.

Det er som om alting føles forkert hele den første måned efter sommerferien, og istedet for at glæde mig over alle de varme dage der kommer, bemærker jeg den snert af efterår der er i luften, og fyldes med tungsind, ved tanken om at skulle stå en hel vinter igennem om lidt.

Hvert eneste år efter sommerferien virker måden vi lever vores liv på forkert: efter fem ugers tid og nærvær, virker 40 timers arbejdsuger, tidspres, og pligter simpelthen naturstridigt.

Jeg bruger lige dele tid på at være rasende på mig selv over at jeg ikke er millionær, så jeg kunne gå herhjemme med lækker mand og kysse, i al den tid hvor jeg ikke skrev spændende romaner; have overskud til at lytte til alle de ord der kommer ud af mine mange børn; møde op til alt der bliver inviteret til i skole og børnehave; og tage familie med på spændende rejser i ferier og weekender – og på at fantasere om at sælge alt jeg ejer, hive min børneflok ud af hverdagen, og blaffe verden rundt, mens vi lever af nærvær, kærlighed og livsvisdom.

Min familie bakker på ingen måde op om mulighed 2 (altså: den med fattigdom og rejseri), men er anderledes støttende omkring millionærambitioner.

Problemet er, at jeg på ingen måder har valgt en karriere med millionærpotentiale, og derfor ser mit post-ferie-liv sådan her ud:
how-well-i-sleep-at-work-watching-movie-driving-laying-in-bed-at-night
Jeg bruger seriøst mange nætter for tiden, på at ligge og skiftevis gruble over videreuddannelsesmuligheder; være sur på mig selv over at sidde her og både være halvgammel og helfastlåst; og på at lægge planer i tilfælde af zombieapokalypsen .
( og ja: jeg ved godt at den sidste del ikke umiddelbart hænger sammen med resten, men ulogisk nok, er zombieskræk/selvhad et lige så velkendt par som salt/peber, Løkke/fadøl, chokolade/Netflix, inde i mit hoved .)

Kronisk søvnunderskud, på grund af natligt selvhad, gør mig sjovt nok ikke til bedre selskab, hverken for mig selv eller andre – men jeg prøver hårdt på at tænke positivt, og glæde mig over de små ting .

Således har jeg de sidste dage glædet mig lidt over humoren i følgende samtale, som jeg havde med mit børnehavebarn da jeg hentede hende i fredags:

Mor(melodramatisk sukkende):” åh hvor bliver det dejligt at have weekend med dig nu, min skat. Jeg har virkelig savnet dig i dag!”

Barn(nonchalant ligeglad):” nå. Jeg har faktisk slet ikke savnet dig!”

Mor(fedtende):”heller ikke bare lidt?”

Barn(nølende):” okay… Jeg har savnet halvdelen af dig!”

Mor(forvirret):” øh, halvdelen? Hvilken halvdel er det så?”

Barn(kæk):” din mås! (klask!) Fordi den BLÆVRER! (klask!)”

Godt så.
Næste gang min hjerne ruller det tunge program med natligt selvhad ud, vil jeg trøste mig med i det mindste at have klaskeværdige balder!

18/08/15

Om at være zombie-forberedt

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft tilbagevendende mareridt om jorden der går under, i en sværm af zombier.
De kommer stadig jævnligt, men særligt i perioder hvor jeg er stresset eller ked af det.

Som udgangspunkt bliver jeg hverken mindre stresset eller mindre ked af det, ved at bruge mine nætter på at forskanse mig/løbe med mine børn/lægge overlevelsesplaner eller nakke udøde – men det er åbenbart det min hjerne tror jeg har mest brug for.
På den måde er jeg et ret ulogisk menneske…

Når man er så fyldt af zombie-neuroser, som jeg, ville det være logisk hvis ens familie bakkede op om det, og undlod nogensinde at nævne det forbudte z-ord – men sådan fungerer det åbenbart ikke her: min familie tænker at den bedste hjælp, er hvis de jævnligt fortæller mig hvor godt rustede vi er, hvis zombierne skulle komme.

