01/27/20

Om nytårsforsætter og mangel på samme

Ovenstående er mit yngstebarns nytårsforsætter. Jeg er vild med at de går fra noget så nemt håndgribeligt som” få lavet min cykel”(den er bare punkteret) til noget så stort som “tænk mere på klima”. Meganuttet, synes jeg.

Selv har jeg altid fnyset (fnyst? Hvordan bøjer man det ord?) hånligt af nytårsforsætter ud fra tanken: hvorfor skulle man blive bedre til at have selvkontrol bare fordi der står et nyt årstal på kalenderen? Med vished om at jeg selv ville fejle hvis jeg prøvede, har jeg altid fravalgt at lave forsætter.

Alligevel lod jeg mig friste af det funklende nye år og lagde ud med en plan om at følge en LCHF kur for at smide de kilo jeg har taget på mens jeg var stillesiddende og sygemeldt (plus nogle af de kilos venner). Lad mig sige det på den måde: det tæller ikke som LCHF når man bare begynder at spise fedt og drikke fløde, uden helt at skrue ned for resten. Så det opgav jeg igen, nu lidt tungere.

Til gengæld får jeg virkeligt skrevet meget – alle andre steder end på bloggen. Det må være mit rigtige nytårsforsæt: at få skrevet noget hver dag, og sørge for at det er på noget jeg kan være bekendt at vise frem. (Også gerne til blog)

Jeg har et romanmanus jeg pudser på, og er startet på et skrivekursus for at få feedback og tricks. Det er dyrt, men også vildt inspirerende, og jeg tænker at jeg lærer ting jeg kan tage med mig fremover. For nogle år siden skrev jeg en meget langt ungdomsroman, uden at få feedback undervejs, og manus til den er endt med at stritte i så mange retninger at jeg har opgivet den. Det skal ikke ske denne gang!

Derudover er der en del ting der er op ad bakke for tiden, både på arbejde og privat, så det er fedt at have noget andet at fokusere på. Det kan anbefales!

Hvad med Jer? Har I store planer for sådan et fint og lovende nyt årti?

 

01/24/20

Vind romanen: “Drengene fra Nickel”


Konkurrencen er slut. Vinderen er: Anne Laura. Tillykke!

Colson Whitehead, forfatteren bag den storsælgende “Den underjordiske jernbane”, har med sin nyeste roman “Drengene fra Nickel” skrevet endnu en barsk og mesterlig fortælling om uretfærdighed.

Bogen er inspireret af en grusom sand historie: romanens “Nickel” er baseret på opdragelsesanstalten “Dozier school for boys”, hvor arkæologer i 2014 fandt en skjult kirkegård med resterne af drenge der var blevet slået ihjel under brutale afstraffelser.

I romanen følger man teenagedrengen Elwood Curtis – en klog, flittig og idealistisk dreng, der bor alene med sin bedstemor og drømmer om at blive til noget. Tiden er 1960erne og Elwood er optaget af Martin Luther Kings tanker om fredelig modstand som middel til at opnå lighed.
Men ligheden er langt væk, og ufortjent arresteres Elwood, og kommer til skolen Nickel, hvor han skal forbedre sig.

Skolen er et mareridt, med vold, trusler, uforudsigelighed og et korrupt system hvor madvarer og andre donationer til særligt de sorte børns del af skolen videresælges af ansatte.

Elwood forsøger at holde fast i de idealer han har med sig: troen på at det går en godt hvis man gør sig umage, og håbet om at Martin Luther Kings tanker kan dæmme op for uretfærdigheden i samfundet.
Drengen Turner, som Elwood møder på Nickel, finder ham naiv, og tror på modstand.

Det er en rystende fortælling, fremragende skrevet, og umulig at lægge fra sig – selv om man virkeligt har lyst til det mange gange, når det bliver for barskt.

Har du lyst til selv at læse den? Politikens forlag har venligst givet mig et ekstra eksemplar, som du kan vinde. Alt du behøver gøre, er at skrive en kommentar her nedenfor. Vinderen trækkes helt tilfældigt d. 7-2.

