12/2/11

Om det der kærlighed – en føljeton, del 2

Føljeton – del 2 – om hvordan Ninjaman og jeg mødtes og blev kærester

Efter morgenmaden var der rygepause – ja det var 90erne, halvdelen af os røg – og til min store begejstring var lækker-med-eyeliner-fyr også ryger, og han fulgte efter mig udenfor.
Jeg tror nok jeg lånte en lighter af ham, jeg kan ikke huske hvad vi sagde til hinanden, kun at han talte sødt, syngende århusiansk, på “kundskabens træ”-måden.
Han talte ikke så meget, lyttede bare, og smilede med sine store brune øjne.
Nu er jeg ikke en der hviler godt i tavshed, og hvis jeg bliver usikker på mig selv, kommer min indre havnearbejder-Johnny frem, og jeg plaprer pinligheder af mig.

Jo mere han smilede sødt, så pæn ud og sagde ting på jysk – jo mere larmende, grov, ufeminin og københavnsk blev jeg at høre på, for ligesom at kompensere.

De første tre introdage, lagde stakkels Ninjaman (for ham var det!), øre til historier om hvordan jeg altid proppede min kjole ned i underhylerne, engang havde trådt i en lort med bare tæer og vundet en bøvsekonkurrence på mit kollegium, spædet op med trusler og diverse historier fra de varme lande.

Jeg ramte sjældent hans humor, men han kom alligevel altid hen til mig.
Og lyttede til mig, der fyldte al tavshed med brovten.

De tre intro-dage var syltet ind i en masse lære-hinanden-at-kende-og-ih-hvor-vi-hygger-os-aktiviteter, mange af dem særdeles tåkrummende.
Således også nogle små teaterstykker, vi skulle sætte op i grupper.

Jeg ved ikke hvorfor, men Ninjaman endte med at spille med i et stykke, baseret på den grimme ælling, hvor han stod på scenen og spejlede sig, kun iført rød bh, røde blondetrusser, og røde højhælede sko.
Det var ikke et syn der fik mig længere væk fra min overbevisning om at han var bøsse.

Hold da op, hvor havde han dog styr på de høje hæle der!

Det er umiddelbart ikke mange mænd der kan tage bh og høje hæle på og stadig være så megasexede – men han kunne altså – og det kunne jeg høre på det kollektive suk fra de fleste af de andre piger (og enkelte af de andre drenge…), at de var enige i.
(fortsættes, næste fredag)
De andre afsnit er HER

11/30/11

Om det der kærlighed – en føljeton. Del 1.

En føljeton om kærlighed – del 1

Dette er historien om hvordan jeg mødte min lækre Ninjaman, og vi blev kærester.

I september 1997 startede jeg på en uddannelse.
Den første dag mødtes alle nye studerende i kantinen til fælles morgenmad.
Jeg kom lidt sent, så mange af pladserne var allerede taget, og jeg prøvede at få et overblik over hvor der var pladser – og hvor jeg havde lyst til at sætte mig.
Ihvertfald ikke ved siden af de blonderede gimper, der kiggede hovent på min spraglede kjole.
En flok larmende piger i et hjørne kendte tydeligvis hinanden i forvejen, så jeg turde ikke klemme mig ind på den ledige plads ved siden af dem.
Ham den høje, der mumlede med mig selv, mens han rev sig i skægget, lignede heller ikke en jeg gad blive bedstevenner med – men over for den ledige stol ved siden af ham, sad der en sorthåret ung fyr, og så lige så malplaceret ud som jeg følte mig.
Ham ville jeg gerne tale med, så jeg satte mig ved siden af ham-med-skægget. Som viste sig at være lige så underlig som han så ud…
Ham-med-skægget genfortalte hvordan han havde gennemført en bane i et computerspil dagen før, og det var dræbende kedeligt – men i det mindste havde jeg tid til at sidde og smugstirre på min tiltrækkende bordkammerat overfor, for ham-med-skægget var bedøvende ligeglad med om jeg lyttede eller ej, og kørte bare sin egen monolog.
Jeg har aldrig været en der rigtigt lagde mærke til om mænd er tiltrækkende eller ej – men ham her var altså ret påfaldende pæn, og jeg tog mig selv i at stirre forstenet på hans pæne tykke læber, og høje kindben.
Anderledes i tøjet var han også, med stram tshirt med tegning af Jimi Hendrix på.
Slank og muskuløs.
Pæne, stærke arme.
Brede, pæne hænder, med …. Fingerringe på næsten alle fingrene!
Ok. Sandsynligheden for at han ikke interesserede sig synderligt for kvinder var stor, sagde mit fordom-o-meter – og den sandsynlighed fik et ekstra skub op af, da han kiggede medlidende på mig, fanget som jeg var i ham-med-skæggets monolog.
Det lignede han havde eyeliner på….
Nå.
Ærgeligt.
(fortsættes)