01/25/17

Om gamle tricks

I forgårs havde jeg været inde i byen med to af mine store piger, og på togperronen hjem ventede jeg på elevatoren med min cykel, mens de løb i forvejen ned ad trapperne.

Børnenes smil var smørrede, og jeg tænkte for mig selv, at de med stor sandsynlighed planlagde deres vanlige vente-på-elevator-trick.

Suk – det gamle trick, var de ikke ved at være lidt for store til det?

Vente-på-elevator-tricket har været en fast begivenhed de sidste 12 års tid herhjemme: i årevis var jeg den der tog elevatoren ned fra perronen med barnevogn indeholdende nyeste eksemplar af lillesøster, mens først det ældste barn, og sidenhen også lillesøster 1 og 2 løb i forvejen ned ad trapperne og ventede på mig.

Når elevatordørene så åbnede sig, stod de i en flok og mimede at de havde ventet SÅ længe på mig, at de nu sov. 1-2-3 ræve-sovende småpiger, der fnes over hvor lææææænge jeg havde været om turen ned.

Det er længe siden barnevognen blev stillet væk, og derfor også længe siden at vente-på-elevator-tricket var blevet støvet af, og mens jeg ventede mærkede jeg et sug af nostalgi over det. Pludselig kunne jeg tydeligt forestille mig en 80 årig variant af mig selv, der tog elevatoren ned med mit gangstativ, til fire koner i 50’erne, der stod og lod som om de sov – og et eller andet ved den tanke var ret rørende.

Jeg trak cyklen ind i elevatoren, nu kun med den tanke at jeg håbede de lavede det gamle trick, for nostalgiens skyld, og jeg bemærkede ikke rigtigt at der stod to mennesker inde i elevatoren med ryggen til, før den kørte.

Jeg nåede lige at tænke at det var creepy de ikke var stået af – da lyden af en sagte, falsk snorken nåede mig.

Vente-på-elevator-tricket ikke bare levede i bedste velgående – det havde endda fået et uventet twist, og jeg grinede så meget af deres tåbelige trick, at jeg tabte cyklen og da døren åbnede sig, stod vi tre mennesker og fumlede med at få rejst og bugseret min tunge cykel ud, til de ventende gamle damers overraskelse.

At gamle, kedelige tricks man har set 100 gange før, kan støves af og udvides, giver mig håb for hvor spændende det mon bliver at blive hende den 80 årige med gangstativet – og jeg ved at jeg altid vil kunne se de bittesmå spændte pigebørns ansigter, i alle fremtidige versioner af dem.

2014-02-11 12.04.39

01/19/17

Gamle indlæg – januar

Indimellem piner jeg mig selv med at dykke ned i bloggens gamle arkiver, og blive mindet om hvor anderledes vores liv var med små børn.

Det er hyggeligt at læse, og jeg glæder mig over hvor store, fine og selvhjulpne de er nu –  men jeg bliver også forbistret sentimental af det, og plager Ninjaman om vi ikke nok kan nå bare en enkelt lillebitte baby mere?
(Svaret fra ham til det er iøvrigt helt kategorisk nej..)

Nå, men januar har de sidste seks år set sådan her ud:

Januar 2011:

Et hurtigt indlæg om søskendejalousi, noget om klunker og om oprindelse af fødevarer.

Januar 2012:

Her var mine mellempiger fem og seks år gamle, og fuld af gode råd og kloge ideer. De mandasgstippede fx beredvilligt om både oprydning og fødsler der ikke vil gå i gang, mens jeg skrev ned. Det er den her tid jeg savner allermest – fuck hvor var det sjovt meget af tiden, og hvor sagde de dog mange gakkede ting!

Januar 2013:

Her dræbte jeg bl.a. nogle kæledyr.

Januar 2014:
Her holdt bloggen en pause.

Januar 2015:
Noget om kun at have et enkelt badeværelse, til seks mennesker og lidt om komplimenter.

Januar 2016:
Skrev jeg om hvor sjove ting fem årige siger.

Nå. Det var memorylane for denne gang. Håber I syntes genlæsningen var lige så underholdende som jeg selv gjorde!

IMG_0744

 

01/17/17

Om at have egne værelser

Indtil for to år siden boede vi seks mennesker på relativt lidt plads. De tre store børn delte 1 1/2 værelse; mindstebarnet havde “værelse” midt i stuen, og vi sov alle seks sammen, for at frigive lidt plads på børneværelset. Det gik egentlig udemærket i hverdagen, men børnene fantaserede oftere og oftere om at have mere plads til sig selv end en skuffe på et fællesværelse – fx her .

Forrige år fik vi mulighed for at låne nok penge til at bygge halvandet værelse på huset, og det er fuldstændigt fantastisk at have så meget plads lige pludselig!

Godt nok klumper vi os vanemæssigt sammen i stuen alle seks 90% af tiden, men de har noget der er helt deres eget, hvilket særligt er fedt når de har gæster! Der er stort set altid andre børn i huset end mine – nogle gange helt op til 8 børn af gangen, når de alle har venner hjemme – og det letter noget på støjniveauet at det ikke behøver være i stuen hele tiden!

Flere af Jer har spurgt om I måtte se værelsesindretning, og to af rummene er ved at være klar.

Hvad? Er det ikke normalt at være over halvandet år om at få malet vægge og rykket helt på plads siger i?

IMG_0731

Det her værelse er den yngstes. Det er ikke sådan boligblogs-pænt eller noget, og det meste af tiden ligner det at en Playmobil-tsunami har skyllet ind over det, men vi fik ryddet grundigt op i fredags, og det eneste der nu mangler er en loftslampe, i stedet for den mystiske gulvlampe vi har lånt af naboen.

Den kommer forhåbentligt op i weekenden, lampen.

IMG_0734

Hun har forreste del af et stort værelse, ved siden af stuen. Bagerste del har hendes yngste storesøster, og vi har delt rummet med min reol. Det meste af tiden er de ret glade for at dele.

Ingen af dem sover på deres værelser, for der er plads til en tre etagers køjeseng i gangen ved vores soveværelse, og det giver mere plads på værelserne hvis de sover der i stedet.IMG_0737

Alle møblerne er fra IKEA, bortset fra den fantastiske røde gulvpude, som hun fik i fødselsdagsgave sidste år. Den bliver slæbt ind i stuen når vi alle ser tv sammen, og det er min yndlingskrog i hele huset, hvor jeg sniger mig ind og ligger, når jeg skal skrive noget.
(Her et affiliate-link til puden.) 

Hendes egen yndlingskrog er der hvor hun sidder på øverste billede. Her sidder hun og tegner og ser ud i haven, mens hun holder øje med om hendes bedste ven, nabopigen, kommer hjem.

De to store piger og jeg malede begge deres værelser hvide i weekenden. Det er 16 år siden vi sidst malede lofterne (da vi flyttede ind), og de skulle have mindst 10.000 lag! Jeg fik maling i øjet, og har så ondt i skuldrene at jeg piver hver gang jeg skal trække en kjole over hovedet – men det blev flot; det var ret hyggeligt at gå og male sammen; de er i fuld sving med at flytte møbler rundt; og vigtigst : de er megaglade for det!

Den næstældstes værelse er ikke så stort. Der er skråvægge og en væghængt seng, men hun er vildt glad for at have sin egen lille hule. Hun fylder 12 år i næste måned, og ønsker sig et gulvtæppe, et spejl med lys om, puder, og nogle billeder. Så bliver rummet lidt mindre “bart”.

46D025CC-B9F9-46A1-A3E2-A2FAD5781BF0

Ældstebarnets rum er stadig i afdækningspap, og barn tre roder så meget at jeg ikke synes det kan vises frem – men liiiige om lidt er vi der – og det føles faktisk fedt!

