10/31/15
DSC_0055

Om halloween og lidt om autentisk lugt

Mine tre store piger er til forskellige halloweenfester her til aften, og jeg kom træt hjem fra kursus, og blev mødt af et glædesstrålende mindstebarn, der havde ventet spændt på, at vi skulle klæde os ud og rasle…

At blive sminket og gå rundt på mørke villaveje var ikke engang med på min top 20, over ting-jeg-drømmer-om-at-foretage-mig-en-lørdag-aften”, men jeg kunne ikke stå for hendes jubel, og endte med både at sige ja til at gå med hende, OG til at vi begge to blev sminkede som zombier.

Det gik egentlig fint.
Hun dansede lykkeligt foran mig, i sin nye zombie-prinsesse-kjole, med sommerfugle i maven og jævnlige begejstringshvin, og jeg gik med hende op til alle døre, men gemte mkg lidt væk fra døren når folk åbnede, så hun kunne få opmærksomheden alene.
Lige ind til hun ringede på hos en venlig ældre dame, der bemærkede min lurende zombieskikkelse i buskadset, og vinkede mig hen til sig, med et:”du skal da ikke være så genert, lille ven, værsgo!” og overrakte mig to karameller, som jeg befippet tog imod, uden at nævne at jeg ikke er et barn, men en lavstammet 40 årig…

Ved næste dør overvejede jeg at køre barnetricket videre – fristende muligheder for slikhoarding, men endte med bare at gemme mig endnu bedre.

Dette viste sig at være en god beslutning, da den fem årige lidt efter stolt indformerede mig om at hun havde slået en prut inden døren blev åbnet, for:”også at lugte af zombie!”

Hvor imponeret jeg end var over den dedikerede 4D zombieskabelse, var jeg dog også lettet over ikke at have været en del af den.

Især fordi zombielugten hang ved usædvanligt længe, og vidnede om imponerende giftighed…
DSC_0055

(link er affiliate)

10/2/14
20141002-121910.jpg

Om luft og talent

I går var jeg til møder meget af dagen.

Jeg er ikke særligt god til bare at sidde og høre efter: min hjerne slår automatisk fra efter nogle minutter, hvis ikke jeg har noget at sidde og dimse med,så normalt tager jeg papir og blyant med, og sidder og doodler.

Det havde jeg glemt i går, så for ikke at falde i søvn, åd jeg to en halv pakke sukkerfrit tyggegummi.
Selv om jeg godt ved at de giver luft i maven…

I pausen måtte jeg skynde mig ind i et afsidesliggende, tomt lokale, hvor jeg slog en prut så giftig, at det sved i mine øjenæbler.

Sekundet efter, hørte jeg en kollega komme fløjtede ned af gangen.
Ham den virkeligt pæne, der altid lige får mig til at trække maven lidt ind, når jeg taler med ham.
(og nej – han slår stadig ikke Ninjaen. Men derfor kan man jo godt trække maven ind, når man taler med pæne mænd).

Da han åbnede døren skyndte jeg mig hen i den anden ende af rummet, i håb om at trække prut med mig.
Det så tåbeligt ud, at jeg bare løb over i et hjørne, mens jeg forsøgte at se målrettet ud; så jeg snuppede en pakke kopipapir, og placerede det midt på bordet, som om det hele tiden havde været det jeg skulle.

Der er bare aldrig rigtigt en god grund til at løbe gennem et rum, for at smide kopipapir midt på et bord, så min kollega så lidt undrende ud, men gav sig alligevel til at tale til mig.
Om noget vigtigt, som jeg ikke helt kunne høre, fordi jeg havde travlt med at se, om hans næsebor brød i brand.

Heldigvis havde jeg fri lige efter, så jeg skyndte mig ud til cyklen, og ræsede ind til reception på Marens fantastiske nye kalender.
Det var hyggeligt, der var taler og champagne, og jeg var utroligt tæt på at lokke Marens Allan med på noget nøgenstagediving – havde alligevel nået mit lavpunkt af pinlighed for denne dag, så det kunne kun blive en succes.
Og der er generelt for lidt nøgenstagediving til receptioner.

Det er en gennemført fin kalender, Maren har begået.
Tænk at noget menneske kan have hele 365 ideer og pointer, der alle er så krøllede og sjove!

Køb den, køb den! Den perfekte gave, til hvemsomhelst. Eller sig selv.
Og det siger jeg ikke kun fordi jeg fik en pikketegning på min.

20141002-121910.jpg

Jeg kom for sent på arbejde i morges, fordi jeg lige skulle læse den hele.
Det var det værd.

Kalenderen kan købes alle mulige steder.
Fx her
(affiliatelink)