04/6/17

Om ikke at kunne huske navne

Min seks årige mindstepige har altid elsket fester, gæster og gang i den, og bliver ovenud begejstret når man fortæller hende at vi skal være sammen med andre mennesker. De fleste af vores venner har børn på vores mellempigers alder, men det generer hende ikke spor at være den lille, og fedter sig glad ind på de store børns aktiviteter.

Når man er lille og leger med nogle der er større, bliver alt hvad de siger og gør spændende, og hun suger detaljer og oplysninger til sig om alle de store børn. Jeg vil tro hun ved yndlingsfarver, livretter, navne på bedstevenner og alt muligt andet detaljeret om hvert eneste af vores venners børn efterhånden – også selv om de er flere år ældre end hende.

Deres forældre er derimod knapt så spændende for hende, og hun skal ofte lede længe efter noget så lidt kompliceret, som navne på voksne hun har kendt hele sit liv.

Hun er særligt begejstret når vi skal hænge ud med Maren og Allan, der har næsten lige så mange pigebørn som os, og roder mindst lige så meget som vi gør. Børnene hygger sig altid enormt i flok, mens de opsætter det ene fjollede teaterstykke efter det andet, og mindstebarnet er kæmpefan af alle deres børn – mens de voksne er sekundære.

For noget tid siden gav Maren mig en nederdel med hjem til mindstebarnet, som hendes unger var vokset fra. Hun blev rigtigt glad da jeg sagde den var fra Maren og tog den straks på. Mens hun spejlede sig, spurgte hun mig tænksomt:” Maren – hvem er det nu det er? Er det hunden?”

Noget overrasket over at hun troede hunden havde foræret hende tøj, skar jeg ud i pap hvem der er hvem i den familie, og jeg troede det var ved at sidde fast efterhånden.

IMG_2458

Det gjorde det så ikke, opdagede jeg forleden, hvor hun begejstret peger på en af Marens tegninger bag i Politiken og siger:” Hey! Det er din ven der har tegnet den der! Hende der… Allan, eller hvad det nu er hun hedder!”

 

12/30/15
DSC_0053

Om gode ting og ferie

Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, glædede jeg mig ikke 100% til juleferien,før den startede.

En mand, der var trist over at være blevet syg, se anderledes ud og ikke kunne det samme med sin krop som før, og nogle døtre, der har reageret på al den ophobede sorg og frygt, med søvnløshed og raserianfald hele den sidste måned, virkede som en umulig opgave at holde humøret oppe på, når jeg selv også føler mig i knæ – og to ugers nonstop familietid lød umiddelbart klaustrofobisk…

Lillejuleaften var vi til familierådgivning hos kræftens bekæmpelse, og det lettede os allesammen – vi ville ønske vi havde haft overskud til at gøre det noget før!
Bagefter var vi på rigshospitalet og få prøvesvar: der er hverken kræft i kind eller skulder, og knuderne skyldes andre ting.
At pigerne var med til begge samtaler, fjernede tydeligt en masse bekymringer, og det var nogle trygge glade børn, der ryddede kantinen for pastasalat efterfølgende.

Senere på dagen inviterede min fætter Ninjaman med i biffen, og på cocktailbarer med sine venner, og her indtraf dagens tredje humørændrende julemirakel: en eller anden fuld dame bagte heftigt på Ninjaman – præcis som der altid er nogen der gør, når dette lækre stykke mandfolk forlader matriklen.

Normalt bliver jeg irriteret, og en anelse jaloux, når andre bager på min mand – han genfortæller fx ofte, og med glæde, hvordan jeg engang forsøgte at brække en pågående piges næse, for at redde hans ære (hvilket jeg selv ikke er alt for stolt af) – men det her var noget andet.

Stive-Lis på cocktailbaren, bemærkede nemlig hverken hans manglende tænder, hængende læbe, slappe skulder eller tynde, arrede ben: hun bagte på ham som om han var en helt normal, utroligt pæn, fyr, i byen med sine venner.
Og det var lige det han trængte til: at føle sig normal igen, efter tre måneder i nedturs-sygdoms-land.

Tak til dig, Stive-Lis!
(…men hvis du er glad for faconen på din næse, stopper du dig selv en anden gang…)

Juleaften tilbragte vi hos min moster i Hillerød, med min fætter på min mors side, og min kusine på min fars.

Sindssygt hyggelig aften, med den helt rigtige dosering af opstemthed og ro.

Juletræet var smukt, maden sublim, selskabet fantastisk – eneste minus må være min mosters grønlandske tupilak-samling, der hænger ud på en hylde lige over toilettet,og stirrer ondt på ens balder,når man sidder der:
DSC_0053
Ellers er juledagene stille gået, med hyggelige ting.
Vi har haft gæster, til mad og drinks og hygge, hele to gange, og resten af tiden har vi spillet “Spyfall”: et virkeligt sjovt spil, hvor man skal lyve for hinanden, som Ninjaman fik i julegave.
DSC_0063
Mellempigernes bedste gaver, var bløde badekåber, som de stort set har boet i siden de fik dem.

