05/22/18

Om ikke at kunne disponere ordentligt over tid

Der er en uge til jeg skal aflevere den skriftlige del af mit eksamensprojekt. Jeg har fedtet rundt med det længe, og har også skrevet enkelte brugbare bidder, men jo tættere deadline kommer, jo mindre er jeg i stand til at holde fokus.

Sådan har jeg altid haft det med deadlines, og min arbejdsproces er hver eneste gang fuldstændigt som følger:

Fase 1, månedsvis før deadline:

Går i gang med det samme. Læser alt det der skal læses; lægger det i pæne stabler; flotter mig måske med nydelige labels til stablerne; og skamroser mig selv, for endeligt at have brudt overspringshandlingens forbandelse. Fejrer min uovervindelige koncentrationsevne og sjældne flid med noget velfortjent afslapning. Måske endda øl og kage og en ny bog.

Fase 2, stadig længe til deadline:

Beslutter mig for, at jeg jo allerede er så langt foran, at jeg sagtens kan begynde på det sjoveste ved opgaven nu. Bruger relativt lang tid efter at søge efter billeder til brug i opgaven eller fremvisning; og lige så lang tid på at tegne spændende skitser til forsiden. Så fortjener jeg også lidt mere afslapning, som belønning for at være i så skidegod tid. Slapper af længe…

Fase 3, nu kun en måned tilbage:

Datoen overrasker mig. Har glemt alt jeg har læst. Nogensinde. Flår papirer frem, ødelægger de pæne stabler og labels, roder dem rundt, og glemmer hvad jeg læser, samtidigt med at jeg læser det. Snupper som regel også lige en uge med søvnløshed, bare for at krydre travlhed med træthed.

Fase 4, tre uger tilbage:

Har godt nok fået krøllet forsiden, smidt vigtige sider væk og roder i hele huset, men formår at holde fokus længe nok til at få skrevet en grundig indledning og nogle fesne stumper til enkelte afsnit.

Er meget usikker, og overbevist om at alt jeg har skrevet er helt forkert.

På det her tidspunkt  finder jeg ofte en person der er klogere end mig (min vejleder, underviser eller bare en klog ven); og plager dem klynkende om at fortælle mig at det er lort og jeg bør opgive. De overbeviser mig om, at jeg er godt på vej, og bare skal hænge i.

Fase 5, 1-2 uger tilbage:

Overspringshandlingens æra indtræder. Jeg sætter mig med opgaven foran mig i alle ledige stunder, og ender med at lave alt muligt andet. Det er her jeg er nu. I dag havde jeg fem kvarters uforstyrret opgavetid, som jeg foreløbigt har disponeret således over:

1. Skrevet dette blogindlæg

2. Googlet om hvorvidt det hedder en hamster eller et hamster

3. Skrevet en ønskeseddel over hvilke øreringe jeg ønsker mig i fødselsdagsgave fra Superlove. Kom i tanke om at jeg mangler en cykel helt vildt, og ikke bør ønske mig andet end tilskud til en sådan. Googlede også cykler, og bliver deprimeret over hvor dyre de er. (Link til superlove er adlink)

4. Blev distraheret over at have en enkelt sætning fra en sang på hjernen. (“Fireworks” af First aid kit. God sang – men ikke første linke i båndsløjfe).

5. Googlede teksten til sangen, for at se om det hjalp, at have mere end en linie på hjernen. Det gør det ikke.

6. Skrev en stribe ikke vigtige sms’er til en veninde

Fase 6, dagen før:

Tager mig sammen. Skriver hele lortet i en køre, ofte om natten, på en kombination af kaffe og adrenalin. Som regel går det godt, og resten bluffer jeg.

Nå, nu vil jeg forsøge at få lavet en smule. Er der andre af Jer, der arbejder på samme måde?

05/22/18

Barn tester gerne mad – kom med input

For et års tid siden testede min næstyngste beredvilligt en del af de mystiske mad-sammensætninger I læsere kan lide at (smug)spise.

Indlægget kan læses her, og er virkeligt morsomt.

Barnet vil gerne udsætte sine smagsløg for køkkeneksperimenter endnu engang, så hvis der er nogle af Jer der selv spiser nogle kombinationer af mad, som andre rynker på næsen af, så kom med dem her! Eneste krav er at det skal være noget I selv (eller nogen I kender godt) virkeligt godt kan lide; og så nægter hun at smage på noget med leverpostej i.

Ellers er der frit slag!

05/16/18

Om at være sådan en der siger:”OMG – bare vent til jeg afslører det her!”