Titel: Drengene fra Nickel

Forfatter: Colson Whitehead

Forlag: Politikens forlag

sideantal: 266

Min bedømmelse: 5/5 stjerner

Bogen er modtaget til anmeldelse og konkurrence fra forlag. Link er adlink.

01/10/20

Om juleferie og ingenting

Min næstyngste gav min søster en hjemmelavet glimmerpenis til juletræet i værtindegave juleaften:

Min søsters baby er for lille til at have lavet gaver til nogen, men gav til gengæld hele familien opkastsyge i hele den efterfølgende ferie. Meget generøst!

Vuggestuebørn er giftige – godt de er så nuttede, at man tilgiver dem smittefare… Jeg plejer at kunne surfe elegant udenom sygdom, men ikke denne gang, og det er først nu, snart to uger efter at jeg begynder at føle mig ovenpå igen. Derfor blogstilhed – jeg skal lige ind i en skriverutine igen.

Nytårsaften var så festlig, at jeg stadig kunne mærke det da jeg kørte på arbejde den anden januar. En af de mange glæder ved at blive ældre er at tømmermænd er noget der kan minde en om festlige aftener i dagevis efter – og uanset hvad, var det fedt at have en aften med fest i, efter stilstand og bræk.

Nå, men min hjerne er som sagt stadig delvist ferielandet, så ingen pointe eller rød tråd herfra lige nu.

Til gengæld kan jeg imponere med dette kunstværk som jeg fandt på en væg på et toilet i dag –  bare lige for at blive i lidt diller-tema:

Jeg er meget imponeret over placeringen af nosser, og tænker det er tegnet af en person der ikke selv er i besiddelse af et sådant vedhæng.

12/19/19

Boganbefalinger – giv bøger i julegave

Jeg har  ligget herhjemme i fire uger og gloet, efter fodoperation. De første dage var jeg så groggy at jeg kun kunne høre lydbøger, men siden har jeg fået taget revanche og både læst en masse, samt læst med de fleste af mine døtre på skift. Derfor føler jeg mig godt klædt på til at anbefale firkantede julegaver, til hvem I nu måtte være på gaver med i år.

Links er affiliate, indlæg er ikke sponsoreret

Bogen til din ni årige niece

Stinestregens fabelagtige Myntes dagbog købte min ni årige selv på bogforum, og hendes jævnaldrende kusine får en magen til i julegave. Sjældent har jeg hørt det barn fnise så meget, som mens hun har læst den højt for mig! Simpelthen de fedeste små tegninger, og en historie der går rent ind hos målgruppen piger 9-12 år.

5/5 stjerner her fra, og en julegave der vil vække glæde hos læseglade børn med humor.

Bogen til din 11 årige nevø

“Amulet” er en serie på ni bøger – foreløbigt er de to første udkommet på dansk. Det er en graphic novel, med de flotteste, dramatiske illustrationer, der kan lokke selv børn der ikke læser godt til at læse. Børnene Emily og Navin mister deres far i en ulykke i starten af bogen – det er sørgeligt og dramatisk, og var lige ved at få min ni årige medlæser skræmt væk – men hun holdt heldigvis fast. Børnene flytter til et øde hus med deres mor, der bortføres til en fantasiverden af et monster, og de må rejse efter hende. Det er en vild bog, med en dragende, rørende, spændende historie, der virkeligt holder en fanget. Jeg tænker målgruppen er ret bred – både min ni årige og min 13 årige kunne lide den – og så er den rigtigt god til børn der har brug for en rigtigt spændende bog, før de gider læse.

5/5 stjerner herfra også

Bogen til din musikglade onkel

Jeg har egentlig ikke det store forhold til Elton John, men mens jeg lå og havde ondt, hørte jeg denne på lydbog. Den oplæst af skuespilleren der spiller Elton John i filmen, og det giver den lige et ekstra touch, men uanset hvordan man læser den, så er det en vanvittigt fascinerende bog! Og sjov!

Han er simpelthen den mest fascinerende blanding af totalt diva og usikkert, sårbart menneske, og han fortæller sin historie med saft og kraft, namedropping og sladder, pralen og selvhad, ærlighed og selvironi. Jeg forstår ikke at filmen om ham blev så relativt tam, når grundmaterialet er så fascinerende.

4/5 stjerner og en varm anbefaling til alle der kan lide Elton John bare en lillebitte smule – efter endt læsning kan man lide ham meget!

Bogen til din læsevante søster, der er svær at imponere med bøger:


Jeg plejer ikke at anmelde Marens bøger, da jeg tænker flere af Jer ved hun er min ven, og det derfor virker kunstigt. Men efter at have læst hele min stash af nye bøger igennem, manglede jeg desperat noget og hev “En lykkelig slutning” ned fra hylden. Igen. Det er seks uger siden jeg læste den sidst, jeg har både hørt om den undervejs i skriveprocessen, og læst halvfærdigt manus – alligevel endte jeg med at blive så opslugt af den endnu engang, at jeg læste den på en dag.
Det er en absolut fremragende bog! Fascinerende, humoristisk, morbid og bizar, og med en historie man med garanti aldrig har læst magen til før. Fortælleren, Nicolas, er en ensom mand med en hemmelig brist: han tænder seksuelt på døde, og vil ikke give efter for driften, som han skammer sig over. Gennem ham oprulles hele slægtens historie, hvor alle har været bedemænd og har haft mere eller mindre mystiske tilbøjeligheder. Elegant flettes spændende fakta ind om hvordan døden, overtro og begravelser er blevet håndteret gennem historien, og et solidt billede af København gennem de sidste 150 år bygges levende op.

5/5 stjerner, og en oplagt gaveidé til alle der holder af en virkeligt god historie. Jeg har allerede købt to styk til julegaver!

Bogen til din kloge kusine:

Hanya Yanagiharas bog “Et lille liv” var jeg meget vild med, og mine forventninger til “Folket i træerne” var derfor tårnhøje. De blev til dels indfriet, men jeg syntes at bogens opbygning – den er skrevet som om hovedpersonen har beskrevet sine oplevelser og hans assistent har samlet det og tilføjet et væld af fodnoter – forstyrrede min læsning. Meget af tiden følte jeg at jeg læste en lang artikel i et National Geographic.

Historien er ellers virkeligt spændende, og både væmmelig og fascinerende. Hovedpersonen, Norton Perina, tager på en ekspedition til mikronesien, i søgen efter en stamme med folk der bliver utroligt gamle, ved at spise noget særligt skildpaddekød. Han er baseret på en virkelig person, nobelpristageren Dr. Daniel Carleton Gajdusek, der som bogens Perina, også bliver anklaget for seksuelt misbrug af de utroligt mange børn han adopterer med sig hjem, men meget af det videnskabelige og antropologiske er ren fiktion – omend utroligt overbevisende bygget op. Det er en grum historie, med en usympatisk hovedperson, men mange spændende forklaringer, og kan man leve med måden den er bygget op, er historien interessant. Jeg har lånt den ud til en klog veninde, der var helt på røven over hvor god hun syntes den var – selv giver jeg den dog kun 3/5 stjerner.

Bogen til din bror, der arbejder med mennesker og helst læser faglitteratur:

“Ro – mindfullness for børn og unge” er en gennemarbejdet og brugbar bog, med fakta om stress, opmærksomhed, nærvær og ro, og hele 75 gode øvelser i mindfullness man kan lave med egne børn eller børn i en gruppe. Den er godt opbygget og skrevet, og jeg har brugt den herhjemme med mine egne stressede teenagepiger, der synes øvelserne har været både hyggelige og afslappende.

4/5 stjerner

12/18/19

Decemberanbefalinger

Denne måned, hvor jeg bare har ligget ned med dum fod, har der heldigvis været flere gode ting – listen med gode bøger får sit eget indlæg, men der har også været andre ting.

Det bedste streaming

The “Marvelous Mrs Maisel” på Amazon prime, er en virkeligt underholdende serie, om en kvindelig komiker, der kæmper for at komme frem i 1950’ernes mandschavinistiske verden. Charmerende, morsom og god underholdning. De første par afsnit virker lidt platte, men den bliver bedre og bedre hen ad vejen, så giv den en chance!

