08/16/19

Om det der kærlighed del 36 – en fødsel, del 2

(Fortsættelse på indlæg fra i går)

Min mand putter børn, mens jeg taler i telefon. Vi aftaler at se lidt film, og han lover mig massage, men jeg kan ikke helt overskue det alligevel, så vi taler bare.

Vores ældste datter har 8½ års fødselsdag i dag, og havde sådan håber lillesøster ville komme i dag, så de kan have halvårsdage på hinandens fødselsdage. Men det kan helt sikkert ikke nåes, kl. er snart 21, og stadig intet regelmæssigt eller langvarigt over veerne.

Kl. 21.55 ringer jeg til min jordemoder for at høre hvad hun syntes: skal jeg gå i fødekar, hvornår skal jeg tage klyx, hvor kort skal der være imellem veer, før hun har lyst til at komme ud til mig.

Hun siger jeg må prøve at mærke lidt efter selv – trænger jeg til en pause i veerne, kan de måske stoppes med et varmt bad for en stund. Håber jeg på at der skal ske mere, kan jeg jo forsøge at tage et klyx, som måske kan starte lidt mere. Og så kan vi bare ringes ved, så snart jeg har behov for det.

Jeg går op på badeværelset med mit klyx. Stadig lidt i tvivl om hvad jeg skal, starter jeg med at stå lidt under bruseren. Her bliver veerne hyppigere og begynder at gøre utroligt ondt foran i maven. Jeg synes det begynder at gå lidt for hurtigt, der var 10-15 minutter mellem de veer jeg havde før jeg gik op, nu er der pludselig 1½-2 minutter imellem de her. Jeg skynder mig at tage klyx, og det er godt nok svært og absolut ikke elegant, men det lykkes.

22.10 smser jeg ned til min mand i stuen – kan slet ikke overskue at gå derned – at han skal tilkalde jordemoder NU!!!

Han kommer op til mig med det samme, og begynder at sige noget om at jeg for femten minutter siden ikke vidste om det var i gang, men han stopper brat op, da han ser mig stå og pruste og sende onde blikke, og skynder sig at gøre som forlangt.

Jeg vakler med ham ned i stuen, hvor veerne nu kommer helt oveni hinanden, og gør så hvinende ondt foran at jeg næsten ikke kan trække vejret – har aldrig oplevet noget gøre ondt på den måde før! Min mand prøver at smutte væk fra mig mellem veerne, så han kan få pustet fødekarret op, men jeg vil ikke slippe ham. Det eneste der virker, er at jeg står og rokker op af ham, mens han trykker på et akupressurpunkt ved min tommelfinger. Min veninde bor på Frederiksberg og vil være en halv time om at komme, så han ringer istedet til min mor, og beder hende skynde sig over og hjælpe med karret.

Jordemoderen træder ind af døren kl. 23, og så snart jeg ser hende, får jeg trang til at presse med på slutningen af veen. Jeg skæver til hende for at se, om hun har tænkt sig at sige jeg ikke må presse med, men det siger hun ikke.

Hun spørger om jeg kan holde ud at ligge ned, så hun kan undersøge hvordan baby ligger, for jeg ser forpint ud af de veer fortil. Det gør enormt ondt at ligge ned, men hun undersøger mig forsigtigt indvendigt, og jeg er næsten helt åben – åh en befrielse at vide – men baby ligger skævt med hovedet. Man kan faktisk se udefra at hendes hoved ligger oven på symfyseknoglen, som en stor klump, og derfor gør det ondt foran i underlivet.

Jordemoderen vil rigtigt gerne prøve at vende hende med en rebozo: et langt tørklæde, som man vikler om mave eller hofter, og “svirper” babyen på plads. Hun prøver først mens jeg ligger på knæ i sofaen, men det kaster jeg op af. Så rejser jeg mig op og står med ryggen mod min mand, som nærmest bærer mig, mens jordemoderen svirper mig om hofterne. Jeg kan tydeligt mærke forskel efter få svirp: det holder op med at gøre ondt foran med det samme, og jeg kan mærke babys hoved begynde at komme nedad med det samme! Det føles simpelthen som at have en tennisbold til at glide nedad indvendigt, det er så surrealistisk!

Jordemoderen spørger om jeg stadig gerne vil føde i vand, og det vil jeg jo gerne, så min mand hjælper mig op i karret, der kun er kvart fyldt, så jeg sætter mig i en meget akavet knæstilling for at komme ned under vandet med underkroppen. Til min store overraskelse får jeg et helt hoved i hånden da jeg stikker et par fingre indenfor, for at mærke om det var rigtigt at babyens hoved var ved at glide ned,

Jeg tror ikke de andre ved at jeg sidder her lige ved siden af dem, og holder om min babys hoved, og jeg kan ikke huske hvordan man taler, så jeg kan fortælle det. Jeg kan mærke at hovdet stadig ligger i fosterhinden, som en lille vandballon.

Jordemoderen er ved at beordre kogt vand til fødekarret, og jeg formår ikke at afbryde og fortælle at jeg sådan set næsten har født – på under 4 presseveer.

I det samme begynder en presseve, og uden at jeg egentlig synes jeg får presset med, ryger babys hoved ud, og jeg råber: “shit!!!” – og så forstår de andre vist at det er nu, og vender deres opmærksomhed mod mig og karret.