Jeg har flere gange taget mig selv i, at sidde og nulre næstyngstebarnets bløde badekåbeører, som om hun var en lille hund.
DSC_0061
Min bedste gave var enten denne her fantastiske, hjemmelavede keramikpingvin:
DSC_0068
Eller bogen:”lad ulvene komme”, som jeg slugte på en enkelt dag, mens jeg lyttede til børnenes leg.
DSC_0066
Så al min gruen for lang ferie blev totalt blæst væk, af gode svar, samtaler og stive damer, og tiden måtte sådan set godt stå stille her de sidste dage af året, hvor her er rart at være.

2015 har været en bitch af et år, og 2016 bliver nok også en del præget af sygdom og eftertanker – men nu er vi anderledes ladet op, og klar til at byde det velkommen alligevel.

Godt nytår til jer alle, og tusind tak fordi i læser med, kommenterer og giver god energi!
hverdag_full
(et par links er affiliate)

05/9/15

Om tumle-lege og uhensigtsmæssige navne

Når vi fortæller folk, at vi har fire børn, bliver folk ofte lettede på vores vegne når de hører det er fire piger.
Så siger de et eller andet om, at det er heldigt det ikke er drenge, for drenge leger så vildt.

Nu skal jeg ikke gøre mig klog på hvordan det er at have drengebørn, men umiddelbart tror jeg ikke det der med vilde lege er kønsbestemt – nogle børn er vel bare mere fysiske end andre?

Jeg er på ingen måde et sportsmenneske, men jeg elsker slås og tumle-lege, og det gør mine tre yngste piger også.
Vi har opfundet forskellige lege: med den ti årige laver jeg sådan noget akrobat-agtigt noget, hvor jeg ligger på ryggen og hun balancerer på mine fødder og den slags; med den otte årige leger jeg “slagter-leg”, som er sådan en tumleting, hvor jeg lader som om jeg tilbereder og æder hende (og taler med en sær tysk accent imens – det giver ikke helt mening, men er vildt sjovt); og med den lille er det en slags fange-kilde-leg, der hedder “tæskeleg “.

Jeg har et arbejde hvor jeg, i perioder, skal være meget i beredskab, og jo hårdere dagen har været, jo mere afstressende er det, at komme hjem og smide rundt med et barn i en eller anden fjollet leg, mens deres far laver mad.

Her i onsdags havde jeg haft en exceptionelt stresset dag, men mine piger var inviteret til playmobil-lege-event hos Mannov pr og de havde glædet sig helt enormt.

Det var et vildt fint arrangement, med søde mennesker, lækre snacks og en hel masse playmobil at lege med, og jeg havde fire unger med, der opførte sig pænt og fordybede sig i henholdsvis leg, tegning, vejrmøller på tagterrasse og rydning af buffet.
image

Men jeg havde hovedet fyldt af min dag, og kunne ikke helt samle mig om smalltalk, og selv om det var hyggeligt, længtes jeg, efter at komme hjem og ligge i fosterstilling i sofaen mens jeg tømte tanker om dagen ud over min sagesløse mand.

Den trang holdt jeg nede, ved at tumle lidt med mindstebarnet, i smug.
Sådan bare lige kilde hende lidt eller vende bunden i vejret på hende, når hun gik forbi mig på, steder hvor der ikke var så mange mennesker.

Problemet med tumle-lege, er at de i længden er svære at udføre diskret…

Således også her, hvor jeg stod og forsøgte at smalltalke, da jeg pludselig blev ramt på balden, af en kanonkugle affyret fra en lille playmobil-kanon, af et barn der begejstret råbte:”NU TÆSKER MIN MOR MIG!”, hvor på hun drejede om på hælen og løb – direkte med panden først, ind i en glasdør…

Jeg ved ikke om det var barnets påstand om at hun var udsat for jævnlige tæsk, eller om det var lyden af glas imod barnepande, der fik de omkringstående til at se chokerede ud – men jeg skyndte mig, med dårlig samvittighed over at have startet det der førte til pandebule, at trøste bulet barn.
Mens jeg tænkte over, at “tæskeleg” klart burde skifte navn…

Det ville have været så meget federe, hvis hun havde råbt:”MIN MOR LÆRER MIG KVANTEFYSIK!” eller “MIN MOR TRÆNER MIG TIL OL I STANGTENNIS!” (omend det sikkert havde virket lige underligt, at hun løb ind i en dør, efter at have råbt det?)

Nå. Nu må i have mig undskyldt. Jeg skal ind og lære mit barn kvantefysik.