Fancy clickbait-overskrift, ikke sandt?

Når bloggere normalt skriver den slags, er afsløringen som regel et eller andet smart, med prestigefyldt nyt job, ambassadørskab eller fuldtidsbloggerliv – når jeg skriver det, er det noget så uglamourøst som en teaser for min 11 åriges kommende tegneserie.

Barnet, der bragte os klassikere som “Sandheden om hvor de små børn kommer fra”, “Kinderne der faldt af” og var hovedforfatter bag et væld af weird tegninger i tilbudsaviser, flottede sig på mors dag, hvor hun både havde lavet dette fine maleri (forestillende vores hund, hvis han var kat) og en halv tegneserie.
Hun er en omhyggelig langsom tegner, så der går nok en uges tid før tegneserien er helt færdig, men det hun foreløbigt har, er det sjoveste jeg har set i meget lang tid, og jeg har grinet højt af den flere gange.

Så det er den jeg teaser på: vent bare til I ser resten; de af Jer med underligt humor vil helt sikkert finde den sjov!

(Og til de af Jer med mere konventionel humor: undskyld på forhånd!)

Selve historien er så ekstremt sær, at det lille teaser-klip der kommer sidst her i indlægget kræver noget baggrundshistorie: for en måneds tid siden havde jeg så meget hold i ryggen, at jeg desperat bad barnet gå på min ryg, i håb om at det kunne rette den ud.

På et tidspunkt trådte hun tilbage med den ene fod på min mås og udbrød en forskrækket kommentar om, at hun risikerede at forsvinde mellem mine balder for evigt. Så begyndte en længere historie, om hvordan min røv er lidt ligesom sorte huller i universet, som man risikerer at forsvinde i, og vi måtte stoppe det nyttesløse ryg-gængeri, til fordel for vanvittig historiefortælling.

“Hvis jeg var faldet ned mellem dine balder, havde jeg sikkert mødt alle mulige mennesker der var røget derind ved uheld i tidens løb. For eksempel en eller anden du kom til at sætte dig på i bussen for ti år siden!” hævdede hun.

Og det er så den historie, der er lige på trapperne som tegneserie.

Foreløbigt har den 10 billeder, og en utroligt langt ude historie. Det her er smagsprøven – resten må i vente lidt med at se (eller undgå at se).

 

05/7/18

Om julemænd og bier

For at kompensere for min manglende mentale tilstedeværelse for tiden (eksamensopgave der skal afleveres om tre uger) har jeg besluttet mig for st sige ja, til hver eneste gåtur mine børn vil have mig med ud på. De er svært glade for at løbe på rulleskøjter for tiden, så det bliver til mange daglige udflugter, hvor jeg lige kan få tømt hovedet og bare gå med, og jeg tænker det hjælper mig med at koncentrere mig senere.

Jeg har fortsat hold i ryggen, så det er en af pigerne der må holde hunden, der hiver i snoren som en lille pelsklædt idiot – og fordelen ved dette, er at jeg har et barn der går i mit tempo, mens de andre ruller.

Så kan vi tage fotos af forår og sludre imens.

Det er hyggeligt at høre om de store børns skoledage, og der bliver lukket op for helt andre, også mere følsomme snakke, når man går tur imens.

Mindstebarnet derimod lukker mest af alt op for sin allermest mærkelige tankegang, og det er ofte ganske overraskende hvilke tanker der gemmer sig i hendes lille hoved.

I går gik vi forbi dette skilt, i en blomstrende have:

“Se!” Sagde jeg “de har et skilt, der fortæller julemanden at han skal stoppe i deres have. Tror du de er tidligt på den, eller håber de bare at han måske kommer forbi om sommeren?”

Barnet så tænksomt ud, og sagde så:” Jeg tror julemanden er ligesom bier…”

Mig:” hvad mener du?”

Barn:” ja. Jeg tror han dør om sommeren. Lige som bier gør om vinteren!”

Jeg blev meget paf over denne tese, men nåede ikke at spørge ind til det, før hun selv fortsatte:” nå nej. Han er nok mere ligesom en bidronning, der graver sig ned når vejret bliver forkert. Så er det kun hans alfer der dør…”

Da jeg senere sad bøjet over min opgave igen, blev min koncentration hele tiden forstyrret af tankerne om en fed, nøgen julemand, der graver sig ned i mudder, mens hans alfers lig ligger strøet hen over jorden.

Måske jeg skal genoverveje om det er sandt, det der med at mange gåture giver mig øget koncentration til opgaveskrivning?