Baby kommer langsomt ud, mens jeg holder hendes hoved.

Da skuldrene kommer ud, brister fosterhinderne. Hun er en fedtet omgang arme og ben, den lille baby dernede under vandet.

Jeg løfter hende selv op til mig.

Lillebitte ansigt, mørke dun på hovedet, meget lille og spinkel.

Først der tænker nogen på at vække ældstebarnet , mens babyen stikker i sit første lille vræl. Jeg bevæger hende lidt i vandet, og hun bliver roligere.

Kl. er 23.35, hun blev simpelthen født på under halvanden time, fra det gik rigtigt i gang – og hun nåede at blive født på ældstebarnets 8½ års dag!

Ældstebarnet er helt euforisk da hun kommer ned, og skynder sig hen for at kigge på den lille i vandet. Lidt efter kommer den næstældste også selv ned, og da hun ser at den berømte baby endelig er kommet, styrter hun op for også at vække sin lillesøster, så hun kan se.

Jeg giver den lille første ammetår i vandet, og moderkagen bliver født i vandet. Mellempigerne er fascinerede af hvor dejligt ulækker den er, og får lokket jordemoderen til at opføre det blodige hånddukkeshow.

Så kommer jeg over i sofaen, som er dækker til med en voksdug og nogle håndklæder. Jordemoderen undersøger mig for bristninger, og jeg skal desværre have et enkelt lille sting. Hun bedøver mig med en isterning, og det er faktisk ikke så slemt. Ældstebarnet holder sin lillesøster, så jeg kan se hende imens, og vi har begge to tårer i øjnene af rørelse.

Jeg får tøj på og dyne over mig, og prøver at få babyen til at tage brystet. Hun er simpelthen bare vidunderligt sød, den lille!

Der kommer skåle med slik frem, og pigerne synes det er sejt at blive vækket om natten for at få slik – ja, og også for at se en lillesøster.

Efter at være blevet syet er jeg rastløs: al den adrenalin min krop har lavet blev slet ikke brugt på den hurtige fødsel, og jeg tror jeg bruger en time på at vandre rundt i stuen, mens jeg ser på babyen. helt høj af glæde, mens den søde jordemoder ordner papirer, og pigerne propper sig med slik.

Jordemoderen måler og vejer lillebabyen: 3100 gram og 51 cm – den mindste baby vi har haft herhjemme, og endda 9 dage over termin.

Så smutter jordemoder og min mor, og vi putter de glade storesøstre på en madras på gulvet inde i vores soveværelse. De ligger og fniser og fryder sig, og falder i søvn i en bunke.

Jeg er høj på adrenalin, og ligger vågen det meste af natten, og beundrer min yndige lille lynfødte bebs, min smukke mand, og de tre dejlige storesøstre på gulvet.

Og jeg føler mig helt overvældet af taknemmelighed over at jeg nåede at få min hjemmefødsel – og så sådan en perfekt, hurtig og fin fødsel oveni!

08/14/19

Om det der kærlighed, del 35 – fødsel, første del

Forrige del af føljetonen sluttede d. 23. maj 2010, hvor jeg havde termin, med fjerde barn.
Der kom jo ingen baby på terminsdatoen, hvilket jeg heller ikke havde ventet, da de tre store havde ligget skævt(som stjernekiggere), og jeg var gået henholdsvis 11 og 14 dage over termin med mellempigerne. Den store var godt nok kommet kun to dage over termin, men der havde fødslen til gengæld taget 25 timer, så jeg følte mig ikke helt som en effektiv fødende.

Denne gang skulle jeg føde med private jordemødre fra fødeklinikken “Maia”, og selv om de forsøgte med massage og andre tricks til konsultationerne op til, kunne de heller ikke trylle en fødselsdag frem. Jeg cyklede uendeligt lange ture, og afprøvede alle andre tricks til opstart af fødsler, men forgæves.

Jeg havde virkeligt håbet på en fødsel, hvor jeg ikke behøvede bekymre mig om at gå så meget over tid, at hjemmefødselsplaner røg, men dagene efter terminsdatoen gik bare, uden fødsel. I det mindste var jeg ikke bekymret over selve fødslen længere, for jordemødrene fra “Maia” er særligt dygtige til at vende børn der ligger skævt, og det gav mig en kæmpe tryghed at vide at denne fødsel i hvert fald fik de bedste odds: med jordemødre jeg kendte, som var trygge ved at mit barn kunne finde på at ligge skævt, og som havde masser af esser i ærmet mht vending af barn, akupunktur og meget mere.

9 dage over termin vågner jeg ved en lillebitte ve kl 03.

Skynder mig at købe et lille program til min telefon, så jeg kan tage tid på dem. Det viser sig hurtigt at der ikke er system på dem endnu: 3 minutter, 12 minutter, 4 minutter, 35 minutter imellem. Og de varer ikke så længe, kun ca. 30 sekunder, så efter 1 times tid lægger jeg mig til at sove mellem dem i stedet. De fortsætter hele natten, men er bestemt ikke spor slemme, jeg er udmærket klar over at det ikke er en fødsel endnu….

Min mand, skal møde kl 8, og med hjælp fra en veninde, bliver de tre store, på 3, 5 og 8 afleveret i skoler og børnehaver. Den ældste, der også så sin næstyngste søster blive født, vil gerne med til fødsel, men hvis det nu ikke bliver i dag, er det bedre at hun tager i skole.

