11/5/18

Om det at blogge, jubilæum og bloggens navn

I dag er det 8 år siden jeg skrev mit allerførste blogindlæg.

Jeg havde aldrig forestillet mig at det ville være noget jeg ville gøre i så lang tid, eller blive så glad for. Dengang var der ikke særligt mange blogs, og jeg havde ikke engang hørt om det, før min søster anbefalede mig at læse Marens blog, med ordene:”hun lyder fuldstændigt ligesom dig!”

Jeg var på barsel med mit fjerde barn. I mine første tre barsler havde jeg haft større projekter at sysle med når baby sov: bogskrivning, butiksopstart, fællesprojekter med spændende mennesker – men baby fire sov så korte lure, at jeg ikke kunne overskue at sidde og skrive på noget kompliceret. Jeg savnede dog at have et eller andet at bruge hovedet til.

En dag skrev Maren (som jeg ikke kendte i virkeligheden) på sin blog at man kunne købe nogle af hendes gamle bøger, og jeg tænkte at jeg gerne ville læse noget mere, og skrev til hende. Hun arbejdede hjemme, jeg gik hjemme, vi kedede os begge lidt og kunne lide at skrive lange, fjollede mails, og det udviklede sig til at vi skrev til hinanden mange gange om dagen, hver dag.

En måneds tid efter var hun længe om at svare, og jeg surfede blogs mens mit barn sov (fandt fx Sneglcille og Karolines blog og læste alt de havde skrevet), og besluttede mig for at prøve om jeg kunne finde ud af at lave en blog selv. Bare sådan for sjov, og ikke fordi jeg rigtigt kunne forestille mig at få læsere – men måske kunne jeg få skrevet nogle af de totalt sjove ting ned, som min børneflok på 8, 5 og 3 år hele tiden fyrede af. (Babyen sagde ikke så meget, hun var 4 måneder).


Her fotoet fra et af de allerførste indlæg: et opstillet et, af superbaby.

Jeg tænkte at jeg ikke ville bruge pigernes (sjældne og genkendelige) navne, og spurgte om de selv havde forslag til dæknavne. Da lillesøster havde flere bodystockings med superheltelogo på, valgte de superheltenavne: den store ville gerne hedde Krea-Girl (hun syntes det lød som en der kunne lave kreative ting hurtigt), nummer to valgte Frk Fantastisk (hun er god med sin krop, og syntes selv hun var lidt fantastisk til vejrmøller), og nummer tre kaldte vi ofte Hulk, fordi hendes temperament som tre årig var ret meget noget med at smække døre og smide ting når hun blev sur eller skulle rydde op – hun valgte selv at det var et sejt blognavn.

Og derfor kaldte jeg min blog, uden at have tænkt mange sekunder over det, for “Superheltemor”. Det var jo ikke fordi det var noget jeg skulle gøre sådan længe, bare et eksperiment, ikke?

Det var Jer læsere der gjorde mig hooked på at blogge. Det er fantastisk at skrive noget, der bliver udgivet og taget imod med det samme, med hyggelige kommentarer og folk man lærer at “kende” gennem kommentarfeltet.  Har virkeligt grinet højt af kommentarfeltet mange gange, men også fået gode råd, støtte og været rørt over hvad I har skrevet, når noget har været svært. Det har også gjort, at det har været naturligt at dele de grimme ting, for hvis jeg kan få noget personligt ud af kommentarerne, sidder der måske andre derude der har brug for at kunne finde indlæg om det der er svært.

Tak for Jer. For alle de gode mails, råd, anbefalinger og kommentarer, der gør at jeg ikke kan forestille mig at stoppe bloggeriet igen. Heller ikke selv om jeg blogger meget anderledes end jeg gjorde engang: mine børn er store og mere blufærdige med hvad jeg må skrive om dem, og jeg arbejder mange flere timer nu end jeg gjorde de første 4 år jeg havde bloggen , så indimellem er det svært at finde tid og inspiration til at skrive – men jeg kan stadig lide det.

Bloggens navn derimod – det har jeg været flov over næsten fra starten! “Du tror du er en superheltemor, men du lyder bare som en rodet, sjusket kælling, der ikke burde have børn!” var den første hadekommentar jeg fik, efter få ugers blogging. Hadekommentarer får jeg heldigvis sjældent mere, men de første år var der mange. Jeg blev ked af dem alle og slettede dem med det samme, men denne første sad fast: tænk hvis nogen troede at jeg selv syntes jeg var en helt?

For et halvt år siden prøvede jeg at skifte blognavn, til Hverdagsord. (Ingen anden grund, end at mit Instagramnavn er @hverdag). Jeg kan se på min statistik at ingen rigtigt bruger det: sidste måned kom 102.332 herind ved at skrive “superheltemor”, men kun 412 ved at skrive “hverdagsord”. Hvad tænker I: er det kun mig der synes superheltemor er et “pinligt” navn? Skal jeg bare skifte tilbage – eller skifte til noget andet?


Wow, det blev langt! Og ret navlepillende?

I virkeligheden har jeg totalt lyst til at høre mere om Jer. N
Fortæl mig noget! Hvem er I, Jer der læser med? Hvor bor I, hvad laver I, har I børn, hvor gamle er I, hvorfor læser I med? Hvad kan I bedst lide på bloggen? Jeg elsker at I findes, så fortæl mig lidt:)

11/3/18

Lørdagslæsning: vind to gode bøger af Colleen Hoover

Konkurrencen er slut. Vinderen blev: venterpåvin. Jeg sender en mail.

Indeholder reklame: adlinks og bøger modtaget som anmeldereksemplarer fra Lindhardt og Ringhof. Anbefalinger er altid oprigtige.

Denne uges lørdagslæsning indeholder en konkurrence, så nu kan du vinde to gode kærlighedsbøger, til dig selv eller et læseglade ungt menneske.

Efterår er den perfekte årstid til læsning, og letlæste kærlighedsbøger passer indimellem allerbedst til den form for hyggelæsning.

Colleen Hoover har skrevet mange kærlighedsromaner, og jeg kan rigtigt godt lide hendes måde at skrive vedkommende personer på, så man rent faktisk interesserer sig for om de får hinanden. Hun har ofte et mørkt twist til sine fortællinger, som gør at de løfter sig ud over de gængse af slagsen, og disse to er bestemt ingen undtagelse: der gemmer sig en rigtigt grim historie i personernes fortid. (Den er faktisk så barsk, at jeg ikke ville give disse bøger til en alt for ung person. Bare til advarsel.)

Hovedpersonerne er yngre end i de andre bøger jeg har læst af forfatteren (17-18 år), så jeg gætter på at de må høre under “Young adult”-genren og appellere bredt til unge mennesker, men jeg var altså også godt fanget af dem, og læste dem ud i en køre på et par dage. Der er kærlighed og begær, hemmeligheder og misforståelser og en masse mystik.

“Uden håb” og “altid håb” hænger sammen: første del fortæller ud fra pigen Skys synsvinkel, og anden del fra drengen Holder. Personligt kunne jeg bedst lide den første, hvor historien blev rullet rigtigt ud, og syntes at anden del forklarede meget om Holders mystiske måde at reagere på, men også gentog for meget fra første del.

Jeg har foræret bøgerne til to af mine venners store teenagedøtre, og de var begge vilde med del to også, og syntes det var helt fantastisk at læse historien fra to vinkler – så måske er forskellen noget med alder, og om hvorvidt man kan forelske sig lidt i en 18 årig romanfigur?;)

Begge piger ville give bøgerne 5 stjerner hver – jeg er mere til et stort 4/5 til bind et, og 3/5 til bind to, men de er bestemt læseværdige og det er ikke sidste gang jeg forærer dem væk i gave!

Jeg vil meget nødigt spoile noget handling, så her er hvad forlaget siger om handlingen i dem:

“Uden håb”
Dean Holder både skræmmer og fascinerer Sky, der ikke helt ved, hvad hun skal føle for den dragende fyr med det blakkede ry. Der er noget ved ham, der får Sky til at tænke på sin egen meget smertelige fortid, som hun ellers har kæmpet hårdt for at lægge bag sig. Men det viser sig, at den mystiske Holder har haft hemmeligheder for hende, og da de bliver afsløret, påvirker det Sky i en sådan grad, at hun er forandret for altid.