 

“Succession” på HBO er en dramaserie om magt og familie. Ægte spændende – sådan lidt Dollars-agtig, bare med gode skuespillere og et ordentligt plot. Jeg kan rigtigt godt lide film og bæger om søskendeforhold og de roller man påtager sig i en søskendeflok, og filmens fire søskende er fremragende fortalt.

Det bedste gambling

I mangel på socialt liv, er jeg ved at lære mine unger bodegaspil. Vi spiller “snyd” (terningspil) om hvem der skal nusse hinanden på ryggen, og poker om tjenester. De er overraskende grebet af det, omend stadig ikke særligt gode til det der med pokerfjæs.

Det er (næsten) som at have et socialt liv – bare uden bajere.

Det bedste måltid

Vi var så heldige at få tilbudt et samarbejde med Homemate, gennem Momsterjob, hvor vi testede næsten færdiglavet julemad. HELT fantastisk! Både fordi maden var virkeligt god, men helt klart også at det var så supernemt at lave: vi fik udbragt bakker med and, sovs, rodfrugter, kartofler der bare skulle i ovnen, mens vi drak den medfølgende gløgg og pigerne lavede småkager ud af den dej der fulgte med – og ris a la mande bagefter!

Varm anbefaling her fra af Homemate, til travle dage hvor maden alligevel godt må være ekstra god.

Hvis I har lyst til at prøve det selv, kan i bruge koden “HOMEMATE-VENNER” og få 10% rabat på en ordre.

 

Ovenstående er reklame, da jeg har fået det gratis – men det er ikke hverken første eller sidste gang vi køber fra Homemate, det er  bare et godt og nemt koncept.

 

12/10/19

Om klodsethed og græskar

Top et, over ting man ikke skal gøre når man er blevet opereret i fod og gerne vil have lortet heler:

1. Tabe et græskar direkte på arret

Til gengæld fik jeg imponeret mit mindstebarn, der (da jeg var færdig med at rase og råbe) konstaterede:”Jeg vidste godt du kunne mange bandeord – men jeg vidste ikke du kunne SÅ mange!”

 

 

12/5/19

Om voksne børn

Min ældste pige fyldte 18 i forgårs. Sådan teknisk set voksen, med voksne meninger og holdninger og ønske om at finde en lejlighed med sin kæreste…og så alligevel: stadig mit lille pus.

Det er meget underligt det der med at have kendt et menneske så godt, helt fra foster til voksen. Jeg kan indimellem blive helt forundret over de glimt af hendes yngre versioner jeg ser i hende.

Det føles ikke som vildt længe siden at hun var en storsnakkende 4 årig eller en velduftende baby. Hendes far og jeg har jo fx slet ikke ændret os i løbet af den tid, så føles ret vildt at hun har!

Det tænkte jeg helt ind til jeg skulle finde nogle fotos til en tale jeg ville holde, og fandt dette af hendes far med hende. Han ser jo ud som om han er 12 år! 

Nå, men om aftenen på hendes fødselsdag sad vi allesammen i sofaen og guffede chips, og lillesøstrene skiftedes til at fortælle historier om hende, fra da de var små. Alt muligt, både om hvordan de to ældste narrede de små til dårlige roller i lege, og minder og anekdoter fra lege, skænderier og oplevelser de havde haft sammen.

Det var utroligt hyggeligt og kærligt, og jeg blev både blankøjet af rørelse over deres søsterkærlighed og overrasket over hvor meget internt sådan en søsterflok har med hinanden, som jeg slet ikke kendte til.

Det sluttede med en snak om hvor mærkeligt det var at man glemte så meget igen – hvor mange af historierne ikke alle involverede kunne huske. Det fik en af dem til at udbryde tørt:” ja, nogle gange glemmer man noget man gerne ville huske – og så er der ting man virkeligt gerne ville glemme, som man altid kan huske…”

Bekymret over om hun mente tunge ting hun gerne ville glemme – sygdom, dødsfald og den slags – spurgte jeg ind til det og fik følgende svar:” vil du virkeligt gerne vide det, mor? Nå, men jeg glemmer aldrig der hvor jeg kom ud på badeværelset mens du var i bad, og lige da jeg kom ind bøjede du dig så langt ned efter en shampoo at jeg kunne se dit røvhul. Det gad jeg seriøst godt glemme igen!”

