30/06/15

Om øjenkontakt

Vi har ind til nu kun haft et enkelt toilet i huset, hvilket ikke altid har været helt nok, til en seks personers husstand, med diverse gæster.

Mængden af diskussioner omkring hvem der har mest ret til at benytte porcelænstronen først har været støt stigende, i takt med at ungerne blev større, og derfor var et nyt badeværelse også en del af planerne, da vi byggede til.

Vi er stadig ikke helt færdige med badeværelset, men dagen inden min fest fik vi sat toilettet op, hvilket var supergod timing.

image

Så nu står det fint og troner, i et stort, tomt rum.

Da vi ser vores naboer og deres børn en del, og endda har lavet en låge i hækken så vi nemmere kan besøge hinanden, virkede det som en god idé at sætte noget plastik for nederste del af vinduerne, så naboen ikke vadede gennem hækken, med frit udsyn til toiletbesøg.

Vi målte en del på hvor højt plastikken skulle nå, for at kunne dække nok, selv hvis høje mennesker gik forbi lige foran vinduet.
Det virkede som en fin løsning.

Troede jeg…
For jeg har lige rejst mig fra tønden, hvor jeg pludselig oplevede en akavet form for øjenkontakt, med en af mine børns veninder,  der åbenbart kan gynge særligt højt.

image

Tror lige jeg skal have fyldt lidt mere dækplastik for ruderne, inden vi også får fungerende bademuligheder derude!

29/06/15

Om hvordan man laver et godt teaterstykke – et mandagstip

Det er længe siden vi har haft et mandagstip her på bloggen – heldigvis har min næstældste selv tilbudt at tippe, om hvordan man laver det perfekte teaterstykke:

“Man skal først findeud af hvad for nogle genrer man vil have det i.

Nogle gange er det godt med kærlighed og sjov – altså en kærlighedskomedie.
Det kan jeg selv ret godt lide.

Men det er næsten altid godt med noget sjovt.

Så er det også vigtigt med gode skuespillere, men hvis det bare er for sjov, er det okay, så længe man bare kan replikkerne.

Jeg lavede et teaterstykke i går, og der kunne jeg mine replikker.
Jeg skulle fx sige:”fjern dækket fra svømmepølen!” og “nej! Du skal blive hjemme og brodere en nathue til dværgkaninen!”

Det var sjovt!

Det kan godt være det er kedeligt at øve og øve og øve, men hvis man nu gerne vil være skuespiller som voksen eller bare gerne vil være god, så er det måske en god idé at øve rigtigt meget.

Gode kostumer er også godt. Så kan publikum bedre forestille sig det.
Små detaljer, fx små fugle af pap som man selv har lavet, kan også hjælpe.

Man skal ligne den person man spiller så godt som muligt, med det perfekte tøj, og hvis man nu er en kongelig person: den perfekte krone.

Hvis jeg skulle ligne Tornerose, ville jeg have lyserødt tøj på, og læbestift, og løst hår.

Hvis man har sceneskræk, skal man bare forestille sig at folk ikke vil drille en med det, og hvis de gør det: ignorer det, og tænk på hvordan du selv synes du gør det, og hvis du synes du gør det godt – så er det dem der har et problem.

Hvis man gerne vil lave et sjovt teater, så kan man fx tage et rigtigt eventyr og lave om på det.

Istedet for at Askepot taber sin sko, kunne hun tabe en tand, og så skal prinsen finde en mund.

Eller hvis det er guldlok, så kan det være at bjørnene laver hende om til en kartoffeltærte – bare uden kartofler og med menneskekød!
Altså en mennesketærte. Hahaha!

Jeg håber det her vil hjælpe jer med teater, for det er så sjovt. Vi kan godt lide at lave teater for min mor og andre voksne ihvertfald! ”
image

28/06/15

Om ferietrang og drager

Min hjerne gik på ferie for en uges tid siden – hvilket besværliggør livet lidt, da resten af mig forventes at arbejde næste uge med.

De sidste par måneder har været ret hektiske, og jeg trænger gevaldigt til at trække alle stik ud (både dem til tablets og telefoner, og dem til hverdag) og sidde og glo ud over en strand med mine piger og deres far – og det virker urimeligt klynke-hårdt at skulle arbejde i varmen næste uge.

Denne weekend har vi lavet utroligt lidt, hvilket har været en ukendt blanding af virkeligt rart, og en tand kedeligt.

Bare læst bøger og stenet netflix.
(er allerede halvvejs igennem OITNB – nogen der har forslag til hvad vi skal stene bagefter den?)

Mellempigerne har overnattet hos min venindes børn, så eneste kilde til larm, har været mit mindstebarn der med jævne mellemrum er tonset gennem stuen, med hævet sværd i hånden, og en strøm af vikingeagtige eder og forbandelser.

Siden vi i torsdags var til et voldsomt tjekket blogger-arrangement, for at fejre netflix premieren på “dragerytterne” har hun været bidt af en gal viking – det var også virkeligt underholdende, med skattejagt i cisternerne under søndermarken, der er det bedst egnede sted til lige den slags , som jeg nogensinde er stødt på!

“Er vi under jorden nu?!” spurgte mindstebarnet spændt, mens vi gik gennem Frederiksberg have, og en pædagogisk storesøster forklarede, at så længe man kunne se himmel og træer, var man over jorden.

image
“Hvornår kommer dragerne?” spurgte hun spændt,mens hun svedigt knugede min hånd, da vi endelig kom under jorden.
Jeg forsøgte at forklare at jeg mest troede det var noget vi legede, og der nok ikke kom rigtige drager, og blev mødt af et lidt hånligt:”hvorfor skulle de ellers have bevæbnet os, hvis ikke der var fordi vi skulle slås med drager, hva?”

Nå, det der med at runde indlæg af med en pointe, bliver der ikke noget af i dag.
En af følgevirkningerne når ens hjerne tager på ferie før man selv gør, er netop manglende evne til at formulere pointer.

Så nu vil jeg istedet gå ud og stege mini-burgere til børneflok.
Hav en god søndag!

27/06/15

Om sommerferielæsning, ungdomsbøger – og VIND en bog!

Lige nu er jeg selv midt i det svære valg, med hvilke bøger der skal med mig i sommerhus.
Er altid en lillebitte smule i panik, ved tanken om ikke at pakke nok til hele ferien, eller pakke nogle der enten er for letlæste eller for kedelige.

De sidste par måneder har jeg læst en del gode bøger, jeg vil anbefale videre til jer, i forskellige indlæg – og til slut i dette indlæg vil i kunne vinde en fin lille sommerbog: “Anna og det franske kys”.

De ungdommelige
Min mormor var børnebibliotekar, og læste både børne og ungdomsbøger, hele sit liv.
Jeg har det på samme måde, og sniger altid en ungdomsbog med i stakken, når jeg er på biblioteket.
Hvis den er særligt god, kan min ældste datter indimellem lokkes til at læse, selv om hun ikke er den store læsehest.

Jeg synes der er mange velskrevne ungdomsbøger, og har en svaghed for både fantasy og kærlighedsromaner – hvis de altså er velskrevne.

Det er “Eleanor og Park”, af Rainbow Rowell.
Måske er det ikke en decideret ungdomsroman – den foregår i 1986, og for os der har været barn/ung dengang, er den en bittersød tidsrejse, der er utroligt fascinerende, også selv om vi er blevet en smule ældre end 16 år selv.

Den handler om 16 årige Eleanor – en kikset, buttet pige fra en socialt belastet familie, og Park – halvt asiatisk dreng fra middelklassefamilie, der ikke føler han kan leve op til forældrenes krav og forventninger.
De mødes i bussen, og langsomt spirer et fint venskab og en sprød forelskelse frem mellem dem, som de prøver at holde skjult for andre.

