Tre ting der hjælper, når man er stress-sygemeldt, og ikke kan overskue en skid:
1): verdens sødeste souschef, der kommer uanmeldt forbi med blomster, frugt og hjemmelavet risotto til flere dage

2): opdagelsen af at Nemlig.com ikke bare leverer mad til døren, men også har opfundet noget ganske fantastisk: mulighed for bare at sætte et kryds ud for den ret mad man gider lave, og så sender de både opskrift og alle ingredienser, så man ikke behøver tænke selv.
Og sikkert ikke kommer til at lave mad to gang i træk.
Det er vildt smart – min bange-for-netto-og-mange-mennesker-hjerne blev voldsomt glad for bare at modtage ingredienser til to dages mad, uden den behøvede tænke over om alting nu var der, eller om det var for svært at lave.

De leverer vist mest i København og omegn, men det er altså allertiders ide, hvis man bor her, og er travl, eller bare stresset.
Bare vælg en ret her, så kommer flink (og pæn) mand med varer, og gratis velkomstgave (chokolade – der hjælper på alting!)
3): en hjemløs superonkel, netop hjemvendt fra Kina, der er nødt til at bo hos os, og villig til at påtage sig at passe snottet mindstebarn, mens jeg passer psykolog og lægetid, og iøvrigt have overskud til glade piger, der jublende kravler rundt på ham, og plager om fangelege og historier.

Det var mine højdepunkter.
Bortset fra det, er det stadig lidt tungt…

Og sært, pludselig ikke længere at være den der bestemmer hvordan min krop skal opføre sig.

Udover at hente børn hjem og passe lægeaftaler, har jeg ikke lavet en skid andet, end at ligge på min sofa og glo ud på snevejret, eller læse i min bog.
Læste denne her på to dage – det er muligt at den er lidt for dramatisk og lidt urealistisk, men jeg var svært underholdt, og kunne næsten føle hvordan det måtte være, at bygge broer i isnende kulde, eller kæmpe mod rasende løver.
Hvor dårlig hukommelse man end måtte have, er denne bog ihvertfald spændende nok til at man kan huske handlingen.

Edit: havde jeg været mig selv, kunne jeg have føjet følgende punkt til listen med gode ting: bloggens førsteplads på bloglovins liste over familie-blogs.
(Men lige nu freaker det mig bare lidt ud, og jeg føler ikke jeg kan leve op til æren…)

Min farmor, der døde for et par år siden, var hujende senil, de sidste 5-6 år af sit liv.
Fra at have været selskabelig sydfransk frue, med chihuahua i gucci-tasken og blånet hår, gik hun til at være lidt smålummer og grov.

“Flyt dig!” hvæsede hun, da jeg ville give hende et knus til min søsters bryllup “jeg tror ham den gule mand vil have mig!”
Og så smilede hun forførende til Ninjaman, der havde givet hende et knus, lige før mig…

Egentlig tror jeg at de sidste år af hendes liv var udemærkede – levet i en fantasiverden, hvor hun selv var ung og smuk, og alle mænd ville have hende.

Men starten var svær – da hun begyndte at miste hukommelsen.

Første gang vi lagde mærke til noget, var da jeg besøgte hende med min søster og ældste datter, og min farmor åbnede døren – med et hår der sad lidt sådan her:

Hun undveg et par forsigtige spørgsmål om frisuren, på en vred måde, og vi spiste frokost, mens vi lod som ingenting.
På badeværelset, foran spejlet fandt jeg en pakke smør – med tydelige mærker efter fingre i.
Farmors nye hårvoks, åbenbart.

Jeg fik hvisket det til min søster, men vi lod alligevel allesammen som ingenting.

Vi lod også som om leverpostejen var varmet, når nu farmor så insisterende blev ved med at sige:”spis nu noget dejligt varmt leverpostej!”, og rakte den køleskabskolde pakke videre.

Noget tid efter kom hun på plejehjem – så vidt jeg husker, fordi hun havde kørt rundt i byens eneste rundkørsel i rigtigt lang tid, uden at kunne huske hvor hun skulle af.

Nå, det jeg egentlig ville frem til, er at jeg nu ved hvordan det må være, at gå fra intelligent overskudsmenneske, til senil og forvirret.

Min stressede hjerne husker intet, og jeg bliver forvirret af bare bittesmå spørgsmål.
Det er skræmmende, og jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på hvordan det må have været for min farmor i starten, at mærke sin hjerne smuldre, og vide at det ikke gik over igen.

Samtidigt tænker jeg også, at jeg lidt for længe har gået rundt med en stor, smeltende pakke smør oven på knolden, uden at nogen har turdet råbe højt nok til mig, at det ikke var normalt.

Jeg har altså lidt svært ved at runde det her af…
Ville have sagt noget med, at det jo ikke er andres skyld end min egen, og ikke andres ansvar – men det er altså sejt når folk tør sige noget, blande sig.
Læste indlægget hos hende her, og blev helt glad over at hun turde.

Tror det er vigtigt, at man ikke lader andre gå rundt med smør på hovedet.
(Meget uelegant afrunding. Beklager.)