Om at holde taler
I går var der ingen børn hjemme da jeg kom hjem, så jeg satte mig for at skrive en tale til næstældstebarnets 15 års fest om kun en uge.
De fleste jeg kender går ud fra at jeg er sådan en der elsker at holde taler – måske fordi jeg både taler og skriver meget – men jeg hader det ret intenst og smyger mig altid udenom hver gang det foreslåes at jeg “da sikkert sagtens kan finde på en lille tale”. Jeg har kun gjort det de få gange hvor det har været helt mærkeligt at lade være eller jeg har haft noget ægte på hjerte.
Det her er en af de situationer: jeg synes det er vildt og magisk og fantastisk at fejre endnu et af mine børn der bliver næsten-voksen, og jeg vil gerne sige noget der er sjovt og rørende og udtrykker hvor glad jeg er for at være blevet hendes mor – men det er simpelthen så svært at finde balancen i sådan en tale. Ved godt hvordan en dårlig tale ser ud: dem hvor taleren kun taler om sig selv, eller dem hvor taleren giver et tørt referat af hovedpersonens liv, og det er megasvært ikke at snuble i en af de versioner. Har jo trods alt kendt hende hele hendes liv, og føler mig relativt vigtig i det – så jeg sad bare og skrev sætninger jeg slettede igen.
Istedet bladrede jeg gennem alle de tusindvis af mapper med fotos på computeren, for at finde et muligt alternativ til taleskrivning – og faldt totalt i staver.
Arh, men se lige: 
Fire årig nutteberg, med sin lillesøster lige ved hånden. Som de altid har haft det sammen. Tusindvis af fotos af de to, med hinanden i hånden, sovende i klump, eller grinende over et eller andet, som kun de forstod. Selvfølgelig er der også lige så søde fotos af hende med de andre søstre, men her var det lige mellempige-symbiosen der slog mig helt ud af rørelse.
Alt hvad jeg skrev efter en times neddykning i mindefloden blev fuldstændigt oversukret sentimentalt – sirup drivende ned over siderne. Slettede det hele, og var meget opgivende da yngste mellempige kom hjem.
“Årh, slap da af!” Bed hun min jammer af , mens hun flåede min computer til sig “hvor svært kan det være?”
Ret svært, viste det sig, da hendes bløde side også smeltede ud over det hele af gamle fotos. “Fuck, hvor er vi nuttede! Hvordan kunne i holde til det?”
Så nu er jeg cirka lige så langt væk fra en færdig tale som jeg hele tiden har været – men i det mindste har jeg fundet ud af at jeg ikke er den eneste der kan gå i selvsving over hvor nuttede mine småbørn var.
Klagede min nød over hvordan nuttede småbørnsfotos havde distraheret mig fra taleskrivning til en kollega i dag. Hans svar var:”ja, men det er bare fordi man glemmer hvor klistrede og snottede den slags børn er meget af tiden, og kun ser på hvor søde de ser ud på fotos.”
Det lød rigtigt nok, lige indtil jeg kom hjem og faldt over en stribe fotos, hvor man tydeligt kan se hvor klistrede de var:
Klistrede, men nuttede. Jeg får aldrig skrevet den tale…
