03/29/20

Anbefalinger af medrivende bøger til indedage

Her anbefalinger af de bedste bøger jeg har læst den seneste tid, til jer der mangler noget velskrevet at forsvinde i.
Bibliotekerne har desværre stadig lukket, men de fleste af dem jeg anbefaler her findes på bogstreaming-apps, og mange boghandlere sender fragtfrit. Linksene jeg smider ind er til Arnold Busck, der har fragtfrit, og jeg tjener nogle få procenter hvis I køber gennem dem.

“De heldige” af Georgia Hunter.

Bogen er en moppedreng på 475 sider, men jeg fløj gennem den! Simpelthen en utrolig fortælling, baseret på forfatterens families egen historie. Den polskjødiske familien Kurc spredes ved anden verdenskrigs begyndelse for alle vinde for hver især at finde en vej i sikkerhed for rædslerne i de europæiske koncentrationslejre. En tvinges i eksil, en anden forsøger at flygte fra kontinentet, mens andre kæmper for at undgå den visse død ved at arbejde umenneskeligt hårdt i ghettoens fabrikker, eller slet og ret udgive sig for ikke at være jøde. Kurc-familien er drevet af en ubændig trang til at overleve og frygten for aldrig at se hinanden igen, og med kun håb, opfindsomhed og indre styrke som våben kæmper de sig frem gennem nogle af de mørkeste år i det tyvende århundrede.

En varm, varm anbefaling herfra!
5/5 stjerner.

 

 “Ud af ensomheden” af Benedict Wells

Jeg græder kun yderst sjældent over bøger, men denne smukt skrevne lille bog trak tårer adskillige gange. Ikke så meget fordi den er sørgelig, men fordi den også beskriver håb, ensomhed og kærlighed på allerfineste vis. De tre søskende Marty, Jules og Liz mister deres forældre i en ulykke, tilbringer nogle triste år på kostskole, og som voksne svæver de ind og ud af hinandens liv og kæmper mod ensomheden på hver deres vis.
Det er en tæt lille bog, med et vanvittigt fint sprog og en poetisk inderlighed der virkeligt rører en dybt.
Også en stor anbefaling!
5/5 stjerner

“Tabita” af Iben Mondrup.

Romanen følger det barnløse par Eva og Berthel, der er udstationeret i Grønland i 1960erne. Eva forelsker sig i den grønlandske hushjælps to små børn, og før nogen rigtigt fatter hvad der er sket, er børnene blevet adopteret af Eva og Berthel og hjembragt til Danmark. Pigen Tabita har særligt svært ved at passe ind, og kæmper med at forstå hvad der egentlig er sket eller skal ske, og Eva kæmper med at finde sig til rette i rollen som mor, der ikke er som hun havde drømt om.
Det er en barsk, trist og oprørende fortælling, der samtidig er skrevet så utroligt godt at man næsten kan mærke kulden i sin egen krop.

5/5 stjerner også.

“Alle himlens fugle” af Rakel Haslund-Gjerild

Alle mennesker i verden er væk, på nær en pige. Helt alene i verden begynder hun at glemme ordene, mens hun bevæger sig gennem oversvømmede gader i en trøsteløs verden. Intenst smukt beskrevet.
4/5 stjerner.

 

Har I læst noget godt? Så anbefal gerne nedenfor, jeg skal snart have købt lidt flere bøger!

03/28/20

Om humlebier eller søvngængeri

Humlebien – corona-selvisolation dag 16

Jeg vågnede og tænkte på en underlig drøm jeg havde haft: jeg drømte at en høj summen vækkede mig klokken 04. Det var en kæmpestor humlebi der sad på mit sengetæppe. Den største jeg nogensinde havde set. Enorm. Som en lille spurv, nærmest. Jeg hentede en rulle toiletpapir og forsøgte at fange den forsigtigt i det, men den summede så uhyggeligt at jeg slap den. Så mistede jeg den af syne og brugte lang tid på at finde den igen. Lå på maven og gloede under sengen, og løftede alt vasketøjet fra gulvet, før jeg endelig fandt den på min hovedpude.

