05/31/18

Boganbefaling: Cyril Averys hjerte

Denne tykke bog var alt for hurtigt læst, og jeg er nødt til at anbefale den videre til Jer!

Cyril Averys unge, ugifte, gravide mor smides ud af landsbyen, af et dømmende svin af en præst. Det er Irland, 1945, og hendes eneste mulighed er at bortadoptere ham. Cyril adopteres af et excentrisk ægtepar, der mere opfatter ham som et kuriøst velgørenhedsprojekt end som deres søn.

Da Cyril er syv, møder han drengen Julian – der er lige så rig og ensom som han selv – og begynder at mærke at han er tiltrukket af drenge. Den slags går heller ikke i Irland, og man får så ondt af alle hans besværligheder, løgnene og skammen, over at være homoseksuel i et samfund der slet ikke tolererer det.

Cyrils liv fører ham til både Amsterdam og New York og tilbage til Irland, og det er både en fin beskrivelse af et menneskes udvikling, og et præcist tidsbillede. Det er til tider en barsk bog, sørgelig og uretfærdig, men også morsom, sarkastisk, og mest af alt: gribende, og helt umulig at lægge fra sig!

Bogen starter i 1945 og slutter i 2015; og fortæller hele Cyrils liv, fra fødsel til død. Alle kapitler bliver fortalt med syv års mellemrum, hvilket fungerer rigtigt godt.

Det her er alletiders gode sommerferiebog: perfekt til stille dage med fordybelse. Særligt god til John Irving fans!

Titel: Cyril Averys hjerte (adlink)
Forfatter: John Boyne

Forlag: Rosinante

Sideantal: 640

Min bedømmelse: 5/5

Ind til nu har jeg kun skrevet anbefalinger af bøger som jeg (eller mine børn) var helt vild med selv, men jeg overvejer at lave en fast anmeldelse af bøger – både gode og dårlige. Hvad tænker I om det?

05/30/18

Om forældretid og hardcore løbehjul

Alle tre yngstebørn er på lejrtur hele ugen, og det er simpelthen så underligt  hvor meget tid det frigiver!

Når man kommer hjem fra arbejde, er der ingen der skal have mad, konkurrere om at fortælle en hel masse, tvinges i bad, eller puttes, og jeg havde helt glemt hvordan det var at kunne føre lange ubrudte samtaler med ham min lækre mand, eller have friheden til at gøre lige hvad vi vil.

Jeg fik skrevet og afleveret den skriftlige del af min eksamensopgave i går – mangler godt nok hele den kreative del af den, men der er to uger til det skal være færdigt, så tillader mig overspring – og vi fejrede aflevering med tur i biffen, sammen med teenageren.

Kæft, det er fedt bare at kunne stikke afsted om aftenen, uden forpligtelser! Og når vi ikke bruger penge på busbilletter, madpakker og varm mad til tre unger i en uge, smadrer indkøb af bifbilletter ikke engang hul i økonomien!

I dag skal vi ud og spise sushi, for at fejre det lidt mere, og jeg overvejer kraftigt om en enkelt lille ud-at-spise-fejring ikke kan klemmes ind torsdag også. Bare et billigt sted, og måske med den 16 årige også. (Derefter har jeg så rasende travlt med at få lavet kreative ting til eksamen, men det prøver jeg altså på ikke at tænke på endnu. Sssshhhhh…)

I morges mødte jeg senere, og mens jeg trissede rundt derhjemme, og nød ikke at skulle vække børn og sende dem i skole, kom jeg til at glo på billeder på min telefon – bad mistake!

Så blev der pludselig lidt for stille og forpligtelsestomt og jeg har savnet dem hele dagen. Altså ikke så meget at jeg ikke glæder mig helt vildt til at komme ud og spise i aften, men bare lige nok til flere gange at se på billederne af mindstebarn, der løber “hardcore” på løbehjul. En disciplin jeg ikke kendte før hun demonstrerede: den går ud på at man, barfodet, løber tæt på hundelorte og i farten svinger sin fod så tæt på lorten som man tør.

Hardcore.

05/22/18

Om ikke at kunne disponere ordentligt over tid

Der er en uge til jeg skal aflevere den skriftlige del af mit eksamensprojekt. Jeg har fedtet rundt med det længe, og har også skrevet enkelte brugbare bidder, men jo tættere deadline kommer, jo mindre er jeg i stand til at holde fokus.

Sådan har jeg altid haft det med deadlines, og min arbejdsproces er hver eneste gang fuldstændigt som følger:

Fase 1, månedsvis før deadline:

Går i gang med det samme. Læser alt det der skal læses; lægger det i pæne stabler; flotter mig måske med nydelige labels til stablerne; og skamroser mig selv, for endeligt at have brudt overspringshandlingens forbandelse. Fejrer min uovervindelige koncentrationsevne og sjældne flid med noget velfortjent afslapning. Måske endda øl og kage og en ny bog.

Fase 2, stadig længe til deadline:

Beslutter mig for, at jeg jo allerede er så langt foran, at jeg sagtens kan begynde på det sjoveste ved opgaven nu. Bruger relativt lang tid efter at søge efter billeder til brug i opgaven eller fremvisning; og lige så lang tid på at tegne spændende skitser til forsiden. Så fortjener jeg også lidt mere afslapning, som belønning for at være i så skidegod tid. Slapper af længe…

Fase 3, nu kun en måned tilbage:

Datoen overrasker mig. Har glemt alt jeg har læst. Nogensinde. Flår papirer frem, ødelægger de pæne stabler og labels, roder dem rundt, og glemmer hvad jeg læser, samtidigt med at jeg læser det. Snupper som regel også lige en uge med søvnløshed, bare for at krydre travlhed med træthed.

Fase 4, tre uger tilbage:

Har godt nok fået krøllet forsiden, smidt vigtige sider væk og roder i hele huset, men formår at holde fokus længe nok til at få skrevet en grundig indledning og nogle fesne stumper til enkelte afsnit.

Er meget usikker, og overbevist om at alt jeg har skrevet er helt forkert.

På det her tidspunkt  finder jeg ofte en person der er klogere end mig (min vejleder, underviser eller bare en klog ven); og plager dem klynkende om at fortælle mig at det er lort og jeg bør opgive. De overbeviser mig om, at jeg er godt på vej, og bare skal hænge i.

Fase 5, 1-2 uger tilbage:

Overspringshandlingens æra indtræder. Jeg sætter mig med opgaven foran mig i alle ledige stunder, og ender med at lave alt muligt andet. Det er her jeg er nu. I dag havde jeg fem kvarters uforstyrret opgavetid, som jeg foreløbigt har disponeret således over:

1. Skrevet dette blogindlæg

2. Googlet om hvorvidt det hedder en hamster eller et hamster

3. Skrevet en ønskeseddel over hvilke øreringe jeg ønsker mig i fødselsdagsgave fra Superlove. Kom i tanke om at jeg mangler en cykel helt vildt, og ikke bør ønske mig andet end tilskud til en sådan. Googlede også cykler, og bliver deprimeret over hvor dyre de er. (Link til superlove er adlink)

4. Blev distraheret over at have en enkelt sætning fra en sang på hjernen. (“Fireworks” af First aid kit. God sang – men ikke første linke i båndsløjfe).

5. Googlede teksten til sangen, for at se om det hjalp, at have mere end en linie på hjernen. Det gør det ikke.

6. Skrev en stribe ikke vigtige sms’er til en veninde

Fase 6, dagen før:

Tager mig sammen. Skriver hele lortet i en køre, ofte om natten, på en kombination af kaffe og adrenalin. Som regel går det godt, og resten bluffer jeg.

Nå, nu vil jeg forsøge at få lavet en smule. Er der andre af Jer, der arbejder på samme måde?

05/21/18

Om at være sådan en der sidder fast i ting, en top ti liste

Jeg havde været inde i byen med min ældste teenager, og da jeg så metrotoget holde på perronen, ræsede jeg ned af rulletrapperne i forsøg på at nå med det.

Dørene lukkede i hovedet på mig, men alligevel kradsede jeg lidt omsonst på de lukkede døre, indtil teenagerens hånd på min skulder hev mig væk.

”Ai altså, der kommer et nyt tog om lidt!” Skændte hun “du ser virkeligt tosset ud når du står desperat og prøver at komme med. Og hvad ville du have gjort hvis du havde nået det? Jeg var jo ikke nået med?”

Skamfuld over min opførsel – hun havde jo ret – forsøgte jeg at distrahere hende, med en fortælling om engang hvor jeg sad fast i en metrodør i Paris, da jeg var teenager.

”Ja, og så var jeg for langsom med at gå ud af dørene før de lukkede, så min rygsæk sad fast i døren da metroen kørte, og det var kun fordi der var nogle hurtigt reagerende mennesker der hev i mine ben, at jeg ikke blev kvast mod tunnelens væg.” Sluttede jeg dramatisk.

” Jesus Christ, mor, du er den mest klodsede jeg kender!” Stønnede hun, uden særligt meget medfølelse i stemmen. “Du kan jo nærmest lave en top ti over ting du har siddet fast i, i løbet af dit klodsede liv!”

Og vupti – der var et blogindlæg!

Top ti, over ting jeg har siddet fast i, i løbet af mit klodsede liv.

1. Dørene i en pariser-metro, med min rygsæk.

2. Dørene i en bus, med mit store hoved, da jeg var ca 10 år, og kørte bus med min onkel. Spørg ikke hvordan dette kunne lade sig gøre, men jeg må have bevæget mig ret aparte ud af den bus, for mine ben var på jorden, mens dørene lukkede om mit hoved.

3. Skydedøren i Brugsen på Nordre Frihavnsgade. Jeg var ca 4, og holdt øje med barnevognen med min søster i, mens min mor handlede. Kan huske jeg undrede mig over hvordan dørene åbnede sig, og gik ind for at se nærmere på dem fra siden. Da nogen gik ind, fik jeg døren i hovedet, mens jeg bøjede mig for at undersøge.

4. En sofa. 

5. En elevator i en svømmehal. Iført vådt badetøj, og medbringende tre kolde småbørn.

6. Min hoveddør. Løb travl ud af døren, iført lang frakke og knallerthjelm, og smækkede døren om frakken, så jeg røg bagover. Var pinefuldt lang tid om at vikle mig ud af overtøj og få låst døren op, til mine overboers store moro.

7. En smart velourbodystocking med lynlås i ryggen. Endte med at måtte rive lortet i stykker, da lynlåsen satte sig fast, og jeg virkeligt skulle tisse. Cyklede hjem med bar mave under overfrakken.

8. En skilift. Havde fået viklet min hånd og min skistavsstrop så stramt rundt om stangen på en stolelift, at jeg måtte tage en ydmygende tur ned og op igen, mens jeg viklede mig fri.

9. I sådan en automat hvor man putter en mønt i og trækker en lille plastikkugle med legetøj i. Var tre år og på Sicilien med min far, og gik hen for at beundre maskinen mens han badede. Efter undersøgelse af maskinen konkluderede jeg, at det egentlig lignede man bare kunne stikke hånden ind i den luge hvor tingene kom ud, og snuppe noget, selv om man ikke havde mønter. Afprøvede min teori med min buttede barnehånd, og sad overraskende godt fast. Nogle medarbejdere kom og råbte af mig på italiensk, og prøvede at hive mig fri, men de endte med at måtte skille maskinen ad med værktøj, mens jeg stod og vrælede. Jeg kan kun huske fragmenter fra den ferie ellers, men lige det med automaten husker jeg pinefuldt detaljeret.

10. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om flere ting jeg har siddet fast i – så mit barns hånlige teori om at jeg nemt ville kunne skrive en top ti over ting jeg har siddet fast i holder heldigvis ikke stik. HA! Tag den, hånlige barn: så klodset er jeg trods alt ikke!

05/7/18

Om julemænd og bier

For at kompensere for min manglende mentale tilstedeværelse for tiden (eksamensopgave der skal afleveres om tre uger) har jeg besluttet mig for st sige ja, til hver eneste gåtur mine børn vil have mig med ud på. De er svært glade for at løbe på rulleskøjter for tiden, så det bliver til mange daglige udflugter, hvor jeg lige kan få tømt hovedet og bare gå med, og jeg tænker det hjælper mig med at koncentrere mig senere.

Jeg har fortsat hold i ryggen, så det er en af pigerne der må holde hunden, der hiver i snoren som en lille pelsklædt idiot – og fordelen ved dette, er at jeg har et barn der går i mit tempo, mens de andre ruller.

Så kan vi tage fotos af forår og sludre imens.

Det er hyggeligt at høre om de store børns skoledage, og der bliver lukket op for helt andre, også mere følsomme snakke, når man går tur imens.

Mindstebarnet derimod lukker mest af alt op for sin allermest mærkelige tankegang, og det er ofte ganske overraskende hvilke tanker der gemmer sig i hendes lille hoved.

I går gik vi forbi dette skilt, i en blomstrende have:

“Se!” Sagde jeg “de har et skilt, der fortæller julemanden at han skal stoppe i deres have. Tror du de er tidligt på den, eller håber de bare at han måske kommer forbi om sommeren?”

Barnet så tænksomt ud, og sagde så:” Jeg tror julemanden er ligesom bier…”

Mig:” hvad mener du?”

Barn:” ja. Jeg tror han dør om sommeren. Lige som bier gør om vinteren!”

Jeg blev meget paf over denne tese, men nåede ikke at spørge ind til det, før hun selv fortsatte:” nå nej. Han er nok mere ligesom en bidronning, der graver sig ned når vejret bliver forkert. Så er det kun hans alfer der dør…”

Da jeg senere sad bøjet over min opgave igen, blev min koncentration hele tiden forstyrret af tankerne om en fed, nøgen julemand, der graver sig ned i mudder, mens hans alfers lig ligger strøet hen over jorden.

Måske jeg skal genoverveje om det er sandt, det der med at mange gåture giver mig øget koncentration til opgaveskrivning?