07/10/15

Gæsteblogger: Cana, fra Mortilto

Dagens gæsteblogger, er fantastiske Cana Buttenschøn, der har bloggen Mor til to, hvor hun skriver om sit liv, med mand og to skønne sønner.
Jeg er kæmpestor fan af Canas måde at skrive på, med humor og ærlighed, og kan varmt anbefale at i kigger forbi hendes blog!

Når leverpostejsmadder, alt for tidlige morgener, ulvetimer og halvfærdige bade, hvor jeg hverken når at barbere ben eller vaske hår, vokser mig over hovedet, plejer jeg at trumfe en ferie igennem.
Heldigvis er min drøm af en mand typisk ret let at overtale til den slags og vi har derfor ferieret den en hel del, siden vi er blevet beriget med vores to lømmelbanditter af nogle vidunderdrenge.

Oftest har vi taget den budgetvenlige version, hvor vi har lånt nogle venners lejligheder rundt omkring i landet (som jeg elsker!), men en enkelt gang er det sket, at vi har været på vaskeægte charter. Familien hakkebøfs vidstnok foretrukne ferieform.

Ferien hvor man tilbringer hele dagen ved poolen, med en drink i den ene hånd og sin mand i den anden. Ferien hvor solen altid skinner og børnene spiser is, er glade og leger indtil de dratter om af naturlig træthed om aftenen. Ferien hvor man kan slappe hundrede procent af.

Sagde ingen nogensinde. For gu’ kan man ej slappe af. I hvert fald ikke når man residerer i min krop.

Børnene vågner stadig klokken 4.30 om morgenen. Forskellen her er bare, at all-inklusive-restauranten først åbner tre timer senere. For vi skal jo slappe af og sove længe. Eller altså, nogle af os skal tilsyneladende underholde dødogpinesultne børn, som på ingen måder lader sig spise af med hverken vand eller den spanske version af Sesam Strasse, som det hedder der hvor jeg kommer fra.

Ved poolen bliver drinken hurtigt droppet til fordel for fire timer i børnebassinet og en rød plamage, som ville gøre selv den mest perfekt tilberedte hummer misundelig, lige der hvor man med hånden – den som egentlig skulle have flirtet med manden – ikke kunne nå.  Den anden hånd – den som var tiltænkt både drink og kriminalroman – bliver brugt til skiftevis at hente bortfarende badebold og plaske vand. I eget ansigt, naturligvis. Ellers er det jo ikke sjovt.

De dage hvor solen på mystisk vis er blevet genert og holder sig godt på afstand bag regnfyldte skyer, er det til gengæld enormt dejligt at befinde sig på et sted, som ingenlunde indbyder til andre indendørs aktiviteter end druk og lir, som jeg i mange henseender er svært forfalden til.
Det er bare som om det ikke helt er det samme, når jeg har mine børn med.
Som jeg selvsagt, siden de kom til verden, altid har.
Det er faktisk slet, slet ikke det samme.
Næh, 36 m2 hotellejlighed og en souvenirbiks er hvad regnvejret kan byde på. Uden drinks. Og absolut uden lir. Til gengæld med børn, som ingenlunde forstår, hvorfor mor ikke gider sidde med mascara langt ned ad kinderne ved børnepoolen. Igen.

Behøver jeg sige, at jeg på mange måder er glad for at vi denne sommer – og forhåbentligt de mange kommende – holder os i udtrakt arm fra charter? Altså, med mindre nogen kan fortælle mig, hvordan man rent faktisk kan få lov til at slappe af med den der drink og den der mand, imens børnene leger både sikkert og englesødt i poolen. For så vil jeg måske alligevel godt. Måske.

07/18/14
20140713-212723.jpg

Gæsteblogger: “Henkogt hverdag”

Jeg er så heldig at dygtige Sidsel, der er kvinden bag bloggen “henkogt hverdag” tilbød at lave et gæsteblogindlæg til min blog, nu hvor jeg er på landet og ikke får blogget så meget.
Tag og besøg hendes blog, den er rigtigt fin, og beskriver genkendelige situationer på en fon måde.

Tegningen nedenfor kender jeg ihvertfald mig selv i. Bortset fra det med lige at have ryddet op…

Henkogt hverdag, gæsteblogger

20140713-212723.jpg
– Altså jeg havde lige ryddet op!
Jeg skulle bare et smut ud i køkkenet og sætte kartoflerne over.

De burde næsten få en medalje. – Eller jeg burde.

07/16/12

Gæsteblogger – HverdagsNadia

Dagens gæsteblogger, er søde Nadia, der blogger om sit liv som gravhund lige HER. Nadia har gæsteblogget hos mig før, og jeg er beæret over at hun igen gider dele sine fine tegninger her på bloggen.

Hverdags-Nadia gæsteblogger, om en pinlig oplevelse
Jeg er et meget gennemsnitligt og kedeligt menneske, kunne jeg konstatere, da jeg skulle prøve at grave en pinlig historie frem, som jeg kunne gæsteblogge om herinde. Jeg har aldrig gjort noget usædvanligt. Aldrig sovet i mit eget bræk. Aldrig fortalt chefen, han var et dumt svin. Aldrig haft nisserød kjole på til en julefrokost, og jeg har heller aldrig ejet et par buffalosko.

Men I kan selvfølgelig få historien om dengang jeg smuglede hash over den tjekkiske grænse. Den slags egner sig alligevel ikke til min egen blog, hvor min mor helt sikkert læser med.

Det hele startede i Prag, hvor jeg som 14-årig var på ferie med den lokale ungdomsskole. Jeg fulgtes med en af mine veninder, der efter en del ture frem og tilbage over Karlsbroen fik den idé, at hun ville købe hash med hjem. Der var masser af pushere, så umiddelbart skulle det være ret nemt for hende.

Hvis det altså ikke var fordi, de ikke henvendte sig til hende, og hun ikke turde være den, der tog kontakt.

20120701-090750.jpg

Det faldt os aldrig ind at vores alder, køn (og min flotte bøjle) måske var imod os… Vi lignede nok ikke den typiske kunde.
Min veninde var dog ikke den, der sådan uden videre gav op, så hun løste problemet effektiv ved at udvide sin garderobe. Pludselig kunne vi ikke gå de første fem skridt over broen, før pusherne sloges om hende.

Hun fik købt sit ene gram hash, og vi kunne endelig komme videre på turen.

20120701-090917.jpg
Jeg var sød og naiv. Glemte alt om hvad jeg bar for andre og tog hjem uden en eneste bekymring.

… altså indtil jeg stod overfor det tjekkiske grænsepoliti + narkohunde.

20120701-091004.jpg
Det tog en evighed før de lod mig gå videre. Aldrig i mit liv havde jeg været så bange. Jeg var under 15 år, men havde kraftigt på fornemmelsen, at det tjekkiske politi ikke tog den slags så tungt. Og efter at have brugt adskillige minutter sammen med en narkohund, havde jeg allerede sagt farvel til en kommende universitetskarriere, muligheden for at blive student uden for fængslet, og overvejet om jeg egentlig kunne overleve skammen over hver dag at skulle bære en orange kedeldragt.

Da jeg blev sendt tilbage til bussen (med hashen uopdaget og i god behold), rystede mine ben. Først kom lettelsen. Så raseriet. Tænk at min veninde havde sat mig i denne situation! Og det højst sandsynligt med vilje!
Som straf beholdt jeg den lille tot hash. Jeg synes ligesom, hun havde mistet ethvert krav på den.

Og det er så her, folk plejer at ødelægge min fremragende martyrhistorie om, hvordan jeg blev hashsmugler uden at ville det, ved at spørge:

20120701-091118.jpg

20120701-091201.jpg
Og det er det!
Kunne du måske få dig selv til at skylde det ud i toilettet efter så meget angst og så mange anstrengelser?

07/15/12

Gæsteblogger – stopdetdog

Dagens gæsteblogger er Christine, der har bloggen “stopdetdog” – en finurlig og underholdende blog – som du kan læse lige .

Stopdetdog gæsteblogger:
“Hej Læsere. Jeg hedder Christine og det her er mit første gæsteindlæg, so be gentle on me.
Ok, så starter vi:
Jeg er kommunikationsuddannet… og en af de første ting man lærer, at man skal kende sin målgruppe.
Jeg kender ikke Supermuttis målgruppe, hell, jeg kender ikke engang min egen, ovre på egen matrikel.
Men en blog er traditionelt set et sted hvor bloggeren blotter sig selv. Fortæller om vind og vejr og personlige snothistorier. Publikummet er måske ret large indstillet over for bloggeren, bare han eller hun giver noget af sig selv.
Så jeg vil give jer et stykke med bart, om man vil. A piece of my ass even.
Vi skal tilbage til søndag d. 8. juli. Sommeren, der ellers har været lidt af en narrefisse, løftede lidt op i kjolen og lokkede mig ud i en fin sommerkjole, fordi jeg kampsvedte i mine jeans.
Jeg cykler ud med min lille hund Carla, parkerer cyklen, låser den og går en tur med hunden. Kommer tilbage efter lidt tid, stadig med Carla (ja sådan er det jo som ofte), og bukker mig ned for at låse min cykel op… Netop da låsen går op, hører jeg nogen sige noget lige bag mig, men låsen skramler og overdøver ordene. Jeg vender mig om og ser, at der sidder en ung gut i bilen, der holder parkeret lige bag mig.
Han smiler pænt og har lænet sig lidt over mod mig, inde i bilen, og vinduet er rullet ned. Jeg smiler til ham og får sagt ”Undskyld? Jeg hørte ikke hvad du sagde” og regnede lidt med en ”Jeg spurgte bare om du vidste hvor Planetariet lå” eller ”Jeg ville høre om du vidste hvad klokken er?” eller hvad fanden ved jeg.
Men det var ikke det manden ville sige. Næ, han sagde ”Nå men jeg sagde bare at du har en herre god røv og en sød hund”…
Og sådan tager man ordet FULDSTÆNDIG fra en ung pige (ja det kan jeg sgu stadig godt kalde mig selv) som ellers er ret svær at lukke røven på… pun intended.
Jeg får ytret et ”Øh… tak skal du have” og får flået min cykel fri og småløber væk med en idé om at det fucking er sidste gang jeg har den kjole på… Hvilket er fjollet, for hvor ofte får man lige sådan en kompliment? Jeg får tit at vide, at jeg har en sød hund, bevares for det er hun sgu. Men god røv hører til sjældenhederne, det skal jeg gerne indrømme.
Resten af aftenen blev tilbragt foran spejlet med røven i vejret for at se hvor langt mit hoved skulle ned før jeg kunne se min egen røv i spejlet. Ganske langt skal jeg hilse at sige.
There, så var jeg blottet…
Tak for jeres opmærksomhed! Og lad dette være en opfordring til jer derude! Man skal ikke være nærig med god-røv komplimenterne. Make it count, og gerne lidt mere end håndværker-tilråbene efterfulgt af et ”og go’ weekend!”

07/14/12

Gæsteblogger: Anne O’Manne

Annes blog er denne HER, hvor hun skriver livsklogt, underfundigt og levende, om sit liv, med op og nedture. Jeg elsker Annes blog, og fryder mig altid over hendes ord – og da jeg opdagede hendes blog, læste jeg alle hendes gamle indlæg.
Her: Anne som gæsteblogger.

“Nem guide til enlig-mor-overlevelse

Jeg forestiller mig, at man godt kan blive mødt af ”nåh, din stakkel. Det må være helt ulideligt. Hvor er det synd for dig”-blikke, når man har mange børn. Jeg ved det ikke, for jeg har kun én barn. Ham er jeg til gengæld alene med, og det er noget, der kan sætte gang i folks stakkelhedsstemmer og medlidenhedsblikke.

