10/17/19

Bøger til efterårshygge

For første gang nogensinde, er vi taget til Helgenæs i efterårsferien, i lånt sommerhus. 21 gange har vi holdt sommerferie der, men det er første gang vi er der om efteråret, og det er helt surrealistisk at se de velkendte udsigter iklædt helt andre farver end de plejer.

Blæsten rusker det lille hus og regnen trommer på ruderne, men der er ild i pejsen, og te i kopperne – og allervigtigst: vi har pakket bøger nok til os alle fem.

Så dette indlæg handler om gode bøger at læse foran pejsen, for hele familien:

Stephen King “Anstalten” var egentlig en bog jeg pakkede til Ninjaman – der sjældent læser, og derfor skal have noget med meget action i. Jeg nåede dog at læse den før ham, lynende hurtigt, da den er voldsomt spændende! Man følger drengen Luke, der er exceptionelt begavet. Når han er ophidset kan han flytte ting en smule ved tankens kraft, og det er denne evne der en sen nattetime får ham kidnappet. Luke vågner op på “anstalten”, i et værelse der er en kopi af hans eget. Her er andre børn med særlige evner, ligeledes også kidnappede. Der udføres eksperimenter på børnene, med medicin og tortur, og efter noget tid overflyttes børnene til baghuset – hvor ingen vender tilbage fra.

Jeg har altid virkeligt godt kunne lide Stephen King, der er meget mere end bare gys. Han skriver detaljeret og levende, og jeg elsker hans måde at opbygge personer på. Denne bog er ingen undtagelse: både onde og uskyldige personer beskrives godt og gennemarbejdet, og historien er umulig at slippe.

Mine stjerner: 4/5

Tomas Lagermann Lundmes “en rigtig kærlighed” er en poetisk og rørende fortælling, om to mænd der mødes, forelsker sig stormende og etablerer et parforhold, med kat og naboer og gåture. Det er følelserne og det indadvendte der fylder, og selv voldsommere hændelser er underspillede og sart beskrevet. Hvis man er i humør til at fordybe sig, er denne fine lille bog et hurtigtlæst valg.

mine stjerner 3,5/5.

“Grydeklar – godnathistorier der får børn til at smile i søvne” af bl.a Helle Joof og Nikolaj Stockholm er en samling højtlæsningshistorier, far og storesøstre har læst højt for mindstebarnet. De er af lidt varierende kvalitet, men rigtigt mange af dem er gode og sjove. Mindstebarnet og hendes far grinede sig særligt igennem historien om den nærige mand og den om drengen med den store numse. Jeg har ikke selv læst mere end to for hende, så dette er hendes anbefaling:”de er rigtigt sjove, historierne, og jeg kan godt lide tegningerne! Der er mange bandeord, og det er sjovt. Den kan man godt læse for sine børn!”

Hun giver den 4/5 stjerner.

“Arlo Finch”-trilogiens andet bind har vi ventet utålmodigt på herhjemme, næstyngsten og jeg, og vi er halvvejs i læsningen af den. Vi var fuldkommen vilde med første bind, om Arlo, der med sin mor og søster flytter til en øde bjerglandsby og bliver medlem af det mystiske spejderkorps, hvor de lærer magiske ting og krydser over til “de lange skove”, der er en slags magisk parallelverden. De er virkeligt spændende skrevet og vi gav første bind 5/5 stjerner, og denne tegner til at være mindst lige så god. Hvis man har læseglade børn i alderen 11-15 er det her altså godt!

“Valhalla i nye hænder – 40 års jubilæumsalbum” er nok for fans af Valhalla. Det er der flere af os herhjemme der er, men særligt den næstyngste og jeg selv. Vi har læst de fleste af tegneserierne sammen, og fangirler lidt over tegneren Peter Madsen – som vi knapt nok turde spørge om autograf da vi mødte ham. Nå, men dette album er tegnet af forskellige danske og udenlandske tegnere, og der er både historier om hvordan Valhalla serien blev skabt, nye historier med de kendte figurer, og humoristiske nytolkninger. Det er ikke en højtlæsningsbog for nybegyndere, men for os der allerede er fans er det sjov læsning.

 

04/9/19

Om lidt af hvert: zombier, tanker og anbefaling af meget nyttig bog

Jeg kan ofte huske mine natdrømme, der er syrede eksempler på hvor fucked up min hjerne er, når den uden indblanding får lov til selv at vælge emner. Virkeligt en mærkelig  opfindelse, drømme!

(Og bare rolig: det her er ikke sådan et indlæg, hvor jeg detaljeret fortæller om dem, for den slags er sjældent særligt spændende at høre om.)

For tiden er jeg  inde i noget temabaseret: de velkendte, hjertehammerfremkaldende (ja, det er et ord. Som jeg selv lige opfandt) Zombie-mareridt. Jer der har læst med længe, ved at jeg har noget af en zombie-fobi, hvor flugtplaner, overlevelsesstrategier og casting til mit a-team,  hele tiden figurerer lidt i baggrunden af mine tanker. Og jajaja: jeg VED godt at det ikke er en særligt begavet fobi at have, men hvis I bare fik en prøvesmag på nogle af mine natlige zombie-mareridt, ville I også bedre kunne forstå hvorfor den slags sætter sine spor om dagen. Shit, de er scary!

For nogle år siden havde jeg dem hver nat. Der var jeg virkeligt presset, både på job og med alvorlig sygdom tæt på, og det hjalp ikke særligt meget på stressniveau, at vække mig selv med mareridt konstant. Siden da har jeg bemærket, at når den slags drømme dukker op igen, er det fordi der er noget i mit liv der ikke fungerer: noget der er utrygt eller for meget.

Lige nu er det mit arbejde der laver zombier. Jeg er virkeligt, virkeligt glad for mit arbejde helt generelt, og føler endelig at jeg er landet på en god hylde, hvor jeg kan se mig selv være mange år. Sidste år tog jeg jo en uddannelse som billedkunstunderviser, som jeg har undervist i de sidste 5-6 år, og også gør nu. Men det er ikke sikkert at jeg får lov til at undervise i det fremover, da min ledelse ikke er sikker på at de kan lade ikke-fuldtuddannede lærere varetage enkeltfag, og uvisheden presser mig ud i zombiedrømmene igen.

Hvis de siger endeligt nej, er jeg usikker på hvad jeg så skal: om det er mit fag eller en ellers god arbejdsplads der trækker mest. Har ikke meget lyst til at søge videre, men vil også føle mig frarøvet noget vigtigt, ved at stå og se på, mens andre overtager noget jeg er virkeligt god til og glad for.

Det er lidt derfor jeg er blog-stille for tiden, tror jeg, der er ikke så mange ord tilovers, hvor nætterne går med zombier, og dagene med tanker.

Lige med hensyn til zombier, er der heldigvis godt nyt: jeg har fået et anmeldereksemplar af “Den store zombiebog” tilsendt, og den er meget nyttig.


Målgruppen er givetvis børn, og mine mellempiger synes ganske rigtigt også den er virkeligt sjov, med tests og artikler. Jeg synes mest af alt det er godt at den kommer med seriøse bud på hvordan man overlever en given apokalypse – det sparer lidt dag-tænketid ikke at behøve planlægge helt så mange flugtplaner alene.

En solid anbefaling her fra, til Den store zombiebog, der netop er udkommet på forlaget Alvilda. (adlink og anmelderekseplar).
Og så håber jeg at jeg snart får noget vished om arbejdsliv, så jeg kan bruge min hjerne til andet!