“Altid håb”
Mens Sky i Uden håb prøver at forstå de hemmeligheder, minder og modsatrettede følelser, Holder vækker i hende, får man i Altid håb et indblik i Holders følelsesliv og alt det, han er formet af. For det viser sig, at han er traumatiseret af et minde om en lille pige, og at han hele sit liv har forsøgt at frigøre sig fra en overvældende skyldfølelse. Han havde dog aldrig forudset, hvor hårdt det ville være endelig at møde den pige igen og finde den ro, han så desperat ønsker.

Vil du vinde begge bøger? Så skriv en kommentar nedenfor, og kryds fingre frem til d. 11-11, hvor jeg trækker en vinder.

10/30/18

Om alternativ middagsunderholdning

Dengang vi havde små babyer herhjemme, havde en af dem en dårlig timing med hensyn til blefyldning. Hver gang vi satte os ved aftenbordet, blev middagen akkompagneret af lyden af baby, der tronende i højstol for bordenden, omhyggeligt og prustende fyldte sin ble.

Muligvis en af de mindst ønskværdige dinner-shows.

I søndags var jeg til fødselsdagsbrunch hos min søde nabo, og her forsøgte deres kat at overgå skide-show.

Vi har verdens sødeste naboer, som vi har boet ved siden af i 13-14 år. Deres søn ligger mellem vores to ældste i alder, og deres datter mellem de to yngste, og de har altid leget rigtigt meget sammen. Særligt min yngste og deres pige, der kan bruge hele weekender på at bygge Playmobil-landsbyer op.

Vi sætter allesammen pris på god mad og drinks, og når børnene nu også er glade for hinanden og gerne vil hænge ud i lang tid, så bliver det tit nogle festlige aftener. Om sommeren sidder vi så meget i hinandens haver og drikker os småsnaldrede, at vi har sat en låge i hækken, så det er hurtigere lige at smutte frem og tilbage:


Nå, men det var den der brunch vi kom fra: jeg var inviteret til brunch med alle hendes veninder, og maden var fuldstændigt perfekt. Champagne og lækkerier, flot pyntet bord, og ti festklædte damer.


Da det på et tidspunkt ringede på døren jokede nogen (læs:mig) med at det måtte være den bestilte dværg-stripper, men en sådan var der (desværre) ikke bestilt.
Men så er det jo godt, at de har en kat der forstår at tage underholdningskasketten på, for kort efter bankede kattepoter på vinduet ind til spisestuen, akkompagneret af miaven, og så gik showet ellers i gang: den havde fanget en blåmejse, og var vanvittigt stolt af sig selv.
Selv var jeg så heldig at sidde helt på første parket, med frit udsyn til alle de jongleringsøvelser man nu engang kan lave med en død fugl. Det er mange, kan jeg hilse og sige…

Den stakkels fugl blev kastet op i luften; grebet mellem forpoter, og slynget hårdt ned i fliserne; krammet hårdt af rygliggende kat; jongleret fra pote til pote; smidt højt op igen; og smadret ud over fliserne – og sådan blev det ved, fascinerende, men ulækkert, længe.

Heldigvis gik den væk for at æde fuglen. Medbringende noget af min appetit.

Underholdningsværdien i katte-jonglering er en del højere end i ble-fyldning, men rammer nok cirka lige højt på ulækkerskalaen.

Hvad er det skumleste dinner-show I har oplevet?

10/28/18

Om at glædes ved efterår

Måske er det fordi sommeren i år har fyldt godt op på solreserverne, men for første gang nogensinde, glæder jeg mig over efteråret.

Jeg har virkeligt altid set den årstid som en provokerende periode, hvor sommeren kortvarigt flammer op i farver, for bare at ramme en med lussinger af blæst og regn og sjask og surhed, inden den uendelige vinter.

Men sgu ikke i år, og jeg undrer mig over hvor min sædvanlige pessimisme og gnavenhed bliver af. Altså: vinteren er lige om hjørnet, og den hader jeg intenst, så hvorfor er jeg lalleglad over den årstid der varsler vinterens nederen komme?

