06/20/17

Børnebogs-anbefaling: “Hundemand”

De fleste af Jer bliver glad for bog-indlæg, og da jeg alligevel læser meget og ELSKER at få andre til at læse noget jeg har været vild med, har jeg tænkt mig at skrive den slags lidt oftere.

Mine to yngste døtre er også utroligt glade for bøger, så indimellem vil en af dem gæsteblogge lidt, og anbefale nye yndlingsbøger.

Første unge bog-blogger er min yngste pige, der vil anbefale sin nye yndlingsbog:  “Hundemand”.

IMG_1297

L, lige fyldt 7 år: “Hundemand er bare SÅ sjov!!

Den handler om at der var et menneske og en hund. Den anden havde noget dårligt med hovedet og den ene var bare en hund. Så gjorde de sådan at de tog hundens hoved og syede det sammen med mennesket. Han startede med at være en politihund og en politi, men så blev han til hundemand.

Det er altså godt fundet på!

Skurken hedder Pjevs, og han er meget klog. Pjevs er en kat.

Hundemand redder dagen, fordi at Pjevs opfandt sådan en farlig støvsuger. Der er også hotdogs der bliver onde. Det er det skæggeste!

Det er en af de bedste bøger jeg har læst i mit liv, og det er sådan en tegnefilmsbog. En tegneserie, hedder det jo!

Det er ham der også har skrevet “Kaptajan underhyler” og den er virkeligt sjov også. Jeg har også set “Kaptajn underhyler” filmen og den er VIRKELIGT sjov! Jeg ville give den 5000 stjerner.

Jeg synes man skal læse “Hundemand”! Den er for alle der er fyldt fem år, synes jeg. Også voksne. Fordi den sådan handler om noget med at fange forbrydere og den slags. Det kan voksne også godt lide.

Bag i bogen er der noget om hvordan man selv tegner det. Jeg har tegnet mange tegninger efter dem, men jeg ved ikke hvor de er allesammen.

IMG_1283

Det skæggeste er, at der også er hvordan man tegner Pjevs når han er usynlig! Hahaha! Det er virkeligt sjovt. Så er der bare hvidt. Jeg har vist det til ALLE jeg kender!

Jeg har læst bogen måske fire gange. Altså, ikke helt selv, men jeg har fået den læst højt. Jeg skal læse den igen i ferien! Jeg tror faktisk jeg vil tegne Hundemand igen om lidt”

IMG_1280

Titel: “Hundemand”

Forfatter: Dav Pilkey

Forlag:Carlsen

udgivet: 2017

sideantal: 231

link er affiliate og bogen et anmeldereksemplar. Den store begejstring er barnets egen.

06/19/17

Om bekymringer og glæden sig

Noget af det grimmeste ved sygdom, er at det trækker værdien ud af alt andet, og dækker selv de hyggeligste dage med et fedtet lag af bekymring.

Det er Ninjamans halvårlige cancer-tjek der har spøgt de sidste måneder. Denne gang endnu mere end ellers, da første scanning viste en skygge, der muligvis bare var fra de kunstige tænder – men den skulle altså ekstra-scannes.
Ventetiden har været lang.
Der er nogle ting det ikke hjælper at tale om. Hvor det at sætte ord på sin egen frygt, bare kan antænde noget unødvendigt hos den anden.

Så det eneste jeg har sagt om det, har været det beroligende indlysende: hvorfor skulle det komme tilbage på præcis det samme sted, når alle de dele der før sad der, er blevet erstattet med nye dele?
Det lyder jo usandsynligt.
Bortset fra i mine søvnløse nætter, efter klokken 02, hvor min bitch-hjerne altid har haft det med at afspille skrækscenarier.

Selv fra en erfaren søvnløshedsrytter som mig, har der været ekstramange af den slags nætter.
Når jeg endelig har sovet, har der så været skruet op for drømmene: nogle lede små kavalkader af rædsel, hvor jeg mistede ham på hundredevis af måder, og vågnede gispende op, uden at føle jeg kunne tillade mig at vække ham. Min skræk har ikke haft noget at gøre i hans hoved, når det er ham det hele handler om, så jeg har forsøgt at forsegle den i små lommer inden i mig selv.

Nu er ventetiden ovre: han er stadig kræftfri.

Det begynder faktisk at føles lettere, det med scanningerne, her efter tredje gode resultat. Selvfølgelig bliver han ved med at være rask!

(Nogen må godt minde mig om dette, når vi om et lille halvt år venter på svar igen, ikke?)

IMG_3126

Nu kan jeg så igen bekymre mig om alle de ting sygdomsskrækken har blegnet.
Zombie-fobien jeg har, byder jeg således hjerteligt velkommen, som en mindre skræmmende ting at frygte.

Når søvnløsheden stadig melder sig, uvillig til helt at slippe mig, kan jeg også panikke over nye ting der skal ske:

– jeg er kommet ind på en uddannelse, som jeg har villet tage i årevis, og skal tage den sideløbende med arbejdet næste år. Er megaglad og spændt – og en smule  bekymret for hvordan det bliver at jonglere studie og fuldtidsjob

– jeg har søgt og fået job, hvor jeg allerede nu skal bruge det jeg skal uddanne mig i. Starter efter ferien og er behørigt nervøs – men selvfølgelig også glad.

– mit ældstebarn – hende der for ca tre sekunder siden var et lille 0. klasses barn med tynde fletninger – havde sidste niende klasses eksamen i torsdags. Stor og smuk og sej og klar til at komme videre i livet. Det er så fantastisk, men alligevel kan følelsen af hvor hurtigt tiden går, skræmme mig helt firkantet i perioder.

Sommerferien venter heldigvis lige om hjørnet, og vi skal lave så velsignet lidt, at jeg kan nå at få noget ro oven i hovedet igen. Jeg glæder mig helt overdrevent meget til ferie i år, med planer der ikke strækker til mere end:

Læse bøger og glo på skyer.

Grille fisk og slå smut.

Fiske krabber og bygge sandslotte.

Spille spil og gå ture.

og, vigtigst af alt: nyde lige det sted vi er i lige nu i vores liv.

Det er et godt sted at være.

og det skal nok gå.

 

06/8/17

Om tiden med små børn – et indlæg jeg skrev som gæsteblogger

I mandags fejrede vi mindstebarnets 7 års fødselsdag, for tredje og sidste gang. En tindrende glad lille pige, midt i flokken af klassekammerater. Hun havde den bedste dag, og det var al bøvlet værd.

Men tænk, at alle mine piger pludselig er blevet så store! Hende her fødselsdagsbarnet, med skrammede knæ og manglende fortænder, har netop været så lille her:

IMG_1286

Og jeg skal ikke igen være mor til en et årig, to årig, tre årig, fire årig, fem årig eller seks årig – hvilket jeg ellers efterhånden synes jeg er blevet god til at være.

Det mindede mig om at jeg endnu ikke har fået delt dette indlæg, som jeg skrev til fantastiske Cecilies blog, Sneglcille.dk, for nogle uger siden. Et tilbageblik til dengang mindstebarnets tre storesøstre alle var under fem år gamle, og hun ikke engang var tænkt på endnu.

——-

Kære Cecilie.
Fødselssmerterne, og den uendelige træthed i kroppen har jeg lykkeligt glemt følelsen af, men når jeg ser fotos af dig med lille Lou Lou, kan jeg helt tydeligt genkalde mig hvordan mine egne fire døtre duftede og føltes som så små.
Hvis jeg lukker øjnene og kupler min hånd, kan jeg endda huske forskellene på deres små hoveder.
Mit første barns hår, der bølgede silkeblødt mellem ens fingre når man holdt hende.
Andet barns lillebitte, kuglerunde hoved.
Tredje barns knoklede store hoved, der ofte fik mig til at tænke på hvor særligt ondt det havde gjort at føde det.
Fjerde barns munkefrisure, med en skaldet plet på toppen, der fik svedperler på når hun fyldte bleer.
Måske er det en af de få ting kroppen aldrig glemmer: duften af helt nyfødte børn, og fornemmelsen af deres dunede små hoveder, der hviler i ens hånd?

Da du spurgte mig om jeg ville være barselsvikar blev jeg beæret og glad – og en anelse præstationsangst. Jeg elsker din blog og er vild med dig, men når emnet er frit, er det svært at afgrænse sig, og jeg har vævet rundt i hvad pokker jeg skulle skrive om.
Det endte med dette her:

———

“Jeg kvæler den næste gamle dame der kvidrer:”husk nu at nyd det! Det går så hurtigt, den der tid med småbørn!” til mig!” hvæsede jeg sammenbidt til min mand i telefonen. Han var på arbejdsweekend, og jeg var alene med en knapt femårig og hendes to pseudotvillingesøstre på halvandet år og nyfødt. Der var grød på gulvet og i mit hår, og hele seancen med at få alle tre børn rene, mætte og i seng havde taget timevis.
Hjemturen fra børnehaven havde været en af dem, hvor ingen af de to institutionsbørn ville med hjem; baby vrælede; mellembarn fyldte bleen det sekund jeg havde fået moslet alle tre i flyverdragterne; og den femårige var rasende på de to andre, der havde krøllet en fin tegning hun havde lavet.
Jeg havde mast barnevognen gennem tunge snedriver hele vejen hjem, stadig med sur baby i vognen, sur børnehavepige ved styret, og sur tumling der lå og havde raserianfald i snedriverne.
I Netto, hvor vi måtte ind efter mælk, havde en ældre dame komplimenteret de tre unger – der holdt midlertidig pause i surhed – og sagt jeg skulle huske at nyde dem.

Han grinede og sagde:” ved du hvad – den her tid bliver med garanti den vi kommer til at kigge nostalgisk tilbage på, som noget af det bedste i vores liv.”

Og tænk: han fik ret.

Når jeg nu – ti års tid og et ekstra barn senere – ser tilbage, husker jeg den tid som set gennem et af de der pæne Instagram filtre. Et af dem med det bløde lys, hvor forældrenes trætte poser under øjnene udviskes lidt – eller et af dem der gør alting ekstra farvestrålende, og får børnene til at fremstå muntre og livlige.
Og det er ikke engang helt snyd, for sådan var det også.
Der var bleer og vasketøj, grød og gråd – men der var også klistrede kram, legepladser og legoklodser, højtlæsning og huler, der opvejede det andet.

Jeg har altid godt kunnet lide børn, men helst nogle der var så store at de kunne fyre en ordentlig vits af, eller tale om noget man rent faktisk gad tale om. Sådan tænkte jeg før jeg selv producerede børn, og det kom helt bag på mig hvor awesome tiden med småbørn kunne være.
Nu har mine egne fire unger nået aldre hvor de kan fyre ordentlige vitser af og tale om ting jeg rent faktisk gider tale om. Alligevel er det at jeg kan tage mig selv i at se på fotos af dig, Cecilie, med din fine flok, og også savne den tid, som jeg engang bare troede skulle overleves.
Den vigtigste sætning man som forældre til mange små børn skal huske er:” det går over”.
Den kan man bruge både når der er grød på væggene og alle tuder – men også når de krammer hinanden på allermest rørende vis, og moderhjertet smelter.
Fornemmer du hvor pointen er på vej hen?
Jeps – det er mig der er den gamle dame nu, der kvækker:” nyyyd det, husk at nyd det! Tiden går så hurtigt!”

Kærlig hilsen Kim