Ti random facts om mig, del 2 – klodsethed udgaven

Egentlig havde jeg tænkt mig bare at skrive en hel random liste over ting I ikke ved om mig – men efter nogle punkter tegnede der sig et mønster, så her får i den klodsede udgave. Det pinligste er, at jeg nemt kunne lave den ti punkter længer, for jeg er stærkt grovmotorisk udfordret. Underligt nok er jeg ret fingernem, men resten af min krop er bare et klumpet vedhæng til mine hænder.

Ti ting I ikke ved om mig, og klodsethed.

1. Jeg går ind i ting. Altså ikke bare engang imellem, men stort set hele tiden. Bemærker det ikke engang rigtigt selv, for jeg er vant til at brage gennem livet som en pinball-kugle, men jeg har venner der morer sig meget over det, og gør et stort nummer ud af at tælle hvor mange ting jeg rammer ind i på en aften.

2. Dørkarme er min ærkefjende, og jeg har næsten altid blå mærker på hofterne, af at fejlbedømme hvor smal min mås er, og så bare brage den ind i dørkarm. Er heller ikke særligt gode venner med bordkanter…

3. Til en personalefest forrige fredag, var der nogen der stod nede på gaden og røg, og jeg tilbød glad at fortælle dem at der var mad. Gad ikke løbe ned af alle trapperne, og ville råbe ud af et vindue. Havde så travlt med at forsøge at regne ud hvordan vindue skulle åbnes, mens jeg gik hastigt gennem rummet, at jeg overhovedet ikke så glasvæggen foran. Tog den med hele ansigtet. Heldigvis var der ingen der så det, og jeg sneg mig diskret ud på badeværelset og besigtigede øm pande og ledte efter næseblod, mens jeg blinkede tårer væk.

4. … og så troede jeg at ingen havde opdaget det. Det havde de heller ikke – før vi skulle ind i det rum med glasvæggen for at lave en quiz, og mit ansigt var tværet så tydeligt ud over glasvæggen, at der ikke var nogen tvivl om hvad der var sket. Hvordan kan man ramme med både pande, hage, næse og øjenhule, så hårdt at man kan blive genkendt ud fra det?

5. I betragtning af hvor stejl vores trappe er, og hvor klodset jeg er, er jeg heldigvis kun røget ned af den to gange, i løbet af de 18 år vi har boet her. Føler mig ret heldig over det.

6. Forsøgte engang som teenager at løbe forbi det sted hvor en pæn fyr fra skolen trænede fodbold om aftenen. Havde så travlt med at se sexet ud, at jeg ikke bemærkede stor sten, og endte med at skvatte lige foran ham, i en sky af blod, grus og tabt værdighed.

7. Jeg har glemt at tage badetøj på efter brusebad i svømmehal, og vadet ud af omklædningsrum nøgen. Endda to gange.

8. Kæden røg engang af min cykel, på vej ned ad Valby bakke. Kunne ikke bremse, og kørte ind i Søndermarken, hvor jeg crashede i en ydmygende omgang hudafskrabninger foran en flok turister.

9. Engang som ganske ung forsøgte jeg mig flere gange med stilethæle når jeg skulle i byen. Der er mange grunde til at jeg udelukkende går i sneakers nu – dengang hvor mine stiletter satte sig fast i en rist foran en kælderbars dør, hvorefter jeg væltede på maven ind af døren, er bestemt en af grundene.

10. Antallet af gange jeg har vadet rundt med min nederdel stoppet op i mine underbukser er astronomisk – vil tro det sker mindst en gang om ugen.

(Visited 1.553 times, 1 visits today)

25 thoughts on “Ti random facts om mig, del 2 – klodsethed udgaven

  1. Jeg føler et vist åndeligt fællesskab, om end mine for det meste handler om distræthed á la at stå nede på fortovet og forsøge at få cykelhjelmen spændt fast ovenpå håndklædet surret om det våde hår, at komme hjemmefra iført undertøj og overtøj, men intet der imellem (“undskyld, jeg kommer for sent, men jeg glemte min kjole…”), eller at tage fejl af restauranter og være halvvejs igennem håndtryk bordet rundt (“…og dig kender jeg HELLER ikke, hej, jeg hedder Sofie, sikke mange nye mennesker…”), før jeg opdager, der er et eller andet galt…

    • Haha, Fiemus, det er også sådan noget, jeg gør.
      En af mine værste/bedste historier var dengang jeg gik til den forkerte bryllupsfest, fik hilst på mange og drukket et par velkomstdrinks, men da jeg lige ville tjekke bordplanen ud, kunne jeg ikke forstå, at mit navn ikke stod noget sted – og så opdagede jeg, at brudeparrets navne ikke var dem, som jeg var inviteret til fest hos, hvorefter jeg gik ud og fandt en hel længe af hotellet, som jeg ikke havde set før, og hvor den fest, jeg faktisk var inviteret til, blev holdt.

  2. Jeg har engang sat min røv på en tændt gril ??
    Troede jeg lige kunne snige mig imellem den og stolen, det høre med at jeg var højgravid og ikke kunne snige noget som helst.
    Jeg kan lave et helt skriv om dårlig afstandsbedømmelse og klodsethed?
    Har iøvrigt et ar på den ene balle.

  3. Ved godt, det ikke er pænt at grine af andres uheld… men HOLD.NU.OP altså. Du lever jo nærmest dit liv som en ‘falde-på-halen-komedie’ 🙂

  4. Åh hvor jeg kender det! Glasdøre burde forbydes ved lov, ligesom åbne skuffer, skarpe hjørner på borde, vindueskarme, vejskilte, sten (kantsten inkluderet) og især åbne vinduer i lige-over-øjenhøjde! Og jeg har også altid blå mærker på lårene, og aner ikke hvor de kommer fra.
    Velkommen i klubben af bagdels-optimister.

  5. Jeg hænger ALTID fast i vores greb i køkkenet. Ingen andre i familien har det problem, så jeg må være den helt rigtige/forkerte kombination af “lavde” og bredde. Jeg kan ikke bevæge mig rundt i køkkenet uden at lommer/ lynlåsflap i bukserne (det hedder vel ikke gylp i damebukser?) ærmegab ved håbdleddene og knaphuller hænger fast.
    Jeg er generelt ikke særlig fingernem. Jeg er en skovl til at klippe, klistre, sy, modellere, tegne og male. Til gengæld er jeg ret god til alt det finmotoriske mit arbejde indeholder. Og det er stort set ikke andet end finmotorisk småtteri. (Godt man ikke blev testet ved ansættelsessamtale).
    Jeg er væltet på cykel et par gange og faldt så lang/kort jeg var, en dag, jeg kom gående. Hold nu op, hvor jeg slog mig og så ud.

    • Ej, det der med at hænge fast i alt, det gør jeg også.
      Især dørhåndtag kommer som en overraskelse for mig hver dag.
      Hvad jeg ikke har fået af blå mærker og ødelagt af tøj.

      • Åh ja. Dørhåndtag. Jeg arbejde engang som stuepige et sted med høje, gamle dobbeltdøre, hvor den ene fløj blev åbnet. De havde sådan et håndtag, formet som et blødt T (der i øvrigt jævnligt skulle pudses…) Min kittel havde korte ærmer med opsmøg holdt oppe med sådan et lille bånd, der knappes fast over opsmøget (som på mange skjorter). Den var stensikker. Jeg blev fanget i døråbningen næsten HVER gang. Det passede lige med at båndet på opsmøget sad fast i dørhåndtaget. ? Jeg havde næsten altid blå mærker på overarmene. Min kollega var lige de der 5-10 cm højere og sad aldrig fast.

  6. Jeg er bare nødt til at sige at jeg er vild med dig… Tænk sig at have en der er lige så motorisk udfordret som jeg selv.
    Jeg giver bare udfordringerne modspil gennem træning, dans og høje hæle når anledningen passer…

    • Jeg har lokket/plaget min mand med til dans (det tog MEGET, MEGET lang tid, ja år!! at få ham overtalt) og det er virkelig sjovt og udfordrende. Udover at danse rundt og se min mand dybt i øjnene, får vi også grinet en del, når vi danser forkert og er ved at snuble over hinandens fødder. Det vildeste er, når vi damer skal lære at følge og skal danse rundt med lukkede øjne. Hvilket er også er udfordrende for partneren, der skal gøre sig umage for at føre. Det kan varmt anbefales. Det kan kun være et plus også for de motoriske evner eller manglen på samme. Indtil videre er vi sluppet igennem uden forstuvninger, brækkede tæer og blå mærker.

      • Heldigvis har man ingen faste partnere til dans så jeg træder ikke den samme over tæerne hele aftenen…
        Min største udfordring er til træning, når vi skal kombinere sprællemand og skiløb. F. eks skiløb-ben men med sprællemand-arme… Der giver jeg bare op…

  7. Mine arme har altid blå mærker, da jeg formår at svinge dem ind i dørhåndtag minimum 3 gange om ugen.. Så det har nærmest udviklet sig til en permanent blå/brun/lilla plet på min højre arm lige før albuen 🙁 Tror hvis jeg gik med briller kun ville det være alle mulige andre steder også, da jeg stort set ikke kan afstandsbedømme med dem på. Så det nok meget godt jeg for det meste har linser i :> (ikke mindst når jeg kører)

  8. Hvor er mad punktet???
    Følte mig semi normal indtil det blev ignoreret. Is I håret, sushi I kavalergangen? Halvkvalt I drinkens isterning,

    Er det bare mig? …. Eller kommer der en del 2 ?

    • Har prøvet at tage på arbejde med Nutella eller tandpasta på kinden…. Jeg er både på cykel, med S-toget og med bussen. Går fra busstoppestedet og møder mange andre, der også skal på arbejde. Opdager fadæsen, når jeg skifter til uniform. Eller smiler og taler til folk med birkes eller grønt mellem tænderne. HVORFOR siger ingen noget??

  9. Grinede så højt af det her 😀 – især vild med svømnehalsfinten. Og at jeg ikke er den eneste, der konstant går ind i dørkarme…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *