09/24/18

Ti random facts om mig, del 2 – klodsethed udgaven

Egentlig havde jeg tænkt mig bare at skrive en hel random liste over ting I ikke ved om mig – men efter nogle punkter tegnede der sig et mønster, så her får i den klodsede udgave. Det pinligste er, at jeg nemt kunne lave den ti punkter længer, for jeg er stærkt grovmotorisk udfordret. Underligt nok er jeg ret fingernem, men resten af min krop er bare et klumpet vedhæng til mine hænder.

Ti ting I ikke ved om mig, og klodsethed.

1. Jeg går ind i ting. Altså ikke bare engang imellem, men stort set hele tiden. Bemærker det ikke engang rigtigt selv, for jeg er vant til at brage gennem livet som en pinball-kugle, men jeg har venner der morer sig meget over det, og gør et stort nummer ud af at tælle hvor mange ting jeg rammer ind i på en aften.

2. Dørkarme er min ærkefjende, og jeg har næsten altid blå mærker på hofterne, af at fejlbedømme hvor smal min mås er, og så bare brage den ind i dørkarm. Er heller ikke særligt gode venner med bordkanter…

3. Til en personalefest forrige fredag, var der nogen der stod nede på gaden og røg, og jeg tilbød glad at fortælle dem at der var mad. Gad ikke løbe ned af alle trapperne, og ville råbe ud af et vindue. Havde så travlt med at forsøge at regne ud hvordan vindue skulle åbnes, mens jeg gik hastigt gennem rummet, at jeg overhovedet ikke så glasvæggen foran. Tog den med hele ansigtet. Heldigvis var der ingen der så det, og jeg sneg mig diskret ud på badeværelset og besigtigede øm pande og ledte efter næseblod, mens jeg blinkede tårer væk.

4. … og så troede jeg at ingen havde opdaget det. Det havde de heller ikke – før vi skulle ind i det rum med glasvæggen for at lave en quiz, og mit ansigt var tværet så tydeligt ud over glasvæggen, at der ikke var nogen tvivl om hvad der var sket. Hvordan kan man ramme med både pande, hage, næse og øjenhule, så hårdt at man kan blive genkendt ud fra det?

5. I betragtning af hvor stejl vores trappe er, og hvor klodset jeg er, er jeg heldigvis kun røget ned af den to gange, i løbet af de 18 år vi har boet her. Føler mig ret heldig over det.

6. Forsøgte engang som teenager at løbe forbi det sted hvor en pæn fyr fra skolen trænede fodbold om aftenen. Havde så travlt med at se sexet ud, at jeg ikke bemærkede stor sten, og endte med at skvatte lige foran ham, i en sky af blod, grus og tabt værdighed.

7. Jeg har glemt at tage badetøj på efter brusebad i svømmehal, og vadet ud af omklædningsrum nøgen. Endda to gange.

8. Kæden røg engang af min cykel, på vej ned ad Valby bakke. Kunne ikke bremse, og kørte ind i Søndermarken, hvor jeg crashede i en ydmygende omgang hudafskrabninger foran en flok turister.

9. Engang som ganske ung forsøgte jeg mig flere gange med stilethæle når jeg skulle i byen. Der er mange grunde til at jeg udelukkende går i sneakers nu – dengang hvor mine stiletter satte sig fast i en rist foran en kælderbars dør, hvorefter jeg væltede på maven ind af døren, er bestemt en af grundene.

10. Antallet af gange jeg har vadet rundt med min nederdel stoppet op i mine underbukser er astronomisk – vil tro det sker mindst en gang om ugen.

03/30/17

Ti random facts om mig, del 1

Jeg kan selv godt lide at læse de der “random facts indlæg” andre bloggere indimellem poster,mig har her ladet mig inspirere.

Til at starte med spurgte jeg mine børn om de gad hjælpe mig med at finde på facts om mig der var bare en lillebitte smule overraskende, og efter lang tids tænkepause kom den yngste af dem frem til:” du prutter virkeligt meget” – hvilket ikke er en fact jeg gider have med på listen, så det bliver elegant udeladt.

Så her er TI TING I (nok) IKKE VED OM MIG.

1. Jeg har flere typer slik som jeg spiser på en måde andre mennesker opfatter som neurotisk – og jeg kan (inde i mig selv) blive ægte irriteret, hvis jeg ser nogen spise de ting på den “forkerte” måde.

Hey – chokoladeskildpadder skal IKKE bare knases, der er altså et vigtigt ritual, hvor man forsigtigt bider bunden af og slikker cremen ud først! I går glip af noget vigtigt, folkens! Det samme ritual gælder sig for flødeboller, og toffefee kan også kun spises på en særlig måde, hvor de deles op i deres forskellige elementer.

IMG_1134

2. Nødderne fra toffefee er iøvrigt ikke kalorierne være, og skal gemmes til husstandens hamstre. Man får også bedre samvittighed over at tyre en hel æske selv, hvis man ved at man har delt dem med en der har større kinder og mindre talje end man selv har. Ja – det giver mening i mit hoved.

3. Jeg elsker chokolade (surprise!), men er meget diskret når jeg spiser det sammen med ost. Det synes folk åbenbart er klamt…. Prøv at snig et stykke pålægschokolade under en skive ost på et rundstykke. Det er altså ret godt!

4. Jeg kunne godt tænke mig at tabe mig en 6-8 kilo. Det har jeg villet siden jeg fødte mindstebarnet – men sådan noget eftergraviditetsflæsk sidder ret godt fast. Når jeg læser de første tre punkter kan jeg måske godt forstå hvorfor…

5. Der var engang en måge der stjal en nykøbt sandwich ud af hånden på mig, på en havn i Cornwall. Den tabte den i havet på vej væk. Jeg bærer stadig nag.

IMG_1135

6. Der er også engang en abe der har stjålet en flaske vand ud af hånden på mig. Overvejede at skrive et blogindlæg med titlen “fem ting dyr har stjålet fra mig”, men kunne ikke komme i tanker om andre ting end de to.

7. Jeg synes helt seriøst min egen mand er den pæneste mand jeg nogensinde har set, og når han har bar mave om sommeren har jeg svært ved ikke at miste koncentrationen i samtaler.

8. Hver gang jeg går på toilettet på min arbejdsplads, danser jeg en voldsom dans i mørket, for at aktivere det automatiske lys.

9. …Og hver gang jeg har danset tænd-lys-dansen opdager jeg at jeg ikke har fået trykket på kontakten først, sådan at lyset vil reagere på min dans.

10. … og når jeg så endelig får kombineret tryk-på-kontakt med den rette mængde dans, og lyset tænder, så tænder det sådan langsomt, med halvmørke i et splitsekund, og HVER ENESTE gang lyset tænder sådan halvt, får jeg et citat fra en John Irving roman i mit hoved:” hun kunne høre en lyd, som af nogen der prøvede på ikke at lave en lyd”. Det citat giver jo ikke mening i den sammenhæng, tænker jeg hver gang, og når frem til at det er fordi lyset laver et lys, som af en der prøver på ikke at lave et lys. Og det funderer jeg så over mens jeg tisser. Hver eneste dag. Det giver overhovedet ikke mening.