Om navne og hundenavne
Opmærksomme læsere ved sikkert, at der i April flyttede en lille sort/hvid pruttemaskine ind her på matriklen. Winston, hedder han, og jeg er flere gange blevet spurgt om han er opkaldt efter Winston Churchill.
Det er han ikke.
Han er opkaldt efter Winston Bishop, fra tv serien “New Girl”; en af vores favoritkomedieserier, som også de ældste to piger har dyrket ret intenst.
Ældstebarnet fandt navnet, og argumenterede for at det passede til hunden, der har følgende lighedspunkter med Winston fra serien:
1. Han er farveblind (det er alle hunde)
2. Han er (formentligt også) virkeligt ringe til at lægge puslespil
3. Han bærer ydmygelser med stoisk ro
4. Han interesserer sig for katte. Meget endda. Winston i serien tager daglige selfier end sin kat – vores Winston kan bruge en hel dag på at stå og grynte forsigtigt af naboens kat, i sikkerhed bag havedøren.
5. Han er virkeligt glad for at tage lure.
Det var argumentationerne for navnevalg, og det kunne vi alle bakke op omkring, så vi skiftede hans navn fra Benny til Winston – hvilket han reagerer fuldstændigt lige dårligt på.
Der er flere af Jer der i tidens løb har spurgt ind til hvad mine fire piger hedder. Grunden til at jeg ikke skriver deres navne på bloggen, er at de har specielle navne, og derfor vil min blog kunne googles frem på deres navne, hvilket de måske bliver trætte af på et senere tidspunkt. Så ingen fornavne her, beklager. (Følger man med på Instagram dukker de op indimellem, så det er ikke fordi de er hemmelige som sådan, de skal bare være u-Google-bare. Hvis det er et ord?)
Men jeg synes al det der med valg af navne til børn er forfærdeligt spændende, og jeg følger ivrigt med, når medbloggere laver navnefølgetons på nyfødte vidundere – fx har både Sneglcille og Emili haft nogle spændende navnevalgsindlæg, før de valgte deres fine pigenavne.
Nå, men dengang vi valgte navne til vores første barn, var vi meget uenige: Ninjaman ville have noget solidt og dansk, som Ellen eller Esther, og jeg ville have noget der var helt hendes eget navn, og som jeg ikke kendte andre børn der hed.
Det endte med en mellemting, og de tre yngre søstre fik mere sjældne navne, nu vi allerede var lidt væk fra de helt klassiske navne.
Før vi vidste vi skulle have flere børn end tre, fik Ninjaman tatoveret et hjerte på armen, med de tre store pigers forbogstaver på. Da vi så, uventet, pludselig skulle have en mere, var hans eneste navnekrav: hun skulle hedde et blomsternavn, så han kunne få tatoveret blomsten og hun ikke behøvede føle sig snydt.
Et blomsternavn blev det, og en stor blomst på hans brystkasse – hvilket de tre store så syntes var lidt snyd, så han endte med yderligere tre tatoveringer: en for hver af de andre, hvis for eller mellemnavne også er navne på “ting”. Den slags griber åbenbart om sig, og jeg fornemmer at han ikke engang er færdig med at trykke hyldester til børnene på sin krop – så længe han holder sig fra at få tatoveret hundens navn er jeg taknemmelig.
For en sikkerheds skyld viser jeg ham ikke denne her:
