01/14/15

Om det der kærlighed del 25,5 – en føljeton

(fortsættelse på føljetonen, der forleden stoppede cliffhangeragtigt, midt i en fødsel)
——
Veerne var stride, men jordemoderen kunne konstatere at de også gav noget – fra 4 til 6 cm på en halv time, det her ville sikkert gå hurtigt – troede hun.

Presseveerne begyndte lige efter at hun havde sagt 6 cm – et tegn på at baby står skævt, når de kommer allerede der.

Kemien mellem mig og jordemoderen var ikke særligt god.

Hun virkede ret usikker, og jeg følte, at jeg ikke bare kunne slappe af og koncentrere mig om vejrtrækningen, men var nødt til at være vågen, og komme med forslag til hvordan den baby kunne blive drejet.

Hun fik også flere gange sagt nogle skræmmende ting, som kurrede rundt inde i mit hoved, og fik mig til at føle at det var en utroligt farlig fødsel.

Bagefter kunne jeg læse i papirerne, at den teknisk set ikke havde været meget anderledes end min foregående fødsel(som var min bedste), men hele forskellen var, at der havde jeg følt mig tryg, og havde kunnet slappe af, hvor her, var jeg utryg og i alarmberedskab.

Den næste time gik med diverse krumspring, for at få babyen til at lægge sig mere hensigtsmæssigt: jeg lå med røven i vejret, lå, kravlede og hoppede.

Jeg fik endeligt åbnet mig det jeg skulle, og fik de rigtige presseveer, men nu var min krop træt, og nægtede at producere veer der varede længere end 45 sekunder.

Der kan man altså ikke nå særligt langt, babyen sad stadig højt oppe, og rykkede sig knapt nok nedad under veerne.

Det varme vand i fødekarret tog toppen af veerne, men gjorde dem også endnu svagere, så jeg endte med at ligge på siden i sofaen.

Fik helt klaustrofobi af at ligge der, med den store tunge mave, og de frustrerende korte veer, men vandet gik, og babyen begyndte endelig at bevæge sig lidt nedad under veerne.

Klokken var nu blevet halv 7 om morgenen, og den 4 1/2 årige snart-storesøster-til-to, vågnede, og min mor gik op for at forklare hende hvad der skete.

Hun havde hele tiden gerne villet med til fødslen, men jeg havde ikke kunnet overskue at have en sludrende tilskuer – men lige der, var jeg ligeglad.
Fødslen virkede fredelig nok – der var hverken blod eller råben – og den spændte søster, trak en lille stol hen, og gav sig til at heppe.

Jeg var ved at være panisk over at babyen hele tiden svuppede op på plads igen når veen sluttede, selv om jeg lige havde mast den et godt stykke vej ned, og kunne ikke slippe tanken om at NU skulle det altså overståes – for jeg var så bange for, om jeg overhovedet ville kunne føde uden hospital og sugekop, hvis jeg nåede at blive mere træt.

Så i et anfald af panik, begyndte jeg bare at presse – uden veer.
Ikke fordi jeg er spor sej, men fordi jeg var oprigtigt bange…

Det må have taget måske 3 minutter, men endelig kom hovedet ud, og lidt efter kom der en ve og hjalp til – hvilket var heldigt, for babyen var så stor, at de ikke bare kom ud selv.
Klokken var 07:08.

Jeg hev hende op til mig, og i det samme ramte morgensolens første stråler vinduet, og badede hendes fedtede krop i gyldent lys.

Det var helt magisk, men egentlig også meget fair, at den fødsel der havde været så skræmmende og hård, skulle slutte så fint.

Hun var en væsentligt større baby end de to store havde været, med tykke lår, en mærkelig bule oven på hovedet af at have stået skævt, og langt sort hår.
Jeg lå med hende så jeg ikke helt kunne se hendes ansigt, men duftede til hendes hår, og nød hendes vrede skrig.

Storesøster ræsede over i sofaen, helt euforisk. Nussede, aede og strålede af stolthed, og fik lov til at holde hende.

Min mor tryllede morgenmad frem, og vi spiste sammen, med den nøgne nyfødte pakket ind i en dyne.