Således brugte min Ninjaman – der ikke er en flittig læser – hele sin sommerferie på at læse sig igennem hele fem tykke bøger, med slimede zombier på forsiden.

Glad kunne han bagefter oplyse mig om, at hans ringe evner som håndværker vil komme os til gode i zombieapokalypsen: han har et stort lager af gaffatape på lager (da det er det han benytter til de fleste håndværkeragtige opgaver), og har udtænkt en snedig måde at lave zombie-bidsikre dragter til os allesammen ø, ud af det.
Jeg tvivler ikke på at gaffatape er effektivt – vores kælderlampe hænger fx stadig flot:
foto-709160p
Men det bekymrer mig lidt, at jeg har smittet ham så meget med min fobi, at han bruger hjernekapacitet på at udtænke gaffarustninger…

Mine børn er heller ikke gået fri, og nævner det jævnligt, hvis de opdager nye steder man logisk kan flygte hen, når zombierne kommer.

Mindstebarnet fik en flot enhjørningerygsæk (mærket er “skip hop”)i gave, og den har ikke forladt hendes svedige lille ryg lige siden.
IMG_20150818_101133
“Jeg skal liiiige pakke min taske!” er standardreplikken, og uanset om vi bare skal i netto og hente mælk, er hun velekviperet, med nypakket rygsæk.

“Mor, hun et faktisk rigtigt god at have med på vores a-team, hvis der kommer zombier!” konstaterede min 8 årige kagemester, da vi stod med enhjørninge-bæreren i Rødovre centeret, og iagttog hvordan hun satte små, vigtige krydser i den notesbog hun hev op af rygsækken.
“I det mindste har hun altid vand med til alle”.

Det sidste er korrekt: hun har altid mindst to fyldte flasker vand på sig, og da vi lidt efter holdt vandpause på en bænk, benyttede vi lejligheden til at få forevist resten af taskens indhold.

Vi måtte konstatere at hendes taskepakning umiddelbart ikke lignede at den var foretaget med zombieangreb for øje: en mindre samling af småsten; en notesbog; en tom sparegris; to sæbeboblepustere; noget flot slikpapir; en enkel klipklap-sko; og nogle små ponyer, var taskens indhold.

Den 8 årige og jeg blev enige om, at vandflasken nok var det eneste zombie-nyttige i den taskepakning – men:
“Nej!” afbrød taskeejeren os “den der klipklapper, ikke? Den kan jeg faktisk slå zombierne med, lige i hovedet!!”

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg skal være bekymret over neurose-afsmitning, eller imponeret over mit velforberedte a-team?

14/08/15

Om upassende sætninger

Kan ikke finde ud af, om det er tegn på:

1):kreativ opdragelse og indlæring af stort ordforråd

2):fandyrkelse af ældre søstre, og deres (nogle gange) farverige sprog

eller

3): behov for strammere tøjler (hvilket ville hjælpe, hvis ikke hun havde en familie der synes, at det meste hun gør er ret nuttet…)
Men: jeg hentede mit børnehavebarn i går, og iagttog hvordan det kære lille barn, vinkede glad farvel til alle sine små, søde fletningebeklædte veninder,men efterfulgte vink, med sætningen:”SES RØVHULLER!”
?
DSC_0002

12/08/15

Om fuldkorns-fetisch

Jeg havde engang en kollega, der tabte femten kilo, og efterfølgende blev så ekstremt optaget af sundhed, at man ikke kunne spise noget i nærheden af hende, uden at få et lille foredrag med i købet, om hvorfor kød var noget svineri og mælk i kaffen værre end djævletilbedelse.

Men forleden kom Ninjaman hjem med en pose blege boller, til børnenes weekendmorgenmad, og min ex-kollega måtte se sig slået i entusiasme for sund mad, af denne kåde bjørn:
IMG_20150805_210336

Sædvanlige tænker jeg at folk der har forskellige seksuelle fetisches går lidt stille med det – men bamse her ser stolt ud over hans meget kærlige forhold til fuldkorn.

