Om sms’er og aftaler
Jeg har et veludviklet tale-gen, og stort behov for at være social.
Jeg kan ikke lide at tale i telefon – det virker så kunstigt når man ikke kan se hinanden, og jeg synes altid jeg lyder så tøvende, dum og kedelig i en telefon – men jeg kan rigtigt godt lide at mødes med folk.
Da Ninjaen har en grænse for hvor mange aftener i træk han orker at være eneste samtalepartner, plejer jeg at gå ud med en veninde hver uge, og som regel har vi også gæster mindst en af dagene i weekenden – hyggeligt både at have tid til at skvadre, uden at blive afbrudt af børn, og lige så hyggeligt at have huset fuldt af glade børn og voksne.
I dag skal Ninjaman og pigerne til noget thaiboksning hele aftenen, så jeg har hytten for mig selv, og kunne pludselig mærke trang til at se andre, end mand og unger.
Jeg burde sgu da kunne overskue at købe noget brød og oliven, tænkte jeg; støvede de næsten-glemte sms-fingre af, og inviterede en veninde her hjem.
Jeg fik sendt følgende gakkede besked:
——–
Edit: Det her er raps:
Jeg tænkte faktisk på “rasp”, ikke “raps”.
At hælde lidt rasp op i en skål, burde være nemt.
Ved ikke hvordan jeg skal bære mig ad, med at skaffe en hel, gul, mark….
Må nok nøjes med tapas så.
Og håbe at mine evner til at konversere, er en smule bedre, end mine evner til at skrive blogindlæg!
