Den 9-9 er det præcist 20 år siden jeg mødte min lækre Ninjaman.

(Hele historien kan læses i den – foreløbigt – 28 afsnit lange føljeton).

20 år!! Vi har været sammen i næsten lige så lang tid som vi havde levet før vi mødte hinanden.
Egentlig blev vi først kærester et halvt års tid efter den dato, men da vi begge har følelsen af at vi nærmest væltede ned i en stor forelskelse fra allerførste blik, har det været den dato vi har forsøgt at fejre.

Men den niende september er også den dag hvor lægerne for to år siden første gang begyndte at tale om at de troede det kunne være kræft Ninjaman havde… Det halvandet år der fulgte har været urimeligt hårdt. Efter den store operation, hvor han fik amputeret en halv underkæbe, og sat et stykke skinnebensknogle med tilhørende væv, blodårer og muskler op i stedet, blev han siden opereret flere gange, for at lave nye gummer, tænder m.m.

Han har været så sej, men det har eddermaneme også været barskt, og det er forfærdeligt at være med på sidelinien og ikke kunne tage bare lidt af smerten fra ham undervejs. Vi er ovre alt det med operationer nu, så nu stikker frygten kun sit lede ansigt frem hvert halve år, når han bliver scannet for at se om det er kommet igen. Lige nu venter vi igen på scanningssvar, hvilket puster til al min søvnløshed og Zombie-mareridt – og vi har lyst til at tænke på noget andet.

Det virker så forkert at vores fine niende september er blevet smudset til med det fedtede cancerfinger-aftryk, og vi har talt om at vi burde stjæle dagen tilbage. Lave os en ny mærkedag oveni.

Feste det væk.

Da vi blev gift første gang var jeg højgravid, og vi havde hverken overskud eller økonomi til at fejre noget som helst, så det blev en stille, privat ting på rådhuset et par dage efter vores fire års møde-hinanden-dag. Vi blev surprisegift ved vores tredje barns barnedåb, en tilfældig januarsøndag, fem år senere. Mest fordi ting var lidt sorte på det tidspunkt, og vi havde brug for at fejre noget af det der stadig var smukt og fint. Der var mange gæster, og det var en god dag, men føltes stadig mest som babys dag og ikke helt vores. Blev heller ikke så vildt.

Det er måske lidt grådigt stadig at føle man har en stor kærlighedsfest til gode, når man allerede har giftet sig to gange med hinanden – men det føles lidt sådan.

Er det fjollet?

Jeg har ikke stor erfaring med festplanlægning. Før vi fik børn holdt vi tit fester, men det var mest noget med at invitere på gryderet og så tog folk selv bajere med.

Kan man holde en kombineret den-vilde-bryllupsfest-vi-aldrig-fik-holdt/fuck-cancer fest, for ca. 50 mennesker i en have, sådan lidt uformelt, og ikke alt for dyrt, og få det til at slette det grimme?

20 år – lyder det ikke ret vildt?

Related posts:

Om forsinkede reaktioner Om bekymringer, og kunsten at bløde i hjertefacon Om kærestetid og sygdomscrap Om drengetække