Om ture, der er det værd
Vi er nu i Spanien, og selv om det regner, er udsigten stadig det hele værd:
Vi brugte hele dagen i går på at rejse – først 3 timer med fly, og så knapt 5 timers køretur(inkl pauser, og faren vild).
Sjældent har jeg oplevet en køretur så lang – hvor mellempigerne hver tredje minut spurgte hvor lang tid der NU var til vi var der, og mindstebarnet led af den vildfarelse at vi var på vej i sommerhus, og hele tiden hårdnakket påstod, at hun kendte de steder vi kørte forbi.
“De har SERIØST meget natur her i spanien!” erklærede den ni årige overrasket, da hun vågnede fra den lur hun påbegyndte i lufthavnen.
Og det har hun ret i. Den tungtlastede lejebil, knirkede sig op gennem skumle sving i smukke bjerge, og vi fik set mere natur på de par timers kørsel, end vi normalt gør i løbet af et helt år hjemme.
Da vi endelig ankom til landstedet, kl 21, blev vi mødt af smilende søde mennesker, og fik anvist en lejlighed der er større end hele vores hus derhjemme.
“Luk døren!” hylede en af pigerne fra det ene(!) toilet “det kan jo være at der er andre der skal bruge toilettet, og jeg gider ikke at de ser mine balder!”
Hun havde ikke helt opfattet at alt det plads, kun var VORES.
Så var der lækre natmads-tapas og vin, og ungerne spurtede rundt med de andre børn og hyggede sig, og den lange køreturs strabadser blev hurtigt glemt.
Nu sidder vi ved poolen, og pigerne prøver at tage sig sammen til at prøve en svømmetur i det kolde vand – og jeg bekymrer mig over hvordan i alverden jeg skal kunne holde det “hvem-taber-sig-mest-inden-oktober-væddemål” jeg har kørende med en veninde, når det eneste jeg har kunnet tænke på siden jeg vågnede, er hvornår jeg igen kan fylde vin og tapas i hovedet…
