02/18/19

Om en god hjemmefødsel

I morgen er det fjorten år siden at min næstældste svømmede ud i verden, i et badekar hjemme i vores stue. Fjorten år!

Hendes fødsel var så fin en oplevelse at den stadig står helt tydeligt for mig; jeg kan stadig næsten huske fornemmelsen af hendes lillebitte hoved i min hånd, og fatter ikke at hun allerede er en lang, smuk teenager.

Sådan har jeg ikke haft det med fødslerne af hendes tre søstre: selv om det også var hjemmefødsler, der gik som de skulle, var der så meget andet der fyldte, at jeg mere husker brudstykker. Ældstebarnets fødsel tog 25 timer med regelmæssige veer, og var udmattende og overvældende. Barn tre blev født med en usikker jordemoder, to uger over termin, og det var en utryg oplevelse. Fødslen varede ca 7 timer, men føltes længere. Mindstebarnet blev født efter kun halvanden times regelmæssige veer, i et virvar af folk der talte, storesøstre der vågnede, vand der skulle koges og uden at nogen helt havde forudset hvor hurtigt det ville gå.

Her står og sidder pigerne på præcis de steder i stuen hvor de kom til verden – to af dem står der hvor deres fødekar stod, og to af dem sidder det sted i sofaen de blev født:

En eller anden dag skriver jeg nogle praktiske indlæg om hjemmefødsel til bloggen, for der er ofte nogen der mailer og spørger om praktiske ting til hjemmefødsel, men indtil da er her en fødselsberetning i fuld længde, om den nat hvor mit fine næstenfødselsdags-barn kom til verden.

Fødslen af N, februar 2005

Ti dage over termin med mit andet barn, havde jeg flere gange haft nætter med et par timers småveer, og min dygtige konsultationsjordemoder havde konstateret at babyen lå som stjernekigger – altså med sin rygsøjle mod min – og derfor ikke kom ned med hovedet ordentligt, og dette kunne være grunden til de mange falske alarmer. Hun rådede mig til at ligge meget på alle fire, så baby kunne få plads til at vende sig.

Denne morgen vågnede jeg med regelmæssige veer, der gik i sig selv efter nogle timer, hvilket gjorde mig helt overbevist om at det barn AlDRIG ville komme ud.
kl.18:30 afleverede vi vores store pige på tre år til overnatning, så jeg kunne få tudet ud, uden at gøre hende bange. Vi var ikke engang ude af havelågen efter at have afleveret hende, før veerne begyndte for alvor, og jeg havde 10 veer på en strækning der normalt tager 5 minutter at gå!

Hjemme trængte jeg til at være alene, og koncentrere mig om de øvelser med selvhypnose jeg havde lyttet til under graviditeten.

Jeg tog et langt brusebad i mørket, kun med et stearinlys tændt – barnets rastløse far gik ned i stuen og så finalen på et eller andet talentshow imens.

Veerne bed godt, kom jævnligt, men var ikke så lange. Jeg kunne sagtens styre dem, og følte mig fint i kontrol af fødslen.

Bagefter gik jeg ind i seng, og lå foroverbøjet over dynerne. Babyen rumsterede meget derinde, det føltes som om den drejede sig forkert rundt, og det blev mere ubehageligt.

Jeg kunne pludselig ikke holde ud at være alene mere, og nærmest løb ned og kastede mig i armene på min mand, så snart veen var klinget af.

Jeg ringede til hospitalet, og talte med min egen konsultationsjordemoder, Mette, som havde døgnvagt. Hvor heldig kan man være!

Jeg fortalte kækt at der var 5 minutter imellem veerne, men de var ikke så lange, så der skete nok ikke noget lige med det samme. Hun ville gerne tage ud til mig, men jeg afviste hende, med den begrundelse at jeg jo stadigvæk kunne tale og spise æble, så der var nok længe igen. Min mand overtog telefonen da der kom en ve igen, og han kunne fortælle hende at jeg fejlvurderede veerne, der var nok snarere 2-3 minutter imellem.

Vi aftalte med hende at vi ville ringe lidt senere.

Veerne blev hurtigt mere intense, selv om de stadig var korte. Jeg stod lænet op af kommoden og kunne kun huske at trække vejret hvis min mand borede sine tommelfingre ind i mine balder ved hver ve. Jeg fik sværere og sværere ved at kontrollere min vejrtrækning og kunne ikke undvære at han gik.

Det selvhypnose jeg havde lært, med at forestille mig veerne som bølger, fungerede dårligere og dårligere – mine veer mindede slet ikke om bølger, der var ingen “top” på, de varede 20 sekunder, men føltes som en intens gang elektrisk chok.

Jeg begyndte at kaste op af smerterne, og rystede over hele kroppen. Min mand ringede efter min mor, så hun kunne hjælpe med praktisk omkring fødekar osv, og han ringede til jordemoderen, der var midt i en anden fødsel, men ville skynde sig

Jordemoder Mette, kom 45 minutter senere, og spredte en dejlig ro. Det var helt fantastisk at se en jeg kendte, og som var professionel, og ikke virkede fortabt over den situation jeg var i. Det var min mand og min mor ellers ved at være, da jeg ikke plejer at gå i panik som jeg ellers gjorde under nogle af veerne.
Jordemoderen konstaterede at jeg var 5 fingre åben, og at barnet igen lå som stjernekigger, og det var derfor veerne var så korte og intense, og svære at styre.

Først blev jeg lettet over de 5 cm – jeg VAR i fødsel! – så blev jeg ked af det – kun halvvejs… Og jeg kunne jo slet ikke styre det!

Jeg begyndte at forhøre mig om mulighed for kejsersnit. Kunne ikke overskue hvis veerne blev ved med at føles som elektrisk stød, og jordemoderen svarede så beroligende og anerkendende, at jeg bedre kunne være i det igen.
Jeg fik akupunkturnåle på, mod smerterne, og kom i fødekarret for at ligge på alle fire, så baby kunne vende sig rundt.
Dette gjorde den kort efter, intenst smertefuldt, men så snart den var rundt, blev veerne til at håndtere igen. Faktisk føltes det som om at de slet ikke gjorde rigtigt ondt længere – om det var fordi kontrasten til de veer hvor baby lå forkert var så stor ved jeg ikke, men det var højst noget ubehageligt. Når veerne kom, tog min krop automatisk over og arbejdede med dem, og jeg havde det som om jeg ikke behøvede gøre noget selv, udover at trække vejret.
Jeg blev undersøgt indvendigt igen, og nu havde jeg allerede åbnet mig til 7 cm, på ti minutter.

Jeg fik næsten med det samme umådelig pressetrang, og lov til at presse med. Mette sagde at hvis jeg pressede så vandet gik, ville jeg åbne mig det sidste med det samme.

Troede først det bare var noget hun sagde, for at opmuntre mig, og tænkte: ”jaja, det behøver hun altså ikke lyve om, det her går fint alligevel!”

Jeg sad på knæ, med front ud mod min mand, der sad ved siden af karret. Han holdt om mig, kyssede mig på panden, og gjorde mig rolig. Hver gang jeg havde en ve, kunne jeg høre Mette rose og berolige mig, hvilket var meget opmuntrende og rart.
Da vandet gik, åbnede jeg mig de sidste 3 cm, og mærkede hurtigt hvordan min krop selv skubbede barnet ned af. Jeg kunne mærke tydeligt præcist hvor langt barnet var nået, men det gjorde stadigvæk ikke ondt. Vi vidste ikke kønnet på barnet, men under presseveerne forestillede jeg mig tydeligt at det var en lille pige, og jeg glædede mig bare til at møde hende.

Mette fik mig til at sætte mig med ryggen til min mand, så han holdt under mine arme, og jeg sad med det ene knæ i gulvet, det andet bøjet: frierstilling.

Jeg kunne mærke barnets hoved begynde at komme ud, det var som om det svuppede lidt op af, og jeg kunne mærke at jeg bristede en smule fortil. Mette spurgte om jeg selv ville tage barnet, men jeg var for opslugt af den der fantastiske pressetrang til at have lyst.

Veen var klinget af, men det sved og brændte så meget, og jeg vidste at jeg kunne få barnet ud hvis bare jeg pressede igennem, så det gjorde jeg – mærkede hvordan resten af barnet svuppede ud af mig, og svømmede under vandet, hen til Mettes hænder. klokken var 0:43, d.19-2/05

Mette rakte mig barnet med det samme, og jeg tog det ind til mig.

Det havde store, vidtåbne øjne og brunt punkhår, og begyndte at vræle.

“Såså lille pige..” Hviskede jeg til det, og kom så i tanke om at jeg rent faktisk ikke vidste kønnet – jeg løftede benet, og så at hun ganske rigtigt var en lille pige!

Jeg sad med hende i karret lidt, så hun kunne svømme rundt. Det gjorde hende helt rolig. Hendes far sad lige bag mig og beundrede hende også, og hun så på os, med sine utroligt store øjne.

Moderkagen blev født i sofaen, og jeg fik syet nogle få sting. Det hele gik utroligt hurtigt, jeg kunne slet ikke fatte at det bare var det!

Jeg følte egentlig kun at det havde gjort ondt den ene time hvor jeg ikke havde kunnet klare smerterne, resten af tiden havde været nemt og naturligt. 5 timers tid havde det taget – min første fødsel tog 25 timer!

Så fik jeg min lille pige igen, efter den hurtige gang syning, og hun tog brystet, som havde hun aldrig lavet andet. Hun lå og stirrede på mig mens hun spiste, og så meget undrende ud.

Først kl.03:30 blev babyen målt og vejet: 3450 og 52 cm. Hun var stadigvæk spilvågen og nysgerrig.
Mette og min mor gik 04, og vi gik op i seng, og lå længe og beundrede vores langhårede lille unge.

07/6/18

Om nemme fødsler – og den slags som mennesker har

Den tasmanske djævel – altså det der grimme lille hundelignende dyr fra Australien – føder, efter kun tre ugers graviditet, 20-30 små unger. Ungerne er på størrelse med riskorn, så umiddelbart tænker jeg, at hun slipper billigt med både graviditet og fødsel.

De kravler endda selv hele vejen op ad hendes mave, og ned i en pung hvor de fire heldigste suger sig fast i en brystvorte, der svulmer op så de ikke kan komme af før de er store nok.

Hvilket er ærgeligt for resten af riskorne-bebserne, men rimeligt nemt for deres mor, der kan fortsætte ufortrødent med at se Netflix (eller hvad hun nu laver), trods det at hun er nybagt firlingemor.

Virkeligt smart design, som den der designede mennesker godt kunne have skelet lidt til! Der er virkeligt ikke særligt meget lynhurtig graviditet/behagelig størrelse barn/fødsel man knapt bemærker/ baby der nok selv skal sørge for at overleve, over en menneskefødsel.

Sådan gik samtalen på Hvidovre hospital sent fredag aften, hvor min søster, svoger og jeg sad og krydsede fingre for at hun snart skulle få veer, efter at være blevet forsøgt sat i gang med fødsel siden torsdag morgen.

Først lørdag eftermiddag skete der noget, med vandafgang og veer, og søndag morgen kom det mest fantastiske lille drengebarn til verden; vrælende, fedtet og noget af det fineste jeg nogensinde har set.

Jeg har ikke tænkt på særligt meget andet end den fødsel hele ugen. Dybt taknemmelig over at have fået lov til at være en del af noget så privat og rørende, men mest af alt: vanvittigt imponeret over hvor meget styrke og viljestyrke der skulle til, og hvor sejt hun kæmpede.

Det var ikke en nem omgang, med et barn der sad skævt, langsom fremgang, og nødvendigheden af mange ledninger, men hun arbejdede  urkvinde-agtigt hårdt, og det var en bedrift af den slags man næsten burde have lov til at skrive på sit CV.

Og her tænker jeg så at den tasmanske djævel alligevel går glip af noget. Ihvertfald på moster-fronten.

Jeg er rimeligt sikker på at der ikke er imponerede tasmansk-djævel-mostre der går rundt og tænker nostalgisk tilbage på, hvordan ungerne selv sørgede for at blive født, mens deres mor spiste pommes fritter og spillede Wordfeud på mobilen. Et barselsbesøg, hvor de fire overlevende unger sødt gnasker mælk i sig, må også ødelægges lidt af det morbide i, at der ligger 20 sultedøde søskende i en klump omkring deres fødder. Det er måske praktisk at ungerne kan klare sig selv så meget, men når man er så nuttet som min nye nevø, er der intet man hellere vil, end at hjælpe ham med alt det han skal hjælpes med de næste mange år –  og jeg glæder mig over det!

02/19/17

Om fødsler

I onsdags passede min fantastiske søster alle mine fire unger, plus sine egne to, hjemme hos os.

Den flotte barnefader og jeg udnyttede hvert eneste minuts dyrebare kærestetid, og var både ude at spise, gik verdens længste tur, snublede i nogle virkeligt gode drinks på et sted der hedder “LIDKOEB”, og overnattede på det billigste hotel vi kunne finde. Det var helt fantastisk!

Vi bestilte tømmermænds-morgenkaffe på et lille sted ved Værnedamsvej, og stødte her ind i supersmukke højgravide Cecilie, der talte om hjemmefødselsplanlægning, og pustede totalt til min undertrykte trang til at føde en ny lille baby selv. (Ninjamans svar til at få flere børn er stadig nej, iøvrigt.)