 

11/27/19

Boganmeldelse: “Gileads døtre” af Margaret Atwood

Bog er anmeldereksemplar, men indlæg er hverken betalt eller uærligt

Da jeg var ca ti år, havde jeg læst alt der var værd at læse på børnebiblioteket og sneg mig ind på voksenafdelingen. Her var en af de allerførste bøger jeg faldt over Margaret Atwoods “en tjenerindes fortælling”.  Mindblowing! Jeg blev fuldstændigt opslugt af hendes krybende uhyggelige og realistiske fremtidsdystopi, og det er en af de bøger jeg har genlæst allerflest gange gennem årene.

HBO lavede en fremragende serie baseret på bogen for et par år siden, hvor første sæson var ret tæt på historien i bogen, men de følgende sæsoner digtede videre.

Margaret Atwood har været tæt inde over tv-serien ved eksempelvis at fortælle dem hvem de ikke måtte dræbe, for tanken om selv at skrive en fortsættelse er noget hun er blevet opfordret til i mange år.

Og nu er den her endelig, fortsættelsen. Den var værd at vente 34 år på!

”Gileads døtre” foregår 15 år efter handlingen i den første bog – hvilket er et smart greb, der efterlader plads til at der kan ske lidt af hvert i serien uden at ødelægge historieforløbet.

Bogen har tre fortællere, hvis historier gennem bogen knyttes sammen til en:

– Agnes, en helt ung pige der er født og opvokset i Gilead, som datter af en magtfuld kommandant. Regimet hvor kvinder, børn og mænd i betydningsløse stillinger er brikker som eliten kan gøre hvad de vil med er hendes hverdag, men gradvist begynder det at gå op for hende hvor mange uhyrligheder der foregår.

– Daisy lever uden for Gilead, i Canada. I skolen har de lært om Gilead, og hun er forarget og nysgerrig. Da hendes forældre dør i et attentat involveres hun i en bevægelse der skal infiltrere Gilead, og finder ud af at hun ikke er hvem hun troede hun var,

– Tante Lydia er kendt fra den første bog og serien som den strenge og straffende “tante” hvis job det er at udføre Gileadsystemets regler, og sørge for at avlskvinderne – tjenerinderne – føder børn til de magtfulde uden at gøre oprør. I denne bog kommer man bag hendes facade, og hendes grunde til at gøre som hun har gjort afdækkes.

Hendes fortælling er klart det bedste ved bogen, og for min skyld kunne der sagtens have været 100 sider mere med hendes stemme! Det er interessant hvad der skal til for at gøre mennesker “onde”, og hvor langt vi er parat til at få for at beskytte os selv.

Atwood skriver det troværdigt og rørende, og formår som ingen anden at beskrive bevæggrunde så realistiske at man virkeligt tror på det.

Det er en fremragende roman, og en vigtig roman. Den griber fat i strømninger som Atwood i flere interviews har sagt hun ser i Trumps USA nu: strammere abortlovgivninger, børn der adskilles fra forældre ved den mexicanske grænse og nedladende sprogbrug omkring kvinder og kvinders rettigheder. Som romanen viser kan det være let at skubbe den slags urimeligheder til side – negligere hvor problematisk det er og vænne sig til det – og pludselig sidder vi et låst samfund, hvor rettigheder ikke er for alle.

Det er det der gør hele tanken om Gilead så uhyggelig: den virker ikke urealistisk, når man skriver den så nøgternt og godt som Atwood gør.

Titel: Gileads døtre (adlink)
Forfatter: Margaret Atwood

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Sideantal: 432

Min vurdering: 4/5 stjerner

11/21/19

Om at være et sengeliggende bogegern

De sidste mange år har jeg kun kunnet få i bløde gummisko, grundet slidgigt i min ene fod. Det er sandsynligvis opstået, fordi mit ene ben er lidt kortere end det andet, og jeg har gået yderligt på foden for at kompensere.

