05/20/16

Om mindre beroligende respons

Efter at jeg i flere måneder har siddet med bogmanus til op over begge ører, er det en underligt tom fornemmelse at have sendt det afsted.
Ingen mulighed for at rette, slette eller skrive til, gør at jeg næsten ikke kan holde ud at tænke på at min bog eksisterer, og jeg har fået overbevist mig selv om at den er pinefuldt elendig.

Ninjaman har gennem de 19 år vi har været kærester lært at aflæse mine nærmest usynlige signaler – især dem der er ledsaget af håndfaste monologer som:”årh hvor er den bog sikkert noget lort!” Og “Gid jeg aldrig havde givet mig i kast med at skrive noget!” – og plagede mig om at printe den ud så han kunne læse den, og berolige mig om at den kun er semi-elendig.

At han frivilligt læser noget er en meget stor begivenhed da han højst læser en enkelt bog om året, og det var med bævende hænder at jeg overrakte ham udprintet manus.

Min ven Maren, har beskrevet skrivende menneskers neuroser ret spot on i sin fabelagtige bog – hvilket er rart, for så ved jeg at jeg ikke er alene om at være neurose over at sende nyfødt tekst alene ud i verden.

image
Jeg lovede ikke at plage Ninjaman om hvad han syntes om den, før han var færdig. Så gik han i gang med at læse. Langsomt.
Tredje aften i træk, hvor han læste et par sider og lagde den fra sig med et hemmelighedsfuldt smil og uden at sige noget om den, kunne jeg ikke dy mig længere:”årh hvad! Sig nu hvad du synes! Er den dårlig? Jeg ved den er dårlig… Du kan sagtens sige det, jeg kan tage kritik. Nej bare lad være. Du behøver ikke alligevel. Vent til du er klar. Nej – du må aldrig sige noget om den! Okay – bare lidt! Er den okay?”

Og jo: jeg kunne godt selv høre hvor ynkeligt det lød, men det der med at skabe noget på den måde er eddermaneme også angstprovokerende helt ud i det neurotiske.

Heldigvis kan det grines væk, hvilket det også blev (da jeg først havde undertrykt den refleks der ville give ham en lammer), for han svarede med et kys og disse ærlige ord:” altså: jeg kan jo godt lide den, fordi det er dig der har skrevet den. Men jeg synes seriøst den mangler nogle zombier – eller bare nogle mellemstore eksplosioner…”

05/3/16

Om at skrive en bog og lidt om ungdomsromaner

Den opmærksomme læser har muligvis bemærket mit fravær på bloggen den sidste tid.
Grunden er, at jeg har haft hovedet dybt begravet i mit manuskript til ungdomsroman-konkurrencen hos Forlaget Carlsen.

I starten var bogen mit lille tidsfordriv-projekt: noget jeg kunne skrive på i de lange ventetider på hospitalet, eller når mine mindste børn var bange for at falde i søvn og ville have jeg sad inde hos dem til de sov. Istedet for at blive irriteret over al den ventetid, har jeg kunnet sidde og fordybe mig i noget jeg selv valgte, og det har været rigtigt fedt – men pludselig var deadline lidt tæt på, så jeg har skrevet som en vanvittig den sidste måneds tid, for at blive færdig.

Alle ord der var tilovers i mit hoved, plus nogle der bestemt ikke var tilovers, er gået til romanskrivning og jeg har knapt nok kunnet finde ud af at sende en SMS den sidste måned.
Men jeg blev færdig!
Jeg har aldrig før skrevet noget skønlitterært der var så omfattende, og det var en underlig fornemmelse at printe alle siderne ud for at sende dem.

Bogen har fyldt så meget, at glæden over at blive færdig næsten overskygges af et sært savn efter at skrive mere på den.
Har været gnaven og indadvendt lige siden jeg slap bogen, og måtte tvinge mig selv til at nyde solen og haven med min søde familie i weekenden, for trangen til at sidde alene i et hjørne og skrive var overvældende.
Må hermed konstatere at det er udemærket at jeg normalt får min skrivetrang dækket med mindre projekter, for jeg ville være lidt af et eneboer-røvhul hvis jeg skulle leve af at være forfatter – det siger mine børn ihvertfald.
IMG_20160502_174606
De eneste bøger jeg har læst i år, har været ungdomsbøger. Det er ikke en genre jeg har læst meget.
Sidste år lod jeg mig lokke til at læse nogle fremragende ungdomsbøger: den rørende “Eleanor og Park”, Stephanie Perkins søde kærlighedstrilogi og Carol Rifka Brunts utroligt velskrevne “Lad ulvene komme”, som jeg alle har anbefalet her på bloggen.
Her midt i mine intense skriverier fik jeg endda lov til at møde Carol Rifka Brunt, til et hyggeligt intimt arrangement på Lindhardt og Ringhof. Hun er en klog kvinde, og det var virkeligt inspirerende at sidde og tale med hende og tre andre bloggere, om bøger og skrivning og en masse andet.
DSC_0066_4
Nå, men gode ungdomsbøger er der ellers langt mellem, har jeg erfaret med min må-kun-læse-ungdomsbøger-klausul i år. Jeg bildte mig ind at niveauet måtte være tårnhøjt, fordi jeg åbenbart havde været heldig med de bøger jeg fik fat på i genren.
Hold da op hvor udgives der meget elendigt skrevet crap til den unge målgruppe!
De eneste rigtigt gode jeg læste var , som jeg har set at Gyldendal netop har udgivet på dansk, og så en dystopisk roman, som jeg lige nu har glemt titlen på.

Men der må da være flere gode derude, som jeg bare ikke kender endnu?
Er der nogen af Jer der kan anbefale nogle gode, nye ungdomsbøger?
Planlægger at tømme mit lokale bibliotek senere i dag.

(links er affiliate, hvilket betyder at jeg tjener 5% hvis i shopper gennem dem)