09/20/12

Om det der kærlighed, del 17 – en føljeton

Den ambitiøst anlagte fortælling, om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, blev kærester og fik børn, er nu nået til afsnit 17.
De foregående afsnit kan læses her.
Ninjaman havde været sygemeldt i et halvt år med depression, og skulle snart starte på arbejde igen.
Det skulle jeg også, efter halvandet års barsel/pleje af syg mand.
Vores datter havde endelig fået vuggestueplads.

Det var underligt at tænke på, at vi snart skulle lave hver vores ting – vi var på en eller anden måde både enormt langt fra hinanden, fordi han hverken ville tale eller røres ved, og enormt tæt på hinanden, fordi vi havde været sammen hele tiden.

Der lå usagte ting, sorg og vrede mellem os, men også en ny grad af tryghed, fordi vi havde befundet os et halvt år i en puppe, hvor det eneste vi kunne foretage os, var at sidde i samme rum, og vente på at det lysnede igen.

Helt rask var han ikke – stadigvæk halvvejs bedøvet af medicin og følte sig ikke som sig selv, men hans læge var meget forhippet på, at han var rask nok.

I 6 måneder var jeg det eneste menneske han havde set, så for at vænne sig til at være ude blandt andre, købte han en billig brugt ketcher og et par badmintonsko, og meldte sig til et hold.
Han ringede fra skadestuen en halv time efter at han var cyklet hjemmefra: havde spillet to minutters badminton, var trådt et skridt baglæns – og havde revet sin akillessene over…

På en eller anden absurd måde, var den skade med til at gøre det hele nemmere.

I perioden lige efter operationen måtte han slet ikke støtte på foden, så han var nødt til at bede mig om hjælp, og det føltes forløsende for os begge at han nu havde et synligt problem: det var nemmere at forholde sig til at bede om/give hjælp til en, der fysisk ikke var i stand til ting, end til en der bremses af noget psykisk.

At han flere gange dagligt blev nødt til at sige:”kan du hjælpe mig? jeg kan ikke bære det her glas/tage bukser på/nå bunden af fryseren” gjorde det også nemmere at bede om hjælp til de tanker der stadig trykkede, og mens jeg startede på mit arbejde, brugte han sin akillesseneskade-sygemelding til at få nogle ting på plads, hos en psykolog – hvilket han har været glad for lige siden.

Sammenlagt gik der nok et års tid, før han var helt udtrappet af piller, og følte sig rask.

Måske, hvis depression var noget man talte mere åbent omkring, ville han have erkendt det tidligere, og haft et lettere forløb – eller jeg ville have genkendt symptomerne og have kunnet hjælpe ham.
Det er også derfor han har fået mig til at skrive så udførligt om denne del af vores liv sammen – hvis hans sygdomserfaringer kan hjælpe bare en enkelt i samme situation, vil det være det værd at dele dem. Også selv om det gør lidt ondt.
Men det var sådan det var.
Og vi kom igennem det.

08/31/12

Om det der kærlighed – føljeton del 16

Nå, nu er jeg ved at have mandet mig nok op til at fortsætte med føljetonen, selv om jeg er nået til noget, jeg egentlig ikke har lyst til at skrive om – og var bange for om jeg kunne formulere, så det ikke lød forkert (selvynkende, bebrejdende, udstillende, eller andet negativt.)
Sådan har jeg det stadig,men Ninjaman – som er den det mest handler om – har læst og godkendt, og synes det er en vigtig del af historien, der ikke kan springes over…

Foregående afsnit kan findes HER

Føljeton del 16
Det næste år var jeg i en lykkelig lille babyboble.
Jeg var indehaver af den mest fantastiske baby verden nogensinde havde set, og havde jævnligt dårlig samvittighed ved tanken om, at andre forældre måtte nøjes med mindre fantastiske babyer end min…

Den nat hun blev født, havde Ninjaman og jeg ligget hele natten sammen, med vores nyfødte imellem os, og beundret alle hendes fine små træk.
Jeg havde forestillet mig at den slags blev ved: at vi begge to for evigt ville synes, at alt ved hende var fantastisk – men han trak sig mere og mere ind i sig selv, og hvis jeg begejstret sagde:”nej se!! Hun SMILER!”, nikkede han høfligt, og mumlede, at han glædede sig til at hun kunne gå, cykle, eller noget andet, langt ude i fremtiden.

Jeg var ked af, at han var så svær at nå ind til, men tænkte at det sikkert var noget forbigående.
Han arbejdede jo også meget, og havde en masse kurser i den periode, så det var ikke underligt hvis han var træt og indelukket hjemme.

Men en dag gik han til lægen, og kom der fra, med diagnosen “svær depression”, og en pakke piller…

Han havde været plaget af tanker om selv at være adopteret, og måske genetisk ikke have evnerne til selv at være en god forælder – men havde forsøgt at skjule og ignorere det, og flygte ind i arbejde i stedet.

Da ordet depression først var sagt, magtede han ikke at holde sammen på sig selv længere, og begravede sig i et mørkt rum.
Han skulle tvinges til at bade og spise hele den første måned, ind til medicinen begyndte at virke.

Resten af verden ramlede også: et andet menneske jeg elskede højt døde pludselig, men jeg vidste at jeg ikke kunne tillade mig selv at sørge, for jeg var bange for at ryge ind i sorgen, og ikke kunne trække mig op igen – og jeg havde altså også et dejligt barn, der skulle holdes glad.
(Det er nu snart ti år siden, og jeg savner hende stadig, på den helt hudløse måde.)

Jeg savnede Ninjaman frygteligt meget, selv om han hele tiden var der – for det var som om han ikke var der rigtigt…

Han kunne ikke lide at være alene, men magtede heller ikke den glade babys selskab, så jeg balancerede mellem at underholde og hygge mig med hende, når hun var vågen – og sidde hos ham når hun sov.
Han ville ikke tale eller røres ved, men bare have at jeg sad der.

Så jeg sad der – og skrev, og skrev, mens han lå ved siden af mig og så op i loftet.
Jeg skrev lange mails dagligt, til mine venner.
Skrev historier til min baby.
Skrev forslag til mig selv, om hvordan jeg kunne tjene lidt ekstra penge, så vi havde råd til at blive boende, i det hus, der faktisk nu viste sig at være for dyrt.
Skrev gamle minder ned.
Skrev en fjerdedel af en fagbog(der udkom senere det år).

Jeg så stort set ikke andre mennesker i et halvt år.
Et mærkeligt halvt år, hvor jeg bare ventede på, at min elskede kæreste, kom tilbage til os.
Det vidste jeg at han ville – jeg vidste bare ikke hvornår.
(Fortsættes)