Den der snak om blomsterne og bierne har vi taget relativt tidligt med de tre ældste piger, fordi de stillede spørgsmål hver gang jeg var gravid med en ny lillesøster.
Detaljerne har de måske ikke helt forstået: således observerede jeg engang mellempigerne, da de var 3 og 4, og legede med barbie-dukker.
“Her Barbie! Her er nogle haletudser!” sagde Ken, og gav hende noget i hånden, som hun takkede for, og straks efter gik i fødsel.
Personligt husker jeg tilblivelsen af mine børn som noget mere romantisk end den form for sædcelle-transaktion Barbie blev udsat for – men noget af det havde de da forstået.
Det med hvordan babyerne kom ud, har de klart fundet mere spændende, og vidst mere om, end hvordan de kom ind (de kloger sig fx lidt om fødsler i et gammelt mandagstip, HER.), og min ældste datter har set to af sine yngre søstre blive født, hvilket hun stadig taler om som en stor, god oplevelse.
Her er hun som hhv fire og otte årig, med nyfødte lillesøstre.
Min yngste datter har ofte hørt historien om dengang hun blev lynfødt hjemme i stuen, og har derfor godt styr på det med fødsler, men hun har ikke stillet spørgsmål om forplantning, og jeg havde ikke tænkt over, at hun aldrig havde fået en forklaring.
For nyligt fik vi Trine Bundsgaards nye bog fra forlaget Lindhardt og Ringhof:” “Blev jeg til ved et knald?”” tilsendt med posten, og SÅ fik hun lært noget nyt, der gjorde stort indtryk!
Bogen handler om børnene Sofus og Viola, der sætter sig for at finde ud af hvordan små børn kommer ind i maven.
Tegningerne er fine, og sjove; og teksten indeholder nogle ret friske ord, som min fem årige måtte skrige af grin over.
En god,lærerig og fræk bog, som man sagtens kan bruge til at forklare mindre børn om livets mysterier.
Eneste ulempe ved at barnet nåede at blive fem år før hun lærte den slags, er at hun er stor nok til at have en mening om det – og den mening er at det er klamt, men sjovt.
Meget, meget sjovt, og meget, meget klamt.
Første gennemlæsning af bogen, medførte at hun skrev en sang, med mange vers, og titlen:”Mor, hun har knaldet fire gange!”.
Umiddelbart ikke en sang der har det store hitpotentiale, selv om den blev skrålet med stor entusiasme flere uger i træk…
“Lad være med det der, det er klamt!” sagde jeg til hende, da hun slikkede på dørhåndtaget til bilen.
“Haha – det er dig der er mest klam, mor: du har KNALDET!” kom det fnisende svar.
Så summa summarum: bogen kan anbefales, den har vakt megen glæde her hjemme – men man får lidt ødelagt sit image…
Bare vent til det kære barn finder ud af at du har knaldet mere end fire gange 😀
Hey – hvem siger dog at jeg har det?
Åh, hvor herligt????
Og lidt pinligt
Jeg rødmer ? tak for de fine ord. Jeg griner stadig af Sangen: mor hun har knaldet fire gange 🙂
Ja tak for inspiration til den!
Hahaha hvor fint.
Jeg husker bøgerne fra 70’erne hvor jeg selv var i den alder.
De var meget explicitte: Elle belle bolle bogen med rigtige fotografier og der blev heller ikke lagt fingre imellem i sprogvalget, det var “pik” og “kusse” og hele balladen.
Der var også “Sådan får man et barn” med tegninger, og dem var også yderst direkte. Ikke så meget pjat med storke og haletudser 😀
Også super lærerige, sjove og lidt klamme 😀
Kh Hanne
http://venterpaastorken.com
Dem husker jeg også! Lidt for meget voksensnak, tænker jeg? Men jeg kan huske at jeg syntes de var drønspændende!
Ha ha ha, det husker jeg også tydeligt da vores drengene var mindre. Jeg prøvede at forklare dem om storken der kom med de små babyer. De kiggede meget mærkeligt på mig og fortalte at de havde fået at vide i børnehaven at det ikke var storken der kom med babyerne. Nu er mine drenge 10 og 13 nu spørger de IKKE mere (smiler) nu er det os der spørger dem om de ved hvordan man får børn.