04/24/18

Om større børn og indretning

Nå, er der nogen der kan huske dengang vores hus var lillebitte, og jeg bloggede om hvordan pigerne delte værelse og vi alle seks sov i samme værelse, for at de skulle have mere plads på værelset?

A0C6C291-5D8D-40DF-87E7-59D454F0CBA4

(Og ja – der er særligt ryddet op på billederne,  resten af tiden lignede det en eksploderet legetøjsbutik…)

Det kan jeg knapt nok huske selv. Det er tre år siden vi fik tilbygning, og pigerne fik egne værelser. De to mindste deler et rum, adskilt af en høj bogreol, men det er stadig deres eget.

B441CE48-88E2-4396-845D-DF975F1CE665

De første år mærkede vi ikke meget til al den ekstra plads. Vi var vant til at klumpe os sammen på lidt plads, og det blev vi ved med. De fine nye værelser blev mest brugt når de havde legekammerater hjemme, og ellers sad de i stuen, som de plejede. Om natten sov de tre yngste i den tredobbelte køjeseng i gangen foran vores nye soveværelse.

Det sidste år har det gradvist ændret sig, og de er begyndt både at sove på egne værelser og bruge tid der. Det er både rart og vemodigt…

Det er rart at få lidt ro til at læse i stuen, og rart at de begynder, at føle de har noget der er deres eget – men det er lidt vemodigt at de bliver så større, og tiden med hulebyggende småbørn under spisebordet er endegyldigt forbi.

For nogle måneder siden, brugte vi tid på at ordne deres værelser helt færdige, helt efter deres hoveder. Jeg har før lovet jer tilbygningbilleder, men da vi altid roder minimum lidt, og iøvrigt indretter mest med storskraldsfund, har jeg været lidt tilbageholdende med indlæg om indretning. Her er dog alligevel lidt om pigernes værelser, til de af jer der synes den slags er sjovt!

04CA1011-D225-4CB7-A25F-CD61CD6178B8

Næstældstebarnets teenageværelse, med billeder af venner  på skråvæggene, og hemmelige kroge til iPad-dyrkning og vennehygge. Lige for tiden har hun gang i et projekt med at male paller, som hun kan lave om til en sofakrog, og lime nogle fliser sammen til bord. Jeg har ikke overblik over om det bliver fedt, men det mener hun selv det gør!

FC227B8D-405F-4E06-9BFC-6399AB1F8E41

Næstyngstebarnets værelse, med store samlinger af mærkeligt tegneserie-merchandise, egne fjollede tegninger og læsehjørne. Hun har fundet skrivebordet til storskrald, og vil male det lysere.

Mindstebarnets pyntede værelse, med gulvplads til Playmobil-lege. Hun ønsker sig en seng, så hun også kan begynde at sove på eget værelse.

Ældstebarnets værelse må jeg ikke fotodokumentere, men det kunne næsten lige så godt være en rigtigt lille lejlighed, med planter, spisebord og kunstnerisk indretning.

De fylder huset ud, med deres forskellige personligheder (og brugte sokker, søskendeintriger og almen rod) og det bliver virkeligt underligt når de engang flytter hjemmefra.

Min ældste pige skal på efterskole fra august, en kreativ efterskole. Det ser helt utroligt fedt ud, og både Ninjaman og jeg er grønne af misundelse over ikke selv at have fået sådan en mulighed da vi var 16.

Jeg tror det bliver så godt for hende, også selv om hun kommer til at savne sit eget rum herhjemme. Jeg har lovet at passe godt på hendes ting, og glæder mig en lillebitte smule til at måtte indtage hendes fine værelse som skrivekrog i hverdagene – men det bliver også mærkeligt at få en smagsprøve på hvor det her familieliv stille og roligt sniger sig hen, med piger der gradvist opholder sig mere på værelser, og til sidst andre steder end hjemme. Det bliver stille.

Når pigerne bliver voksne, kommer vi til at have plads til både atelier, bibliotek og walk in closet. Sådan frådse i plads. Ninjaman mener dog det er mere realistisk bare at holde rum så bare og åbne som muligt, så der er plads til at børnene og deres familier og venner kan komme til store søndagsmiddage, mafioso-style.

Fornemmer lidt at der alligevel nok ikke bliver så stille som frygtet?

 

04/17/18

Om hjemmeliv og overspring

Ninjamans nyopererede ben (med de flotte nerver indeni) binder ham til sofaen i mindst seks uger. Det binder også mig herhjemme, i al den tid jeg ikke er nødt til at være på arbejde eller studie – og selv der er mindst halvdelen af mine tanker stadig hjemme hos ham.

Jeg skal ud med en veninde i aften, og har glædet mig rigtigt længe, men lå vågen til klokken 03 i nat, fordi det alligevel føltes forkert at overlade ansvar for min hjemmelogistik til min hjælpsomme moster.

Det er noget af en udfordring at finde timer nok til alt det praktiske oveni job og studie: børnehentning, putning, tøjvask, indkøb, madpakker, lus, madlavning, studieopgaver, forberedelse af arbejde, hundeluftning, hjælp til den opererede, og trøstesamtaler med børn, der bliver mindet om hans grimme sygdomsforløb sidst.

Det antal timer findes simpelthen ikke, men vi er ved at finde løsninger, der faktisk er okay at være i.

Børnene er blevet ret gode til at følge hinanden i skole om morgenen, og hjælpe til med hund og opvask, og min fantastiske veninde, Maren, kom uventet forbi, med en pose mad til en uge. Og rengøringstandarden er blevet sænket yderligere…

Det frigiver tid til at sidde og nørkle med mine eksamensprojekter, hvilket jeg i høj grad også har gjort. Pigerne har udnyttet at jeg sidder nogenlunde stille, og kan snakke mens jeg arbejder, så de sidder på skift sammen med mig og maler eller tegner, og snakker mine ører af. Hyggeligt.

Havde det ikke været fordi min hjerne hele tiden slår fra, og laver overspringshandlinger, kunne jeg have nået væsentligt længere i projekterne.

Her en kort liste, over ting der har spændt ben for min koncentrationsevne:

1. Sad meget fordybet, da jeg pludselig kom til at tænke på, at min datters veninde havde fået serveret “penis-fisk” på en ferie i Korea. Tænkte på hvordan den slags så ud – og googlede.

Bad mistake…


Så røg der fluks en times tid, med at sidde og sende barnlige smser til de to af mine venner der sætter mest pris på den slags.

2. Hold i ryggen. Seriøst dårlig timing.

3. Forgæves indkøb på nettet. Grundet hold i ryggen, tænkte jeg det ville være smart at købe ind til næste uge over nettet. Brugte først en time på at gennemgå Nemlig.com, bare for at opdage at det altså er 2-300 kroner dyrere end vores ugeindkøb normalt er. Slet igen, og start forfra på Rema.dk, hvor hjælpsomme mennesker køber ind for en, ud fra den liste man laver. Det tog også en time. Problemet var her, at ingen meldte sig til indkøb…

Så jeg endte med at måtte bruge pigerne som pakæsler og hjælpere, hvilket igen medførte, at vi har fået købt ekstra mange kiks og kakaomælk og andre ting, som børn finder nødvendige.

4. Hjemmehårfarvning. Tænkte jeg godt kunne gøre det min frisør gør så godt (og dyrt og tidskrævende) selv. Det kunne jeg ikke – som jeg efterhånden burde have lært. Er nu den heldige indehaver af grønbrunt hår, og venter utålmodigt på at min frisør farver det tilbage til det sædvanlige blonde d. 8-5. Det er lang tid….

5. Søvnløshed. Det er ikke ligefrem befordrende for koncentrationsevnen, når ens hoved konsekvent reagerer på logistiske udfordringer, ved også lige at smide udmattende søvnmangel oveni hatten.

Men nu er det tirsdag. Mine børn bliver hentet af min moster, og jeg skal til noget fancy bloghalløj med Weber grill, hvor min veninde og jeg skal lære at grille kød ordentligt. Der er rødvin. Rødvin er løsningen på alt det, der ikke kan løses med planlægning.

04/14/18

Om ting man bør undlade at gøre i Island

En opmærksom læser, gjorde mig opmærksom på at jeg aldrig havde fået skrevet det indlæg jeg lovede Jer sidst i dette indlæg. Beklager –  mange af mine planlagte indlæg bliver ved tankerne for tiden: jeg får inspirationen, men aldrig rigtigt tiden til dem.

Nå, men det her er altså listen over ting man skal lade være med, hvis man holder ferie i Island:

1. At køre ud i snestorm, uden at tjekke nyheder.

Med nervøse stemmer jokede vi med at:”denne her slags vejr ville have lukket hele Danmark ned, med udkørselsforbud, hva? Men her er man bare vant til det!”, mens vi kørte til vores bookede aftentur i den “blå lagune”, i en snestorm hvor alt bare var hvidt, fra gulv til loft.

Jeg tog dette billede, der på ingen måde viser hvor scary den tur var. Men den var altså vild!

Og dagen efter fandt vi så ud af, at der VAR meldt ud, at man ikke skulle køre ud i den voldsomme snestorm. “De eneste der kørte ud i går, var dumme turister!” Fortalte en venlig dame i en butik os, mens vi nikkede og gav hende ret i at det da også ville have været dumt at køre i den slags vejr…

2. Umodne vitser, om islandske ord.

Nej, det er åbenbart ikke ønskværdigt at følges med en mor, der teenagefniser og tager fotos af alle islandske ord, der indeholder noget med “bæ” eller “fis”. Den slags vitser falder meget tungt til jorden.

Jeg slettede ca 30 fotos af ord, før jeg kom til at tænke på at I måske godt ville have haft rådet her med.

3. Hurtige stop langs vejen, for at tage billeder af dekorative heste.

Når man kører under en knaldblå himmel, med uberørt sne på begge sider af vejen, og ser islandske heste stå og hygge sig nydeligt, kan det være fristende at gøre holdt for at lade børnene tage fotos.

Det kan også være en logisk tanke at køre bilen godt ind til siden, så eventuelle andre bilister uhindret kan køre forbi den. Det er bare ikke sikkert at den sne, der ligner den ligger fuldstændigt på højde med vejen gør det – den kan meget vel ligge en halv meter eller mere nede, for grøfterne er dybe i Island.

Og så synker bilen ned – og sætter sig fast. Virkeligt, virkeligt godt fast.

Det eneste positive ved at køre fast i sneen, på en øde vej, er at der er rigeligt tid til både at tage billeder af heste, og bygge snehule. mens man venter halvanden time på at betale en måneds madbudget for at blive hevet op af grøften.

4. Beskedenhed, angående islandsk slik.

Lad nu være med at tænke på sundhed og talje og den slags, når du køber chokoladeovertrukne lakridser med hjem. Man ærgrer sig over sit mådehold, når man spiser den sidste vidunderlighed, alt for kort tid efter hjemkomst. Gå dog amok – de laves ikke bedre andre steder i verden, og er noget af det eneste der reelt er billigere end i Danmark.

Bortset fra det: tag afsted! Det er et af de smukkeste, mest anderledes steder jeg nogensinde har rejst. Og jeg ville utroligt gerne tilbage, og også gerne opleve Island om sommeren.

04/4/18

Om ben, der er pæne indeni

Jeg ville have troet det med hospitalsventetid blev rutine, især nu hvor det er gang nummer elleve min mand bliver opereret – men rutine er det stadig ikke. Spøgelserne fra alle de andre operationer, med al deres smerte og usikkerhed, har stirret tungt på os begge de sidste uger op til i dag – også selv om denne operation er mindre: foden, på det ben der er blevet skåret i, er blevet krøllet sammen af stramme sener, der skal snittes op og stives af med skruer.

Der går 4-6 uger før han må gå, men selve operationen er færdig om et par timer.

Det har været en lang morgens fælles ventetid, hvor alle de gamle skrækoperationer blev ved med at spøge, men lægen der lagde bedøvelser i benet løftede stemningen meget.

Han scannede ben for at finde de rigtige nerver at sprøjte bedøvelse ind, og udbrød begejstret:” NEJ, hvor HAR du flotte nerver! De er jo pragteksemplarer! Kan I se hvor symmetriske de er?”

Lidt befippede over hans entusiasme, og uvidende om hvordan nerver normalt så ud, gav vi ham ret.

Han skamroste nerverne, mens han bedøvede dem, og endte med at råbe til en kollega:” John! Du er simpelthen nødt til at komme og se de her flotte nerver!”

John kom også og var meget oppe at ringe over deres symmetri, og de fagnørdede entusiastisk, mens de smed om sig med latin, og vi forsøgte at holde masken.

Da bedøvelsen var lagt, hørte vi dem sige til en tredje kollega at han var gået glip af nogle flotte nerver, og sekunder efter stod kollega tre og spurgte ydmygt om han lige måtte se dem? Min mand har været flov over sit ben siden første operation (hvor der blev fjernet så meget væv, knogle og muskel at det ligner en haj har taget et par grumme bidder af det) og han begyndte reflektorisk at sige noget om at benet jo ikke var så flot udenpå – hvorpå kollega tre, med scanner på nerverne glædesstrålende sagde:

” jamen, det er jo ikke det ydre der tæller, vel? Og dit ben er SÅ flot indeni! Wow, de her nerver kunne være sådan modelbilleder i en lærebog på medicinstudiet! Virkeligt flotte! Tak fordi jeg måtte se dem!”

Ventetiden derefter blev noget nemmere, fordi vi igen og igen, småfnisende, kunne vende tilbage til hans haj-bens uforlignelige indre skønhed.

“Synes du ikke mit ben er flot? Indeni?” Flirtede han, mens benet begyndte at slaske som en overkogt asparges, af bedøvelsen. Han så overskudsagtig ud, da de rullede ham ind til operation.

Solen skinner nu, og når foden er færdig, er det forhåbentlig allersidste gang han behøver blive opereret.

Muligvis ærgeligt for nerve-fans – men rart at vide at hans indre skønhed ikke kun begrænses til hans personlighed.

03/27/18

Om feriesysler

Efter nogle intense uger, der mundede ud i en eksamen i fredags, har jeg foreløbigt startet påskeferien med at være helt tom oven i hovedet. Har læst slammede romaner og gloet op i luften, ude af stand til at tænke synderligt intelligente tanker.

Mine to store teenagepiger har siddet nedsumpet med snuderne i skærme, sandsynligvis også i forsøg på at nulstille travle hjerner, og mindstebarnet har haft et væld af legeaftaler, bare for at få leget hverdagstravlheden ud af kroppen.

Men så er der mit næstmindstebarn: barnet der tænker lige 10 % skørere end os andre, slapper også af anderledes end andre.

I går syede hun noget så fuldkommen absurd som et par overalls til hunden. Komplet med blomsterprydet lomme; han kan opbevare snacks i:
Det med at opbevare sine snacks i en lomme på ryggen, tog han ikke pænt: de lugtede simpelthen for godt, og måtte udleveres til ham, efter han febrilsk havde prøvet at nå dem, men ellers trippede han glad rundt i nye bukser.

Deruder har hun tegnet et væld af absurde tegninger og små historier. Min foreløbige favorit er denne her, hvor en gruppe katte øver sig på knivkast og bueskydning mod hunde, uden at ænse hvor ofte de kommer til at ramme sig selv:
Der er stadig en uges ferie tilbage, og jeg er spændt på hvad hun mere finder på.

03/21/18

Om at være sådan en der sidder fast i ting, en top ti liste

Jeg havde været inde i byen med min ældste teenager, og da jeg så metrotoget holde på perronen, ræsede jeg ned af rulletrapperne i forsøg på at nå med det.

Dørene lukkede i hovedet på mig, men alligevel kradsede jeg lidt omsonst på de lukkede døre, indtil teenagerens hånd på min skulder hev mig væk.

”Ai altså, der kommer et nyt tog om lidt!” Skændte hun “du ser virkeligt tosset ud når du står desperat og prøver at komme med. Og hvad ville du have gjort hvis du havde nået det? Jeg var jo ikke nået med?”

Skamfuld over min opførsel – hun havde jo ret – forsøgte jeg at distrahere hende, med en fortælling om engang hvor jeg sad fast i en metrodør i Paris, da jeg var teenager.

”Ja, og så var jeg for langsom med at gå ud af dørene før de lukkede, så min rygsæk sad fast i døren da metroen kørte, og det var kun fordi der var nogle hurtigt reagerende mennesker der hev i mine ben, at jeg ikke blev kvast mod tunnelens væg.” Sluttede jeg dramatisk.

” Jesus Christ, mor, du er den mest klodsede jeg kender!” Stønnede hun, uden særligt meget medfølelse i stemmen. “Du kan jo nærmest lave en top ti over ting du har siddet fast i, i løbet af dit klodsede liv!”

Og vupti – der var et blogindlæg!

Top ti, over ting jeg har siddet fast i, i løbet af mit klodsede liv.

1. Dørene i en pariser-metro, med min rygsæk.

2. Dørene i en bus, med mit store hoved, da jeg var ca 10 år, og kørte bus med min onkel. Spørg ikke hvordan dette kunne lade sig gøre, men jeg må have bevæget mig ret aparte ud af den bus, for mine ben var på jorden, mens dørene lukkede om mit hoved.

3. Skydedøren i Brugsen på Nordre Frihavnsgade. Jeg var ca 4, og holdt øje med barnevognen med min søster i, mens min mor handlede. Kan huske jeg undrede mig over hvordan dørene åbnede sig, og gik ind for at se nærmere på dem fra siden. Da nogen gik ind, fik jeg døren i hovedet, mens jeg bøjede mig for at undersøge.

4. En sofa. 

5. En elevator i en svømmehal. Iført vådt badetøj, og medbringende tre kolde småbørn.

6. Min hoveddør. Løb travl ud af døren, iført lang frakke og knallerthjelm, og smækkede døren om frakken, så jeg røg bagover. Var pinefuldt lang tid om at vikle mig ud af overtøj og få låst døren op, til mine overboers store moro.

7. En smart velourbodystocking med lynlås i ryggen. Endte med at måtte rive lortet i stykker, da lynlåsen satte sig fast, og jeg virkeligt skulle tisse. Cyklede hjem med bar mave under overfrakken.

8. En skilift. Havde fået viklet min hånd og min skistavsstrop så stramt rundt om stangen på en stolelift, at jeg måtte tage en ydmygende tur ned og op igen, mens jeg viklede mig fri.

9. I sådan en automat hvor man putter en mønt i og trækker en lille plastikkugle med legetøj i. Var tre år og på Sicilien med min far, og gik hen for at beundre maskinen mens han badede. Efter undersøgelse af maskinen konkluderede jeg, at det egentlig lignede man bare kunne stikke hånden ind i den luge hvor tingene kom ud, og snuppe noget, selv om man ikke havde mønter. Afprøvede min teori med min buttede barnehånd, og sad overraskende godt fast. Nogle medarbejdere kom og råbte af mig på italiensk, og prøvede at hive mig fri, men de endte med at måtte skille maskinen ad med værktøj, mens jeg stod og vrælede. Jeg kan kun huske fragmenter fra den ferie ellers, men lige det med automaten husker jeg pinefuldt detaljeret.

10. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om flere ting jeg har siddet fast i – så mit barns hånlige teori om at jeg nemt ville kunne skrive en top ti over ting jeg har siddet fast i holder heldigvis ikke stik. HA! Tag den, hånlige barn: så klodset er jeg trods alt ikke!

03/19/18

Om at rage påskeæg til sig

Sidste år modtog min næstyngste – den sarkastiske tegnemester – et gækkebrev med posten. Klippet i flot lyserødt papir, og sendt med frimærke og det hele.

Fem prikker og en barnlig håndskrift overbeviste hende om at det var hendes veninde, Viola, og selvtilfreds gik hun i skole for at afsløre gækkeren. Det var ikke hende…

De næste dage opsøgte hun først ivrigt, så desperat og til sidst en anelse rasende, alle jævnaldrende med fem bogstavsnavne. Forgæves.

Intet barn meldte sig, og gækkebrevsmysteriet blev glemt lidt.

Indtil vi besøgte min veninde, Maren, der efter middagen triumferende spurgte om barnet tilfældigvis havde modtaget et gækkebrev? Med fem prikker?