For en som mig, der er ganske uinteresseret i sko, har det med skoene ikke været det store tab – tværtimod har der været noget sært tilfredsstillende i endelig at have en lovlig grund til at have sneakers på til fester. Men den stigende smerte i låst fod har været irriterende, og har også forhindret mig i ting jeg gerne ville – fx stå på skøjter og rulleskøjter med mine piger – og jeg endte med at sige ja tak til den operation læger blev ved med at anbefale.

De sidste måneder har jeg derfor lavet egern-finten med at samle forråd til sengeligning. Bare med sange til playliste og bøger, istedet for nødder.

Alle de bøger jeg har glædet mig mest til at læse eller genlæse er omhyggeligt blevet gemt, så da jeg i dagene op til gårsdagens operation havde lyst til at aflyse det hele, var det først og fremmest tanken om den ventende bogstak der gjorde at jeg holdt fast. Og den gode playliste jeg ville lytte til mens de snittede i mig trak også noget.

Den gik fint, operationen. Mærkelig fornemmelse at have et ben der var helt slasket og følelsesløs i et halvt døgns tid, men alt i alt gik det nemmere og mindre ubehageligt end jeg havde troet. Og der var noget rart over måden mine unger vimsede rundt og hentede tegninger, dyner, bøger og snack til mig da jeg kom hjem i går eftermiddag.

Jeg var derfor ved godt mod da jeg gik i seng, og tænkte at jeg nok skulle overleve tre uger i sengen – lige indtil jeg vågnede klokken 04 og de bedøvende indsprøjtninger ikke virkede mere.

Shit altså! Det gjorde altså ondt på linje med børnefødsler, og jeg måtte ligge og hive alle de selvhypnosetricks jeg huskede fra fødsler frem, mens jeg ventede på at morfinen skulle virke. Overvejede kraftigt om det ville hjælpe på smerte, hvis jeg savede ben af, men så virkede morfinen heldigvis og slog mig helt ud igen,

Da jeg vågnede efter morfinrus, var min familie gået i skole og på arbejde, men havde bygget mig en fin rede i stuen med bøger og skåle med snacks. Den har jeg ikke rørt mig fra i dag.

Jeg er for dopet til at kunne læse i egerneforrådet af bøger, men har hørt nogle lidt slatne lydbøger, og døset eller spillet spil på ipad imens.

Nu venter jeg bare på at pigerne kommer fra skole, med underholdning og omsorg. Det der med at runde indlægget af med en pointe magter jeg ikke rigtigt lige nu – men forvent at jeg kommer til at skrive en del boganbefalingsindlæg de næste tre uger. Er der noget andet I gerne vil have indlæg om, eller vide? Så send forslag og spørgsmål – jeg ligger jo bare her.

11/11/19

Om orme

Den sidste måned har vi udkæmpet en hård kamp mod mel-møl. Altså – sådan nogle små flagrende sataner, der er kommet ind i huset i fx en pose mel, og nu flakser rundt i skabet, laver spind i poser med nødder og mel, og værst af alt: har små kravlende larve-unger der kryber hen over loftet i køkkenet. Vi har smidt ud, puttet ting i bøtter, støvsuget som gale, og langsomt er der ved at komme færre og færre af de ækle kryb.

På det tidspunkt hvor det var værst, startede vi morgenen med at støvsuge 10-12 kravlende larver ned fra loftet, og samme antal når vi kom hjem fra arbejde.

Mindstebarnet iagttog mig undrende mens jeg gjorde det en dag, og stillede et spørgsmål der gav mig lidt for livagtige billeder i hovedet:” Kan man fjerne alle orme med en støvsuger? Også børneorm?”

Kan alt for levende forestille mig scenarier, hvor man støvsuger børnenumser – og krydser fingre for at det ikke er noget vi får raget til os.

Det mindede mig iøvrigt om dette skilt, som jeg så på et fritidshjem for mange år siden og selvfølgelig måtte fotografere: