Det er muligt, at jeg skrev et indlæg, om hvordan jeg hurtigt ville blogge mig ud af efter-ferie-blues, med en perlerække af kække og positive indlæg – men der havde jeg ikke nået at gennemtænke, det der med at Ældstebarnet skulle på efterskole….
Da jeg skrev indlægget, var hun en ranglet, kreativ, selvstændig 16 årig, og jeg glædede mig på hendes vegne, over at vi havde fået lov til at låne penge til at sende hende afsted.
Et par dage efter forekom det mig at hun var skrumpet en smule, og det begyndte at føles lidt underligt at sende sådan et lille skolebarn afsted, helt alene. Dog ikke helt så slemt som det gjorde da hun, yderligere et par dage efter, ikke var meget større end et børnehavebarn, med tynde små fletninger og en lille hånd, med smilehuller på knoerne, der nemt kunne gemme sig i min.
Da vi i søndags, tømmermændsramte og i søvnunderskud efter fest, kørte dette nuttede mikromenneske til efterskolen, måtte jeg kæmpe gevaldigt for ikke at hulketude ynkeligt ned i hendes krøller:
(På alle måder heldigt at hun ikke skulle starte en uge senere, for så ville jeg nok have skullet føde hende på efterskolens trappe…)
Inderst inde ved jeg jo godt at hun er rigeligt stor til at fylde de sko; klog og fin og sej som hun er – skal bare lige vænne mig til forsmagen på at mine unger flytter hjemmefra.
Så ja: jeg savner hende. Også en smule mere end det strengt taget er nødvendigt at savne hende, i betragtning af at hun kommer hjem de fleste weekender.
Men så har jeg jo stadig 75% af børneflokken og deres grimme hundelillebror herhjemme til distraktion.
”Hunden skal IKKE op på mit værelse, nogensinde!” Var en af de sidste beskeder fra den afrejsende.
“Vi indretter dit værelse til ham, komplet med billeder af katte på væggene, hundemad på gulvet og fri adgang til din seng” replicerede hendes mest sarkastiske søster tørt, og hermed blev distraktionside’ nummer et født: postkort fra hunden.
Hele aftenen brugte jeg på at sidde og manipulere billeder af hunden, sammen med næstmindstebarnet, mens vi opfandt tekst til postkort, som vi spammer efterskoleungen med det næste år. Omdrejningspunktet er naturligvis hvad hunden vil gøre ved hendes værelse, nu han har overtaget det.
Første del af “postkort fra hunden” kommer på bloggen snart. Glæd jer!
Og en dag om mange år, når hun selv sender sin egen datter på efterskole, så vil hun finde alle disse kort fra sin sarkastiske lillesøster, sin mor og den megagrimmehundelillebror, og så smelter hendes hjerte (sikkert igen), fordi det bare er kærlighed når den er allerstørst. ❤️
Eller også husker hun bare hvor pinligt det var at modtage den slags i fællesrummet?;)
Jeg glæder mig til postkort fra hunden! 🙂
Det bliver også stort!