Så er jeg alene med mine småveer.

Stadig ikke spor regelmæssige – på et tidspunkt er der næsten en time mellem to, og så kommer der lige tre med kort imellem.

Sådan bliver det bare ved.

Jeg tager en middagslur på to timer, og da jeg vågner kan jeg se at der kommer noget tegnblødning, så noget må der jo være ved at ske.

Kl. 15 skal jeg egentlig op og hente børn, men kan bare ikke overskue at sidde på en cykelvogn eller stå i en børnehave med veer – heller ikke selvom de ikke er så slemme. Min mor orker ikke hjælpe, så jeg ringer, med dårlig samvittighed, til min mands arbejde, og spørger om han ikke må gå lidt før, så han kan hente dem. Det gør han så.

Solen skinner og der er skønt varmt, så min mand griller og snitter salat, mens jeg sidder i solen og prøver at øve vejrtrækning på småveerne. Prøver at forestille mig at ubehaget ved veerne, er behagelig varme fra solen der breder sig i min mave. Det virker nogenlunde.

Småveerne er stadig små, stadig virkeligt uregelmæssige, men de begynder at niver ubehageligt fortil, i underlivet. Mine veer plejer at gøre ondt i lænden, men det er fordi børnene plejer at være stjernekiggere, har jeg hørt. Så jeg tænker at det sikkert er sådan almindelige veer føles – men de er nu lige så ubehagelige som jeg husker de andre – og der er jo ikke engang rigtigt knald på dem endnu…

Vi spiser i solen, børnene synes det er sjovt og spændende, at jeg er nødt til at rejse mig fra bordet for at tage en lille ve stående. De tager endda fotos af mig, og jeg har det helt fint med det. Masser af overskud!

Pigerne er rigtigt glade for at det ligner at deres lillesøster snart kommer ud, og stiller mange spørgsmål om hvordan en fødsel er. Vi ser også fotos fra deres egne fødsler. Den tre årige ytrer at hun gerne vil vækkes og være med til fødsel, men mellembarnet vil først vækkes bagefter – hun synes det lyder “klamt”, selv om storesøster forsøger at overbevise hende om at det er det ikke. Min veninde skal med til fødsel, og vi ringer og aftaler at hendes funktion skal være at tage sig af de store børn. Hun vil gerne komme ud med det samme, men jeg tror stadig ikke helt på at det her kan tælle som en fødselsstart: hvordan skal man kunne føde en hel unge, når der kun er en ve engang i timen?

Så vi aftaler at ringe, hvis det bliver mere regelmæssigt.

(fortsættes i overmorgen)

 

05/6/19

Om det der kærlighed, del 34

Føljetonen er nået til vinter 09/10, hvor jeg ventede fjerde baby.

Vi afviklede butikken, med en solid gæld. Ninjaman, der havde stået i egen butik de sidste 4 år, virkede åbenbart som et dårligt kort når han søgte job inden for sin uddannelse. Der gik fire måneder før han blev fastansat, og da han ikke havde været i fagforening, var det med yderligere opbygning af gæld i den periode. Men egentlig føltes det ikke så slemt som det lyder: vi var optimistiske, og det var en stor lettelse ikke længere at bekymre sig over om butik kunne løbe rundt eller ej, eller have det store ansvar hængende over hovedet, som vi havde haft de sidste 8 år.

Misdannelsesscanningen ved juletid viste en sund og fin baby, som sygeplejersken var 90% sikker på var en dreng. Vi ryddede vores butiks restlager for ikke-blomstret babytøj, og jeg brugte hele juleferien på at vænne mig til tanken om at få en dreng. Ikke at jeg som sådan havde en præference til kønnet – det kunne være sjovt at få en dreng også – men jeg følte mig på en måde sært snydt ved tanken om ikke at genopleve hvordan det havde været da mine tre andre piger var små babyer, og trods det at de allerede ved scanningen i uge 13 havde sagt ordet “dreng”, forestillede jeg mig stadig at det var en pige.


Vi fik en 3D kønsscanning foræret i julegave, bare for at kunne se vores lille dreng rigtigt.
…Og her var der så bare ikke en dreng længere, men en pige – til storesøstrenes udelte glæde: de syntes det var sejt at skulle være fire piger.
Alle yndlingspigenavne havde vi jo brugt, og drengenavnet havde vi næsten på plads: han skulle have heddet Bjørn, så vi gik i hård tænkeboks omkring pigenavne, og det endte med at Ninjaman bare sagde: “I må godt vælge – bare det er navnet på en blomst, så jeg kan få det tatoveret!”
Lidt mærkeligt krav, men pigerne og jeg fandt et rigtigt fint blomsternavn til hende – det øverst til venstre. De andre tatoveringer er for de tre store:

I januar 2010 fødte min søster en stor smuk pige, og jeg var så heldig at få lov til at være med til fødslen. En smuk og intens oplevelse, som dog også skræmte mig noget: min forrige fødsel havde været en voldsom oplevelse, som efterfølgende havde givet mig nogle måneder med angst og utryghed indeni. Den del var jeg for længst ovre, men tanken om at risikere en tilsvarende ubehagelig fødsel, var ikke god.
Jeg var fortsat mest tryg ved en hjemmefødsel, men det skulle være med garanti for en jordemoder der havde styr på det, og kunne håndtere, hvis jeg endnu engang skulle få et barn der lå skævt.