Det var svært at sige hvem der syntes det var sjovest (spoileralert: det var klart Maren); men barnet syntes altså også det var megasjovt. Og lidt snyd.

Chokolade er noget gækkebrevsmodtageren tager alvorligt, så at snyde udenom at give påskeæg faldt hende ikke ind. Men da hun sad hjemme med det lommepengeindkøbte chokoladebutiks-lækre marcipanæg foran sig, sved det alligevel en anelse at skulle aflevere det.

”Jeg tror jeg tegner et tillykke-med-sejren-kort…” sagde hun, og tegnede det mest passive/aggressive tillykke kort jeg nogensinde har set, med sig selv siddende på knæ og aflevere æg, og Maren grådigt tronende på et bjerg af påskeslik  – formentligt narret fra børn:

Jeg synes finten med at give gækkebrev til andre folks intetanende børn er fuldkommen genial, og hermed er tippet givet videre, til de chokoladehungrende af jer.

03/12/18

Om søskendeomsorg og arbejdsbyrder

Jeg kunne se det var dem allerede på lang afstand, og det ramte et eller andet i mig at se dem komme gående sådan, hånd i hånd.
“Husk nu at holde din søster i hånden over vejen!” havde jeg formanet den næstyngste om morgenen. Der havde vi opdaget, at vi voksne (igen) skulle til møder og den næstældste skulle med venner hjem, så de to mindste var nødt til at gå alene hjem fra skole. Skolen ligger langt væk, og de skal over store veje og med tog, så derfor plejer vi at sørge for at de enten følges alle tre, eller bliver hentet.

Storesøster havde lovet at passe på og holde i hånden over veje, og var stolt og glad over ansvaret – men at de stadig gik der og holdt hinanden omhyggeligt i hånden mens de småsludrede, gjorde mig helt rørt.

DSC_0371

Mens jeg cyklede, så langsomt jeg kunne, sneg jeg mig til at tage fotos af dem, som jeg kunne vise deres far, så også han kunne få del i sådan et fint øjeblik.

For de fine øjeblikke er noget udviskede for tiden, da mit hoved er tusind andre steder end i nuet. Siden August har jeg taget uddannelse ved siden af mit fuldtidsjob, hvilket gik fint det første halve år, men er noget presset nu. Jeg er vild med at studere igen, og synes opgaverne er spændende, men der er bare SÅ mange af dem for tiden, og jeg har det hele tiden lidt som om jeg er ved at drukne.

Når ungerne sover, og jeg har tid til at tænke over hvor fraværende jeg mentalt har været hele dagen – med tankerne på en opgave, eller hænderne i færd med at være kreativ på kommando – får jeg sindssygt dårlig samvittighed, og ville ønske jeg kunne spole dagen forfra igen, og være bare en anelse mere nærværende.

De opdagede mig først da jeg var helt henne ved dem, klar til at overøse deres kolde kinder med kys og ophobet kærlighed.

”Hva fuck laver du?” Spurgte de, overrasket over at se slingrende mor, med kamera på cykel “ hvad skal du med verdens kedeligste billeder? Du er sådan den mest kedelige spion der findes?”.

De grinede så højt af mig  at jeg hurtigt opgav at forklare dem hvordan man som mor kan blive rørt over at se søskendeomsorg.

Resten af aftenen kørte de på min mystiske trang til at fotografere dem, med ting som:” jeg tager lige en gaffel i skuffen – gad vide om min mor tager fotos af det?” efterfulgt af gruppefnisen.

Da jeg om aftenen igen begyndte at slå mig selv oveni hovedet med hvor sporadisk opmærksomhed jeg havde formået at udvise, fandt jeg fotoet frem.

Og blev glad. Det mindede mig om, at selv om jeg ikke har det store overskud lige nu, så har jeg tydeligvis haft det nok tidligere, for de har fået nok til selv at kunne udvise det. Det mine piger taber i forældreopmærksomhed, vinder de på mange måder i samhørigheden med hinanden.

Og det skal nok gå.

02/28/18

Om ophobet omsorg

Efter min mand havde været syg, plagede jeg i en kortere periode om at få et barn mere. Der var noget ved det at have stået på kanten; forestillet mig at jeg kunne miste ham; der gav mig en stor trang til at have så meget som muligt af ham. Tage sikkerhedskopier.

(og ja: jeg kan godt selv høre det lyder fjollet…)

Han havde absolut ikke samme trang, og affejede hurtigt efternøler-forslag med alle de fornuftige argumenter: vores alder, økonomi, plads, antallet af allerede producerede børn, og glæden ved den frihed vi har fået.

Omsorgskvoten var opbrugt, mente han. Det hævder han stadig hårdnakket, men på det seneste har jeg tvivlet på om det er 100% sandt. Han pylrer fx om Winston, den bælgøjede hund, i en grad hvor børnene har klaget over, at han siger både goddag og farvel til hunden først, og med dobbelt så meget inderlighed som til dem. Han kan være for træt til at spille kalaha med håbefuldt barn, for kort efter at piske rundt og smide med gummidyr efter hunden.

Her til morges gik han lige det skridt videre, der fik mig til at overveje om det ikke havde været mere på sin plads med påtvungen efternøler: Winston kom glad ind og vækkede mig efter deres morgengåtur i 10 graders frost, og jeg bemærkede undrende at hans pels slet ikke føltes kold.

“Tjo…” indrømmede manden-der-ellers-officielt-havde-opbrugt-omsorgskvoten “ Det er nok fordi jeg varmede hans lille jakke på radiatoren i god tid inden turen, så den bedre kunne holde ham varm…”

Som også beskrevet tidligere, smelter jeg en lille smule over den slags, og var det ikke fordi jeg er blevet yderligere knapt 3 år ældre siden jeg sidst plagede, ville efternølertanken muligvis være kommet på banen igen efter det.

Godt både min fætter og søster får nuttede babyer i år, som vi kan få lidt omsorgsafløb på – så det ikke behøver ende med verdens mest forkælede hund.

02/20/18

Vores tips til ferie i Island/Reykjavik

Jeg troede at jeg ville få blogget en del mens vi var i Island, og startede også kækt ud med et “postkort fra Island 1” indlæg, der så aldrig blev fulgt op af flere.

Til gengæld har jeg så mange tips til Islands-ferie, at det muligvis bliver delt i to indlæg!

Fakta: vi fløj med Air Iceland, der nogle gange har returbilletter billigere end 1000 pr mand. Vi rejste i vinterferien, da vi drømte om at se nordlys og gerne ville opleve sne. Vi var afsted i en uge, hvilket er meget passende tid, og vi boede i en lånt lejlighed i Reykjavik. Der er mange gode og billige muligheder hos airbnb.

Ting vi gjorde, som jeg anbefaler:

Lej en bil! Vi lejede en bil gennem noget der hedder “sadcars”. Servicen var ikke fantastisk, men bilen var fin og billigere end andre steder vi så på. Det er dyrt at leje bil, men klart anbefalelsesværdigt – så meget federe selv at kunne komme rundt! Vejret var crap de første mange dage, så vi ville ikke køre langt ud i naturen, men fordi vi havde bil kunne vi bare køre ud til bjerge i nærheden og gå ture, eller køre i svømmehaller. Det giver en helt anden form for frihed og oplevelser, og mange af de ture vi kørte ville have kostet langt mere, hvis vi havde taget dem med pakketure.

Husk badetøj! Og også gerne lune badekåber. Vi endte med at bade hver eneste dag. Den første dag var vi i “den blå lagune”. Det er dyrt og man skal booke i god tid – vi kunne kun få tid sent om aftenen, fordi vi var sent ude, men det var stadig det værd. Noget helt særligt, med det mælkehvide vand og de lækre omgivelser. En af de andre aftener var vi i “den hemmelige lagune”, der ligger ca halvanden times kørsel fra Reykjavik. Det kostede ca en tredjedel, men var en lige så stor oplevelse. Mere råt og naturligt, og med små geysere rundt om. Ikke så turistet, men mest lokale der sad og hyggede sig og drak øl i vandet.

Reykjavik har virkeligt mange lokale svømmehaller, alle opvarmet af geotermiske kilder, og med udendørs bade. Det koster ikke en skid, og er en helt anden, meget federe, oplevelse end svømmehaller normalt er i Danmark: omklædningsrum osv minder om det man kender, men man løber så hurtigt man kan udenfor i kulden, hvor et udvalg af lune bassiner venter. Vores favoritsted, som vi besøgte to gange, hed “Arbejarlaug”. Udendørs er der et stort legebassin og svømmebaner med 33 grader varmt vand; 3-4 mindre bassiner med ca 38 grader varmt vand (og bobler); to med 40 grader og et med 42 grader. At sidde i varmt vand, med sne på håret og udsigt til stjerner, er simpelthen den bedste måde at slutte en lang, kold dag af på! Mange svømmehaller er åbent til 22.

Laudalslaug var også en ret fed svømmehal, men gå til turistinformationen og få en brochure over hvilke der findes, for jeg mener der er 16-18 forskellige!

Kør den gyldne cirkel! Jeps, den har du nok hørt om: en ca 250 km lang køretur, hvor man ser Thingvellir Nationalpark (med den flotteste udsigt jeg har set i mit liv); geysere, og det imponerende vandfald “Gullfoss”. Alle turister kører den, og særligt Gullfoss var overrendt, med folk der stod i lange køer for at gå ned af trapperne, men det ER altså enormt flot og på alle måder turen værd. Gå efter at køre turen en dag med blå himmel, hvis muligt.

Pak mad hjemmefra eller spis burgere. Islandske madpriser er noget helt andet end i Danmark – det er dyrt, både at gå på restaurant og handle ind! Vi havde en kuffert fyldt med pasta og brød med, men brugte alligevel 4-500 danske kroner hver gang vi gik i supermarkedet for at købe drikkevarer, pålæg, skyr osv. Ungerne plagede om pizza en dag, og vi gav os næsten, lige indtil vi så menukortet på den nærmeste pizzarestaurant, hvor den billigste pizza kostede 160 danske kroner! Til gengæld opdagede vi at der er rigtigt mange vildt lækre burgerrestauranter, hvor priserne ca er som derhjemme, men kvaliteten er meget bedre. Vi spiste både på “Hamburgersmidjan” og “tommis burgerjoint”, og det var absolut fremragende!

På den første fik børnene endda slikposer med til deres menuer, og sodavand kostede næsten ingenting.

Vi ville også gerne have spist på “icelandic streetfood”; hvor man kunne få suppe serveret i udhulet brød, men det er et meget lille sted og vi kunne ikke få pladser til os alle. Duftede ellers godt, og så sjovt ud!

Reykjavik. Superhyggelig by, med en funky Vesterbro stemning, sjove barer, fede vægmalerier, malede træhuse og stejle gader.

Hvis man vil shoppe er der mange muligheder. Vi faldt både over en nostalgisk pladeforretning (“12 tonar”); “Geysir” butikker med lækkert tøj og virkeligt fine islandske uldtæpper, og til min store glæde: en butik med mine favorit kjoler fra King Louie: “16a”. De ligger alle på vejen op mod “Hallgrimskirkja”.
Kirken er imponerende udefra, knejsende på toppen af en bakke, og jeg har hørt man kan komme op i tårnet og se byen oppefra. Dette nåede vi dog ikke. Indeni er den noget bar, men mit mindstebarn fik leveret en kommentar der beviste hvor sjældent vi går i kirke:”Hey, det her har jeg set før! Det er der hvor man sidder på knæ, og præsten giver en saftevand og rejechips i munden!”

Små ture ud i naturen. Islands natur er vild og flot, og man behøver ikke tage langt væk for at gå vilde ture. Vi tog en masse små ture; hvor vi bare kørte 30-60 minutter væk fra byen og legede i sneeen. Kravlede op af et bjerg nær Helgafell, gik rundt om vulkankrateret Kerid, og brugte en halv dag i en stor, vild park som jeg ser glemt hvad hedder. Børnene trillede og rutchjede ned af bakker, lavede sneengle, smed med sne, byggede snestole, samlede lavasten og nød det magiske ved de store mængder af helt uberørt sne.

Årh, det her indlæg bliver langt! Jeg gemmer tipsene om hvad man IKKE skal gøre til næste indlæg!