05/19/20

Om at lave tegnefilms-middage

Med fem børn i huset (ældstebarnets kæreste bor her meget af tiden), er der masser af samlet kreativitet tilstede, og er mens resten af verden har været lukket ned, har børneflokken været gode til at finde på virkeligt sjove aktiviteter.

Det absolut fedeste vi lavede – muligvis også det sjoveste vi nogensinde har lavet sammen – var en madkonkurrence, med tegnefilmstema.

Konceptet var: vi delte os i tre hold, og trak lod om hvem der stod for forret, hovedret og dessert, og så havde vi en uges tid til i smug at planlægge, lave pynt og købe ind. Ingen hold vidste hvad de andre lavede, og man måtte først komme ind i stuen når alt var parat og klart.

Her er resultaterne:

Forret: Græskarsuppe med brød

Hold 1, bestående af mellempigerne på 13 og 15 år, havde ryddet en genbrugsbutik og deres lillesøsters legetøjskasser for pynt, og dækket et bord som den gale hattemager i “Alice i eventyrland” ville være blevet imponeret over:

Spillekort, bøger, blomster, og håndklippet konfetti formet som hjerter, ruder, klør og spar spredt ud over bordet.


De havde lavet græskarsuppe, med kokos, appelsin og ingefær, og serverede den fra en kaffekande fundet i genbrugsbiksen og boller formet som spar og klør.


Hovedret: Bento-bokse

Ninjaman, mindstebarn og jeg stod for hovedretten, og besluttede ret hurtigt at vi ville lave noget fra børnenes japanske yndlingsfilm “Min nabo Totoro”. Egentlig ville vi have lavet sådan nogle bento-boks madpakker der skulle ligne nogle de spiser i filmen, men da fire ud af fem børn er vegetarer fandt vi det for besværligt at genskabe den fisk der skulle med for at den skulle ligne.

Bordet var ikke særligt imponerende dækket – vi forsøgte at lave en slags skov i den ene ende af bordet, og resten skulle så ligne en kantine, med mad serveret i madkasser:

Det sorte på bordet er støvalfer, som mindstebarnet lavede af pompoms.

Ninjaman var det kreative geni bag bentoboksenes udformning, hvor han lavede en Totoro af sorte og hvide ris i hver boks, og så fyldte vi boksene op med japansk omelet og individuelle favoritter af grøntsager:

Dessert: vafler. marengs, is og varm kakao

De to 18 årige havde brugt timevis på håndlavet pynt til deres vildt gennemførte sump fra”Shrek”: skilte med tegninger af Shrek, stykker af træ til lys og blomster, håndtegnede mini-Shreks der badede i alles kakaoglas og en vild dessert:

Virkeligt vildt! De havde bagt chokoladevafler (fordi æslet elsker vafler), formet grønne marengsører til ispynt og lavet løgringe i hvid chokolade som pynt (Shrek spiser rå løg).

Er det ikke sejt? Derudover havde jeg lavet en quiz om tegneserierne på nettet – hvis i vil spille den, kan den findes her .

Vi overvejer at gøre det igen, men måske bare med et enkelt hold pr gang, der laver en ret fra en film, inklusiv pynt, og så ser vi filmen sammen bagefter. Ninjaman og jeg tænkte først straks “Godfather 1”, men den er nok lidt voldsom at se for de yngste, så nu er vi gået i tænkeboks for at finde en god, ikke for uhyggelig, film vi kan lave mad efter. Har i forslag?

04/26/20

Om ting at lave, med karantæneramte teenagere (og børn)

Mindstebarn og jeg er jo tilbage på arbejde/skole; Ninjaman er så snart hans operationssår er helet, men de tre store samt den ældstes kæreste der bor her, går i skole hjemmefra og ser ikke andre mennesker. De tager det helt vildt pænt, og alle de kriser jeg kunne have forudsagt omkring hvorfor man ikke må se venner og den slags, er helt udeblevet.
Det betyder dog ikke at de ikke savner hverdagslivet, vennerne og aktiviteter ude, og vi har alle seks på skift krise over ting vi savner.
Heldigvis er det ikke god fantasi flokken herhjemme mangler, så her er en inspirationsguide til hvordan man stadig kan lave (næsten) alt det man savner, hjemmefra.

Biograf, hjemme


En biograftur, med billetter, kø til slikbutik, popcorn og nummererede pladser var sidste uges største succes.
Vi så “uncorked” – en ok netflixfilm omkring en ung fyr der drømte om at blive sommelier, selv om hans far forventede at han overtog familierestauranten. Filmen var dog ikke det vigtigste, men hele stemningen: de tre yngste havde lavet billetter, popcorn og en slikbutik; nummereret pladser og klippede billetter, og under hele filmen gjorde vi os alle umage med at opføre os biografagtigt: dukkede hovedet når vi løb foran fjernsynet for at komme på toilettet, knitrede lidt for meget med slikpapir, og smed lidt med popcorn. Helt autentisk!


Cafe – hjemme

Dette har vi gjort flere gange, den måned hvor vi alle seks var hjemme.

På skift har vi stået for at bage til eftermiddagscafe, hvor alle kunne bestille fra menukort og nyde varme drikke og hjemmebag og spil,e brætspil


Koncerter – hjemme

Koncerter er noget af det jeg savner allermest selv, og desværre også noget af det der er sværest lige at genskabe hjemme. Det er bare ikke det samme, uden at stå i en stor crowd af glade, dansende mennesker. Men rigtigt mange musikere laver små livekoncerter hjemmefra på Instagram, og her har vi samlet os og set flere af dem med bands vi kunne lide. Der er noget særligt over at se det live, og selv om vi alle seks hører ret forskellig musik, har vi enkelte kunstnere vi er enige om er fantastiske. Den ene er hende her:

Phoebe Bridgers, der har spillet numre live på Instagram @_fake_nudes_. Hun har også en konkurrence hvor man kan lave sin egen karantæneversion af en af hendes musikvideoer, hvilket alle pigerne har været meget opslugte af at forsøge – så opslugte at de startede brandalarmen med en røgmaskine de lånte af naboens teenager. Nå, men man kan altså finde mange gode minikoncerter på Instagram, hvis man er vågen. Og det er ret sjovt – omend langt fra det samme. Kæft, hvor jeg savner rigtige koncerter! Stod faktisk til en koncert i Vega (“Big thief”) da Danmark lukkede ned, og havde vildt mange billetter til aflyste koncerter i år…

Restaurant – hjemme

Jeg har ikke billeder endnu, men tænker der godt kunne komme et lille blogindlæg ud om vores restaurantplaner: på tirsdag (hvor Ninjaman forhåbentligt vil være frisk nok efter operation) har vi aftalt at lave en restaurant herhjemme, ud fra et tegneserietema. Man må selv vælge hvad, men der skal være pynt og musik der passer til den tegnefilm man vælger, og så skal de andre hold gætte hvad det er.

Mellempigerne laver en forret, ældstebarn og kæreste er i fuld sving med at lave hemmelig pynt til deres dessert, og Ninja, mindsteungen og jeg selv skal lave en hovedret. Vi er ikke helt enige om temaet endnu, men tror vi går efter at lave Bento-bokse fra Miyazakis “Totoro”.

Yoga, hjemme

Og her kan I stadig vinde et gavekort til yogaudstyr på 1000 kr, gennem yogavivo