Et par timer senere kørte jordemoderen igen, og min mor kørte den stolte storesøster i børnehave, medbringende kage.
Så var vi alene – de nybagte forældre til tre, og det fire kilo tunge vidunder.

Vi så på hendes lille sammenbidte ansigt, og så på hinanden, og begyndte simultant at tude begge to, helt overvældede over hvor smukt, stort og helt utroligt skræmmende det er, at have fået ansvar, for endnu et fantastisk lille menneske…

asta 147

asta 067

asta 107

01/13/15

Om det der kærlighed, del 25 – en føljeton

Tak fordi i tog så fint imod det føljeton-indlæg jeg endelig snøvlede mig sammen til at skrive – her følger allerede en fortsættelse.

——-
del 25 – fødsel af tredje barn.

Både den 4 årigeog den halvandet årige var født hjemme, og det skulle denne her baby efter planen også.

Desværre havde hun ikke spor travlt – terminsdagen sidst i august blev rundet, og septemberdagene gled forbi, uden det mindste tegn på baby…

Som hjemmefødende må man højst gå to uger over termin, så jeg var behørigt nervøs for at skulle føde på hospitalet, eller for at blive sat igang, som jordemoderen talte meget om.
11 dage over termin, var jeg ude og få en rundvisning på fødegangen, og en dato til igangsættelse, to dage efter.

Meget skræmmende tanke for os begge, hvis vi skulle bevæge os et fremmed, befolket sted hen, for at lave noget så privat som at få en baby – vi havde jo ikke erfaring med andet end hjemme.

Jeg kunne mærke at babyen lå skævt i maven – sådan havde hendes storesøster også ligget, og jeg kunne genkende fornemmelsen.

Tre gange de sidste tre uger, havde jeg haft nogle timer med småveer, der ikke blev til mere, hvilket også er tegn på et barn der ikke trænger helt ned i bækkenet.

Som sidste håb, inden igangsættelse, tog vi ud til en akupunktur, der også var uddannet jordemoder.
Hun undersøgte mig indvendigt – ikke en skid klar eller åben, trods alle de gange med snydeveer – så hun jog en masse nåle i mig.

Efter en time som nålepude undersøgte hun mig igen – nu 3 cm åben, rystende over hele kroppen, og med kvalme.
Yes!
Vi skyndte os hjem og gjorde klar til fødsel, men der gik et helt døgn før veerne kom.

Jeg var blevet snydt af veer før, så troede ikke rigtigt på dem – men sad i aftensolen i haven og øvede vejrtrækning, vi puttede de “store” piger, og gik tidligt i seng.
Hvert fjerde minut vågnede jeg ved en ve, men de varede kun 15 sekunder, så jeg faldt i søvn igen mellem dem.

Klokken 02 skete der noget med intensiteten: jeg vågnede ved en ve der næsten rev mig midtover, drønede ud på badeværelset og kastede op.

Ninjaen og jeg sneg os nedenunder, for ikke at vække børnene, og ringede til jordemoderen og min mor.

Veerne var slet ikke til at styre – jeg havde god styr på dem ved de to foregående fødsler – men det her var anderledes.
Babyens hoved trykkede på min lænd, på en måde så det føltes som om jeg fik stød.
Det hjalp lidt, hvis Ninjaman nærmest lavede en håndstand på knoerne på min lænd – men sateme stadig ikke særligt sjovt!

Midt i det hele, vågnede den halvandet årige , selv om jeg nærmest havde kvalt mig selv ved at bide i en pude, for ikke at larme.
Hun ville ikke sove mere, men ville gerne have en rugbrød og sidde lidt på mors hofte…

Ninjaman vækkede min højgravide søster, der kom i pyjamas og badekåbe, og tappert hentede barnet.

Døre klaprede, der blev pakket ting den lille skulle have med, instrukser om hvordan barnesædet virkede blev uddelt, Ninjaman baksede fødekarret ind i stuen, jordemoderen kom der også, og jeg var rasende og havde ondt – her havde jeg været bange for at føde på et hospital, hvor man kunne høre andre fødende og fremmede mennesker kom og gik, og så stod jeg alligevel her og fødte, i noget der mindede om Hovedbanegården i myldretid!

