Boganbefalinger til sommerferien – store læseoplevelser

Hold nu OP, hvor udkommer der mange gode bøger lige nu!
Jeg har en helt stak lovende ulæste bøger liggende klar til strandlæsning, og har de sidste måneder læst endnu flere gode bøger som jeg gerne vil prakke jer på. Her starter vi lige med dem jeg har været allervildest med:

Hvis du kan lide slægtsromaner, om svigt og ambitioner

Malene Ravn har skrevet en rørende, dramatisk og underholdende roman, om sin mands oldefar, kunstmaleren Carl Fischer, der levede fra 1892-1962. Tidsbilledet er virkeligt fint bygget op, med historiske personer der krydrer den hist og pist, og levende beskrivelser af steder og måder at leve på.

Man følger den ensomme svigtede lille Carl, der bliver en anerkendt kunstner, men hele tiden falder ned i sorte huller af fortvivlelse og dermed svigter sin kone og søn, den kuede lille Hans. En bog om ambitioner, begær, kærlighed, uformåenhed, ensomhed og kunst.

Det er virkeligt god fordybelseslæsning, perfekt til en regnvåd sommerhusdag.

Malene Ravn: “Hvor lyset er” (ad link)

Forlaget Gyldendal 2020

stjerner: 5/5

Bonusanbefaling: hvis du aldrig har læst noget af Malene Ravn kan jeg også varmt anbefale hendes fremragende bog om den halvt kinesiske dreng Erik, der opvokset i 1930ernes Aalborg udsættes for massiv racisme og svigt. Den er ligeledes baseret på en virkelig historie, der er helt utroligt fascinerende.

Hvis du vil læse om hvad frygt kan gøre ved mennesker, og fordybe dig i en kærlig, men sær, relation mellem en far og en datter 


Siden jeg var et nervøst lille barn i 1980erne, hvor atomtruslen var noget jeg også gik og bekymrede mig over, har jeg været fascineret af overlevelsesfortællinger: hvad kan man egentlig gøre hvis zombier/virus/oversvømmelser/atomkrige kommer tæt på?
I “Katalog over katastrofer” fører 14 årige Helles far omhyggeligt en manual over hvordan man reagerer i diverse nødsituationer – og da den foregår midt i 1980erne er atomtruslen naturligvis den bedst planlagte. Helle er stærk og hurtig, forsømt og snavset, altid på vagt og klar til at følge faderen, Bengts, planer for når katastrofen indtræffer.

Helles mor lever et helt andet liv inde i byen, som elegant stewardesse med makeup og hvidt brød, og selv om Helle på en måde nyder at besøge hende, så er det også et ambivalent forhold – for kan man være opmærksom på farer, hvis man tillader sig selv at slappe for meget af?

Hun er udenfor i klassen, men har vennen Tommy hun stoler på. Dette venskab udfordres dog af pubertetens indtog, og nye forvirrende tanker.

Det er en virkeligt god bog, fyldt med nuancer. Hvor tosset Bengts tanker end kan virke, så gør han det jo ud fra ægte kærlighed for sin datter og en overbevisning om at han hærder hende til noget hun ikke kan undgå, og jeg blev flere gange rørt over ham. Pigen Helle er formidabelt fint skrevet også, med al sin ambivalens og teenager usikkerhed midt i al det seje.

Stine Askov “katalog over katastrofer” (ad link)

Gyldendal 2020

stjerner: 5/5

Flere boganbefalinger følger – disse to var bare dem der var vigtigst for mig at minde jer om at bestille på biblioteket inden ferien.

(Visited 203 times, 1 visits today)

7 thoughts on “Boganbefalinger til sommerferien – store læseoplevelser

  1. Jeg har det som dig, shit der kommer mange gode bøger ud lige nu!! Så er det jo skønt at aftenerne er lange og sommerferien står for døren. Tak fordi du deler.

  2. Hvad synes du om fortællerstilen i Katalog over katastrofer? Jeg kan ikke rigtig komme videre med den… til gengæld har jeg kastet mig over Min mørke Vanessa og læst 70 sider på en dag trods jeg har to små børn. Og i en hyldest til dig – hvordan fanden har klaret fire børn? Jeg er helt på røven over at følge med og se, at man jo kommer ud på den anden side.
    Dejlig sommer til dig og din familie.

    • Jeg kunne godt lide den. Skulle lige ind i den, men fandt fortællestilen plausibel, set fra et barns synsvinkel. Fik du læst den færdig?

      • Nej, jeg gav op på den. Til gengæld har jeg netop læst Min mørke Vanessa færdig. Jeg var helt lamslået bagefter. Fortællingen var spundet op på en sådan måde, at jeg faktisk sad tilbage med en følelse af tvivl om, hvorvidt deres “forhold” var forkert eller ej. Manipulation og fordrejede sandheder af værste skuffe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *