06/25/18

Test af sære madkombinationer, del 2

Min næstyngste har endnu engang modigt testet forskellige retter, som I læsere påstår I nyder.


Popcorn dyppet i ketchup

A 11 år: “ Mmmm! Det forstår jeg faktisk godt! Altså – lidt godt. Det er ikke så galt som jeg troede. Ketchuppen er sur, og det er godt til det salte. Vil nok foretrække dem uden, men forstår faktisk godt man kan blive afhængig af det.”

stjerner: 3/5

L 8 år:”Adderbadder! Det smager af…lort”

stjerner: 1/5

Popcorn med flødeskum

A 11 år: “ Det smager mest af alt underligt. Det er bare fedt og knas og salt. Det er ret vammelt.”

stjerner: 1/5

L 8 år:” det smagte ligesom ikke af en dyt. Eller en døjt eller hvad det nu hedder.”

Stjerner: 1/5

Rugbrød med jordbær og sukker

A 11 år:” Det smager ret godt! Næsten lige som en æblemad. Ikke af kage, for man kan smage kernerne i brødet, men næsten. Der er godt med sukker på og jordbærrene er også søde. Det er en sommerlækker mad, og første gang jeg tester noget jeg virkeligt gerne vil spise igen!”

Stjerner: 4/5

L 8 år:” Jeg gider slet ikke smage, hvis der er rugbrød i. Jeg hader rugbrød – det ved du også godt! Men må jeg få et jordbær?”

Rugbrød med smør, hamburgerryg og mørk pålægschokolade

A 11 år:” Årh  – det her bliver skummelt! Tanken om kød og chokolade er bare ikke god, og det lugter endda skummelt! Sådan gammelt og vammelt.  Hvorfor sagde jeg dog ja til det her? Mit liv er ikke særligt godt lige nu…”

(smager den)

”jeg er virkeligt forvirret: det smager af både salt og chokolade. Det er mærkeligt man skal tygge så længe, og tanken om det, er stadig klamt. Men på den anden side er begge dele pålæg, så det har de da til fælles… Jeg forstår det ikke helt. Det er som om smagene overdøver hinanden så man kun kan smage dem på skift ligesom. Det gør også at det ikke er helt klamt.”

stjerner: 2/5

Rugbrød med banan og flagesalt

A 11 år;”Hvornår har folk prøvet det her? Det er fucking klamt! Jeg måtte spytte det ud igen. Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke er fan af bananer, men den der smattede konsistens oven på rugbrød er bare ikke rimelig. Og salten får det til at smage som om den der klamme lille banan bare ligger der og … sveder ud over det hele. Ad! Føj! ”

Stjerner: 0/5

Cherrytomater med sukker

A:” Hmmm… Helt ærligt: hvad tænker folk? Nu skal jeg hygge mig med noget tomat og sukker? Men jeg forstår faktisk godt smagen. Det er ret godt. Tomatsmagen bliver ligesom… blødere i det. Men så længe der findes slik, vil jeg hellere have det som snack! Jeg spiser dog gerne det her igen, hvis nogen serverer det. Måske man endda kan varme set op sådan her?”

Stjerner: 3,5/5

Koldskål med ristede løg

A:” Wow! Det var en overraskelse! Men ikke en god overraskelse! Den der løgsmag er ækel med noget flydende! Som en løg-smoothie! Ligner en slags dessert, smager af… armsvedlugt med tånegle…. Ai det er klammo! Nej tak, siger jeg bare!”

stjerner: -3/5

——

Hun mangler stadig at teste tre af jeres forslag – hvis I har andre sære ting i selv spiser, så skriv dem her under, så testes de med!

06/20/18

Om bølger af gode ting

Efter et forår med ufatteligt mange tidskrævende bolde i luften, er det helt surrealistisk pludselig at have luft igen.

Dette skoleår har jeg taget en komprimeret linjefagsuddannelse som billedkunstlærer, samtidigt med at jeg arbejdede fuldtid som det. Jeg er ikke uddannet lærer, så det har været udfordrende, men også megasjovt at blive klogere. De sidste måneder har været særdeles intense, med job, mand der var sengeliggende i 2 1/2 måned efter operation, unger, moduleksamen, eksamensopgaveskrivning og fremstilling af malerier til udstilling. Vi har levet af shawarma og frostmad; månedens madbudget er teknisk set helt i knæ som følge der af; og jeg har næsten glemt hvordan mine børn rigtigt ser ud – men, hey: jeg bestod sgu! Endda med særdeles meget ros og et virkeligt stort 12-tal!

Jeg panikkede så voldsomt over eksamen weekenden inden, men så trådte hele min familie til, som en dyne af støtte: søde Ninjaman hjalp med at skrive overskrifter til min udstilling, med sin fine skråskrift; ældstebarnet (der maler 100% bedre end mig) gav råd og vejledning til den samlede helhed på udstillingen; næstyngstebarnet hjalp med redigering og udprint af fotos; jeg malede og malede, og alle pigerne var exceptionelt hjælpsomme med alt praktisk.

Det blev skideflot, udstillingen, og da jeg efter ni timers finpudsning og opsætning i eksamenslokalet kørte hjem for at sove, var det med en ret god fornemmelse. Jeg er ikke sådan en 12-tals type, og har aldrig fået gode karakterer i andet end skriftlig dansk, så at selve eksamen gik så flyvende var en stor overraskelse – jeg har ikke rigtigt fattet det helt endnu.

” Det her skal vi fejre! Måske i morgen – jeg er smadret nu.” Erklærede jeg fra sofaens dyb da jeg kom hjem.

“Ja – hvis ikke du havde sagt ja til at holde 13 års fødselsdag i morgen…” sagde Ninjaen, og jeg forstod helt seriøst ikke hvad han talte om. “13 års fødselsdag. Her. Med 20 teenagebørn, mexicansk mad, og festtelt.”

Hvis jeg er stresset siger jeg ja til ting. Det virker nemmere i situationen, og man behøver ikke bruge tid og energi på at forklare et nej. Mine børn ved det godt: tre af dem udnytter det højest til at få en ekstra is, men den fjerde er anderledes mere ambitiøs.

“Du har også sagt ja til at de måtte sove her…”

Hahaha – jeg må lære at sige nej, selv stresset!

Nå, men det gik egentlig ok med alle de teenagere. Fnisen og høj musik, men de var søde og hjælpsomme, og fødselsdagsbarnet var ekstatisk over at have så mange gæster i et helt døgn. Så det var egentlig ok at have sagt så kækt ja til det hele.

Samme morgen fik hendes lillesøster på 11 en mail fra Ribena, om at hendes tegning til deres jubilæumskonkurrence havde vundet – og ikke nok med at hun får æren af at have sin tegning på deres flasker til efteråret, hun får også lov til at invitere hele familien til Legoland i to døgn i ferien. Det har pigerne drømt om SÅ længe, men hver sommer har budgettet været for knebent til det, så pigerne var hysterisk glade. Vi har været der en enkelt gang, da de var så små her, i plaskregn:

Tak til alle Jer der stemte på hende og heppede!

Vores naboer gad heldigvis godt fejre min eksamen/næstmindstebarnets tegnekonkurrence lørdag, så da vi havde ryddet op efter teenagefest, grillede vi i deres have og endte med at stå og danse helt teenage-agtigt selv.

Og søndagen gik med at prøve at kompensere for mangelfuld opmærksomhed den sidste tid: om dagen var jeg i zoo med mindstebarnet, og om aftenen til koncert med Ældstebarnet. Det er simpelthen så fedt at have en 16 1/2 årig, og jeg er vild med at hun også gider sådan nogle små skæve indiekoncerter. Denne gang så vi “Angus & Julia Stone”.

Nu mangler jeg bare at finde alenetid med mellempigerne og deres pæne far, så har jeg snart fået lappet hullerne fra mentalt fravær!

Skal nok skrive et lidt mere rød-tråds-agtigt indlæg snart – skal lige i gang igen!

06/19/18

Lørdagslæsning: “Inden vi blev Jeres”

(Indeholder ad-link)

Denne bog slugte jeg som lydbog mens jeg gik og malede billeder til eksamen. Jeg er ikke god til at koncentrere mig om at lytte til bøger, og vil hellere læse selv, så lydbøger skal være ekstremt fængende for at jeg kan være med.

Det var denne her, og jeg tænker at den er den perfekte sommerferiebog, da den både er spændende og giver stof til samtaler og eftertanke.

Personerne i bogen er romankarakterer, men selve rammen er baseret på skræmmende virkelige begivenheder: igennem 30 år kidnappede en børnehjemsforstanderinde, Georgia Tann, kønne børn fra fattige familier, og solgte dem videre til rige adoptivforældre. Små børn stjålet fra verandaer, haver og barnevogne, eller nyfødte der blev erklæret dødfødte på hospitalet, og givet videre til børnehjemmet. Helt ufatteligt at den slags kunne gøres så omfattende, uden at blive opdaget.

Bogen fortælles i to spor: den ene foregår i 1939, hvor den 12 årige pige Rill Foss og hendes fire små søskende bliver fjernet fra familiens husbåd, mens forældrene er taget på hospitalet, for en kompliceret fødsel.

På børnehjemmet får de fem søskende nye navne, og trues til ikke at sige sandheden om noget – straffene er hårde, og børn opfattes ikke som andet en handelsvarer. Rill forsøger desperat at holde søskendeflokken samlet, men oddsene er ikke gode…

Uhyggeligt, og meget, meget spændende!

Bogens andet spor er knapt så intenst. Her følger man advokaten og senatordatteren Avery Stafford, der kommer på sporet af sin demente farmors historie. Det er et godt trick at binde to historier sammen med  et nutidigt opklaringsarbejde, for sådan kan man bedre se det store billede, og konsekvenserne af de modbydelige handlinger børnene blev udsat for. Men desværre er der klistret en irriterende romance indover den nutidige del, og hovedpersonen i den er irriterende konservativ og privilegieblind.

Men alt i alt er historien som helhed underholdende skruet sammen; rørende, oprørende og virkeligt god – jeg ville ønske jeg havde den tilgode til strandlæsning!

Titel: Inden vi blev jeres
Forfatter: Lisa Wingate
Forlag: Cicero
Sideantal: 400
Min bedømmelse: 4/5

06/6/18

Om “mors numse” – et tegneserieprojekt, del 2

Del et af tegneserien står i indlægget før dette – gå lige tilbage og læs, ellers giver det næste ikke mening!

Resume’: Luna gik på min ryg, fordi jeg havde ondt i den, og kom ved et uheld til at gå et skridt tilbage… Her faldt hun så ind i min numse, der har adskillige beboere: stakkels mennesker jeg har sat mig på ved uheld i tidens løb. Under en rundvisning (som de andre beboere var meget oppe at køre over) hørte Luna pludselig en lyd…

Min mors numse – del 2”

De andre tager fotos af statuen, mens Luna undrer sig over brummende lyd.

“Øhm, hvad er det for…”        “LØB!”

Løbende fødder, og guiden der råber:”Kom her!”; under et bord.

“Hvad sker der?”       “Det er et prutteskælv”

“Du skal blive her ind til det er ovre”

“Hvorfor?”

“Ellers ville du flyve ud i den store verden”

“Kan jeg komme ud!?!”

“Ja, men det her er den perfekte verden”

”Nej sgu da!” (Og et skub i hans ansigt)

“Tag mig, prut!”

“Det virkede?”

“Hvad virkede?” (Ja, det er så mig)

“Det vil du ikke vide!”

————-

og PS: Hvis man er fan af den kreative tegnemester, så er hun med i en tegnekonkurrence på  Ribenas facebookside.  Hun har tegnet en kande der hælder bær op. Konkurrencen løber frem til d. 10-6, og man kan stemme hver dag. De der stemmer kan vinde et års forbrug af saft.

06/4/18

Om “Mors numse” – et tegneserieprojekt, del 1

Som jeg click-baitede her, har jeg ventet i åndeløs spænding på min næstyngstes tegneserieproduktion de sidste uger.

I er nødt til lige at gå tilbage og læse forhistorien, for ellers er jeg i tvivl om hvorvidt det giver mening (det gør det knapt nok når man ved det!); men her kommer den altså:

”Mors numse”; en tegneserie af Luna, 11 år.



Det hele startede en dag jeg gik på min mors ryg

Så gik jeg lidt tilbage…

Og så blev der mørkt.

Men så så jeg lys (mumle, mumle, mumle)

“Vi har fået ny beboer!”

“Velkommen til “mors numse”!”; “?!”

“Hvad! Min mors numse?”

“Jeg kom da hun satte sig på mig i bussen”;  “Jeg er bare Rosa fra rouladegade. Jeg ved ikke hvordan jeg kom herind…”

“Og jeg er hendes første barn”

“Øøh, hvad?”

“Og jeg er guiden. Jeg har været her i 20 år”

“Vil du have en rundvisning?”

“Det her er en statue af mor”;   “ Wow! Vildt! Fabelagtigt! Flot!”

…og her statuen, som alle jubler over.

(Fortsættes i morgen – eller overmorgen!)

05/31/18

Boganbefaling: Cyril Averys hjerte

Denne tykke bog var alt for hurtigt læst, og jeg er nødt til at anbefale den videre til Jer!

Cyril Averys unge, ugifte, gravide mor smides ud af landsbyen, af et dømmende svin af en præst. Det er Irland, 1945, og hendes eneste mulighed er at bortadoptere ham. Cyril adopteres af et excentrisk ægtepar, der mere opfatter ham som et kuriøst velgørenhedsprojekt end som deres søn.

Da Cyril er syv, møder han drengen Julian – der er lige så rig og ensom som han selv – og begynder at mærke at han er tiltrukket af drenge. Den slags går heller ikke i Irland, og man får så ondt af alle hans besværligheder, løgnene og skammen, over at være homoseksuel i et samfund der slet ikke tolererer det.

Cyrils liv fører ham til både Amsterdam og New York og tilbage til Irland, og det er både en fin beskrivelse af et menneskes udvikling, og et præcist tidsbillede. Det er til tider en barsk bog, sørgelig og uretfærdig, men også morsom, sarkastisk, og mest af alt: gribende, og helt umulig at lægge fra sig!

Bogen starter i 1945 og slutter i 2015; og fortæller hele Cyrils liv, fra fødsel til død. Alle kapitler bliver fortalt med syv års mellemrum, hvilket fungerer rigtigt godt.

Det her er alletiders gode sommerferiebog: perfekt til stille dage med fordybelse. Særligt god til John Irving fans!

Titel: Cyril Averys hjerte (adlink)
Forfatter: John Boyne

Forlag: Rosinante

Sideantal: 640

Min bedømmelse: 5/5

Ind til nu har jeg kun skrevet anbefalinger af bøger som jeg (eller mine børn) var helt vild med selv, men jeg overvejer at lave en fast anmeldelse af bøger – både gode og dårlige. Hvad tænker I om det?

05/30/18

Om forældretid og hardcore løbehjul

Alle tre yngstebørn er på lejrtur hele ugen, og det er simpelthen så underligt  hvor meget tid det frigiver!

Når man kommer hjem fra arbejde, er der ingen der skal have mad, konkurrere om at fortælle en hel masse, tvinges i bad, eller puttes, og jeg havde helt glemt hvordan det var at kunne føre lange ubrudte samtaler med ham min lækre mand, eller have friheden til at gøre lige hvad vi vil.

Jeg fik skrevet og afleveret den skriftlige del af min eksamensopgave i går – mangler godt nok hele den kreative del af den, men der er to uger til det skal være færdigt, så tillader mig overspring – og vi fejrede aflevering med tur i biffen, sammen med teenageren.

Kæft, det er fedt bare at kunne stikke afsted om aftenen, uden forpligtelser! Og når vi ikke bruger penge på busbilletter, madpakker og varm mad til tre unger i en uge, smadrer indkøb af bifbilletter ikke engang hul i økonomien!

I dag skal vi ud og spise sushi, for at fejre det lidt mere, og jeg overvejer kraftigt om en enkelt lille ud-at-spise-fejring ikke kan klemmes ind torsdag også. Bare et billigt sted, og måske med den 16 årige også. (Derefter har jeg så rasende travlt med at få lavet kreative ting til eksamen, men det prøver jeg altså på ikke at tænke på endnu. Sssshhhhh…)

I morges mødte jeg senere, og mens jeg trissede rundt derhjemme, og nød ikke at skulle vække børn og sende dem i skole, kom jeg til at glo på billeder på min telefon – bad mistake!

Så blev der pludselig lidt for stille og forpligtelsestomt og jeg har savnet dem hele dagen. Altså ikke så meget at jeg ikke glæder mig helt vildt til at komme ud og spise i aften, men bare lige nok til flere gange at se på billederne af mindstebarn, der løber “hardcore” på løbehjul. En disciplin jeg ikke kendte før hun demonstrerede: den går ud på at man, barfodet, løber tæt på hundelorte og i farten svinger sin fod så tæt på lorten som man tør.

Hardcore.

05/22/18

Om ikke at kunne disponere ordentligt over tid

Der er en uge til jeg skal aflevere den skriftlige del af mit eksamensprojekt. Jeg har fedtet rundt med det længe, og har også skrevet enkelte brugbare bidder, men jo tættere deadline kommer, jo mindre er jeg i stand til at holde fokus.

Sådan har jeg altid haft det med deadlines, og min arbejdsproces er hver eneste gang fuldstændigt som følger:

Fase 1, månedsvis før deadline:

Går i gang med det samme. Læser alt det der skal læses; lægger det i pæne stabler; flotter mig måske med nydelige labels til stablerne; og skamroser mig selv, for endeligt at have brudt overspringshandlingens forbandelse. Fejrer min uovervindelige koncentrationsevne og sjældne flid med noget velfortjent afslapning. Måske endda øl og kage og en ny bog.

Fase 2, stadig længe til deadline:

Beslutter mig for, at jeg jo allerede er så langt foran, at jeg sagtens kan begynde på det sjoveste ved opgaven nu. Bruger relativt lang tid efter at søge efter billeder til brug i opgaven eller fremvisning; og lige så lang tid på at tegne spændende skitser til forsiden. Så fortjener jeg også lidt mere afslapning, som belønning for at være i så skidegod tid. Slapper af længe…

Fase 3, nu kun en måned tilbage:

Datoen overrasker mig. Har glemt alt jeg har læst. Nogensinde. Flår papirer frem, ødelægger de pæne stabler og labels, roder dem rundt, og glemmer hvad jeg læser, samtidigt med at jeg læser det. Snupper som regel også lige en uge med søvnløshed, bare for at krydre travlhed med træthed.

Fase 4, tre uger tilbage:

Har godt nok fået krøllet forsiden, smidt vigtige sider væk og roder i hele huset, men formår at holde fokus længe nok til at få skrevet en grundig indledning og nogle fesne stumper til enkelte afsnit.

Er meget usikker, og overbevist om at alt jeg har skrevet er helt forkert.

På det her tidspunkt  finder jeg ofte en person der er klogere end mig (min vejleder, underviser eller bare en klog ven); og plager dem klynkende om at fortælle mig at det er lort og jeg bør opgive. De overbeviser mig om, at jeg er godt på vej, og bare skal hænge i.

Fase 5, 1-2 uger tilbage:

Overspringshandlingens æra indtræder. Jeg sætter mig med opgaven foran mig i alle ledige stunder, og ender med at lave alt muligt andet. Det er her jeg er nu. I dag havde jeg fem kvarters uforstyrret opgavetid, som jeg foreløbigt har disponeret således over:

1. Skrevet dette blogindlæg

2. Googlet om hvorvidt det hedder en hamster eller et hamster

3. Skrevet en ønskeseddel over hvilke øreringe jeg ønsker mig i fødselsdagsgave fra Superlove. Kom i tanke om at jeg mangler en cykel helt vildt, og ikke bør ønske mig andet end tilskud til en sådan. Googlede også cykler, og bliver deprimeret over hvor dyre de er. (Link til superlove er adlink)

4. Blev distraheret over at have en enkelt sætning fra en sang på hjernen. (“Fireworks” af First aid kit. God sang – men ikke første linke i båndsløjfe).

5. Googlede teksten til sangen, for at se om det hjalp, at have mere end en linie på hjernen. Det gør det ikke.

6. Skrev en stribe ikke vigtige sms’er til en veninde

Fase 6, dagen før:

Tager mig sammen. Skriver hele lortet i en køre, ofte om natten, på en kombination af kaffe og adrenalin. Som regel går det godt, og resten bluffer jeg.

Nå, nu vil jeg forsøge at få lavet en smule. Er der andre af Jer, der arbejder på samme måde?

05/21/18

Om at være sådan en der sidder fast i ting, en top ti liste

Jeg havde været inde i byen med min ældste teenager, og da jeg så metrotoget holde på perronen, ræsede jeg ned af rulletrapperne i forsøg på at nå med det.

Dørene lukkede i hovedet på mig, men alligevel kradsede jeg lidt omsonst på de lukkede døre, indtil teenagerens hånd på min skulder hev mig væk.

”Ai altså, der kommer et nyt tog om lidt!” Skændte hun “du ser virkeligt tosset ud når du står desperat og prøver at komme med. Og hvad ville du have gjort hvis du havde nået det? Jeg var jo ikke nået med?”

Skamfuld over min opførsel – hun havde jo ret – forsøgte jeg at distrahere hende, med en fortælling om engang hvor jeg sad fast i en metrodør i Paris, da jeg var teenager.

”Ja, og så var jeg for langsom med at gå ud af dørene før de lukkede, så min rygsæk sad fast i døren da metroen kørte, og det var kun fordi der var nogle hurtigt reagerende mennesker der hev i mine ben, at jeg ikke blev kvast mod tunnelens væg.” Sluttede jeg dramatisk.

” Jesus Christ, mor, du er den mest klodsede jeg kender!” Stønnede hun, uden særligt meget medfølelse i stemmen. “Du kan jo nærmest lave en top ti over ting du har siddet fast i, i løbet af dit klodsede liv!”

Og vupti – der var et blogindlæg!

Top ti, over ting jeg har siddet fast i, i løbet af mit klodsede liv.

1. Dørene i en pariser-metro, med min rygsæk.

2. Dørene i en bus, med mit store hoved, da jeg var ca 10 år, og kørte bus med min onkel. Spørg ikke hvordan dette kunne lade sig gøre, men jeg må have bevæget mig ret aparte ud af den bus, for mine ben var på jorden, mens dørene lukkede om mit hoved.

3. Skydedøren i Brugsen på Nordre Frihavnsgade. Jeg var ca 4, og holdt øje med barnevognen med min søster i, mens min mor handlede. Kan huske jeg undrede mig over hvordan dørene åbnede sig, og gik ind for at se nærmere på dem fra siden. Da nogen gik ind, fik jeg døren i hovedet, mens jeg bøjede mig for at undersøge.

4. En sofa. 

5. En elevator i en svømmehal. Iført vådt badetøj, og medbringende tre kolde småbørn.

6. Min hoveddør. Løb travl ud af døren, iført lang frakke og knallerthjelm, og smækkede døren om frakken, så jeg røg bagover. Var pinefuldt lang tid om at vikle mig ud af overtøj og få låst døren op, til mine overboers store moro.

7. En smart velourbodystocking med lynlås i ryggen. Endte med at måtte rive lortet i stykker, da lynlåsen satte sig fast, og jeg virkeligt skulle tisse. Cyklede hjem med bar mave under overfrakken.

8. En skilift. Havde fået viklet min hånd og min skistavsstrop så stramt rundt om stangen på en stolelift, at jeg måtte tage en ydmygende tur ned og op igen, mens jeg viklede mig fri.

9. I sådan en automat hvor man putter en mønt i og trækker en lille plastikkugle med legetøj i. Var tre år og på Sicilien med min far, og gik hen for at beundre maskinen mens han badede. Efter undersøgelse af maskinen konkluderede jeg, at det egentlig lignede man bare kunne stikke hånden ind i den luge hvor tingene kom ud, og snuppe noget, selv om man ikke havde mønter. Afprøvede min teori med min buttede barnehånd, og sad overraskende godt fast. Nogle medarbejdere kom og råbte af mig på italiensk, og prøvede at hive mig fri, men de endte med at måtte skille maskinen ad med værktøj, mens jeg stod og vrælede. Jeg kan kun huske fragmenter fra den ferie ellers, men lige det med automaten husker jeg pinefuldt detaljeret.

10. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om flere ting jeg har siddet fast i – så mit barns hånlige teori om at jeg nemt ville kunne skrive en top ti over ting jeg har siddet fast i holder heldigvis ikke stik. HA! Tag den, hånlige barn: så klodset er jeg trods alt ikke!

05/7/18

Om julemænd og bier

For at kompensere for min manglende mentale tilstedeværelse for tiden (eksamensopgave der skal afleveres om tre uger) har jeg besluttet mig for st sige ja, til hver eneste gåtur mine børn vil have mig med ud på. De er svært glade for at løbe på rulleskøjter for tiden, så det bliver til mange daglige udflugter, hvor jeg lige kan få tømt hovedet og bare gå med, og jeg tænker det hjælper mig med at koncentrere mig senere.

Jeg har fortsat hold i ryggen, så det er en af pigerne der må holde hunden, der hiver i snoren som en lille pelsklædt idiot – og fordelen ved dette, er at jeg har et barn der går i mit tempo, mens de andre ruller.

Så kan vi tage fotos af forår og sludre imens.

Det er hyggeligt at høre om de store børns skoledage, og der bliver lukket op for helt andre, også mere følsomme snakke, når man går tur imens.

Mindstebarnet derimod lukker mest af alt op for sin allermest mærkelige tankegang, og det er ofte ganske overraskende hvilke tanker der gemmer sig i hendes lille hoved.

I går gik vi forbi dette skilt, i en blomstrende have:

“Se!” Sagde jeg “de har et skilt, der fortæller julemanden at han skal stoppe i deres have. Tror du de er tidligt på den, eller håber de bare at han måske kommer forbi om sommeren?”

Barnet så tænksomt ud, og sagde så:” Jeg tror julemanden er ligesom bier…”

Mig:” hvad mener du?”

Barn:” ja. Jeg tror han dør om sommeren. Lige som bier gør om vinteren!”

Jeg blev meget paf over denne tese, men nåede ikke at spørge ind til det, før hun selv fortsatte:” nå nej. Han er nok mere ligesom en bidronning, der graver sig ned når vejret bliver forkert. Så er det kun hans alfer der dør…”

Da jeg senere sad bøjet over min opgave igen, blev min koncentration hele tiden forstyrret af tankerne om en fed, nøgen julemand, der graver sig ned i mudder, mens hans alfers lig ligger strøet hen over jorden.

Måske jeg skal genoverveje om det er sandt, det der med at mange gåture giver mig øget koncentration til opgaveskrivning?