08/17/18

Vind det fedeste cocktailkit

Reklame i samarbejde med Deserved cocktails.

Yay – det er fredag!

Det er godt nok hårdt at komme i gang med hverdagen i år. Selv om det er superspændende med nyt arbejde, så er det også et helt nystartet sted, og alting skal tænkes over og diskuteres, så når jeg kommer hjem er jeg usædvanligt drænet for ord.

Heldigvis findes der alkohol! Og endnu mere heldigt har jeg en mand, der er ekspert i at lave cocktails, og gerne laver den slags til alle der trænger. I aften er det mig!

Vind en kasse med cocktails!

Er I også fans af cocktails? Så er denne konkurrence det mest geniale nogensinde: man kan simpelthen vinde en fantastisk kasse med cocktails fra Deserved cocktailsIdeen bag, er at man får en cocktailkasse en gang hver måned, som indeholder de nødvendige ingredienser til at kreere en lækker drink til mindst seks personer. Det eneste man skal gøre er at følge den medsendte anvisning og så kan man lave lækre, usædvanlige, cocktails til sine gæster.

Alt du behøver gøre for at vinde sådan en kasse, er at skrive en kommentar her nedenfor, hvor du anbefaler din favoritcocktail. Vinderen af en kasse trækkes d. 30-8.

Min mand, cocktaileksperten, kastede sig beredvilligt ud i at teste vores prøvekasse, og bloggede begejstret om det på sin nye blog, og jeg har fået lov til at låne noget af hans anmeldelse her til. Selv kan jeg sige at jeg også er begejstret for konceptet, og havde vi råd ville et fast abonnement stå ret højt på prioriteringslisten. Det er virkeligt fedt!

Ninjaman anmelder “Deserved Cocktails”

Da min kone fyldte 40, sendte hun mig og vores nabo på bartenderkursus, så vi kunne lære at lave drinks til festen. Det var virkeligt sjovt (og vådt) og lige siden har jeg været rigtigt vild med at lave cocktails til særlige lejligheder.

Så jeg blev helt glad, da min kone fik lov at teste et abonnement på cocktails fra Deserved cocktails , hvor man får en kasse hver måned, med alt man skal bruge til mindst seks cocktails.

94EB4BCD-C15D-4831-AFF7-2EA3A4FD8A2E

Førstehåndsindtryk: kassen blev leveret til døren, flot emballeret, og med alle ingredienser og en letlæselig opskrift. Det så indbydende og ud, og de håndskrevne etiketter på flaskerne med hjemmepresset saft mm virkede personligt og eksklusivt. Man kan også give en enkelt kasse (eller flere) i gave til en ven, og jeg synes det virker som en fremragende gave, rent blæremæssige ihvertfald.

Selve cocktailen: Cocktailen i denne måneds kasse hedder “Old cuban”, og minder i smag lidt som mojito, med et godt twist. Rom, sukkerlage, lime, mynte, og så toppet med cava. Meget friskt, let syrlig og lækkert i varmen! Selv kan jeg godt lide mine cocktails lige en tand sødere end denne, men det er jo en smagssag. Jeg tilsatte ekstra knust is og så stødte jeg mynten i en morter, men ellers fulgte jeg opskriften, der var nem at gå til.

6CD062C7-D89C-4F7C-8340-2DB53731A24F.jpeg

Pris: en kasse i abonnement koster 300 kr, hvilket måske er lidt dyrt, men seks cocktails af samme kvalitet ville koste mindst 600 kr på en bar, og her lærer man opskriften og vil kunne lave det igen.

Samlet vurdering: hele konceptet, med en hjemmeside hvor man kan finde videoer, tips og opskrifter, og den flotte kasse med ingredienser holder 100%! Jeg ville elske selv at have et fast abonnement på det her, og kunne sagtens finde på at give det i gave! 5/5 stjerner

 

08/16/18

Postkort fra hunden del 1: “Emo-hunden”

For at distrahere os selv fra at savne ældstebarnet, der er på efterskole, bruger næstmindstebarnet og jeg ufatteligt meget tid på at billedmanipulere fotos af hunden, og sende dem til hende. Her er det første:

Kære S.

Wow, livet er mørkt og trist for tiden. Siden jeg jo overtog dit værelse, har det taget lidt overhånd med hvilken identitet jeg skal have. Altså: en hund, der har sit helt eget værelse, er jo ligesom nødt til også at have sin helt egen stil, og det har jeg grublet meget over. Faktisk har jeg grublet så meget, at jeg er blevet ganske deprimeret. Der er ingen der rigtigt forstår mig, lissom.

Jeg begyndte at gå i sort tøj, for at matche mine dystre tanker, og blev også piercet lidt i fjæset. Den i øjenbrynet gjorde sygt nas! Jeg har  groet mit pandehår, så jeg kan skule verdensfjernt ud på folk, og er begyndt at gå med eyeliner.

Nå, men for en depressiv og følsom emo-hund som mig, er der ikke andet valg end at male væggene på værelset sorte. Det kan godt være du synes hvide er smart, men nu er dit værelse altså sort. Det matcher godt til de sorte stearinlys, i hvis skær jeg sidder og skriver digte om vampyrer.

Fucking sad, du forstår mig bare ikke lissom. Jeg har ikke overskud til at skrive mere nu, livet overvælder mig…

emo-hilsner fra dit værelses nye ejer, Winston Shadowheart

08/14/18

Om forlænget efterferieblues og efterskoleunger

Det er muligt, at jeg skrev et indlæg, om hvordan jeg hurtigt ville blogge mig ud af efter-ferie-blues, med en perlerække af kække og positive indlæg – men der havde jeg ikke nået at gennemtænke, det der med at Ældstebarnet skulle på efterskole….

Da jeg skrev indlægget, var hun en ranglet, kreativ, selvstændig 16 årig, og jeg glædede mig på hendes vegne, over at vi havde fået lov til at låne penge til at sende hende afsted.

Et par dage efter forekom det mig at hun var skrumpet en smule, og det begyndte at føles lidt underligt at sende sådan et lille skolebarn afsted, helt alene. Dog ikke helt så slemt som det gjorde da hun, yderligere et par dage efter, ikke var meget større end et børnehavebarn, med tynde små fletninger og en lille hånd, med smilehuller på knoerne, der nemt kunne gemme sig i min.

Da vi i søndags, tømmermændsramte og i søvnunderskud efter fest, kørte dette nuttede mikromenneske til efterskolen, måtte jeg kæmpe gevaldigt for ikke at hulketude ynkeligt ned i hendes krøller:
(På alle måder heldigt at hun ikke skulle starte en uge senere, for så ville jeg nok have skullet føde hende på efterskolens trappe…)

Inderst inde ved jeg jo godt at hun er rigeligt stor til at fylde de sko; klog og fin og sej som hun er – skal bare lige vænne mig til forsmagen på at mine unger flytter hjemmefra.

Så ja: jeg savner hende. Også en smule mere end det strengt taget er nødvendigt at savne hende, i betragtning af at hun kommer hjem de fleste weekender.

Men så har jeg jo stadig 75% af børneflokken og deres grimme hundelillebror herhjemme til distraktion.

”Hunden skal IKKE op på mit værelse, nogensinde!” Var en af de sidste beskeder fra den afrejsende.

“Vi indretter dit værelse til ham, komplet med billeder af katte på væggene, hundemad på gulvet og fri adgang til din seng” replicerede hendes mest sarkastiske søster tørt, og hermed blev distraktionside’ nummer et født: postkort fra hunden.

Hele aftenen brugte jeg på at sidde og manipulere billeder af hunden, sammen med næstmindstebarnet, mens vi opfandt tekst til postkort, som vi spammer efterskoleungen med det næste år. Omdrejningspunktet er naturligvis hvad hunden vil gøre ved hendes værelse, nu han har overtaget det.

Første del af “postkort fra hunden” kommer på bloggen snart. Glæd jer!

 

08/5/18

Om at være en ridset plade

Sommerferien er slut om et døgns tid, og det eneste jeg kan forestille mig at blogge om, er det vemod der fylder post-ferie.

Det er som om det står klarest for mig at mine unger er blevet et helt år ældre, når jeg ser dem i de vante sommeromgivelser og de pludselig er vokset fra at lave noget af det de plejer at lave. Der slår det mig hvor hurtigt tiden går, og det er med vemodig modvilje at jeg vender tilbage til endnu et hæsblæsende hverdagsår.

Når det først går i gang, er det altid helt fint alligevel, med hverdage jeg holder af, og oaser af fritid der ofte også indeholder nærvær, men postferie-bluesen gør altid ondt.

Et kig tilbage i bloggen fik mig til at vende øjne af fortids-migs forudsigelige august-klager – tal lige om at lyde som en ridset plade!

Sidste år var der måske en grund til det, med studie og arbejde der var ret voldsomt, og børn der aktivt viste tegn på løsrivelse i ferien.
Et par år før var jeg kriseramt over hvad jeg ville med mit liv, og fik aparte kompliment som trøst.
I 2014 var der igen lidt søvnløshed ind over ferieslutningen, og i 2011 var den yderligere krydret med barselsafslutning.

Men alt i alt: temmeligt ridset plade..

Jeg starter nyt job i morgen, et helt nystartet sted hvor alle andre også er nyansatte. På en eller anden måde er det nemmere at skulle noget ganske nyt efter ferien, noget jeg ikke kender, og som forhåbentligt er vildt fedt.  Altså – lidt nemmere. Klynkefælden står stadig og klaprer lidt med låget ude i kulissen…

I år vil jeg virkeligt, virkeligt forsøge at fokusere på de gode ting. Også på bloggen. Normalt går jeg lidt i stå med bloggeriet når jeg har postferie-blues, men måske kan jeg skrive mig ud af det, hvis jeg fokuserer på noget af det gode? Måske bliver det indlæg af den mere tyndbenede slags, som fx tips til at købe pæne kjoler, billeder af grimme dyr eller noget tilsvarende ikke-klynkende.

Hvordan har I andre det med ferieslut? Kender i bluesen?

08/4/18

Lørdagslæsning: “setting the stage”. En bog for scenografinørder!

(Bog er anmeldereksemplar, link er adlink – anmeldelsen er oprigtig)
Jeg har lavet rigtigt meget teater i mit liv, både for og med børn. Mit fokus har været på historien, men jeg har altid været lidt på røven over veludført scenografi, og misunder dem der kan finde ud af at lave den slags.
Min ældste datter deler min interesse, og er ovenikøbet fascinerende god med sine hænder. Hun har bygget både dukketeatere, lavet scenografi til skoleteater, og været i praktik som  scenograf på teatre, og kan lave modeller i pap og papir, som fx disse:
Da jeg blev tilbudt anmeldereksemplar af “Setting the stage”; der omhandler både kostumedesign, lysdesign, udstillingsdesign, teaterscenografi, og  design til film, TV og animationsfilm, sagde jeg derfor straks ja. En scenenørd som hende måtte kunne hjælpe med at anmelde den – og det kunne hun, vi har virkeligt været opslugte af den sammen!
Fotografen Tine Harden har fulgt 12 danske scenografers arbejde med 12 vidt forskellige opgaver, og Trine Ross har interviewet dem om deres arbejde og ideer.
Teksten er på engelsk, men fængende og til at forstå, og billederne er helt utroligt gode. I det hele taget er det en utroligt flot bog, med blanke sider, lækkert rustikt omslag, og den rette balance mellem tekst og billeder.
Billederne viser både før, under og efter opbygningen af scenografierne, og det er virkeligt fascinerende hvor meget fantasi de har i deres opbygning. Det er ganske magisk!
En bog for alle, der interesserer sig bare en lille smule for scenografi.

Titel: Setting the stage

Forfatter: Trine Ross

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Sideantal: 256

Min bedømmelse: 5/5

07/14/18

Lørdagslæsning – hvad skal man læse for børn i ferien?

(links er ad-links og to af bøgerne er anmeldereksemplarer, men anmeldelser er oprigtige)
Jeg læser højt for mindstebarnet hver aften, og næstmindstebarnet læser indimellem højt for os alle, men i sommerferien plejer vi at få læst vildt meget. Særligt i år, hvor vi ikke har internet i sommerhuset, og må klare os med helt analog underholdning.

Her er de børnebøger vi foreløbigt har haft mest læseglæde ved:
Hundemand og den grimme killing
Tegneserie, tjubang og sjov. Nyeste bind i serien om Hundemand, den onde kat Pjevs, chef og alle de andre. Den 8 årige er glødende fan, og har læst alle tre bøger flere gange.

Bagerst i bøgerne er der guides til hvordan man tegner figurerne i bøgerne, og dem har hun tegnet efter en million gange. Storesøstrene gider ikke serien, men jeg tror det er det bedste mindstebarnet har læst, og begge os forældre kan lide at læse dem højt.

Jeg giver : 4/5, barnet giver: 5/5

Mira bøgerne af Rasmus Bregnhøj og Sabine Lemire er fine seriøse graphic novels for børn i 7-13 års alderen, der handler om genkendelige ting, som venskaber, familie, og flytning. Mine tre yngste læste dem for nogle måneder siden, men de er med i sommerhus og tåler sagtensen genlæsning eller to. Tegningerne er fine, og historien har et godt flow.


Både jeg og pigerne giver 4/5 stjerner.

Overlevelsesguide til det perfekte liv handler om 13 årige Tilde, og hendes liv med venner, lektier, forældrefnidder og kærlighed. Mellempigerne læser dem selv, og giver 4/5 stjerner.

Du og jeg er, som alle Stian Holes billedbøger, fuldstændigt betagende og poetisk. Denne handler om en piges angst for at miste sin bedstefar, og både tekst og billeder lægger op til gode snakke.
Stjerner: 5/5

Djævelens lærling og de andre bøger i serien, havde ældstebarnet og jeg stor glæde af for en del år siden. Nu er jeg ved at læse dem for mellempigerne, og det er stadig en stor fornøjelse.

En sprudlende fantasifuld, dyster og morsom historie, om en artig dreng, der ved et uheld kommer i lære i helvede.

Den skulle komme som musical til efteråret også, og jeg kan kun forestille mig at det bliver værd at se. For børn fra 10 og opefter, hvis de ikke er for sarte.
Stjerner: 5/5 for bind 1, de næste binde varierer lidt, men alt i alt er det en god serie. Jeg fatter ikke at den ikke er blevet filmatiseret endnu.

07/10/18

Hvad kan man lave på Helgenæs, og omegn – anbefalinger

Sponsoreret af Du glemmer det aldrig

Siden jeg mødte Ninjaman, for over 20 år siden, har vi holdt vores sommerferier det samme sted: i et lånt hus på Helgenæs, en halv times kørsel fra Ebeltoft. Det er muligvis det dejligste sted i Danmark, og det sted hvor min puls kommer allerlængst ned i omdrejninger. Vanvittigt smuk natur, ro og stilhed.

Vi har ting vi laver hvert eneste år; steder vi skal besøge og bestemte måltider der skal spises bestemte steder; men de sidste år er vi begyndt at være mere opsøgende på at opleve nye ting. Da pigerne var små kunne de underholde sig selv i dagevis med nogle malede sten, men nu hvor de er større skal der mere til.

Ting vi altid skal:

– Fiske krabber på broen i Kongsgårde, Helgenæs. Der kommer næsten ingen mennesker, og man kan sidde i læ og sludre, mens man fanger krabber med en tøjklemme og en pakke skinke.

– Besøge Sletterhage fyr på Helgenæs. Man kan indimellem se marsvin fra stranden og udsigten er fin. Stranden er dækket med store sten, der er sjove at lave skulpturer ud af. Finder man en sten med et hul i, kan man veksle den til en slikkepind i kiosken.

– Tage ind til Ebeltoft og gå tur. Tage billeder på alle de æble-statuer der er opstillet i byen. Hænge ud i havnen og se fregatten Jylland udefra (den er dyr at komme ind på, så vi har kun været der en gang. Det er godt, hvis man har råd til den slags!)

– Spise enten på “Smag”i Ebeltoft der laver forrygende mad og serverer i den fineste grønne gårdhave, eller på den hyggelige “skæve kro”; der laver verdens bedste stjerneskud, og også har hyggelig udeservering.

– Spise is i Femmøller, hvor stranden er smuk og isene gode

– Gå en trillion ture

– Besøge Flintesmeden, der viser hvordan man laver stenalderpile og har kunsthåndværkerudstillinger.

– Sætte drager op. Især nu hvor vi har fået hund: han går helt amok af spænding over det!

– Besøge “Den gamle by” i Århus. Fantastisk sted, særligt efter der både er kommet en 70’er by og et interaktivt museum derinde. Og så er det relativt billigt (ca 100 for voksne, gratis for børn), og man kan snildt bruge en hel dag.

– Lave slikkepinde selv, på Mols Bolsjer i Ebeltoft.

– Hægte sig på lokale byfester. Vi er fast inventar på både Helgenæs fest, med grisevæddeløb, traktortræk og tombola; Knebel byfest, med aftenåbne butikker og madboder; og Ebeltoft med musik og omrejsende Tivoli. Det er helt enormt hyggeligt, og behøver ikke koste det store.

– Lave gele’ af hybenroser eller ribs

– Spille brætspil. Årets udvalg ser sådan her ud:

Nyere ting vi har prøvet eller vil prøve:

– Lær at lave Raku-keramik selv. Der findes mange dygtige keramikere, glaspustere og andre kunstnere på Mols, og indimellem laver de kurser. Vi lokkede selv en keramiker til at give os et privat kursus sidste år, hvor vi alle seks lavede en kop eller skål hver. Det er ikke helt billigt (beregn 150-200 pr person); men tingene kan bruges som gaver, og oplevelsen er virkeligt stor!

– Mols nationalpark laver mange gratis aktiviteter. Forrige år var vi med ude og se en arkæologisk udgravning, og sidste år var vi på en spændende aftentur til Kalø ruin, hvor vi hørte om hekseafbrændinger og gik i fakkeloptog. Det vil vi gerne igen i år!

Du glemmer det aldrig har lavet nogle vildt spændende oplevelsespakker til Mols bjerge, hvor man bl.a. kan komme med en vildmarksguide ud og samle urter og andet i naturen, og lave vildmarksbrunch; sejle/vandretur med historier om landskabet og udendørs frokost; og fire andre vildt spændende oplevelsesgaver, der kan ses her.

Priserne er fra 175 kr pr mand for vildmarksbrunchen til 999 for et gourmetkursus i vildmarksmadlavning, hvor man bl.a. lærer at partere et helt vildsvin!

Vi har et gavekort der til, og overvejer meget hvilken en oplevelse vi skal prøve i år.

Umiddelbart tænker jeg det er vildmarksbrunchen der skal prøves, for så kan vi alle seks komme med.

Er der andre, der skal holde ferie nær Ebeltoft, og har gode tips? Så kom gerne med dem! Og hvis I er nysgerrige, kan vores ferie følges på Instagram hvor jeg hedder @hverdag. Der er dårlig internet i sommerhus, så jeg kommer ikke til at blogge meget de næste tre ugers tid.

07/6/18

Om nemme fødsler – og den slags som mennesker har

Den tasmanske djævel – altså det der grimme lille hundelignende dyr fra Australien – føder, efter kun tre ugers graviditet, 20-30 små unger. Ungerne er på størrelse med riskorn, så umiddelbart tænker jeg, at hun slipper billigt med både graviditet og fødsel.

De kravler endda selv hele vejen op ad hendes mave, og ned i en pung hvor de fire heldigste suger sig fast i en brystvorte, der svulmer op så de ikke kan komme af før de er store nok.

Hvilket er ærgeligt for resten af riskorne-bebserne, men rimeligt nemt for deres mor, der kan fortsætte ufortrødent med at se Netflix (eller hvad hun nu laver), trods det at hun er nybagt firlingemor.

Virkeligt smart design, som den der designede mennesker godt kunne have skelet lidt til! Der er virkeligt ikke særligt meget lynhurtig graviditet/behagelig størrelse barn/fødsel man knapt bemærker/ baby der nok selv skal sørge for at overleve, over en menneskefødsel.

Sådan gik samtalen på Hvidovre hospital sent fredag aften, hvor min søster, svoger og jeg sad og krydsede fingre for at hun snart skulle få veer, efter at være blevet forsøgt sat i gang med fødsel siden torsdag morgen.

Først lørdag eftermiddag skete der noget, med vandafgang og veer, og søndag morgen kom det mest fantastiske lille drengebarn til verden; vrælende, fedtet og noget af det fineste jeg nogensinde har set.

Jeg har ikke tænkt på særligt meget andet end den fødsel hele ugen. Dybt taknemmelig over at have fået lov til at være en del af noget så privat og rørende, men mest af alt: vanvittigt imponeret over hvor meget styrke og viljestyrke der skulle til, og hvor sejt hun kæmpede.

Det var ikke en nem omgang, med et barn der sad skævt, langsom fremgang, og nødvendigheden af mange ledninger, men hun arbejdede  urkvinde-agtigt hårdt, og det var en bedrift af den slags man næsten burde have lov til at skrive på sit CV.

Og her tænker jeg så at den tasmanske djævel alligevel går glip af noget. Ihvertfald på moster-fronten.

Jeg er rimeligt sikker på at der ikke er imponerede tasmansk-djævel-mostre der går rundt og tænker nostalgisk tilbage på, hvordan ungerne selv sørgede for at blive født, mens deres mor spiste pommes fritter og spillede Wordfeud på mobilen. Et barselsbesøg, hvor de fire overlevende unger sødt gnasker mælk i sig, må også ødelægges lidt af det morbide i, at der ligger 20 sultedøde søskende i en klump omkring deres fødder. Det er måske praktisk at ungerne kan klare sig selv så meget, men når man er så nuttet som min nye nevø, er der intet man hellere vil, end at hjælpe ham med alt det han skal hjælpes med de næste mange år –  og jeg glæder mig over det!

06/28/18

Om at forære andre døde dyr i gaver

For en del tid siden bloggede jeg om,  min mormor, der forærede os et dødt firben i gave.
Det er en af de oftest fortalte anekdoter om min mormor – på linie med historierne om hendes intense had til katte. Sælsomt eftermæle, når nu hun også havde mange andre gode kvaliteter og var et klogt og skørt menneske, men det døde firben har alligevel taget prisen for den særeste gave jeg nogensinde har modtaget.

Indtil min fødselsdag i år…

Min moster begyndte at gnække af  fryd ved tanken om min fødselsdag allerede flere uger inden.

”Det er en GOD gave du får!” Proklamerede hun, med et fiffigt ansigtsudtryk, der på alle måder gjorde mig nervøs over; hvad hun mon opfattede som “god”.

”Den er til minde om din mormor!” Sagde hun, da jeg skulle til at åbne den, og ud for pakkens form regnede jeg med at det var et foto i ramme. Måske et flot, gammelt familieportræt?

Her er beviset for at skørhed åbenbart kan strækkes over mange generationer:

Eneste bekymring jeg har, er at den pressede, døde frø min moster gav mig, er mindst dobbelt så stor som det døde firben jeg fik af min mormor.

Hvis det hviler på mine skuldre, at forære døde dyr til kommende generationer, må jeg vist lære at presse en kat til mine børn, og en hest til mine børnebørn, bare for at holde stilen?

06/27/18

Om at være midtpunkt

Jeg er barnligt glad for at have fødselsdag, og sætter virkeligt pris på alle former for selskab og fejring.

I år var jeg hjemme med sløjt barn på selve min fødselsdag, men blev til gengæld fejret behørigt senere, af hele min familie: min moster, min kusine og min far, samt min fætter og søster, med deres unger og ægtefæller.

Da jeg heller ikke havde fået fejret overstået eksamen, synes jeg det var på sin plads at glemme alt om hullet budget, og købe sushi gennem sådan en deal-ting og producere tre lagkager. (Nej – der er ingen der bruger mig som finansiel rådgiver…)

Maden var rigelig, selskab hyggeligt og gaverne helt fantastiske:

– jeg skifter job efter ferien, og får meget længere til arbejde, så hele familien havde splejset til den fineste cykel jeg nogensinde har ejet, nemlig dette grønne vidunder:

Verdens største overraskelse, og langt større end de gaver vi normalt giver! Min gamle cykel er en 16 år gammel skrammelbunke, og det her er den vildeste forskel!

– Af min flotte Ninjaman, fik jeg disse vanvittigt fine øreringe, som jeg har ønsket mig længe. (Ad-link)

– Ældstebarnet gav en tegning og en kaktus, og de tre mindste en hjemmelavet gavekurv med snacks og badesalt og et kort hvor de lovede at vaske mit hår og varte mig op:

Kortet har de selv lavet, ved at klistre deres ansigter på et spillekort.

Man skulle tro at med al den kærlighed, gaver og festivitas ville jeg føle mig som det vildeste midtpunkt.

Dette var ikke helt tilfældet: min fætters baby er så hypnotisk nuttet, at jeg opgav at konkurrere om midtpunktsstatus ret hurtigt.

”De ligner hyæner om en død zebra” var der ellers en der forsmået mukkede, da de kurrende kusiner, flokkedes om det flæskelårede vidunder.

I virkeligheden deler jeg gerne midtpunktstatus med ham her. Det er fuldstændigt fantastisk med nye babymennesker i familien – og så endda noget så sjældent som en dreng! Om få uger gør min søster min fætter kunsten efter, og føder en dreng mere. Min næste fødselsdag er der derfor sikkert ingen der bemærker om jeg er der eller ej – men nøj, hvor jeg glæder mig alligevel!