 

01/6/17
_20170106_105037

Om en aften ude

Vi var inviteret til arrangementet, så indlæg skal  mærkes med sponsoreret -men det er ikke et betalt indlæg, og jeg skriver kun om det fordi vi oprigtigt syntes det var fedt.;)

I takt med at børneflokken herhjemme er blevet ældre, er mængden af forældrealenetid også blevet mere sparsom.

De kan både holde til at være længe oppe; kan se med på meget af det vi ser i fjernsynet; og er hyggeligt selskab, så her i ferien har vi været sammen alle seks, hele tiden. Det har været helt vildt hyggeligt at være så meget sammen, men vi har også savnet det at have noget tid til at tale med hinanden og være kæresteagtige.

Da vi blev inviteret til åbningsmiddag på “Enigma” – der er det nye, ambitiøst anlagte Post og telemuseum – sagde vi begejstret ja, og glædede os til voksensamtaler, der ikke blev afbrudt af børn der ville vise teater, kramme eller fortælle os ting.

Min fætter tilbød straks at komme og stå for det store affodre-putte-hjælpe-med-lektier-show herhjemme, og spændte drog vi til Østerbro, hvor museet er ved at indrette sig i det store smukke gamle posthus på Øster Alle’.

_20170106_105037

Claus Meyer driver kantinen, der er indrettet med langborde, lækker mad i store gryder midt på bordet, og en stemning der giver en lyst til at tale med folk man ikke har mødt før. Vi var endda så heldige at opdage at nogle af vores bedste venner var inviteret til festen også, så vi fik både talt med folk vi kendte og ikke kendte, og det var lige det vi havde trængt til længe.

Maden var virkeligt lækker. “Jeg ved ikke om jeg har drømt om de der lækre svinekæber vi fik i går, men det var ihvertfald det allerførste jeg tænkte på da jeg vågnede!” Sukkede Ninjaman i morges, og jeg må indrømme at de også har strejfet mine tanker mange gange i dag!

Da vores piger var små, var postmuseet i Købmagergade et af vores yndlingssteder. Gratis, fed, indendørs legeplads, og et museum med mange ting man måtte prøve. Det ideelle udflugtsmål for familier med mange børn og få penge! Selve museumsdelen er ikke helt færdig endnu, men det kommer, og det lyder til at blive mindst lige så fedt som før. Det gode ved det nye “Enigma” er at der også er plads til voksne, med foredrag, events, fællesspisning og en rigtigt god stemning. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi kommer på besøg, og næste gang tager vi pigerne med.

Der er åbningsfest hele weekenden, med foredrag, mad og børneaktiviteter, hvis I er nysgerrige. Programmet for weekenden kan ses Her.

01/3/17

Om ikke at være klar til hverdagen

Mit vækkeur ringer klokken 06 i morgen tidlig, hvilket på nuværende tidspunkt virker fuldstændigt uretfærdigt og som noget jeg slet ikke havde set komme.

De der to ugers juleferie er gået alt for hurtigt, og jeg er slet ikke feriefærdig endnu.

Første feriedag startede med en omgang Rigshospitalet, hvor Ninjaman endelig, efter 14 måneder med utallige operationer, gennemgik den sidste lille del, hvor han fik sat nye tænder på. Bagefter fulgte en samtale med læger der fortalte at også denne scanning viste at al kræft var væk. Helt fantastisk rart at høre dem sige det!

Det er en voldsom oplevelse, at få revet tæppet væk under al der er trygt og godt, når så alvorlig sygdom dumper ned midt i hverdagen. Der er en lille rest bange i os alle seks, der nok aldrig forsvinder, og som vi skal lære at putte et sted hen hvor den ikke spiser os. Om natten vågner jeg stadig indimellem og skal virkeligt balancere mine tanker, for ikke at snuble helt ned i al det bange igen. Jeg er ikke den eneste af os der har det sådan – men det bliver bedre, og det at der ikke venter flere operationer og der er et halvt år til næste scanning, får det hele til at føles mere afsluttet.

Så vi gik ind i ferien med mere ro i hovederne end længe, og den har været lige som den skulle være, ferien – omend måske lige 3-4 uger for kort.

Juleaften holdt vi hos os. Tolv mennesker, hyggeligt selskab, tre millioner gaver (note til mig selv: det er ikke nødvendigt at pakke tyggegummi og andre småting ind til børn, når de også fremstiller et hav af gaver til hinanden), fantastisk mad og et juletræ der er så pænt (og dyrt!!!), at jeg ikke nænner smider det ud. Det står stadig og blokerer halvvejs for tv-kigning, men det ryger først ud når nålene ryger af.

dsc_0173

 

Jeg har læst fem bøger i ferien; har gennemskrevet hele tre kapitler på min bog; spist to tons marcipan; vi har haft tid til at se størstedelen af vores venner og familie; og har sovet længe hver morgen.

Selv julebag nåede vi. Havde været mere imponeret over mig selv, hvis mine vanillekranse var bare en anelse mere kransede i det:

img_20161223_171135_527

Mine planer om at nå at blogge al det jeg ikke når i travl hverdag blev således ikke til noget – men resten nåede jeg!

Vores mest ferieagtige feriedag, var ultimativt den første januar, hvor vi overnattede hos nogl af vores co-dovne yndlingsvenner, og alle fire voksne lå foran tv’et i en stor intervalsovende bunke og stenede næsten to sæsoner af en komedieserie, med pizzaer i hænderne.

Den ultimativt bedste start på året – ville ønske jeg måtte starte min første arbejdsdag efter ferien lige så langsomt i morgen.

Er det mon dårlig stil at slæbe sin dyne med på job?

 

12/19/16

Om de bedste bøger jeg har læst og ikke har læst

I går var jeg til en hyggelig fødselsdagsfest, for min kusines søn.

Snakken gik på et tidspunkt om bøger, og min kusines søde moster spurgte mig hvad de bedste bøger jeg havde læst i år var – og det kunne jeg ikke svare ordentligt på.

Sandheden er, at jeg har læst overraskende få virkeligt gode bøger i år, selv om jeg kan se på min “goodreads app”, at jeg har læst 45 bøger.

Den absolut allerbedste bog jeg har læst, er faktisk en ungdomsbog. Jeg bloggede en anbefaling af her, og lovede at følge op med flere anbefalinger. Ups…
image

De fire næstbedste bøger har jeg ikke fået skrevet om endnu, men det ville være:

1.  Delphine Vigans “Baseret på en sand historie” som er en utroligt velskreven, snigende creepy, roman, der mindede mig meget om Stephen Kings “Misery”, uden splat. Efter at have skrevet den fremragende selvbiografiske “Alt må vige for natten” har Vigan svært ved at komme i gang igen med at skrive, og får en ny veninde, den mystiske og karismatiske L., der viser sig at have skjulte hensigter. Det er ikke en actionpacked bog, men sproget er virkeligt smukt, og den holdt mig fanget.

2. Nickolas Butlers “Shotgun lovesong” er en fin lille feelgood bog, om venskaber og livet i en lille by. Man følger Leland en berømt sanger, der færdes med kendisser og dater en smuk skuespillerinde; hans barndomsven Henry, der kæmper med at få et landbrug til at løbe rundt hjemme i den hjembyen “little wing”; vennen Kip, der er blevet en hård forretningsmand; og den hjerneskadede rodeohelt Ronny. Jeg kunne virkeligt godt lide personerne, temaerne om identitet, venskaber og jalousi , og generelt hele stemningen i bogen.

3.Jonathan Troopers “Syv satans lange dage er udgivet sidste år, men jeg fik den først læst i år. En rå og morsom bog, om parforhold, familie og livet, der ikke altid er som man havde forventet det ville blive. Judd Foxmans kone skrider, han mister sit job, og da hans far dør, forventes det at Judd og hans søskende kommer hjem til barndomshjemmet og sidder shiva, i syv, lange dage, syltet ind i intriger og skeletter i skabet.

Jeg elskede bogen! Utroskabsscenen i starten af bogen fik mig til at le så højt, at jeg næsten druknede i mit badekar imens, mens andre scener bragte tårer i øjenkrogen.

Efter at have læst den, opdagede jeg at den også er lavet som film, og lokkede min mand med på at leje den – men den var en skuffelse. Både de tristeste og de sjoveste scener var blevet ændret til mere ligegyldige af slagsen, der ikke gjorde bogen ære.

4.Deborah Harkness “Livets bog” er tredje bind af en fantastisk  trilogi. Hekse, vampyrer, og dæmoner, der lever skjult i vores verden er hovedpersonerne i denne spændende serie, der har elementer af magi, historie, eventyr, kærlighed og videnskab. For en gangs skyld er hovedpersonerne ikke usikre teenagere, men handlekraftige voksne, med den mængde vold, sex og rænkespil der nu passer ind her. Den kunne blive til en vidt underholdende tv-serie!

44429bc2-754a-4f5b-9e38-e04627bc24c3

Og så til de gode bøger jeg IKKE fik læst!

Nogle af de bedste bøger jeg har læst har været nogle ordentligt tykke bøger. Jeg er en hurtig læser, så at bruge flere dage i en sommerferie på at fordybe mig i en lang, god bog, har tit givet noget helt andet end de hurtigt læste hverdagsbøger.

I år var vi, helt uvant, ude at rejse, og fordi vi havde købt de billigste flybilletter vi kunne finde, måtte vi heller ikke have for megen bagage med – hvilket reducerede min bogstak betragteligt…

Her hjemme læser jeg mest i min seng om aftenen, ca en time hver aften, og jeg stopper når jeg er ved at falde i søvn.

Falder man i søvn med en tyk bog i hånden, gør det sat… ondt når den rammer ens ansigt, skal jeg hilse og sige!

Med buler i fjæset er det derfor kun lykkedes mig at læse ca en fjerdedel af både den roste “Byen brænder”, min store helt John Irvings nyeste og bind 2 af serien Outlander, som Julia anbefalede mig, da hun så jeg læste “Livets bog”. Jeg fik dog læst første bind, som var en underholdende omgang tidsrejse, med sex, kærlighed og action.
10a5d040-9dc4-4447-8aac-61881c5c006d
Alle tre bøger virker rigtigt gode, så jeg ved at der skal findes tid til dem
Nu hvor jeg kan skimte juleferien lige forude, satser jeg på at få tid til at dykke ned i murstenslæsningen, uden at risikere søvnbuler i panden! Er der nogle af Jer der har læst disse tre tunge fyre, og kan anbefale hvilken der skal prioriteres først?

 

obs: linksene i dette indlæg er affiliate, hvilket betyder at jeg får et par kroner, hvis nogen køber gennem dem. Et par af bøgerne har jeg fået som anmeldereksemplarer, resten er biblioteksbøgerm eller nogen jeg selv har købt. Anbefalingerne er ubetalte og mine egne!

12/16/16

Om voksen indretningssans

Jeg hentede et af mine børn efter en legeaftale, i et rent og nydeligt hus, hvor jeg blev budt på kaffe, i yndige Flora Danica kopper, med hjemmelavede kiks på matchende tallerkener til, af en meget venlig mor.

Vel returneret til eget kaotiske hus, så jeg sukkende ud over bunkerne af papirer, tegninger, sokker, aviser, bøger og brikker til spil; umage kopper og skårede tallerkener, og sagde til min mand:” det er som om nogle mennesker bare er mere voksne end os… Altså – det der med at bo tjekket, den sans har vi bare ikke. Selv toiletbørsten, tandkruset og sæbebeholderen på badeværelset matchede. Hvordan kan man have fantasi nok, til også at sørge for tjekket badeværelsesudstyr??”

Et barn overhørte mig, og smilede hemmelighedsfuldt.

Dagen efter fik jeg en pakke fra hende, indeholdende denne flotte fyr:
img_0551
“Du sagde til far, at I ikke har smarte ting på badeværelset, ikke? Ham her er ret smart, for man kan ligesom have vat inde i ham, og tage det ud af munden, ikke? ”

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt vat-man gør min indretning væsentligt mere voksen – men jeg overvejer stadig at invitere tjekket mor her hjem, så jeg lige kan flashe denne badeværelsesdims som hun med garanti ikke har.

Den hedder iøvrigt Allan.

12/15/16

Om stuntbørn

Min næstældste datter har altid været mere fysisk aktiv, end alle sine søstre tilsammen.

Hun bevæger sig oftere gående på hænder eller i vejrmøller gennem rummet, end gående kedeligt og normalt på sine fødder. Det sidste år har hun moret sig med at lave stunts og tricks, hvilket hver eneste gang skræmmer livet af mig.

Da jeg ryddede op på min telefon, fandt jeg denne videobid fra starten af året, hvor hun lader som om hun får sådan en bøjelig stolpe i fjæset, og jeg falder i med begge ben.

Jeg havde rent glemt videoen, og plagede mig til at måtte dele den på bloggen også, fordi jeg synes den er så sjov.

Håber I kan se den?

12/13/16

Om omsorgsdage

Jeg havde to fridage der skulle bruges inden jul, og valgte at lægge dem i dag og i går.

Hvis der er noget i verden jeg mangler er det tid, og det har føltes ekstravagant luksuriøst at gå og tænke over hvad de to dage skulle bruges på.

Skulle jeg besøge mit gamle arbejde? Tilbyde mine børns skole at komme og lave noget gratis værkstedsarbejde? Få blogget noget af al det jeg ikke når i hverdagen? Skrive en artikel? Rydde op (ha,ha!)?

Jeg kunne godt se på listen ovenfor, at jeg har det med at vælge afslapningsaktiviteter der minder om arbejde… Tror det er fordi jeg har arbejder så sindssygt mange timer om ugen DS sidste 3-4 måneder og jeg har nærmest glemt hvordan det er at slappe af.

Det virkede lidt ulogisk, så jeg vred mit hoved for hvad man ellers kan bruge uventet fritid til, og nåede frem til at dagene jo egentlig er omsorgsdage for mit yngste barn, og jeg ville lave noget med hende.

Nå, men hun er fuldstændigt opslugt af at gå i børnehaveklasse, og ville hellere i skole end have fri, til min store undren. Jeg måtte dog godt hente hende tidligt, tillod hun allernådigst,  hvis vi kunne gå i svømmehallen.

Søndag aften havde jeg styr på mit ego-fridags-program, og begge dage skulle se sådan her ud: 1):til morgenyoga 2:)købe lidt julegaver 3):hjem og nyde uforstyrret skrivetid, og skrive på roman 4): hente børn tidligt, og lide stoisk gennem en svømmehalstur, som de elsker, og jeg hader.

Og så blev jeg vækket af seksårig der brækkede sig på gulvet ud for min seng…

I går spillede vi ludo, var i karbad sammen og sov til middag.

I aftes var jeg ærgelig over at jeg ikke havde gjort noget der føltes som fridag, og over at jeg ikke havde fået skrevet noget som helst…

I dag er hun endnu mere slatten, og har suppleret opkastsyge med dårlig mave, og hun er så slap at jeg må holde hende når hun er på toilettet.

Vi har været oppe siden klokken 06, hvor hun kastede op, og har foreløbigt set halvdelen af Star wars filmene, liggende tæt under en dyne.

“Det er faktisk den bedste dag i mit liv!” erklærede hun lige før, da vi satte film nr tre på. “Altså – hvis ikke jeg kastede op hele tiden…”

Og et eller andet sted tænker jeg at der er visdom i den sætning som jeg burde lære af: det handler ikke om at tænke på hvad man går glip af, hvad der er ubehageligt eller på hvad man kunne have udført – men om nærhed og laven ingenting.

(også selv om det suppleres af opkast).

img_0647

12/11/16
img_0630

Filmanbefaling: “syv minutter over midnat”

Jeg går sjældent i biografen, så de få gange jeg når at se en film jeg gerne vil anbefale videre, er jeg ofte håbløst bagud.
Således nåede jeg ikke at få anbefalet filmen “Captain fantastic” mens den stadig gik i biffen. Den var jeg ellers helt vildt begejstret over: Viggo Mortensen spiller fabelagtigt, og Ninjaman og jeg diskuterede hovedpersonens ideologier i ugevis efter vi så den. Kan anbefales at leje!

Nå, men det var egentlig ikke den jeg ville anbefale i denne omgang, men “Syv minutter over midnat”, som netop har haft premiere i biografen.
Jeg så den for en måneds tid siden, ved en pressevisning i forbindelse med bogforum, og var helt blown away over den!
Filmen er baseret på bogen “Monster”, skrevet af Patrick Ness efter ide’ af afdøde Siobhan Dowd. Jeg fik bogen i gave for et år siden. Den er smuk og grum og stærk, og jeg måtte opgive at læse den helt færdig, for det var mens vi selv havde kræft helt tæt inde på livet, og det var simpelthen for barsk læsning.

Efter at have set filmen, læste jeg bogen færdig. Begge dele er virkeligt gode, men for en sjælden gangs skyld, syntes jeg faktisk at filmen var bedre end bogforlægget.

For pokker da også – det er en stærk film, og den gør sig fremragende med special effects, gode skuespillere, og enkelte handlingsændringer.

Den kan bære at blive symboltung, uden at kamme over og blive sentimental, og monsteret har den helt rette balance mellem ubønhørlighed og venlighed.
img_0629
Filmen følger Conor, en ensom, mobbet 12 årig dreng, med en døende mor. En nat – syv minutter over midnat – får han besøg af et stort trælignende monster, der vil fortælle ham tre historier. Og når monsteret er færdigt, skal Conor selv fortælle en historie. Sandheden.

Liam Neeson er lige i skabet som monsterets stemme, og Sigourney Weaver som den utilnærmelige mormor, men ingen er helt så gode som drengen Conor, spillet af Lewis Macdougall, med snot og tårer og råben og afmagt, så man får gåsehud, oven på sin gåsehud.
img_0630

img_0631
Jeg ved ikke hvem filmens målgruppe er. Umiddelbart kunne man tro det var en børnefilm, med animeret monster og tegnede fortællinger – men det tænker jeg absolut ikke den er. Temaet om at turde se sine grimme følelser i øjnene; om sorg og savn der river i en, er vildt og usentimentalt, dybt rørende og meget mørkt.

Jeg græder stort set aldrig over film, kun over bøger – men denne her var tæt på at få mig til det, og det sidste kvarter af filmen kunne jeg høre at jeg ikke var den eneste der havde det sådan: hele salen hulkede og snøftede.

dsc_0021

Den pressevisning jeg så, rundede af med interview med bogens forfatter, Patrick Ness, som svarede klogt og morsomt på spørgsmål fra salen.

 

Trods temaet gik jeg ikke trist der fra, men sært opløftet over hvor magisk nogle mennesker formår at formidle de mørkeste følelser videre på.

 

Jeg var inviteret af Gyldendal i biografen, og links er adlinks, så indlægget her skal markeres som sponsoreret – men min anbefaling er ikke købt. En fantastisk film, og bog.