Om det der kærlighed,del 14
Nu er det tid til endnu en omgang fredagsføljeton, til de af jer der er nysgerrige nok til at følge med tilbage i tiden.
(Gamle afsnit kan findes her.)
Nå, her stod vi så – unge, fattige, nyuddannede husejere, med en baby på vej.
Jeg opdagede hurtigt at jeg kunne holde morgenkvalme væk, hvis jeg sørgede for aldrig at være det mindste sulten – så jeg spiste hele tiden.
Ninjaman må have følt at han virkeligt havde trukket en nitte der, tænkte jeg, mens min krop forvandlede sig fra lille og tynd, til 20 kilo tungere, prustende og rund.
Der til kunne man så også lægge nogle seriøse humørsvingninger: jeg tudede ved tanken om at nogen forventede at jeg kunne finde ud af at føde et helt barn selv, jeg tudede over reklamer, jeg tudede over bøger, jeg tudede over nyheder, og jeg tudede over ting jeg forestillede mig at Ninjaman måske tænkte….
Væk var alt brovtende sejhed – jeg havde svært ved at genkende mig selv i al det tuderi, og oveni målte jeg mig en dag til at have de ikke så flatterende mål 100-100-100.
Jeg var nu en tudende bold….
Det kom derfor bag på mig at Ninjaman en dag, hvor jeg kom træt hjem fra arbejde, højtideligt rakte mig en tegning af en tatovering, som han syntes vi begge skulle få, som symbol på at vi var blevet gift.
Jeg tudede (naturligvis), rørt over at han godt gad blive gift med hormonkuglen – men fællestatovering var jeg altså ikke til.
Vi talte om fest – uhøjtideligt med alle venner overnattende i en spejderhytte eller sommerhus, bål på strand og et eller andet helstegt dyr – men faktum var at vi absolut ingen penge havde, så det blev droppet.
Et par måneder før babyankomst sneg vi os op på rådhuset, bare os to, udvekslede et par billige sølvringe, og sørgede for at Ninjaman fik mit efternavn.
Det var faktisk rigtigt fint og højtideligt.
En forbipasserende tog en masse fotos, hvor man på dem alle kan se en jogger strække ud, og vi bragede en måneds madbudget af, på at tage ud på et hotel på Amager, og leje et værelse på 22. etage, hvor vi sad hele natten i mørket og kiggede ud på byens lys, mens vi holdt i hånden og talte om alt det liv der ventede på os.
(Det er meget sandsynligt at jeg også tudede lidt.)
Ti uger senere blev vi forældre.
(fortsættes)
