Postkort fra hunden del 1: “Emo-hunden”
For at distrahere os selv fra at savne ældstebarnet, der er på efterskole, bruger næstmindstebarnet og jeg ufatteligt meget tid på at billedmanipulere fotos af hunden, og sende dem til hende. Her er det første:
Kære S.
Wow, livet er mørkt og trist for tiden. Siden jeg jo overtog dit værelse, har det taget lidt overhånd med hvilken identitet jeg skal have. Altså: en hund, der har sit helt eget værelse, er jo ligesom nødt til også at have sin helt egen stil, og det har jeg grublet meget over. Faktisk har jeg grublet så meget, at jeg er blevet ganske deprimeret. Der er ingen der rigtigt forstår mig, lissom.
Jeg begyndte at gå i sort tøj, for at matche mine dystre tanker, og blev også piercet lidt i fjæset. Den i øjenbrynet gjorde sygt nas! Jeg har groet mit pandehår, så jeg kan skule verdensfjernt ud på folk, og er begyndt at gå med eyeliner.
Nå, men for en depressiv og følsom emo-hund som mig, er der ikke andet valg end at male væggene på værelset sorte. Det kan godt være du synes hvide er smart, men nu er dit værelse altså sort. Det matcher godt til de sorte stearinlys, i hvis skær jeg sidder og skriver digte om vampyrer.
Fucking sad, du forstår mig bare ikke lissom. Jeg har ikke overskud til at skrive mere nu, livet overvælder mig…
emo-hilsner fra dit værelses nye ejer, Winston Shadowheart