(Hvordan man specifikt gør hvis man skal bolle med fuldkorn, har jeg tænkt en del over. Undlader dog at google det, da jeg frygter at finde billedebeviser af bamse i fuld sving…)

9/08/15

Om børneshows – en advarsel

Jeg bringer hermed en advarsel:
i går var vi så heldige at blive inviteret med til “Flying superkids “ sidste forestilling i københavn – endda som feterede VIP-gæster, der fik en spændende rundvisning inden forestillingen, og fik set backstage, hvor artisterne sov og spiste.

Pigerne var meget spændte og glade, og levede al deres spænding ud på det fremragende legeområde, skabt af bl.a de engagerede mennesker bag “bObles”, inden forestillingen:
782015202734
Jeg fik endda taget et billede, der dokumenterede, at grunden til mindstebarnets vilde hoppeevner, er hendes imponerende samling af ekstra-ben:
IMG_20150808_150848

Selv havde jeg det lidt blandet, ved at skulle se en flok børn lave gymnastik i to hele timer.
Det lød ærligt talt ikke særligt interessant, og jeg mindedes med gru den, ligeledes to timer lange, børneballetforestilling vi så ved juletid, fordi tre af vores børn var med i få minutter, og frygtede at dette ville være lidt det samme – bare helt uden deltagelse af egne børn.

Men min frygt blev gjort til skamme da forestillingen startede, og min lille sidemakker lynhurtigt så sådan her ud:
IMG_20150808_202904
Krammende sine buttede kinder, i opslugt spænding.

Det var RIGTIGT godt, og på ingen måde kedeligt.
De der børn var så søde, glade og dygtige; og showet var varieret og sjovt, så selv om jeg normalt har en lav kedsomhedstærskel over for det meste gøgl, var jeg lige så godt underholdt som ungerne.
79201511161
Så nej: dette er ikke en advarsel imod “flying superkids” shows – dem vil jeg oprigtigt anbefale.
Men jeg er nødt til at advare kraftigt imod en bivirkning ved showet: det inspirerer!

Det er i skrivende stund 18 timer siden forestillingen sluttede, og hvis man trækker den tid fra hvor mine børn har sovet, har lydsporet de resterende 7-8 timer været en båndsløjfe af:”SE MIG!! Ligner jeg ikke en superkid? Tror du jeg kan komme med i forestillingen? Hva? Synes du det her der godt ud?? Se lige DET her så!!” efterfulgt af balance-poseringer på bobles, hoolahop ring shows, kolbøtter og vejrmøller – i varierende grader af talent.

Så lige nu er HELE mit liv forvandlet til en langt amatør-gymnastik-forestilling – hvilket får mig til at længes lidt efter de gode gamle dage, hvor børneballet kun varede to timer….

Og de tre mindste vil gå til springgymnastik.
Det bliver et langt år!

6/08/15

Om lidt af hvert og post-ferieblues

Normalt er jeg ret god til at tænke positivt og glæde mig over små ting, men når sommerferien går på hæld, er jeg altid vanvittigt sortseende, og tilbringer altid den sidste uge af ferien, i en konstant tilstand af vemod – kun overgået af dengang min barsel sluttede.

Teknisk set starter jeg først job på mandag, men i stedet for at få skrevet nogle gode blogindlæg, lidt roman eller den artikel jeg har deadline på om lidt, bruger jeg tiden på at jamre indvendigt, over ikke at have nået det.

Bruger dog også noget tid på at tænke alt for negative tanker om den biopsi Ninjaman fik taget i forgårs, og får svar på næste uge; forhåndsbekymre mig over hvor meget jeg kommer til at savne børnene i hverdagen; ærgre mig over nogle yndlingsopgaver på arbejdet som bliver taget fra mig efter ferien; være sur på min røv, der har udvidet sin størrelse med imponerende 5 kilo, siden jeg fik hormonspiral for to mdr siden; og panikke lidt over hvordan vi klarer endnu et års logistik, med møder og legeaftaler, fritidsaktiviteter, aflevering og hentning af unger, lektier, fuldtidsjobs og bijobs, og indklemning af bare en lille smule tid til at se andre mennesker også.

Hvis man får points for at multitaske, ville jeg score rekordhøjt for min evne til multibekymringer for tiden!

Burde give mig selv nogle mentale lussinger, blive bedre til at være glad disse sidste feriedage, og komme videre.
Det gør jeg hermed.
Av!

Her er de ting jeg vil glæde mig over resten af ferien:
Uanset hvor meget den nærmer sig en afslutning, har vi stadig haft en rigtigt lang, fantastisk ferie, hvor vi ikke har lavet særligt meget andet, end bare være sammen.
Og sommerhusminderne ser sådan her ud:
76201511216
Himlen er blå i dag.
DSC_0009
Min have har været så betænksom at dække mount-doom-af-skrald med pæne blade.
Det ser jo næsten ud som om det er meningen?
Føler mig klart mindre presset over at skulle fjerne den, når den af sig selv ligner en grøn kunstinstallation – kan vi ikke bare lade den være?
IMG_20150804_155622
I går havde jeg mine tre yngste piger med på modemesse og til fremvisning af børnetøj fra marmar, og de var totalt hyggeligt selskab!
Mindstebarnet fandt en masse kluns hun ønsker sig, og de to andre fik masser af inspiration til deres designerdrømme, og brugte lang tid om eftermiddagen, på at sidde i haven og designe kjoler selv.
IMG_20150805_150633
Jeg har netop læst denne fine bog: “Tidens væsen” af Ruth Ozeki.
En helt utroligt tankevækkende og smukt skrevet roman.
Kan varmt anbefales – bogen har rumsteret rundt i udkanten af min bevidsthed lige siden jeg begyndte at læse den, og jeg kan stadig ikke helt slippe den.
Har fortalt mine piger så meget om bogen (altså kun de børnevenlige detaljer fra den, iblandet lidt af det jeg ved om japansk kultur), at de her til formiddag plagede om at male japanske billeder, og malede efter billeder af Hokusai:
DSC_0145
(Malet af frk fantastisk)

Nå, nu blev jeg faktisk i bedre humør, bare af at skrive om det.
Vil hive en bog og nogle børn med mig ud i solen!

3/08/15

Om af-romantificering af kæledyrs adfærd

Husstanden her hjemme er det sidste års tid blevet udvidet med to hamstre, som mellempigerne havde ønsket sig brændende, og fik en hver af på deres fødselsdage.

“Trøffel” er en tam, svært overvægtig hunhamster, der kan have imponerende 14 hasselnøddekerner i kindposerne på samme tid; og “Teddy” er en lillebitte, langhåret hanhamster, der er svært glad for at vaske sig selv og galopere rundt i sit bur, til man bliver vanvittig af larmen.

image

De to hamsterejere elsker deres eget kræ så utroligt højt, og konkurrerer indbyrdes om hvem der har det klogeste, mest tamme, hurtigste, pæneste, blødeste dyr.

Teddy taber foreløbigt på at være mest tam, for det er ham de har haft kortest tid, og han er stadig ret sky.

Stor var hans ejers glæde derfor, da han af sig selv kravlede ud i hendes hånd, og slikkede hendes fingre, her til morgen.

Triumferende gik hun ind til sin søster:” Teddy har lige KYSSET mine fingre!”

Og fik det særdeles uimponerede svar:” tillykke med det. Tænk lige på hvor mange timer han har haft de læber på sine nosser, når han har vasket dem…”

30/07/15

Månedens anbefalinger, juli 2015

Her en lille liste, over ting jeg har optur over, som jeg derfor er nødt til at dele med jer.

Kjoler:
Til de af jer der også elsker kjoler: jeg har fundet en ny favoritshop, nemlig denne hollandske shop, der leverede mine bestilte kjoler i løbet af tre dage, pænt pakket ind i lilla silkepapir, og endda med en lille gave vedlagt.

