12/1/18

Lørdagslæsning:”Små påsatte brande” af Celeste Ng

Små påsatte brande (adlink) har fået ros og stjerner fra alle kanter, og den lever på alle måder op til sit gode ry: det er en intens og stor lille roman, med personer man bliver ved med at tænke på længe efter bogen er slut.

Jeg kan godt lide at man ændrer opfattelse af personerne og deres handlinger flere gange undervejs, og at der ikke er et entydigt svar til hvordan de burde handle.

Om mødre og døtre; facader og løgne; raceskel og klasseskel; ambitioner og usikkerhed.

Fra bogens bagside opsummeres handlingen således, og jeg har ikke kunnet formulere det bedre selv:”I Shaker Heights, Cleveland, er der styr på tingene. Vejene former et sirligt symmetrisk net, husenes farver er afstemt efter hinanden, og beboernes liv er mindst lige så velplanlagte. Ingen passer bedre til den beskrivelse end Elena Richardson, hvis største ambition er at følge reglerne.

Ind på scenen træder Mia Warren, en gådefuld kunstner og alenemor. Hun ankommer til kvarteret med sin teenagedatter Pearl og lejer et hus af familien Richardson, og snart bliver Mia og Pearl langt mere end lejere, for alle fire børn i Richardson-familien drages magnetisk mod de to. Men Mias mørke fortid og nonchalante forhold til tingenes tilstand og ligevægt i Shaker Heights truer med at forstyrre roen i det velordnede kvarter.

Da gamle venner af familien Richardson forsøger at adoptere et spædbarn med kinesisk-amerikanske rødder, bryder en ophedet kamp om forældremyndighederne ud, som tvinger hele nabolaget til at vælge side. Elena og Mia går hver sin retning, og pludselig er Elena fast besluttet på at bringe hemmelighederne om Mias fortid frem i lyset. Men Elenas sandhedsbesættelse får uventede, dramatiske konsekvenser for det lille samfund.”

En stor anbefaling her fra – dette er en fremragende julegave til alle der kan lide en god, intens fortælling om at være menneske og mor og tage velmente valg, der skader andre.

Titel: Små påsatte brande
Forfatter: Celeste Ng
Forlag: Hr Ferdinand
Sideantal: 352
Min bedømmelse: 5/5 stjerner

10/6/18

Lørdagslæsning: “Ravnenes hvisken 3”

Anmeldereksemplar/Reklamelink – begejstring for egen regning!

For to år siden var sommerens bedste læseoplevelse “Ravnenes hvisken 1”, der fuldstændigt slog benene væk under mig, med sin unikke kombination af krimi/fantasy/nutids nordjylland/nordisk mytologi, og en kompliceret historie, med virkeligt gode personer.

“Ravnenes hvisken” er en trilogi, og det er det nyudkomne tredje bind som denne anmeldelse omhandler.

I denne del af historien har fimbulvinteren ramt Danmark og Ragnarok, jordens undergang, nærmer sig. Der er klaustrofobiske beskrivelser af menneskers kamp for at overleve kulde, sygdom og sult, og hvordan massehysteriet spreder sig. Hovedpersonen, Anne, krydser mellem vores verdener og andre, i et desperat forsøg på hindre menneskehedens udryddelse, bistået af sin sære samling venner, der både tæller spøgelser, guder, halvguder, ulve, mennesker, hekse og vølver.

Det er pænt svært at skrive udførligt om handlingen, da det jo er bind 3 og jeg ikke vil spoile noget handling for de heldige af Jer der har serien til gode – så dette bliver mest af alt en STOR anbefaling!

Trilogien er bare virkeligt godt skruet sammen, med en historie der helt sikkert ikke minder om noget man har læst før.

Flere af hovedpersonerne er teenagere, men det er ikke en børnebog – der er både meget vold og sex, og en historie der kræver at man har tungen lige i munden for ikke at tabe tråden – så jeg vil tidligst anbefale den fra 15 år, og tænker at den også fænger et voksent publikum.

Please: filmatiser den!

Titel: “Ravnenes hvisken 3”

forfatter: Malene Sølvsten

Forlag: Gyldendal

Sideantal: 608

min bedømmelse: 5/5

05/20/16

Om mindre beroligende respons

Efter at jeg i flere måneder har siddet med bogmanus til op over begge ører, er det en underligt tom fornemmelse at have sendt det afsted.
Ingen mulighed for at rette, slette eller skrive til, gør at jeg næsten ikke kan holde ud at tænke på at min bog eksisterer, og jeg har fået overbevist mig selv om at den er pinefuldt elendig.

Ninjaman har gennem de 19 år vi har været kærester lært at aflæse mine nærmest usynlige signaler – især dem der er ledsaget af håndfaste monologer som:”årh hvor er den bog sikkert noget lort!” Og “Gid jeg aldrig havde givet mig i kast med at skrive noget!” – og plagede mig om at printe den ud så han kunne læse den, og berolige mig om at den kun er semi-elendig.

At han frivilligt læser noget er en meget stor begivenhed da han højst læser en enkelt bog om året, og det var med bævende hænder at jeg overrakte ham udprintet manus.

Min ven Maren, har beskrevet skrivende menneskers neuroser ret spot on i sin fabelagtige bog – hvilket er rart, for så ved jeg at jeg ikke er alene om at være neurose over at sende nyfødt tekst alene ud i verden.

image
Jeg lovede ikke at plage Ninjaman om hvad han syntes om den, før han var færdig. Så gik han i gang med at læse. Langsomt.
Tredje aften i træk, hvor han læste et par sider og lagde den fra sig med et hemmelighedsfuldt smil og uden at sige noget om den, kunne jeg ikke dy mig længere:”årh hvad! Sig nu hvad du synes! Er den dårlig? Jeg ved den er dårlig… Du kan sagtens sige det, jeg kan tage kritik. Nej bare lad være. Du behøver ikke alligevel. Vent til du er klar. Nej – du må aldrig sige noget om den! Okay – bare lidt! Er den okay?”

Og jo: jeg kunne godt selv høre hvor ynkeligt det lød, men det der med at skabe noget på den måde er eddermaneme også angstprovokerende helt ud i det neurotiske.

Heldigvis kan det grines væk, hvilket det også blev (da jeg først havde undertrykt den refleks der ville give ham en lammer), for han svarede med et kys og disse ærlige ord:” altså: jeg kan jo godt lide den, fordi det er dig der har skrevet den. Men jeg synes seriøst den mangler nogle zombier – eller bare nogle mellemstore eksplosioner…”

05/3/16

Om at skrive en bog og lidt om ungdomsromaner

Den opmærksomme læser har muligvis bemærket mit fravær på bloggen den sidste tid.
Grunden er, at jeg har haft hovedet dybt begravet i mit manuskript til ungdomsroman-konkurrencen hos Forlaget Carlsen.

I starten var bogen mit lille tidsfordriv-projekt: noget jeg kunne skrive på i de lange ventetider på hospitalet, eller når mine mindste børn var bange for at falde i søvn og ville have jeg sad inde hos dem til de sov. Istedet for at blive irriteret over al den ventetid, har jeg kunnet sidde og fordybe mig i noget jeg selv valgte, og det har været rigtigt fedt – men pludselig var deadline lidt tæt på, så jeg har skrevet som en vanvittig den sidste måneds tid, for at blive færdig.

Alle ord der var tilovers i mit hoved, plus nogle der bestemt ikke var tilovers, er gået til romanskrivning og jeg har knapt nok kunnet finde ud af at sende en SMS den sidste måned.
Men jeg blev færdig!
Jeg har aldrig før skrevet noget skønlitterært der var så omfattende, og det var en underlig fornemmelse at printe alle siderne ud for at sende dem.

Bogen har fyldt så meget, at glæden over at blive færdig næsten overskygges af et sært savn efter at skrive mere på den.
Har været gnaven og indadvendt lige siden jeg slap bogen, og måtte tvinge mig selv til at nyde solen og haven med min søde familie i weekenden, for trangen til at sidde alene i et hjørne og skrive var overvældende.
Må hermed konstatere at det er udemærket at jeg normalt får min skrivetrang dækket med mindre projekter, for jeg ville være lidt af et eneboer-røvhul hvis jeg skulle leve af at være forfatter – det siger mine børn ihvertfald.
IMG_20160502_174606
De eneste bøger jeg har læst i år, har været ungdomsbøger. Det er ikke en genre jeg har læst meget.
Sidste år lod jeg mig lokke til at læse nogle fremragende ungdomsbøger: den rørende “Eleanor og Park”, Stephanie Perkins søde kærlighedstrilogi og Carol Rifka Brunts utroligt velskrevne “Lad ulvene komme”, som jeg alle har anbefalet her på bloggen.
Her midt i mine intense skriverier fik jeg endda lov til at møde Carol Rifka Brunt, til et hyggeligt intimt arrangement på Lindhardt og Ringhof. Hun er en klog kvinde, og det var virkeligt inspirerende at sidde og tale med hende og tre andre bloggere, om bøger og skrivning og en masse andet.
DSC_0066_4
Nå, men gode ungdomsbøger er der ellers langt mellem, har jeg erfaret med min må-kun-læse-ungdomsbøger-klausul i år. Jeg bildte mig ind at niveauet måtte være tårnhøjt, fordi jeg åbenbart havde været heldig med de bøger jeg fik fat på i genren.
Hold da op hvor udgives der meget elendigt skrevet crap til den unge målgruppe!
De eneste rigtigt gode jeg læste var , som jeg har set at Gyldendal netop har udgivet på dansk, og så en dystopisk roman, som jeg lige nu har glemt titlen på.

Men der må da være flere gode derude, som jeg bare ikke kender endnu?
Er der nogen af Jer der kan anbefale nogle gode, nye ungdomsbøger?
Planlægger at tømme mit lokale bibliotek senere i dag.

(links er affiliate, hvilket betyder at jeg tjener 5% hvis i shopper gennem dem)