07/26/19

Om Flying Superkids – en anbefaling

(Inviteret, men ubetalt, ægte begejstring)

For nogle år siden var vi inviteret til Flying Superkids show, og jeg skrev her om det.  Kort efter fik deres far at vide at han havde kræft, og børnenes store ønsker om at gå til springgymnastik blev nedprioriteret, og til sidst glemt.

I går var jeg med til forpremieren på Flying Superkids shows i København, medbringende to 9 årige, to 12 årige og en 14 årig (tre af mine, og to kusiner), og nu er gymnastikdrømmene blevet skruet helt op på max igen, og jeg har brugt morgenen på at undersøge gymnastikklubber i nærheden, mens mindsteungen og mindstekusine har underholdt mig med et udvalg af hulahop og kolbøtteopvisninger.

Det var nemlig SÅ fedt stadig, det show – endda bedre end jeg huskede, og jeg var ellers også positivt overrasket sidst.

Området på pladsen foran, fyldt med trampoliner, forhindringsbane og andet sjovt fik mindstekusinen begejstret til at sige:”selv hvis showet ikke er godt, så har jeg allerede givet det tre stjerner bare for det her!”, og også de store smed hæmningerne og hyggede sig voldsomt.


Vi fik en rundvisning backstage, og et indtryk af hvordan det er at være 26 gymnastikunger på tur sådan her. “Det er ligesom det allerbedste ved en lejrtur – og så bare med nogen der klapper af en hver aften!” opsummerede mellempigerne det misundeligt, og det var præcis det indtryk jeg også havde: at det først og fremmest er megahyggeligt.

Og samme indtryk gør sig gældende for forestillingen og er hele charmen ved det: det er ikke kunstigt showagtigt, men ægte glæde, kammeratskab og glæden sig over andres succeser, der løfter hver eneste flot udførte nummer op til noget man bliver glad i låget af at se på.

For ja – de er dygtige, de børn. De kan synge og danse, springe, hoppe, fjolle, stompe og hulahoppe imponerende godt og velkoreograferet, men de ældste piger og jeg var enige om at det var følelsen af hvor hyggeligt de havde det, der gjorde forestillingen ekstragod.

Mindstepigerne, på ni år, stod ivrigt i kø til autografer bagefter, helt overvældede af imponerethed., og fantaserer begge om at lære at snurre 120 hulahopringe, ligesom en af de seje superkids kunne.

Mine unger opsummerer det sådan her, direkte citater:

De to ni årige, nogenlunde i kor:” Altså: ALT var godt! Jeg kunne bedst lide der hvor de lavede en pyramide. Og der hvor ham den store dreng løftede de små. Og også der hvor de sådan kastede sig over en stang allesammen. Og hulahopringene med lys! De var SÅ dygtige! Og legepladsen var SÅ sjov! Vi prøvede forhindringsbanen 100 gange måske.” De giver forestillingen 5/5 stjerner

De tre store kunne godt lide tanken om hvordan det må være at rejse rundt med shows på den måde; og at have kammerater i alle aldre, og talte om det hele vejen hjem. De blev enige om 4/5 stjerner, og syntes børnene var virkeligt dygtige og showet var konstant underholdende.

Så ja – dette er sådan set bare en ægte og meget dybfølt anbefaling: sidder I og keder jer i sommervarmen, så er det her en oplevelse børnene vil kunne mærke længe! En biograf eller tivolitur er hurtigt glemt igen, hvor det her er noget der inspirerer på en helt anden, længerevarende, måde.

(Man skal bare kunne leve med den ret store sandsynlighed for at man er nødt til at finde en gymnastikklub bagefter til de børn man har med!)

07/25/19

Om praktiske vasketøjstips, til børnefamilier

Altid vanvittigt velskrivende Karoline, skrev dette indlæg, om ting hun ikke fik gennemskuet i løbet af barselsorloven. Selv om det føles som en menneskealder siden jeg selv var på barsel sidst, fik Karolines indlæg mig til at smile og mindes fuldstændigt samme tanker.
Det der med vasketøj ramte mig særligt, for HOLD OP, hvor er det også lige det der irriterer mig mest ved at have børn – og i særdeleshed mange af dem: mængden af vasketøj er jo altid fuldstændigt ude af kontrol, med konstante bunker af tøjfordeling man er bagud med!

Vi har altid insisteret på at pigerne selv lagde tøj i deres egne skuffer, så det med foldningen har ikke været det store issue (de har selv måttet om hvor krøllet de ville have det), men at fordele rent vasketøj i de rette seks bunker er mindst lige så stort arbejde, og medførte altid uoverstigelige bunker. Jeg kan aldrig huske hvem der ejer hvad, og må stå og læse på størrelserne for at fordele det rigtigt – hader det!

Vores hjem så konstant sådan her ud, i al den tid pigerne var små, med poser af rent tøj overalt:
For slet ikke at nævne sokkebjerget.
Men nu, efter at have været mor i over 17 år, har jeg endelig knækket koden – fundet vasketøjs-sisofysarbejdets endelige udrydningsplan – og hvor kedeligt det end kan lyde, er jeg nødt til at dele det med jer.

Hemmeligheden er her:


Tada! En kurv pr beboer i husstanden.
Tricket er at lave en lynhurtig uddeling af rent vasketøj direkte fra tørretumbleren, så det aldrig når at vokse os over hovedet. Foreløbigt har det fungeret helt upåklageligt i næsten et år, og endda uden de store gniderier. Pigerne må selv om de vil fordele tøj i egne skuffer, eller tage det direkte fra egen kurv, men når der kommer top på kurv, skal de putte det i skuffer.

Så ja: et vasketøjstip er det eneste jeg kan byde ind med i dag, med efterferiehoved – til gengæld er det et ret godt tip, i al beskedenhed.

Har I andre gode tips til familielogistik? Så smid dem bare her, til inspiration – jeg har ikke løsninger på andet.

07/16/19

Om søvnløshed, ansvar og globetrotteri

Søvnløshed har, som også før nævnt, været en forhadt jævnlig gæst hos mig, siden jeg var barn.  Som regel kan jeg godt mærke når det er en af de nætter på vej, og en flig af et problem/dilemma/frygt ikke kan slippe tankerne før sengetid, og i nattens løb så kommer til at galopere i båndsløjfe gennem mit hoved, som en flok destruktive næsehorn, der får støvskyen af dumme tanker til at tårne sig overdrevent stort op bag sig.

Nattens støvsky, handlede om noget der burde være ren glæden sig: en uventet udenlandsrejse, for mig og pigerne. Selv her i dagslys, hvor støvskyen har lagt sig, kan jeg stadig høre næsehornene, for vi efterlader såret mand hjemme med hunden. Og det er den del der fyldte i nat.

Vi kan ikke helt finde den vanlige sommerferie-lave-ingenting-zen-ro herhjemme. Kun i glimt, der hele tiden slettes når en af os snubler over en skærm og forsvinder ind i den, eller når vi bare spreder os ud på den plads vi har ekstra hjemme, istedet for at se på pæne udsigter eller andet sommerhusagtigt.

Ninjamans ben bedres ikke hurtigt. Han sover ikke mange timer af gangen, fordi det gør ondt, og sjatsover om dagen. I et par dage gav han efter for en urealistisk plan om at køre i sommerhus fire dage senere, med mange pauser indlagt i turen. Pigerne tog skuffelsen pænt, da han måtte erkende det ikke blev muligt, men han blev ked af at føle sig skyld i at sommerferien mere føles som en standard-weekend i år,

I næste måned får han en bonus oveni sin løn, for ekstra-udførte opgaver på jobbet. Vi havde ikke tænkt os at røre de penge, men ville have dem stående til nødsituationer. I går insisterede han på at vi brugte dem på forhånd, på at pigerne fik oplevet noget andet end de plejede, så han kunne slappe af og hele, med bedre samvittighed (og uden at høre på børn der skændes).

Før jeg helt havde fattet det, havde vi købt billige billetter og lejet en lille lejlighed i Barcelona. I fire dage. Til kun os fem.

