03/8/13

Om det der kærlighed, del 21

Fortsættelse på føljetonen, om vores liv, kommer her.
(Jer der får kvalme af at læse om fødsler bør måske springe dette afsnit over – men jeg skal nok undlade at være for detaljeret.)
Frk fantastisks fødsel
For et uorganiseret menneske som mig, er ventetiden og uvisheden det værste ved sådan en fødsel.
Her anden gang jeg skulle føde, var vi nødt til dag for dag at finde en ny plan for hvem der skulle passe vores 3 årige datter imens :”hvis jeg føder i dag, kan hun være hos min veninde – men er det først i morgen kan hun ikke, for der har de bryllupsdag.
Føder jeg torsdag kan hun være hos min søster, men først fra kl 16.
Lørdag kan hun være hos en anden veninde om dagen, men om aftenen skal veninden spille koncert, så der må jeg have en anden.
Kan jeg mon nå at føde et helt barn mens storesøster er i vuggestue?
Hvis jeg føder om natten, skal vi så vække hende og få hende passet ude, eller bare håbe hun ikke vågner?”

Al den “hvad-nu-hvis-planlægning” var den kedeligste aktivitet nogensinde, og jeg ærgrede mig hver eneste aften, når endnu en velplanlagt dag var gået – uden at planerne havde været i brug.

Jeg googlede diverse råd for hvordan man satte fødsler i gang, og der var primært to råd der gik igen:
1:lange gåture
2:sex

Det første kunne jeg ikke lige se ske – der lå en halv meter sne, og jeg havde ikke spor lyst til at slæbe min tunge krop gennem snedriverne.

Det andet råd virkede lidt mere håndgribeligt, omend jeg vil gætte på at den stakkels Ninjaman godt kunne have ønsket sig mere elegant forspil, end en sur kone der hver eneste aften brokkede sig over at skulle “hvad-nu-hvis”-planlægge morgendagen, og krævede at han gjorde sin del, for at få den baby hurtigere ud…

Fredag d 18-2, var jeg gået 17 dage over den terminsdato jeg selv havde regnet ud at jeg måtte have, og 11 dage over den dato scanningen havde gættet på.

Jeg vågnede med småveer – og vi blev lige ivrige: børnehavebarnet blev hjemme fra tur, klar til at besøge vores venner; Ninjaen satte et badekar op inde i stuen, købte noget lækkert mad og gjorde det hyggeligt – og så stoppede de der veer igen.

Det er muligt at jeg fik sagt det var hans skyld:”jamen – det er da KLART at jeg ikke kan føde, når der ligesom er forventninger til mig om det!
Nu har du gjort alt for parat til det, så får jeg præstationsangst og kan ikke lave veer!” tudede jeg, og gik i bad.

Hele dagen ventede vi – gik tur, ryddede op, besøgte min mor, der beholdt vores datter natten over – det sekund vi gik ud af min mors havelåge, begyndte veerne, så voldsomt at jeg nærmest gik i knæ.

Det tog os en halv time at gå en 5 minutters strækning, fordi jeg måtte stoppe og puste, men vi var også euforiske over at der skete noget!

Jeg tog bad i mørke, og øvede mig i at trække vejret.
Følte jeg havde styr på det.

Da jeg kom ned I stuen, var det ikke sjovt længere.
Veerne føltes helt forkerte: korte, og som elektrisk stød, og jeg begyndte at mumle om kejsersnit som en mulighed.

Det her kunne jeg ikke overskue, det føltes helt vanvittigt, og Ninjaman måtte nærmest lave en håndstand på min lænd, for at veje lidt op for hvor ondt de gjorde.

Jordemoderen kom – hvor heldigt: det var min søde og kompetente konsultationsjordemoder der havde vagt, og hun fik med akupunktur, massage og rosende ord, vendt det barn der lå helt skævt inde i maven – som en såkaldt “stjernekigger”.

Måske var det fordi at smerterne fra da babyen lå skævt var så voldsomme- eller også var det bare fordi jeg var tryg – men jeg husker det, som at smerterne forsvandt der.
Det var stadig ubehageligt, men bestemt til at klare.

Jeg gik op i badekarret.
Det varme vand og vandets opdrift føltes fantastisk, og jeg ignorerede jordemoderens forsikringer om at jeg snart havde født – for det vidste jeg jo godt var løgn, det gjorde slet ikke ondt nok, så hun behøvede ikke berolige mig med løgnehistorier, for jeg kunne sagtens klare de der 5-6 timer mere sådan her.

Presseveerne startede, vandet gik og jeg satte mig i frierstilling i vandet, med Ninjaman siddende på gulvet bag mig – og Frk fantastisk startede sit liv, med selv at svømme ud af mig.

Jo, det gjorde hun: med et “plop” svuppede hun ud, og svømmede hen til jordemoderens hænder.
Det fineste øjeblik.

Jeg tog hende op til mig, og vi beundrede hende.

20130308-212222.jpg
Den sødeste baby længe set.

Hun blev målt og vejet: en gennemsnitsbaby på 3500, født på lidt over 5 timer – første fødsel tog 25 timer, så havde ikke ventet det kunne være så nemt!

20130308-212530.jpg
Vi spiste noget lækkert mad, sagde farvel til jordemoderen og min mor(der kom for at filme og hjælpe til, mens min søster passede vores store pige), og så gik vi op i seng, hvor vi lagde vores spritnye baby i midten, og aede hendes lange hår, til hun sov.

Og nu var vi en familie på 4.
(fortsætter)

11/22/12

Om moderne mor-haletudser-børn

Da jeg var barn, og legede med babydukker sammen med min søster, var der en god grund til at vores babyers fædre var fraværende: hun var gift med Bruce Willis, jeg med Bruce Springsteen, og det gav god mening at sådan et par berømtheder ikke var meget hjemme.
Mine mellemste piger legede også med dukker i går, og jeg spurgte interesseret til hvem der mon var babyernes fædre – var nysgerrig på at høre, om det mon også var berømtheder, eller om det bare var nogle søde drenge fra skolen.

De kiggede tomt på mig, og benægtede at deres børn havde fædre.

De er ellers rimeligt up to date med bier og blomster, så det undrede mig lidt, men jeg lod den ligge.
Jeg sad og lyttede lidt mere til deres leg, mens deres lillesøster legede frisør på mig – en leg der får ud på, at jeg godt må sidde og pille ved min mobil, mens hun slår mig i hovedbunden med en børste, og ind imellem fortæller mig, at jeg ligner en prinsesse – og hørte den 7 årige spørge:”har babyerne ikke nogen far? Kan det ikke være christoffer? Ham har vi begge to jo været kæreste med – og han er så pæn…”

Den 6 årige tænkte lidt over det, og kom med svaret;”vi gad altså ikke det der klamme med at knalde – så vi har bare købt haletudser af lægen! Det siger Kamma også at hendes mor gjorde.”
Wow…
Det er altså ret velinformerede børn.

03/10/12

Om det der kærlighed, del 15

Nu har jeg skrevet om mit og Ninjamans mange år sammen, lige fra første møde, hørt Ninjamans version af det samme, huskøb, graviditet og bryllup.
Så nu er fortællingen altså nået til noget fødsel, som de sarte af jer jo kan springe over – men skal nok prøve at gøre det kort, og ikke for detaljeret!

20 kilo tungere end normalt, så jeg med skuffelse min terminsdato komme og gå – uden veer. Havde ligesom regnet med den dato, og følte mg snydt!
Dagen efter løb vi rundt, på jagt efter julegaver og veer, og fandt ingen af delene.
Godt trætte lagde vi os op i seng med en actionfilm, og mens Wesley Snipes hakkede hovederne af et par vampyrer, mærkede jeg pludselig en ve…
Nu gad jeg faktisk ikke føde alligevel, var lidt for træt – men det var min krop uenig i, og den fyrede veer ud over mig det næste døgns tid.

Det kom bag på mig at de gjorde så ondt.
Havde lidt naivt tænkt, at den slags kunne tackles med positiv tænkning og god vejrtrækning, og så ikke ville gøre ondt. Jeg tog fejl.

