Om bittesmå skolebørn
Da min ældste datter startede i skole, for 6 år siden, var det en fin dag.
Hun havde to yngre søstre, og selv om hun var den yngste i klassen, virkede hun stor og parat – og jeg glædede mig enormt, til også at prøve at have et skolebarn.
Sidste år startede hendes ældste lillesøster, og da vi så hende stå der, langbenet og stolt med den store skoletaske på ryggen, virkede det egentlig også meget naturligt, at vi nu havde to store børn i skole, og to små i institution.
I går fulgte vi så vores tredje børnehaveklassebarn afsted.
Al hendes hidsige temperament var pakket væk, og erstattet af betuttethed og forventning, og hun måtte synke meget og blinke tic-agtigt med øjnene, før hun turde hviske “ja”, da de blev råbt op i klassen.
Vi er ikke sådan nogen der tuder nemt, men både den seje Ninjaman og jeg selv, havde meget blanke øjne – muligvis var der en masse pollen i luften?
Jamen, jeg VED godt at det er den største forældrekliche´i verden, at tale om hvor hurtigt tiden går, og blablabla – men altså…
Hun har jo været vores mindste i så lang tid, og jeg havde egentlig ikke helt forestillet mig, at det der med at blive stor også ville ramme hende?
“De flytter hjemmefra lige om lidt…” fik jeg hulket sagt, med øjnene fulde af tårer pollenallergi, og jeg tror at vi begge to var helt parate til at spole tiden tilbage, og lige snuppe en omgang mere med at kysse hendes babykinder, lade hende falde i søvn i vores seng med nusseklud og tommelfinger, og pludre vores ører af, med børnehavealder-rablerier.
Ja, også de to store ville vi gerne spole tilbage og opleve igen, de så pludselig også så tjeckede ud, som de stod der og krammede deres venner goddag.
(Alt det der med at de sov lidt, hele tiden fik omgangssyge og var vrede 3 årige, glemmer man, når man har “åh-hvor-går-tiden-for-hurtigt-suk”-brillerne på)
Overdrevent anfald af sentimentalitet + fornuft og økonomisk sans = ikke kombatibelt.
Så da vores lille-baby-der-lige-er-startet-i-børnehaveklasse, lille-baby-der-lige-er-startet-i-første-klasse og lille-baby-der-lige-er-startet-i-femte-klasse (men slår mig ihjel, hvis hun finder ud af at jeg har kaldt hende dette) fik fri, og vi skulle fejre skolestart, var deres sentimentale forældre sådan set med på alle former for fejring, ud fra devisen “jamen, man må jo NYDE dem, mens man har dem – snøft!”
Så vi glemte en hel eftermiddag, at vi var nogle fattige røvhuller, og brændte en uges madbudget af på sushi, lejede en motorbåd, og sejlede rundt i københavns kanaler i solskinnet, med tre lykkelige piger.
Hold kæft – det var fedt!
Pigerne grinede når der kom bølger, og skiftedes til at sidde på skødet af mig og styre båden – og mens jeg sad der, og duftede til deres hår(og konstanterede at de trængte til at komme i bad snart), tænkte jeg, at det egentlig ikke var så forfærdeligt at de blev store…
Jeg kan stadig se glimt af de buttede 1 årige, de hidsige 3 årige, og de snakkende 5 årige, som de var engang, i dem alle – og har så bare fået noget mere oven i også.
(Men hold Jer alligevel fra mig om 4 år, når mit allermindste lillebitte babypussenussebarn starter – SÅ bliver der klynket over hvor stærkt tiden går!)
