Om det der kærlighed del 27, en føljeton

Efter sidste afsnit var der nogle af jer, der kommenterede at vi lød superhelte-agtige, for at kunne håndtere alle de småbitte børn – men det var vi ikke.

Vinteren 2006.
Babyen voksede som hun skulle – dejligt tyk var hun, og da de to storesøstre havde været exceptionelt små som babyer, var det dejligt at have sådan en stor basse.
De “store” trivedes i børnehave/vuggestue og deres far knoklede fortsat løs, for at redde vores butik og økonomi, så mit fokus var stadig bare børnene, og det lod heldigvis til at de trivedes.

image

Men så kom vinteren – og alt hvad den kan medføre af sygdomme og snotnæser, og de to institutionsbørn slæbte baciller i hobetal hjem til babyen, der mere eller mindre konstant var syg – ligesom de også skiftedes til at være.
Forkølelser, mellemørebetændelser, influenza – alt blev de ramt af på skift.

På ældstebarnets fem års fødselsdag,  hvor vi netop havde købt sushi og skulle til at spise, dejsede mellembarnet pludselig om, helt varm.
Vi tog hendes temperatur: 41 grader!, og skyndte os at smide forvirret fødselsdagspige og hendes lækre måltid af hos mormor, og så kørte vi på hospitalet,  hvor feberbarn blev indlagt, med dobbeltsidet lungebetændelse.

Hendes far blev og sov med hende, og jeg tog tung om hjertet hjem med babyen, og sad vågen hele natten.

Pludselig fyldte tankerne om fødslen også i mit hoved igen: jeg følte ikke det havde været en god fødsel, og jeg havde været så bange for at der skulle ske min baby noget, både under graviditeten og under fødslen, og følelsen af afmagt slog mig helt ud.

image

Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke beskytte mine børn nok imod sygdomme og ulykker, og tankerne gav mig mit livs første angstanfald,  alene om natten, med et sovende barn i favnen, et barn hos mormor, og et barn på hospitalet.

Næste dag besøgte jeg min lille pige på hospitalet,  og da lægen hørte babyens hivende vejrtrækning,  blev hun også indlagt, med rs-virus.

Vi var indlagt i over en uge – Ninjaman var nødt til at tage tilbage og passe butikken, for banken pustede ham meget i nakken over den skrantende økonomi, og ældstebarnet var nødt til at blive hos min mor, og jeg savnede dem begge helt forfærdeligt meget, og fik malet min hjerne helt ind i et hjørne af dystre tanker, mens jeg sad der med mine sløje små piger.

Da vi kom hjem igen, og hverdagen startede op, besøgte jeg en veninde på Østerbro med baby i barnevogn, men da jeg skulle hjem, virkede tanken om at have barnevognen med i toget pludselig helt uoverskueligt, (hvad nu hvis nogen faldt og landede oven i barnevognen og maste mit barn??).
Jeg fik et angstanfald mere, og endte med at gå hele vejen hjem, selv om det er en 10 kilometers tur, og sneen lå højt.

Jeg begyndte at undgå steder med mange mennesker, af angst for at få et angstanfald mere. I al dette kunne jeg slet ikke genkende mig selv: jeg var jo den, der altid kunne klare ting; den der bed tænderne sammen og handlede mig ud af problemerne – hvorfor brugte jeg al min tid på at forestille mig grimme ting der kunne ske med mine børn, og hvorfor var jeg bange hele tiden?

Jeg var tryggest når vi alle var samlet, men selv her sad frygten for at børnene kunne blive syge, eller banken kunne blive trætte af at vente på at vi fik vendt økonomien og istedet ville tage vores hus, og hvilede tungt over tankerne.

Min moster kendte en dygtig psykolog, der boede i gåafstand fra mig, og her sad jeg, med min baby i favnen, og tog hul på alle de ting, jeg bare havde skubbet bagerst i hovedet al for længe, og som nu havde været med til at slå knude på min hjerne.
Det hjalp – men langsomt.

(fortsættes)

16 thoughts on “Om det der kærlighed del 27, en føljeton

  1. Det var skrap læsning (især for relativt nybagt mor, som god kan relatere til katastrofetankerne om, at der sker ens guldklumper noget). Hvor må det have været en forfærdentlig tid for dig og jer.

    • Årh det var ikke meningen det skulle være skrap læsning… Må skynde mig at skrive videre – for det ender altså godt;)

      • Ha ha… Er nok stadig hormonella efter fødslen ;0). Der skal ikke så meget til.

        Og da I jo også fik nr. 4, så kan det jo ikke være gået helt galt 😀

        Men skynd dig alligevel at skrive næste kapitel 😀

  2. Uh…. Sikke medrivende læsning. Jeg har selv haft angst, det er ikke at kimse af. Og jeg skal slet heller ikke begynde at fortælle om det. Det her er din fortælling, og jeg ser frem til at læse den næste. Når man kan skrive om det, så er man også kommet videre og blevet stærkere 🙂

    • Der er gået lang tid, og det gik over.
      Kan stadig huske hvor tungt det var. En mærkelig ting, angst.

  3. Sikke en barsk fortælling! Jeg er selv mor til 4 børn fra 10 til 16 år og kan huske de forfærdelige lange perioder med hård sygdom, hvor jeg også var indlagt af flere gange med 2 af dem. Men vær glad for, at du har haft din mor til at hjælpe og sekundært din moster. Det må have været en kolossal hjælp, som alligevel må have holdt dig oppe og du har fået hjælp til at komme igennem det. Mine forældre døde før jeg blev mor og min mands mor var også syg, så vi stod med det selv. Glæder mig til næste kapitel.

    • Pyha lyder også hårdt! Og dine børn er tættere i alder end mine, det må have været endnu værre!

  4. Vi har to børn og vi vil så gerne have nummer tre. Indimellem mærker jeg det bankende hjerte, halsen der snører sig sammen og hele verden der bliver dyster og mørk og derfor venter vi lidt endnu. Men jeg er bange for at det hele vælter alligevel. Og jeg er bange for at sige det højt. Jeg glæder mig til at læse fortsættelsen på din føljeton – måske får vi modet til at få den lillebror/søster som vi så inderligt ønsker.
    Tak fordi du deler din historie og herlige familie med os. Og tak fordi du vendte tilbage til blogland. Du manglede så længe du var væk.

    • Håber du kommer over det, og i får den lille i ønsker. Børn fortryder man nok aldrig at få – men det er tungt, når man er inde i den der bange-spiral

  5. Havde aldrig drømt om at du har haft angst inde på livet – så godt og vigtigt at du vil dele det med os andre – det gør det til et mindre tabu. Jeg har selv haft voldsom angst i to perioder i mit liv, hvor jeg har været meget presset hele vejen rundt. Det er så vigtigt at holde fast i at man godt kan komme ud af det og få et godt liv igen. Så glæder mig til næste del af føljetonen.

  6. Pingback: Om det der kærlighed del 28, en føljeton | Superheltemors bekendelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *