I lørdags var der fest på pigernes skole: forældrefest, UDEN børn.
Overskuddet går til niende klassernes rejsekasse, og kombinationen af en virkeligt morsom sang festudvalget kom og sang for os til sommerfesten, og det faktum at vi er forældre til et niende klasses barn i år, fik os til at købe billetter.
Og fortryde lidt igen…
Både fordi det var svært at få børnepasning den dag, men også fordi det virkede ret pligtagtigt at møde op på skolen, når det ikke var for børnenes skyld.
Nogle af mine bedste venner har børn på samme skole, men de kunne ikke komme. Som dårlig-ansigtsgenkender vidste jeg ikke om jeg kunne skjule at jeg ikke aner hvem særligt mange af de andre forældre er, selv om vi har børn i samme klasser, og forudså en lang, pinefuld fest.
Vi aftalte derfor at blive hjemme, med manglende børnepasning som undskyldning.
“Vi kan passe os selv!” foreslog en kæk mellempige “vi skal bare have… fem kroner hver for det! Og nogle chips!”
Se, det var et tilbud der var til at forstå, og da naboen lovede at tjekke op på dem, havde vi ingen undskyldning og drog til fest klokken 16.
Og her kommer (det forsinkede) mandagstip: det er den fedeste idé at holde forældrearrangementer på den måde!
Man bruger alligevel så meget pligt-tid på sine børns skole, og det var helt surreelt at dukke op og se skolen festpyntet og fyldt med ca 100 festklædte, afslappede mennesker, uden skrigende unger om benene.
En eller andens bror grillede kød i gården, niende klasses børnene havde lavet salater og dækket bord, og der var funky livemusik og en velekviperet drinks-bar.
Det kunne sgu ikke rigtigt gå galt.
Kvinderne skrev deres telefonnumre på papirlapper i en bowle, og blev ringet op af en tilfældig bordherre, og under middagen var der quizzer og underholdning .
Vi blev ikke så længe som vi havde lyst til, da vi havde lovet unger at være hjemme inden de store af dem skulle sove, men det var klart det værd alligevel.
Det er første år den slags holdes, men jeg fornemmer at der er stemning for en tradition, som jeg umiddelbart vil anbefale varmt, at man prøver at kopiere i sine børns skole/børnehave.
Det er bare lidt sjovere at korridorsnakke med Fridas far, når man nu ved at han hedder Peter, og danser en vild lambada, eller med Elias mor, når man ved hvor skæg hun ser ud når hun drikker tequilashots, og jeg har været en mere tålmodig børnehenter end normalt denne uge, fordi jeg rent faktisk håbede på at få tid til at tale med andre forældre.