Fangede den med et låg fra en æske og en bog, men da jeg ville slippe den ud af vinduet summede den igen så voldsomt at jeg tabte både låg og bog ud i haven.

Vågen igen lå jeg lidt og funderede over hvad sådan en drøm betød. Er det corona-hjemmekuller? Hvad symboliserer sådan en kæmpestor summende ting, man ikke kan komme af med?

Så opdagede jeg toiletpapirrullen i sengen, ved siden af hovedpuden. Jeg rejste mig og så ud i haven. Der lå låget og bogen.

Resten af dagen har jeg brugt på at fundere over om humlebien virkeligt var SÅ stor – eller på om jeg bare er begyndt at gå i søvne.

(Fotoet har faktisk ikke noget at gøre med indlægget, men jeg har haft det liggende på min telefon siden jeg fandt det i en artikel om bier der sover inde i blomster. Synes det er så nuttet…)

03/23/20

Om følelsen af at være med i en film og anbefalinger af dystopiske bøger

Hjemmearbejds/hjemmeskoleuge nummer to er i gang, og det går i det store og hele ret fint. Jeg arbejder foreløbigt kun hjemmefra, mens Ninjaman skal på arbejde noget af tiden.

Teenagepigerne synes det er luksus at sove til længere end 06 hver morgen, og alle overholder uden brok en disciplineret “skoledag”, hvor de laver lektier 10-14, mens vi forældre sidder ved siden af og arbejder. Af mangel på anden underholdning laver vi endda ofte flere hyggelige ting allesammen end vi normalt ville gøre: går mange ture, spiller brætspil, eller sidder i samme rum og er kreative med hvert vores projekt. I weekenden malede mindstebarnet således påskebreve, mens hendes far tegnede, jeg skrev og teenagepigerne lavede smykker ud af mærkelige ting. Her barn med malerier:

Og de øreringe hendes yngste storesøster lavede til hende ud af et par miniskateboards, håndmalet med poscatusser:


Men hjemmekuller, og det at der ikke er en reel dato for hvor længe hele verden skal mure sig inde, tager også periodisk bidder af stemningen. Børnene savner venner, og ærgrer sig over ting der bliver aflyst, Ninjaman savner tid alene og jeg savner tid med andre.
Det gode er at der er tid til at få talt ud med dem der får “meltdowns” – i den almindelige travle hverdag er det mest noget med rasende teenager/dørsmæk/ læggen låg på/komme videre, nu har vi rent faktisk tid og overskud til at følge op på hvad det er der trykker. Tror jeg har haft mere tid til at lytte til mine unger en til en den sidste uge end jeg samlet har haft de sidste fire måneder…

Så mine dage er fyldte nok til at jeg ikke lader mig løbe over ende mentalt af de dommedagsscenarier jeg normalt er forfalden til. Mine nætter er derimod en anden sag… jeg vågner hver nat, af mareridt, og bruger den første halve time på at finde ud af hvad der var drøm og hvad der er virkelighed, og forsøge at tænke positive tanker. Ender alligevel altid med at bruge et par timer på tænkte dommedagsscenarier og googling af fotos fra verden, der ikke ligner sig selv for tiden.

Det mærkeligste ved at have en overaktiv fantasi og en veludviklet sortseer-tendens, er at jeg har brugt så mange timer på at forestille mig verdens undergang, at det føles som om jeg havde set alt dette komme. Helt ned i detaljer, der får mig til at føle at vi allesammen er med i en film JEG har skrevet. Må stoppe mig selv i at sige til folk:” velkommen til mit manus! Det er imponerende detaljeret, ikke? Ja, jeg ved godt det føles lidt ubehageligt, men er det ikke interesant at prøve hvordan der ser ud inde i mit hoved? Bare vent – om lidt muterer virussen og vi dør allesammen. Bortset fra zombierne. Dem kan du godt glæde dig til!”

Jeg skyder 100% skylden for alt dette på bøger jeg har læst.
Krimier siger mig ikke meget, og jeg holder mig også fra gysere (bortset fra Stephen King, som jeg altid har haft et blødt punkt for), så benzin til min noia har jeg altid fundet i dystopiske romaner.


Hvis man kan er nysgerrig på dystopigenren, kan jeg særligt anbefale “ Station 11” af Emily st. Mandel (adlink). Fremragende bog!

Romanen foregår 20 år efter at en virus udslettede 99,9% af verdens befolkning, hvor man følger en omrejsende teatertrup, der rejser rundt og opfører Shakespeare stykker for de spredte, små samfund der er tilbage. Omdrejningspunktet for romanen, er skuespilleren Arthur Leander, der dør af et hjerteanfald på scenen, i dagene før pandemien.Bogen fletter på fornemmeste vis livstrådene fra de mennesker der har betydet noget for Arthur sammen, og bevæger sig frem og tilbage i tid, uden at det på noget tidspunkt bliver hverken forceret eller forvirrende.Bogen er skrevet i et smukt sprog, og efterlod mig flere gange med en klump i halsen, berørt over de ting mennesker gør for og imod hinanden.“Station 11” er tankevækkende, uhyggelig, smuk og fuld af håb, og jeg kan ikke anbefale den nok.

Af andre skræmmende, men gode, pandemi-romaner kan jeg anbefale:

“Som pesten” af Hanne-Vibeke Holst, der er meget realistisk og omhandler hvordan regeringer, almindelige mennesker og medicinalfirmaer håndterer en pandemi og Madaddam trilogien af Margaret Atwood, der foregår i en fremtidsverden med kun få overlevende efter en virus.
Men hey – hvis I har tendens til dommedagstanker som mig, er det måske ikke lige de bøger I skal læse! Jeg vil snarest lave et bogindlæg, om bøger man kan forsvinde ind i, på den gode måde.
Pas på jer selv derude.

03/17/20

Om forsøg på ikke at gå i zombie-panik

For en som mig, der altid bruger bare en smule af min tankevirksomhed på at forberede mig på værst-tænkelige-scenarier og zombieapokalypser, er corona-krisen ikke just befordrende for nattesøvn.

Og man kan ikke undgå at tænke på det – det hele handler jo om corona, i en grad hvor selv hundelegetøjet ligner coronavirus-forstørrelse:

Jeg skal virkeligt tage mig selv hårdt i nakken for ikke at blive overdramatisk og bekymre mig om sårbare mennesker jeg holder af – men udover nogle enkelte nætter, går det rent faktisk overraskende godt. Måske fordi jeg synes der er noget trygt ved at myndighederne tager det så seriøst, og vi forhåbentligt kan lykkes i fællesskab med at få smitten til at brede sig langsomt nok til at sundhedssystemet kan følge med. Godt vi allesammen er så gode til at holde os for os selv, det kan i sidste ende gøre en stor forskel!
Jeg tænker på jer der knokler med at holde Danmark kørende – hospitaler, supermarkeder – og er taknemmelig for at I findes.  Vi der sidder hjemme, og passer jobs fra sofaen mens vi forsøger at motivere egne børn til hjemmeskole, kan måske også godt bruge følelsen af at være til nytte for andre, selv lm vi ikke trækker de tungeste læs – så her er et par forslag:

Lav et minibibliotek:

Det eneste jeg havde lyst til at hamstre, var biblioteksbøger. Nåede det desværre ikke, og tænkte at der måske var andre bog-desperate typer end mig derude, så jeg har bygget mit eget bibliotek foran min havelåge.

Det er ikke kønt – men det virker!

Fyldte det med ca 40 bøger og et par film, og allerede nu er de fleste af dem blevet snuppet og folk har lagt andre bøger, film og spil derind. Jeg bruger alt for meget tid i mit vindue på at sidde og skæve ud på vejen, for at se på hvem der kigger i mit bibliotek.

Køb ind for nogen, der ikke selv kan:

Vi bagte en masse små brød, og hang dem på dørhåndtag hos ældre mennesker på vejen, vedlagt breve om at de bare kunne ringe hvis de ville have hjælp til indkøb. Hvis man har mere overskud end det, så har Røde kors også organiseret en kæde af folk der hjælper andre.

Arh, det her indlæg var lidt tyndt, I know! Skal lige i gang med at skrive igen. I morgen vil jeg lave et indlæg med anbefalinger af hvad man kan underholde sig med, uden at behøve forlade sin matrikel.
(Hvis man har anbefalinger af serier, så skriv dem gerne til mig, så samler jeg dem.)

03/11/20

Guide: tips og tricks til fejring af nonfirmation, konfirmation eller 15 års fødselsdag

Indlæg indeholder reklame – jeg har samarbejdet med Just serve it, Paperdeluxe og “My selfie”, men min begejstring for deres koncepter er – som altid – oprigtig.

I lørdags fejrede vi at dette lillebitte menneske har været vores i 15 år, med en fantastisk fest – helt som hun drømte om. Mine børn tror ikke på Gud og vil derfor ikke konfirmeres, så i stedet har vi valgt at gå all in på fejring af deres 15 års fødselsdage.
Vi har brugt timer på at tale frem og tilbage omkring menu, pynt, underholdning mm, og endte med et koncept der holdt 100%. Nedenstående er en opsummeret guide, til inspiration.

Pynt af lokale, borddækning m.m.

Jeg har ikke den store æstetiske sans, og som jeg før har skrevet om, ender fester vi holder oftere i “crazy” end “classy”, rent oppyntningsmæssigt. Det var dog det der var allervigtigst på den 15 åriges liste: de lånte klasselokaler skulle ikke ligne klasselokaler, men trylles om til noget lyst og lækkert, med naturfarver, grønne planter og strejf af guld.

Hun bombarderede mig med inspirerende pinterest billeder, og jeg blev helt svedt ved tanken om hvor jeg kunne finde de ting.

Heldigvis fik jeg tilbudt samarbejde med en webshop der har ALT til fest: Paperdeluxe, hvor den søde ejer Betina har været den vildeste hjælp med at foreslå pynt der passede. Det kan VARMT anbefales at kunne sidde derhjemme i ro og mag og planlægge den slags ud fra en webshop med sådan et stort udvalg, istedet for at fare rundt og spontanshoppe alt muligt crap i tusind forskellige butikker.

Barnet valgte hvide duge på ruller,grove bordløbere, konfettiballoner, træskiver til at sætte lys påhjertekonfetti, og rundt omkring i baren og de andre rum stod der brandsikre lanterneposer med fyrfadslys og fra lofterne hang der rosetter og pompoms i hvid og guld. Superfint, ikke særligt dyrt – og ingen af rummene lignede klasselokaler!

Vores have blev tømt for efeu, der pyntede på borde og lamper, og bordkortene lavede fødselarens søstre i selvhærdende ler.

Baren blev pyntet med rosetter, pompons og lys:


Underholdning

Sidste år var vi til en fest hvor der var en selfieboks – hvilket var den bedste kombi af sjov underholdning og gode minder. Jeg havde personligt meget, meget svært ved at styre mig selv, og fik taget pinligt mange kiksede selfies.

For at give fødselsdagsteenageren en grund til at krumme tæer over sine forældre, besluttede vi os for at leje en boks fra “My selfie”.  Det var en kæmpesucces, hvor folk fik bondet på kryds og tværs.

