02/9/15

Om højtidspynt

Synes ellers vores stue – der før så sådan her ud:

image

var blevet en del nemmere at holde nogenlunde fri for rod, efter ombygning og dertil hørende fordeling af møbler i andre rum, så den nu ser sådan her ud:

image

image

Meeeen…. Alligevel havde vi allesammen overset denne lille, rynkede fyr, der gemte sig i et hjørne i vinduet:

image

Nu varer julen jo som bekendt lige til påske – men jeg tror denne nellikkeappelsin måske har udtjent sin værnepligt nu?

12/24/14

Om julestress og sange

Ved ikke lige hvad der blev af hele den sidste uge – den forsvandt i en sky af julefrokosttømmermænd, arbejde, hospitalsbesøg med min far, kreative projekter med unger, byggerod, børn, Ninja, arbejde, selskabelighed og almen løben-rundt-om-mig-selv-og-panikke-over-travlhed.

Synes det har været en usædvanligt hektisk december i år, men nu byder de næste dag på ro og ingen planer, og jeg glæder mig allerede.

Har en god stak bøger liggende klar: selv læser jeg Richard Ford:”Canada”, som lover godt, og for mellempigerne læser jeg “Ronja Røverdatter”, som jeg ved er fantastisk og de er meget opslugte af.

Lige nu ligger jeg i min seng og læser blogs, og jeg kan høre ungerne skråle julesange for fuld skrue nede i stuen.

De synger:”et barn er født i baconhjem”, som er en misforståelse deres mindste søster lavede, men den har hængt ved, og det bliver også den version vi synger rundt om træet i aften!

image

Synes det er ret morsomt, og kan stadig fnise af dette gamle indlæg, om misforståede sangtekster.

Håber i får en dejlig juleaften, allesammen!
P.s: havde også et lille julemandagstip om kærlighed, optaget på video – kan ikke lægge det på her, men det kan ses på bloggens facebookside

12/12/14

Om ro

De sidste to måneder har vi boet i konstant rod og larm, mens vores lille hus blev bygget større – den sidste uge har været ekstrahård, for der hev håndværkerne væggen ind til stuen ned, så vi har boet seks mennesker oppe på et lille børneværelse, og også været nødt til spise derinde.

Men her i dag slog tømrerne det sidste søm i, pakkede campingvognen og kørte hjem til Jylland – og al denne her plads er nu vores:

image

Det her bliver forældresoveværelse, hvor min bogreol skal dele rummet på midten, så mindstebarnet får hele den forreste del, som sit værelse.
Derudover kommer der et badeværelse, og pigernes soveværelse er blevet udvidet, så en af dem kan have værelse der – før var der kun plads til senge.

Det føles helt vildt.
Selvfølgelig mangler der en del, før vi kan flytte rigtigt ind – der skal tapet og fliser op, og med vores ringe håndværkerevner tager den slags nok en del tid – men vi har PLADS!
Pigerne har vejrmøllet rundt i huset lige siden de kom hjem fra skole, og jeg – der normalt ikke går meget op i boligindretning – har brugt flere timer med at glo ikea-katalog igennem, sammen med dem, mens vi fantaserede om de ting vi godt gad vi havde råd til.

image

Ja, der var ikke rigtigt nogen pointe med indlægget – bare ren pral, lettelse og forundring over at det endelig er klar, og minihuset er blevet en tredjedel større!

11/20/14

Om gakkede gaveønsker

Min 8 årige skriver opgave i skolen, om kroppens immunforsvar, og kommer glad og gerne hjem og beretter detaljeret, om alt det nye hun har lært.

Således også i går, hvor hun afbrød sin egen talestrøm, med sætningen:”mor – jeg ønsker mig et hvidt blodlegeme i julegave!”

Jeg vred min hjerne for hvad jeg egentlig vidste om hvide blodlegemer – er det dem der bekæmper sygdom? Og har man ikke sådan nogle i forvejen? – men inden jeg havde fundet et passende svar fortsatte hun:” ja og en hjernecelle! Sådan en er meganuttet!!