Da vi kom hjem, fik jeg ungerne til at posere til det her billede, som jeg egentlig havde tænkt på at tage i mange år:
IMG_1037

Ja, det er ikke verdens mest interessante foto. Den ældste af dem ville kun fotograferes bagfra, og det ville resten så også.

Men det der er interessant – synes jeg – er at de står præcis det sted de blev født. De to der sidder i sofaen er født lige der i den, med små fem års mellemrum. De to der står op, er født i fødekar placerer cirka der hvor de står.

Vi kommer aldrig til at flytte fra det her hus, kunne jeg endnu engang mærke, da jeg så dem posere! Der er noget helt fint og magisk over at de alle fire har trukket vejret for allerførste gang, i præcis det samme rum. Og i dag, klokken 0.43 præcist, var det 12 år siden at hende den ranglede længst ude til venstre gjorde det. Lille og fin, med langt, brunt hår og verdens største øjne, svømmede hun ud i verden.
IMG_1053
Hvis man har lyst, kan der læses om hendes fine fødsel her.

01/2/16

Om nytår og fødsels-gæstebloggerier

Godt nytår!
Vi havde en seriøst hyggelig og festlig aften hos venner, med drinks, sushi, glade børn og heftig dans til klokken 05.

Vi lagde tjekket nok ud, og startede året med fantastisk morgenbord:
IMG_20160102_104434
Derefter skiftede alle til bløde bukser igen, og fire voksne og en enkelt teenager tilbragte dagen i en bunke dyner, med at intervalsove gennem hele syv nye afsnit af “New girl” på netflix, mens resten af børnene legede eller stenede skærm, og fik ja til alt sukkerrelateret de spurgte om.

Min hjerne, stadig lidt stress-slidt, er fortsat under restaurering i dag efter en uvant selskabelig juleferie, og Ninjaman dansede så meget at hans operationsar på benet begyndte at bløde, så dagen i dag byder, med stor sandsynlighed, på imponerende rutineret inaktivitet.

Så hvis man havde håbet på mere udførlige indlæg fra min hånd, er det HER hos Cana man kan finde den slags i dag – hvor jeg gæsteblogger om fødslen af mit nuttede yngste barn.

Cana har en fin føljeton på sin blog, med fødselsberetninger hver fredag. Personligt elsker jeg at læse fødselsberetninger, og læser ivrigt med.

Hvordsn har jeres nytårsaften/første januar/fødsler så været?
At læse kommentarfelt virker som en god, overskuelig opgave i dag!

09/3/15

Om moderkager

I bussen sad jeg for nyligt bagved nogle veninder, hvor den ene havde en helt nyfødt, meget nuttet, baby i en bæreslynge.

Jeg smuglyttede til hendes beretning om fødslen – synes den slags er lidt for spændende – men jeg blev overrasket da hun detaljeret beskrev fødslen af moderkagen, og hvordan hun havde grædt af rørelse, da jordemoderen havde fremvist den og udpeget “livets træ” på den.

Til de af jer der ikke har født kan jeg forklare, at livets træ er det jordemødre kalder det mønster som blodårer og navlestreng danner på moderkagen – med lidt god vilje, kan det godt ligne et træ.

Det er min oplevelse, at jordemødre selv er meget begejstrede for moderkager, og altid bruger uforholdsmæssigt meget energi på at stå og fremvise den blodige klump, mens de hiver ud i fosterhinder og smider om sig med entusiasme.

Personligt har jeg altid fundet den del af fødslen særligt makaber: som en slags, meget klam, blodig hånddukke, og min teori har delvist været, at det er noget de har gjort for at gøre gengæld, a la:”nu har jeg set op i dit blodige skridt i flere timer, så nu hævner jeg mig, ved at opføre blodigt show med kødklump”.

Det beroliger mig lidt, at nogle fødende åbenbart finder den slags smukt, for så er det nok grunden til at de gør så meget ud af det.
Selv har jeg aldrig forstået skønheden i sådan en, og her kommer grunden:

Mit første møde med en moderkage, var da jeg fødte mit første barn hjemme i stuen, for 13 år siden.
Jeg lå i sofaen med min knirkende nyfødte på maven, helt overrumplet over at der kom sådan en sag ud, og endnu mere overrumplet over hvor entusiastisk jordemoderen var omkring den.

Vi afviste høfligt at beholde den – den måtte de godt bare tage med sig til destruering – men det blev glemt, og da vi vågnede næste morgen, fandt vi en margretheskål i køkkenet, indeholdende en stor, klistret blodklump…

Ninjaman syntes vi bare skulle tyre den i skraldespanden, men jeg var hormonfyldt sentimental, og holdt på, at noget der havde næret vores fantastiske nye barn, ikke bare kunne blive tyret ud i en klam skraldespand.
Næ nej, når nu det var vi hang på blodklumpen, var vi nødt til at begrave den på romantisk vis, sammen med nogle blomsterløg eller et lille træ, som vi kunne se på og mindes denne smukke begivenhed.

Min mand syntes vist jeg var skør, men gik alligevel ud for at grave et hul. Desværre var det December og jorden var for frossen til at grave, så efter megen diskussion, blev vi enige om at smide den i en pose i fryseren, og vente på foråret.

Resten af vinteren brugte vi på at få chok når vi rodede efter gryderetter i fryseren, og endnu engang fik fat på moderkageposen – og så på at beundre hende her:
DSC_0253
Og så blev det endelig forår, og det blev tid til det smukke begravelsesritual.

Jeg havde købt tulipanløg til at plante sammen med den, og jeg sad med babyen på er tæppe, og beundrede hendes lækre far der gravede.

Han tog moderkagen ud af plastiposen, men den var begyndt at tø, og blod løb ned af hans arm – så istedet for højtideligt at sænke den ned i nygravet hul, tyrede han den derned OG efterfulgte den med en imponerende mængde opkast!

Det virkede lidt omsonst at plante noget som helst på romantisk vis i opkast/placenta-mix, så vi dækkede bare hullet til.

Efterfølgende har vi været meget omhyggelige med at få jordemødrene til at tage moderkager med – så snart de var færdige med blodig-hånddukke-show.

——-
Jeg fandt lige en hjemmeside, der viser hvordan man kan smøre maling på sin moderkage, og lave yndige tryk med den:
placenta
Selv tak.

01/14/15

Om det der kærlighed del 25,5 – en føljeton

(fortsættelse på føljetonen, der forleden stoppede cliffhangeragtigt, midt i en fødsel)
——
Veerne var stride, men jordemoderen kunne konstatere at de også gav noget – fra 4 til 6 cm på en halv time, det her ville sikkert gå hurtigt – troede hun.

Presseveerne begyndte lige efter at hun havde sagt 6 cm – et tegn på at baby står skævt, når de kommer allerede der.

Kemien mellem mig og jordemoderen var ikke særligt god.

Hun virkede ret usikker, og jeg følte, at jeg ikke bare kunne slappe af og koncentrere mig om vejrtrækningen, men var nødt til at være vågen, og komme med forslag til hvordan den baby kunne blive drejet.

Hun fik også flere gange sagt nogle skræmmende ting, som kurrede rundt inde i mit hoved, og fik mig til at føle at det var en utroligt farlig fødsel.

Bagefter kunne jeg læse i papirerne, at den teknisk set ikke havde været meget anderledes end min foregående fødsel(som var min bedste), men hele forskellen var, at der havde jeg følt mig tryg, og havde kunnet slappe af, hvor her, var jeg utryg og i alarmberedskab.

Den næste time gik med diverse krumspring, for at få babyen til at lægge sig mere hensigtsmæssigt: jeg lå med røven i vejret, lå, kravlede og hoppede.

Jeg fik endeligt åbnet mig det jeg skulle, og fik de rigtige presseveer, men nu var min krop træt, og nægtede at producere veer der varede længere end 45 sekunder.

Der kan man altså ikke nå særligt langt, babyen sad stadig højt oppe, og rykkede sig knapt nok nedad under veerne.

Det varme vand i fødekarret tog toppen af veerne, men gjorde dem også endnu svagere, så jeg endte med at ligge på siden i sofaen.

Fik helt klaustrofobi af at ligge der, med den store tunge mave, og de frustrerende korte veer, men vandet gik, og babyen begyndte endelig at bevæge sig lidt nedad under veerne.

Klokken var nu blevet halv 7 om morgenen, og den 4 1/2 årige snart-storesøster-til-to, vågnede, og min mor gik op for at forklare hende hvad der skete.

Hun havde hele tiden gerne villet med til fødslen, men jeg havde ikke kunnet overskue at have en sludrende tilskuer – men lige der, var jeg ligeglad.
Fødslen virkede fredelig nok – der var hverken blod eller råben – og den spændte søster, trak en lille stol hen, og gav sig til at heppe.

Jeg var ved at være panisk over at babyen hele tiden svuppede op på plads igen når veen sluttede, selv om jeg lige havde mast den et godt stykke vej ned, og kunne ikke slippe tanken om at NU skulle det altså overståes – for jeg var så bange for, om jeg overhovedet ville kunne føde uden hospital og sugekop, hvis jeg nåede at blive mere træt.