Men det er ikke synd for mig. For det første har jeg verdens bedste barn. For det andet har jeg skabt min egen overlevelsesguide, som gør mit liv mere simpelt. Den hedder:

Anne O’Mannes guide til at ikke at blive vanvittig

Oprydning:

Hvis der bor børn i et hjem, må man gerne kunne se det. Alt andet er faktisk lidt uhyggeligt. Men 3.455.788 legoklodser på gulvet bliver uhensigtsmæssigt i længden. Barnet siger, han nok skal rydde dem op. Men når man har trådt på legoklods nummer 23.456 inden for en time, stopper man med at tro på det – og så rydder man selv op. Herefter kan man godt have brug for en pause, hvilket betyder, at man ikke gider forholde sig til sit eget rod. Her kan ekstra skuffer, skabe og store kurve være nyttige. Der kan proppes mere ind, end man lige tror. Jeg holder også utrolig meget af at bruge tørretumbleren til lynoprydninger.

Rengøring:

Det er overraskende hurtigt og effektivt at bruge sine strømpebeklædte fødder til at tørre støv af, mens man ligger på sofaen og får sig lidt ro. Det kræver dog en vis benlængde.

Indkøb:

”Du får en kage, hvis du stopper med at brokke dig”

Private telefonsamtaler:

”Mor går lige på toilettet”

Slikspisning, som ikke er for børn:

Man lærer at spise meget hurtigt med hovedet inde i et skab.

”Hvad laver du, mor?”.

”Jeg leder efter kaffen”

”Hvorfor ser det ud, som om du tygger på noget?”

”Jeg tygger ikke. Jeg mimer en sang”

I tilfælde af stor sukkerdesperation kan ”mor går lige på toilettet” også bruges.

Sygdom eller ekstrem træthed:

Du er stadig nogens mor, selv om du er syg eller træt. Her må man bare lære at være praktisk, mens man kravler på alle fire.

Dating:

Der er kun 9 år, til barnet fylder 18, og SÅ skal der findes mænd, som ikke har fået ridser i pladen ved ”det er bare svært for mig, at du har et barn”.

Brug endelig guiden. Der er nødløsninger nok til alle.

07/13/12

Gæsteblogger: Trixyworld del 2

Fortsættelse på interview, med fabelagtige Trix
(del 1, var på i går)
Hvad er det pinligste du har oplevet?

Åh. Hvilken en af dem? Der er garanteret mange, som jeg har blokeret ud, nogle som jeg ALDRIG vil fortælle hele blogland om og enkelte, som nok kun er pinlige inde i mit hoved. Men for aktualitetens skyld kan i få hvornår jeg SIDST var pinlig.

Klokken er omkring 16 en lørdag eftermiddag. Jeg er stiv. Samme morgen havde jeg det ellers så dårligt at tømmermænd, at jeg var nødt til at sætte mig ned i badet for ikke at ørle. Jeg skulle med den Sunde og Raske til fest. Surprisefest. For en af hans venner. Med til festen var drengene, altså den Sunde og Raskes venner og enkelte kærester. Jeg kender få af dem godt, men de fleste kender jeg kun lidt.
De første par timer spyttede jeg i den samme øl, men på et tidspunkt må man gå all in eller hjem, så jeg gik all in.
Og da drengene i deres brandert smed bluserne (Det er sådan noget de gør. Og bukserne. Og så danser de rundt i underbukser) og dansede rundt med hinanden, tænkte jeg pludselig ‘Jeg er da en af gutterne! Jeg skal også smide blusen!’

Som sagt så gjort. Som den eneste pige i øvrigt. Dansede jeg nu rundt i cowboy-bukser og bh i små ti minutter. Alene. Med mig selv. Blandt min kærestes venner. Jeg var åbenbart ikke SÅ meget en af drengene…

Senere smed jeg også bukserne.

Hvem skulle spille dig, når dit liv engang filmatiseres?

Marylin Monroe. Eller ham der spiller Gollum.

Hvis du kunne tage på ferie inde i en bog, hvilken skulle det så være?

Jeg ville rejse direkte ind på Hogwarts og aldrig komme tilbage. Min tryllestav skulle have et enhjørningehår og være birk og fleksibel.
Jeg ville være på Ravenclaw, fordi jeg inderst inde er en tænker, og her kunne den side af mig fremelskes. Hvis jeg kom på Gryffindor ville jeg for evigt være dømt til at tale før jeg tænker.

Jeg ville kæreste lidt med den Weasley-tvilling som ikke dør. I smug ville jeg brygge Felix Felicis og blive afhængig af skidtet i sådan en grad, at alle dage uden flydende held ville gå helt galt for mig. Rita Rivjern ville skrive nogle næsvise artikler om mig, men heldigvis har jeg talegaverne i orden, så jeg ville sætte hende gevaldigt på plads.

Som voksen ville jeg få et job på Den Utætte Kedel, betjene mine kunder iført hårnet og en cigarstump i mundvigen og hensygne mine aftener i fortællinger om, hvordan jeg kyssede på storebroren til vennen til Harry Potter.

Hvad gad du godt spise lige nu?

Skumbananer. Need one ask?

07/12/12

Gæsteblogger: Trixyworld del 1

Trix blogger ærligt, vedkommende og humoristisk om sit liv på bloggen HER, og har sagt ja til at være min ferievikar i dag, ved at svare på mine dumme spørgsmål.
Og så har hun endda svaret så grundigt og sjovt på dem, at jeg har valgt at dele interviewet i to dele – del to kommer i morgen!

interview, del 1, Trix
Hvor mange penge skulle du minimum have, for at tage en bid af en vandmand?

Altså. Nu er sagen dén, at jeg er ret meget på røven. Altid. Jeg har aldrig nogen penge. Derfor kan forholdsvis små beløb betyde alverden i min økonomi. Og jeg er ikke for fin til at være skummel – så længe jeg ikke skal i nærheden af en edderkop, forstås. Og altså. En bid er jo ikke det hele. Og hvor slemt kan det egentlig være? Jeg mener, Tequila får mig til at kaste op i munden på mig selv, og det forsøger jeg mig alligevel med, med jævne mellemrum. Bare lige for at tjekke, om det virkelig ER så klamt, som jeg husker. (Og jeg betaler endda for det!)
Så faktum må være: En bid, lille til middel, ikke noget med at proppe munden, men bare én bid; 1000 kroner med ketter, 1500,- uden. (Ja, jeg sagde jo, at jeg er en skøge!)

Hvis du kunne rejse tilbage i tiden og give gode råd til en teenagevariant af dig selv – hvad ville du så sige til hende?

Jeg havde nok bare forklaret mig, at lægen, mor, farmor, de søde lærere og alle andre voksne tog fejl, når de sagde, at jeg ville ‘gro ud af mit hvalpefedt’. Og så havde jeg sendt mig på slanke-sommercamp eller julemærkehjem, bare for jeg kunne prøve at være en at de tynde i et forum. Forhåbentlig havde det lukket kæften på mig, så jeg ikke evig og altid var igang med at spise.

Jeg havde også fortalt mig, at jeg skulle fortælle nogen om min fars drikkeri. Nogen som jeg ikke var i familie med. Måske en lærer eller sådan noget. Og så vil jeg råde Trix-15-år til at få de voksne til at sladre til min fars arbejdsplads. Så de kunne blive en del af løsningen i stedet for en del af problemet.

Hvis jeg kunne tale med mig selv som teenager, ville jeg fortælle mig, at jeg var smuk. Og at jeg skulle købe bukser som nåede op til navlen og ikke tage mig af, hvad de andre sagde. jeg ville sige, at jeg skulle være lidt mere ond overfor dem som var onde ved mig, og bede om de ting jeg ville have. Fordi man ikke får noget, hvis ikke man beder om det, og tanken om et nej er ofte værre end nej’et i sig selv.

Og så ville jeg be’ mig selv om at kravle lidt mere i træer, mens jeg havde formen og frygtløsheden til det.

07/10/12

Gæsteblogger: Kira Skov

Dagens gæsteblogger, er Kira Skov, der – ud over at have en af verdens smukkeste sangstemmer – også er min ungdomsveninde, og derfor har indvilliget i at svare på mine spørgsmål.

Kira blogger ikke, men har en facebookside HER

Interview med Kira
Kan du huske da vi mødte hinanden, og blev venner, fordi vi havde bare tæer?(ja, man må gerne stille selvcentrerede spørgsmål, når man interviewer gamle venner…)
Ja, det kan jeg tydeligt huske. Du stod med dine bare fødder, og en rotte på skulderen ved fodgængerovergangen foran Henriksholm skole.
Og så tog jeg også mine sko af.
Det var sjovt som man bare bondede med folk på en meget intuitiv måde dengang. Som ved en tilfældig fodgængerovergang.
Det var meget fint synes jeg!

Hvilket album er det første musik du kan huske selv at have købt, og hvad tænkte du om det?
Jeg var til min første store koncert da jeg var 11 år gammel i Valbyparken. Det var Prince på hans Love sexy tour og det slå fuldstændigt benene væk under mig. Det var sådan lidt af en aha oplevelse for en meget ung pige som mig, opvokset i Rødovre, med en spirende længsel væk fra forstædernes hverdagsliv. Man kunne altså også bare gøre det der!!!
Stort show, blinkende lamper og musik der rungede i kroppen flere dage efter jeg var kommet hjem fra koncerten. Det blev begyndelsen på en tidlig pre-teenage forelskelse i Prince og hans musikalske univers, så jeg mener nok at det må ha været en af hans plader jeg først selv fik anskaffet mig.
Drev ellers efterfølgende rovdrift på min mors beskedne pladesamling, som dog talte Beatles samlede katalog, Aretha Franklin, Janis Joplin og ikke mindst Led Zeppelin, som også repræsenterede lidt af en musikalsk og menneskelig åbenbaring i min tidlige teenagetid.

Hvis du kunne rejse tilbage i tiden, og tale med en teenagevariant af dig selv, hvad ville du så sige til hende?
Det går over igen!! Den erfaring at man kommer videre og heler igen, har man endnu ikke gjort sig som teenager, så når tingene er svært føles det uoverskueligt og uendeligt hårdt. Det bliver lettere at klare sig igennem nye kriser som livet bringer når man har rejst sig igen et par gange før.

Hvad er det mest rockstar-agtige du har oplevet?
Tør vi tale om det i dette forum? : )
Øhh, men altså den verdenstur jeg var ude på med Tricky var vel sådan rimelig rockstar agtig, på den hårde måde…
Ellers husker jeg engang med Kindred Spirits, hvor vi havde spillet en eller anden lille festival et sted i DK, hvor vi efterfølgende blev fløjet med en lille privatflyver til Kastrup for at nå vores fly videre til USA hvor vi skulle spille for chefen på Epic Records.
Der føltes det som om det kørte meget godt for os, kan jeg huske.

Hvor mange penge skulle du minimum have, for at tage en bid af en levende vandmand?
Jeg ville gøre det gratis hvis den var tilberedt af en kineser : )

20120629-212110.jpg
Hvis du aldrig har hørt Kira synge, så skynd dig ind og søg på youtube – jeg kan desværre ikke finde ud af at lægge direkte link ind )

07/7/12

Gæsteblogger: Stinestregen

Kender I Stinestregens blog? Ellers skynd jer ind HER, og bliv afhængig af hendes originale, morsomme og tankevækkende tegninger.
Jeg elsker dem, og er fuldstændigt starstruck og beæret over at Stine har lavet denne fine lille stribe til min blog.

Gæsteblogger: Stinestregen

20120701-200210.jpg

20120701-200321.jpg

20120701-200502.jpg

20120701-200700.jpg

20120701-200905.jpg

20120701-200948.jpg

Jeg elsker den. Også selv om den afslører min hemmelige plan. Fordømt!