Det viste sig, at hun havde googlet billeder til sin opgave, og var faldet over tøjdyrs-versioner, af hvordan forskellige mikrober og organsismer ser ud i forstørrelsesglas.

Meget sær ting at finde på, men da vi fandt dem sammen på ipaden, pegede mindstebarnet på den grønne bamse der forestillede klamydia, og erklærede glad, at den ønskede hun sig.

Der er ingen chance for, at jeg skriver klamydia på en fire årigs ønskeseddel!
20141119-205109.jpg

20141119-205122.jpg
Vi fandt dem først på en amerikansk side, men de har også mikrobe-bamser

coolstuffs hjemmeside efterfølgende(og link er affiliate, bare fordi jeg kan;)) ,og jeg tror faktisk at hun ender med at få en hjernecelle i kalendergave.
Glæder mig barnligt meget, til at nævne nonchalant for kolleger og andet, at jeg har købt ekstra hjerneceller til mit barn – havde holdt det for mig selv, hvis jeg gav hende herpes, eller noget andet klamt.

Jeg faldt også over denne her gif om røde blodlegemer hos fantastiske Olga Ravn, som jeg har moret mig alt for meget over.
Synes seriøst den er latterligt sjov, og gad næsten godt have feber, bare for at kunne forestille mig at den slags sker i min krop.

11/17/14

Om enhjørninge og nattegoogling

Jeg har været hjemme med to sløje unger i dag.
De tændte for bræk-fontænen i nat, og efter at jeg havde skiftet sengetøj og trøstet et par gange, havde jeg svært ved at sove igen.

Heldigvis fik jeg alletiders ide’ til et blogindlæg og følte derfor ikke at søvnløs tid var helt spildt – fandt endda et billede jeg ville bruge til at illustrere indlæg, nemlig dette her:

image

Men hvad jeg ville have skrevet, er fuldstændigt væk nu.

Har set på billedet utallige gange i løbet af dagen, og kan kun huske den der rare følelse af at det ville blive et GODT indlæg – men jeg kan på ingen måde forestille mig, hvorfor jeg har fundet et billede af en enhjørning der brækker regnbuer frem.

Fandt også billedet af enhjørningekød på dåse på min mobil, som jeg heller ikke erindrer at have fundet – eller kan forestille mig hvorfor jeg har gemt:

image

At google når man er rigtigt træt, er åbenbart lidt det samme, som når man er fuld?

10/26/14

Om pladsmangel og tilflugtssteder

I morgen starter håndværkerne op på byggeprojekt, så vi bor så hyggeligt her for tiden:

20141026-202421.jpg
Det eneste der er plads til ovenpå er sovepladser, og stuen er derfor kombineret legerum/spisested/kasseopbevaringssted/opholdsrum for seks mennesker.

Vi tager med kyshånd imod alle invitationer, bare for at slippe væk hjemmefra – og det har (foreløbig) være helt vildt hyggeligt at rakke rundt og være sociale – men vi glæder os godt nok også til det er overstået!

Torsdag var vi til fin fødselsdag for playmobil, hos Mannov PR, med både foredrag og mad, hvilket ungerne var helt oppe at køre over, og det kickstartede en lavine af playmobillege i hele stuen – hvilket ikke helt hjalp på det rodede, overfyldte look.

20141026-203129.jpg

I går knoklede Ninjaman og hans far med at få gjort det sidste klar til håndværkerne, så jeg sneg mig hjem til en veninde, medbringende 75% af børneflokken, og nød en eftermiddag og aften i godt selskab, i et rum med plads, mens ungerne hujede rundt med hendes unger og havde det festligt.