Så i et anfald af panik, begyndte jeg bare at presse – uden veer.
Ikke fordi jeg er spor sej, men fordi jeg var oprigtigt bange…

Det må have taget måske 3 minutter, men endelig kom hovedet ud, og lidt efter kom der en ve og hjalp til – hvilket var heldigt, for babyen var så stor, at de ikke bare kom ud selv.
Klokken var 07:08.

Jeg hev hende op til mig, og i det samme ramte morgensolens første stråler vinduet, og badede hendes fedtede krop i gyldent lys.

Det var helt magisk, men egentlig også meget fair, at den fødsel der havde været så skræmmende og hård, skulle slutte så fint.

Hun var en væsentligt større baby end de to store havde været, med tykke lår, en mærkelig bule oven på hovedet af at have stået skævt, og langt sort hår.
Jeg lå med hende så jeg ikke helt kunne se hendes ansigt, men duftede til hendes hår, og nød hendes vrede skrig.

Storesøster ræsede over i sofaen, helt euforisk. Nussede, aede og strålede af stolthed, og fik lov til at holde hende.

Min mor tryllede morgenmad frem, og vi spiste sammen, med den nøgne nyfødte pakket ind i en dyne.

Et par timer senere kørte jordemoderen igen, og min mor kørte den stolte storesøster i børnehave, medbringende kage.
Så var vi alene – de nybagte forældre til tre, og det fire kilo tunge vidunder.

Vi så på hendes lille sammenbidte ansigt, og så på hinanden, og begyndte simultant at tude begge to, helt overvældede over hvor smukt, stort og helt utroligt skræmmende det er, at have fået ansvar, for endnu et fantastisk lille menneske…

asta 147

asta 067

asta 107

01/13/15

Om det der kærlighed, del 25 – en føljeton

Tak fordi i tog så fint imod det føljeton-indlæg jeg endelig snøvlede mig sammen til at skrive – her følger allerede en fortsættelse.

——-
del 25 – fødsel af tredje barn.

Både den 4 årigeog den halvandet årige var født hjemme, og det skulle denne her baby efter planen også.

Desværre havde hun ikke spor travlt – terminsdagen sidst i august blev rundet, og septemberdagene gled forbi, uden det mindste tegn på baby…

Som hjemmefødende må man højst gå to uger over termin, så jeg var behørigt nervøs for at skulle føde på hospitalet, eller for at blive sat igang, som jordemoderen talte meget om.
11 dage over termin, var jeg ude og få en rundvisning på fødegangen, og en dato til igangsættelse, to dage efter.

Meget skræmmende tanke for os begge, hvis vi skulle bevæge os et fremmed, befolket sted hen, for at lave noget så privat som at få en baby – vi havde jo ikke erfaring med andet end hjemme.

Jeg kunne mærke at babyen lå skævt i maven – sådan havde hendes storesøster også ligget, og jeg kunne genkende fornemmelsen.

Tre gange de sidste tre uger, havde jeg haft nogle timer med småveer, der ikke blev til mere, hvilket også er tegn på et barn der ikke trænger helt ned i bækkenet.

Som sidste håb, inden igangsættelse, tog vi ud til en akupunktur, der også var uddannet jordemoder.
Hun undersøgte mig indvendigt – ikke en skid klar eller åben, trods alle de gange med snydeveer – så hun jog en masse nåle i mig.

Efter en time som nålepude undersøgte hun mig igen – nu 3 cm åben, rystende over hele kroppen, og med kvalme.
Yes!
Vi skyndte os hjem og gjorde klar til fødsel, men der gik et helt døgn før veerne kom.

Jeg var blevet snydt af veer før, så troede ikke rigtigt på dem – men sad i aftensolen i haven og øvede vejrtrækning, vi puttede de “store” piger, og gik tidligt i seng.
Hvert fjerde minut vågnede jeg ved en ve, men de varede kun 15 sekunder, så jeg faldt i søvn igen mellem dem.

Klokken 02 skete der noget med intensiteten: jeg vågnede ved en ve der næsten rev mig midtover, drønede ud på badeværelset og kastede op.

Ninjaen og jeg sneg os nedenunder, for ikke at vække børnene, og ringede til jordemoderen og min mor.

Veerne var slet ikke til at styre – jeg havde god styr på dem ved de to foregående fødsler – men det her var anderledes.
Babyens hoved trykkede på min lænd, på en måde så det føltes som om jeg fik stød.
Det hjalp lidt, hvis Ninjaman nærmest lavede en håndstand på knoerne på min lænd – men sateme stadig ikke særligt sjovt!

Midt i det hele, vågnede den halvandet årige , selv om jeg nærmest havde kvalt mig selv ved at bide i en pude, for ikke at larme.
Hun ville ikke sove mere, men ville gerne have en rugbrød og sidde lidt på mors hofte…

Ninjaman vækkede min højgravide søster, der kom i pyjamas og badekåbe, og tappert hentede barnet.

Døre klaprede, der blev pakket ting den lille skulle have med, instrukser om hvordan barnesædet virkede blev uddelt, Ninjaman baksede fødekarret ind i stuen, jordemoderen kom der også, og jeg var rasende og havde ondt – her havde jeg været bange for at føde på et hospital, hvor man kunne høre andre fødende og fremmede mennesker kom og gik, og så stod jeg alligevel her og fødte, i noget der mindede om Hovedbanegården i myldretid!

Men hurtigt kom der ro på, jordemoderen fik kaffe, stearinlysene blev tændt, jeg kom op i det varme vand, og holdt op med at være helt så sur.
(fortsættes – senere på ugen, promise!)

03/8/13

Om det der kærlighed, del 21

Fortsættelse på føljetonen, om vores liv, kommer her.
(Jer der får kvalme af at læse om fødsler bør måske springe dette afsnit over – men jeg skal nok undlade at være for detaljeret.)
Frk fantastisks fødsel
For et uorganiseret menneske som mig, er ventetiden og uvisheden det værste ved sådan en fødsel.
Her anden gang jeg skulle føde, var vi nødt til dag for dag at finde en ny plan for hvem der skulle passe vores 3 årige datter imens :”hvis jeg føder i dag, kan hun være hos min veninde – men er det først i morgen kan hun ikke, for der har de bryllupsdag.
Føder jeg torsdag kan hun være hos min søster, men først fra kl 16.
Lørdag kan hun være hos en anden veninde om dagen, men om aftenen skal veninden spille koncert, så der må jeg have en anden.
Kan jeg mon nå at føde et helt barn mens storesøster er i vuggestue?
Hvis jeg føder om natten, skal vi så vække hende og få hende passet ude, eller bare håbe hun ikke vågner?”

Al den “hvad-nu-hvis-planlægning” var den kedeligste aktivitet nogensinde, og jeg ærgrede mig hver eneste aften, når endnu en velplanlagt dag var gået – uden at planerne havde været i brug.

Jeg googlede diverse råd for hvordan man satte fødsler i gang, og der var primært to råd der gik igen:
1:lange gåture
2:sex

Det første kunne jeg ikke lige se ske – der lå en halv meter sne, og jeg havde ikke spor lyst til at slæbe min tunge krop gennem snedriverne.

Det andet råd virkede lidt mere håndgribeligt, omend jeg vil gætte på at den stakkels Ninjaman godt kunne have ønsket sig mere elegant forspil, end en sur kone der hver eneste aften brokkede sig over at skulle “hvad-nu-hvis”-planlægge morgendagen, og krævede at han gjorde sin del, for at få den baby hurtigere ud…

Fredag d 18-2, var jeg gået 17 dage over den terminsdato jeg selv havde regnet ud at jeg måtte have, og 11 dage over den dato scanningen havde gættet på.

Jeg vågnede med småveer – og vi blev lige ivrige: børnehavebarnet blev hjemme fra tur, klar til at besøge vores venner; Ninjaen satte et badekar op inde i stuen, købte noget lækkert mad og gjorde det hyggeligt – og så stoppede de der veer igen.

Det er muligt at jeg fik sagt det var hans skyld:”jamen – det er da KLART at jeg ikke kan føde, når der ligesom er forventninger til mig om det!
Nu har du gjort alt for parat til det, så får jeg præstationsangst og kan ikke lave veer!” tudede jeg, og gik i bad.

Hele dagen ventede vi – gik tur, ryddede op, besøgte min mor, der beholdt vores datter natten over – det sekund vi gik ud af min mors havelåge, begyndte veerne, så voldsomt at jeg nærmest gik i knæ.

Det tog os en halv time at gå en 5 minutters strækning, fordi jeg måtte stoppe og puste, men vi var også euforiske over at der skete noget!

Jeg tog bad i mørke, og øvede mig i at trække vejret.
Følte jeg havde styr på det.

Da jeg kom ned I stuen, var det ikke sjovt længere.
Veerne føltes helt forkerte: korte, og som elektrisk stød, og jeg begyndte at mumle om kejsersnit som en mulighed.

