06/24/19

Om effektfulde beskrivelser

Mindstebarnet – ophavsbarnet til den helt særlige disciplin “kokasse-solo”, gav en koncert med sit band til skolens sommerfest i fredags.

For en ordsamler som mig, er det ret fascinerende at opleve mennesker der ikke rigtigt er opmærksomme på ord. Min mindste unge er svært glad for at fortælle; beskriver godt; og er meget energisk når hun fortæller, men detaljer som nye ord er knapt så spændende.

Således rundede hun en lang fortælling om hvad de skulle have på af tøj ved optræden; hvem der var med i bandet og hvordan deres indbyrdes relationer var; hvordan de havde fundet på sangen og hvilke rekvisitter de skulle bruge, af med erklæringen:”og ved du hvilket instrument jeg spiller? Larmende cirkel!”

Det tog mig meget, meget lang tids udspørgen at finde ud af hvad betegnelsen “larmende cirkel” dækkede over, for ordet havde hun helt glemt.

Kan I gætte det? Det giver virkeligt god mening, og jeg vil fremover aldrig kalde den andet selv.

06/17/19

Om tømmermænd og festdrømme

Den ting jeg ærgrer mig mest over ved at blive ældre, er tømmermændene. Shit, altså: hvis man troede den slags er slemme når man er i tyverne, kan man virkeligt se frem til at være i fyrrerne!

Det er nu mandag; jeg skal på arbejde om et par timer – og har teknisk set stadig tømmermænd fra fest i lørdags. Bare lige sådan et nydeligt strejf af kvalme, iblandet ømme dansetæer, og trang til at æde et eller andet voldsomt fedtet.

Dagen i går gik ellers med at ligge i fosterstilling på en madras i skyggen, mens jeg lyttede til mindstebarnet og nabopigens leg, og på skift fik lov til at ligge og kramme på mellempigerne. Det er ikke den dårligste måde at have tømmermænd på, men det ville nu have klædt mig at være oprejst, bare lidt.

Jeg har fødselsdag på fredag, men kommer ikke til at holde noget festligt, grundet andre arrangementer: 40 års skolejubilæum på de mindstes skole; afslutning på efterskolen og en middag. Weekenden efter rejser mindstebarnet og jeg til Madrid, på aleneferie, så der bliver det heller ikke. Og selv om min lever nok er voldsomt begejstret for at der ikke skal festes mere lige foreløbigt, så ærgrer det mig.

Det var vores søde naboers kobberbryllup vi fejrede i lørdags, og HOLD nu op – det var sjovt! Og helt vildt gennemført, med 1920er-tema, ca 50 udklædte gæster, og gode drinks (kvalmelyd).

Der var både et guld og glitterpyntet telt, med gamle møbler og ting, champagnetårn og cocktailbar, og så et hemmeligt telt med smugkro, hvor fadølsanlægget var gemt i en halmballe, og man drak “moonshine” af syltetøjsglas.

Helt genialt, og meget stemningsskabende – og det giver mig virkeligt lyst til at holde noget stort. Næste år! Og med et tema, der kan være med til at give stemning. Den slags tager sikkert også et helt år at udtænke og fremstille pynt til, så det er nok fint at vente et år.

Er der nogen af Jer, der har gode forslag til hvilke festtemaer der er sjove, og nemme at få folk med på? Så vil jeg rigtigt gerne høre!

 

06/11/19

Om superheltes mindre kendte kendetegn

”Se lige mig!” Sagde fremmed ca 6 årig dreng, jeg mødte på arbejdet, til mig i sidste uge “jeg er Spiderman!”

Umiddelbart kunne jeg ikke se nogle spor af superhelte på ham – bare almindelige shorts og tshirt, men synes ikke at hans henvendelse skulle gå ignoreret hen, så jeg begyndte at tale om hvor sjovt det var at gå og forestille mig at man var Spiderman eller andre helte.

Her afbrød han mig overbærende, med et:”jamen, det er ikke indeni jeg er Spiderman! Det er udenpå. Se selv!” Og så flashede han lakerede fingernegle, skiftevis i rødt og blå:”se! Spiderman-negle! Og i næste uge skal jeg have Batman-negle – sorte og gule!”

Fandme nuttet, at gå og føle sig som en superhelt på grund af neglelak!

Jeg vidste slet ikke det var sådan man genkendte Spiderman?

06/10/19

Om listige løsninger

Da jeg gik i anden klasse, og løste opgaven:”skriv et digt om vejret”, fik jeg en reprimande af min lærer for udførelsen.

Alle de andre havde skrevet sider fulde af detaljerede beskrivelser af solskin, blomster og skyer – min var begrænset til en enkelt sætning:”udenfor er det dejligt vejr, så hvorfor sidde og digte her?”

Det var ret akavet at opleve sin egen genialitet falde til jorden i en sky af pinlig tavshed, og det er nok derfor at jeg stadig husker det så tydeligt.

Æblet falder ikke langt fra stamme, opdagede jeg forleden hvor min næstyngste fortalte om en engelsk stil, hun netop havde afleveret.

”Den skulle være på mindst 300 ord, men jeg kunne ikke finde på noget, så til sidst skrev jeg, at han faldt over en sten, og sagde:”ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch, ouch” – og så ramte jeg præcis 300 ord!” erklærede hun tilfreds “ og min lærer synes sikkert det er sjovt!”

Det tænker jeg også han gør – han har heldigvis meget humor.

Et billede der passer til har jeg ikke – men her er et pladecover jeg fandt i en genbrugsbutik, og har haft det lidt for sjovt over siden. Det vækker SÅ mange spørgsmål: “hvis det her var det bedste foto, hvordan så de kasserede sådan ud?”, “skal han tisse?”, “HAR han tisset?”, “hvor festlig er musikken lavet af en festlig fyr som ham?”, “tænkte han selv:”yes, der var den! Det er præcis det udtryk jeg gerne vil have på min plade!”

Hvad tænker I?

06/5/19

Om festivitas og ordmangel

Nå, men de der fire fridage i træk i sidste uge, hvor alle andre jeg kender slappede af, og sov længe og lavede ingenting? Dem brugte vi på et tætpakket program af fejringer: en konfirmation, en barnedåb, en omgang gæster og en børnefødselsdagsafholdning.

Jeg har det svært med kalendere der ser proppede ud – uanset hvor hyggelige det der propper dem, lyder til at blive – og har sparet på både ord og nattesøvnstimer op til.

Unødvendigt, viste det sig: fantastisk hyggelige dage, trods den tætte pakning. Der er noget ganske særligt over at fejre både dem der står sidst i barndommen og dem der lige er ankommet, og jeg var grådlabil/glad over både fejring af vores venners dejlige konfirmationspige og min søster nuttede dåbsdreng.

Særligt når søskende tør stille sig op og demonstrere kærlighed hiver det i mine tårekanaler, og jeg måtte snøre dem hårdt, både da konfirmandens storesøster sang en hjemmeskrevet sang på en “Oh land” melodi, og da dåbsdrengens storesøstre holdt taler, om hvor glade de var for at have fået en uventet lillebror.

Her er et bevis på hvor populære efternølere bliver i en familie med to storesøstre og fire kusiner:

En skov af kærlige pigehænder, til at hjælpe ham videre.

Helt udmattede efter flere dages dejlig festivitas, stod vi søndag morgen tidligt op, og bagte boller og pustede palmetræer op, til mindstebarnets børnefødselsdag. Hun havde inviteret hele klassen, da hun både leger med drenge og piger. Hendes tre søstre har alle haft en enkelt sød og livlig drengeven hver, så vi tænkte at vi var godt klædt på til at håndtere sådan en flok, trods manglende erfaring med drengefødselsdage.

Ha! Drenges livlighed i flok er åbenbart et gear over det gear de bruger enkeltvis, og mens alle pigerne og to af drengene hyggeligt byggede en Playmobil landsby, mandsopdækkede Ninjaman og jeg resten af flokken, og måtte til vores overraskelse sige sætninger som:”nejnej, i må da ikke jage hinanden med en økse!”, “læg den grensaks, og lad være med at klippe store bidder af hækken!” og “det er IKKE i orden at jage naboens kat med en kæp!”

Heldigvis endte alt godt, og jeg tror at både gæster og fødselsdagsunge syntes det havde været en god fest – trods den manglende lov til fri leg med haveredskaber.

Resten af juni byder på fester de fleste fredage og lørdage – bl.a vores naboers stort anlagte “Gatsby fest”, som jeg går og småpanikker over kostume til – men jeg har mere ro i maven nu, og forventer ikke at bruge alle ord op inden.

Skal lige op på hesten rent blogmæssigt igen dog, så hvis I har spørgsmål eller inspiration til indlæg, så bare smid dem i denne retning!