Jeg blev sygemeldt med for mange plukveer før tid, og havde alt for meget tid til at bekymre mig, men også tid til at tænke over hvad jeg kunne gøre for ikke at havne i samme situation som sidst, og nåede frem til at vi måtte låne nogle penge til en privat jordemoder.. Det var mange penge, og virkede måske dumt at tage et lån mere, oveni alt efterbutiks-gælden, men følelsen af at være bange sidst jeg fødte ville jeg betale hvad som helst for at slippe for.
Det er nogle fantastiske jordemødre der arbejder der, og jeg glædede mig hurtigt til at skulle føde igen, og var ikke længere bange.
Istedet brugte jeg det mentale overskud til at have de små børnehave-mellempiger hjemme rigtigt meget, og genfinde brugte varianter af alt det babygrej jeg havde solgt på nettet.


Terminsdatoen var 23 maj, men der kom ikke nogen baby den dag.
(fortsættes)

03/19/19

Om det der kærlighed, del 33

Sidst jeg skrev på føljetonen, var vi nået til efteråret 2009.

Sommeren 2009 – før vi vidste at jeg ville blive gravid og vi ville være nødt til at lukke firma ned med tab – havde vi besluttet os for at indføre en ny tradition i vores familie: en alenebarnsferie når børnene blev ca 7 år . (Har skrevet mere om det bl.a her.)

En efterårsferie i London for den 7 årige Ældstepige sammen med mig var allerede betalt, og selv om jeg var monster-træt meget af tiden, og var kommet til at bestille nogle tåbelige flybilletter (hvor vi fløj om natten begge gange – man skal lige tænke sig lidt om, inden man sætter hak ud for de allerbilligste flybilletter, åbenbart!), så skulle vi altså afsted.

Vi fortalte børnene om den kommende baby lige inden, så den store kunne forstå det, hvis jeg var lidt ekstra flad på turen.

De to store lod til at synes det var en hyggelig ting med kommende lillesøster/bror, men den yngste, på 3 år, gav sig surt til at gemme sine yndlingsting væk, så “babyen ikke smadrede dem”. Efter at have set scanningsbilledet af “Reje” hjalp det dog på hendes humør, og hun begyndte at finde ting hun glædede sig til at lære den.

At have involveret børnene i graviditeten før uge 12 fortrød jeg bittert, da jeg få dage efter, sad på toilettet i Heathrow lufthavn, og opdagede en del blod i mine trusser. Jeg havde lyst til at græde; lyst til at få fat på flybilletter direkte hjem igen; jeg var ked af det og bange for om en spontan abort kunne være farlig. Men klokken var sent om natten, og jeg havde en træt syv årig med mig, som jeg skulle have gelejdet med hen på hotel.

Først da hun sov, sneg jeg mig ud og tudede i telefonen til Ninjaman, der lovede at ringe til min gynækolog og høre hvad jeg skulle gøre. Han ringede tilbage med besked næste dag, om at sådan gik det nogle gange, og jeg skulle ikke bekymre mig unødigt, men komme til tjek når vi kom hjem.

Næste dag var jeg på naturhistorisk museum med min tindrende glade pige, og hendes glæde, puffede mine bekymringer lidt til side. Jeg kunne mærke en klump i halsen i en udstilling om fosterets udvikling, men det meste af tiden kunne jeg skubbe tanken om  det væk.

Det var dejligt at have tid alene med min store pige, der havde delt mig med lillesøster-duoen så længe, og at se London gennem hendes øjne. Hun lagde mærke til alt det der var anderledes og “udenlands-agtigt”, og tog ivrigt fotos af alt fra postkasser og telefonbokse, til chokoladebutikker og metrostationer. Hun var også overraskende god til at gå langt, og på andendagen fik vi gået mindst ti kilometer, nærmest uden pauser. Da vi stoppede for at spise, gik jeg på toilettet for at skifte bind, og opdagede at blødningen var ved at stoppe. Jeg kunne mærke et lille håb for at “Reje” stadig fandtes, og de næste dage føltes lysere.

Belæsset med gaver til lillesøstre, og pandabamser og Big ben nøgleringe til globetrotteren selv, vendte vi hjem efter fem virkeligt fine dage sammen.

Her var mit fokus bare at blive undersøgt hurtigst muligt af gynækologen, og jeg sov nærmest ikke dagen før.

En lillebitte sparkende fod viste sig på skærmen – og vi græd af lettelse over at den endda sad fast på en hel og fin lille babyskikkelse.

En dreng, var hende der scannede ret så sikker på. Man kunne tage fejl når foster kun var 13-14 uger gammel, sagde hun selv, men der var altså noget der virkeligt lignede en tissemand. Forklaring på blødning kunne hun ikke give præcist – men alt så fint ud.

Vi fattede ikke vores held. Tanken om at sørge over at have spontanaborteret et barn, når andre jeg kendte havde svært ved at blive gravide med første barn, og jeg allerede havde tre fine børn, virkede alt for ensom.

“Projekt uplanlagt bonusbaby” var noget vi nu inderligt glædede os over, følte os heldige over, og det hærdede os nok til at kunne fortælle omgangskredsen omkring det – og leve med, at de spontane tillykker ikke sad løst på folk.

