11/11/18

Om romantik, når man har været sammen i 21.000 år

Vi er ikke de store romantikere, Ninjaman og jeg. Gode nok til at hygge, gå ture eller stene serier, men går ikke op i blomster, digte, årsdagsfejringer eller lignende romantik.

Da vi var unge og nyforelskede forsøgte han sig engang med rosenblade, strøet fra hoveddøren til sengen, hvor han lå og ventede kun iført lidt blomster placeret strategiske steder. Vi kom begge to til at grine helt vildt meget over det, og blev enige om at vi nok bare ikke var typerne der tog den slags seriøst nok.

I dag skulle alle unger køres hjem til venner, og mens han kørte dem, kom jeg til at tænke på rosenblads finten, og besluttede at skulle den gentages, måtte det være med lidt halvvisne blade.

Lavede et flot spor gennem hele huset, til soveværelset hvor jeg havde lavet drinks og hentet avis.

Jeg kunne høre ham grine højt, da han blev mødt af hunden, der med munden fuld af blade gjorde ham opmærksom på mit mesterværk.

At tilbringe en dag i sengen er altid godt. I unge mennesker er måske mest til rosenblade og nøgenhed – os halvgamle bliver begejstrede over visne blade, alkohol og tid til at snakke uforstyrret.

Jeg ved ikke hvad vi skal lave sporet af når vi bliver rigtigt gamle, men det skal sikkert føre frem til noget med werthers echte og blødt bagværk.

05/30/18

Om forældretid og hardcore løbehjul

Alle tre yngstebørn er på lejrtur hele ugen, og det er simpelthen så underligt hvor meget tid det frigiver!

Når man kommer hjem fra arbejde, er der ingen der skal have mad, konkurrere om at fortælle en hel masse, tvinges i bad, eller puttes, og jeg havde helt glemt hvordan det var at kunne føre lange ubrudte samtaler med ham min lækre mand, eller have friheden til at gøre lige hvad vi vil.

Jeg fik skrevet og afleveret den skriftlige del af min eksamensopgave i går – mangler godt nok hele den kreative del af den, men der er to uger til det skal være færdigt, så tillader mig overspring – og vi fejrede aflevering med tur i biffen, sammen med teenageren.

Kæft, det er fedt bare at kunne stikke afsted om aftenen, uden forpligtelser! Og når vi ikke bruger penge på busbilletter, madpakker og varm mad til tre unger i en uge, smadrer indkøb af bifbilletter ikke engang hul i økonomien!

I dag skal vi ud og spise sushi, for at fejre det lidt mere, og jeg overvejer kraftigt om en enkelt lille ud-at-spise-fejring ikke kan klemmes ind torsdag også. Bare et billigt sted, og måske med den 16 årige også. (Derefter har jeg så rasende travlt med at få lavet kreative ting til eksamen, men det prøver jeg altså på ikke at tænke på endnu. Sssshhhhh…)

I morges mødte jeg senere, og mens jeg trissede rundt derhjemme, og nød ikke at skulle vække børn og sende dem i skole, kom jeg til at glo på billeder på min telefon – bad mistake!

Så blev der pludselig lidt for stille og forpligtelsestomt og jeg har savnet dem hele dagen. Altså ikke så meget at jeg ikke glæder mig helt vildt til at komme ud og spise i aften, men bare lige nok til flere gange at se på billederne af mindstebarn, der løber “hardcore” på løbehjul. En disciplin jeg ikke kendte før hun demonstrerede: den går ud på at man, barfodet, løber tæt på hundelorte og i farten svinger sin fod så tæt på lorten som man tør.

Hardcore.

09/12/17

Om regn, kærlighed og fest

Flere af Jer har spurgt ind til fest, så her kommer lidt om det. Det er uden skarpe pointer eller noget, men bare et hyggesludre-indlæg – nu er I advaret! 😉

Hele sidste uge gik al fritid med forberedelser af vores kombinerede fejring af 20 års kærlighed/Ninjamans kræftfrihed.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange vi rundede Netto efter ting vi havde glemt at købe, eller hvor absurde ting det blev nødvendige at anskaffe (fx varmeblæsere til teltet, og 35 kilo færdige isterninger), og vi vågnede begge to flere gange gispende op, med mareridt om at vi var blevet nødt til at aflyse pga tyfoner/manglende gæster/brændt mad – den fest var altså VIGTIG at få holdt!

De sidste to år, fyldt med hospitaler, operationer, lægesamtaler, søvnløse nætter, tårer og krampagtig klamren sig til alle de lyse stunder, der dukkede op som små øer midt i det hele, fortjente at blive festet væk – og det blev de!

Pigerne var et ret awesome oppyntningsteam – velvilligt assisteret af naboens ivrige kat:

Det blev virkeligt hyggeligt, og med den flotteste bar jeg nogensinde har set:

Indretningstip, fra nykåret, selvudnævnt festpyntindkøbs-guru (mig):

Selve bardisken, er en ikea-kommode, fundet til storskrald. Vi fjernede alle skuffer, bortset fra de nederste, der kunne bruges til at have glas og sugerør klar i; olierede toppen, og gaffaede hullaskørter rundt om. Det fungerede forrygende! Pynten var hjemmelavet, eller ebay-indkøbt.

Da gæsterne kom regnede det voldsomt… Den glødende-kul løber druknede; ingen kunne høre hvad hinanden sagde inde i teltet; og man skøjtede rundt i mudder når man skulle ind i huset – men folk ankom med det bedste humør og samme trang som os, til at være med til at feste al det grimme væk igen, og regnen blev hurtigt glemt. Det er en fed oplevelse, at sætte mennesker man holder af sammen med andre mennesker man holder af, og se hvordan de klikker.

Det hjalp selvfølgelig også at have velekviperet bar, og laminerede drinksopskrifter liggende klar, så gæsterne kunne amatør-bartende gode drinks til hinanden:

Maden var god og rigelig – tak til Jer for opskrifter! Lavede både kager og salater efter jeres tips, men fik desværre ikke taget fotos af kagerne – der ellers var gode. Ninjaman og naboen grillede kød og natmads-hotdogs, og vores yndlingssnackfirma “No crap” havde sponsoreret en hel kasse karamelpopcorn, fordi jeg engang anbefalede dem. De faldt i særdeles god jord, og vi fik smittet en masse andre med vores begejstring for dem – tak!

Både Ninjaman og jeg havde tænkt på at vi ville holde en tale, og fortælle vores venner hvor meget de betød for os, og hvor taknemmelige vi var for al det de havde gjort for os, mens og efter han var syg, men vi havde ikke nået at skrive noget ned. Hans forsøg på improviseret tale blev til den mest rørende gang tavshed, da følelserne overvældende ham. Mit forsøg på at supplere ham, blev rodet og akavet – men jeg ved, at folk forstod hvad det var vi ville have sagt.

Min søster holdt en smuk tale; mine to ældste venner og vores søde nye svoger havde lavet hver deres quiz, og ellers blev der drukket og danset og snakket til klokken 04 om morgenen. Det var den suverænt bedste fest vi nogensinde har holdt, med kram og kærlighed, dans og drinks!

Det tog hele søndagen at rydde op, og græsplænen ligner Roskilde-festivalen, men det var hvert sekunds oprydning hver, og vi gik smilende rundt imens, glade for at kende så mange dejlige mennesker.

09/4/17

Om elegant planlagte fester, vs den slags vi holder

På lørdag, d. 9-9, er det to år siden at Ninjaman fik sin cancerdiagnose – men det er også præcis 20 år siden vi mødte hinanden, og for at slette alle de dårlige minder knyttet til den dato har vi tænkt os at feste det væk. Sådan en slags 20-års-kærlighed/fuck-cancer kombi.

Vi har inviteret 40 venner; øvet os i at lave drinks; sat venner på opgaven med at lave dansevenlige playlister; nasset os til at låne naboens festtelt; og planlagt at bruge en måneds madbudget, på dyr der kan grilles.

Efter lang tids debatteren, nåede vi frem til at “trope-tema” ville opveje for eventuelt gråt efterårsvejr, og få en havefest til at virke lunere. Ældstebarnet – der har en veludviklet æstetisk sans – tilbød at være pynt-planlægger, og talte om naturfarver, og smagfuldt anrettede blomster.

Hvad hun ikke havde kalkuleret med var:

1. Hendes yngre søskendes intense trang til at fremstille pynt

2. Hendes mors amok-shopping på ebay, efter alt der var plastik, flamingo, ananas og blomster.

Hun opsagde sin selvvalgte stilling i protest, da de første pakker tacky flamingo-sugerør ankom i posten, og bunkerne med hjemmelavet pynt begyndte at hobe sig op på lillesøstrenes værelser.

Uden en tjekket over-pynte-planlægger har pynteindkøb virkeligt taget overhånd. Oprindeligt forestillede jeg mig at der kunne komme til at se lidt sådan her ud:

Men med de rå mængder oppustelige flamingoer og palmetræer jeg har fået købt, er det nok usandsynligt at vi når op på en standard der er bare tilnærmelsesvis så classy…

Til gengæld har alle fire piger håndmalet nogle awesome drinksbilleder, som jeg skal have lamineret, med opskrifter på bagsiden, så alle kan gå op og amatør-bartende. (I den generøst pyntede hoolahoola-bar).

Det bedste af det hele er dog skiltet til over baren, malet af den stortegnende, absurdtænkende ti årige.

Skiltet i sig selv ser ret tjekket ud, men detaljegraden er foruroligende.

Her et “A”, med resterne af en fest, og en aktiv graffitimaler:

Og her et “L”, med trampolinhoppende mennesker:

Min favorit: et “C”, med katte der fester virkeligt hårdt. Bemærk den der knækker sig ud over kanten.

Og den mere mystiske: et “T”, der åbenbart handler om Trump. Der bygger en lille mur…. Det barn formår altid at twiste ting lige en tand ekstra, ud i det ganske absurde!

Så ja: der er riiiiigeligt styr på pynt. Og vi glæder os fuldstændigt vanvittigt meget, til at feste alle de grimme ting helt væk igen, og fejre kærligheden, med alle de mennesker der betyder noget.

Er der nogle af Jer der ligger inde på nemme, billige, gode opskrifter på salater, kager eller lignende? Så smid dem endelig i min retning! Vi arbejder begge to sindssygt meget hele ugen, så det skal være noget vi kan nå at indkøbe til og lave lørdag inden festen – mens ungerne voldpynter telt.

05/18/17

Om tyve år sammen

Den 9-9 er det præcist 20 år siden jeg mødte min lækre Ninjaman.

(Hele historien kan læses i den – foreløbigt – 28 afsnit lange føljeton).

20 år!! Vi har været sammen i næsten lige så lang tid som vi havde levet før vi mødte hinanden.
Egentlig blev vi først kærester et halvt års tid efter den dato, men da vi begge har følelsen af at vi nærmest væltede ned i en stor forelskelse fra allerførste blik, har det været den dato vi har forsøgt at fejre.

Men den niende september er også den dag hvor lægerne for to år siden første gang begyndte at tale om at de troede det kunne være kræft Ninjaman havde… Det halvandet år der fulgte har været urimeligt hårdt. Efter den store operation, hvor han fik amputeret en halv underkæbe, og sat et stykke skinnebensknogle med tilhørende væv, blodårer og muskler op i stedet, blev han siden opereret flere gange, for at lave nye gummer, tænder m.m.

Han har været så sej, men det har eddermaneme også været barskt, og det er forfærdeligt at være med på sidelinien og ikke kunne tage bare lidt af smerten fra ham undervejs. Vi er ovre alt det med operationer nu, så nu stikker frygten kun sit lede ansigt frem hvert halve år, når han bliver scannet for at se om det er kommet igen. Lige nu venter vi igen på scanningssvar, hvilket puster til al min søvnløshed og Zombie-mareridt – og vi har lyst til at tænke på noget andet.

Det virker så forkert at vores fine niende september er blevet smudset til med det fedtede cancerfinger-aftryk, og vi har talt om at vi burde stjæle dagen tilbage. Lave os en ny mærkedag oveni.

Feste det væk.

Da vi blev gift første gang var jeg højgravid, og vi havde hverken overskud eller økonomi til at fejre noget som helst, så det blev en stille, privat ting på rådhuset et par dage efter vores fire års møde-hinanden-dag. Vi blev surprisegift ved vores tredje barns barnedåb, en tilfældig januarsøndag, fem år senere. Mest fordi ting var lidt sorte på det tidspunkt, og vi havde brug for at fejre noget af det der stadig var smukt og fint. Der var mange gæster, og det var en god dag, men føltes stadig mest som babys dag og ikke helt vores. Blev heller ikke så vildt.

Det er måske lidt grådigt stadig at føle man har en stor kærlighedsfest til gode, når man allerede har giftet sig to gange med hinanden – men det føles lidt sådan.

Er det fjollet?

Jeg har ikke stor erfaring med festplanlægning. Før vi fik børn holdt vi tit fester, men det var mest noget med at invitere på gryderet og så tog folk selv bajere med.

Kan man holde en kombineret den-vilde-bryllupsfest-vi-aldrig-fik-holdt/fuck-cancer fest, for ca. 50 mennesker i en have, sådan lidt uformelt, og ikke alt for dyrt, og få det til at slette det grimme?

20 år – lyder det ikke ret vildt?

03/23/17

Om kærlighed – interview med Ninjaman

Flere af Jer har efterlyst fortsættelse på kærlighedsføljetonen, og det er også i støbeskeen, bare rolig!
Ninjaman sagde jo ja til at svare på spørgsmål fra Jer, og her har jeg samlet en blanding af spørgsmålene i stillede ham om parforhold, samt lånt nogle af de gode spørgsmål Cecilie stillede mig på sin blog i efteråret.

Interview med Ninjaman – om kærlighed.

Fortæl hvad du husker fra det første møde.
Jeg kan huske jeg tænkte at hun så sød ud da hun kom ind af døren, første dag på nyt studie Hun havde sådan en patchworknederdel på, som jeg senere hjalp hende med at lappe da hun jokkede den i stykker. Hun var ret lækker, og hippieagtig på en måde jeg godt selv gad at have været der.

Hvornår vidste du at det var hende du ville have?
Allerede på den rus-tur vi var på efter nogle dage vidste jeg det.
Vi havde været konstant sammen fra day one. Og talte godt sammen.
Jeg ved ikke om jeg decideret vidste at vi skulle være sammen for evigt, men jeg vidste at jeg virkeligt, virkeligt godt gad score hende.

Hvad faldt du for ved hende?
Det var nok hendes humor. Sådan havnearbejder-humor. Hun var så grov og hurtig, og det var sjovt.
På den måde var vi meget forskellige. Jeg havde mere sådan underspillet jydehumor, som hun aldrig fattede.
Jeg tror måske kun hun tog mig for udseendet…

Hvilke tanker gjorde du inden du friede?
Vi lavede alt sammen. Havde kendt hinanden i nogle år, og jeg var bare så forelsket. Så at fri var bare en naturlig forlængelse. Og så er jeg nok lidt bondeagtig, og tænker at det er sådan man gør, hvis man ved man skal være sammen resten af livet.

Hvilke fællesinteresser har i?
Serier! Og gåture, hvor vi snakker. Mad. Unger.
Vi kan også godt lide at male begge to, men det har været besværligt siden vi fik børn, og ikke længere kan lade ting stå fremme. Nu er vi begyndt at tage på malekursus, sammen med børnene, nogle gange om året. Det er superhyggeligt.

Hvor er i forskellige?
Hun kan godt lide at læse bøger, og jeg kan godt lide at skyde zombier.
Jeg kan godt lide fysisk hård sport, og hun kan godt lide at ligge i sofaen.
Jeg sover hurtigt og vågner tidligt, hun er ofte søvnløs og ikke til at hive ud af sengen om morgenen.
Jeg er dårlig til smalltalk, og hun starter samtaler med folk i bussen.
Jeg ville nok også bo med langt, langt færre ting, nips og bøger end vi gør nu, hvis ikke vi boede sammen.

Vi er grundlæggende gode til at rumme hinanden, og forskellighederne er aldrig et issue.

Hvad kan du bedst lide ved hendes udseende?
Jeg ved ikke om der er noget jeg bedre kan lide end resten. Men hun har virkeligt pæne øjne.

Hvad er hendes dårligste vane?
Det er sgu svært. Der er så mange! Av!!
Okay. Jeg synes hun roder meget i et køkken. Der er ikke rigtigt noget system i det. Hun kan ikke lave mad og rydde op samtidigt . Overhovedet!
Altså hun kan knapt nok koge et æg, uden at tage samtlige gryder og pander i brug.

Hvilket sted i verden vil du helst tage på kæresteferie?
Der er mange steder. Jeg ville rigtigt gerne til New York sammen, og gå på lækre restauranter og museer. men også gerne sådan noget med en luksusstrandhytte, hvor man blev forkælet. Sådan noget med strand, og folk der gjorde ting for os.

Hvad er jeres bedste ferieminde?
De bedste ferier har været i sommerhus på Helgenæs. Vi har været der hver eneste sommer. Der har vi en anden base, og der er supersmukt og vi kender det. Ingen stress, og vi kender alle de bedste steder.
Efter jeg havde været kræftsyg, var vi i Berlin sammen, uden børn. Det står som en af mine bedste ferier også. Bare det at vi kunne tale sammen hele tiden, og følelsen af at være alene uden børn. Vi har snart kendt hinanden 20 år, og jeg synes det var dejligt at kunne mærke at vi stadig har så meget til fælles, også når børn ikke distraherer. Vi har ikke rejst uden børn ellers, men jeg ville supergerne prøve det igen.

Hvilke tre ord beskriver dig?
Pligtopfyldende, forfængelig – særligt i forhold til fodtøj, og trofast.

Og hvad ville hun sige, tror du?
Lækker, sjov, stærk?

Hvad gætter du på at hun helst ville ændre ved dig?
Måske at jeg husker at slukke kogepladerne, når jeg har lavet mad…
Beskriv jeres liv sammen med fem ord.
Massage, tvserier, unger, hverdag, sjov.

Hvad laver i om 20 år?
Lever af de millioner jeg er sikker på min kone tjener på de ting hun skriver!

07/25/16

Om couple-goals

Da jeg fyldte ca 35 år, valgte min krop at belønne den fremskredne alder, ved jævnligt at gro et par stride, sort skæghår under min hage.
Det er muligt at skæghår klæder nogle mennesker godt, men umiddelbart synes jeg ikke det gør noget særligt godt for mit udseende, og forsøger derfor at opdage og plukke de små sataner, så snart jeg opdager dem.

Her til morgen strøg jeg mig over hagen, og mærkede at et af hårene havde opnået en imponerende længde denne gang – muligvis fordi jeg stort set ikke har spejlet mig i hele ferien.

Det mørke sommerhus vi befinder os i, byder ikke på spejle med god belysning, og efter at have plukket random stykker hud af mit fjæs med en pincet foran badeværelsesspejlet i det brunflisede badeværelse, måtte jeg kapitulere, og bede Ninjaman hive det ud for mig.

Den sarkastiske teenager vadede gennem køkkenet, netop som han bøjede sig over mit hageskæg, pincet i hånd.

“Skæghårsplukning? Er det sådan et slags couple-goal, for gamle mennesker?” Spurgte hun interesseret, hvilket fik mig til at grine så højt, at han bare fik nevet mig i huden, mens skæghåret bestod.

Måske har hun ret?
Tænker vi allerede har opnået alle de bedste couple-goals, så måske er vi nødt til at lave nye, alderstilpassede, som fx hjælpe-hinanden-støttestrømper-på, plukke-vildvoksende-ørehår, og et-eller-andet-med-hæmoridesalve.

Umiddelbart hælder jeg nu mere til noget med et ægte Las Vegas Elvis bryllup, om nogle år.
Eller nye fotografbilleder, der topper post-apokalyptiske zombiejægere billederne vi fik taget i Berlin?

03/21/16

Om hvornår man ved det er ægte kærlighed

Mens min søster og min fætter på skift passer børneflok, nyder Ninjaman og jeg Berlin i fulde drag; går ture, spiser masser af god mad, sover længe og taler om alt det vi normalt ikke har tid til i hverdagen.

Føler os snart oplagte og klar til Ninjaens næste runde skanninger og operationer.

Det er fantastisk – og Berlin er fantastisk!

I dag gik vi forbi en smart butik, hvor en modefotograf tog fotos af pænt udklædte kærestepar.

Vi havde følgende samtale, der for mig cementerede hvorfor vi er så gode til at være kærester – nu på nittende år.

Ninja:” Der er vist ikke taget rigtige fotos af kun os to sammen, siden vi fik børn. Kunne det ikke være sjovt? Sådan et “bare-kom-an-kræft-foto”?”

Mig:” kun hvis vi kan være klædt meget fjollet ud.”

Ninja:”selvfølgelig!”

Mig:” vi skal ligne et pladecover fra 80erne! Ingen af os må smile, okay?”

Ninjaman:” Hvad med at ligne postapokalyptiske zombie-jægere? Er det ikke mere os – og i god tråd til den samtale vi har haft hele morgenen, hvor du planlagde hvem der skulle med på A-holdet, når zombierne kommer?”

Se det er altså ægte kærlighed!

Og her er billederne – der blev en blanding af zombie-jægere /pladecover.

Fotografen tænkte muligvis at vi var skøre.

Hun har muligvis ret.

02/28/16

Om at bære ting og om at glæde sig

Da Ninjaman var allermest syg, og jeg lå om natten og følte mig magtesløs/havde ondt af ham/bekymrede mig over hvordan børnene skulle klare det/bekymrede mig over fremtiden/logistikken/forløbet, mailede jeg ind imellem til mine veninder, bare for at føle mig lidt mindre alene.
En veninde svarede mig med det her foto, og skrev:”det her fik mig til at tænke på dig. Du er den lille lastbil”.

Sådan føltes det ganske rigtigt også rigtigt længe, men hvis jeg i perioder har været nødt til at yde mere end mit hoved egentlig magter, har jeg også en tendens til at gøre dette her unødvendigt længe efter:

Altså ikke for at se travl ud, men bare fordi jeg vænner mig til højt beredskabsniveau, og ikke rigtigt kan fatte at det værste er ovre, så jeg kan lægge tunen/slappe lidt af igen.

Januar har været lidt tung at komme igennem, for beskeden fra hospitalet er, at Ninjaman nok skal opereres om, for det knoglestykke de har forsøgt at bygge ny kæbe af, er for langt og for tyndt, så det kunne blive nødvendigt at snitte ham op i hoften og kæben, og transplantere knogle der op.

Men dette kan først gøres fra april, hvor han er helet nok fra sidst.
Nå ja – og de kom iøvrigt til at ødelægge hans højre skulder under operation, og regner ikke med at den bliver normal nogensinde…

Så blev det heldigvis vinterferie, og det hjalp helt vildt ikke at skulle noget særligt.
Vi var på malekursus sammen med ungerne en enkelt dag i ferien, og egentlig var energien slet ikke til det – men det endte med at være en rigtigt god måde at hive sig ud af kommende-operations-bekymringer, og lave noget fælles.

Vores stue så, ind til i går, sådan her ud, med halvfærdige lærreder, der ventede på at jeg slog søm i ledige kroge, hvor de nu hænger og venter på at blive færdige. De kommer formentligt til at vente længe:

Men ferien var også andet end malerier – bl.a brugte nogle af børnene noget af tiden, på at opføre sig sådan her:

Og bagefter sige undskyld med ovenstående tegning…
Ninjaman og jeg udnyttede børnenes nye besættelse af at spille Playstation sammen, til at gå nogle lange ture imens, og tale om alt det vi bekymrer os over, og hvad der kunne hjælpe.

Vi nåede frem til, at vi trængte til at komme væk sammen – uden børn – inden nye operationer og sygdom.

Sidst vi var på aleneferie, var i januar 2001, hvor vi besøgte nogle af mine venner i London. Vi har haft ganske få enkeltnætter med børnepasning siden da, men har aldrig været rigtigt væk fra dem.

Min søster har tilbudt at passe unger, og vi har købt billetter, til kærestetur til Berlin, i fire hele dage!

Skal bo på fornemt hotel, lige i midten af byen, så Ninjaen kan gå hjem og hvile sig, hvis det bliver for hårdt for ham at gå meget.

Glæder os helt ustyrligt!

Det skubber altså lige bekymringerne lidt væk, at have noget at glæde sig til – og der er under tre uger til vi skal afsted!

Er der nogen af jer der er berlin-eksperter, og kan anbefale gode guidebøger, restauranter, butikker eller andet? Vi ved absolut ingenting om Berlin.

12/21/15

Om kærestetid og sygdomscrap

Her i sygdomsboblen, har luften været lidt tung på det seneste, og de sidste tre uger har været dækket af en fesen sky af bekymringer.

Fysioterapeuten, der genoptræner min mand efter kræftoperationen, kunne ikke gennemskue hvad den voksende bule på skulderen var, eller forklare hvorfor han ikke kunne bruge armen rigtigt, så scanninger, undersøgelser og bekymringer åd December-dagene.

Svaret på undersøgelser var heldigvis ikke noget med mere kræft, men en, muligvis permanent, beskadiget skuldernerve, som følge af operation – hvilket er pisseuretfærdigt…

Et par af vores følsomme piger har periodisk reageret på den trykkede stemning, med festlige indslag i tråd med dette, og med mareridt og nattetrøst:

Forrige uge var jeg ude at spise og drikke drinks med en veninde – første gang i de to en halv måned siden operationen at jeg var “rigtigt” ude, til noget der ikke var arbejdsrelateret – og det var helt utroligt dejligt at tale med et andet menneske i så lang tid, at samtalen bevægede sig ud over det obligatoriske med sygdom.

Det var det vi trængte til, Ninjaman og jeg,blev vi enige om: en aften væk fra bekymringer og pligter; unger og sygdom.

Min søster tilbød generøst at passe børneflok, og efter afkysning af yngel, tog vi spændte metroen ind til København – helt uvante med at være ude i den “virkelige” verden sammen.

“Jeg glæder mig bare til at dufte til brændte mandler og se på julelys!” sagde min beskedne mand, der dog fejlvurderede hvor ondt det gør at gå rundt, efter 74 dages sofaligning.

Heldigvis havde vi fået foræret et ophold på det superhyggelige hotel Scandic Front, hvor vi fik det lækreste værelse, med udsigt over havnen, og efter en kort gåtur, hvor han så fik ondt i kroppen, og jeg blev ør i stress-knolden, spiste vi noget mad, og fortrak tilbage til hotellet, hvor vi brugte aftenen på at glo ud af vinduet, og tale så længe, at samtalen bevægede sig ud over al det med sygdom.

Der er noget ganske særligt over at bo på hotel – også selv om det er i ens egen by – det føles som om man klemmer en hel ferie ned i et enkelt døgn, og man ser byen på en helt anden måde.

Nu endte vi så med mest at se byens lys fra et vindue, men det var stadig den fineste aften vi har haft sammen rigtigt, rigtigt længe – og at vågne op til fabelagtig morgenbuffet var bestemt heller ikke en dårlig oplevelse!

Sådan her havde vi det begge to, efter et døgn væk fra sygdom – nu er vi klar til at kæmpe lidt videre!

I morgen har vi lidt mere hospital og prøvesvar, men forhåbentligt er svarene gode, så vi alle seks kan holde ferie sammen, producere julegaver, og lade julefreden falde over os.

Og helt off topic: jeg er ambassadør dor Røde kors indsamling til mindrebemidlede familiers jul, og man kan stadig bidrage til min indsamling lige HER.
Alle beløb hjælper!

Superheltemor

Bogblog

Category Archives: kærestetid

Om romantik, når man har været sammen i 21.000 år

Om forældretid og hardcore løbehjul

Om regn, kærlighed og fest

Om elegant planlagte fester, vs den slags vi holder

Om tyve år sammen

Om kærlighed – interview med Ninjaman

Om couple-goals

Om hvornår man ved det er ægte kærlighed

Om at bære ting og om at glæde sig

Om kærestetid og sygdomscrap

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: