02/22/17

Om dokumentering – vind en CEWE fotobog

Det her er så langt jeg er nået, i den “Barnets bog”, der tilhører mit barn nummer tre.

IMG_1044

Hun vejede åbenbart 8,6 kilo på sin første fødselsdag, og var – så vidt jeg kan se i hendes to ældre søstres bøger – klart den tungeste et årige vi har haft her i huset. Det er ni år siden jeg sidst skrev i bogen, og jeg har glemt de fleste af de detaljer der skal med i den.

Dog kan jeg huske at hendes første ord, øretæveindbydende nok, var “far” – hvilket virkede sært uretfærdigt, når nu det var mig der havde brugt en hel efterårsnat på at mase hendes tykke fire kilo tunge krop ud gennem en af mine sartere kropsåbninger.

Hendes lillesøsters “barnets bog” har slet ikke været åbnet… Sammen med de to skotøjsæsker fyldt med udprintede fotos der skal klippes til og sættes i album, er de min evige dårlige samvittighed.

IMG_1031

Skotøjsæskerne indeholder fotos fra 2006 til 2008. Allerede i 2010 jamrede jeg over at jeg nok aldrig fik sat dem i album, og for evigt ville være bagud med dokumentering af mine ungers liv. Det tager jo en hel aften at udfylde bare et par sider i sådan et klip-selv-album, og jeg har bare så sjældent aftener i overskud…

I dåbsgave til mindstebarnet fik vi et gavekort til CEWE fotobøger.

Jeg lavede en hel fotobog, med flere hundrede fotos i, på en enkelt aften, og da det ankom med posten blev det børnenes yndlingsbog.

Siderne tåler fedtede børnefingre og formatet er meget nemmere at sidde med end mine kluntede gamle fotoalbums, og de bøger jeg har fået lavet siden er nogle af de mest “læste” bøger vi ejer. Mellempigerne valgt at få læst fotoalbums højt til godnatbog så mange gange at jeg nærmest kan huske dem udenad. Hvilket er pissehyggeligt.

IMG_1032

Jeg er vild med hvor nemt det er at lave, og hvor tilfredsstillende det er at eje! Når jeg tømmer mit kamera med jævne mellemrum, smider jeg ofte billederne direkte ind i en fotobog, som jeg gemmer på computeren, og så bestiller når jeg har en hel bog.

Det er nemt at arbejde med forskellige layouts, man vælger selv hvor mange fotos der skal være på hver side, billederne kan beskæres, og der kan tilføjes fx klipart og tekst i alle farver.

Så godt nok har jeg stadig ikke fået skrevet en pind i ungernes “barnets bøger”, men jeg har omfattende dokumentering af deres barndom i fotobøger – og i kælderen har jeg en kasse til hvert barn, som jeg jævnligt smider gemmeværdige tegninger, yndlingstshirts, tabte tænder og andet ned i.

Eneste ulempe er måske at jeg er begyndt at tage irriterende mange billeder bag fra – så bagsiderne på mine fotobøger kan komme til at se sådan her ud:

IMG_1033 IMG_1035

Alle vores fotobøger har en bagside, med fotos af folk set bagfra.

(Der er dog overraskende mange bare numser i blandt, så disse to er de eneste jeg viser på blog!)

Nå. Er der andre end mig der er lige så dårlig til at skrive i “barnets bog” eller komme til bunds i skotøjsæsker med fotos?

Så har I lige nu muligheden for at vinde jeres helt egen fotobog fra CEWE FOTOBØGEREn af Jer vinder et gavekort på 500 kroner, som kan bruges på en eller flere CEWE fotobøger, efter eget valg og design! Konkurrencen løber frem til d. 3-3.

Alt man behøver gøre, er at skrive en kommentar her nedenfor, med hvad man selv har dårlig samvittighed over ikke at få gjort. Vinderen findes ved lodtrækning.

 

02/19/17
IMG_1053

Om fødsler

I onsdags passede min fantastiske søster alle mine fire unger, plus sine egne to, hjemme hos os.

Den flotte barnefader og jeg udnyttede hvert eneste minuts dyrebare kærestetid, og var både ude at spise, gik verdens længste tur, snublede i nogle virkeligt gode drinks på et sted der hedder “LIDKOEB”, og overnattede på det billigste hotel vi kunne finde. Det var helt fantastisk!

Vi bestilte tømmermænds-morgenkaffe på et lille sted ved Værnedamsvej, og stødte her ind i supersmukke højgravide Cecilie, der talte om hjemmefødselsplanlægning, og pustede totalt til min undertrykte trang til at føde en ny lille baby selv. (Ninjamans svar til at få flere børn er stadig nej, iøvrigt.)

Da vi kom hjem, fik jeg ungerne til at posere til det her billede, som jeg egentlig havde tænkt på at tage i mange år:
IMG_1037

Ja, det er ikke verdens mest interessante foto. Den ældste af dem ville kun fotograferes bagfra, og det ville resten så også.

Men det der er interessant – synes jeg – er at de står præcis det sted de blev født. De to der sidder i sofaen er født lige der i den, med små fem års mellemrum. De to der står op, er født i fødekar placerer cirka der hvor de står.

Vi kommer aldrig til at flytte fra det her hus, kunne jeg endnu engang mærke, da jeg så dem posere! Der er noget helt fint og magisk over at de alle fire har trukket vejret for allerførste gang, i præcis det samme rum. Og i dag, klokken 0.43 præcist, var det 12 år siden at hende den ranglede længst ude til venstre gjorde det. Lille og fin, med langt, brunt hår og verdens største øjne, svømmede hun ud i verden.
IMG_1053
Hvis man har lyst, kan der læses om hendes fine fødsel her.

02/17/17

Interview med mine unger – og mulighed for spørgerunde

Vi er neddykket i vinterferiestemning for fuld skrue denne uge. Det er fantastisk, dovent og tiltrængt!

Ninjamans fødselsdag lå på første dag af vinterferien og næstældstebarnet har fødselsdag den sidste dag i ferien, så ud over noget med at sove virkeligt længe og have nattøj på hele dage, har ugen budt på fejringer af flere slags: drinks, mange gange gæster, og pasning af unger en hel nat, hvor vi sov på hotel og nød alenetid.

Mere om den slags snart!

ATT_1437773766222_IMG_20150714_162802

På Karmamillis kloge, fine blog, kan man i dag læse et interview med mine tre mindste piger, lige her.

Bloggeren bag Karmamilli, Christina, har jeg kun mødt en enkelt gang, men hun har en udstråling man falder totalt for – og en udadvendthed jeg ville ønske jeg også havde bare lidt af. Jeg blev megaglad for hendes mail, hvor hun smigrede mine kinder røde, og spurgte om jeg og mine unger gad stille op til interview på hendes blog, og blev glad for at mine piger sagde ja,
Jeg er vild med konceptet mor/børn interviews, og har nydt at læse de andre i serien. Skynd jer ind at læse, hvis I ikke allerede har læst!

Jeg blev helt rørt over nogle af mine pigers svar – over at de lagde mærke til mig på den måde.

Spørgerunde.

Mine piger  syntes det var helt vildt hyggeligt at svare på, og ville gerne have svaret på flere spørgsmål. Selv min mand blev nysgerrig og ville også gerne have svaret på noget – så hvis nogle af jer har noget I gerne vil spørge min mand eller unger om, så skriv et spørgsmål her i kommentarfeltet, eller send en mail på superheltemor@live.dk, så samler jeg deres svar i et indlæg på et tidspunkt!

02/6/17

Om familieforhold

I min seks åriges klasse har de talt meget om familie for tiden, og hun kommer jævnligt overrasket hjem og beretter om alle de måder de andre børn lever på.

“Ved du hvad, Mor? Astrid har BÅDE en søster OG en papkassesøster! Hvad er en papkassesøster overhovedet?” var spørgsmålet i sidste uge.

I går havde vi så bevæget os videre til parforholdsspørgsmål:”har du egentlig tænkt dig også at være gift med far når du bliver gammel? Eller skal du prøve noget nyt?”

Jeg svarede at jeg bestemt regnede med at vi også var sammen som gamle, hvor på hun – lidt køligt – replicerede:” nå okay. Så må vi da håbe at han ikke slår op…”

02/2/17

Om souvenirs

Jeg fik vist aldrig delt dette sentimentale indlæg, der var gæsteindlæg hos fantastiske Christina i sommer. Så her er det, til dem der gider en tur ned af memory lane med mig.

For 15 år siden viste jeg Mols bjerge frem for første gang, for min tykke førstefødte baby.
Min kærestes familie har et sommerhus der, som vi har lånt hver eneste sommer de sidste 19 år, og det var magisk at have mit eget barn med til det sted.

Egentlig var hun mest optaget af at sidde i bar røv og spise sand, men jeg kunne ane konturerne af det hun ville huske som “sin barndoms somre” og det fik mig til at føle mig sært højstemt.

Hendes barndoms somre ville blive skabt af os, og vi ville fylde dem med solvarme badebroer under tæerne; snappende krabber i spande; gåture; regnvejrslæsning; malen på sten og tællen skyer.
Begge os forældre blev helt rørte ved tanken, men barnet var ret ligeglad, og fortsatte ufortrødent med sandspiseriet.

I et forsøg på at skåne hendes lille mave for mere sand, gav vi hende en lille dragt på og lånte en bil ind til Ebeltoft.

Vores økonomi dengang var absolut skrabet. Brugt tøj, tilbudsmad, ingen rejser eller restaurantbesøg, og ingen råd til unødig nips.

Vi spiste vores madpakker på havnen, og ledte efter gratis underholdning, hvilket vi fandt: en glaspuster, der tryllede de smukkeste små vaser frem.
Vi var alle tre tryllebundet, og babyen lo begejstret, mens vi iagttog hvordan en tyk vase med en gylden dråbe indeni tog form.
Jeg så på prisen – næsten 300 kroner – og følte mig så skuffet, så skuffet over ikke at have råd til den. Det vidste jeg jo godt at jeg ikke ville have, men den var stadig meget dyrere end jeg havde håbet.

Vi gik derfra igen; puttede baby i klapvogn til hendes lur og jeg satte mig på græsset for at læse mens hun sov, og hendes rastløse far gik en tur.
Han kom tilbage med et hemmelighedsfuldt smil, og en gave – den lille vase.
Den ligner solskin fanget i en dråbe vand, og jeg bliver stadig glad når jeg ser den.
DSC_0302
Og sådan blev mine børns barndoms somre: solskin, fanget i regndråber.
Der er kommet tre tykke babyer til i tiden siden, og nu er de ranglede, store skolebørn, og visheden om at vores somre ikke bliver ved med at kunne fastholdes sådan her kommer snigende.
Men i mit vindue derhjemme har jeg nu syv små glasvaser, købt på de sommerhusferier hvor vi havde særlige minder at fastholde.
De tre yngre søstres første sommerhusture.
Da vi gik konkurs med firmaet, og blev enige om at alt nok skulle gå, for vi havde hinanden.
En jeg fik af min søster, der ikke vidste hvad kriteriet for anskaffelse af vaser var.
Sidste års frygt for hvad min mand fejlede.
Altsammen fastholdt i de små vaser.
DSC_0299
I år har vi et lorteår bag os: min mand havde kræft, og hele året er gået med operationer, heling, smerte og skræk.
Vi er næsten ude af det nu.
Og jeg ved hvad jeg skal købe i år, som minde over det grimme, der gik over: en lille dråbe mørkeblåt, indkapslet i en dråbe.

01/31/17

Om lidt af hvert og gode uger

De sidste par måneder har været åndssvagt travle med pligt-ting: arbejdsmøder, forældremøder, kurser og julecrap, og ingen tid til at lave noget sjovt eller rigtigt få set venner.

Men i morgen skal jeg ud med en af mine bedste veninder, og på torsdag med en anden, og de sidste uger har været fyldt med anderledes hyggelige ting. Det føles uvant fantastisk at lave noget andet end pligter eller sofa, efter vinterens hverdagslimbo

I søndags var vi inviteret ud til en før-åbningsdag på Experimentariet alle seks, og havde en af de absolut sjoveste dage vi har haft længe. Det nyrenoverede sciencemuseum er blevet kæmpestort, og selv om vi var der i flere timer, nåede vi ikke at prøve meget mere end en tredjedel. Der er simpelthen så meget at se og prøve, og det hele er virkeligt interessant.

423EA06B-346C-48D3-A22C-D5478F020919

Kæmpesæbeboble-legeområdet hittede hos alle (Ninjaman havde særligt svært ved at løsrive sig); mindstebarnet var igennem sansetunnelen mindste tre gange og kunne heller ikke få nok af lyslabyrinten (hvor hun på billedet lidt ligner en miniature poledancer), og mellempigerne var meget fascinerede af den interaktive biograf, hvor man blev en del af filmen og drønede rundt i rummet, fx for at holde sig ovenvande da gulvet pludseligt lignede vand. Helt vildt sjovt! Et familieårskort til Experimentariet står meget højt på ønskelisten lige nu!

I onsdags var jeg til koncert med Conor Oberst – tidligere forsanger i Bright eyes, hvis nogen kender dem? Jeg købte billetterne sammen med en ven for længe siden, men da han ikke kunne alligevel, inviterede jeg min fætter med. Kæft hvor havde jeg glædet mig – og jeg blev ikke skuffet!

IMG_0753

Jeg har været helt høj over den koncert lige siden – det var uhørt fedt!

Fredag efter arbejde var jeg inviteret ind på den svenske ambassade af forlaget Gyldendal, for at møde det svenske forfatterægtepar bag pseudonymet Lars Kepler.

Egentlig er jeg ikke den store krimi-læser; har kun læst en enkelt af de seks bøger i samme serie, og var bange for om det var pinligt at møde op til sådan noget uden at være hardcore fan – men jeg blev ved med at forestille mig hvor starstruck min svenske farmor ville have været over at blive inviteret på ambassadebesøg. Så jeg sagde ja, og det fortrød jeg ikke!

Vi fik en lille rundvisning på ambassaden, og bagefter blev forfatterparret interviewet live af Ann Lind Andersen, hvilket var utroligt underholdende. Jeg fik kæmpelyst til at tvinge min modvillige mand til at blive medforfatter på et lignende bogprojekt, hvor vi kunne sidde og skrive sammen ved spisebordet, og indimellem slås med hinanden for at afprøve kamptricks til bogen – ligesom de fortalte at de gjorde.

Bagefter var der svensk smørrebrød, og eneaudiens med forfatterne. Jeg var nervøs for at komme til at slå over i den der irriterende form for pseudo-norsk, som mine Skam-seende ældste børn praktiserer, så mine svenske gloser blev holdt meget på et minimum. “Tack så mycket” og “veldigt trevligt” og så resten på dansk, af frygt for at komme til at smide et “dritkul” med i farten.

493BCED7-05B1-4D7B-8DAE-AFD3CD4CCB0B

Mine mindste børn var meget imponerede over deres mors ambassade-erfaring, og  havde en fest med at style bogen, med kaninskind og levende hamstre,  til Instagram.

“Kaninjægeren” har jeg ikke fået læst endnu. Jeg fornemmer at man er nødt til at læse alle de foregående seks bind for at følge med, men den lød enormt spændende, så dem må  jeg på biblioteket efter.

Februar måned plejer at forsvinde i en sky af fødselsdagsfejringer, men jeg planlægger at finde mere tid til at blogge i hverdagen også, for jeg savner det. Hvis nogen af jer har input til ting I gerne vil have mere af på bloggen, så skriv dem endelig her – ellers kommer der snart et “hvor-skal-bloggen-hen-og-hvad-vil-helst-læse-indlæg”.

 

(indlægget er ikke sponsoreret, og al begejstring er ægte nok – men jeg var blevet inviteret til både Experimentarium og Lars Kepler event)

01/25/17

Om gamle tricks

I forgårs havde jeg været inde i byen med to af mine store piger, og på togperronen hjem ventede jeg på elevatoren med min cykel, mens de løb i forvejen ned ad trapperne.

Børnenes smil var smørrede, og jeg tænkte for mig selv, at de med stor sandsynlighed planlagde deres vanlige vente-på-elevator-trick.

Suk – det gamle trick, var de ikke ved at være lidt for store til det?

Vente-på-elevator-tricket har været en fast begivenhed de sidste 12 års tid herhjemme: i årevis var jeg den der tog elevatoren ned fra perronen med barnevogn indeholdende nyeste eksemplar af lillesøster, mens først det ældste barn, og sidenhen også lillesøster 1 og 2 løb i forvejen ned ad trapperne og ventede på mig.

Når elevatordørene så åbnede sig, stod de i en flok og mimede at de havde ventet SÅ længe på mig, at de nu sov. 1-2-3 ræve-sovende småpiger, der fnes over hvor lææææænge jeg havde været om turen ned.

Det er længe siden barnevognen blev stillet væk, og derfor også længe siden at vente-på-elevator-tricket var blevet støvet af, og mens jeg ventede mærkede jeg et sug af nostalgi over det. Pludselig kunne jeg tydeligt forestille mig en 80 årig variant af mig selv, der tog elevatoren ned med mit gangstativ, til fire koner i 50’erne, der stod og lod som om de sov – og et eller andet ved den tanke var ret rørende.

Jeg trak cyklen ind i elevatoren, nu kun med den tanke at jeg håbede de lavede det gamle trick, for nostalgiens skyld, og jeg bemærkede ikke rigtigt at der stod to mennesker inde i elevatoren med ryggen til, før den kørte.

Jeg nåede lige at tænke at det var creepy de ikke var stået af – da lyden af en sagte, falsk snorken nåede mig.

Vente-på-elevator-tricket ikke bare levede i bedste velgående – det havde endda fået et uventet twist, og jeg grinede så meget af deres tåbelige trick, at jeg tabte cyklen og da døren åbnede sig, stod vi tre mennesker og fumlede med at få rejst og bugseret min tunge cykel ud, til de ventende gamle damers overraskelse.

At gamle, kedelige tricks man har set 100 gange før, kan støves af og udvides, giver mig håb for hvor spændende det mon bliver at blive hende den 80 årige med gangstativet – og jeg ved at jeg altid vil kunne se de bittesmå spændte pigebørns ansigter, i alle fremtidige versioner af dem.

2014-02-11 12.04.39

01/19/17

Gamle indlæg – januar

Indimellem piner jeg mig selv med at dykke ned i bloggens gamle arkiver, og blive mindet om hvor anderledes vores liv var med små børn.

Det er hyggeligt at læse, og jeg glæder mig over hvor store, fine og selvhjulpne de er nu –  men jeg bliver også forbistret sentimental af det, og plager Ninjaman om vi ikke nok kan nå bare en enkelt lillebitte baby mere?
(Svaret fra ham til det er iøvrigt helt kategorisk nej..)

Nå, men januar har de sidste seks år set sådan her ud:

Januar 2011:

Et hurtigt indlæg om søskendejalousi, noget om klunker og om oprindelse af fødevarer.

Januar 2012:

Her var mine mellempiger fem og seks år gamle, og fuld af gode råd og kloge ideer. De mandasgstippede fx beredvilligt om både oprydning og fødsler der ikke vil gå i gang, mens jeg skrev ned. Det er den her tid jeg savner allermest – fuck hvor var det sjovt meget af tiden, og hvor sagde de dog mange gakkede ting!

Januar 2013:

Her dræbte jeg bl.a. nogle kæledyr.

Januar 2014:
Her holdt bloggen en pause.

Januar 2015:
Noget om kun at have et enkelt badeværelse, til seks mennesker og lidt om komplimenter.

Januar 2016:
Skrev jeg om hvor sjove ting fem årige siger.

Nå. Det var memorylane for denne gang. Håber I syntes genlæsningen var lige så underholdende som jeg selv gjorde!

IMG_0744

 

01/17/17

Om at have egne værelser

Indtil for to år siden boede vi seks mennesker på relativt lidt plads. De tre store børn delte 1 1/2 værelse; mindstebarnet havde “værelse” midt i stuen, og vi sov alle seks sammen, for at frigive lidt plads på børneværelset. Det gik egentlig udemærket i hverdagen, men børnene fantaserede oftere og oftere om at have mere plads til sig selv end en skuffe på et fællesværelse – fx her .

Forrige år fik vi mulighed for at låne nok penge til at bygge halvandet værelse på huset, og det er fuldstændigt fantastisk at have så meget plads lige pludselig!

Godt nok klumper vi os vanemæssigt sammen i stuen alle seks 90% af tiden, men de har noget der er helt deres eget, hvilket særligt er fedt når de har gæster! Der er stort set altid andre børn i huset end mine – nogle gange helt op til 8 børn af gangen, når de alle har venner hjemme – og det letter noget på støjniveauet at det ikke behøver være i stuen hele tiden!

Flere af Jer har spurgt om I måtte se værelsesindretning, og to af rummene er ved at være klar.

Hvad? Er det ikke normalt at være over halvandet år om at få malet vægge og rykket helt på plads siger i?

IMG_0731

Det her værelse er den yngstes. Det er ikke sådan boligblogs-pænt eller noget, og det meste af tiden ligner det at en Playmobil-tsunami har skyllet ind over det, men vi fik ryddet grundigt op i fredags, og det eneste der nu mangler er en loftslampe, i stedet for den mystiske gulvlampe vi har lånt af naboen.

Den kommer forhåbentligt op i weekenden, lampen.

IMG_0734

Hun har forreste del af et stort værelse, ved siden af stuen. Bagerste del har hendes yngste storesøster, og vi har delt rummet med min reol. Det meste af tiden er de ret glade for at dele.

Ingen af dem sover på deres værelser, for der er plads til en tre etagers køjeseng i gangen ved vores soveværelse, og det giver mere plads på værelserne hvis de sover der i stedet.IMG_0737

Alle møblerne er fra IKEA, bortset fra den fantastiske røde gulvpude, som hun fik i fødselsdagsgave sidste år. Den bliver slæbt ind i stuen når vi alle ser tv sammen, og det er min yndlingskrog i hele huset, hvor jeg sniger mig ind og ligger, når jeg skal skrive noget.
(Her et affiliate-link til puden.) 

Hendes egen yndlingskrog er der hvor hun sidder på øverste billede. Her sidder hun og tegner og ser ud i haven, mens hun holder øje med om hendes bedste ven, nabopigen, kommer hjem.

De to store piger og jeg malede begge deres værelser hvide i weekenden. Det er 16 år siden vi sidst malede lofterne (da vi flyttede ind), og de skulle have mindst 10.000 lag! Jeg fik maling i øjet, og har så ondt i skuldrene at jeg piver hver gang jeg skal trække en kjole over hovedet – men det blev flot; det var ret hyggeligt at gå og male sammen; de er i fuld sving med at flytte møbler rundt; og vigtigst : de er megaglade for det!

Den næstældstes værelse er ikke så stort. Der er skråvægge og en væghængt seng, men hun er vildt glad for at have sin egen lille hule. Hun fylder 12 år i næste måned, og ønsker sig et gulvtæppe, et spejl med lys om, puder, og nogle billeder. Så bliver rummet lidt mindre “bart”.

46D025CC-B9F9-46A1-A3E2-A2FAD5781BF0

Ældstebarnets rum er stadig i afdækningspap, og barn tre roder så meget at jeg ikke synes det kan vises frem – men liiiige om lidt er vi der – og det føles faktisk fedt!

 

01/6/17
_20170106_105037

Om en aften ude

Vi var inviteret til arrangementet, så indlæg skal  mærkes med sponsoreret -men det er ikke et betalt indlæg, og jeg skriver kun om det fordi vi oprigtigt syntes det var fedt.;)

I takt med at børneflokken herhjemme er blevet ældre, er mængden af forældrealenetid også blevet mere sparsom.

De kan både holde til at være længe oppe; kan se med på meget af det vi ser i fjernsynet; og er hyggeligt selskab, så her i ferien har vi været sammen alle seks, hele tiden. Det har været helt vildt hyggeligt at være så meget sammen, men vi har også savnet det at have noget tid til at tale med hinanden og være kæresteagtige.

Da vi blev inviteret til åbningsmiddag på “Enigma” – der er det nye, ambitiøst anlagte Post og telemuseum – sagde vi begejstret ja, og glædede os til voksensamtaler, der ikke blev afbrudt af børn der ville vise teater, kramme eller fortælle os ting.

Min fætter tilbød straks at komme og stå for det store affodre-putte-hjælpe-med-lektier-show herhjemme, og spændte drog vi til Østerbro, hvor museet er ved at indrette sig i det store smukke gamle posthus på Øster Alle’.

_20170106_105037

Claus Meyer driver kantinen, der er indrettet med langborde, lækker mad i store gryder midt på bordet, og en stemning der giver en lyst til at tale med folk man ikke har mødt før. Vi var endda så heldige at opdage at nogle af vores bedste venner var inviteret til festen også, så vi fik både talt med folk vi kendte og ikke kendte, og det var lige det vi havde trængt til længe.

Maden var virkeligt lækker. “Jeg ved ikke om jeg har drømt om de der lækre svinekæber vi fik i går, men det var ihvertfald det allerførste jeg tænkte på da jeg vågnede!” Sukkede Ninjaman i morges, og jeg må indrømme at de også har strejfet mine tanker mange gange i dag!

Da vores piger var små, var postmuseet i Købmagergade et af vores yndlingssteder. Gratis, fed, indendørs legeplads, og et museum med mange ting man måtte prøve. Det ideelle udflugtsmål for familier med mange børn og få penge! Selve museumsdelen er ikke helt færdig endnu, men det kommer, og det lyder til at blive mindst lige så fedt som før. Det gode ved det nye “Enigma” er at der også er plads til voksne, med foredrag, events, fællesspisning og en rigtigt god stemning. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi kommer på besøg, og næste gang tager vi pigerne med.

Der er åbningsfest hele weekenden, med foredrag, mad og børneaktiviteter, hvis I er nysgerrige. Programmet for weekenden kan ses Her.