Ud over et desperat forsøg på at overtale Ninjaman til at udføre et
kejsersnit på mig halvvejs igennem, sagde jeg ikke et ord i ihvertfald 12 timer – personlig rekord for stilhed – men jeg var lidt overvældet og syntes det var svært nok bare at huske at trække vejret!

Ninjaman havde forventet at jeg ville udsætte ham for lidt vold eller trusler undervejs, men den slags orkede jeg ikke. Heldigt for ham.

Jeg lå i mange timer i badekarret og prøvede at sove fra det – ikke en særligt effektiv taktik egentlig.
Hen på aftenen kom presseveerne, men de var meget korte.

Efter en times tid med korte presseveer, begyndte jordemoderen – der var en høj, skægget mand – at kommandere mig til at bevæge mig rundt: stående, hugsiddende, på knæ, men jeg var meget udmattet af de mange timers veer. Jeg endte med at sidde i sofaen, med Ninjaman og jordemoderen på knæ på gulvet, hvor de holdt et ben hver, og klokken 22.24 hev jeg en lille sorthåret baby op på min mave, med en jordemoder der guidede mig til hvordan jeg skulle tage imod hende.

Jeg så på hendes lille rynkede fjæs, og tilgav med det samme 25 timers smerte.Ninjaman hulkegræd af rørelse – jeg var mere bare overrasket over at der lå et helt lille menneske på mig, og så fedtet og vred ud.
Jeg havde forsøgt at bruge noget intuition til at mærke hvad køn baby var, og var nået frem til at det var en dreng, så da en hurtig mærken mellem babys ben afslørede vildt lang diller, var jeg ikke overrasket.
Det vidste jeg jo godt.
Da navlestreng skulle klippes, viste nærmere undersøgelser, at det nok bare var den jeg havde mærket, for baby var altså en pige!

Den fineste lille pige i hele verden.

20120310-124933.jpg
Hun blev målt og vejet, min mor og Ninjaman ryddede lidt op, og vi spiste noget natmad, med en knirkende nyfødt på skødet.
kl 02 gik min mor og jordemoderen, og vi bar forsigtigt vores lillebitte baby op i vores seng, og brugte resten af natten på at tælle hendes tæer og ae hendes hår.

20120311-153823.jpg

09/11/11

Om fødselsdag og trist dato

Min Hulk fylder 5 år i dag, d 11-9.
Jeg gik 14 dage over min terminsdato, og både håbede og frygtede at føde på lige den dag – det er min mormors fødselsdag, og jeg har savnet at der var nogen at fejre den dag, lige siden hun døde – men det er også en trist mærkedag, hvor alle husker 11-9/01, og de frygtelige billeder af brændende tårne.
Hun blev født hjemme i vores sofa, efter en halvhård fødsel – men det øjeblik hun kom ud, tidligt om morgenen, stod solen op og sendte de allerførste solstråler ind på hendes lillebitte ansigt – og alle tanker om hvilken dag det var, eller hvor hårdt det havde været, blev glemt.
Buttet og nuttet,med en personlighed der passer til dagen: lige dele sårbarhed, tænksomhed og vrede.
I går blev hun fejret i ti timer, med børnehavevenner først og familie senere, og i dag er hun så dagens diktator herhjemme, hvor vi har spist brunch, og vi forældre med svedige fingre omhyggeligt har sat klistermærker på bittebittesmå sylvanian-dimser, som hun fik i gave.
Og nu sidder jeg med min avis, og ser på et foto af en støvdækket kvinde for ti år siden, mens jeg hører mit søde lille barn sludre glad – og undrer mig over hvor grum og god verden kan være på en gang.

04/16/11

Om hjemmefødsler – skrevet af ninjaman

Der var vist overvejende flest, der ville høre om hjemmefødsler – set fra Ninjamans synspunkt. Meget mærkeligt, men her er han altså:”NINJAMAN!” (klap,klap,klap)
———
Alle vores piger, er født hjemme i vores stue.
Da vi valgte det ved første barn, skyldtes det en blanding af venners skrækhistorier om forjagede fødsler på travle hospitaler og S’s(superheltemors) ulyst til at være patient og ikke selv kunne vælge om hun ville vade rundt på gangen med røven bar eller slæbe sandwiches med ind under bruseren.
Vi undersøgte en masse om emnet, og besluttede os.
I Danmark må man føde gratis hjemme, med en jordemoder fra nærmeste hospital. Det er ikke dyrere for hospitalet – tværtimod sparer de en smule, ved kun at have udgifter til en lønning, og ikke til rengøring, senge, bedøvelse osv.
Det er ikke mere farligt end at føde på hospital, for selv om jordemoderen ikke har alle mulige måleapparater,så har hun mere tid, og er mere opmærksom, så ethvert tegn på at noget er ved at være bare lidt unormalt, ville føre til en overflytning til hospital.

I Danmark er der alligevel kun 1-2% der vælger det hvert år, så det er et emne folk har en del fordomme om, og vi mødte dem første gang på et fødselsforberedelseskursys, hvor en anden vordende far i pausen sagde noget om, at vi slet ikke så så hippieagtige ud som han troede hjemmefødere gjorde – og så sagde jeg (for sjov!), at vi naturligvis ville æde moderkagen bagefter. Så var der ikke længere nogen der gad sidde ved siden af os…
Første fødsel tog et døgns tid. Det var selvfølgelig hårdest for hende der havde smerterne, men jeg var glad for at min svigermor også var der, og at jordemoderen var flink, og så var der en del praktiske ting jeg kunne holde mig beskæftiget med, og det var rart at have andet at lave, end bare at se på.
Det var en god fødsel, trods alt, og vi fortrød ikke at det havde været hjemme. Det var fantastisk at kunne sende jordemoder og mormor hjem, der midt om natten bagefter, og så selv bære vores baby med os op i seng og starte med at være familie med det samme. Det er også fedt når barn 2,3 og 4 kommer: de glider hurtigt ind i flokken og det føles ikke så mærkeligt, som hvis mor kommer hjem med ny baby efter nogle dage på sygehus.
Som far synes jeg kun der er fordele ved det: egne ting, musik, mad, seng, telefon i nærheden, praktiske opgaver at løse – fx vise jordemoder til rette og fylde vand i badekar, og det at babyen ligesom fødes i ens hverdag.

Som kvinde må man jo mærke efter hvad man har lyst til og hvad man er tryg ved. Nogen vil have maskiner der måler, andre en jordemoder der lytter.
Personligt forstår jeg godt min kone, der med lille stemme altid pipper noget om at hun gerne vil bestille et kejsersnit nu, når hun er halvvejs gennem fødslen.

Vores andet og tredje barn lå begge skævt, og gjorde vist anderledes ondt, men de blev født på 6 timer. Ældstepigen var med da nr tre blev født, fordi hun vågnede lige før. Det var hun meget stolt og glad for. Da nr fire blev født ville hun også have været med, men det gik så hurtigt vi ikke nåede at vække hende. Hun klippede dog navlestrengen og de to mellempiger vågnede og spiste slik og spillede Nintendo og nød den spontane nattefest.
Den fødsel var noget helt særligt, det syntes S også, hun havde ellers ikke tænkt på sig selv som en der var “god” til at føde, men den her var perfekt.

Det eneste minus jeg nogensinde har oplevet ved en hjemmefødsel, var efter første fødsel, hvor vi vågnede med babyen og fandt klam moderkage i margretheskål på køkkenbord. Jordemoder havde lovet at tage den med, men glemt den.
S var sentimental og syntes ikke vi bare kunne smide den ud, men jorden var frossen, så den røg i fryseren til foråret. Da det så blev forår, tog jeg den med ud for at begrave den under æbletræet, men den klamme ting begyndte at tø, og jeg stod og forsøgte at knække mig, mens den dryppede blod. Ad!
De andre gange har jordemødrene heldigvis husket den!

Ellers synes jeg ikke der har været noget skidt. Det har været de 4 største oplevelser jeg har haft i mit liv – og jeg ærgrer mig lidt over aldrig igen at skulle opleve det der helt vidunderlige med at se sit nye lille barn for første gang. Fuck – det er altså stort!