Boganbefaling: illustreret Harry Potter

Her mens jeg har været syg, er vi gået i gang med at læse Harry Potter i en ny illustreret udgave, pigerne og jeg. Næstyngstebarnet og jeg skiftes til at læse højt, og alle sætter sig og lytter med. Det er det den bog kan – og den er fuldstændigt vidunderlig!

Jeg kan rigtigt godt lide Harry Potter selv, og har også set alle filmene med de tre store af mine børn, men de gange vi har forsøgt at læse dem højt, har de mistet interessen. Det er noget helt andet når der er billeder til – det gør på en eller anden måde den nogle gange kringlede tekst mere levende, og vi er allesammen virkeligt opslugt af den. 

Det er Jim Kay der har illustreret, og det har han altså gjort helt perfekt, med en god blanding af diskrete akvareller og storslåede dobbeltsides illustrationer.

Bogen koster næsten 400 kroner, hvilket kan virke dyrt, men jeg kan forestille mig at det er en man læser mange gange, og her er den også blevet taget frem og tegnet efter flere gange allerede, så jeg er sikker på den tjener sig ind med tiden. Klart en god julegaveide’, til læseglade børn i 7-voksenalderen!

Her er ord fra en af de unge læsere:

A, 11 år:”Jeg synes det er virkeligt godt der er tegninger i. De er flotte, og godt tegnede, og nogle af dem er endda rigtigt sjove. Jeg grinede højt af en tante der blev pustet op! Jeg kan godt lide når der er tegninger, der siger noget om teksten. Der er meget mere til historien når man læser den, end i filmen. Det er som om jeg forstår filmen bedre nu, og jeg er virkeligt glad for at vi læser den!”

Forlag: Gyldendal
Forfatter: J.K Rowling
Illustrationer: Jim Kay
Titel: Harry Potter og fangen fra Azkabam
Sideantal: 336

(reklamelink, og bog modtaget fra forlag, men begejstring og anbefaling er 100% oprigtig!)

6 thoughts on “Boganbefaling: illustreret Harry Potter

  1. Skal I så ikke også have Et Juleeventyr med illustrationer af Roberto Innocenti? Han har også illustreret en udgave af Pinnochio. Min yngste er vild med en billedbog, der hedder Huset. Han er vist noget nær den eneste, der låner den på skolebiblioteket. Nu har adventsnissen fundet bogen i et antikvariat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *