09/18/16

Om at støtte bryster

I sidste uge var jeg til et arrangement omkring kræftens bekæmpelses “Støt brysterne” kampagne, og lige siden har jeg forsøgt at få skrevet et ordentligt indlæg om kampagnen.

Grunden til at det har været svært at få skrevet dette indlæg er, at sådan en hel aften med snak om dette vigtige emne fik hevet en masse tanker om vores sidste år frem, som jeg har skullet vende inden i hovedet, før jeg kunne skrive om det.

image

Julia Lahme holdt et tårefremkaldende fint og personligt oplæg om sin mors sygdom, og det at opleve et menneske jeg kendte i forvejen fortælle om noget så intimt, rørte mig meget. At Julia så åbent og ærligt stiller sig frem som ambassadør for “støt brysterne”, gør det nemmere at forstå hvor hårdt sygdommen rammer, ikke bare den syge, men alle omkring hende.

Brystkræft rammer hver niende danske kvinde, hvilket er uhyggeligt mange. Derfor er det vigtigt, at der hele tiden forskes i bedre behandlingsformer, der giver færre bivirkninger, og at de kvinder, der rammes af sygdommen, hjælpes bedre. De sidste 15-20 år er overlevelsesraten blevet meget bedre, da der er kommet mere fokus på sygdommen, og den derfor ofte opdages tidligere.

For hver kvinde der rammes af brystkræft, rammes også hele hendes familie, og det kan være både tungt og hårdt og ensomt at være nærmeste pårørende til en kræftsyg.
Heldigvis findes Kræftens bekæmpelse, og heldigvis er danskerne meget generøse til at donere penge til dem, så de kan forske i helbredelse, og give støtte og rådgivning til folk berørt af kræft.

image

Til arrangementet holdt en psykolog fra Kræftens bekæmpelse et oplæg, om hvordan de tilbyder bl.a støttende samtaler til syge og pårørende.
Da min mand var allermest syg, havde vi Kræftens bekæmpelses rådgivere og psykologer som støtte. Vi ringede begge derind flere gange og fik rådgivning til hvordan vi skulle fortælle folk omkring os om det, hvordan vi skulle håndtere børnenes frygt, eller bare for at få lidt luft, og nogle ører der var vant til at tale om den slags.

Før jul var vi til samtaler med lige den psykolog der holdt oplægget, og mens hun talte kunne jeg mærke hvor taknemmelig jeg var over at hun fandtes; at hun hjalp os og pigerne; at det tilbud findes; og at andre pårørende og syge kan blive “samlet op” af denne kloge og empatiske kvinde og hendes kolleger.

Når jeg tænker på det år vi har haft, er jeg generelt taknemmelig over for alle de dejlige mennesker der har hjulpet os, holdt kontakt, distraheret eller lyttet.
Også alle Jer der læser med, og har skrevet søde mails og kommentarer. Hvert eneste ord har varmet.
Det kan være svært at vide hvordan man agerer over for folk ramt af sygdom, og man kan have lyst til bare at holde afstand eller lade som ingenting – men det er så rart at I er så mange der har turdet spørge, har tilbudt hjælp og været deltagende. Hvis man er i tvivl om hvordan man skal agere i forhold til nogen der får kræft/ eller er tæt på nogen der har det, kan man også ringe eller maile ind til kræftens bekæmpelse og spørge hvordan man skal gribe det an.

image
I kan støtte kampagnen ved at købe de nye fine Støt Brysterne armbånd fra Kræftens bekæmpelse.
Armbåndet kommer i fire varianter – to forgyldte og to i et oxideret look, med sten i forskellige farver. Armbåndene har alle en facetslebet sten, for at vise at livet under en sygdomsperiode er mangefacetteret, og ikke nødvendigvis kun gråt.
Hvert armbånd har et lille vedhæng med budskaberne HÅB, KÆMP, LEV, der symboliserer, at vi sammen skaber håb, kæmper og lever.
Armbåndene kan også købes mange steder, bl.a i Coops butikker Føtex, Aldi, Inspiration, H og M, og flere apoteker.

Og så til sidst, vigtigst af alt: pas på jeres bryster! Husk at undersøg dem jævnligt for knuder, og få dem undersøgt hvis noget er anderledes end det plejer at være.
Hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

Indlæg er ikke sponsoreret, men jeg har modtaget et armbånd til hver af mine piger i gave – og har selv købt en ordentlig stak derudover, fordi jeg synes de er flotte og gerne vil støtte.;)

09/18/16

Om 70’er børnebøger

I morges mødte jeg en af mine bedste gamle venner i garderoben, på vores ungers skole.
Vi var fedtede, langhårede teenagere sammen, med tamme rotter på skuldrene, og mere optagede af at skrive historier til hinanden, end af at høre efter i timerne.
Jeg har stadig en æske fyldt med breve og tegninger vi skrev til hinanden, og det er godt nok ret sort – jeg skrev bl.a kærestebreve fra vores lærere til ham, hvor de takkede ham for diverse kinky fornøjelser, og han skrev rosende breve fra alverdens diktatorer til mig, hvor de beundrede min uforlignelige ondskab.

Vores to ældste døtre er bedsteveninder, går i samme klasse – og er oven i købet født præcis samme dag, med 19 minutters mellemrum, og min næstældste og hans yngste er også bedstevenenr, og går i samme klasse så vi ses ofte.

I morges kaldte mindstebarn ham fejlagtigt for “Malle”,og det fik os til at mindes bogen:”musen Malle”: en opbyggelig børnebog fra 70’erne, hvor man hører om denne her nuttede markmus, og lige når man føler man kender den allerbedst – bliver den kørt over af en bil, ligger død i vejkanten med en masse blod, og biller der æder dens lig…

Han huskede at den endte semi-godt, med en ny markmus der spiste af en blomst fra gamle Malles gravsted – jeg husker kun tegningen med blodet, og den stakkels døde mus.

Der var egentlig ikke særligt meget eventyr og fantasi over de billedbøger vi læste i 70’erne – jeg har selvfølgelig læst “den uendelige historie” og “Taran”, men jeg kan godt misunde vores børn Harry Potter – og billedbøgerne er også generelt sjovere i dag – eller er det bare fordi jeg primært husker de politisk korrekte billedbøger som;”Runes mor kører traktor” og “Kirstens mor elsker Lene?” – ja og så stakkels døde Malle?

Om musen Malle kan man sikkert mene meget – jeg har ikke læst den siden jeg var 4, så kan ikke helt udtale mig- men når den stadig kan huskes, nogle-og-tredive år efter vi læste den, må den have gjort indtryk – og det er vel en værdi i sig selv.

20120918-171630.jpg