01/20/12

Om babyer i sengen

Fandt denne meget rammende tegning på nettet, af hvordan det indimellem er at sove med en baby i sengen.
Vi gældsatte os jo voldsomt, for at købe en treetagers køjeseng – hvor ingen af pigerne tør sove i øverste køje, før vi har fået gardiner for – så den 5 årlige sover fortsat i babyseng, og baby i vores.
Det ser ofte sådan ud – især “H is for hell” er populær, men også selvopfundne klassikere som:”halstørklædet” – hvor hun ligger hen over min hals, og “blerøven” – hvor hun placerer sig med sin mås mod mit ansigt, så jeg kan få glæde af hver en lille vind der slippes i nattens løb.
Godt hun ser så kær ud når hun sover, så man bedre kan leve med hendes søvnakrobatik…

20120120-161838.jpg

06/26/11

Om ro, når man er på toilettet

Min sidste barselsdag er nu forbi, og nu brænder jeg bare et ordentligt vognlæs feriedage af. Ninjaman og pigerne har ferie frem til august også, og det er voldsomt hyggeligt at være så mange hjemme samtidigt.
Jeg sad i fredags og tænkte over at NU var det sidste dag alene med superbaby, og uh – jeg ville savne det – men så skulle jeg på toilettet, og da superbaby jo er en aktiv klatrer, kan jeg ikke efterlade hende alene, så hun kom med mig derud.
Mens jeg sad der, og foretog mig noget som de fleste mennesker helst gør alene, gik det op for mig hvad jeg så glædede mig mest til: at gå på lokum alene! Ja, mine kolleger kan være lidt specielle, men der er ingen af dem der insisterer på at skulle stå klods op af mig, mens jeg skider.
Jeg behøver heller ikke have en magtkamp, hvor jeg maser mine lår hårdt mod sædet, for at hindre at nogen maser en tandbørste under dem, og ned i kummen.
Jeg plejer ikke at måtte klamre mig til toiletbørsten, for at den ikke skal blive brugt som slagvåben.
Det er sjældent nødvendigt at forhindre nogen i at rulle hele toiletrullen ud, mens jeg sidder på tønden på arbejdet.
Det er ekstremt sjældent, at mine kolleger beslutter sig for at sympatiskide mens de krammer mine knæ, og det er vist aldrig sket at de har afsluttet seancen med at mase min hårbørste ned i toilettet.
Så jo – jeg kommer til at savne superbaby i hverdagene, men vil fra nu af i det mindste kunne have nogle mere afslappende toiletstunder.
Er sikker på at mine kolleger er er glade for, at det er den første fordel jeg kan se ved barselsslutning!
(men der er altså også andre ting jeg glæder mig til, bare rolig!)

06/10/11

Om at stå tidligt op

Jeg er så usandsynligt heldig, at have en mand der ikke kan sove videre, hvis han bliver vækket tidligt. Så når vores børn i perioder vågner kl 06, så er det ham der bare står op med dem, mens jeg sover videre. Så kommer han ind ved 9 tiden og synes vi skal bytte, så han kan få en times formiddagslur.
Det har været sådan al den tid vi har haft børn, og er efterhånden så meget en selvfølge, at jeg tit glemmer at sige tak.
Ind imellem sker det endda, at jeg brokker mig over, at køkkenet roder…
Jeg glemmer at tænke på at han stod op kl 6, og har påklædt, affodret og neddæmpet 1-4 unger i 3 timer.
Nå. I dag hoppede superbaby rundt i mit ansigt kl 05.30. Af vanvare skubbede jeg hende over til Ninjaman – men han rullede bare over på siden og hev dynen op over hovedet.

I går stod hun op 04:37, så jeg går ud fra at han syntes det derfor godt kunne være min tur nu, så modvilligt tog jeg babyen under armen og gik ind i stuen med hende.
Er ikke i træning med det der stå-tidligt-op-noget, så huskede at tage ren ble med til babyen, men glemte at tage rent tøj med til mig selv.
Jeg har før brokket mig over, hvis Ninjaman buldrede rundt og ledte efter tøj når jeg sov, så ville ikke vække ham.

Fandt min bh i sofaen(don’t ask) og en halvren nederdel på badeværelset. Lidt tøj er bedre end intet, men jeg går nok ikke ud og tømmer postkasse sådan her!
Nu er klokken 9.

Tre af børnene er oppe, har været i bad, og fået mad og tøj på.
Jeg føler mig som en helt – forventer nærmest et hyldestoptog, blomster, tårevædede takketaler, utroligt meget sex, kram og muligvis en lille pokal eller medalje, kan jeg mærke.
Ligesom jeg jo altid giver ham, når han tager morgentjansen?
Nårh nej – jeg belønner vist bare med brok – må altså se at huske skamros, så jeg fortsat kan nyde mit privilegium!