02/21/20

Om svimmelhed og festplanlægning

Forleden nat lå jeg endnu engang og bekymrede mig om ting, mens jeg vendte og drejede mig i sengen – søvnløshed er en af mine spidskompetencer. Pludselig snurrede min seng mange gange rundt, og det blev den ved med at gøre hele natten.

Om morgenen sygemeldte jeg mig, da jeg ikke kunne tage strømpebukser på uden at dejse om, og ringede til min ørelæge-moster, der mindede mig om at det er noget jeg har haft før. Løsrevne øresten, der rutcher rundt og fucker med balanceevnen.

Sidst jeg havde det, dinglede jeg rundt med det i ti dage før jeg kunne få en tid hos ørelæge der kunne fikse det – man fikser det ved at dreje hovedet på bestemte måder og holde det, mens det hele svimler rundt. Denne gang sendte ørelægen mig links til øvelserne på YouTube, og hvis bare jeg ikke laver alt for pludselige bevægelser, har jeg det helt fint allerede.
Eneste minus er dog min mands irriterende “have en skrue løs”-onkel humor jokes, men da jeg er afhængig af hans hjælp til at udføre øvelserne, har jeg endnu ikke kvalt ham for det.

Om tre uger holder vi en stor fest for den næstældste, der fylder 15. Sådan en slags konfirmations-erstatning. Jeg burde forberede en hel masse, men kan ikke så længe det svimler. Det eneste der er ved at være helt styr på, er bordkortene som vi har lavet i ler:


Barnet vil gerne have hjemmelavet koreansk mad til festen, men da vi ikke ved om alle kan lide det, ville jeg supplere med nogle thailandske kokosretter. Er der tilfældigvis nogle af jer der ved om den slags kan laves nu og fryses? Eller har gode opskrifter? Så bare smid dem efter mig, kunne virkeligt godt bruge noget inspiration!

02/18/20

Om store børn, der vokser fra legetøj

I vinterferien insisterede mine børn på en tur i Ikea for at brænde de fire gavekort på hver 150 kroner af, som de havde fået i julegave. Da de var mindre var det postkort og plastikblomster de gik efter, denne gang var det urtepotteskjulere til de mange planter de selv laver ud af stiklinger, pudebetræk og de to yngste insisterede på at få et gardin til at dække indgangen mellem deres delte værelse. Værelset er allerede delt af en høj reol, men det var åbenbart vigtigt at have et gardin i mellemgangen og en aftale om at banke på reolen hvis man vil igennem.

Det ser sådan her ud, fra hver sin side:

Det øverste er fra den 13 åriges side og det nederste fra hendes ni årige
lillesøsters


Jeg forudså, sortseeragtigt, at aftalen om at skulle banke på inden man vadede gennem hinandens del af værelset ville føre til skænderier, men foreløbigt går det ret godt med det.

Hvad jeg ikke havde forudset var hvordan yngstebarnet blev grebet af indretningsiver efter st have fået sat gardin op, og med tre hjælpsomme storesøstre fik rykket sit værelse om til det de kaldte et “store-pige-værelse”. I den slags er der ikke legetøj, og med en overraskende stor klump i maven, så jeg dem folde flyttekasser ud, og putte alt den ni åriges Playmobil ned i dem, for derefter at bære dem i kælderen.
For et års tid siden krisede jeg over samme barns pludselige afvisning af godnatsange. Jeg håber hun kan lokkes tilbage til legetøj lidt igen, ligesom hun kunne med godnatsange. Både fordi hun går glip af en masse ved at holde igen med at lege allerede, men mest af alt fordi jeg altid har syntes det allerallerbedste ved at have børn er at sidde og smuglytte til hvad de leger. Kæft, det er underholdende!
Måden de forhandler på om legens præmisser, hvem der finder på hvad, og de mange sjove replikker deres playmobilmennesker har.
Min favoritreplik er for tre år siden, hvor mindstebarn og veninde legede med playmobilprinsesser og taktfast messede:” DRIK, DRIK, DRIK!” mens de legede at prinsesserne holdt fest. Bagefter kastede en af prinsesserne op.
Jeg ved ikke lige hvor de fik det fra, at druk-gruppepres er en obligatorisk del af fester – men håber da jeg kan få taget den holdning fra dem inden de bliver 16. Hvilket jo føles som lige om lidt…

Nå, men store-pigeværelset ser nu sådan ud, med en hel masse gulvplads – der frister til lege.

Dagen efter storepigeværelse sad jeg i stuen og læste, mens jeg lyttede til mellempigerne – store halvvoksne på 13 og næsten 15 – der syede et par shorts til hunden. Helt fjollede, og med replikker som:” Winston, du er den værste model jeg har syet til, i mine 27 år som syerske!” gik det pludselig op for mig at man ikke behøver være helt færdig med at lege, bare fordi man ikke har noget legetøj. Hunden finder sig tålmodigt i alle former for påklædning, og ventes også at blive begejstret for de røde shorts. Når de er syet færdig – han er ikke god til at stå stille når han skal måles.

Da deres far derefter kom ind og talte til samme hund, som om hunden var en iværksætter der prøvede at sælge 10% af sin virksomhed der solgte kærlighed og han selv var en “løvens hule”-investor der skulle overbevises, blev jeg rolig igen.
Der bliver ikke nødvendigvis kedeligt, bare fordi min kælder er blevet at par kasser legetøj rigere – der er stadig rigeligt med gak i store børn og halvgamle mænd som jeg kan underholde mig med!

02/9/20

Om patvaser – en vinterferieaktivitet

For et års tid siden så jeg at Folkehuset Absalon havde kurser i at lave brystformede vaser. Jeg fik straks en veninde med på at vi da skulle på sådan et kursus sammen, men vi nåede ikke at få plads.

Mine kreative børn mente at vi sagtens kunne lave nogle selv til min veninde, og lige siden har vi produceret et hav af vaser, også sammen med venner, eller til kreative formål som polterabends og værtindegaver. Det er uden tvivl verdens bedste og mest upassende værtindegave!

Jeg spurgte på et tidspunkt en af teenagepigerne om vi ikke skulle tage overskydende vaser med på et loppemarked eller lignende til sommer. Svaret var et opgivende:”Øh nej. At sælge brystformede vaser med sin mor, er ret meget social suicide…”

Så det gør vi åbenbart ikke, men fine er de:

Vi har vinterferie denne uge – jeg har to korte dage på arbejde midt på ugen, men ellers skal vi ikke en skid. Udover at gå en tur i går, lavede vi ikke andet end at stene realityprogrammer – mellempigerne opdagede at der lå gamle sæsoner af Robinson ekspeditionen på en eller anden streamingtjeneste, og selv om jeg troede at jeg hadede den slags tv, er det sært fascinerende. Kan dog ikke sidde og se på det uden at lave andet imens, og da min familie længe har skældt mig ud over altid at sidde med mobil når vi ser fjernsyn, hev jeg ler frem.
Det tiltrak børn, og inden længe var vi tilbage til den gode gamle patvasefabrik, mens vi så på voksne mennesker der tudede og backstabbede hinanden på en øde ø.

Balder fungerer lige så godt som babser, iøvrigt.

Jeg tænkte at I sikkert gerne ville have et vinterferietip om hvordan man laver dem? Det er ret nemt.

Sådan laver du vaser med babser:

Man skal bruge:

– tomme syltetøjsglas

– selvhærdende ler. Fåes fx her
 – en skål med vand

– en kagerulle

– maling

Sådan gør du:

Rul leret tyndt ud og sæt det rundt om syltetøjsglasset. Ikke for tykt. Glat det med vand på fingerspidserne. Brug gerne lang tid på at få det pænt.

Form to nogenlunde store kugler til bryster. De skal gøres fladere oppe i toppen, så de kan sættes fast med vand. De kan være lange, runde, spidse, skæve – alt ser godt ud.
Husk en fladtrykt cirkel som brystvorte, med en lille dut på. Glat sammenføjninger med vand på fingerspidserne.

Lad dem tørre et sted der ikke er for varmt eller koldt – altså ikke oven på en radiator eller ude i kulden. De kan males efter et lille døgns tid. Mal gerne mange lag, det hjælper mod krakeleringer.

God arbejdslyst!