02/26/20

Om at holde taler

Nå, men nu er der kun lidt mere end en uge til vi holder 15 års fest for næstældstebarnet. Gisp! Det fylder altså alle blogindlæg den næste uge, og man kunne godt sige at jeg burde planlægge mere og blogge mindre om hvor lidt jeg planlægger – men det gider jeg ikke tænke på lige nu.

57 gæster har sagt ja indtil nu, og vi har langt, langt mindre planlagt end vi burde. Status siden sidst: det er stadig kun bordkort der er helt styr på, og så har vi bestemt at menuen skal være barnets livret: koreansk bulgogi, uden noget med supplerende gryderetter. Det smager altså også ret godt, men vi har aldrig lavet det til så mange før.

I weekenden får vi forhåbentligt de sidste detaljer på plads. Forhåbentligt!

I går var der ingen børn hjemme da jeg kom hjem, så jeg satte mig for at skrive en tale. De fleste jeg kender går ud fra at jeg er sådan en der elsker at holde taler – måske fordi jeg både taler og skriver meget – men jeg hader det ret intenst og smyger mig altid udenom hver gang det foreslåes at jeg “da sikkert sagtens kan finde på en lille tale”. Jeg har kun gjort det de få gange hvor det har været helt mærkeligt at lade være eller jeg har haft noget ægte på hjerte.

Det her er en af de situationer: jeg synes det er vildt og magisk og fantastisk at fejre endnu et af mine børn der bliver næsten-voksen, og jeg vil gerne sige noget der er sjovt og rørende og udtrykker hvor glad jeg er for at være blevet hendes mor – men det er simpelthen så svært at finde balancen i sådan en tale. Ved godt hvordan en dårlig tale ser ud: dem hvor taleren kun taler om sig selv, eller dem hvor taleren giver et tørt referat af hovedpersonens liv, og det er megasvært ikke at snuble i en af de versioner. Har jo trods alt kendt hende hele hendes liv, og føler mig relativt vigtig i det – så jeg sad bare og skrev sætninger jeg slettede igen.

Istedet bladrede jeg gennem alle de tusindvis af mapper med fotos på computeren, for at finde et muligt alternativ til taleskrivning – og faldt totalt i staver.

Arh, men se lige: 

Fire årig nutteberg, med sin lillesøster lige ved hånden. Som de altid har haft det sammen. Tusindvis af fotos af de to, med hinanden i hånden, sovende i klump, eller grinende over et eller andet, som kun de forstod. Selvfølgelig er der også lige så søde fotos af hende med de andre søstre, men her var det lige mellempige-symbiosen der slog mig helt ud af rørelse.

Alt hvad jeg skrev efter en times neddykning i mindefloden blev fuldstændigt oversukret sentimentalt – sirup drivende ned over siderne. Slettede det hele, og var meget opgivende da yngste mellempige kom hjem.

“Årh, slap da af!” Bed hun min jammer af , mens hun flåede min computer til sig “hvor svært kan det være?”

Ret svært, viste det sig, da hendes bløde side også smeltede ud over det hele af gamle fotos. “Fuck, hvor er vi nuttede! Hvordan kunne i holde til det?”

Så nu er jeg cirka lige så langt væk fra en færdig tale som jeg hele tiden har været – men i det mindste har jeg fundet ud af at jeg ikke er den eneste der kan gå i selvsving over hvor nuttede mine småbørn var.

Klagede min nød over hvordan nuttede småbørnsfotos havde distraheret mig fra taleskrivning til en kollega i dag. Hans svar var:”ja, men det er bare fordi man glemmer hvor klistrede og snottede den slags børn er meget af tiden, og kun ser på hvor søde de ser ud på fotos.”

Det lød rigtigt nok, lige indtil jeg kom hjem og faldt over en stribe fotos, hvor man tydeligt kan se hvor klistrede de var:

Klistrede, men nuttede. Jeg får aldrig skrevet den tale…

12/5/19

Om voksne børn

Min ældste pige fyldte 18 i forgårs. Sådan teknisk set voksen, med voksne meninger og holdninger og ønske om at finde en lejlighed med sin kæreste…og så alligevel: stadig mit lille pus.

Det er meget underligt det der med at have kendt et menneske så godt, helt fra foster til voksen. Jeg kan indimellem blive helt forundret over de glimt af hendes yngre versioner jeg ser i hende.

Det føles ikke som vildt længe siden at hun var en storsnakkende 4 årig eller en velduftende baby. Hendes far og jeg har jo fx slet ikke ændret os i løbet af den tid, så føles ret vildt at hun har!

Det tænkte jeg helt ind til jeg skulle finde nogle fotos til en tale jeg ville holde, og fandt dette af hendes far med hende. Han ser jo ud som om han er 12 år! 

Nå, men om aftenen på hendes fødselsdag sad vi allesammen i sofaen og guffede chips, og lillesøstrene skiftedes til at fortælle historier om hende, fra da de var små. Alt muligt, både om hvordan de to ældste narrede de små til dårlige roller i lege, og minder og anekdoter fra lege, skænderier og oplevelser de havde haft sammen.

Det var utroligt hyggeligt og kærligt, og jeg blev både blankøjet af rørelse over deres søsterkærlighed og overrasket over hvor meget internt sådan en søsterflok har med hinanden, som jeg slet ikke kendte til.

Det sluttede med en snak om hvor mærkeligt det var at man glemte så meget igen – hvor mange af historierne ikke alle involverede kunne huske. Det fik en af dem til at udbryde tørt:” ja, nogle gange glemmer man noget man gerne ville huske – og så er der ting man virkeligt gerne ville glemme, som man altid kan huske…”

Bekymret over om hun mente tunge ting hun gerne ville glemme – sygdom, dødsfald og den slags – spurgte jeg ind til det og fik følgende svar:” vil du virkeligt gerne vide det, mor? Nå, men jeg glemmer aldrig der hvor jeg kom ud på badeværelset mens du var i bad, og lige da jeg kom ind bøjede du dig så langt ned efter en shampoo at jeg kunne se dit røvhul. Det gad jeg seriøst godt glemme igen!”

 

08/14/18

Om forlænget efterferieblues og efterskoleunger

Det er muligt, at jeg skrev et indlæg, om hvordan jeg hurtigt ville blogge mig ud af efter-ferie-blues, med en perlerække af kække og positive indlæg – men der havde jeg ikke nået at gennemtænke, det der med at Ældstebarnet skulle på efterskole….

Da jeg skrev indlægget, var hun en ranglet, kreativ, selvstændig 16 årig, og jeg glædede mig på hendes vegne, over at vi havde fået lov til at låne penge til at sende hende afsted.

Et par dage efter forekom det mig at hun var skrumpet en smule, og det begyndte at føles lidt underligt at sende sådan et lille skolebarn afsted, helt alene. Dog ikke helt så slemt som det gjorde da hun, yderligere et par dage efter, ikke var meget større end et børnehavebarn, med tynde små fletninger og en lille hånd, med smilehuller på knoerne, der nemt kunne gemme sig i min.

Da vi i søndags, tømmermændsramte og i søvnunderskud efter fest, kørte dette nuttede mikromenneske til efterskolen, måtte jeg kæmpe gevaldigt for ikke at hulketude ynkeligt ned i hendes krøller:
(På alle måder heldigt at hun ikke skulle starte en uge senere, for så ville jeg nok have skullet føde hende på efterskolens trappe…)

Inderst inde ved jeg jo godt at hun er rigeligt stor til at fylde de sko; klog og fin og sej som hun er – skal bare lige vænne mig til forsmagen på at mine unger flytter hjemmefra.

Så ja: jeg savner hende. Også en smule mere end det strengt taget er nødvendigt at savne hende, i betragtning af at hun kommer hjem de fleste weekender.

Men så har jeg jo stadig 75% af børneflokken og deres grimme hundelillebror herhjemme til distraktion.

”Hunden skal IKKE op på mit værelse, nogensinde!” Var en af de sidste beskeder fra den afrejsende.

“Vi indretter dit værelse til ham, komplet med billeder af katte på væggene, hundemad på gulvet og fri adgang til din seng” replicerede hendes mest sarkastiske søster tørt, og hermed blev distraktionside’ nummer et født: postkort fra hunden.

Hele aftenen brugte jeg på at sidde og manipulere billeder af hunden, sammen med næstmindstebarnet, mens vi opfandt tekst til postkort, som vi spammer efterskoleungen med det næste år. Omdrejningspunktet er naturligvis hvad hunden vil gøre ved hendes værelse, nu han har overtaget det.

Første del af “postkort fra hunden” kommer på bloggen snart. Glæd jer!