Selv om jeg godt ved han er oprigtigt glad over at vi skal opleve noget andet, og nok også ser frem til ro, føles det helt forkert at tage på familieferie, uden hele familien. Den tanke galopperede sig ret stor inde i mit hoved i nat, og blev fulgt op af tanker om at jeg da ikke kan finde ud af at rejse alene med fire børn; og ubehag over at have brugt alle nødsituationspenge, på en egoistisk ferie. De få timer jeg endte med at sove, drømte jeg om at løbe rundt i en lufthavn uden at kunne finde først flybilletter, så børnene.

Vi har to dage til at vaske tøj og pakke; fylde køleskabet med lækre færdigretter til den syge; og komme på biblioteket og printe billetter ud. Når pigerne vågner, vil vi vise dem billeder fra dengang deres far og jeg var i Barcelona sidst. Det var i de ens frisurers æra.

Vi var studerende dengang, og jeg kan se på billederne at vi brugte de fleste dage på at sidde og tegne i Park Guell. Den aktivitet pakker jeg lige farveblyanter til også, så pigerne kan have tegninger med hjem til ham.

Kan mærke jeg begynder at glæde mig lidt, når jeg ser billederne, selv om jeg savner ham på forhånd og virkeligt ville ønske han skulle med. Håber han heler hurtigere i ro, så vi kan nå en smule ferie som han kan deltage i, inden den slutter,

07/9/19

Om aflyste planer, thaibokseskader, og hjemmeferie

Da ungerne var små, arbejdede vi begge deltid, pengene var minimale, og vi begyndte på at bytte vores lille hus ud med lånt sommerhus på Mols, hvor vi ikke lavede noget der var mere eksotisk end at slå smut og male på sten. Selv om vores økonomi er meget bedre nu, og vi nok reelt godt kunne få råd til en billigere udenlandstur hvert år hvis vi sparede op, er der stadig ikke noget vi hellere vil, end roen og lyset og tiden sammen, på velkendte Helgenæs.

21 år i træk, hvor sommer er lig med lige akkurat den plet Danmark.(Har før skrevet om det bl.a. her). Sært nok, har vi aldrig været der på andre tider end året, og jeg kan slet ikke forestille mig hvordan der ser ud uden for Juli måned. Om det overhovedet eksisterer?

Selv om de største af pigerne for to år siden begyndte at knirke over at de syntes det var for længe at være væk fra venner HELE sommerferien, og vi sidste år derfor måtte undvære Ældstebarnet halvdelen af tiden, og istedet have en dele-veninde med til mellempigerne, så elsker de også stedet.

Mindstebarnet og jeg brugte meget tid i Madrids hede, på at savne de andre og glæde os til sommerhus. Glæde os rigtigt meget, til alle de velkendte steder og udsigter. Luftig brise. Køligt vand. Gåture. Ingen wifi, så man falder ikke i isoleringsfælden, men laver ting sammen (mest os voksne der glæder os til den del, hvis jeg skal være ærlig).

Vi kom hjem til noget, der ligner en aflysning af sommerferie…

Ninjaman har gået til thaiboksning de sidste 7-8 år. En ekstremt voldelig kampsport, der har givet ham en del knubs, men han har et psykisk belastende arbejde og har brug for at kunne lukke en masse energi ud. Og så giver det jo umanerligt pæne mavemuskler, så jeg har valgt ikke at klage over de blå øjne der indimellem er kommet med hjem. Også selv om de  har stået lidt i vejen for fx fødselsdagsoverraskelser.

Før han fik konstateret kræft trænede han op til at bokse en rigtig kamp, og kom derfor oftere hjem med småskader, men det er først for nyligt at han er begyndt at træne igen, og han tager (en lille smule) mere hensyn til sine mange operationsskader, og træner ikke så hårdt længere. Alligevel havde en ny ung fyr i klubben misforstået konceptet: sparring, ikke kamp, og havde slået og sparket alt, alt, alt for hårdt, da han var til træning, den dag vi tog til Madrid.