Men hurtigt kom der ro på, jordemoderen fik kaffe, stearinlysene blev tændt, jeg kom op i det varme vand, og holdt op med at være helt så sur.
(fortsættes – senere på ugen, promise!)

01/7/15

Om det der kærlighed del 24 – en føljeton

“What? Allerede et nyt føljetonafsnit!” tænker I sikkert.
Og jo, den er god nok: det er kun fire måneder siden jeg sidst smed et afsnit på bloggen, men der er allerede et nyt klar.
Håber ikke tempoet er for hæsblæsende?

De gamle afsnit kan læses her: føljeton om kærlighed, del 1-23.
————————
Føljeton del 24
Nå.
Føljetonen er nu nået frem til foråret 2006, hvor vi havde satset alle sparepengene på en drøm om egen butik, men var blevet overraskede af en snigerbaby på vej.

Vi talte op og ned af stolper om hvad vi skulle gøre med butikken: skulle vi lukke den, sælge den, satse på den – eller hvad?
Jeg stemte for at lukke den, for jeg kunne ikke overskue at have tre bittesmå børn, og en usikker virksomhed, men Ninjaman var dødtræt af sit job, og havde lyst til at se hvad det kunne blive til, så vi blev enige om at forfølge den drøm.

Han stod i butikken fuldtid, og jeg trillede ofte barnevogn og vores to børn derhen og holdt ham med selskab.
Så sad de i baglokalet og spillede computer eller stod i døren og forsøgte at lokke kunder ind.
image

Det var lidt hyggeligt og spændende, sådan at have butik – selv om det også var lidt skræmmende, med alt det der med økonomi, som ingen af os var eksperter i.
image

Min mave voksede ufatteligt hurtigt – muligvis fordi det ikke var så længe siden jeg sidst havde været gravid – og allerede i tredje måned var det tydeligt at jeg var gravid igen.

Jeg måtte fortælle min arbejdsplads, at jeg ville vende ret gravid tilbage fra barsel: min barsel sluttede faktisk kun en måned inden min næste barsel – men de tog det pænt.

Jeg endte med at tage selvbetalt ferie den måned, fordi vi stadig ikke havde fået institutionsplads til snart-mellembarnet.
Det virkede uoverskueligt for hendes far, at have hende med i butikken hver dag, nu hvor nyhedens interesse var dalet, og hun hele tiden forsøgte at stikke af fra butikken, så hun kunne komme hen og glo længselsfuldt ind af hegnet til en børnehave længere nede af gaden. Så jeg holdt mig hjemme, hele den lange, utroligt varme, sommer, med en aktiv 16 måneders baby piskende om benene, og en krop der var tung og træt af at være gravid.
image

Jeg var så træt, at gåturen hen til børnehaven med den ældste på 4 år, virkede som et stort projekt, så hun endte med at få verdens længste sommerferie, og de to søstre hyggede sig gevaldigt sammen i haven, mens jeg lå på et tæppe og svedte, og rugede på deres lillesøster.

De var enormt hjælpsomme, og blev ret professionelle kartoffelskrællere, støvsugere og tøj-sammenlæggere den sommer.
image

Vi havde ikke vidst køn på de to andre, men i fødselsdagsgave fik jeg en 3D scanning, og så vores lille næstenfærdige pige ligge og sutte tommelfinger.

Jeg var vel i 30. uge der, men det var først da jeg så hende, at det endelig gik op for mig at det var rigtigt – at der VAR et rigtigt menneske derinde, der kom ud lige om lidt!

Der havde simpelthen været så meget, med job og butik og børn og fysisk ubehag, at jeg først forstod det og glædede mig over det der.

Jeg tror Ninjaman havde det på samme måde.
Vi var så lettede over at hun så fin og flot ud. Vi var også imponerede over vores egen evne til at skabe mirakler sammen – og så endda helt uden at have gjort os umage,

Der var så mange ting der var uoverskuelige lige i den periode, men vi reddede den igennem, ved at gen-forelske os helt vildt i hinanden.
Jeg var stor som en hval – han var træt og arbejdede hårdt – der var to små børn der hele tiden krævede os – og den bedste måde at deale med al det, var åbenbart at bruge hvert eneste ledige øjeblik på at kysse i krogene.

Den varme juli, blev afløst af en brandvarm august, og vi ventede med stigende utålmodighed på den lille dame, der burde have vist sin ankomst sidst på måneden.
Kunne hun ikke bare komme, så vi kunne forme vores nye familie, med hende i den?

(fortsættes….)

03/8/13

Om det der kærlighed, del 21

Fortsættelse på føljetonen, om vores liv, kommer her.
(Jer der får kvalme af at læse om fødsler bør måske springe dette afsnit over – men jeg skal nok undlade at være for detaljeret.)
Frk fantastisks fødsel
For et uorganiseret menneske som mig, er ventetiden og uvisheden det værste ved sådan en fødsel.
Her anden gang jeg skulle føde, var vi nødt til dag for dag at finde en ny plan for hvem der skulle passe vores 3 årige datter imens :”hvis jeg føder i dag, kan hun være hos min veninde – men er det først i morgen kan hun ikke, for der har de bryllupsdag.
Føder jeg torsdag kan hun være hos min søster, men først fra kl 16.
Lørdag kan hun være hos en anden veninde om dagen, men om aftenen skal veninden spille koncert, så der må jeg have en anden.
Kan jeg mon nå at føde et helt barn mens storesøster er i vuggestue?
Hvis jeg føder om natten, skal vi så vække hende og få hende passet ude, eller bare håbe hun ikke vågner?”

Al den “hvad-nu-hvis-planlægning” var den kedeligste aktivitet nogensinde, og jeg ærgrede mig hver eneste aften, når endnu en velplanlagt dag var gået – uden at planerne havde været i brug.

Jeg googlede diverse råd for hvordan man satte fødsler i gang, og der var primært to råd der gik igen:
1:lange gåture
2:sex

Det første kunne jeg ikke lige se ske – der lå en halv meter sne, og jeg havde ikke spor lyst til at slæbe min tunge krop gennem snedriverne.

Det andet råd virkede lidt mere håndgribeligt, omend jeg vil gætte på at den stakkels Ninjaman godt kunne have ønsket sig mere elegant forspil, end en sur kone der hver eneste aften brokkede sig over at skulle “hvad-nu-hvis”-planlægge morgendagen, og krævede at han gjorde sin del, for at få den baby hurtigere ud…

Fredag d 18-2, var jeg gået 17 dage over den terminsdato jeg selv havde regnet ud at jeg måtte have, og 11 dage over den dato scanningen havde gættet på.

Jeg vågnede med småveer – og vi blev lige ivrige: børnehavebarnet blev hjemme fra tur, klar til at besøge vores venner; Ninjaen satte et badekar op inde i stuen, købte noget lækkert mad og gjorde det hyggeligt – og så stoppede de der veer igen.

Det er muligt at jeg fik sagt det var hans skyld:”jamen – det er da KLART at jeg ikke kan føde, når der ligesom er forventninger til mig om det!
Nu har du gjort alt for parat til det, så får jeg præstationsangst og kan ikke lave veer!” tudede jeg, og gik i bad.

Hele dagen ventede vi – gik tur, ryddede op, besøgte min mor, der beholdt vores datter natten over – det sekund vi gik ud af min mors havelåge, begyndte veerne, så voldsomt at jeg nærmest gik i knæ.

Det tog os en halv time at gå en 5 minutters strækning, fordi jeg måtte stoppe og puste, men vi var også euforiske over at der skete noget!

Jeg tog bad i mørke, og øvede mig i at trække vejret.
Følte jeg havde styr på det.

Da jeg kom ned I stuen, var det ikke sjovt længere.
Veerne føltes helt forkerte: korte, og som elektrisk stød, og jeg begyndte at mumle om kejsersnit som en mulighed.

Det her kunne jeg ikke overskue, det føltes helt vanvittigt, og Ninjaman måtte nærmest lave en håndstand på min lænd, for at veje lidt op for hvor ondt de gjorde.

Jordemoderen kom – hvor heldigt: det var min søde og kompetente konsultationsjordemoder der havde vagt, og hun fik med akupunktur, massage og rosende ord, vendt det barn der lå helt skævt inde i maven – som en såkaldt “stjernekigger”.

Måske var det fordi at smerterne fra da babyen lå skævt var så voldsomme- eller også var det bare fordi jeg var tryg – men jeg husker det, som at smerterne forsvandt der.
Det var stadig ubehageligt, men bestemt til at klare.

Jeg gik op i badekarret.
Det varme vand og vandets opdrift føltes fantastisk, og jeg ignorerede jordemoderens forsikringer om at jeg snart havde født – for det vidste jeg jo godt var løgn, det gjorde slet ikke ondt nok, så hun behøvede ikke berolige mig med løgnehistorier, for jeg kunne sagtens klare de der 5-6 timer mere sådan her.

Presseveerne startede, vandet gik og jeg satte mig i frierstilling i vandet, med Ninjaman siddende på gulvet bag mig – og Frk fantastisk startede sit liv, med selv at svømme ud af mig.

Jo, det gjorde hun: med et “plop” svuppede hun ud, og svømmede hen til jordemoderens hænder.
Det fineste øjeblik.

Jeg tog hende op til mig, og vi beundrede hende.

20130308-212222.jpg
Den sødeste baby længe set.

Hun blev målt og vejet: en gennemsnitsbaby på 3500, født på lidt over 5 timer – første fødsel tog 25 timer, så havde ikke ventet det kunne være så nemt!

20130308-212530.jpg
Vi spiste noget lækkert mad, sagde farvel til jordemoderen og min mor(der kom for at filme og hjælpe til, mens min søster passede vores store pige), og så gik vi op i seng, hvor vi lagde vores spritnye baby i midten, og aede hendes lange hår, til hun sov.

Og nu var vi en familie på 4.
(fortsætter)

11/22/12

Om moderne mor-haletudser-børn

Da jeg var barn, og legede med babydukker sammen med min søster, var der en god grund til at vores babyers fædre var fraværende: hun var gift med Bruce Willis, jeg med Bruce Springsteen, og det gav god mening at sådan et par berømtheder ikke var meget hjemme.
Mine mellemste piger legede også med dukker i går, og jeg spurgte interesseret til hvem der mon var babyernes fædre – var nysgerrig på at høre, om det mon også var berømtheder, eller om det bare var nogle søde drenge fra skolen.

De kiggede tomt på mig, og benægtede at deres børn havde fædre.

De er ellers rimeligt up to date med bier og blomster, så det undrede mig lidt, men jeg lod den ligge.
Jeg sad og lyttede lidt mere til deres leg, mens deres lillesøster legede frisør på mig – en leg der får ud på, at jeg godt må sidde og pille ved min mobil, mens hun slår mig i hovedbunden med en børste, og ind imellem fortæller mig, at jeg ligner en prinsesse – og hørte den 7 årige spørge:”har babyerne ikke nogen far? Kan det ikke være christoffer? Ham har vi begge to jo været kæreste med – og han er så pæn…”

Den 6 årige tænkte lidt over det, og kom med svaret;”vi gad altså ikke det der klamme med at knalde – så vi har bare købt haletudser af lægen! Det siger Kamma også at hendes mor gjorde.”
Wow…
Det er altså ret velinformerede børn.

03/10/12

Om det der kærlighed, del 15

Nu har jeg skrevet om mit og Ninjamans mange år sammen, lige fra første møde, hørt Ninjamans version af det samme, huskøb, graviditet og bryllup.
Så nu er fortællingen altså nået til noget fødsel, som de sarte af jer jo kan springe over – men skal nok prøve at gøre det kort, og ikke for detaljeret!

20 kilo tungere end normalt, så jeg med skuffelse min terminsdato komme og gå – uden veer. Havde ligesom regnet med den dato, og følte mg snydt!
Dagen efter løb vi rundt, på jagt efter julegaver og veer, og fandt ingen af delene.
Godt trætte lagde vi os op i seng med en actionfilm, og mens Wesley Snipes hakkede hovederne af et par vampyrer, mærkede jeg pludselig en ve…
Nu gad jeg faktisk ikke føde alligevel, var lidt for træt – men det var min krop uenig i, og den fyrede veer ud over mig det næste døgns tid.

Det kom bag på mig at de gjorde så ondt.
Havde lidt naivt tænkt, at den slags kunne tackles med positiv tænkning og god vejrtrækning, og så ikke ville gøre ondt. Jeg tog fejl.

Ud over et desperat forsøg på at overtale Ninjaman til at udføre et
kejsersnit på mig halvvejs igennem, sagde jeg ikke et ord i ihvertfald 12 timer – personlig rekord for stilhed – men jeg var lidt overvældet og syntes det var svært nok bare at huske at trække vejret!

Ninjaman havde forventet at jeg ville udsætte ham for lidt vold eller trusler undervejs, men den slags orkede jeg ikke. Heldigt for ham.

Jeg lå i mange timer i badekarret og prøvede at sove fra det – ikke en særligt effektiv taktik egentlig.
Hen på aftenen kom presseveerne, men de var meget korte.

Efter en times tid med korte presseveer, begyndte jordemoderen – der var en høj, skægget mand – at kommandere mig til at bevæge mig rundt: stående, hugsiddende, på knæ, men jeg var meget udmattet af de mange timers veer. Jeg endte med at sidde i sofaen, med Ninjaman og jordemoderen på knæ på gulvet, hvor de holdt et ben hver, og klokken 22.24 hev jeg en lille sorthåret baby op på min mave, med en jordemoder der guidede mig til hvordan jeg skulle tage imod hende.

Jeg så på hendes lille rynkede fjæs, og tilgav med det samme 25 timers smerte.Ninjaman hulkegræd af rørelse – jeg var mere bare overrasket over at der lå et helt lille menneske på mig, og så fedtet og vred ud.
Jeg havde forsøgt at bruge noget intuition til at mærke hvad køn baby var, og var nået frem til at det var en dreng, så da en hurtig mærken mellem babys ben afslørede vildt lang diller, var jeg ikke overrasket.
Det vidste jeg jo godt.
Da navlestreng skulle klippes, viste nærmere undersøgelser, at det nok bare var den jeg havde mærket, for baby var altså en pige!

Den fineste lille pige i hele verden.

20120310-124933.jpg
Hun blev målt og vejet, min mor og Ninjaman ryddede lidt op, og vi spiste noget natmad, med en knirkende nyfødt på skødet.
kl 02 gik min mor og jordemoderen, og vi bar forsigtigt vores lillebitte baby op i vores seng, og brugte resten af natten på at tælle hendes tæer og ae hendes hår.

20120311-153823.jpg

09/11/11

Om fødselsdag og trist dato

Min Hulk fylder 5 år i dag, d 11-9.
Jeg gik 14 dage over min terminsdato, og både håbede og frygtede at føde på lige den dag – det er min mormors fødselsdag, og jeg har savnet at der var nogen at fejre den dag, lige siden hun døde – men det er også en trist mærkedag, hvor alle husker 11-9/01, og de frygtelige billeder af brændende tårne.
Hun blev født hjemme i vores sofa, efter en halvhård fødsel – men det øjeblik hun kom ud, tidligt om morgenen, stod solen op og sendte de allerførste solstråler ind på hendes lillebitte ansigt – og alle tanker om hvilken dag det var, eller hvor hårdt det havde været, blev glemt.
Buttet og nuttet,med en personlighed der passer til dagen: lige dele sårbarhed, tænksomhed og vrede.
I går blev hun fejret i ti timer, med børnehavevenner først og familie senere, og i dag er hun så dagens diktator herhjemme, hvor vi har spist brunch, og vi forældre med svedige fingre omhyggeligt har sat klistermærker på bittebittesmå sylvanian-dimser, som hun fik i gave.
Og nu sidder jeg med min avis, og ser på et foto af en støvdækket kvinde for ti år siden, mens jeg hører mit søde lille barn sludre glad – og undrer mig over hvor grum og god verden kan være på en gang.

04/16/11

Om hjemmefødsler – skrevet af ninjaman

Der var vist overvejende flest, der ville høre om hjemmefødsler – set fra Ninjamans synspunkt. Meget mærkeligt, men her er han altså:”NINJAMAN!” (klap,klap,klap)
———
Alle vores piger, er født hjemme i vores stue.
Da vi valgte det ved første barn, skyldtes det en blanding af venners skrækhistorier om forjagede fødsler på travle hospitaler og S’s(superheltemors) ulyst til at være patient og ikke selv kunne vælge om hun ville vade rundt på gangen med røven bar eller slæbe sandwiches med ind under bruseren.
Vi undersøgte en masse om emnet, og besluttede os.
I Danmark må man føde gratis hjemme, med en jordemoder fra nærmeste hospital. Det er ikke dyrere for hospitalet – tværtimod sparer de en smule, ved kun at have udgifter til en lønning, og ikke til rengøring, senge, bedøvelse osv.
Det er ikke mere farligt end at føde på hospital, for selv om jordemoderen ikke har alle mulige måleapparater,så har hun mere tid, og er mere opmærksom, så ethvert tegn på at noget er ved at være bare lidt unormalt, ville føre til en overflytning til hospital.

I Danmark er der alligevel kun 1-2% der vælger det hvert år, så det er et emne folk har en del fordomme om, og vi mødte dem første gang på et fødselsforberedelseskursys, hvor en anden vordende far i pausen sagde noget om, at vi slet ikke så så hippieagtige ud som han troede hjemmefødere gjorde – og så sagde jeg (for sjov!), at vi naturligvis ville æde moderkagen bagefter. Så var der ikke længere nogen der gad sidde ved siden af os…
Første fødsel tog et døgns tid. Det var selvfølgelig hårdest for hende der havde smerterne, men jeg var glad for at min svigermor også var der, og at jordemoderen var flink, og så var der en del praktiske ting jeg kunne holde mig beskæftiget med, og det var rart at have andet at lave, end bare at se på.
Det var en god fødsel, trods alt, og vi fortrød ikke at det havde været hjemme. Det var fantastisk at kunne sende jordemoder og mormor hjem, der midt om natten bagefter, og så selv bære vores baby med os op i seng og starte med at være familie med det samme. Det er også fedt når barn 2,3 og 4 kommer: de glider hurtigt ind i flokken og det føles ikke så mærkeligt, som hvis mor kommer hjem med ny baby efter nogle dage på sygehus.
Som far synes jeg kun der er fordele ved det: egne ting, musik, mad, seng, telefon i nærheden, praktiske opgaver at løse – fx vise jordemoder til rette og fylde vand i badekar, og det at babyen ligesom fødes i ens hverdag.

Som kvinde må man jo mærke efter hvad man har lyst til og hvad man er tryg ved. Nogen vil have maskiner der måler, andre en jordemoder der lytter.
Personligt forstår jeg godt min kone, der med lille stemme altid pipper noget om at hun gerne vil bestille et kejsersnit nu, når hun er halvvejs gennem fødslen.

Vores andet og tredje barn lå begge skævt, og gjorde vist anderledes ondt, men de blev født på 6 timer. Ældstepigen var med da nr tre blev født, fordi hun vågnede lige før. Det var hun meget stolt og glad for. Da nr fire blev født ville hun også have været med, men det gik så hurtigt vi ikke nåede at vække hende. Hun klippede dog navlestrengen og de to mellempiger vågnede og spiste slik og spillede Nintendo og nød den spontane nattefest.
Den fødsel var noget helt særligt, det syntes S også, hun havde ellers ikke tænkt på sig selv som en der var “god” til at føde, men den her var perfekt.

Det eneste minus jeg nogensinde har oplevet ved en hjemmefødsel, var efter første fødsel, hvor vi vågnede med babyen og fandt klam moderkage i margretheskål på køkkenbord. Jordemoder havde lovet at tage den med, men glemt den.
S var sentimental og syntes ikke vi bare kunne smide den ud, men jorden var frossen, så den røg i fryseren til foråret. Da det så blev forår, tog jeg den med ud for at begrave den under æbletræet, men den klamme ting begyndte at tø, og jeg stod og forsøgte at knække mig, mens den dryppede blod. Ad!
De andre gange har jordemødrene heldigvis husket den!

Ellers synes jeg ikke der har været noget skidt. Det har været de 4 største oplevelser jeg har haft i mit liv – og jeg ærgrer mig lidt over aldrig igen at skulle opleve det der helt vidunderlige med at se sit nye lille barn for første gang. Fuck – det er altså stort!