 

07/27/17

Om omelet og nærvær

De kører deres bil helt ned på stranden.
Det må man godt på lige denne strand, men jeg ser alligevel irriteret på den gamle røde bil, der skramlende forstyrrer min og min teenagers tosomhed.
Det er en stenet strand, hvilket sikkert er grunden til at vi kunne sidde her i fred, selv om aftensolen er lun og vandet indbydende blåt.
Teenageren smider en sten imponerende langt ud i vandet, mens hun også iagttager bilen ud af øjenkrogen, ligeledes småirriteret over at få forstyrret roen

.IMG_3809

En gammel kvinde stiger ud af førersiden, og en mindst lige så gammel mand af passagersiden.
De er tæt på 80 begge to, og bevæger sig langsomt hen over den stenede grund. Manden støtter sig til bilens tag med den ene hånd.
Kvinden breder et tæppe ud, og han sætter sig besværet på det, mens hun åbner bilens bagagerum og finder tallerkener, bestik og glas frem, og til sidst: en smedejernsstegepande, med sølvpapir over.
Der er noget fascinerende over de to gamle menneskers spontane udekøkken, og vi er begge nysgerrige efter hvad der er på panden.
Æggekage med kartofler.
Kvinden har et bundt purløg med, og en stor orange saks, som hun langsomt klipper et drys til hver tallerken med.
Han nikker og de spiser, mens de ser ud over havet, uden at tale, og jeg tænker på hvor ofte de mon har gjort det her.
Lavet mad, og kørt direkte til stranden med det, friskt i stegepanden.

Dagen forinden havde vi selv spist tørre sandwiches på stranden, allesammen. Det virkede ekstravagant sådan at spise vores aftensmad med udsigt, men vi talte om at man sikkert ville blive forvænt, hvis man boede for tæt på en strand til hverdag.

De så nu ikke forvænte ud, de to gamle mennesker, og da kvinden hev en blomstret skål med rabarberkompot frem efter, omeletten var fortæret, strålede manden et smil efter hende og erklærede:”årh – jeg er verdens heldigste mand, og du er alt for god ved mig!”.

Jeg ved ikke hvad det var ved den sætning eller måden den blev sagt på, men teenageren og jeg så på hinanden og fik begge to blanke øjne, og måtte derefter se hårdt ud over havet for at få tørret øjnene igen.

Jeg tænkte på dem hele vejen hjem, de to gamle mennesker med deres aftensmad i stegepanden. Tænkte over hvad det var der rørte mig. Om det var tanken om at have en gammel livsledsager, der stadig giver komplimenter, eller deres evne til at nyde de helt små ting.

Det med at blive gamle sammen kommer forhåbentligt af sig selv, men det med at være mentalt tilstede, og  nærværende i øjeblikket, er jeg godt nok ikke særligt god til. Evigt distraheret af skærme og bøger og tanketråde, og dårlig til bare at sidde og være til.

Bare tanken om at blive bedre til at være nærværende skærpede mine sanser, og på gåture i dagene efter, bemærkede jeg både duften af hybenroser, følelsen af grus under sandaler og lyden af fuglefløjt på en helt anden måde, bildte jeg mig ind.

Lige indtil jeg jokkede i en død skrubtudse, og ville ønske at jeg bare var en lillebitte smule mindre opmærksom på sanser, så jeg kunne have lukket den svuppende lyd og klistrede fornemmelse ude igen…

Heldigvis har jeg fået bedøvet sanserne igen, med skærme og bøger og tanketråde. Om 30 års tid planlægger jeg at ligge det fra mig. Bare for at jeg vil kunne sætte nok pris på at min mand serverer en hverdags-omelet for mig på en strand en dag.

08/15/11

Om skoletasker på ben

I dag var det min frk fantastisks første skoledag. Og ja: hun fik lov til selv at vælge den taske hun ønskede sig allermest. Også selv om den sikkert først passer når hun fylder 12;). Vi har en lille reservetaske fra børnehaven, som vi satser på at hun bruger til hverdag, da de jo ikke rigtigt skal have bøger med i starten.
Fotoet her opsummerer dagen ret godt: en stor skoletaske, med et par små pigeben under.
Sådan så de alle sammen ud: 18 små forventningsfulde unger, med store rygsække, og minimum 18 forældre-kameraer der blitzede dem nonstop i fjæset.
“Det bedste var frikvarteret! Det håber jeg vi skal have igen!” oplyste skolebarnet glad, mens hun spiste fejrings-sushi bagefter.