Jeg kan ydermere glæde mig over ikke længere at være den der har sværest ved at begrænse mig med en selfieboks – se fx min ven Marens Instagram for billeddokumentation af hvor entusiastisk hun fik brugt den.
Det var supernemt at bruge My selfie boksen: den kom dagen før festen, i en smart kasse med gode brugsanvisninger så selv os teknik-analfabeter kunne få den nemt op at køre; under festen blev fotos transmiteret til en storskærm, og efter festen delte jeg link med gæsterne, så de selv kunne hente billeder ned. Og vi har nu 300 fantastiske selfies som minde om dagen. Varm anbefaling – alle pengene værd!

Drinks til festen

Siden jeg for snart fem år siden sendte min mand og vores nabo på cocktailkursus, for at de kunne være bartendere til min fødselsdag, har cocktails været en fast bestanddel af vores fester.

Altså: intet smager bedre, så hvorfor overhovedet drikke andet?

Problemet med cocktails er bare at det er tidskrævende, fedter og ikke alle er lige gode til at blande drinks. Så da vi hørte om “Just serve it” var vi helt på! Konceptet er helt genialt:
1. Man bestiller en lille kasse med smagsprøver på de varianter man overvejer. Bestiller man derefter noget, er smagekassen gratis.
2. Færdigblandede drinks, smarte glasdispensere, isterninger, sugerør, skåret frugt og andet pynt afleveres direkte til festen
3. Hæld drinks og pynt i glasdispensere, og lad folk selv tappe lækre færdigblandede drinks.

Flot bar, ikke? Vi havde valgt alkoholfri thai lemonade og masser af Virgin mojitos til børnene og de unge, og Pina colada, passionsfrugt daiquiri og “korean kick” til de voksne. Vores gæster var helt vildt begejstrede, og baren var et velbesøgt sted. Prisen er sølle 25 kroner pr cocktail, og de smager mindst lige så godt som når vi blander dem selv – vi skal bare for en masse indkøb og tidsforbrug.

Just serve it har lige nu 22 forskellige cocktails med alkohol i sortimentet, og et væld af alkoholfri varianter også, så der er noget til hver en smag og anledning.

Hjemmelavet mad

Vores budget til mad endte med at være ikke så imponerende – her vil jeg så anbefale min veninde, Pernille, der var en mester til at organisere mine børn i samlebåndsarbejde, så vi selv fik lavet koreansk bulgogi. Det er tidskrævende, men lækkert og ret billigt. 
Barnets lillesøster bagte alle kager selv: cookies, chokoladekage, æblekage og cupcakes. Hun bagte to kager hver weekend op til, og frøs dem ned.
Mine favoritter var de her nuttede kaktuskager:

Adspurgt om hvor hun var blevet inspireret til dem, replicerede hun tørt:”de passede til hendes personlighed…”

Gaver til nonfirmation/konfirmation

Jeg synes selv det er lidt kedeligt at give pengegave, men er med på at det ofte er det teenagere ønsker sig mest. Selv plejer jeg at rose mig selv for at være kreativ nok til at folde sommerfugle ud af pengesedlerne og hænge dem på en plante.

Det vil jeg ikke prale af længere, efter at have set hvor sejt det kan gøres – mit barn fik fx dette flotte akvarium, med pengefisk:


Sandet er sukker, og de står på en pind i modelervoks.


Eller klædeskabet – beklædt med fotos af barnet som lille, og fyldt med pengetøj:


Nå, håber I – der står foran at skulle afholde teenage-fejringer –  kan bruge tipsene her til noget. Det var ihvertfald en fantastisk fest, som jeg stadig bliver helt glad over at tænke på.

 

03/5/20

Om orkanens øje

(Coronadagbog – 7 dage før Danmark lukkede ned)

Nyhederne koger over af frygt for pandemi, og byer i fx Italien er i lockdown. Da vi handlede ind til ugen ville jeg have haft købt håndsprit. “Alt udsolgt – folk hamstrer!” var beskeden i fire butikker. Det fik mig til at hamstre lidt. Bare en smule. Toiletpapir, selv om vi ikke manglede. Mere pasta end vi normalt køber. Tun. 

“Man kan leve lang tid på tun” sagde min mand, da vi slæbte de fyldte poser hen mod bilen.

På pladsen i centeret spillede en gruppe gamle mænd jazzmusik. 

De spillede “when the saints” da vi gik forbi dem, og noget ved det fik mig til at tænke på Titanic, og musikerne der spillede mens skibet sank.

02/26/20

Om at holde taler

I går var der ingen børn hjemme da jeg kom hjem, så jeg satte mig for at skrive en tale til næstældstebarnets 15 års fest om kun en uge.
De fleste jeg kender går ud fra at jeg er sådan en der elsker at holde taler – måske fordi jeg både taler og skriver meget – men jeg hader det ret intenst og smyger mig altid udenom hver gang det foreslåes at jeg “da sikkert sagtens kan finde på en lille tale”. Jeg har kun gjort det de få gange hvor det har været helt mærkeligt at lade være eller jeg har haft noget ægte på hjerte.

Det her er en af de situationer: jeg synes det er vildt og magisk og fantastisk at fejre endnu et af mine børn der bliver næsten-voksen, og jeg vil gerne sige noget der er sjovt og rørende og udtrykker hvor glad jeg er for at være blevet hendes mor – men det er simpelthen så svært at finde balancen i sådan en tale. Ved godt hvordan en dårlig tale ser ud: dem hvor taleren kun taler om sig selv, eller dem hvor taleren giver et tørt referat af hovedpersonens liv, og det er megasvært ikke at snuble i en af de versioner. Har jo trods alt kendt hende hele hendes liv, og føler mig relativt vigtig i det – så jeg sad bare og skrev sætninger jeg slettede igen.

Istedet bladrede jeg gennem alle de tusindvis af mapper med fotos på computeren, for at finde et muligt alternativ til taleskrivning – og faldt totalt i staver.

Arh, men se lige: 

Fire årig nutteberg, med sin lillesøster lige ved hånden. Som de altid har haft det sammen. Tusindvis af fotos af de to, med hinanden i hånden, sovende i klump, eller grinende over et eller andet, som kun de forstod. Selvfølgelig er der også lige så søde fotos af hende med de andre søstre, men her var det lige mellempige-symbiosen der slog mig helt ud af rørelse.

Alt hvad jeg skrev efter en times neddykning i mindefloden blev fuldstændigt oversukret sentimentalt – sirup drivende ned over siderne. Slettede det hele, og var meget opgivende da yngste mellempige kom hjem.

“Årh, slap da af!” Bed hun min jammer af , mens hun flåede min computer til sig “hvor svært kan det være?”

Ret svært, viste det sig, da hendes bløde side også smeltede ud over det hele af gamle fotos. “Fuck, hvor er vi nuttede! Hvordan kunne i holde til det?”

Så nu er jeg cirka lige så langt væk fra en færdig tale som jeg hele tiden har været – men i det mindste har jeg fundet ud af at jeg ikke er den eneste der kan gå i selvsving over hvor nuttede mine småbørn var.

Klagede min nød over hvordan nuttede småbørnsfotos havde distraheret mig fra taleskrivning til en kollega i dag. Hans svar var:”ja, men det er bare fordi man glemmer hvor klistrede og snottede den slags børn er meget af tiden, og kun ser på hvor søde de ser ud på fotos.”

Det lød rigtigt nok, lige indtil jeg kom hjem og faldt over en stribe fotos, hvor man tydeligt kan se hvor klistrede de var:

Klistrede, men nuttede. Jeg får aldrig skrevet den tale…

02/21/20

Om svimmelhed og festplanlægning

Forleden nat lå jeg endnu engang og bekymrede mig om ting, mens jeg vendte og drejede mig i sengen – søvnløshed er en af mine spidskompetencer. Pludselig snurrede min seng mange gange rundt, og det blev den ved med at gøre hele natten.

Om morgenen sygemeldte jeg mig, da jeg ikke kunne tage strømpebukser på uden at dejse om, og ringede til min ørelæge-moster, der mindede mig om at det er noget jeg har haft før. Løsrevne øresten, der rutcher rundt og fucker med balanceevnen.

