05/18/21

Boganmeldelse: “Shuggie Bain” af Douglas Stuart

Bog modtaget som anmeldereksemplar – begejstring ægte, som altid.

Usædvanligt barsk beretning om druk og fattigdom, kærlighed og forfald, i 1980’ernes Skotland.
Shuggie Bain er en lille dreng, der elsker sin smukke mor, Agnes. Agnes forsøger at holde på formerne med makeup, fine manerer og nydeligt tøj, men drikker madpengene op, og efterlader ham alene til de andre børns hårde mobning og kyniske menneskers misbrug.
Agnes deroute er hjerteskærende. Hendes skønhed kunne have været en billet til et lykkeligere liv end der ellers lå i kortene til hende, men en række af dårlige valg får hende til at synke ned i en mudret sump af druk og ydmygelser, som hun kun kortvarigt formår at rejse sig fra.

Hendes to store børn forlader hende så snart de kan, men Shuggie elsker hende med en indædt glød og giver ikke op.
Shuggie er utroligt fint beskrevet, med sin pernitne stil, og interesse for alt hvad der er blødt og feminint. Han stikker ud i den grå, lukkede minearbejderby de flytter til, og de andre børn – der også er udsat for svigt hjemme – slår hårdt ned på alt der er skinnede og anderledes. Man får helt ondt i maven over de simple ting han drømmer om, og ønsker sådan at hans mor kan slippe flasken og give ham den omsorg han mangler.
Forfatterens egen barndom har mindet om Shuggies, og det er tydeligt at læse at den er skrevet af en der har prøvet det hele på egen krop.
En rå og bevægende roman, der helt velfortjent har modtaget en regn af priser. Den minder mig om både “Et lille liv” og film af Ken Loach.

Min vurdering: 5/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

05/11/21

Boganmeldelse: Astrid Saalbach “Der hvor du ikke vil hen”

Bog modtaget som anmeldereksemplar fra forlag

Efter sin mormors død fandt forfatteren og dramatikeren Astrid Saalbach en stak breve til og fra mormorens moster Anna, som hun ellers aldrig havde talt om.

“Der hvor du ikke vil hen” er inspireret af historien bag, og den tager sin begyndelse i starten af 1900-tallet, hvor mormor Sissel er en lille pige på seks år. Sissel har et tæt forhold til sin kun 12 år ældre moster Anna. Efter en skandale tager Anna til Grønland og arbejder, og her får historien rigtigt saft og kraft. Grønland på dette tidspunkt er et vildt sted, og beskrivelserne af det barske liv her er utroligt levende. Efter dette kunne jeg slet ikke slippe bogen, og læste resten af den ud i en køre.

Forfatteren er lykkedes med at gøre begge kvinder – den passionerede Anna og den målrettede Sissel – til helstøbte og levende personer, med historier man lader sig suge ind i.
Den historiske ramme er meget detaljeret, uden at det virker forceret. Tværtimod er det noget af det der gør bogen allerbedst: den overbevisende velresearchede historiske ramme. Den spanske syge, kvinders stemmeret, tuberkulosesanatorium, verdenskrigenes skygger, nye moder i indretning og påklædning – alt sammen med til at gøre historien ekstra levende.

Historien skifter lidt de to hovedpersoner, men ikke en til en. Anna er den tydeligste person – måske især fordi hendes oplevelser i Grønland gør at man kommer ekstra ind under huden på hende – hvor Sigrids historie er klaustrofobisk på en anden måde. Men uanset hvem man følger, keder man sig ikke.

Det er et bevægende billede af kvindeliv og begrænsninger, og historien har rigtigt mange lag, der gør at man ikke kan slippe den. Den sad i mig meget længe efter læsning.

Min vurdering: 4/5 ret store stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️
Udgivet på Lindhardt og Ringhof, April 2021

04/26/21

Boganmeldelse:”Slugt” af Christina Englund

Bog modtaget som anmeldereksemplar fra forlag. Anmeldelsen er særdeles oprigtig.

Francesca Woodman var en anerkendt ung fotograf, der tog sit eget liv som blot 22 årig i 1981. Jeg kendte godt til nogle hendes fotografier – smukke sort/hvide kompositioner, taget i et faldefærdigt og støvet rum, med dele af hendes egne nøgne krop i fokus – men ellers vidste jeg ikke meget om hende.
Bogen her er ikke en biografi, men en fiktiv roman baseret på de to sidste år af Francesca Woodmans liv, og set fra hendes synspunkt.
Det er blændende smukt skrevet, meget intenst og gribende, og efter at have læst sidste side havde jeg en følelse af vitterligt at have været helt inde i sjælen på denne bemærkelsesværdige unge kvinde.
Woodman voksede op som barn af to anerkendte kunstnere – en mor der var en berømt keramiker og en far der malede – omgivet af forældrenes kunstnervenner, og med et narrativ om at det er vigtigt at ville noget med sin kunst, tænke nyskabende og lade sig opsluge.
Allerede som ganske ung teenager får hun anerkendelse for sine fotografier, men selvværdet føler ikke med og tanken om at være god nok, original nok – i det hele taget nok – forfølger hende konstant, selv om inspireret opslugthed af indimellem kan holde de mørke tanker nede.
Det er en meget, meget smuk roman Christina Englund har skrevet, med en utroligt sans for hvad der har rørt sig helt inde i det inderste af en kunstnerisk sjæl, og hvis man interesserer sig bare en lille smule for kunst, er denne bog en meget stor læseoplevelse

Min vurdering: 4/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️

04/6/21

Boganmeldelse: “Overleverne” af Alex Schulman



Svenske Alex Schulmans fiktionsdebut er blevet en international succes på rekordtid, og jeg må sige at jeg forstår det. Jeg havde svært ved at lægge den fra mig, og fik læst både i badekar, venterum, pauser – og mens jeg brændte aftensmaden på.

Bogen skifter mellem et nutidsspor, hvor tre voksne brødre er kørt op til en ødegård, medbringende deres mors aske, som de vil sprede ved stedet – og et datidsspor hvor man følger deres barndoms somre på samme sted.
Det er 20 år siden de sidst har været der, da der skete en voldsom ting, som de aldrig har talt om.
Jeg er vild med beskrivelserne af deres indbyrdes forhold, og de roller man indtager i en søskendeflok. Det er genkendeligt og rørende, med skiftene mellem at være loyale og støtte hinanden, og med den indbyrdes konkurrence om at få forældrenes begrænsede opmærksomhed.

Det er ikke en tryg barndom, de tre drenge har. Straffene for ulydighed er uforudsigelige, der gøres forskel på børnene, forældrenes drikkeri og skænderier fylder og børnene tyr til hver deres strategi for at overleve i det.

Bogens fortæller er Benjamin, den midterste dreng. Selv som voksen higer han forgæves efter moderens opmærksomhed, og tilgivelse for noget de heller aldrig fik talt om.
Der er noget der ikke stemmer ved hele historien. En utryghed, en fornemmelse sf katastrofe, der ligger mellem linjerne. Det er dygtigt skrevet og giver bogen en nærmest krimiagtig følelse, selv om det ikke er det der er i fokus.

Jeg giver bogen 5/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ og en meget stor anbefaling. Den udkommer i dag på Lindhardt og Ringhof.

04/5/21

Boganmeldelse: Natalia Ginzburg “Familie leksikon”

Anmeldereksemplar.
Natalia Ginzburgs erindringsroman udkom i hjemlandet Italien i 1963, og er netop nyoversat til dansk. Natalias opvækst i Torino under fascismen i 30erne/40’erne, i en antifascistisk, jødisk familie med fire ældre søskende, en kolerisk og stædig far og en letbevægelig mor, burde være spændende læsning.
Sproget er godt, måden hun bruger faste catchfrases til at male tydelige billeder af familiemedlemmerne er forbilledlig, og jeg startede med at være ovenud begejstret.

Forfatterens far, Giuseppe Levi, har mange stålsatte meninger om hvad som helst, og strøer om sig med skældsord og stædighed, og jeg morede mig meget over kontrasten mellem ham og hustruen Lydia, og glædede mig til at historien gik rigtigt i gang, nu hvor personerne var blevet præsenteret.


Men det skete ikke helt: flere bipersoner, blev præsenteret på samme finurlige måde, med et par catchfrases og beskrivelse af et par anekdoter, og sådan blev det ved: en lang række af personer, snak og anekdoter.
Halvvejs gennem bogen måtte jeg tvinge mig selv til at få læst den færdig – trods humor, godt sprog og præcise iagttagelser kedede jeg mig bravt og følte at jeg sad og læste en stak løse skitser til noget der kunne have været en roman. Alt for mange bipersoner, alt for mange samtaler, alt for lidt fremdrift i historien.
Forfatteren ville oprindeligt bare have skrevet et essay om sin familie, og i den form ville materialet her have været fremragende. I romanform synes jeg at alt det geniale drukner og bliver forvirrende og distancerende. Jeg vil gerne læse andet skrevet af samme forfatter, men denne fungerede ikke for mig. 3/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️

03/30/21

Anmeldelse af “Myntes dagbog – venner for altid-agtigt”



Stinestregens serie om Mynte er noget af det bedste min ti årige har læst, og fjerde bind i serien rammer også lige ind i målgruppen.

Åh, hvor er vi altså bare vilde med Mynte, der er sårbar, barnlig, tænksom, kikset og sjov, på en absolut genkendelig måde.

I “venner for altid-agtigt” får Mynte – der i første bind af serien flyttede til Møgby langt ude på landet – besøg af sin gamle bedsteveninde fra Østerbro, Selma. Selma er cool og storbysmart, og de historier hun fortæller om Mynte er ligeledes så smarte, at Myntes nye bedsteveninde, Zosia, slet ikke kan genkende hende.
Samtidig rynker Selma lidt på næsen af alle de kreative, lidt barnlige, ting som Mynte og Zosia laver sammen.

Mynte havde regnet med at de to venner hun holder allermest af, selvfølgelig også vil kunne lide hinanden, men sådan går det ikke. Og de to versioner af hende selv som veninderne forventer, går heller ikke rigtigt i spænd. Det er virkeligt godt og følsomt skrevet, og vi havde mange snakke under læsningen om det med at man opfører sig forskelligt selv i forskellige sammenhæng.

Eneste minus ved Mynte-serien må være at Mynte virker noget yngre end de 13 år hun er. Serien appellerer mere til tweens end teens, og de problematikker der vendes, er der kød nok på uden at der behøver gå helt teenageliv i den. Rygning og vodka kunne sagtens holdes ude af historien, uden at den ville miste noget.

Men det er småting, og serien er stadig det største gavehit til alle piger i 9-12 års alderen, og rammer lige i hjertet med de indsigtsfulde beskrivelser af pigetanker og de fantastiske tegninger.

5/5 store stjerner også til denne bog i serien ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Vi glæder os allerede til næste Mynte-bog!

03/17/21

Boganmeldelse: “Efterhånden mulighed for sol”


Anmeldereksemplar.
“Efterhånden mulighed for sol” af Michael Enggaard er en velskrevet og stemningsmættet roman om to mennesker, der hver især er gået i stå i livet. Som unge var Tom og Julie engageret i at lave radio i Aarhus, og fremtiden tegnede lys og fuld af muligheder. Romanen klipper mellem dengang og nu, hvor Julie bor med sin angste søster og arbejder på en trøstesløs motorvejsrestaurant, og Tom arbejder på en skummel billiardsalon, og savner sin døde far.
Ved et tilfælde kommer de til at skrive sammen og alle de gamle minder kommer op igen.

Bogen skifter mellem nutid og datid, og ses fra både Tom og Julies side. Datidssporet, i 1990’ernes Århus, er virkeligt levende beskrevet, men der er også noget absurd fascinerende over Julies trivielle nutidshverdag, som servitrice på en trist motorvejsrestaurant.

Den kunne godt have tålt at være kortet noget ned – der går enkelte steder lidt tomgang i historien – men persongalleriet er usædvanligt levende og balancen mellem humor og tristesse er god, og gør at man bærer over med det.
En virkeligt god bog!
Min vurdering: 4/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️
Udkommet på Politikens forlag Marts 2021

02/25/21

Boganbefalinger – bøger der foregår i andre tider


Her den seneste tid, hvor dagene kører noget i ring, har jeg ladet mig opsluge af gode romaner fra andre tider. Her kommer en stak varme anbefalinger, til jer der også kan lide historiske romaner.

Familien Winther serien af Katrine Wessel

Katrine Wessels stort anlagte serie centreret omkring Trondheim sidst i 1800-tallet, og den velhavende familien Winther, tæller foreløbigt seks bind, hvor af tre er blevet oversat til dansk. Jeg har læst den første og de to næste venter på natbordet.
I denne første roman i serien byder familiens midtpunkt, moderen Cecilie Winther, modvilligt velkommen til den ældste søns nye, progressive hustru, Ellinor. Ellinor har moderne tanker om kvinderettigheder, og laver rod i den ellers så organiserede Cecilies lykkelige familieliv.
Det er en interessant serie, med et levende tidsbillede af en periode med store forandringer på vej, men der kunne godt være mere kød på historiens karakterer.
Bind to følger en af familiens tjenestepiger, der drømmer om at blive skolelærerinde, og bind tre følger familien Winthers forkælede datter, Rose.
Anbefales til alle der holder af slægtsromaner og vil høre mere om kvindeliv i historisk perspektiv.

Mine stjerner: 3,5/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️

Udkommet på forlaget hr. Ferdinand, og jeg har fået et anmeldereksemplar, men anmeldelsen er naturligvis oprigtig.

“Aftentid og morgengry” af Ken Follett

Ken Follett skriver nogle ordentlige murstensromaner, der altid er fængende. Han har en tendens til at personerne er delt lige lovligt hårdt op i onde/gode, men man ser gerne gennem fingre med det, når resten er så interessant. Denne nyeste foregår i tiden før hans måske mest kendte værk “Jordens søjler”, og den er mindst lige så god. Den starter i år 998, med et blodigt vikingeangreb på en lille engelsk by, og følger tre personer på skift: den driftige unge Edgar, der er søn af en bådebygger og mister alt ved angrebet; den unge normanniske komtesse Ragna, der gifter sig med en ignorant engelsk adelsmand, og munken Aldred, der gerne sætter sit liv på spil til fordel for retfærdighed. Omkring de tre gode mennesker, er der masser af magtbegærlige røvhuller, der gerne gør livet surt for dem.
Det er en vanvittigt spændende bog, og man flyver gennem siderne.

Ren eskapisme, og en historielektion man godt gider have!

Mine stjerner: 5/5

Udgivet på forlaget Cicero.

 

“De sidste timer” og “Skæbnetimen” af Minette Walters

 

Hvis man er ved at være træt af denne nuværende pandemi, er der jo også pesten at læse om. Disse to romaner begynder i 1348, hvor pesten kommer til England og lægger landsbyer ude. Den belæste og driftige Lady Anne af Develish lykkes med at få isoleret sit gods og holde smitten fra døren, men i en verden der bliver affolket på den måde, er pest ikke det eneste at bekymre sig om. Fascinerende beskrivelse af en verden i forandring. Bind 1 er – i mine øjne – det bedste, i bind 2 trækker det lidt i langdrag med hovedpersoner der rejser rundt, men stadig spændende læsning.
Forlag: Modtryk

Min vurdering: 4/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️

02/21/21

Hverdagsfin – vind en kjole fra MondoKaos fabelagtige udvalg af vintageinspireret tøj


Konkurrence/reklame.

Da Ditte, fra en af mine absolutte yndlingsbutikker gennem mange år: MondoKaos, skrev om vi skulle lave en konkurrence til jer læsere, var jeg helt på! Her i hele denne lange hjemmearbejds/nedlukningsperiode er jeg selv kommet ind i en vane med bare at tage det mindst plettede fra vasketøjskurven på igen, men den dag hvor jeg var prøvekanin for mine teenageres nylærte makeup-færdigheder og efterfølgende fandt en pæn kjole bagerst i skabet frem, nød jeg overraskende meget at få komplimenter fra mand og unger – det fik det hele til at føles lidt festligere.

Så, ja for pokker – selvfølgelig er det lige nu der er mest brug for en konkurrence, hvor man kan vinde det helt rigtige stykke tøj at føle sig fin i, mens vi venter på lysere tider. En af de ting jeg fantaserer om at gøre når verden åbner op igen, er at tage ind i MondoKaos fine butik på Nørrebro og få noget hjælp af de vanvittigt søde ekspedienter til at købe lige den kjole der går allerbedst til hvidvin med veninder, og alle de tusind andre ting man går og savner. Damn, jeg glæder mig.

Jeg lånte nogle kjoler fra MondoKaos at lege model i, og pigerne har haft det supersjovt med at være hjælpsomme og opfindsomme makeupartister/stylister/fotografer i en hel del eftermiddage. (Og ja – hvis frisørerne snart åbnede op ville jeg kunne være en lidt pænere model, men sådan er vi nok også mange der har det efterhånden;))

Øverst på min ønskeseddel står nu det eneste par høje sko jeg har oplevet at kunne gå rigtigt i, nemlig disse fra Nordic shoe people:

Jeg er helt vild med dem! De ser høje ud, men er kun 4 cm høje og hælder ikke særligt meget, så jeg vil tro man kan holde ud at have dem på en hel aften uden ømme tæer – også selv om man – som jeg – har en møg-fod, med en storetå der ikke kan bevæges. Jeg skal helt sikkert have sparet op til et par selv, og glæder mig allerede til at det – forhåbentligt – bliver muligt at danse i dem til en fest til sommer.

Se lige hvor flotte de ser ud på!

Og her har mine stylister sat dem samme med strømpebukser fra Swedish stocking og den fine prikkede kjole fra Very Cherry.

Jeg elsker den kjole-model, og to af mine mest brugte kjoler de sidste år er den samme: jeg har en orangeblomstret yndlingssommerkjole i samme facon og en petroleumsgrøn i et tykkere materiale. Den sidder virkeligt pænt – og så har den lommer, hvilket altid er et plus. Kjolen findes i vildt mange smukke farver og mønstre, der er så forskellige at folk slet ikke opdager at man har fundet sig en yndlingskjolemodel.

Hvis man trænger til at være ekstrafin, er denne pangfarvede kjole med vidde også virkeligt behagelig – og så kan man gå rundt og glæde sig til at have den på til mere festligt brug når vi må den slags, for den kan begge dele.
Det ligner at den er slå-om, hvilket giver en fint markeret talje og passende kig til barm, og så har den dejligt meget vidde i skørt. Og lommer!

Jeg er også vild med denne her, og synes den duer til både fint brug og hverdage. Den har en lidt afdæmpet skjortefacon, men skørt der kan danses i og jeg kan rigtigt godt lide det store bælte der fremhæver/skaber talje.


Mærket er “Heart of Haute”, og den findes også i turkis, sort og rød. Den denimblå her er også på min ønskeseddel. Den er lidt dyr, men jeg er også sikker på at det er en kjole man kan have i rigtigt mange år og blive ved med at være glad for. Stoffet er helt tyndt og behageligt at have på, og jeg ville bruge den til hverdag med en rød cardigan over og til fest med nogle fine sko. (Men nok  mest til hverdag, for dem er der flest af og det ligner en kjole man har lyst til at tage på ofte!)

Bemærk gerne den lille hundemås, der har sneget sig med på det ene foto.

Og nu til det der gør dette spændende for jer:

Vind en valgfri kjole – eller noget andet – fra MondoKaos og gør hjemmebagere lidt festligere!

Alt du behøver gøre for at deltage i konkurrencen er at gå ind på MondoKaos lækre webshop og finde lige den kjole, de par sko, den cardigan eller andet, som du ville være allergladest for at eje, smid et link til det herunder, og kryds fingre! Du kan også deltage i konkurrencen inde på min Instagram @hverdag. Vinderen trækkes tilfældigt på enten Instagram eller her d. 9-3.

 

konkurrencen er slut. Vinderen blev Stine Maj Wille

01/29/21

Om ting at tude over


Jeg tudede mig – så diskret som muligt – gennem gårsdagens pressemøde. Ikke så meget over den forventede forlængelse af restriktioner – som jeg godt forstår og er enig i – men over ordene om, hvad særligt børnene og de unge går glip af i deres liv lige nu. Det ramte mig lige i tudecenteret at tænke på hvor stoisk de egentlig bærer alle de aflyste studieture, konfirmationer, skoleballer, terminsprøver, legeaftaler, fødselsdagsfejringer og alt det andet.
Da jeg var 14-16 år var de ting jeg bekymrede mig om noget med at være kommet til at kysse med de forkerte eller drikke for meget – mine 14-16 årige mellempigers bekymringer går på om de er kommet til at komme fysisk for tæt på andre eller glemme at have mundbind i tasken til togturen. Og alle de store ting de allerede har oplevet aflyst, og dem de frygter at gå glip af.

Alt det frie ungdomsliv de kunne have oplevet lige nu hvor de er ved at blive store nok til det, har et år med restriktioner effektivt stoppet. Og jeg synes det er både umådeligt trist og umådeligt imponerende at have en generation helt unge mennesker på tærsklen til selvstændighed, der beredvilligt bytter alt det vilde og dumme, kærestesorgerne og tømmermændene, ud med afstand og ansvarlighed.

Og det kom jeg til at græde over.

Jeg håber det snart lysner, og at denne her pandemi ikke bare fortsætter med en ny mutation. (Eller med zombier).

I det hele taget er jeg nok lidt grådlabil for tiden. Fik lidt svedige øjne over hvor gode alle fire piger var til at hjælpe hinanden med matematikopgaver i går: to af de store der tålmodigt lærte den mindste at dividere, den ældste der hjalp den næstældste med brøker, og den næstældste der hjalp næstyngsten med et eller andet jeg ikke forstod overhovedet. Tålmodigt og anerkendende.

Selv brugte jeg den tid de knoklede med matematik på at rydde op i mine bøger, og besluttede mig for at genoplive forårets coronabibliotek. Det skab jeg brugte sidst var dog regnet i stykker, så jeg satte et forsigtigt opslag op i grundejerforeningens Facebook-gruppe om nogen havde et lille brugt skab jeg måtte få – og blev blæst bagover af positive tilkendegivelser. I løbet af ingen tid havde en fremmed mand tilbudt at bygge et skab der passede til formålet, og tre andre fremmede mennesker havde tilbudt ham byggematerialer, mens hele grundejerforeningen heppede og talte om hvor hyggeligt det blev at have et fælles bibliotek foran mit hus.

Og i dag kom ham biblioteksbyggeren forbi og målte op, og jeg måtte tude igen da han var gået, af rørelse over hvor fint det er når mennesker hjælper hinanden.

Sådan kommer biblioteket til at se ud:


Det skal nok blive godt igen, altsammen. Det er bare om at fokusere på de ting der er gode, midt i det mørke.

I morgen skal jeg se min venindes hundehvalpe, og jeg tænker det må hjælpe gevaldigt på trangen til at tude at fylde sine hænder med nuttede hvalpe.