05/25/19

Lørdagslæsning: et par gode bøger til højtlæsning, 7-11 år

Min yngste på 8 kan godt lide at få læst højt, men synes for tiden at det er svært at finde bøger der rigtigt fænger: billedbøgerne er ofte lidt for barnlige, men hun kan ikke holde koncentrationen ved lange bøger uden billeder.

De her to nye bøger har dog ramt spot on, og kan anbefales til højtlæsning og selvlæsning for børn på hendes alder +/- et par år:

Mira på lejrskole


Det var en jublende lykkelig pige der modtog anmeldereksemplar af den nyeste bog med Mira. De to foregående bøger har været nogle af hendes absolut yndlingsbøger, og vi har læst dem et utal af gange sammen, og hun har også selv læst dem. De to første bøger er tegneserier/graphic novel, men denne er lavet som en vælg-selv-handling-bog – til min store begejstring. Jeg var selv helt vild med den slags bøger som barn, og har ærgret mig meget over ikke at have gemt min bogsamling.

Konceptet er at man læser nogle sider, og så stilles et valg, fx:”hvis du synes Mira selv skal sætte vækkeur, så gå til side 17” eller “synes du mor skal huske at vække hende, så gå til side 52”.

På den måde kan bogen læses mange gange og alligevel overraske hver gang, for begivenheder og slutning ændres ved hvert valg man tager. Genialt koncept, til de os der har børn der vil have læst de samme bøger tusind gange!

Havde vi ikke kendt Mira-bøgerne i forvejen, tror jeg at hun ville have været helt vildt begejstret for dette koncept – men i sammenligning, savnede hun de mange tegninger fra de andre for meget, og det trak en stjerne ned. Den er stadig blevet læst flere gange, men ikke så mange gange som de andre er.

Jeg synes den er nem at læse højt, har et godt sprog, fine tegninger og mange temaer man kan tale om med sit skolebarn: at føle sig udenfor, at blive jaloux, venskaber, at turde sove væk hjemmefra mm.

Mindstebarnet og jeg blev enige om at den bør have 4/5 stjerner – også selv om hun synes den mangler tegninger.

Titel: Mira på lejrtur
Forlag: Gyldendal
Forfattere: Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøj

Børnene fra Sølvgade

Denne læste jeg med både min 8 årige og min 12 årige.

Man følger 11 årige Katinka og hendes tre søskende, der bor helt alene i en lejlighed i Sølvgade, efter deres mor forsvandt. De er bange for at ryge på hver deres børnehjem, og skjuler derfor at de bor sådan – helt skræmte ved tanken om “kommunetrolden” og den lidt for nysgerrige skoleinspektør.

Den mindste pige skal starte i skole efter sommerferien, og de har brug for en voksen der kan skrive hende ind i skolen, for at ingen får mistanke. For deres sidste penge hyrer de en hushjælp: den crossdressende Miss Nelly, som de hurtigt ønsker at de havde råd til at beholde for evigt.

Mindstebarnet syntes det var fascinerende trist at høre om børnene, der passede på hinanden, og samlede flasker og skrald i fritiden, og kunne sagtens leve sig ind i de fire søskendes trang til at blive sammen. Tegningerne får også en thumbs up fra hende.Hun heppede meget på en Happy ending, og kunne næsten ikke få læst bogen hurtigt nok, for at se om en sådan kom.

Mellembarnet fandt det irriterende stereotypt at det kloge barn har briller, og blev irriteret over at Miss Nelly ikke blev omtalt som “hun”, når han/hun åbenbart havde en kvindelig kønsidentitet – men hun fandt stadig historien spændende. Jeg synes historien er spændende; der er en god portion humor og varme; men sproget virker flere gange lidt gammeldags – særligt replikker og beskrivelser er nogle steder lidt stive.

Den kunne gøre sig godt som børnefilm.

Stjernemæssigt blev vi enige om 3,5/5 stjerner – den yngste af os hældte dog mere til 4/5.
Titel: Børnene fra Sølvgade
Forlag: Politikens

Forfatter: Renee Toft Simonsen

(Ærlig og ikke-betalt, men indeholder adlinks og anmeldereksemplarer)

05/22/19

Om at have dekadente planer, for børnefri tid

De tre mindste piger er på lejrture med skolen denne uge, og ældsteungen er på efterskole, så for første gang i 17 1/2 år er vi helt uden børn i mere end et døgn. Vildt!

Altså – jeg kan generelt virkeligt godt lide mine børns selskab og føler mig allergladest i situationer hvor alle fire er hjemme; ingen er sure på hinanden og jeg kan sidde og lytte til deres sniksnak, men sådan er det alligevel ikke hele tiden, og jeg har savnet tid med deres lækre far længe.

Ingen der skændes; skal skyndes på om morgenen; mindes om madpakker/pligter/aftaler; puttes eller bespises på faste tidspunkter; og ingen opvasker der skal tømmes 9000 gange om dagen, fordi de -ellers meget miljøbevidste – små skiderikker, tager et nyt glas for hver tår vand de drikker – al den frihed er jo fuldstændigt berusende!

”Hvad skal i dog lave med fire hele dage alene?” Spurgte en veninde mig misundeligt i torsdags, og jeg kunne ikke komme i tanke om en liste på mere end to ting:

1. Spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30

2. Knalde, uden at låse soveværelsesdøren.

Egentlig ikke verdenshistoriens mest kontroversielle liste over vilde ting man kan foretage sig, men vi er jo heller ikke i træning med at planlægge kærestetid.

Punkt 1 på listen – den om at spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30 – var egentlig tænkt som noget med  at vente til klokken 20, nu der ikke sad sultne børn og ventede. Teknisk set kunne punktet også opfyldes ved at spise aftensmad klokken 16, som vi kom til at gøre efter en virkeligt lang gåtur i går, hvor vi kom forbi en koreansk restaurant der duftede godt. Udover de to punkter på listen, har vi skejet ud og gjort en masse ting vi ikke plejer med børnene i huset: drukket cola til morgenmad, set voldelige film tidligt på eftermiddagen og spist takeaway i sofaen. Thug life!

Tiden har været fyldt så godt ud med arbejde og vilde planer, at jeg ikke har savnet ungerne før i dag, hvor jeg kom hjem tre timer før Ninjaman, og kun havde hunden som selskab. Hunden ved at pigerne plejer at komme hjem nogenlunde samtidig med mig, og trippede i pendulfart klynkende og fisene frem og tilbage fra hundekurv til havedør, hvor han forgæves spejdede efter dem.

Jeg er for tiden i fuld gang med en masse spændende skriverier, og havde tænkt mig at bruge alenetid effektivt, men frustreret hund endte med at sætte sig og stirre hårdt på mig, og tage al koncentration.

Folk der ikke kender mig særligt godt, plejer at sige at jeg er meget udadvendt. I virkeligheden er jeg det modsatte: jeg trives bedst med folk jeg kender eller eget selskab, men skjuler det ofte ved at fylde stilhed ud med speedsnak, af varierende kvalitet. Også i busser og den slags.

Når den sædvanlige lyd af storsnakkende børn byttes ud med tavst stirrede hund, aktiveres mit smalltalk-forsvar åbenbart også, så da Ninjaman endelig kom hjem tog han mig i at forsøge at stable en samtale på benene med hund, med den klassiske samtalestarter for hunde:”Katte… så nederen, ikke?” Hårdt presset af grinende mand, kunne jeg godt huske at jeg nok havde smalltalket på hunden noget tid, uden rigtigt at have opdaget hvor bøvet det er at sidde og fyre spørgsmål efter dyr.

Nå, men de kommer hjem fredag, så vi skal lige have lavet nogle flere vilde alene-hjemme-uden-opsyn-ting. Sikkert noget med at spise aftensmad klokken 15 eller gå en tur på et helt crazy tidspunkt. Det bliver vildt.

Og det eneste svar jeg fik på smalltalk med hund, var iøvrigt at han stadig synes den nye kurv er ALT for lille:

Slet intet plads til en hel hund, i den mikroskopiske kurv. Stakkel…

(…og hvis nogle af jer skulle ligge inde med forslag til dateagtig ting man kan lave i dag, efter 19 hvor jeg har fri, så sig endelig til! )

05/6/19

Om det der kærlighed, del 34

Føljetonen er nået til vinter 09/10, hvor jeg ventede fjerde baby.

Vi afviklede butikken, med en solid gæld. Ninjaman, der havde stået i egen butik de sidste 4 år, virkede åbenbart som et dårligt kort når han søgte job inden for sin uddannelse. Der gik fire måneder før han blev fastansat, og da han ikke havde været i fagforening, var det med yderligere opbygning af gæld i den periode. Men egentlig føltes det ikke så slemt som det lyder: vi var optimistiske, og det var en stor lettelse ikke længere at bekymre sig over om butik kunne løbe rundt eller ej, eller have det store ansvar hængende over hovedet, som vi havde haft de sidste 8 år.

Misdannelsesscanningen ved juletid viste en sund og fin baby, som sygeplejersken var 90% sikker på var en dreng. Vi ryddede vores butiks restlager for ikke-blomstret babytøj, og jeg brugte hele juleferien på at vænne mig til tanken om at få en dreng. Ikke at jeg som sådan havde en præference til kønnet – det kunne være sjovt at få en dreng også – men jeg følte mig på en måde sært snydt ved tanken om ikke at genopleve hvordan det havde været da mine tre andre piger var små babyer, og trods det at de allerede ved scanningen i uge 13 havde sagt ordet “dreng”, forestillede jeg mig stadig at det var en pige.


Vi fik en 3D kønsscanning foræret i julegave, bare for at kunne se vores lille dreng rigtigt.
…Og her var der så bare ikke en dreng længere, men en pige – til storesøstrenes udelte glæde: de syntes det var sejt at skulle være fire piger.
Alle yndlingspigenavne havde vi jo brugt, og drengenavnet havde vi næsten på plads: han skulle have heddet Bjørn, så vi gik i hård tænkeboks omkring pigenavne, og det endte med at Ninjaman bare sagde: “I må godt vælge – bare det er navnet på en blomst, så jeg kan få det tatoveret!”
Lidt mærkeligt krav, men pigerne og jeg fandt et rigtigt fint blomsternavn til hende – det øverst til venstre. De andre tatoveringer er for de tre store:

I januar 2010 fødte min søster en stor smuk pige, og jeg var så heldig at få lov til at være med til fødslen. En smuk og intens oplevelse, som dog også skræmte mig noget: min forrige fødsel havde været en voldsom oplevelse, som efterfølgende havde givet mig nogle måneder med angst og utryghed indeni. Den del var jeg for længst ovre, men tanken om at risikere en tilsvarende ubehagelig fødsel, var ikke god.
Jeg var fortsat mest tryg ved en hjemmefødsel, men det skulle være med garanti for en jordemoder der havde styr på det, og kunne håndtere, hvis jeg endnu engang skulle få et barn der lå skævt.

Jeg blev sygemeldt med for mange plukveer før tid, og havde alt for meget tid til at bekymre mig, men også tid til at tænke over hvad jeg kunne gøre for ikke at havne i samme situation som sidst, og nåede frem til at vi måtte låne nogle penge til en privat jordemoder.. Det var mange penge, og virkede måske dumt at tage et lån mere, oveni alt efterbutiks-gælden, men følelsen af at være bange sidst jeg fødte ville jeg betale hvad som helst for at slippe for.
Det er nogle fantastiske jordemødre der arbejder der, og jeg glædede mig hurtigt til at skulle føde igen, og var ikke længere bange.
Istedet brugte jeg det mentale overskud til at have de små børnehave-mellempiger hjemme rigtigt meget, og genfinde brugte varianter af alt det babygrej jeg havde solgt på nettet.


Terminsdatoen var 23 maj, men der kom ikke nogen baby den dag.
(fortsættes)

05/2/19

Om “rigtig” mad

“Det har bare været den BEDSTE dag i mit liv i dag!” bedyrede mindstebarnet, der ikke er bange for superlativer og overdreven begejstring.

”Jo, for vi legede restaurant i dag. Ja, altså: det var nogle af drengene der havde startet en restaurant ude i gården, og så kom jeg bare forbi og fik lov til at være tjener. Og vi havde SÅ mange kunder, men ved du hvad? Der var ÆGTE rigtig mad, ikke bare sandkager!”

Jeg forestillede mig at “ægte, rigtig mad” nok dækkede over et eller andet fra deres madpakker de solgte, men blev virkeligt overrasket da jeg spurgte ind til det: der var nemlig både myrer, mælkebøtteblade og bøgeblade på menuen.

”Vidste du ikke engang at man kan spise myrer? De smager af citron, men man skal spise dem hurtigt, for at de ikke kribler. Bøgeblade smager både af citron og af salat. Det er virkeligt lækkert – jeg spiste vildt mange bøgeblade!”