Sidst jeg havde det, dinglede jeg rundt med det i ti dage før jeg kunne få en tid hos ørelæge der kunne fikse det – man fikser det ved at dreje hovedet på bestemte måder og holde det, mens det hele svimler rundt. Denne gang sendte ørelægen mig links til øvelserne på YouTube, og hvis bare jeg ikke laver alt for pludselige bevægelser, har jeg det helt fint allerede.
Eneste minus er dog min mands irriterende “have en skrue løs”-onkel humor jokes, men da jeg er afhængig af hans hjælp til at udføre øvelserne, har jeg endnu ikke kvalt ham for det.

Om tre uger holder vi en stor fest for den næstældste, der fylder 15. Sådan en slags konfirmations-erstatning. Jeg burde forberede en hel masse, men kan ikke så længe det svimler. Det eneste der er ved at være helt styr på, er bordkortene som vi har lavet i ler:


Barnet vil gerne have hjemmelavet koreansk mad til festen, men da vi ikke ved om alle kan lide det, ville jeg supplere med nogle thailandske kokosretter. Er der tilfældigvis nogle af jer der ved om den slags kan laves nu og fryses? Eller har gode opskrifter? Så bare smid dem efter mig, kunne virkeligt godt bruge noget inspiration!

02/18/20

Om store børn, der vokser fra legetøj

I vinterferien insisterede mine børn på en tur i Ikea for at brænde de fire gavekort på hver 150 kroner af, som de havde fået i julegave. Da de var mindre var det postkort og plastikblomster de gik efter, denne gang var det urtepotteskjulere til de mange planter de selv laver ud af stiklinger, pudebetræk og de to yngste insisterede på at få et gardin til at dække indgangen mellem deres delte værelse. Værelset er allerede delt af en høj reol, men det var åbenbart vigtigt at have et gardin i mellemgangen og en aftale om at banke på reolen hvis man vil igennem.

Det ser sådan her ud, fra hver sin side:

Det øverste er fra den 13 åriges side og det nederste fra hendes ni årige
lillesøsters


Jeg forudså, sortseeragtigt, at aftalen om at skulle banke på inden man vadede gennem hinandens del af værelset ville føre til skænderier, men foreløbigt går det ret godt med det.

Hvad jeg ikke havde forudset var hvordan yngstebarnet blev grebet af indretningsiver efter st have fået sat gardin op, og med tre hjælpsomme storesøstre fik rykket sit værelse om til det de kaldte et “store-pige-værelse”. I den slags er der ikke legetøj, og med en overraskende stor klump i maven, så jeg dem folde flyttekasser ud, og putte alt den ni åriges Playmobil ned i dem, for derefter at bære dem i kælderen.
For et års tid siden krisede jeg over samme barns pludselige afvisning af godnatsange. Jeg håber hun kan lokkes tilbage til legetøj lidt igen, ligesom hun kunne med godnatsange. Både fordi hun går glip af en masse ved at holde igen med at lege allerede, men mest af alt fordi jeg altid har syntes det allerallerbedste ved at have børn er at sidde og smuglytte til hvad de leger. Kæft, det er underholdende!
Måden de forhandler på om legens præmisser, hvem der finder på hvad, og de mange sjove replikker deres playmobilmennesker har.
Min favoritreplik er for tre år siden, hvor mindstebarn og veninde legede med playmobilprinsesser og taktfast messede:” DRIK, DRIK, DRIK!” mens de legede at prinsesserne holdt fest. Bagefter kastede en af prinsesserne op.
Jeg ved ikke lige hvor de fik det fra, at druk-gruppepres er en obligatorisk del af fester – men håber da jeg kan få taget den holdning fra dem inden de bliver 16. Hvilket jo føles som lige om lidt…

Nå, men store-pigeværelset ser nu sådan ud, med en hel masse gulvplads – der frister til lege.

Dagen efter storepigeværelse sad jeg i stuen og læste, mens jeg lyttede til mellempigerne – store halvvoksne på 13 og næsten 15 – der syede et par shorts til hunden. Helt fjollede, og med replikker som:” Winston, du er den værste model jeg har syet til, i mine 27 år som syerske!” gik det pludselig op for mig at man ikke behøver være helt færdig med at lege, bare fordi man ikke har noget legetøj. Hunden finder sig tålmodigt i alle former for påklædning, og ventes også at blive begejstret for de røde shorts. Når de er syet færdig – han er ikke god til at stå stille når han skal måles.

Da deres far derefter kom ind og talte til samme hund, som om hunden var en iværksætter der prøvede at sælge 10% af sin virksomhed der solgte kærlighed og han selv var en “løvens hule”-investor der skulle overbevises, blev jeg rolig igen.
Der bliver ikke nødvendigvis kedeligt, bare fordi min kælder er blevet at par kasser legetøj rigere – der er stadig rigeligt med gak i store børn og halvgamle mænd som jeg kan underholde mig med!

02/9/20

Om patvaser – en vinterferieaktivitet

For et års tid siden så jeg at Folkehuset Absalon havde kurser i at lave brystformede vaser. Jeg fik straks en veninde med på at vi da skulle på sådan et kursus sammen, men vi nåede ikke at få plads.

Mine kreative børn mente at vi sagtens kunne lave nogle selv til min veninde, og lige siden har vi produceret et hav af vaser, også sammen med venner, eller til kreative formål som polterabends og værtindegaver. Det er uden tvivl verdens bedste og mest upassende værtindegave!

Jeg spurgte på et tidspunkt en af teenagepigerne om vi ikke skulle tage overskydende vaser med på et loppemarked eller lignende til sommer. Svaret var et opgivende:”Øh nej. At sælge brystformede vaser med sin mor, er ret meget social suicide…”

Så det gør vi åbenbart ikke, men fine er de:

Vi har vinterferie denne uge – jeg har to korte dage på arbejde midt på ugen, men ellers skal vi ikke en skid. Udover at gå en tur i går, lavede vi ikke andet end at stene realityprogrammer – mellempigerne opdagede at der lå gamle sæsoner af Robinson ekspeditionen på en eller anden streamingtjeneste, og selv om jeg troede at jeg hadede den slags tv, er det sært fascinerende. Kan dog ikke sidde og se på det uden at lave andet imens, og da min familie længe har skældt mig ud over altid at sidde med mobil når vi ser fjernsyn, hev jeg ler frem.
Det tiltrak børn, og inden længe var vi tilbage til den gode gamle patvasefabrik, mens vi så på voksne mennesker der tudede og backstabbede hinanden på en øde ø.

Balder fungerer lige så godt som babser, iøvrigt.

Jeg tænkte at I sikkert gerne ville have et vinterferietip om hvordan man laver dem? Det er ret nemt.

Sådan laver du vaser med babser:

Man skal bruge:

– tomme syltetøjsglas

– selvhærdende ler. Fåes fx her
 – en skål med vand

– en kagerulle

– maling

Sådan gør du:

Rul leret tyndt ud og sæt det rundt om syltetøjsglasset. Ikke for tykt. Glat det med vand på fingerspidserne. Brug gerne lang tid på at få det pænt.

Form to nogenlunde store kugler til bryster. De skal gøres fladere oppe i toppen, så de kan sættes fast med vand. De kan være lange, runde, spidse, skæve – alt ser godt ud.
Husk en fladtrykt cirkel som brystvorte, med en lille dut på. Glat sammenføjninger med vand på fingerspidserne.

Lad dem tørre et sted der ikke er for varmt eller koldt – altså ikke oven på en radiator eller ude i kulden. De kan males efter et lille døgns tid. Mal gerne mange lag, det hjælper mod krakeleringer.

God arbejdslyst!