En rørende, genkendelig og velskrevet bog.
Eleanor og Park TRYK

Stephanie Perkins “Anna og det franske kys” overraskede mig meget.
Jeg havde godt bemærket at bogen blev hypet en del alle vegne, men havde ikke regnet med selv at blive så opslugt af og rørt over en kærlighedshistorie, der balancerer på kanten af klicheer,og foregår mellem nogle 17 årige – men det blev jeg!
Historien, om 17 årige amerikanske Anna, der – imod sin vilje – sendes på kostskole i Paris og forelsker sig i dreng, der desværre har en kæreste, er fuld af stemning og noget så sød!

Jeg har næsten lige været i Paris, og fik ubændig lyst til at besøge byen igen af at læse denne bog.

Nå – hvem har lyst til at læse ” Anna og der franske kys”?
En af jer kan vinde sit helt eget eksemplar.
Bare skriv en kommentar her nedenfor – og anbefal gerne en bog i samme genre(intet krav) – så trækker jeg en vinder d. 5-7.
9788711451915
Anna og det franske kys ” er et anmeldereksemplar – men anbefalingen er oprigtig. Jeg skriver udelukkende om bøger jeg kan lide.

24/06/15

Om mandemode

Min Ninjaman er – udover at være den flotteste mand jeg kender – også utroligt god til at finde sin egen tøjstil, og går meget op i sin påklædning.
Jeg kan godt få lidt lange patter af kedsomhed, når han slæber mig med i skobutik nummer fire millioner, hvis vi en sjælden gang har tid til at tage rundt i byen sammen, men jeg sætter også pris på hans indsats generelt, fordi jeg tænker det også er noget han gør for min skyld.

Her forleden faldt jeg over nogle herretøjsreklamer fra 70erne, og har moret mig meget over dem: hvis det var sådan tøjet generelt så ud, tror jeg ikke engang Ninjaman, med sin sikre stil, ville have kunnet style det sexet nok.

vintage-fashion2

vintage-fashion4

vintage-fashion16

vintage-fashion13
Fantastisk, ikke sandt?
Der kan ses flere af samme stil her.
Utroligt at der blev født børn i 70erne, hvis alle mænd gik sådan klædt!
Jeg har tit gnækket over mine forældre – der i 70erne havde helt ens frisurer – men glæder mig over at de ikke var helt så moderigtige som på billederne her ellers!

23/06/15

Om forældede ord

Min næstyngste har i den grad knækket læsekoden, og læser ivrigt alt hun kan komme i nærheden af.
Når jeg putter dem om aftenen, ligger hun og pløjer Anders And blade, mens jeg synger for de andre, og kan snildt nå at læse et par historier.

Vi har købt nogle Anders And blade antikvarisk, og der er indimellem ord hun ikke kender, i de der 30-40 år gamle blade.
Således blev hun meget forarget over ordet “negerboller” i denne her fedtmule-historie – tænk at man kunne sige noget så racistisk!

image

Jeg blev derimod meget forarget, da hun dagen efter spurgte mig:”Hvad betyder horer? ”
Jeg flåede bladet ud af hånden på hende, og ganske rigtigt:

image

nu ved jeg jo ikke hvordan reglerne for romantik er i Andeby – selv har jeg (heldigvis) aldrig været i en situation, hvor nogen talte ned inden den slags – men forstår godt at manden stopper dem, for det er da utroligt uromantisk at gøre det på den måde!

21/06/15

Om aftagende talenter

Det er min fødselsdag i dag: svimlende 40 år.
Kan stadig ikke helt forstå at det virkelig er mig der er blevet så gammel – føler mig mere som eksempelvis en lidt slidt 28 årig, det meste af tiden.

For to år siden skrev jeg dette her blogindlæg , om hvordan jeg som barn, følte at jeg blev en lille smule mere talentfuld og fabelagtig, for hver ny fødselsdag jeg rundede.
Dette er absolut ikke tilfældet når man fylder 40, kan jeg nu konstatere…

Jeg fejrede mig selv for fuld skrue i går og i nat, med alle de mennesker jeg holder mest af; 19 børn der jublede rundt og legede; kagebord; chili con carne; de smukkeste taler(fra min mor, min søster, min fætter og min ældste ven, Pelle), flag; dans og musik; drinks og havelamper.
Og flere drinks…

Som aftenen skred frem, observerede jeg hvordan de nye talenter udeblev – og ikke nok med det: ting jeg plejede at være ret god til, blev jeg gradvist dårligere og dårligere til.
Særligt efter midnat, da den høje alder trådte officielt i kraft.
– jeg blev mærkbart dårligere til at tale rent. Snøvlede sært i lange ord, som ellers er mit varemærke.
– blev mere usikker på benene
– dårligere til at danse
– dårligere til ikke at være pinlig
og da jeg vågnede i morges, var jeg markant ringere til at rejse mig op, og til at tænke sammenhængende tanker.

Jeg aner en klar sammenhæng, mellem fremskreden alder, og den pludselige forringelse af talenter!
tumblr_ni8zixiSDD1rpc4xao1_500

18/06/15

Om det der kærlighed del 28, en føljeton

Nå, valget gider vi ikke tale om, så hellere lidt føljeton…

Undskyld jeg forlod føljetonen et sted hvor flere af jer syntes den var barsk læsning.
Det var på ingen måde et forsøg på at skræmme nybagte mødre, så nu skynder jeg mig videre med næste afsnit, så i kan se at det ender godt!

—–
Føljeton, del 28
Babyen skulle døbes, og vi havde sat dato, aftalt med præst, ansøgt om specielt navn, og sendt invitationer ud til 70 mennesker, der stort set alle kunne komme – men jeg havde intet overskud, vi havde absolut ingen penge, og jeg plagede om at vi aflyste det hele.

Men da jeg ringede til de første for at aflyse, tilbød de at tage mad med – og det gjorde alle andre gæster også!

Pludselig havde vi hjælp alle vegne fra: de jyske gæster hentede øl og sodavand i Tyskland; de københavnske tog allesammen forskellige madretter med,og alle ville hjælpe med at dække bord og rydde op, for de syntes det var vigtigt at vi fik fejret endnu et fantastisk barn i vores familie.

Det var så rørende at mærke al den opbakning, og en aften, ti dage inden dåbsfesten, havde Ninjaman og jeg en af den slags samtaler, der ændrer alt:

Vi blev enige om fremover at fokusere på det positive.

Ikke noget med at klynke over, at vi ikke havde mulighed for at tage på romantiske kæresteweekender eller ud at spise – vi måtte finde den romantik i hverdagen: flette fingre når børnene sov, forkæle hinanden med massage og hjemmelavet mad, huske at kysse og kramme, selv om der vrimlede med børn.

Være ligeglade med det skræmmende i at have en butik, der var ved at smadre vores økonomi, men minde os selv, og hinanden, om at det der betød noget var børnene og det vi havde sammen – og vi ville stadig have hinanden, selv om alt det andet gik galt.

Vi ville ikke brokke os over hinandens mindre fejl, eller lave millimeter-demokrati over hvem der lavede mest i huset, men glæde os over al det vi gjorde rigtigt.

Vi talte hele natten – også selv om et af børnene kom ind til os med feber, og fik lov til at sove i sofaen mellem os – og da morgenen kom, spurgte han mig om jeg ville gifte mig med ham. Igen.

Det virkede som den bedste måde at fejre al det vi havde at fejre på, så vi ringede til præsten, og spurgte om hun kunne klemme en surprise-vielse ind ved barnedåben, og fik et ja!

En af mine veninder vidste det, da hun ville hjælpe med at sætte hår, men ellers var der ingen af gæsterne der vidste noget.

Der var ikke et øje tørt, da vi gik op af gulvet til bryllupsmusik, med dåbsbarn i sin fars arme, og de to store piger gående foran os med blomster i hænderne.
image

Det blev den fineste fest.
Min veninde sang for os, Ninjaman og jeg holdt taler for hinanden, og min mor holdt tale for dåbsbarnet, og gav hende et lille hjerte i rav, som hun smukt sagde:”indfangede lyset fra de første morgenstråler, der lyste på hendes ansigt, den morgen hun blev født”.

image

Brudevals og afklipning af Ninjamans sokker, blev også klemt ind, under stor jubel.

Dåbsbarnet tog festen i stiv arm, og vi endte med at være mange der blev og festede; sang karaoke og drak øl.

Vores ældste, på dengang fem år, der normalt var et yderst genert barn, overraskede alle ved at stille sig og synge tv2’s “de første kærester på månen” foran alle, og det trak tårer hos de fleste.

Om det var vores beslutning om at tage tingene mere positivt der virkede ved jeg ikke, men i månederne der fulgte blev både mit og vores virksomheds overskud gradvist større, og alting virkede lysere.

(fortsættes)

11/06/15

Om små børneflokke

Mellempigerne er på koloni med skolen denne uge, og ældstebarnet var afsted i sidste uge.
Det er meget underligt at have reduceret børneflok – også meget underligere end vi troede det ville være.
Her er simpelthen så tomt, at det nærmest runger!

Sidste uge var sværere end den plejede at være: pludselig kunne vi mærke hvor stor en hjælp ældstebarnet er i hverdagen, med at følge yngre søstre hjem fra skole, tømme opvasker og hjælpe til generelt – og jeg fik helt dårlig samvittighed over det.
Det er selvfølgelig fantastisk at hun er så hjælpsom og ansvarlig, men vi forældre skal huske ikke at drive rovdrift på hendes hjælpsomhed.

Denne uge har så været nemmere end den plejer, og det føles som om der bare er flere timer til rådighed.

I går havde jeg fx både tid til at sidde og se på mindstebarnet der gyngede i en hel time(mens hun nød opmærksomheden), og bagefter til at tage med ældstebarnet op og se på nye bukser.
image

Der er ingen der skændes; der er ingen der skal følges i skole eller hentes igen; der er kun et barn der skal puttes, og hun falder hurtigt i søvn; der er kun en enkelt madpakke der skal smøres; der er ingen der fyrer hinanden lammere over hvem der skal vælge godnathistorie; der er ingen brok over aftensmaden; og som teenageren sagde, da hun dækkede bord i går:”Vildt! Vi er kun fire: det er jo ligesom en helt almindelig familie!”

Bagefter hjalp ældstebarnet sin lillesøster med at bygge noget lego, og det var helt uvant at høre nogen lege, uden de behøvede skændes om de bedste stykker legetøj og vi voksne svælgede i roen.

Det fik jeg så også dårlig samvittighed over: tænk, at jeg ikke er ved at gå til af savn, når halvdelen af børneflokken mangler, og endda tillader mig at nyde hvor roligt det er?

Men så sendte en af pigernes lærere i morges, en SMS med fotos af mine unger, der sad i solen på lejrskolen og grinede – og lige pludselig savnede jeg dem helt enormt!
Jeg videresendte billedet til ungernes far, der skrev tilbage:”shit hvor jeg savner dem!”

Der mangler klart hvirvlende vejrmøller; plagerier om kager; høj musik; fniseture; diskussioner; og al den larm og liv der er i huset, når mellemtøserne er hjemme – vi andre, mere rolige, mennesker kan jo slet ikke fylde huset ordentligt ud!

Jeg henter dem på stationen i morgen, og glæder mig til at kysse deres glade fjæs, og lade dem fylde med al deres larm og snak – men her til aften har deres far og jeg aftalt at vride det sidste ud af stilheden, og flette fingre over sen aftensmad, når de to rolige børn sover i aften.
Tror det er en god idé lige at lade lidt op!

10/06/15

Om det der kærlighed del 27, en føljeton

Føljetonen om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden, og siden hen producerede en masse fantastiske pigebørn, kan læses fra starten her

Efter sidste afsnit var der nogle af jer, der kommenterede at vi lød superhelte-agtige, for at kunne håndtere alle de småbitte børn – men det var vi ikke.

Vinteren 2006.
Babyen voksede som hun skulle – dejligt tyk var hun, og da de to storesøstre havde været exceptionelt små som babyer, var det dejligt at have sådan en stor basse.
De “store” trivedes i børnehave/vuggestue og deres far knoklede fortsat løs, for at redde vores butik og økonomi, så mit fokus var stadig bare børnene, og det lod heldigvis til at de trivedes.

image

Men så kom vinteren – og alt hvad den kan medføre af sygdomme og snotnæser, og de to institutionsbørn slæbte baciller i hobetal hjem til babyen, der mere eller mindre konstant var syg – ligesom de også skiftedes til at være.
Forkølelser, mellemørebetændelser, influenza – alt blev de ramt af på skift.

På ældstebarnets fem års fødselsdag,  hvor vi netop havde købt sushi og skulle til at spise, dejsede mellembarnet pludselig om, helt varm.
Vi tog hendes temperatur: 41 grader!, og skyndte os at smide forvirret fødselsdagspige og hendes lækre måltid af hos mormor, og så kørte vi på hospitalet,  hvor feberbarn blev indlagt, med dobbeltsidet lungebetændelse.

Hendes far blev og sov med hende, og jeg tog tung om hjertet hjem med babyen, og sad vågen hele natten.

Pludselig fyldte tankerne om fødslen også i mit hoved igen: jeg følte ikke det havde været en god fødsel, og jeg havde været så bange for at der skulle ske min baby noget, både under graviditeten og under fødslen, og følelsen af afmagt slog mig helt ud.

image

Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke beskytte mine børn nok imod sygdomme og ulykker, og tankerne gav mig mit livs første angstanfald,  alene om natten, med et sovende barn i favnen, et barn hos mormor, og et barn på hospitalet.

Næste dag besøgte jeg min lille pige på hospitalet,  og da lægen hørte babyens hivende vejrtrækning,  blev hun også indlagt, med rs-virus.

Vi var indlagt i over en uge – Ninjaman var nødt til at tage tilbage og passe butikken, for banken pustede ham meget i nakken over den skrantende økonomi, og ældstebarnet var nødt til at blive hos min mor, og jeg savnede dem begge helt forfærdeligt meget, og fik malet min hjerne helt ind i et hjørne af dystre tanker, mens jeg sad der med mine sløje små piger.

Da vi kom hjem igen, og hverdagen startede op, besøgte jeg en veninde på Østerbro med baby i barnevogn, men da jeg skulle hjem, virkede tanken om at have barnevognen med i toget pludselig helt uoverskueligt, (hvad nu hvis nogen faldt og landede oven i barnevognen og maste mit barn??).
Jeg fik et angstanfald mere, og endte med at gå hele vejen hjem, selv om det er en 10 kilometers tur, og sneen lå højt.

Jeg begyndte at undgå steder med mange mennesker, af angst for at få et angstanfald mere.
Ville ikke gå i netto, fik ofte min mor til at hente børnene hjem for mig, havde ikke lyst til at besøge andre.
Isolerede mig med børnene,  og havde dårlig samvittighed over hvor mange pligter der hvilede på min hårdtarbejdende mand.

I al dette kunne jeg slet ikke genkende mig selv: jeg var jo den, der altid kunne klare ting; den der bed tænderne sammen og handlede mig ud af problemerne – hvorfor brugte jeg al min tid på at forestille mig grimme ting der kunne ske med mine børn, og hvorfor var jeg bange hele tiden?

Jeg var tryggest når vi alle var samlet, men selv her sad frygten for at børnene kunne blive syge, eller banken kunne blive trætte af at vente på at vi fik vendt økonomien og istedet ville tage vores hus, og hvilede tungt over tankerne.

Min moster kendte en dygtig psykolog, der boede i gåafstand fra mig, og her sad jeg, med min baby i favnen, og tog hul på alle de ting, jeg bare havde skubbet bagerst i hovedet al for længe, og som nu havde været med til at slå knude på min hjerne.
Det hjalp – men langsomt.

(fortsættes)