Selv de dage hvor jeg cykler på arbejde, i modvind, og med regnen piskende i fjæset – bander jeg lavere end jeg normalt ville have bandet.

Nå, men hvis I er efterårs-vrede, så kan det være at det er nogle af disse ting der har hjulpet på min surhed i år, der kan hjælpe:

1. Gåture. (Jaja, jeg spiller hellig, og vil lige pointere at jeg altså normalt bevæger mig alt for sjældent udendørs, men for tiden er det en god vane!) Her i efterårsferien aftalte vi at gå en tur hver eneste dag, og det har på en måde holdt ved siden. Og, når man først kommer ind i rytmen, er det altså pissefedt at gå, mens man får lyttet til ungernes skoledag uden at blive distraheret af mobil; har mulighed for at tage flotte efterårsbilleder; og får luft og motion. Prøv det – det er vanedannende, også i dårligt vejr, hvor man så sætter ekstra pris på næste punkt på listen!

2. Dynelæsning. Min 12 årige og jeg læser, stort set hver dag, højt for hinanden om eftermiddagen, med te og dyne. For tiden læser vi “Arlo Finch” (adlink), og den er fuldstændigt fantastisk, er vi enige om – sådan næsten-på-højde-med-Harry Potter-agtigt fantastisk! Den handler om en dreng, der flytter til en lille by, et øde sted i bjergene, og bliver medlem af en ret sej slags spejderklub, hvor børnene lærer en form for magi, og der findes sære dyr og en parallel verden. Nu er vi ikke færdige med den endnu, og der kommer endda to bind mere i serien, så jeg kan endnu ikke sige om den holder hele vejen, men umiddelbart er den absolut anbefalelelsesværdig til højtlæsning fra 8-9 år. Med mindstebarnet genlæser jeg Jacob Martin Strids samlede værker ved puttetid.

3. Blendet mad. Ja, det lyder måske ikke lækkert når jeg skriver det sådan, men aftensmad kan tilberedes SÅ meget hurtigere om efteråret, hvor suppe endnu ikke hænger børnene ud af halsen. Jeg tror aldrig jeg før har bemærket hvor tilfredsstillende det er at smide grimt skårne grøntsager i en gryde med lidt vand, og så have netflix-tid mens det koger. Blend, server, alle er glade. Og der er rester til dagen efter. Favoritopskriften for tiden hedder: græskar, løg, hvidløg, lidt karry, ingefær, citronsaft, hønsebouillon, vand der lige dækker. Kog, blend.
3. Tøj man ikke behøver suge maven ind i. Altså: der er noget ved tykke kjoler, med undertrøjer under, og uformelige vinterfrakker over, der gør at man godt liiiige kan snuppe en kage mere, uden at tænke for meget over om tøjet så sidder helt dumt. Mine mellempiger har fundet en fælles passion for at se små kagevideoer på Instagram, og lade sig inspirere til forskellige former for afprøvninger og konkurrencer. Bonus: de går op og afleverer flasker for at købe smør og mel osv; de får tegnet en masse kager; de har en megagod energi omkring det; de skændes ikke imens – og jeg får lov til at smage.

Nå, det tror jeg var de fire ting der har gjort mig efterårsglad i år. Hvad med Jer – har I andre hyggelige tips?

10/25/18

Top ti over nederen lyde – læserudgaven

Hold op – hvor er I sjove!!

Tak for hjælp med færdiggørelse af listen fra i går, jeg har moret mig bravt over jeres fantastiske svar! Mine tre punkter er klart skubbet af banen nu.

En  ny revideret liste, over top ti lyde man bare ved medfører noget slemt må så være:

1. Lyden af alkoholiker der laver gag-refleks i Fakta køen. (Den har jeg ikke selv oplevet, men synes alligevel den topper listen!)

2. Ordet “ups”. Eller som en anden skrev:” når min mand siger FUCK mens han laver mad”. (De ord varsler sjældent noget fedt. Særligt vil man ikke høre dem fra sin frisør eller tandlæge!)

3. Lyden af fejlmeddelelses-alarmen fra vaskemaskinen. Altid spændende, om det betyder “tilstoppet trevlesi” eller “anskaf ny vaskemaskine. (Helt enig! Al elektronik burde forbydes at sige den lyd!)

4. ALT mine unger siger, efter lidt for mange hurtige komplimenter. (Hahaha!)

5. Stilhed fra et børneværelse når der er mere end 1 barn derinde (Oh yes… som jeg husker det, betød stilhed altid noget med at de var opslugt af at tegne på væggene…)

6. Lyden af den stilhed, der opstår, når børn hoster, til de er på nippet til at kaste op, og man så bare afventer, om de stopper der, eller om man skal i gang med opkastrengøring 😳(Også noget jeg har al for meget erfaring med selv.)

7. Lyden af skraldebilen kl 6 om morgenen når man har glemt at køre beholderen ud. (Sker for mig HVER gang jeg er alene hjemme en onsdag! Engang blev jeg taget af politiet inat gå rundt og dele skrald ud i folks skraldespande. Som en slags klam julemand. Var teenager og passede min fars hus, og havde glemt skraldebil hver uge, så nu var der top på, der skulle tømmes inden han kom hjem)

8. Lyden af røgalarmen, der er løbet tør for batteri – det sker jo ALTID midt om natten. (Amen!)

9. Lyden af lille dreng der tisser – og tydeligvis ikke rammer kummen. (Nu har jeg så ikke drenge, men kan godt sætte mig ind i det! Lyden af tis, når min babynevø rammer min arm under bleskift er næsten lige så slem;))

10. Den klirrende/raslende lyd det giver når en stor lego bygning rammer gulvet og splittes i atomer som spredes over mindst 20 kvadratmeter. (Man ved bare gråden kommer. Og oprydningen…)

10/24/18

Top tre over nederen lyde – hjælp med at lave en top ti

Jeg kørte hjem fra Netto, efter at have handlet ind til ugen, og da jeg bremsede for rødt lys hørte jeg lyden af bæreposer der væltede i bagagerummet.

”Det må være verdens mest nederen lyd – sådan rent “first World problem” mæssigt” tænkte jeg, mens jeg forestillede mig hvordan det ville blive at kravle rundt og fiske dåsetomater og æg ud fra under bagsæderne, og krydsede fingre for at at der i det mindste ikke var gået hul på nogle af tingene.

Min tanke var at lave en top ti liste over nederen lyde, men jeg har ikke kunnet komme på ti selv. Kan I ikke lige hjælpe mig? Så skriver jeg dem på listen her løbende;)

Min top tre, over lyde man bare ved medfører ubehag er:

1. Lyden af ti tunge bæreposer, der vælter i bagagerummet og spreder madvarer med løs hånd ud i hele bilen.

2. Den stille, næsten uskyldige, hvislen fra bagdel på sovende hund, hvor man bare venter på at de giftige dampe når næseborene..

3. Kombinationsløsning KLONK/stilhed fra et lille barn der vælter, hvor man ved at stilheden handler om at der trækkes luft ind til et hjerteskærende vræl.

Nå, hjælp mig lige med at få listen færdig: hvilke lyde, som I ved medfører ubehag lige om lidt, hader I mest?

10/22/18

Postkort fra hunden 6 – mommyblogger-hunden

Så er der postkort fra Winston igen, der i forrige uge var succesrig modeblogger.
Kære S.

Mit bloggerliv gik strålende, med en strøm af event-invitationer og sponsoreret kluns, men der manglede på en måde noget. Alle de største bloggere har yndige børn, som de kan flashe billeder af på insta, eller skrive indlæg om hvad de skal hedde eller kære ting de siger, og det tænkte jeg at jeg sagtens kunne gøre efter.

Jeg valgte at adoptere et par hvalpe, og glædede mig til at tage billeder af dem, mens de lavede festlige kastaniedyr i deres MarMar tøj i douche farver; spiste pæne candyfloss ved sponsorerede tivolibesøg; eller smed med efterårsblade, på en nuttet måde.

Spoileralert: børn er IKKE så nuttede som de ser ud på billeder! Hvorfor er der aldrig nogen der har sagt det? Jeg kan ikke få de små skiderikker til at sidde pænt på billeder, og selv med de allerbedste filtre, ligner dit værelse stadig et rodet helvede, med plastikcrap og snasket tøj med grimme disneymotiver overalt.

Jeg har fuldstændigt opgivet min bloggerkarriere, for mængderne af numsevaske og vasketøjssortering står i vejen for tiden til at tage søde billeder af dem (hvilket jeg jo så alligevel ikke kan, fordi jeg ikke kan få dem til at tage pænt tøj på eller lege med pænt legetøj i træ, og her hele tiden roder.)

Nå, det bliver et kort postkort her fra denne gang. Jeg har en kogevask over, og mine curlers skal snart ud.

Trætte husmorhilsener Winnie, fra hvalpemor.dk

 

10/18/18

Om maling, et københavnertip og ikke så meget andet

Vores efterårsferie er delvist druknet i maleprojekter: næstældstes maling af værelset har bredt sig til hele huset – primært fordi det var hendes far der stod for indkøb af maling.

”Gad vide hvor meget maling man skal bruge?” Spurgte han, inden han kørte op efter det.

”Sikkert vildt meget, med de fedtede vægge. 20 liter?” svarede jeg, og glemte at sige, at jeg altid spørger fyren i butikken før jeg køber maling.

Det gjorde han ikke: han købte bare 20 liter hvid og fem liter grå (hun vil have en grå væg). 25 liter maling er pænt meget skudt ved siden af, til et værelse på små 6 kvm, så vi besluttede os for også at male de to vægge som børnene har fedtet deres fødder op af når de står på hænder: dem op af sofaen og op af vores seng; tillade den ældste at male det fine (men i hendes øjne forhadte) skovtapet på hendes værelse over, og så male gangens lysebrune vægge hvide. En væg i badeværelset burde også få maling igen, men så er det også kun køkkenet der ikke bliver malet i, resten af huset flyder, og der er gang i maleriet i stort set alle rum på en gang.

Da vi er lidt sjuskede, har gulvene også fået godt med klatter, og jeg kommer hele tiden til at tænke på en pixi-bog vi har, hvor en klodset malermester maler alt hvad han spilder på, og ender med at have malet hele verden. Han stopper kun, fordi solen går ned. Jeg tænker vi stopper, når ferien gør det – og det vi ikke når, står halvfærdigt for evigt, for sådan er vi.

Fandt mange malertaperester i gangen, fra da vi flyttede ind. For 18 år siden…

Der er laaaaaang vej igen, og døre og trappegelænderet ser pludselig også ekstra gulnede ud mod det hvide, så vi skal have sparet op til noget træmaling – selv om jeg ikke ved om jeg tør, for hvor ender vi så, hvis der købes for meget?;):


Men det er ret hyggeligt alle seks at være i gang med pensler til god musik, og det bliver fedt når det er færdigt!

Vi maler gerne hele aftenen, men har indlagt lange gåture hver dag for ikke at blive tossede, og har således både været i Frederiksberg have, i Hillerød og inde i København og gå smukke ture.

Det her efterår gør sig altså pænt i solskin!

Her et lille tip (ikke sponsoreret, bare et tip min søster gav os), til hvis man skal ind til København med børn i efterårsferien: Torvehallerne sælger en 50 kroners madbillet, hvor ungerne kan gå rundt i de fine små butikker og få lækkerier. Der er både mad, drikke og snacks på madbilletten. Mine tre yngste havde det utroligt hyggeligt med det, og havde masser af snacks med hjem til videre malearbejde!


Igen: afrundende pointer arbejder jeg ikke med her i ferien. Dette var mest et sludreindlæg!

10/15/18

Om de tunge mærkedage, efterårsferie og indretning

Jeg har ikke kunnet blogge den sidste uges tid, fordi jeg har været underligt trist og haft svært ved at formulere hvorfor. Synes jeg har tudet mere end jeg plejer, over ting der ikke plejer at gå mig så meget på.

Har sneget mig ud på badeværelset og har smugtudet over alt, fra teenager-trods til brændt mad, og da jeg en sen aften opdagede at mindstebarnet og hendes veninde havde hygget sig med at lege med pipetten i en flaske vanvittigt dyr creme, som jeg havde brugt et halvt år på at spare op til, og havde tømt den hele ud i håndvasken, brugte jeg en halv time på at tude ude i badeværelsesmørket over det.

Ja, det er ærgeligt når ens creme pipettes ud i håndvasken; og op ad bakke at komme hjem fra arbejde, og blive mødt af teenagere der har rodet det hele til, smidt noget væk eller vil diskutere, men jeg plejer ikke at tude, og jeg er normalt god til at ryste ubehageligheder af mig og finde noget man kan grine af i situationen.

Så hvorfor al det tuderi, og de søvnløse nætter igen?

Men så kom jeg til at se på datoen: det er tre år siden min mand blev opereret første gang (ud af 11 operationer), og disse tidlige oktoberdage har været tunge hvert år siden.
Hader den lortesygdom, der bliver ved med at trække sine triste spor hos os allesammen…

Ninjaman er begyndt at bearbejde sine tanker omkring sit sygdomsforløb på sin blog, og siger det hjælper ham at få sat ord på. Jeg bliver helt vildt ked af at læse hans indlæg og genopfriske forløbet, men har heller ikke gjort noget selv for at bearbejde det, andet end bare at stå det igennem. Måske jeg burde gøre det samme som han gør, og skrive det ned –  men nok uden at blogge om det?

Nå, det her indlæg er et af dem uden pointer.

Vi har efterårsferie nu, og det er tiltrængt.

Planerne er ikke mange: vi skal se noget familie, gå nogle ture, fælde et træ, hænge ud med naboerne en aften, og næstældstebarnet, der har husets mindste værelse, har brændende ønsket sig at få det gjort mere teenagesejt, så det er også en af planerne at få malet og fikset det. Lige nu ser det sådan ud:


Vi skal have pillet sengen ned fra væggen og foræret til min niece, og så skal vi have malet rummet (hun ønsker sig en grå væg), og vi skal have fundet en ikke for dyr sovesofa eller lignende i den blå avis.

Har nogle af Jer kloge mennesker foreslog til indretning af sådan et lille rum, hvis man ikke vil have køjeseng? Så tager vi med glæde imod tips og ideer!

Nå, jeg må hellere op og hjælpe mellempigerne med at plastafdække rum inden vi maler. Trængte bare lige til at blogge lidt tristhed ud, og love at puste liv i bloggen igen lige om lidt.

God efterårsferie til Jer også!

10/6/18

Lørdagslæsning: “Ravnenes hvisken 3”

Anmeldereksemplar/Reklamelink – begejstring for egen regning!

For to år siden var sommerens bedste læseoplevelse “Ravnenes hvisken 1”, der fuldstændigt slog benene væk under mig, med sin unikke kombination af krimi/fantasy/nutids nordjylland/nordisk mytologi, og en kompliceret historie, med virkeligt gode personer.

“Ravnenes hvisken” er en trilogi, og det er det nyudkomne tredje bind som denne anmeldelse omhandler.

I denne del af historien har fimbulvinteren ramt Danmark og Ragnarok, jordens undergang, nærmer sig. Der er klaustrofobiske beskrivelser af menneskers kamp for at overleve kulde, sygdom og sult, og hvordan massehysteriet spreder sig. Hovedpersonen, Anne, krydser mellem vores verdener og andre, i et desperat forsøg på hindre menneskehedens udryddelse, bistået af sin sære samling venner, der både tæller spøgelser, guder, halvguder, ulve, mennesker, hekse og vølver.

Det er pænt svært at skrive udførligt om handlingen, da det jo er bind 3 og jeg ikke vil spoile noget handling for de heldige af Jer der har serien til gode – så dette bliver mest af alt en STOR anbefaling!

Trilogien er bare virkeligt godt skruet sammen, med en historie der helt sikkert ikke minder om noget man har læst før.

Flere af hovedpersonerne er teenagere, men det er ikke en børnebog – der er både meget vold og sex, og en historie der kræver at man har tungen lige i munden for ikke at tabe tråden – så jeg vil tidligst anbefale den fra 15 år, og tænker at den også fænger et voksent publikum.

Please: filmatiser den!

Titel: “Ravnenes hvisken 3”

forfatter: Malene Sølvsten

Forlag: Gyldendal

Sideantal: 608

min bedømmelse: 5/5