De havde det faktisk så festligt, at de – helt overophedede af hujning – smed det meste af tøjet og ræsede rundt i underhylere, men da tøjet skulle på igen, havde hunden benyttet den fristende tøjbunke, som toilet…

“Børn nøgne, hund tissede på tøj, bliver og sover” måtte jeg derfor sms’e hjem til Ninjaen, inden jeg krøb ned i hyggelig gæsteseng, i et rum uden flyttekasser, playmobillandskaber og tårnhøje rodebunker.
Det var klart en forbedring, og jeg overvejer kraftigt om det er muligt for mig, at gentage succesen, næste gang vi gatecrasher folks hjem, for at slippe for eget flytterod?
Måske lidt mystisk, hvis der tisses på tøj igen et sted hvor der ikke er hund – men jeg er klar på at forsøge!

09/24/14

Om tidsjonglering og fint selskab

Jeg er alene med børn hele ugen; har halset rundt for at få det hele til at hænge sammen, og har derfor ikke haft tid til at skrive alle de blogindlæg ned, som jeg har inden i hovedet.

Damn – jeg er glad for at vi normalt er flere voksne end mig herhjemme – der er jo sisyfos-agtige mængder af madlavning/putning/afleveringslogistik/lektiehjælp/hårvask/arbejde/alt det andet, når man ikke er to om det!
(Og når ungerne endelig sover, er der ikke engang nogen man kan klynke til, over hvor hårdt det er – eller nogen man kan kysse på, for at glemme det!)

Nå, men når nu jeg ikke har så meget tid til ord, er det godt at andre har mange: min 4 årige er fx usædvanligt ordrig og kloger sig både her og i det nye nummer af “vores børn plus”, fortæller hun hemmeligheder om sin mor.
I samme nummer er min blog iøvrigt nævnt i fint selskab:

20140924-140541.jpg
Yay!

—–
P.s: hvis der er nogle af jer der har et emne i gerne vil have behandlet i et mandagstip, så har mine tre yngste længe plaget om at få lov til at give mandagstips igen. Noget i vil have deres eksperttips til? Så bare skriv det her!

09/19/14

Om grænseoverskridende bedrifter

Da jeg var 17 år, rejste jeg alene til Australien.
Med mig havde jeg 4000 kroner, en sovepose, et liggeunderlag, en dagbog, og det mest nødvendige tøj.
Jeg skulle arbejde frivilligt på et miljøprojekt i 6 uger, men havde ikke planlagt andet – og endte med at rejse rundt i et helt år, hvor jeg tog dagene som de kom; rejste videre når jeg kedede mig, og arbejdede et par dage hist og pist, når pengene slap op.

Den grad af omstillingsparathed og eventyrlyst, er gradvist blevet mindsket, jo ældre jeg er blevet, og jo flere børn jeg har fået anskaffet mig.
Planlægning og rutiner, det ved man hvad er!

Det var derfor med bævende hjerte, at jeg sagde ja til en aftale med en veninde i går – åh, det var langt uden for vores comfortzone, det vi skulle!

Vi mødtes tidligt og så på butikker, og spiste bagefter sushi, mens vi gentagne gange gennemgik aftenens plan: turde man drikke alkohol inden noget så vildt som dette? hvornår skulle vi drikke kaffe: var det bedst med lige inden, eller i god tid inden? Ville det mon booste vores adrenalin med slik, eller bare virke kortvarigt, og så give dyk i blodsukker?

Med den seriøsitet vi diskuterede og planlagde, skulle man tro at vi forberedte noget helt ekstremt: en zumba-time; et besøg i en swingerklub; en zombie-apokalypse, eller noget tilsvarende skræmmende og ukendt – men nej…

Vi skulle bare i biografen, på det svimlende sene tidspunkt 21.45! Ja – du læste rigtigt: kvart i ti!

Vi har begge huset fyldt med børn, står op kl 06 hver dag, og falder i søvn i sofaen hver aften ved 22 tiden, så at satse på at gå i biografen på dette horribelt sene tidspunkt, virkede enormt grænseoverskridende, og vi var skrækslagne for at falde i søvn under filmen.

