04/26/15

Om begyndelser

Jeg kan godt lide at starte op på ting: er god til at få idéer, og er helt vild med alle de muligheder der er for at løse opgaven på, når man ikke er gået igang endnu.
Jeg er også nogenlunde til at følge mine opgaver til dørs – men det er det der med at starte på noget helt nyt, der virker nærmest euforiserende magisk.

Har den der kriblende planlægnings/begyndelse/opstartsentusiasme over alle mulige projekter: både starten af ferie; nye opgaver; lørdag morgen; en artikel jeg skal skrive; og alt muligt andet. –
Stærkest har den ramt mig de fire gange jeg har siddet med min egen nyfødte babyer i armene og har tænkt:”hey! Det her barn bliver et geni!! Jeg skal lære hende at tale med babytegn lige om lidt, og når hun er to, begynder vi lege lidt med fremmedsprog, og vi skal kun høre Mozart og måske kan hun begynde til violin når hun er fire, og…. ”

Der er noget ærefrygtindgydende frydefuldt over, at være med til at begynde noget så perfekt som et helt nyt menneske.

Men så har jeg set ned på det der sovende lille fjæs, og omplanlagt :”nå ja, eller vi kunne jo også bare starte projektet her med kys og tryghed, og så så planlægge løbende..”

På den måde blev mine plan om baby-genier, stille og roligt til en plan om at de godt selv måtte udvikle sig – hvilket har vist sig ikke at være helt dårligt.
De er ihvertfald blevet til fire fine små, meget forskellige, mennesker, uanset mangel på plan of grundighed.

Nå, det var en lang smøre, når det jeg egentlig ville have fortalt om, var at jeg vågnede af mig selv klokken 06 i dag, og ikke kunne sove mere.

Det sker stort set aldrig, da jeg elsker at ligge og læse i sengen når resten af huset sover, og derfor konsekvent er en times søvn bagud.

De andre sover stadig – mindstebarn har sneget sig ind i løbet af natten, og sover under sin fars dyne, og jeg kan høre de store snorke inde ved siden af.

image

Da jeg først havde overstået lidt let ærgrelse over ikke at kunne sove mere, blev jeg beruset af, hvor mange muligheder jeg havde for at begynde min dag på en helt ny måde: jeg kunne jo blive sådan en der stod tidligt op og trænede! 
Googlede at træningscenteret åbnede kl 07, og begyndte at planlægge hvordan jeg skulle gøre det her flere gange om ugen: stå op klokken 05.30, træne 1 time, og nå hjem i tide til at hjælpe børn i tøjet.

Glædede mig allerede ved tanken om hvor meget mindre min røv ville blive, og så også lidt på nogle festkjoler uden ærmer, for med mine kommende tonede arme, ville jeg jo gerne vise mig mere frem til min fødselsdagsfest.

Men så fik jeg en ny idé: jeg ærgrer mig ofte over at min 40 timers arbejdsuge gør mig så træt, at jeg aldrig får skrevet for sjov.
Jeg har hele tre romaner liggende, som jeg er begyndt på at skrive (igen: elsker at starte op og få idéer, så er startet på nyt et par gange, selv om jeg var godt i gang med noget): måske kunne jeg vænne mig til at stå tidligt op, flere gange om ugen, og skrive målrettet? Så var der ro i huset, og jeg ville starte mine dage med energi og kreativ glæde!

Varmede mig lidt ved tanken om, hvor fantastisk det blev, at være sådan en, der rent faktisk skrev ting færdigt – men så begik jeg den velkendte fejl: jeg kom til at se på mit sovende barns lille fjæs…

Og tænkte:”jeg kan jo også bare starte med at ligge lidt og kysse på hende…Og så planlægge bagefter, om jeg skal være tidlig-morgen-træner eller tidlig-morgen-forfatter. Bare sådan planlægge løbende..”

Så gik morgenen med det. Kram på sovende barn.
Egentlig ikke en dårlig måde at vågne på.