Anbefalinger af medrivende bøger til indedage

Her anbefalinger af de bedste bøger jeg har læst den seneste tid, til jer der mangler noget velskrevet at forsvinde i.
Bibliotekerne har desværre stadig lukket, men de fleste af dem jeg anbefaler her findes på bogstreaming-apps, og mange boghandlere sender fragtfrit. Linksene jeg smider ind er til Arnold Busck, der har fragtfrit, og jeg tjener nogle få procenter hvis I køber gennem dem.

“De heldige” af Georgia Hunter.

Bogen er en moppedreng på 475 sider, men jeg fløj gennem den! Simpelthen en utrolig fortælling, baseret på forfatterens families egen historie. Den polskjødiske familien Kurc spredes ved anden verdenskrigs begyndelse for alle vinde for hver især at finde en vej i sikkerhed for rædslerne i de europæiske koncentrationslejre. En tvinges i eksil, en anden forsøger at flygte fra kontinentet, mens andre kæmper for at undgå den visse død ved at arbejde umenneskeligt hårdt i ghettoens fabrikker, eller slet og ret udgive sig for ikke at være jøde. Kurc-familien er drevet af en ubændig trang til at overleve og frygten for aldrig at se hinanden igen, og med kun håb, opfindsomhed og indre styrke som våben kæmper de sig frem gennem nogle af de mørkeste år i det tyvende århundrede.

En varm, varm anbefaling herfra!
5/5 stjerner.

 

 “Ud af ensomheden” af Benedict Wells

Jeg græder kun yderst sjældent over bøger, men denne smukt skrevne lille bog trak tårer adskillige gange. Ikke så meget fordi den er sørgelig, men fordi den også beskriver håb, ensomhed og kærlighed på allerfineste vis. De tre søskende Marty, Jules og Liz mister deres forældre i en ulykke, tilbringer nogle triste år på kostskole, og som voksne svæver de ind og ud af hinandens liv og kæmper mod ensomheden på hver deres vis.
Det er en tæt lille bog, med et vanvittigt fint sprog og en poetisk inderlighed der virkeligt rører en dybt.
Også en stor anbefaling!
5/5 stjerner

“Tabita” af Iben Mondrup.

Romanen følger det barnløse par Eva og Berthel, der er udstationeret i Grønland i 1960erne. Eva forelsker sig i den grønlandske hushjælps to små børn, og før nogen rigtigt fatter hvad der er sket, er børnene blevet adopteret af Eva og Berthel og hjembragt til Danmark. Pigen Tabita har særligt svært ved at passe ind, og kæmper med at forstå hvad der egentlig er sket eller skal ske, og Eva kæmper med at finde sig til rette i rollen som mor, der ikke er som hun havde drømt om.
Det er en barsk, trist og oprørende fortælling, der samtidig er skrevet så utroligt godt at man næsten kan mærke kulden i sin egen krop.

5/5 stjerner også.

“Alle himlens fugle” af Rakel Haslund-Gjerild

Alle mennesker i verden er væk, på nær en pige. Helt alene i verden begynder hun at glemme ordene, mens hun bevæger sig gennem oversvømmede gader i en trøsteløs verden. Intenst smukt beskrevet.
4/5 stjerner.

 

Har I læst noget godt? Så anbefal gerne nedenfor, jeg skal snart have købt lidt flere bøger!

(Visited 378 times, 1 visits today)

8 thoughts on “Anbefalinger af medrivende bøger til indedage

  1. Nu følger jeg dig inde på Goodreads – så læser meget af det samme som du gør 🙂
    Men har da lidt anbefalinger, som jeg ikke kan se, du har læst:

    En gentleman i Moskva af Amor Towles
    Den bedste bog, jeg læste i 2019! Og så passer den ret fint som “Corona-læsning”, da den handler om den adelige Alexander Rostov, der idømmes livslang husarrest på Hotel Metropol i Moskva i 1922…

    Haabet (og de 2 andre bind i trilogien: Peters Kærlighed og Faith) af Mich Vraa
    Meget velskrevet og medrivende fortælling, der foregår i Dansk Vestindien…

    Ræk mig stjernerne af Jojo Moyes
    Ikke en helt typisk Jojo Moyes (og det er ment som et plus!) – der er lidt mere kød på historien, end der plejer at være i hendes bøger, synes jeg…Men det er stadigvæk meget let læsning! (Men altså fin underholding).

    Ind i en stjerne af Puk Qvortrup
    Rimelig hård læsning – men utrolig velskrevet! (Puks mand får hjertestop under et halvmaraton – Puk har en dreng på 2 år og er gravid i 7. måned)…

    Du siger bare til, hvis du vil have flere anbefalinger 🙂

  2. Ai tusind tak! Hvor fantastisk at få anbefalinger af en der endda ved hvad jeg har læst – megagod service 😂. Dem vil jeg finde på mofibo, eller overveje at købe – kan nu bedst lide at have bøger i hånden;)

  3. Tak for anbefalinger!
    Jeg kan også anbefale ‘Ind i en stjerne’ af Puk Qvortrup – men husk kleenex 🙂

    Derudover kan jeg anbefale nogle af de bøger, som på hver deres måde har gjort størst indtryk på mig de sidste par år.
    – En moderne familie af Helga Flatland
    – Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata
    – Frank vender hjem af Kristian Bang Foss
    – Vær god ved dyrene af Monica Isakstuen
    – Til min søster af Dy Plambeck
    – Det smelter af Lize Spit
    – Blækhat af Sissel Jo-Gazan

  4. Kære Superheltemor og alle andre læsere!
    Tillad mig at anbefale en (for mig) klassiker nemlig Sigrid Undsets trilogi om Kristin Lavransdatter. Jeg læste den første gang, da jeg var 22-23 år og genlæste den 25 år senere. Begge gange var læsningen en stor oplevelse, men interessant nok utrolig præget af mit eget sted i livet. Det er vel også det kunst kan – sætte livet i perspektiv.

    Nåh, ja så er det vel også på sin plads at nævne, at hun fik Nobelprisen i litteratur.

    Kan lånes på e-reolen (folkebibliotekerne).

Skriv et svar til Judith Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *