12/3/15
DSC_0085

Om forsinkede reaktioner

Da min mand for snart tre måneder siden fik sin kræftdiagnose, tog jeg skyklapperne på, og fokuserede på at gøre mit, for at få os allesammen igennem det her.

Vores piger skulle ikke udsættes for, både at have en syg, indlagt far, og en mor der sad og græd og var bange, så skyklapperne blev på.

Jeg har været tvunget til at være mere handlekraftig og praktisk i løbet af de her par mørke måneder, end jeg sammenlagt har været i resten af mit liv før det: har hentet og bragt;puttet og vækket;vasket og ordnet; trøstet, dag og (særligt meget) nat; læst journaler og råbt højt; superviseret sår og lektier; panikket over voksende gæld; handlet til hele ugen over nettet, i god tid – og endda panikkøbt alle julegaver allerede, af frygt for ikke at have tid senere.

Oveni har jeg også passet 40 timers arbejdsuge, hvilket har efterladt ganske få minutter til mig selv pr dag, og en følelse af konstant at være bagud.

Men nu lysner det endelig.

Sidste uge blev Ninjaman i stand til at køre bil, på kortere strækninger, og fejrede det ved at køre op og kæbe øreringe til mig, og bagefter hente mig fra arbejde; han knokler med genoptræning og bliver bedre for hver dag der går; han kan nu hjælpe med en del af logistiskken omkring børn; og lægerne er optimistiske omkring, at de tror han er kræftfri allerede nu.

Jeg burde jo være glad og lettet, men det er jeg ikke.

Det er som om, at for hver grund der har været til at trække vejret lidt lettere, er det blevet tungere…

Hele det her sygdomsforløb kom så pludseligt; som en snebold der kom rullende og slæbte os med ud over kanten, hvor vi ikke kunne gøre andet end at holde fast – og nu hvor den ligger stille, kan jeg pludselig mærke arrene og de blå mærker jeg fik, mens jeg stødte ind i buskene på vejen, og en forsinket skræk, over at vi overhovedet blev ramt.

Jeg vågner om natten, med panik i kroppen, og flashbacks til den frygtelige første uge efter operationen, og kan ikke sove mere.

Ligger i mørket og lytter til hans vejrtrækning, og er ved at kaste op af skræk, ved tanken om, at jeg ikke kan tage det for givet, at vi har hinanden altid – det er jo det der er mantraet, det der har holdt os oppe, når ting var svære:” i det mindste har vi hinanden”.

Jeg har ikke grædt særligt meget i løbet af det her, men de sidste uger har jeg tudet over alt, fra mistede nøgler til fyldte kalendere, og bliver svimmel og kortåndet når der er alt for mange mennesker i supermarkedet eller bussen.

Kombinationen søvnløshed, panik og tuderi, fik min læge til at insistere på noget sygemelding, så jeg har fået en kvart sygemelding, i form af fri hver tirsdag i december.

“Har du brugt din sygedag på noget godt?” spurgte min søde kollega mig i morges, og jeg vidste ikke hvad svaret var.
I virkeligheden havde jeg bare lavet det her:
DSC_0085
En hel dag, hvor jeg lå ved siden af min middagssovende mand og gloede op i skyerne, gennem vinduet, lige indtil børnene skulle hentes.

Så det er status lige nu, og grunden til at jeg kun blogger sporadisk for tiden: jeg forsøger, at lære mig selv at kigge mere på skyer – eller male skyer.

IMG_20151129_193841

05/31/13

Om hvordan det i virkeligheden går

Overskriften på Christina Melchiors tankevækkende indlæg om hendes egen stress, fik mig til at tænke, at nogle af jer måske kan bruge en update, om hvordan min stress føles lige nu, til noget.
Egentlig er jeg dødtræt af at tale om mig, mig, mig og sygdom, men jeg ved hvor stor glæde jeg selv har haft af at læse om andres forløb og ikke føle mig alene i det – og da et par af jer skrev kommentarer til mine seneste indlæg, om hvor dejligt det var at jeg var på vej, og kunne skrive sjovt, følte jeg mig lidt falsk – for de indlæg er nogle der tog uforholdsmæssigt lang tid at skrive, og jeg skrev dem som en øvelse i at foretage mig noget normalt.

Faserne i mit sygdomsforløb
Jeg ved at stressudbrændthed og sygdomsforløb er forskellige, så jeg taler bare ud fra mine egne erfaringer.

Min stress har været inddelt i følgende faser:
1. En periode på et halvt års tid, måske mere, hvor jeg følte mig presset af forskellige ting i mit liv, der er for private til at beskrive her, men involverede et alvorligt sygt menneske i min nære omgangskreds, travlhed på arbejdet, og måske mest af alt: min egen trang til at tage ansvar for alting, og melde mig til alt, der er af opgaver.

Jeg ignorerede de søvnløse nætter med uro og uhyggelige tanker, der kom oftere og oftere; ignorerede trykken for brystet, hovedpiner og hjertebanken; ignorerede uroen i kroppen; ignorerede ticsene ved øjnene; og bagatelliserede min tiltagende forvirring og hukommelsesbesvær.

Jeg tog på arbejde med to forskellige sko på; glemte hvor bilen var parkeret; glemte at vaske hår, eller barberede kun det ene ben, når jeg var i bad; cyklede på arbejde en lørdag, selv om jeg var på vej hen for at hente et barn hos en veninde i nærheden; mødte en time for tidligt den ene dag, og en time for sent nogle dage senere, fordi jeg havde glemt de arbejdstider som jeg ellers har haft i mange år, og en masse andre mindre ting.

2. Da min krop en morgen ikke kunne stå op, og jeg lod mig sygemelde den dag, bare så jeg kunne komme til læge, knækkede filmen helt.
Jeg kan faktisk næsten intet huske fra den første måned, jeg var så ekstremt forvirret og kunne intet overskue, og min krop snigløb mig hele tiden, med underlige fysiske symptomer.

3. Så havde jeg en periode på nogle uger, hvor jeg var vred på alle mulige.
Altså ikke på min mand og børn, men på resten af verden, der var “skyld” i at det var kommet her til.
Jeg er ikke et særligt vredt menneske, og det var derfor meget ubehageligt, at have det sådan.

Jeg har talt med en dygtig psykolog, gennem arbejdet, gennem hele forløbet, og især her, var hun rigtigt god til at hjælpe mig med hvornår al den vrede var irrationel – og hvornår det var godt at jeg indså mine begrænsninger og lærte ikke bare at sige “ja” til at hjælpe folk hele tiden.

4. Her er jeg nu.
Jeg vil gerne på arbejde, jeg vil gerne være normal, jeg vil gerne være sammen med andre mennesker – og jeg kan mærke jeg er på vej.
Jeg forsøger at presse mig selv til at lave en lille, normal ting hver dag, så jeg kan blive “tilvænnet” almindeligt arbejdsliv, men jeg er ret hård ved mig selv, og bliver ret ked af det over det.

Jeg kan køre bil igen nu (det var jeg for forvirret til ind til for nyligt) – men jeg kan kun overskue at køre steder hen jeg kender godt, fx børnenes skole.

Jeg kan se andre mennesker nu – men ikke for lang tid af gangen, og helst bare herhjemme.

Jeg kan gå i Netto – men kun når der ikke er for mange andre mennesker, og jeg ikke skal have for mange ting…

Jeg kan tale i telefon med min chef, eller have besøg af ham herhjemme, men bare tanken om at cykle hen og besøge arbejdet, starter hjertebanken og hovedpine…

Jeg har været i zoo med to af mine børn, uden at blive panikslagen – men det var jo kun halvdelen af min børneflok, og vi var der kort før lukketid, hvor der ikke var så mange mennesker…

Jeg kan få ideer til blogindlæg – men de tager meget, meget lang tid at skrive, og efterfølgende kan jeg have det irrationelt dårligt over dem.
(Fx panikkede jeg en hel nat, ved tanken om at hende damen der strækker ud i baggrunden af det bryllupsbillede jeg viste, skulle se billedet og sagsøge mig for injurier…)

På lørdag skal jeg med som heppekor, fordi min ven Maren er nomineret til pingprisen.
Jeg gruer mig helt elektrisk over at skulle være sammen med så mange mennesker, men vil jo også så gerne være der, og tænker det er ok at udfordre mig selv lidt.
Det er et stort fremskridt at jeg sagde ja – men jeg har lyst til at melde afbud, sådan ca hvert fjerde sekund…

Alle der der “men…” slår jeg mig selv oven i hovedet med.
Jeg VED at jeg burde glæde mig over de fremskridt, istedet for at blive så irriteret på mig selv over begrænsningerne – men især om natten kan det være svært at styre, og jeg kan ligge og glo op i luften i flere timer, og føle mig som det mest uduelige menneske i verden.

Ting der hjælper:

1. Motion.
Jeg er verdens mest dovne menneske, og har i mange år bagatelliseret at jeg vejer ti kilo for meget.
“Jeg vil sgu hellere æde chokolade end have en lille røv – og min mand synes jeg er lækker alligevel!” har været mottoet.

Men lægen bliver ved med at sige det hjælper på stressudbrændthed, så jeg har troligt, men halvhjertet, forsøgt at lave noget forskelligt – og nu kan jeg mærke at det hjælper!
Hvis jeg cykler eller går en lang tur, laver yoga, eller noget andet, har jeg mærkbart nemmere ved at skubbe de ubehagelige tanker væk, når de trænger sig på om aftenen.

Den sidste uge har jeg derfor trænet ekstrameget, og kan mærke forskel på graden af tristhed, alt efter hvor hårdt jeg har trænet: jo mere træning, jo mere ro oven i hovedet.
Og jeg har tabt to kilo!
(hvilket så førte til negative tanker om, at jeg ikke havde råd til nyt tøj, hvis jeg faktisk tabte de kilo jeg burde – ja, jeg er ikke god til at glæde mig over ting lige nu…)

2. Mindfullness.
Jaja, tidens nye, skambrugte begreb.
Jeg var så heldig, at komme med i et gratis mindfullness-forløb for stressramte, gennem kommunen, og jeg synes jeg kan bruge det.
Vi mødes engang om ugen i to timer og laver øvelser(de første gange havde jeg lyst til at løbe skrigende væk fra det rum fuld af mennesker), men det er bedre nu.
Hver uge er der forskellige hjemmearbejds-øvelser, og selv om jeg ikke er så god til at få lavet det hele, er det rart at have noget konkret at tage mig til, og jeg kan mærke det har hjulpet mig meget med at få det bedre, her på det sidste.

Men det får mig også til at tænke nogle tanker om forskellige ting i mit liv, som kunne ændres – det at have en blog/facebook/twitter (eller hvad folk nu har) er jo på en måde det modsatte af mindfullness: oplever jeg fx noget sjovt, begynder min hjerne straks at beskæftige sig med, hvordan det kunne formuleres, så det også blev sjovt for andre at læse – istedet for at jeg bliver i nuet og nyder det.
Den tanke tygger jeg meget på for tiden…

Det var sandheden, om hvordan det går.
Og nu vil jeg gå tilbage til at øve mig i at være normal.
De glade indlæg der ellers er her, skal i ikke opfatte som en løgn – der er masser af glade stunder, selv om hjernen stadig kører på nedsatte omdrejninger – og nogle gange er den opgave jeg stiller mig selv, at arbejde med at få dem formuleret på skrift.

Jeg håber at en anden stressramt kan bruge dette til noget.