Dagens gæsteblogger er vidunderlige Christina, der har denne fine, velskrevne, ærlige og morsomme blog, hvor hun skriver levende om alt, fra stresssymptomer, til dating, mode, rejser og liv.
Jeg har desværre aldrig mødt damen i virkeligheden, men jeg tror hun er en fest – og jeg er dybt imponeret, og en tand misundelig, over hvor god stil hun har!
Jeg har egentlig altid troet at min egen tyndskid-i-hvid-kjole-historie (der kan læses Her) var svær at overgå – men Christina overgår den elegant, med denne fortælling, om en ferie til Tunesien.
Enjoy!
Hudløs i Hammamet.
Tidligere i mit liv delte jeg ferieplaner med en mand, der var afbudsrejsetypen, hvilket ikke harmonerede supergodt med mig, der eeeeeelsker at gå og glæde mig til det sted, hvor jeg skal hen, i månedsvis og har det bedst, hvis jeg har en flybillet i skuffen.
Så når jeg begyndte at rykke for noget feriebestilling, blev der altid messet:
”Der kommer jo altid et skidegodt tilbud i sidste øjeblik”.
Han vandt – og jeg fik ret.
Det dér tilbud kommer ikke altid. Slet ikke den sommer, hvor vi havde besluttet, (Læs: Jeg var blevet afpresset til), at den stod på charter med hans to børn.
Da vi nåede onsdag og efter planen skulle afsted lørdag, var der stadig ikke bestilt noget og barnefaderen mente ikke, at Sunny Beach var nogen velegnet destination, trods alt.
Derfor stod valget mellem Tunesien på et 4-stjernet hotel og Santorini på et 2+-stjernet hotel, hvor jeg holdt benhårdt på Santorini, fordi jeg kendte rejseselskabet, kvaliteten plejede at være i top og jeg ikke var super begejstret for det der Tunesien, da det var lige efter Muhammed-krisen.
Barnefaderen holdt benhårdt på Tunesien, fordi det var jo qua sine 4 stjerner var meeeeeeeget bedre og der var pool. Og alle ved jo, hvor vigtig en pool er, når hotellet ligger på stranden…
Han vandt. Og jeg fik ret.
Allerede i flyet begyndte det første cirkus, da vi skulle udfylde visum-ansøgning og Barnefaderen udbrød:
”Hvorfor helvede skriver du, at du er advokat fra Norge?!”, hvilket naturligvis fik børn (Og passagerne på de nærmeste fem rækker, front og bag) til at vågne af deres komalignende søvn og påbegynde et mytteri.
Forklaringen var og er, at jeg er journalist. Fra Danmark.
Lige efter det lille incident med nogle tegninger i en avis og hovedparten af den arabiske verden havde brændt danske flag af og ikke rigtig var fan af danske medier. Eller danskere generelt.
Man ved jo aldrig, hvad man ender i på sådan en tur, og fik vi brug for at skulle i kontakt med myndigheder, så synes jeg egentlig at det var bedst, at jeg, helt stille og roligt, lige havde en anden profession på den tur.
Så var fanden løs på række 15.
Børn ville af. Og hjem. Og ikke med. Og i det hele taget var det røvtarveligt af os, at slæbe dem på ferie i et land, hvor de både ville blive slået ihjel og solgt som slaver.
Efter en virkelig lang diskussion med dem (og stewardesserne!!), blev de bestukket med nye visumansøgninger, licens til at være nordmænd i en uge og garanti om, at intet farligt ville ske.
12 meget lange timer senere var der ankomst på hotellet, hvor vi blev udstyret med et værelse, der var et kosteskab, i en baggård, ud til containerne og ved at brase sammen og hvor nogen fik vist hvislet noget om 4-stjerner og min bare røv…
Derfra og med nye værelser gik det faktisk fint.
Kun skæmmet af petitesser som, at ingen kunne gå alene nogen steder overhovedet udenfor hotellet, alle drikkevarer skulle købes på matriklen (25 cl. vand til 50 kr. i 40 graders varme) og et uventet kultursammenstød med en ny type turister: Russerne.
De brillierede hver morgen ved, helt stille og roligt, at tømme buffeten for ALT, der indeholdt sukker, kulhydrat og frisk frugt ved simpelthen bare at tage fadene og stille dem på eget bord. Helt konsekvent.
Bevares, jeg kan da også omsætte en hel del smørbagte croissanter, men ligefrem at score hele fadet, det gør jeg dog ikke.
Russerne var iskolde, de skrabede alt det sjove til sig, tuneserne turde ikke fylde op og vi andre prøvede at ignorere, at maden, det kedelige brød, der var til overs, skulle indtages sammen med synet – og lyden af – vores nye rejsekammerater, der harkede store snotklatter ud på gulvet, fes og ræbede højlydt og askede direkte ned i fadene med de resterene kager, croissanter og pandekager. Velbekomme.
Forsøgte at råde bod på miseren ved at fylde børn med Nutella-pandekager ad libitum ved alle gadeboder og besøg på fancy pancy 5-stjernet restaurant i meget laber 1001-nat gårdhave.
Det skulle jeg så nok ikke have gjort.
Ved fanme ikke om de andre havde asfalteret deres tarmsystem hjemmefra, men blev, som den eneste og mest forsigtige, i selskabet syg. Som i syg, syg, syg.
Nu har jeg ikke født, men jeg er sikker på, at det er sådan det føles, når nogen hakker et ve-stimulerende drop i armen på en.
Jeg sked. Og sked. Og sked. Og sked.
På kaskade-måden, hvor man bare balancerer på strålen og forsøger, at ramme håndvasken, mens man brækker sig. Samtidig.
I et interval, hvor det overhovedet ikke kan betale sig, at forsøge at nå tilbage til soveværelset, men bare må henlægge residensen til at ligge på verdens klammeste bademåtte med et håndklæde over sig.
Jeg tog det ikke pænt.
Og det gjorde jeg ikke i de resterende fem dage, hvor jeg lå indespærret på hotelværelse med en enkelt tuneser-kanal til underholdning, mens de andre var på familieferie og morede sig gevaldigt.
Det tog jeg slet ikke pænt.
For det var naturligvis min kærestes skyld, at jeg var blevet syg. Det var aldrig sket, hvis vi havde været på Santorini, som jeg havde foreslået. Og så skulle han s-a-t-e-m-e ikke rende rundt og more sig, når jeg var syyyyyyyyyyg.
Charmerende. Jeg ved det.
Heldigvis skulle vi hjem, men de drugs, der skulle holde sagerne indenbords, så jeg kunne sparkes ombord på et fly, virkede ikke en skid (!)
Ret problematisk, når man skal høvles ud på 5 timers bustur midt om natten, hvor intet har åbent.
Så sad jeg der, i vejkanten, og sked.
Og sked. Og sked. Og sked.
Og ørlede lidt.
For øjnene af 100 andre chartergæster, der var ret trætte af, at vi skulle holde ind hele tiden.
Det eneste, jeg husker fra den hjemtur, udover skideriet, er, at jeg var svært begejstret over, at jeg havde haft åndsnærværelse nok til at gøre mig selv til tyv og stjæle en toiletrulle med fra hotellet. Ellers havde det virkelig set skidt ud, der i vejkanten.
Og at når der skal laves en film om mit liv, skal den hedde Hudløs i Hammamet.
Se selv. Danmark i regnvejr er slet ikke så slemt
God ferie!
Åh nej åh nej… Men tak for ny blog læsning 🙂
Pingback: Superheltemor og hudløs i Hammamet | C & the City
Lige nu i disse minutter, er jeg lidt glad for at jeg røvkeder mig i Danmark.
Også mig!:)
Nej altså.. Det var da “skide” ærgerligt at få ødelagt ferien på den måde. At være ramt af non-stop sprutmave og bræksyge er slemt hjemme, men helt ubeskrivelig slemt ude. Santorini havde helt klart været bedre – og måske knap så udrensende.
De der russiske turister. Dem har jeg mødt i Ægypten – på en planlagt ferie; så kan ikke engang skylde skylden på en afbudsrejse. Men havde jeg vidst, at vi skulle møde den type turister fra Rusland, som du også har mødt, ville jeg nok have genovervejet destinationen. Før det vidste jeg ikke engang, at de fandtes.
Hold nu op, for en flok. Uden pli, larmende, brovtende, dominerende. Præcis som du beskriver dem. I restauranten, hvor de støvsugere buffetten og stak fingrene i maden, i poolen hvor børnene blev jordet gang på gang af vilde horder, i is-køen hvor ungerne blev tromlet ned at voksne russere, i havet svømmede russerne rundt med dykkerknive og knækkede koraller af (selvom der sad vagter og det var forbudt), når vi skulle op og ned ad trappen til havet, blev vi konsekvent tromlet ned. Håber ikke, at jeg havner på et turistmål med den type igen..
(Og når det sagt, kan nogle danske turister dælme også være pinlige og helt uden almindelig dannelse…. bare for ikke at få skudt i skoene, at jeg går efter en speciel nationalitet)
Retfærdigvis skal det siges, at jeg engang OGSÅ har fået salmonella på Kreta. Som barn. Så er ikke helt sikker på, at Santorini havde været så stort et trumfkort, som jeg gjorde det til dengang 🙂
Til gengæld researcher jeg målrettet på, hvad der er store “russer-destinationer”, og undgår det med alle midler, hvis det kan lade sig gøre. Det gider jeg simpelthen ikke igen. Svært, der er forholdsvis mange russere, jo 🙂
Franskmændene har lavet en lovændring, der simpelthen forbyder russere at købe ejendomme – det kan jeg sgu godt lide dem en lille smule for 😉
Årh du er uheldig!
Jeg har verdens dårligste feriekarma.
Det er jo derfor jeg forsøger at kontrollere mig ud af det 😀 – Med vekslende held 😉