Ninjamans ben er et stort sort mærke på grund af blodansamling, fra tå til balde; kan ikke bøjes; og gør rasende ondt. Han har været sengeliggende og på krykker siden (med mellempiger som søde sygeplejersker, madlavere og hundeluftere, mens mindste og jeg var i Madrid, og den store på Roskilde festival).

På hospitalet sagde de at det kunne tage mindst 2-3 uger, før det blev normalt, og at det skal have meget ro, Da han ikke kan sidde, kan vi ikke køre bil, og kom ikke afsted i går, som planlagt – og kommer det måske heller ikke.

Virkeligt synd for ham – og ja: han har udmeldt sig af klubben, og skal finde en anden sport at lukke damp ud på. Jeg har foreløbigt foreslået kalaha-turneringer, skakklubber, synkronsvømning, men det var ikke lige det.

Men også synd for os allesammen, der ikke rigtigt kan finde feriestemningen frem. Der er foreløbigt gået wifi-misbrug og småskænderier i det, og jeg skal oppe mig lidt for at finde på noget der føles ferieagtigt for mig og de tre mindste, men ikke koster noget særligt.

Foreløbigt er det blevet til samvær med fætter og kusiner, og en gåtur inde i byen, med halvdårlig samvittighed over at skadet mand lå alene hjemme og gloede.

På biblioteket lånte jeg et bjerg af højtlæsningsbøger, så vi kunne kombinere feriestemning, med at være hjemme. Fandt der denne bingoplade, hvor man kan læse forskellige steder:

Hvis præmien blev en biftur, var der nogenlunde tilslutning til den – nogle af børnene med mere begejstring end andre, men alle med på den.

De har endda bygget en hule til formålet, og sovet i den i nat:

Indtil videre kan jeg kun høre tydelige netflix-lyde fra hulen dog, men intentionen var altså at vi også lille læse.

Så nu får læseferie en ny betydning, mens vi krydser fingre for at stakkels skadede mand måske bliver oppegående nok til at blive tranporteret til Helgenæs om en uge eller to.

Er der nogle af jer der har tips til hvordan man får hjemmeferie, til at føles ferieagtigt, mens vi krydser fingre og venter?

07/4/19

Børnebogsanmeldelser: noget om hunde, cikader og tweens

(Nogle af bøgerne er anmeldereksemplarer, adlinks)

I rette tid til ferien, kommer her en stak børneboganmeldelser, som mindstebarnet (8 år) og jeg har læst sammen.

”Hundemand – loppernes herre” Dav Pilkey
Jeg tror mit barn glædede sig næsten lige så meget til at komme i gang med at læse den nye Hundemand-bog, som hun gjorde til resten af ferien. Bogen var pakket i hendes håndbagage, klar til at læse allerede i flyet.

Hundemand er en virkeligt fjollet tegneserie, om en betjent der har fået syet et hundehoved på; den onde kat Pjevs og Pjevs’ nuttede killingeklon – og en masse mærkelige ting med skrumpesprays, robotter, mærkelige opfindelser, bøvede betjente vend-o-rama slåskampe, hvor man bladrer hurtigt mellem nogle sider, for at få det til at se ud som om personerne slås.

Denne følger formlen, og er tilsat nogle onde typer fra Pjevs’ fortid. Det er sjovt at læse højt, med de mange forskellige stemmer. Særligt er jeg vild med at læse stemmen for lille Pjevs, der gentager alting og er pænt irriterende.

Jeg syntes historien var lidt mere gnidret end den plejede, og kunne ikke helt se “Fluernes herre”referencen, men barnet var topbegejstret. Vi må derfor ende på:

Mine stjerner: 3,5/5

Barnets stjerner: 5/5 – hun er klar til at genlæse allerede.

Hundemand – Loppernes herre af Dav Pilkey, forlaget Carlsen 2019.

“Mira – #kreaklubben #kærlighed #kys” Lemire og Bregnhøj


Åh hvor er de her bøger bare fine! Simpelthen så godt placeret, lige til målgruppen 8-12 år. Dette er fjerde bog om Mira, og hun udvikler sig, og giver anledning til gode snakke og eftertænksomhed, mens man læser højt. Den kan også snildt læses selvstændigt, da de mange fine og tydelige billeder supplerer historien så godt – men prøv at snig jer til at få lov til at læse højt, for snakkenes skyld!

I denne bog laver Mira en kreaklub med sine venner, forelsker sig for første gang, bliver ked af at mærke begyndende pubertetsforandringee, og bekymrer sig om hvorvidt hendes far (som hun først for nyligt har mødt) er hendes rigtige far.

Det er rørende, genkendeligt, sjovt og meget, meget fint skrevet og tegnet. Kan ikke anbefale denne serie nok!

Stjerner: 5/5 fra os begge

“Mira #kreaklubben #kærlighed #kys” af Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøj.
Forlaget Gyldendal 2019.

“Cikade” af Shaun Tan

Det er ikke så tit jeg anmelder billedbøger. Vi låner altid en stak på biblioteket, men barnets begejstring er altid lidt farvet af at hun er ved at være for stor til dem – hun vil bare gerne stadig låne og læse dem.

Denne her er undtagelsen: vi har læst sen fem gange allerede, og selv de store mellempiger fik tårer i øjnene da de hørte med den ene gang.

Cikade arbejder i 17 år på et kontor, hvor menneskene mobber, skubber og er virkeligt tarvelige imod ham – blandt andet må han ikke bruge toilettet, da han ikke er et menneske, men skal gå 12 blokke for at låne et og får skældud når han kommer tilbage. Han bor i væggen på kontoret, da han underbetales så meget at han ikke har råd til husleje, og ingen sætter pris på ham. Ikke engang en afskedsfest, da han efter 17 år stopper…

Sproget er helt enkelt, som om Cikade selv fortæller:

”Cikade fortælle historie.

Historie god.

Historie enkel.

Historie selv menneske kan forstå.

Tok Tok Tok! ”

Selv om det er en billedbog, er den ikke for de helt mindste – nok mindst 8 år.

Smukke illustrationer og en utroligt bevægende historie om at være marginaliseret, udenfor, og bryde ud og finde sine egne vinger.

Stjerner: 5/5 er vi alle enige om

“Cikade” af Shaun Tan. Forlaget ABC 2019.

07/3/19

Hilsen fra Madrid – og tips til pakning af kufferter

Her en lille hilsen fra Madrid, hvor mindsteungen og jeg tilbringer en seks dages alene-ferie.

Det er altså sjovt at hive et barn ud fra flokken, og være sammen med dem på tomandshånd, hvor det bliver endnu mere tydeligt hvor forskellige individer de allesammen er.

Hende her er sejere end jeg troede: altså, jeg kender jo hendes grundtræk, men hun er alligevel mere udadvendt, modig og udholdende end jeg vidste. Hun smider om sig med spanske gloser til tjenere og andet, kaster sig glad ud i leg og samtale med to amerikanske børn i poolen – der er hendes ældre søstre mere forsigtige. Hun behøver tilsyneladende ikke søvn, og er lige så glad pludrende på en bar klokken 23, som når hun vågner op og går i gang med dagen klokken 09. Vi har helt fået omstillet os til spansk rytme, med sene aftener, men uden at forstå konceptet siesta.

Vi har gået i gennemsnit 25.000 skridt om dagen i sommervarmen, for barnet er stædigt og gider ikke bakse rundt med metro og busser, så selv om vi bor 2-3 kilometer uden for centrum, går vi alle steder.

Nå, men jeg havde lovet jer et indlæg med tips til hvad man skal se i Madrid – problemet er så bare, at her har været 37-45 grader varmt siden vi kom, og vi derfor ikke rigtigt har afprøvet alle jeres tips eller set alt det vi ville, endnu. Vi har gået meget, og set meget, men har også været udmattede af varmen, og har ikke overskuet at gå omveje for at finde alle de ting vi var blevet anbefalet – forsøger at lægge en stram plan, så vi når lidt de sidste dage.

Til gengæld har jeg lært lidt af hvert omkring pakning af kufferter, og de tips deler jeg gerne:

Ting der er rigtigt gode at pakke, til sommervarm ferie:

Masser af solcreme! God, dyr, solcreme, i rigelige mængder.

Steder det er dårligt at pakke solcremen:

Når kufferten viser sig at være tungere end den må være, og man så står og panik-ompakker i lufthavnen, og putter tunge ting i håndbagagen, er det IKKE solcremen man skal flytte. Det blev jo konfiskeret, for pokker da også… Siger lidt om hvor sjældent jeg rejser, når jeg glemmer det der med at man ikke må have store mængder væske i håndbagagen.

Ting man bliver virkeligt rørt over at de mellemste storesøstre har brugt deres lommepenge på at købe i rejsegave til lillesøster:

En kæmpestor, oppustelig spækhugger, som hun kunne lege med i den pool hotellet havde på taget.

Ting man virkeligt godt kunne have undværet at tage med i kufferten – der så måske endda ville have været let nok til at solcremen måtte have blevet der:

En kæmpestor oppustelig spækhugger. Når poolen viste sig at være en meter dyb, og med plads til kun 12 personer af gangen….


Ting man godt kunne have pakket mindre af:

1. Børnetøj. Når man rejser midt i udsalgsperiode, med et barn der har fået 300 kroner med i gave af sin far, går der alligevel shoppeholic i den. Hun havde ellers svoret at hun ikke gad gå i butikker, men bare tanken om at have noget de andre ikke har, fik en side frem i hende jeg heller ikke kendte, og hun fik forvandlet pengene til et væld af smart tøj.

2. Voksenbøger. Som om man får tid til at læse fire bøger, når det barn man er alene med, åbenbart ikke behøver søvn, og hellere vil sidde på barer til midnat, end sove så jeg kan læse.

Ting man godt kunne have pakket mere af:

Børnebøger. Når man ikke nødvendigvis gider spille spil eller hoppe i vandet hvert eneste sekund, er højtlæsning et godt alternativ. Vi havde fire børnebøger med, og har allerede næsten læst dem alle.

Nå, jeg vil forsøge at lokke barn til en lur nu, så vi kan være oppe til midnat igen. Det er fandme hyggeligt, med aftenlivet. Hvad laver I andre nu?

06/24/19

Om effektfulde beskrivelser

Mindstebarnet – ophavsbarnet til den helt særlige disciplin “kokasse-solo”, gav en koncert med sit band til skolens sommerfest i fredags.

For en ordsamler som mig, er det ret fascinerende at opleve mennesker der ikke rigtigt er opmærksomme på ord. Min mindste unge er svært glad for at fortælle; beskriver godt; og er meget energisk når hun fortæller, men detaljer som nye ord er knapt så spændende.

Således rundede hun en lang fortælling om hvad de skulle have på af tøj ved optræden; hvem der var med i bandet og hvordan deres indbyrdes relationer var; hvordan de havde fundet på sangen og hvilke rekvisitter de skulle bruge, af med erklæringen:”og ved du hvilket instrument jeg spiller? Larmende cirkel!”

Det tog mig meget, meget lang tids udspørgen at finde ud af hvad betegnelsen “larmende cirkel” dækkede over, for ordet havde hun helt glemt.

Kan I gætte det? Det giver virkeligt god mening, og jeg vil fremover aldrig kalde den andet selv.

06/17/19

Om tømmermænd og festdrømme

Den ting jeg ærgrer mig mest over ved at blive ældre, er tømmermændene. Shit, altså: hvis man troede den slags er slemme når man er i tyverne, kan man virkeligt se frem til at være i fyrrerne!

Det er nu mandag; jeg skal på arbejde om et par timer – og har teknisk set stadig tømmermænd fra fest i lørdags. Bare lige sådan et nydeligt strejf af kvalme, iblandet ømme dansetæer, og trang til at æde et eller andet voldsomt fedtet.

Dagen i går gik ellers med at ligge i fosterstilling på en madras i skyggen, mens jeg lyttede til mindstebarnet og nabopigens leg, og på skift fik lov til at ligge og kramme på mellempigerne. Det er ikke den dårligste måde at have tømmermænd på, men det ville nu have klædt mig at være oprejst, bare lidt.

Jeg har fødselsdag på fredag, men kommer ikke til at holde noget festligt, grundet andre arrangementer: 40 års skolejubilæum på de mindstes skole; afslutning på efterskolen og en middag. Weekenden efter rejser mindstebarnet og jeg til Madrid, på aleneferie, så der bliver det heller ikke. Og selv om min lever nok er voldsomt begejstret for at der ikke skal festes mere lige foreløbigt, så ærgrer det mig.

Det var vores søde naboers kobberbryllup vi fejrede i lørdags, og HOLD nu op – det var sjovt! Og helt vildt gennemført, med 1920er-tema, ca 50 udklædte gæster, og gode drinks (kvalmelyd).

Der var både et guld og glitterpyntet telt, med gamle møbler og ting, champagnetårn og cocktailbar, og så et hemmeligt telt med smugkro, hvor fadølsanlægget var gemt i en halmballe, og man drak “moonshine” af syltetøjsglas.

Helt genialt, og meget stemningsskabende – og det giver mig virkeligt lyst til at holde noget stort. Næste år! Og med et tema, der kan være med til at give stemning. Den slags tager sikkert også et helt år at udtænke og fremstille pynt til, så det er nok fint at vente et år.

Er der nogen af Jer, der har gode forslag til hvilke festtemaer der er sjove, og nemme at få folk med på? Så vil jeg rigtigt gerne høre!

 

06/11/19

Om superheltes mindre kendte kendetegn

”Se lige mig!” Sagde fremmed ca 6 årig dreng, jeg mødte på arbejdet, til mig i sidste uge “jeg er Spiderman!”

Umiddelbart kunne jeg ikke se nogle spor af superhelte på ham – bare almindelige shorts og tshirt, men synes ikke at hans henvendelse skulle gå ignoreret hen, så jeg begyndte at tale om hvor sjovt det var at gå og forestille mig at man var Spiderman eller andre helte.

Her afbrød han mig overbærende, med et:”jamen, det er ikke indeni jeg er Spiderman! Det er udenpå. Se selv!” Og så flashede han lakerede fingernegle, skiftevis i rødt og blå:”se! Spiderman-negle! Og i næste uge skal jeg have Batman-negle – sorte og gule!”

Fandme nuttet, at gå og føle sig som en superhelt på grund af neglelak!

Jeg vidste slet ikke det var sådan man genkendte Spiderman?

06/10/19

Om listige løsninger

Da jeg gik i anden klasse, og løste opgaven:”skriv et digt om vejret”, fik jeg en reprimande af min lærer for udførelsen.

Alle de andre havde skrevet sider fulde af detaljerede beskrivelser af solskin, blomster og skyer – min var begrænset til en enkelt sætning:”udenfor er det dejligt vejr, så hvorfor sidde og digte her?”

Det var ret akavet at opleve sin egen genialitet falde til jorden i en sky af pinlig tavshed, og det er nok derfor at jeg stadig husker det så tydeligt.

Æblet falder ikke langt fra stamme, opdagede jeg forleden hvor min næstyngste fortalte om en engelsk stil, hun netop havde afleveret.

”Den skulle være på mindst 300 ord, men jeg kunne ikke finde på noget, så til sidst skrev jeg, at han faldt over en sten, og sagde:”ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch” – og så ramte jeg præcis 300 ord!” erklærede hun tilfreds “ og min lærer synes sikkert det er sjovt!”

Det tænker jeg også han gør – han har heldigvis meget humor.

Et billede der passer til har jeg ikke – men her er et pladecover jeg fandt i en genbrugsbutik, og har haft det lidt for sjovt over siden. Det vækker SÅ mange spørgsmål: “hvis det her var det bedste foto, hvordan så de kasserede sådan ud?”, “skal han tisse?”, “HAR han tisset?”, “hvor festlig er musikken lavet af en festlig fyr som ham?”, “tænkte han selv:”yes, der var den! Det er præcis det udtryk jeg gerne vil have på min plade!”

Hvad tænker I?