Vi forkastede ideerne med at skiftes til at nive hinanden vågne, eller sætte et ur til at ringe og vække os hvert tiende minut, og nøjedes med at dope os med sukker.

Og jeg kan stolt berette at vi klarede den!

Filmen var virkeligt god og fin, så det var ikke den velorkestrerede plan alene som vi kørte den hjem på, men den hjalp sikkert.

I dag vil jeg lige puste ud, oven på gårsdagens vilde brud på rutine, men i morgen vil jeg lave noget tilsvarende vildt.
Har ikke helt planlagt hvad endnu – måske noget med at læse lørdagsavisens sektioner i en anden rækkefølge end jeg plejer?

At rejse til Australien i et år, uden plan og penge, kommer jeg nok ikke til at gøre igen , men hvis jeg arbejder på at strække mine grænser, kan jeg måske gøre noget semi-vildt igen en dag – fx tage toget helt til Farum, uden at tjecke rejseplanen først?

09/10/14

Om sygdom og tanker

Bagefter var vi enige om, at lægen havde sagt det på en helt forkert måde.

Uengageret og al for saglig, havde han været, og min store far havde set alt for lille ud, siddende på en slidt, blå kontorstol, i et hospitalsrum proppet med sære maskiner, og jeg havde skyndt mig at stille alle de spørgsmål om behandlingen som jeg overhovedet kunne komme I tanke om, for ikke at tænke på det lægen havde sagt.

Måske havde det været nemmere, hvis lægen havde sagt det lidt henkastet:”dejligt vejr, hva? Du har iøvrigt lidt cancer i halsen…”, mente min far, og mens vi ventede på næste undersøgelse, var vi upassende morbide omkring forskellige måder, hvor på man kunne danse eller mime et sådant svar, for at få det til at virke mindre dystert.

De næste 7 timer gik med samtaler og undersøgelser, og uendeligt meget ventetid.

Jeg har ikke tilbragt så mange timer i træk sammen med min far siden jeg var barn, og vi fik talt om alt muligt: fra duften af grammofonplader, til hvorfor min farfar var sådan en idiot; hvornår man bliver voksen, og hvad et godt liv egentlig er.
Kræft talte vi næsten ikke om.
Det var bedst sådan.

Vi spiste smørrebrød i rigshospitalets overfyldte kantine, og drak hver vores øl, så hurtigt at vi blev svimle.

Prognosen er heldigvis god, fortalte de venlige læger vi talte med sidst på dagen – behandlingen lyder derimod utroligt hård, med 33 strålebehandlinger på halsen, smerter og bivirkninger…

Jeg efterlod min far i eftermiddagssolen, på hans altan.
Han lignede ikke en patient.

Jeg følte mig gammel da jeg cyklede hjem.
Tænkte på at livet pludselig føles kort, når ens forældre bliver syge.

Min fantastiske moster havde hentet og passet børn for mig, og pludselig syntes jeg at hun så en lille smule mindre og mere skrøbelig ud end hun plejer, og jeg måtte stoppe mig selv i ikke at følge hende helt ud til bilen, eller formane hende om at køre pænt.
Mine børn var også blevet mærkbart mere ranglede og teenageagtige end de havde været samme morgen.

I morges gik jeg tur med min yngste, og hendes hånd (der stadig har smilehuller ved knoerne) gemt i min, og lyttede til hendes skingre stemmes søde sniksnak.

Tænkte imens på, at det er okay, hvis de næste par måneder går hurtigt – så min fars behandling kan blive overstået, og han kommer godt ud på den anden side – men at jeg må forsøge ikke at lade mig vælte omkuld af tanker om tid, og være i det nu, der er.

Om det så er gåture i solskinnet med en fire årig, eller samtaler på en umagelig stol i et venteværelse med min far.

—-

20140910-130951.jpg
1979 – for et øjeblik siden