10/16/17

Om feriekriller

Hus-sitteren snorker på børneværelset ovenpå, den lille hund er hos min søster, og alle fire unger ligger klumpet sammen i to senge i gangen uden for vores soveværelse, alt for spændte til at kunne sove alene.
Mit vækkeur ringer klokken 05. Det er om tre timer…

Søvnløshed har været min irriterende følgesvend siden jeg var barn. Der skal ikke særligt meget tankevirksomhed til efter 21, før jeg ligger og roterer som en grillkylling i min seng, ude af stand til at sove.

Tit er min søvnløshed fulgt af negative tanker, og alting virker mere og mere uoverskueligt som timerne går – men i nat er jeg glad.

(Jojo, jeg er da nervøs over om vi kan finde vej, eller har glemt noget vigtigt, eller for om jeg kan nå at finde en god bog i lufthavnen – men nu er jeg generelt en bekymret type, så at nøjes med at rasle den slags småting rundt i hovedet en søvnløs nat, gør mig stadig grundlæggende glad)

Jeg glæder mig til at prøve at være på storby-ferie med Ninja og pigerne på den måde; glæder mig til at komme væk fra stress og hverdag; glæder mig til at se noget nyt, og til at være mentalt tilstede.

Kufferten til Berlin står pakket i stuen, komplet med en lang liste med de gode tips I gav mig til restauranter, museer og steder vi skal besøge, og jeg har læst op på den kolde krig og anden verdenskrig, så jeg har spændende historier at fortælle.

Børnene stemte om museer: DDR-museet og Naturhistorisk museum vandt, men vi er der næsten fire dage og listen over andre steder de gerne ville se, er ganske lang. Men jeg tænker at det vigtigste vi skal høre er, bare at dalre rundt, og se hvad dagene bringer.

Hvis vi kommer forbi noget wifi kommer der måske noget på Instagram @hverdag, men jeg lover ikke noget.

 

5A169413-BB24-4552-B116-947FD5434630

P.s.: Skal man have en sang på hjernen når man ligger søvnløs, kan jeg iøvrigt på det varmeste anbefale at undgå “Macarena”, der har plaget mig utallige nætter i tidens løb. I nat glimrer den ved sin udeblivelse, og jeg har i stedet haft “Night at Lake unknown” summende behageligt bagerst i hjernen. Det er altså en fin, fin sang.

08/18/15
foto-709160

Om at være zombie-forberedt

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft tilbagevendende mareridt om jorden der går under, i en sværm af zombier.
De kommer stadig jævnligt, men særligt i perioder hvor jeg er stresset eller ked af det.

Som udgangspunkt bliver jeg hverken mindre stresset eller mindre ked af det, ved at bruge mine nætter på at forskanse mig/løbe med mine børn/lægge overlevelsesplaner eller nakke udøde – men det er åbenbart det min hjerne tror jeg har mest brug for.
På den måde er jeg et ret ulogisk menneske…

Når man er så fyldt af zombie-neuroser, som jeg, ville det være logisk hvis ens familie bakkede op om det, og undlod nogensinde at nævne det forbudte z-ord – men sådan fungerer det åbenbart ikke her: min familie tænker at den bedste hjælp, er hvis de jævnligt fortæller mig hvor godt rustede vi er, hvis zombierne skulle komme.

Således brugte min Ninjaman – der ikke er en flittig læser – hele sin sommerferie på at læse sig igennem hele fem tykke bøger, med slimede zombier på forsiden.

Glad kunne han bagefter oplyse mig om, at hans ringe evner som håndværker vil komme os til gode i zombieapokalypsen: han har et stort lager af gaffatape på lager (da det er det han benytter til de fleste håndværkeragtige opgaver), og har udtænkt en snedig måde at lave zombie-bidsikre dragter til os allesammen ø, ud af det.
Jeg tvivler ikke på at gaffatape er effektivt – vores kælderlampe hænger fx stadig flot:
foto-709160p
Men det bekymrer mig lidt, at jeg har smittet ham så meget med min fobi, at han bruger hjernekapacitet på at udtænke gaffarustninger…

Mine børn er heller ikke gået fri, og nævner det jævnligt, hvis de opdager nye steder man logisk kan flygte hen, når zombierne kommer.

Mindstebarnet fik en flot enhjørningerygsæk (mærket er “skip hop”)i gave, og den har ikke forladt hendes svedige lille ryg lige siden.
IMG_20150818_101133
“Jeg skal liiiige pakke min taske!” er standardreplikken, og uanset om vi bare skal i netto og hente mælk, er hun velekviperet, med nypakket rygsæk.

“Mor, hun et faktisk rigtigt god at have med på vores a-team, hvis der kommer zombier!” konstaterede min 8 årige kagemester, da vi stod med enhjørninge-bæreren i Rødovre centeret, og iagttog hvordan hun satte små, vigtige krydser i den notesbog hun hev op af rygsækken.
“I det mindste har hun altid vand med til alle”.

Det sidste er korrekt: hun har altid mindst to fyldte flasker vand på sig, og da vi lidt efter holdt vandpause på en bænk, benyttede vi lejligheden til at få forevist resten af taskens indhold.

Vi måtte konstatere at hendes taskepakning umiddelbart ikke lignede at den var foretaget med zombieangreb for øje: en mindre samling af småsten; en notesbog; en tom sparegris; to sæbeboblepustere; noget flot slikpapir; en enkel klipklap-sko; og nogle små ponyer, var taskens indhold.

Den 8 årige og jeg blev enige om, at vandflasken nok var det eneste zombie-nyttige i den taskepakning – men:
“Nej!” afbrød taskeejeren os “den der klipklapper, ikke? Den kan jeg faktisk slå zombierne med, lige i hovedet!!”

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg skal være bekymret over neurose-afsmitning, eller imponeret over mit velforberedte a-team?

11/3/14

Om søvnløshed #512

Top 1, over ting der er mere irriterende, end at ligge i sin seng kl 04 om natten, uden at kunne sove, og føle sig som det eneste vågne menneske i universet:

1. Når man ligger i sin seng kl 04 om natten, ikke kan sove, føler sig som der eneste vågne menneske i universet OG har sangen “Macarena” kørende inde i hovedet, i båndsløjfe…