Det her kunne jeg ikke overskue, det føltes helt vanvittigt, og Ninjaman måtte nærmest lave en håndstand på min lænd, for at veje lidt op for hvor ondt de gjorde.

Jordemoderen kom – hvor heldigt: det var min søde og kompetente konsultationsjordemoder der havde vagt, og hun fik med akupunktur, massage og rosende ord, vendt det barn der lå helt skævt inde i maven – som en såkaldt “stjernekigger”.

Måske var det fordi at smerterne fra da babyen lå skævt var så voldsomme- eller også var det bare fordi jeg var tryg – men jeg husker det, som at smerterne forsvandt der.
Det var stadig ubehageligt, men bestemt til at klare.

Jeg gik op i badekarret.
Det varme vand og vandets opdrift føltes fantastisk, og jeg ignorerede jordemoderens forsikringer om at jeg snart havde født – for det vidste jeg jo godt var løgn, det gjorde slet ikke ondt nok, så hun behøvede ikke berolige mig med løgnehistorier, for jeg kunne sagtens klare de der 5-6 timer mere sådan her.

Presseveerne startede, vandet gik og jeg satte mig i frierstilling i vandet, med Ninjaman siddende på gulvet bag mig – og Frk fantastisk startede sit liv, med selv at svømme ud af mig.

Jo, det gjorde hun: med et “plop” svuppede hun ud, og svømmede hen til jordemoderens hænder.
Det fineste øjeblik.

Jeg tog hende op til mig, og vi beundrede hende.

20130308-212222.jpg
Den sødeste baby længe set.

Hun blev målt og vejet: en gennemsnitsbaby på 3500, født på lidt over 5 timer – første fødsel tog 25 timer, så havde ikke ventet det kunne være så nemt!

20130308-212530.jpg
Vi spiste noget lækkert mad, sagde farvel til jordemoderen og min mor(der kom for at filme og hjælpe til, mens min søster passede vores store pige), og så gik vi op i seng, hvor vi lagde vores spritnye baby i midten, og aede hendes lange hår, til hun sov.

Og nu var vi en familie på 4.
(fortsætter)

01/2/13

Om storken

Da supertumling var nyfødt, hentede jeg en dag hendes storesøstre i børnehaven, og blev stoppet af en dreng på knapt 5 år, der høfligt spurgte, om det var mig der havde født babyen. Dette bekræftede jeg.

“Hvor kom hun ud?” spurgte han interesseret.

“Øh, ved du ikke hvor babyer kommer ud?” spurgte jeg ham – noget utryg ved situationen, og andre lyttende forældreører.

Nej, det gjorde han altså ikke…

Jeg syntes ikke jeg kunne lyve for ham, når han spurgte så direkte, så jeg tog en dyb indånding, og holdt et lille foredrag om kvindelig anatomi, hvorpå han så på mig – med forundring og væmmelse malet i ansigtet – og sagde: “det der vidste jeg altså godt – og jeg synes det er MEGAKLAMT – jeg ville bare vide om det er rigtigt, at hun blev født hjemme i stuen!”

Hm…
Skulle have holdt mig til den med storken!

09/11/12

Om den madglade fødselsdagspige

Kagemesteren fylder 6 år i dag.
Hendes far er på kursus hele ugen, så for at kompensere for manglende fødselsdagsbrunch og andre familietraditioner, har jeg taget fri med hende og mindstebarnet i dag.

Det madglade barn havde egentlig ønsket sig et besøg på brødrene prices restaurant i fødselsdagsgave – det havde vi ikke råd til, men heldigvis blev hun lige så glad for de andre gaver: en kogebog fra min moster i Grønland, en hjemmelavet skildpadde fra ældste søster, en picnickurv og en legetøjskage fra de andre søstre, og et besøg på sådan en klinik hvor fisk spiser død hud på fødder(ad!) af mig.
Vi har naturligvis glemt overtøj, og det regner, så jeg måtte også give hende en ny strikkjole – som hun er lykkelig for…

Tror heller ikke jeg slipper uden om at give en kage, inden vi henter de to store piger, og går hjem og laver stegt flæsk, til mormor og onkel, der kommer i aften.(hvordan man end gør det? Plejer at have en mand hjemme, der er god til at lave “mormor-mad”)

20120911-121830.jpg

20120911-122304.jpg
I toget på vej ind til byen, måtte jeg fortælle hende historien om hendes fødsel hele to gange – hun elsker historier om sig selv.
Hvis i er interesserede, blogger jeg den gerne – er bare ikke sikker på at fødselshistorier interesserer mange andre, end lige de involverede?