morgenmad | Superheltemor

Dengang jeg var barn, var der anvisninger bag på æskerne med morgenmad, til hvordan man byggede et rumskib ud af gamle æsker.

Da jeg var et let afledeligt barn, lykkedes det mig aldrig at samle nok æsker til at gennemføre projektet, men hver morgen, mens jeg tyggede mig gennem morgenmaden, sad jeg alligevel og fantaserede om hvor awesome det blev når jeg engang fik bygget mit rumskib.

Mine egne børn er lidt sære typer, der hellere vil spise aftensmadsrester til morgenmad, end spise deciderede morgenmadsprodukter, så derfor har jeg været sat lidt uden for hvad der skete bag på æskerne.

I morges på arbejdet faldt jeg over en æske cornflakes, og kunne til min glæde og overraskelse konstatere, at der stadig opfordres til kreative udfoldelser på den slags.

Jeg arbejder med store teenagedrenge, som jeg er ret sikker på er mere interesseret i cornflakes’ kække opfordring til at “skabe din egen skede”, end i rumskibe.

Jeg har stor respekt for morgenmadsfabrikanternes evne til at omstille sig til målgruppens umiddelbare behov.

Det er ikke altid lige sjovt at være 2 1/2 år, og ikke tale rent nok, til alt det man har på hjerte.
Supertumling har voldsomme raserianfald når vi ikke forstår hvad hun vil, men heldigvis er der mange søstre der gerne hjælper til med at oversætte, så uanset hvor sort det hun siger er, når vi som regel at tyde meningen, inden hun eksploderer.

Bare ikke den morgen i sidste uge, hvor hun startede dagen med at sætte sig op i sin stol, se forventningsfuldt på sin far og sige:”jeg sulten! Gerne have Tivoli-ost!”

Han var blank for hvad hun mente, og heller ingen af søstrene anede hvad hun talte om, så efter at have vist hende alt ost der var i køleskabet, endte hun med at sidde og småtude vredt ned i et stykke knækbrød.

Dagen efter gentog det sig, og den unge dame måtte skuffet acceptere noget andet end den ønskede Tivoli-ost – som vi stadig ikke kunne gætte hvad var.

I netto hev jeg hende hen til ostene i kølemontren, og bad hende udpege Tivoli-ost, men hun så bare vredt på mig.

Hele ugen har vi gættet forgæves, på hvad det kunne være hun så brændende ønskede sig til morgenmad – men da vi pakkede indkøbsposerne ud i går, lyste hun op i et henført smil:

En hel pakke Tivoli-ost.
(Nu mangler vi så bare at fortælle hende, at den slags sukker-morgenmad kun er til weekenden….)