06/10/15

Om det der kærlighed del 27, en føljeton

Efter sidste afsnit var der nogle af jer, der kommenterede at vi lød superhelte-agtige, for at kunne håndtere alle de småbitte børn – men det var vi ikke.

Vinteren 2006.
Babyen voksede som hun skulle – dejligt tyk var hun, og da de to storesøstre havde været exceptionelt små som babyer, var det dejligt at have sådan en stor basse.
De “store” trivedes i børnehave/vuggestue og deres far knoklede fortsat løs, for at redde vores butik og økonomi, så mit fokus var stadig bare børnene, og det lod heldigvis til at de trivedes.

image

Men så kom vinteren – og alt hvad den kan medføre af sygdomme og snotnæser, og de to institutionsbørn slæbte baciller i hobetal hjem til babyen, der mere eller mindre konstant var syg – ligesom de også skiftedes til at være.
Forkølelser, mellemørebetændelser, influenza – alt blev de ramt af på skift.

På ældstebarnets fem års fødselsdag,  hvor vi netop havde købt sushi og skulle til at spise, dejsede mellembarnet pludselig om, helt varm.
Vi tog hendes temperatur: 41 grader!, og skyndte os at smide forvirret fødselsdagspige og hendes lækre måltid af hos mormor, og så kørte vi på hospitalet,  hvor feberbarn blev indlagt, med dobbeltsidet lungebetændelse.

Hendes far blev og sov med hende, og jeg tog tung om hjertet hjem med babyen, og sad vågen hele natten.

Pludselig fyldte tankerne om fødslen også i mit hoved igen: jeg følte ikke det havde været en god fødsel, og jeg havde været så bange for at der skulle ske min baby noget, både under graviditeten og under fødslen, og følelsen af afmagt slog mig helt ud.

image

Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke beskytte mine børn nok imod sygdomme og ulykker, og tankerne gav mig mit livs første angstanfald,  alene om natten, med et sovende barn i favnen, et barn hos mormor, og et barn på hospitalet.

Næste dag besøgte jeg min lille pige på hospitalet,  og da lægen hørte babyens hivende vejrtrækning,  blev hun også indlagt, med rs-virus.

Vi var indlagt i over en uge – Ninjaman var nødt til at tage tilbage og passe butikken, for banken pustede ham meget i nakken over den skrantende økonomi, og ældstebarnet var nødt til at blive hos min mor, og jeg savnede dem begge helt forfærdeligt meget, og fik malet min hjerne helt ind i et hjørne af dystre tanker, mens jeg sad der med mine sløje små piger.

Da vi kom hjem igen, og hverdagen startede op, besøgte jeg en veninde på Østerbro med baby i barnevogn, men da jeg skulle hjem, virkede tanken om at have barnevognen med i toget pludselig helt uoverskueligt, (hvad nu hvis nogen faldt og landede oven i barnevognen og maste mit barn??).
Jeg fik et angstanfald mere, og endte med at gå hele vejen hjem, selv om det er en 10 kilometers tur, og sneen lå højt.

Jeg begyndte at undgå steder med mange mennesker, af angst for at få et angstanfald mere. I al dette kunne jeg slet ikke genkende mig selv: jeg var jo den, der altid kunne klare ting; den der bed tænderne sammen og handlede mig ud af problemerne – hvorfor brugte jeg al min tid på at forestille mig grimme ting der kunne ske med mine børn, og hvorfor var jeg bange hele tiden?

Jeg var tryggest når vi alle var samlet, men selv her sad frygten for at børnene kunne blive syge, eller banken kunne blive trætte af at vente på at vi fik vendt økonomien og istedet ville tage vores hus, og hvilede tungt over tankerne.

Min moster kendte en dygtig psykolog, der boede i gåafstand fra mig, og her sad jeg, med min baby i favnen, og tog hul på alle de ting, jeg bare havde skubbet bagerst i hovedet al for længe, og som nu havde været med til at slå knude på min hjerne.
Det hjalp – men langsomt.

(fortsættes)

09/20/12

Om det der kærlighed, del 17 – en føljeton

Den ambitiøst anlagte fortælling, om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester og fik børn, er nu nået til afsnit 17.
De foregående afsnit kan læses her.
Ninjaman havde været sygemeldt i et halvt år med depression, og skulle snart starte på arbejde igen.
Det skulle jeg også, efter halvandet års barsel/pleje af syg mand.
Vores datter havde endelig fået vuggestueplads.

Det var underligt at tænke på, at vi snart skulle lave hver vores ting – vi var på en eller anden måde både enormt langt fra hinanden, fordi han hverken ville tale eller røres ved, og enormt tæt på hinanden, fordi vi havde været sammen hele tiden.

Der lå usagte ting, sorg og vrede mellem os, men også en ny grad af tryghed, fordi vi havde befundet os et halvt år i en puppe, hvor det eneste vi kunne foretage os, var at sidde i samme rum, og vente på at det lysnede igen.

Helt rask var han ikke – stadigvæk halvvejs bedøvet af medicin og følte sig ikke som sig selv, men hans læge var meget forhippet på, at han var rask nok.

I 6 måneder var jeg det eneste menneske han havde set, så for at vænne sig til at være ude blandt andre, købte han en billig brugt ketcher og et par badmintonsko, og meldte sig til et hold.
Han ringede fra skadestuen en halv time efter at han var cyklet hjemmefra: havde spillet to minutters badminton, var trådt et skridt baglæns – og havde revet sin akillessene over…

På en eller anden absurd måde, var den skade med til at gøre det hele nemmere.

I perioden lige efter operationen måtte han slet ikke støtte på foden, så han var nødt til at bede mig om hjælp, og det føltes forløsende for os begge at han nu havde et synligt problem: det var nemmere at forholde sig til at bede om/give hjælp til en, der fysisk ikke var i stand til ting, end til en der bremses af noget psykisk.

At han flere gange dagligt blev nødt til at sige:”kan du hjælpe mig? jeg kan ikke bære det her glas/tage bukser på/nå bunden af fryseren” gjorde det også nemmere at bede om hjælp til de tanker der stadig trykkede, og mens jeg startede på mit arbejde, brugte han sin akillesseneskade-sygemelding til at få nogle ting på plads, hos en psykolog – hvilket han har været glad for lige siden.

Sammenlagt gik der nok et års tid, før han var helt udtrappet af piller, og følte sig rask.

Måske, hvis depression var noget man talte mere åbent omkring, ville han have erkendt det tidligere, og haft et lettere forløb – eller jeg ville have genkendt symptomerne og have kunnet hjælpe ham.
Det er også derfor han har fået mig til at skrive så udførligt om denne del af vores liv sammen – hvis hans sygdomserfaringer kan hjælpe bare en enkelt i samme situation, vil det være det værd at dele dem. Også selv om det gør lidt ondt.
Men det var sådan det var.
Og vi kom igennem det.