Jeg bestilte bl.a denne fine kjole, i blå, som jeg skal have på til bryllupsfest i morgen, hvor min smukke veninde Maria gifter sig, med sin søde argentinske kæreste, og fejrer det med havefest og argentinsk asado.

Kjolen er af det svenske mærke miss candyfloss , som jeg ikke kendte i forvejen, men allerede har planlagt hvad jeg skal eje af!
image

Den sidder supergodt, med sus i skørt og moderat kig til barm, og jeg glæder mig til at danse rundt i den i morgen!
Mangler bare at beslutte om det passer bedst med mine sorte, høje sandaler, mine røde, høje sko, eller mine flade brune sandaler – og om det er for krukket at tage en lang hestehale af falsk hår på til, eller om jeg er for gammel til den slags?
(som fire ondsindede børn, jeg bor sammen med, hævder…)

Bryllupper:
Totalt yndlingsfester! Folk skulle gifte sig noget oftere – jeg er kæmpefan af fejring af kærlighed!

Mofibo:
Da jeg skrev om hvilke bøger der skulle med mig i sommerhus, anbefalede flere af jer at læse bøger fra iPads.
I et anfald af kedsomhed og regnvejr, hentede jeg Mofibos program, hvor man for ca 100 kroner om måneden kan læse løs – første måned er endda gratis, så man kan lige prøve det af først.

Jeg foretrækker stadigvæk rigtige bøger, med duft og fornemmelse af papir, men derudover synes jeg stadig det er overraskende smart: man kan læse, uden at forstyrre andre sovende med lys ,og man har et stort udvalg af bøger ved hånden hele tiden.

Der jeg var gladest for den, var da vi var i Djurs sommerland, og jeg formåede at læse en kvart roman, mens jeg sad utålmodigt og ventede på at min familie prøvede aktiviteter – så smart, når man alligevel sidder alene og keder sig!

image
Fik bl.a læst Stephen Kings nye roman, (der er fortsættelsen til “ondskabens hotel” og uhyggeligt velskrevet); en ungdomsbog som flere af mine venners teenagere havde talt om , og Jens Andersens fascinerende biografi om Astrid Lindgren – og børnene hørte “brødrene løvehjerte” som lydbog, mens de tegnede.
(og nej: jeg har ingen aftale med mofibo, er bare meget begejstret og nødt til at prakke andre det på!)

Orphan Black” og “bloodline” -serier på netflix:
Vi havde oprindeligt aftalt serie-fri sommer, men regnvejrsdage i sommerhus bliver lange, så vi snublede i de her to gode serier.
“Orphan Black”
er en rigtigt spændende serie, hvor man følger en kvinde, der opdager at hun er en klon.
Tatiana Maslany har hovedrollen – der består af hele 11 forskellige personer, som hun spiller fuldstændigt forrygende!
image

“Bloodline “ følger fire voksne søskende og det hotel deres forældre driver, og der er masser af hemmeligheder og intriger.
Har foreløbigt kun set halvdelen af første sæson, men er meget hooked!
Kan varmt anbefale begge serier!

At opfinde baggrundshistorier til lerfigurer:
Min børn kan tit lokke mig med til at male eller lave lerfigurer, men det er ikke altid jeg selv finder det lige inspirerende.
Det her projekt, hvor vi er ved at beklæde en æske med små figurer har vi dog allesammen siddet og hulkegrinet over:
image
Ikke så meget på grund af figurernes udseende, men fordi vi opfandt navne og interesser for dem alle, og det blev ganske absurd: Børge blåbær holder således meget af øl og countrymusik, men er så genert at han aldrig taler; Ella appelsin starter hver dag med at drikke sin egen tis, fordi hun har hørt det er sundt, og er stor fan af den nordkoreanske diktator Kim Jung Un; turbo og weekend er kirsebær og tvillinger: turbo elsker at hækle tøj til små hunde, er en talentfuld riverdancer, og har en mild hjerneskade, mens Weekend hader Turbo mere end noget andet i verden, samler på knive og går med kilt…

Hm, ja – måske skulle man have været der selv, beklager hvis det ikke lyder sjovt på skrift – det var seriøst sjovt i går!