Der er vigtigere ting ved at få børn end perfekt timing, og det her var faktisk lige som det skulle være.

(fortsættes)

12/19/18

Om det der kærlighed, del 32

Så er der fortsættelsen på Kærlighedsføljetonen allerede.

Sidst nåede vi til det tidlige efterår 2009, hvor alting lige havde kørt supergodt i lang tid – med job, økonomi, unger og det hele – men pludselig smækkede banken kassekreditten i til vores butik, og en graviditetstest viste uventet positivt.

Indtil da havde vi håbet at butikken kunne reddes på en eller anden måde, men nu var vi helt afklarede: den butik skulle bare lukkes, med det økonomiske tab der nu måtte være. Tanken om at have fire børn, jonglere regnskaber og indkøb, uden at være sikker på hvad der gik ind på kontoen hver måned, var for skræmmende. Vi kunne bedre leve med at være flade og have gæld, hvis bare vi slap for stressen.

Jeg fik en tid hos gynækolog, i tvivl om hvornår jeg var blevet gravid. Jeg har aldrig haft regelmæssige menstruationer, og frygtede at jeg var flere måneder henne, og derfor havde udsat fosteret for alkohol flere gange i sommerens løb. Til min overraskelse var babyprikken ganske lille, uden hjerteblink endnu: kun knapt 5 uger gammel, og jeg fattede ikke at symptomerne (trætheden) havde været så markant at jeg havde taget en test.

Vi havde ikke talt om at få flere børn end de tre vi havde, men da jeg så den der babyreje, der så svagelig og lille ud, kunne jeg mærke at jeg pludselig var bange for at den ikke blev til noget. Fire børn føltes faktisk helt rigtigt! Min mand sagde præcis det samme mens vi cyklede hjem bagefter: det her var meningen.

Trætheden aftog, men jeg blev hurtigt tykkere om maven. Skjulte det med løse kjoler, for vi havde ikke lyst til at sige det til folk endnu. Det føltes fint og rigtigt for os, uanset omstændighederne, og vi havde ikke lyst til at høre noget negativt om hvor dårligt timet en bonusbaby var, oveni et firma der var ved at gå konkurs.

Og så havde jeg også en underlig fornemmelse: jeg følte mig ikke gravid ellers, og havde en grim følelse af at jeg kunne miste dette barn igen. Tanken gjorde mig vildt ked af det.

(Fortsættes)

11/19/18

Om det der kærlighed, del 31

Her fortsættelsen på den store føljeton, om vores liv de sidste 21 år.
Her et foto af pigerne, fra en udklædningsfest det år. Jeg har mistet mange af mine fotos fra de år, så det passer ikke helt til:

August/september 2009 var præget af både håb og mismod.

Det havde ellers lige kørt så godt altsammen, men nu hvor banken havde lukket kassekreditten til vores butik, og vi havde taget lån i huset for at betale regninger, var det ikke særligt sjovt. Drømmen var at nogen ville købe det hele, og gerne ansætte Ninjaman som erfaren butiksbestyrer, men vi havde opsagt butikslokalerne og indstillede os på at vi havde et halvt år til at få solgt ud og lukket ned. Forhåbentligt uden alt for stort tab, men det så ikke lovende ud.

Jeg var ked af det, og uendeligt træt, men forsøgte fortsat at geare mig selv op til at få det bedste ud af min gode nye arbejdsplads, og var fx med i en hyggelig madklub, hvor man lavede mad sammen en gang om måneden.

En sen eftermiddag i starten af Oktober, stod jeg i Netto og købte vin ind til madklubben samme aften. Jeg havde bare lyst til at køre hjem og sove, selv om dagen egentlig ikke havde været hård.

Ved kassen hang der nogle graviditetstests, og pludselig ramte tanken mig: “så træt her plejer jeg kun at være når jeg er gravid”

En pakke tests røg i kurven sammen med rødvinen. Mens jeg cyklede tilbage til arbejdet, prøvede jeg at regne på om der overhovedet var en risiko for at jeg var gravid. Nåede frem til at det kondom der var gået i stykker havde været på et sikkert sted i min cyklus, men tanken ville ikke rigtigt slippe. Mens forretterne var i ovnen sneg jeg mig ud på badeværelset med pakken med tests.

De var bragende positive. Alle fire.

Min første tanke var: ”pis – jeg har lige givet alt babytøjet og tingene til en genbrugsbutik!”

Min næste tanke var mere noget med:”fuckfuckfuckfuck!”.

Jeg ringede til Ninjaman, der stadig var på arbejde i vores butik.

“Den der sparkedragt jeg sagde var pæn i butikken – har du solgt dem allesammen? Ellers tror jeg vi får brug for at gemme en selv…” sagde jeg, klodset.

Vi havde slet ikke talt om at jeg kunne være gravid, ingen af os havde tænkt tanken, og jeg var ikke engang gået over tid, men han fattede det alligevel med det samme.

”Vi har klaret så meget sammen, mon ikke vi klarer en bonusbaby?” var hans respons, efter en skræmmende lang stilhed.

(Fortsættes)

 

11/7/18

Om det der kærlighed del 30, en føljeton

Nu er der efterhånden rigtigt, rigtigt mange af jer der har skrevet og efterspurgt nogle nye afsnit føljeton, som jeg har syltet i over et år.
Hvis man ikke har læst dem, kan de andre afsnit om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, forelskede os og fik en masse unger læses her.
Her kommer er afsnit 30, der foregår i 2008/2009.

Vinteren var, ligesom vintrene havde været herhjemme de foregående år, smaskfyldt med syge unger. Småpigerne på 2 og 3 slæbte den ene runde influenza/halsbetændelse/mellemørebetændelse efter den anden med hjem fra børnehave, og selv det lille skolebarn blev ramt flere gange.

Sådan her så det meste af December 2008 ud. Da jeg fandt billedet, kunne jeg pludseligt huske hele følelsen af at ligge klemt mellem febervarme unger, klar til at række saft og brækspande videre; med en stemme der var helt hæs af højtlæsning, og med ører der ikke orkede høre mere dumt børne-tv. Kan godt savne at kramme lidt på de her små varianter af mine unger, men er godt nok glad for at alt det sygdomspis ligger bag os!

2009 startede ret godt ud. Et halvt år før, havde banken bevilget os en stor kassekredit til vores butik, og vi havde flyttet den fra de snuskede lokaler på en lille sidegade, til et flot lyst sted på en hovedgade. En rigtig butik, med mange kunder. Ikke det store overskud, men den kørte stabilt og vores økonomi var en del bedre end frygtelige sidste år.

Ninjaman var rigtigt glad for at stå i den, og jeg og ungerne kom ofte forbi og gav en hånd med at lave vinduesudstillinger og andet hyggeligt.

Her den mindste af dem der gik tøjmodel, ved en byfest i gaden hvor Ninjamans butik lå.

Pigerne var glade og trivedes, og det føltes som om vi var på vej et godt sted hen sammen, alle fem. Oprindeligt havde vi jo talt om at vores barn nummer tre skulle være en efternøler, som vi havde tid og overskud til, men nu havde hun valgt at komme meget før, og vi var faktisk enige om at det passede ret perfekt: vi havde en flok på tre, der legede sammen hele tiden; interesserede sig for meget af det samme; og allerede nu kunne vi så småt mærke at de var ved at blive større og mere selvkørende. Det ville blive nemt om få år, var vi enige om.

Vi var ved at komme ud af den baby-boble vi havde været i i mange år, med bleer, og søvnløshed og barnevogne og middagslure, og det gav overskud til at huske at være lidt voksne også.

Jeg tog mig sammen til endelig at få smidt alle ti efter-tre-graviditeter-i-træk-kiloene, og følte mig stærk og overskudsagtigt. Da der midt på året kom en spændende stilling i en ny afdeling på min arbejdsplads, trængte jeg til at prøve noget nyt, og søgte den. Jeg fik den, sammen med et års orlov fra min daværende stilling, da det ikke var sikkert den nye stilling blev mere end et årig. Virkeligt spændende at få lov til at prøve af et år, uden at miste noget! Jeg involverede mig glad i alt hvad der var af madlavningsklubber og læseklubber på den nye del af arbejdet, nu hvor mine børn ikke længere var så små at de desperate ventede på at jeg kom hjem til dem.

Ninjaman tog på festival for første gang i 10-12 år, fik flere tatoveringer og begyndte at dyrke sport igen. Det var skønt for os begge at lave ting uden for flokken igen, selv om vi også trivedes i den og med hinanden.

Men så kom september, hvor banken ringede og sagde at de nu havde taget en beslutning om ikke at give kredit til små virksomheder, der ikke gav stort overskud, længere. Vi havde et væld af store regninger på vej, og kunne ikke rigtigt se en vej ud af det. Opsagde butikslokaler (der var seks måneders opsigelse) og begyndte at sælge varer ud med stort tab. Var nødt til at tage et stort lån i vores lille hus,  for at betale. Det var meget skræmmende, og vi fik gældsat os ret grundigt, og kan stadig mærke det.

Jeg fortrød det nye job, nu hvor jeg ikke var i stand til at præstere mit bedste. Jeg var ikke dårlig, men hadede mig selv for ikke at være fantastisk, overskudsagtig, ovenpå. Havde sådan glædet mig, og var også startet godt ud, men jeg tænkte meget på butikken, og på hvor meget den kunne nå at smadre af vores økonomi de næste måneder, og havde ikke helt hjertet med i alt det nye længere. Jeg var også pludselig så træt, at jeg nærmest faldt i søvn når jeg trådte ind af døren hjemme, og alligevel faldt jeg også i søvn mens vi så fjernsyn om aftenen – og var stadig træt om morgenen. Træt, dødeligt træt, hele tiden.

(Fortsættes)

12/27/17

Om det der kærlighed del 29 – en føljeton

På utallige opfordringer, tager jeg mig nu endelig sammen til at fortsætte den lange føljeton om hvordan Ninjaman og jeg mødte hinanden, blev kærester og fik en masse unger.

Gamle afsnit kan læses her.

Sidste afsnit jeg skrev handlede om januar 2007; hvor vi blev gift for anden gang, og havde tre små piger på ca 4 måneder, 22 måneder og 5 år; mig der havde haft et par angstanfald efter en ubehagelig fødsel og en masse pres; og en absolut faldefærdig økonomi (grundet vaklende forsøg på at starte en butik op; midt i uventet barsel).

———

Resten af 2007 handlede om at rejse sig og blive stående. Det gik faktisk overraskende godt.

For hver eneste dag der gik, blev ting nemmere. Ninjaman stod i vores butik, og trivedes med det. Han var god til det, havde mange stamkunder, og gradvist begyndte den at kunne tjene sig selv ind. For at få butikken på ret køl vendte vi hver eneste mønt mange gange, men børn er taknemmelige nok for arvetøj, suppe og ture på legepladser og det føltes ikke så stramt som det reelt var.

Jeg jonglerede børneflok herhjemme; hjalp ham med netbutikdelen; og nød at vores gamle venner endelig var begyndt at få børn, så jeg kunne lave en slags mødregruppe med veninder og familiemedlemmer og deres jævnaldrende babyer. Der var altid gæster, på den afslappede måde.

Det her er med garanti pisseøretæveindebydende at skrive, men hvor meget jeg end vrider min hjerne, kan jeg kun huske det år som positivt og noget af det hyggeligste i mit liv.

Vi havde ingen der gad babysitte, masser af logistik med middagslur og grødkogning, ingen penge, alt for mange lortebleer, og hede fantasier om at sove bare syv timer i træk, men grundlæggende var det helt vildt hyggeligt med tre glade, legende småbørn.

Ingen af os er rengøringsfreaks, så nedprioritering af oprydning frigav en masse tid til at være i al det hyggelige i stedet, og vi overlevede fint at bo i et lille hus, hvor alle flader var dækket af legetøj, unger og larm..

Når Ninjaman kom hjem fra butikken og fandt os andre liggende i en hule under bordet og læse historier, kravlede han bare ind til os og læste med; og kom han hjem til en koncert på rasleinstrumenter joinede han bandet. Vi gad godt det her sammen, og det løfte om at fokusere på det positive, som vi gav hinanden da vi blev gift, virkede..

 

Jeg startede på arbejde igen efter jul, da mindstebarnet var 15 måneder gammel – her krakelerede idyllen noget, i de barske sammenstød med hverdagslogistikken…

To vuggestuebørn, et lille skolebarn og en mand der var selvstændig; og derfor aldrig kunne hente dem, eller tage fri når de blev syge, skulle til tandlæge eller andet – det hang ikke helt sammen. Jeg var nødt til at gå ned i arbejdstid og sad istedet og skrev om aftenen, for at tjene bare en smule ekstra.

Og sådan gik 2008: stram logistik og endnu strammere økonomi, men stadigvæk et godt år, hvor vi allesammen foretog os ting vi kunne lide og havde meget tid sammen.

(fortsættes. Beklager der ikke er en cliffhangerslutning, men det var nogle rolige år. Heldigvis;))

06/18/15

Om det der kærlighed del 28, en føljeton

Nå, valget gider vi ikke tale om, så hellere lidt føljeton…

Undskyld jeg forlod føljetonen et sted hvor flere af jer syntes den var barsk læsning.
Det var på ingen måde et forsøg på at skræmme nybagte mødre, så nu skynder jeg mig videre med næste afsnit, så i kan se at det ender godt!

—–
Føljeton, del 28
Babyen skulle døbes, og vi havde sat dato, aftalt med præst, ansøgt om specielt navn, og sendt invitationer ud til 70 mennesker, der stort set alle kunne komme – men jeg havde intet overskud, vi havde absolut ingen penge, og jeg plagede om at vi aflyste det hele.

Men da jeg ringede til de første for at aflyse, tilbød de at tage mad med – og det gjorde alle andre gæster også!

Pludselig havde vi hjælp alle vegne fra: de jyske gæster hentede øl og sodavand i Tyskland; de københavnske tog allesammen forskellige madretter med,og alle ville hjælpe med at dække bord og rydde op, for de syntes det var vigtigt at vi fik fejret endnu et fantastisk barn i vores familie.

Det var så rørende at mærke al den opbakning, og en aften, ti dage inden dåbsfesten, havde Ninjaman og jeg en af den slags samtaler, der ændrer alt:

Vi blev enige om fremover at fokusere på det positive.

Ikke noget med at klynke over, at vi ikke havde mulighed for at tage på romantiske kæresteweekender eller ud at spise – vi måtte finde den romantik i hverdagen: flette fingre når børnene sov, forkæle hinanden med massage og hjemmelavet mad, huske at kysse og kramme, selv om der vrimlede med børn.

Være ligeglade med det skræmmende i at have en butik, der var ved at smadre vores økonomi, men minde os selv, og hinanden, om at det der betød noget var børnene og det vi havde sammen – og vi ville stadig have hinanden, selv om alt det andet gik galt.

Vi ville ikke brokke os over hinandens mindre fejl, eller lave millimeter-demokrati over hvem der lavede mest i huset, men glæde os over al det vi gjorde rigtigt.

Vi talte hele natten – også selv om et af børnene kom ind til os med feber, og fik lov til at sove i sofaen mellem os – og da morgenen kom, spurgte han mig om jeg ville gifte mig med ham. Igen.

Det virkede som den bedste måde at fejre al det vi havde at fejre på, så vi ringede til præsten, og spurgte om hun kunne klemme en surprise-vielse ind ved barnedåben, og fik et ja!

En af mine veninder vidste det, da hun ville hjælpe med at sætte hår, men ellers var der ingen af gæsterne der vidste noget.

Der var ikke et øje tørt, da vi gik op af gulvet til bryllupsmusik, med dåbsbarn i sin fars arme, og de to store piger gående foran os med blomster i hænderne.
image

Det blev den fineste fest.
Min veninde sang for os, Ninjaman og jeg holdt taler for hinanden, og min mor holdt tale for dåbsbarnet, og gav hende et lille hjerte i rav, som hun smukt sagde:”indfangede lyset fra de første morgenstråler, der lyste på hendes ansigt, den morgen hun blev født”.

image

Brudevals og afklipning af Ninjamans sokker, blev også klemt ind, under stor jubel.

Dåbsbarnet tog festen i stiv arm, og vi endte med at være mange der blev og festede; sang karaoke og drak øl.

Vores ældste, på dengang fem år, der normalt var et yderst genert barn, overraskede alle ved at stille sig og synge tv2’s “de første kærester på månen” foran alle, og det trak tårer hos de fleste.

Om det var vores beslutning om at tage tingene mere positivt der virkede ved jeg ikke, men i månederne der fulgte blev både mit og vores virksomheds overskud gradvist større, og alting virkede lysere.

Angsten, der i nogle måneder havde ædt alle mine tanker, forduftede gradvist, og jeg kunne nyde min dejlige mand og vores skønne unger, uden den skygge henover det hele.

 

(fortsættes)

06/10/15

Om det der kærlighed del 27, en føljeton

Efter sidste afsnit var der nogle af jer, der kommenterede at vi lød superhelte-agtige, for at kunne håndtere alle de småbitte børn – men det var vi ikke.

Vinteren 2006.
Babyen voksede som hun skulle – dejligt tyk var hun, og da de to storesøstre havde været exceptionelt små som babyer, var det dejligt at have sådan en stor basse.
De “store” trivedes i børnehave/vuggestue og deres far knoklede fortsat løs, for at redde vores butik og økonomi, så mit fokus var stadig bare børnene, og det lod heldigvis til at de trivedes.

image

Men så kom vinteren – og alt hvad den kan medføre af sygdomme og snotnæser, og de to institutionsbørn slæbte baciller i hobetal hjem til babyen, der mere eller mindre konstant var syg – ligesom de også skiftedes til at være.
Forkølelser, mellemørebetændelser, influenza – alt blev de ramt af på skift.

På ældstebarnets fem års fødselsdag,  hvor vi netop havde købt sushi og skulle til at spise, dejsede mellembarnet pludselig om, helt varm.
Vi tog hendes temperatur: 41 grader!, og skyndte os at smide forvirret fødselsdagspige og hendes lækre måltid af hos mormor, og så kørte vi på hospitalet,  hvor feberbarn blev indlagt, med dobbeltsidet lungebetændelse.

Hendes far blev og sov med hende, og jeg tog tung om hjertet hjem med babyen, og sad vågen hele natten.

Pludselig fyldte tankerne om fødslen også i mit hoved igen: jeg følte ikke det havde været en god fødsel, og jeg havde været så bange for at der skulle ske min baby noget, både under graviditeten og under fødslen, og følelsen af afmagt slog mig helt ud.

image

Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke beskytte mine børn nok imod sygdomme og ulykker, og tankerne gav mig mit livs første angstanfald,  alene om natten, med et sovende barn i favnen, et barn hos mormor, og et barn på hospitalet.

Næste dag besøgte jeg min lille pige på hospitalet,  og da lægen hørte babyens hivende vejrtrækning,  blev hun også indlagt, med rs-virus.

Vi var indlagt i over en uge – Ninjaman var nødt til at tage tilbage og passe butikken, for banken pustede ham meget i nakken over den skrantende økonomi, og ældstebarnet var nødt til at blive hos min mor, og jeg savnede dem begge helt forfærdeligt meget, og fik malet min hjerne helt ind i et hjørne af dystre tanker, mens jeg sad der med mine sløje små piger.

Da vi kom hjem igen, og hverdagen startede op, besøgte jeg en veninde på Østerbro med baby i barnevogn, men da jeg skulle hjem, virkede tanken om at have barnevognen med i toget pludselig helt uoverskueligt, (hvad nu hvis nogen faldt og landede oven i barnevognen og maste mit barn??).
Jeg fik et angstanfald mere, og endte med at gå hele vejen hjem, selv om det er en 10 kilometers tur, og sneen lå højt.

Jeg begyndte at undgå steder med mange mennesker, af angst for at få et angstanfald mere. I al dette kunne jeg slet ikke genkende mig selv: jeg var jo den, der altid kunne klare ting; den der bed tænderne sammen og handlede mig ud af problemerne – hvorfor brugte jeg al min tid på at forestille mig grimme ting der kunne ske med mine børn, og hvorfor var jeg bange hele tiden?

Jeg var tryggest når vi alle var samlet, men selv her sad frygten for at børnene kunne blive syge, eller banken kunne blive trætte af at vente på at vi fik vendt økonomien og istedet ville tage vores hus, og hvilede tungt over tankerne.

Min moster kendte en dygtig psykolog, der boede i gåafstand fra mig, og her sad jeg, med min baby i favnen, og tog hul på alle de ting, jeg bare havde skubbet bagerst i hovedet al for længe, og som nu havde været med til at slå knude på min hjerne.
Det hjalp – men langsomt.

(fortsættes)