I dag så jeg så reklameplakaten for restauranten hænge på skolen:



Betalingsformen er x antal bøgeblade – meget bæredygtig økonomi.
Jeg spurgte ind til forskellen på retterne, og lærte at “myretaco” er når bøgebladet er rullet rundt om myren, og “myreburger” er en myre mellem to bøgeblade.
Jeg googlede om det virkeligt er rigtigt at man kan spise dem uden problemer, og det er det. Man kan åbenbart også spise bænkebiddere (der ristede, smager af rejer) og edderkopper.
Umkddelbart ikke noget jeg selv drømmer om at spise – men godt at børn er modige!

05/1/19

Anbefalinger af lidt af hvert – April 2019

Her lidt blandede ting jeg har fundet fede i April måned, og gerne vil dele. Indeholder adlinks, men er ikke betalt reklame, bare anbefalinger:

Biograffilm: “Dronningen”
Trine Dyrholm spiller rystende godt, i denne fremragende danske film. Anne har et godt liv, med mand og døtre i lækkert hus i skoven, og et job hvor hun hjælper unge piger, der har været udsat for overgreb.

Alligevel forfører hun sin mands unge søn, der kommer for at bo med dem, uden at tænke på konsekvenser.

Simpelthen en utroligt god film – omend meget lige på og barsk!

Shopping: sommerkjoler
Yes: lige om lidt er der lys og sommer, og man kan bære vilde mønstre igen. Jeg har lige gennemrodet udsalgskategorien hos  King louie og Superlove for blomstrede kjoler, og er godt oppe at køre over de her to nye forårskjoler:

Jeg tror man skal være heldig for at finde lige de mønstre stadigvæk, men modellerne laves i andre mønstre også, og sidder begge godt. Den med kirsebær hedder “Cecil” og er lidt casual i faconen, den grønne hedder “cross dress” og er lidt mere festlig i det – ret udringet.

Aktivitet: at lave stop motion film med sine børn

Nana Torp har skrevet den fuldstændigt fantastiske Stopmotion lab, (adlink)der er en virkeligt grundig, sjov og nem guide til hvordan man laver sine egne stopmotion film.

Jeg har simpelthen aldrig læst en gør-det-selv bog der er så gennemarbejdet og inspirerende, og vi har foreløbigt brugt mange, mange timer på at konstruere scener, lave figurer og optage små film selv, ud fra bogen og Nana Torps gode videoklip på youtube (søg på “stopmotion lab” der). Jeg har også lavet forløb i min billedkunstundervisning ud fra bogen, og det var en mindst lige så stor succes der.

Der er noget vildt tilfredsstillende ved at se sine færdige film bagefter, og det med at lægge lydeffekter på er noget så skægt – der er noget for børn i alle aldre, og så er det en mulighed for forældre for at være med i en leg/fælles projekt. 5 store stjerner herfra, både til bogen og til hele konceptet med at lave stopmotion film selv.

Hudpleje: eksem creme’ fra La Roche-Posay

To af mine piger har døjet meget med børneeksem, med blødende knæ og albuebøjninger, og tørre arme og ben, og vi har prøvet stort set alle produkter på markedet. Det hjælper med fedtcreme, men tager det ikke helt. Da jeg blev spurgt om vi ville prøve nogle eksemprodukter fra La Roche-Posay havde jeg ikke de store forventninger – men hold da OP hvor er det effektivt! Nu skal jeg skrive at det er sponsoreret (vi modtog cremer i gave), men jeg skriver altså kun om det fordi det virkeligt er det bedste vi har prøvet: vi vasker dem med den til højre og smører med den anden bagefter, og begge deres eksem er stort set forsvundet – mindre end nogensinde før!

Virkeligt anbefalelsesværdig, til eksembørnehud!
Jeg er blevet inviteret til et spændende foredrag omkring La Roche-Posay og solbeskyttelse i næste uge, og glæder mig personligt til at finde ud af om den serie er lige så effektiv som eksem-serien! Er der nogle af Jer I har spørgsmål til La Roche-Posay, som jeg skal stille for Jer? Så bare skriv dem her, eller i en mail.
Eksemprodukterne kan iøvrigt købes  her billigere (adlink).

Tv-serie: “the O.A” på Netflix
En ung kvinde, der forsvandt for syv år siden og dengang var blind, dukker pludseligt op igen. Nu kan hun se igen, og har også andre mystiske evner. Hun rekrutterer fem fremmede til en hemmelig mission, og afanit for afsnit fortælles hendes gribende og mystiske historie om hvad hun har været ude for. Ret kringlet, men virkeligt spændende!