09/29/16

Om forældrefester – et (forsinket) mandagstip

I lørdags var der fest på pigernes skole: forældrefest, UDEN børn.

Overskuddet går til niende klassernes rejsekasse, og kombinationen af en virkeligt morsom sang festudvalget kom og sang for os til sommerfesten, og det faktum at vi er forældre til et niende klasses barn i år, fik os til at købe billetter.

Og fortryde lidt igen…

Både fordi det var svært at få børnepasning den dag, men også fordi det virkede ret pligtagtigt at møde op på skolen, når det ikke var for børnenes skyld.

Nogle af mine bedste venner har børn på samme skole, men de kunne ikke komme. Som dårlig-ansigtsgenkender vidste jeg ikke om jeg kunne skjule at jeg ikke aner hvem særligt mange af de andre forældre er, selv om vi har børn i samme klasser, og forudså en lang, pinefuld fest.

Vi aftalte derfor at blive hjemme, med manglende børnepasning som undskyldning. 

“Vi kan passe os selv!” foreslog en kæk mellempige “vi skal bare have… fem kroner hver for det! Og nogle chips!”

Se, det var et tilbud der var til at forstå, og da naboen lovede at tjekke op på dem, havde vi ingen undskyldning og drog til fest klokken 16.

Og her kommer (det forsinkede) mandagstip: det er den fedeste idé at holde forældrearrangementer på den måde!

Man bruger alligevel så meget pligt-tid på sine børns skole, og det var helt surreelt at dukke op og se skolen festpyntet og fyldt med ca 100 festklædte,  afslappede mennesker, uden skrigende unger om benene.

En eller andens bror grillede kød i gården, niende klasses børnene havde lavet salater og dækket bord, og der var funky livemusik og en velekviperet drinks-bar.

Det kunne sgu ikke rigtigt gå galt.

Kvinderne skrev deres telefonnumre på papirlapper i en bowle, og blev ringet op af en tilfældig bordherre, og under middagen var der quizzer og underholdning .

8292016203654
Vi blev ikke så længe som vi havde lyst til, da vi havde lovet unger at være hjemme inden de store af dem skulle sove, men det var klart det værd alligevel.

Det er første år den slags holdes, men jeg fornemmer at der er stemning for en tradition, som jeg umiddelbart vil anbefale varmt, at man prøver at kopiere i sine børns skole/børnehave.

Det er bare lidt sjovere  at korridorsnakke med Fridas far, når man nu ved at han hedder Peter, og danser en vild lambada, eller med Elias mor, når man ved hvor skæg hun ser ud når hun drikker tequilashots, og jeg har været en mere tålmodig børnehenter end normalt denne uge, fordi jeg rent faktisk håbede på at få tid til at tale med andre forældre.

 

 

09/27/16

Om medansvar for global opvarmning

Denne fantastiske efterårs-sommer har hævet mit humør væsentligt, med shortsvenlige dage og havetid – omend jeg balancerer noget for ikke at falde i det sorte hul, med bekymringer omkring global opvarmning og andet skræmmende.

I går sendte jeg følgende sms til min lækre Ninjaman, og tydeliggjorde vores egen specifikke del af ansvaret for ændret vejr;
_20160927_124541
Helt nonchalant beder jeg ham om at opvarme drivhusgasser til børnene – og han svarer glad thumbs up, som om bevidst klimaødelæggende aktiviteter er en normal begivenhed, som han ikke engang behøver overveje om han vil deltage i.

120px-carbon_dioxide_structure

(Han havde heldigvis kun opvarmet Pasta Carbonara…)

09/21/16

Om gamle blogindlæg, september

Jeg har igen hygget mig med en tur tilbage i bloggens arkiver, og har fundet frem til hvad jeg foretog mig i September de sidste fem år.

 

I september 2011 var jeg ved at indkøre mindstebarn i vuggestuen, og syntes det var stramt at når hun gav mig den kolde skulder. Vi endte med begge to at blive rigtigt glade for vuggestuen, og jeg savner indimellem den hyggelige tid der.

image

I September 2012 plagede mit barn om at få en gammel dame.

I september 2013 holdt jeg blogpause i et halvt år.

I september 2014 havde jeg en fire årig Museums-ekspert.

I september 2015 skrev min telefon en upassende SMS til en kollega og jeg overhørte noget i bussen om moderkager.

09/20/16

Om græskar og teenagere

Forleden stod jeg foran Irma på Vesterbrogade, sammen med et af mine børn, og beundrede et bjerg af græskar.

Vi fantaserede lidt om at købe et og bakse den med hjem i bussen, for at trylle det om til min legendariske græskar/ingefær/kokos/appelsin-suppe, men blev enige om at det ville være lidt for tungt at slæbe der.

Et par store teenagepiger stoppede også op og gloede på græskarbjerget, hvor på den ene højlydt forarget udbrød: “Ai! Totalt nederen at de allerede sælger sådan nogle halloween-nogen – det er sådan lissom at sælge julepynt for tidligt, ikke?”

Mit ni årige barn hviskede :”ved de ikke at det er mad?!” da pigerne var gået videre, og vi har fneset over det siden.

En af mine kolleger toppede denne “uvidende ungdom”-historie med en han havde overhørt i en bus: et ungt menneske havde brokket sig over at der var blevet spillet en “fodboldsang” før en håndboldfinale – det viste sig at være nationalsangen…

09/18/16

Om at støtte bryster

I sidste uge var jeg til et arrangement omkring kræftens bekæmpelses “Støt brysterne” kampagne, og lige siden har jeg forsøgt at få skrevet et ordentligt indlæg om kampagnen.

Grunden til at det har været svært at få skrevet dette indlæg er, at sådan en hel aften med snak om dette vigtige emne fik hevet en masse tanker om vores sidste år frem, som jeg har skullet vende inden i hovedet, før jeg kunne skrive om det.

image

Julia Lahme holdt et tårefremkaldende fint og personligt oplæg om sin mors sygdom, og det at opleve et menneske jeg kendte i forvejen fortælle om noget så intimt, rørte mig meget. At Julia så åbent og ærligt stiller sig frem som ambassadør for “støt brysterne”, gør det nemmere at forstå hvor hårdt sygdommen rammer, ikke bare den syge, men alle omkring hende.

Brystkræft rammer hver niende danske kvinde, hvilket er uhyggeligt mange. Derfor er det vigtigt, at der hele tiden forskes i bedre behandlingsformer, der giver færre bivirkninger, og at de kvinder, der rammes af sygdommen, hjælpes bedre. De sidste 15-20 år er overlevelsesraten blevet meget bedre, da der er kommet mere fokus på sygdommen, og den derfor ofte opdages tidligere.

For hver kvinde der rammes af brystkræft, rammes også hele hendes familie, og det kan være både tungt og hårdt og ensomt at være nærmeste pårørende til en kræftsyg.
Heldigvis findes Kræftens bekæmpelse, og heldigvis er danskerne meget generøse til at donere penge til dem, så de kan forske i helbredelse, og give støtte og rådgivning til folk berørt af kræft.

image

Til arrangementet holdt en psykolog fra Kræftens bekæmpelse et oplæg, om hvordan de tilbyder bl.a støttende samtaler til syge og pårørende.
Da min mand var allermest syg, havde vi Kræftens bekæmpelses rådgivere og psykologer som støtte. Vi ringede begge derind flere gange og fik rådgivning til hvordan vi skulle fortælle folk omkring os om det, hvordan vi skulle håndtere børnenes frygt, eller bare for at få lidt luft, og nogle ører der var vant til at tale om den slags.

Før jul var vi til samtaler med lige den psykolog der holdt oplægget, og mens hun talte kunne jeg mærke hvor taknemmelig jeg var over at hun fandtes; at hun hjalp os og pigerne; at det tilbud findes; og at andre pårørende og syge kan blive “samlet op” af denne kloge og empatiske kvinde og hendes kolleger.

Når jeg tænker på det år vi har haft, er jeg generelt taknemmelig over for alle de dejlige mennesker der har hjulpet os, holdt kontakt, distraheret eller lyttet.
Også alle Jer der læser med, og har skrevet søde mails og kommentarer. Hvert eneste ord har varmet.
Det kan være svært at vide hvordan man agerer over for folk ramt af sygdom, og man kan have lyst til bare at holde afstand eller lade som ingenting – men det er så rart at I er så mange der har turdet spørge, har tilbudt hjælp og været deltagende. Hvis man er i tvivl om hvordan man skal agere i forhold til nogen der får kræft/ eller er tæt på nogen der har det, kan man også ringe eller maile ind til kræftens bekæmpelse og spørge hvordan man skal gribe det an.

image
I kan støtte kampagnen ved at købe de nye fine Støt Brysterne armbånd fra Kræftens bekæmpelse.
Armbåndet kommer i fire varianter – to forgyldte og to i et oxideret look, med sten i forskellige farver. Armbåndene har alle en facetslebet sten, for at vise at livet under en sygdomsperiode er mangefacetteret, og ikke nødvendigvis kun gråt.
Hvert armbånd har et lille vedhæng med budskaberne HÅB, KÆMP, LEV, der symboliserer, at vi sammen skaber håb, kæmper og lever.
Armbåndene kan også købes mange steder, bl.a i Coops butikker Føtex, Aldi, Inspiration, H og M, og flere apoteker.

Og så til sidst, vigtigst af alt: pas på jeres bryster! Husk at undersøg dem jævnligt for knuder, og få dem undersøgt hvis noget er anderledes end det plejer at være.
Hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

Indlæg er ikke sponsoreret, men jeg har modtaget et armbånd til hver af mine piger i gave – og har selv købt en ordentlig stak derudover, fordi jeg synes de er flotte og gerne vil støtte.;)

09/11/16
image

Om kartoffel-entusiaster

Min næstyngste datter, der generelt er madglad, har en absolut favoritspise: kartofler.
Brasede, bagte, kogte, stegte, i alle tænkelige varianter: hun er fan!
Som 2-3 årige tegnede hun udelukkende tegninger af kartofler: små runde ting, nogle gange med øjne, og nogle gange en hel familie af dem, men det var stadig kartofler.

Hver dag havde hun nye kartoffeltegninger med hjem fra børnehave.
Da det havde stået på over et år, gav hun en dag en tegning til sin far, der lignede de sædvanlige kartofler – men denne havde ben.

“Næ… Har du tegnet ben på din kartoffel denne gang?” Spurgte han , og fik et fornærmet svar:” nej! Det er da dig far! Kan du ikke engang se det?!?”

Han blev så beæret over at være den første person hun tegnede, efter at have tegnet over 500 kartofler, at han fik tegningen tatoveret bag på sin læg:
image

Nå, men i dag fyldte hun svimlende ti år, den lille kartoffel-elsker.
Hele familien kom til frokost i haven, og fødselaren har brugt de sidste tre måneder på at planlægge menuen: kartoffelbuffet!

Kartoffelmos og hasselbagte kartofler blev i sidste øjeblik droppet på grund af pladsmangel i oven og på kogeblus, så derfor nød vi istedet en menu bestående af brunede kartofler, kartoffeltærte, pommes frites, kartoffelsalat, flødekartofler og noget ikke-så-vigtigt kød.
dsc_0075
Havde jeg haft råd, ville jeg have købt kartoffelkager til dessert, men vi var 16 mennesker, så det endte med fødselsdagsbarnets hjemmebagte chokoladekager og en fantastisk dag i solen på terrassen.
dsc_0073

Når jeg ser på min store-lille ti årige – eller hendes tre søstre – bliver jeg indimellem ramt af en bølge af taknemmelig undren over hvor storslået naturen har kunnet blande mine og deres fars gener, til de her vidt forskellige, awesome små mennesker.
Taknemmelighedsundren er altid stærkest omkring deres fødselsdage – og svagest når de i perioder skændes så det brager.

Det er en vild oplevelse, det der med at se sit barn gå fra hjælpeløs lille nyfødt til ranglet, klog, sjov , skør, selvstændig ti årig, og jeg føler mig beæret over at have fået lov til at blive hendes mor.
image
Det er få øjeblikke siden at hun var denne her lille storknoldede basse, og nu er hun sådan en fin, stor unge, der har formået at vende sin egen uhæmmede kartoffel-eufori til en fest, vi andre kan være en del af.

09/6/16

Om børn og skærme

Diskussioner om hvornår og hvor meget børn må sidde med snuden i iPads/telefoner/andre skærme er vi nok ikke den eneste familie med børn over tre år der har.

Jeg har venner med vidt forskellige regler for deres børns skærmbrug: nogen hvor der er frit lejde hveranden uge og intet ugen efter; nogen hvor der kun må stenes skærm i et vist tidsrum; nogen der slet ikke må bruge tid på den slags og andre med skærmfri dage.

Hvilken metode der er bedst ved jeg ikke – men herhjemme har vi en fast skærmfri dag om søndagen, og ellers må de godt.

Hvis de på andre dage isolerer sig helt i timevis med hørebøffer på kan vi godt finde på at bede dem lave noget andet, men generelt er det noget de gør socialt og i fællesskab: laver en film sammen på ipad, skriver til venner over messenger, spiller wii sammen osv.

Skærmfri søndag virker meget godt, trods de indledende protester (og forældrenes abstinenser efter egne skærme).

Det er den dag hvor pigerne siger ja til lange gåture, bygger gigantiske playmobil-byer, og finder på allerflest fjollede lege.

IMG_20160906_092822
Jeg tænker at vi alle har rigtigt godt af at være tvunget til at underholde os på anden vis, og at børnene ikke tager skade af reglen.

Men så faldt jeg over en stil en af mine børn skrev sidste år….
DSC_0228

Sætningen “ipod er mit liv” er ret hårdtslående – tror vi må gøre os mere umage med at give hendes liv mening om søndagen fremover!

Hvordan gør i med administrering af skærmtid hjemme hos jer?

09/2/16
_20160831_143428

Om at passe til sit job

En af Jer kloge læsere, Julie, skrev denne tankevækkende kommentar til mit indlæg om jobskifte: “Men gad vide om et svært år ikke også virkelig understreger vigtigheden af, at være glad sådan allround?”.

Den ramte spot on, den kommentar, og satte gang i så mange samtaler herhjemme, at Ninjaman også spontant tog springet, og søgte og fik et job, der er helt anderledes end det han laver nu.

Så nu starter vi BEGGE to på nye jobs d. 1-10!

Ninjamans nye job er endda med aften og nattevagter, så hele vores måde at leve på ændrer sig – forhåbentligt til det bedre – men DAMN det er også skræmmende!

Nå, men vi fejrede nye jobs med pizzaer i tirsdags.

Det er en sjælden begivenhed, købepizza , og pigerne gik ivrige med mig op for at hente dem.

“Hvem er det der?” spurgte en af mellempigerne, og pegede på nogle fotos af Paven på pizzariaets væg.

11_20160831_143428

Jeg forklarede det, og hendes søster udbrød overrasket:”HVAD? Jeg har altid troet det var ham der havde opfundet pizzaen! Der var også billeder af ham i Rom, og pizzaer kommer fra Rom!””

Efter yderligere gransken af billederne blev de enige om, at han altså godt kunne ligne en dygtig pizzabager, så det kunne han overveje, hvis han blev træt af at være pave…

 

08/28/16

Om forandringer

Det her har jeg foretaget mig i det meste af min fritid den sidste uge:

_20160826_093422Badekarslæsning – verdens bedste hobby!

Jeg kan ikke komme i tanke om andre måder hvor på man kan kombinere to former for nydelse så sublimt – det skulle da kun være hvis man måtte spise chokoladeskildpadder under sex.

(Men den slags opfattes åbenbart som uhøfligt af ens partner. Har jeg hørt. Fra en ven..)

Bogen, Amy Schumers selvbiografiske essaysamling:” Pigen med røvgeviret”, modtog jeg et anmelderekesmplarer af fra forlaget, og det var en meget velkommen distraktion fra alle mine hvad-skal-jeg-dog-gøre-med-mit-arbejdsliv-klynketanker, som jeg også nævnte lidt om for nyligt.

Amy Scumer kommer iøvrigt til København på Fredag, og der er vist stadig billetter, hvis man har lyst til at se hende live. Jeg skal derind med min veninde Maren, der gav mig billetter i fødselsdagsgave, og jeg glæder mig helt enormt!
Bogen har mange utroligt underholdende passager, men den kunne godt have brugt en grundigere redigering, for at blive skarpere i sine pointer. Der går lidt ligegyldig sniksnak i den nogle steder, hvilket er ærgerligt.

Nå, det med arbejdskrise?
Jeg sagde mit job op i går!
Er helt stakåndet over hvor hurtigt det gik, fra en nagende fornemmelse af ikke at være helt glad eller føle mig udfordret nok på arbejdet, til jeg pludselig stod med nyt job på hånden.

Jeg er totalt glad for mine kolleger – og det var tæt på at trække en tudetur da jeg fortalte dem det – men det bliver også spændende at skulle noget helt, helt andet, langt fra min comfortzone.

Da jeg torsdag aften fik opkaldet om at jeg fik stillingen, drak jeg af befippelse et glas vin så hurtigt, at jeg satte mig ved siden af toilettet da jeg skulle tisse… Så sad jeg der, med bar røv på fliserne, og følte mig ikke helt som en der var godt nok klædt på til jobskifte.

Har heller ikke rigtigt sovet siden, fordi jeg er den vildeste kylling når det kommer til forandringer.

Det er kun et etårigt vikariat, hvilket faktisk passer mig udemærket, for så kan jeg bruge det år på at overveje, hvad det egentlig er jeg vil med mit liv.

Jeg har overvejet at finde noget deltid, hvor der er tid til at jeg enten kan skrive mere seriøst ved siden af, eller videreuddanne mig.

Det var den update. Nu må jeg hellere smutte igen – det badekar fylder jo ikke sig selv, og jeg mangler stadig at læse et kapitel.

 

(boglink er iøvrigt affiliate og bog sponsoreret – indlæg er ikke sponsoreret)

08/22/16
_20160821_192653

Om når folk ved hvad trøster – og dillerhumor

Hverdagen strammer en del over skuldrene efter ferien, og jeg bruger meget energi på at være småtrist og bl.a overveje om der skal sadles om karrieremæssigt.

Det er også derfor jeg blogger sjældent: alle mine ord bliver brugt inde i mit eget hoved for tiden, hvor der diskuteres for og imod.

Jeg er udpræget tryghedsnarkoman og det er ret grænseoverskridende så meget som at overveje forandring, og jeg har derfor været smågnavent, sortseere selskab i noget tid.

Heldigvis har jeg folk omkring mig der kender mig godt, og ved præcis hvad der opmuntrer: dillerhumor!

Min veninde sendte mig således et trøstende kagebillede fra Paris, efter jeg havde klynket lidt på hende:

Screenshot_20160813-154925

Dagen efter modtog jeg dette yndige blomsterbillede fra nogle af mine børn, der selv havde spottet blomst og taget foto. Jeg blev sært stolt:

_20160821_192653

Det er muligt jeg ville have lidt nemmere ved at træffe store beslutninger, hvis jeg var lidt mere voksen oveni hovedet – men så ville jeg nok gå glip af at fnise over den slags her – og det ville være for kedeligt!