01/28/15

Om bad i stank, del 2

Tak for jeres respons på gårsdagens indlæg, og sjove erfaringsdelinger!

En læser, søde Trine, viste mig Signe Parkins utroligt fine tegnede blog, hvor særligt dette billede, smukt illustrerer hvordan sådan noget zen-og-alene-tid ofte ender et lidt andet sted, i en børnefamilie.

Min engelske veninde sendte mig et billede af den bedste julegave hun havde fået af sine to sønner: en notesblok fyldt med håndskrevne sedler, der kunne indløses til tjenester: støvsugning, oprydning, skænderi-stop og så denne:

image

Retten til et enkelt brusebad, der ikke bliver krydret af tarmlufte – gaven til kvinden der har alt!

Jeg fylder (foruroligende nok) rundt til sommer, og overvejer meget om det egentlig ikke er noget i den stil jeg skal ønske mig.

Hvilket gavekort ville i blive gladest for at få fra jeres børn lige nu? Del i kommentarfeltet, vil rigtigt gerne høre det!

01/28/15

Om zen og lugt

Vi er efterhånden godt i gang med at pusle os på plads på de nye ekstra kvadratmeter, men mangler stadig at få lavet badeværelse – og DET glæder jeg mig til!

Et toilet er ikke helt nok til seks mennesker, har vi længe tænkt, og her forleden blev det meget tydeligt hvorfor.

Jeg kom hjem, efter en lang og utroligt hård dag på arbejdet, hvor jeg havde været i en meget grænseoverskridende situation, og var rystet.

Ungerne legede en voldsom ninja-leg i hele stuen, og deres lækre ninja-far lavede mad, og rådede mig til at snuppe et varmt bad eller et glas rødvin, til pulsen kom ned.

Jeg valgte at kombinere de ting: slukkede lyset i badeværelset, fyldte vand i ungernes lille badebalje,  og maste mig ned i den, med et glas rødvin i hånden.

Det hjalp.
Som jeg sad der i varmen og mørket, og fyldte en smule alkohol i blodet, kunne jeg mærke alle dagens spændinger lette.
Det var rart. Meget zenagtigt.

Så gik døren op, og første barn kom ud – for at skide.
Det lykkedes mig at holde fast i zen-ro, og ignorere lugten, og hun gik igen.

Så kom der et barn mere, og gentog toiletseancen.
Der blev det lidt sværere at føle sig helt afslappet – og da yngstebarnet væltede ud lige efter, og glad proklamerede :”det er dig der skal tørre mig om lidt, mor!” gav jeg op, og tog tøj på.

Mens jeg grinede indvendigt af hvor absurd det var, at forsøge at lave dybe vejrtrækninger, i et rum med tiltagende dårlig luft…

Og så gik jeg ned og var med i ninja-leg, som var noget med at kaste skumgummi på hinanden og råbe højt, og opdagede at den slags faktisk virkede mindst lige så afstressende.

Tror jeg springer direkte på den vilde leg næste gang så – eller krydser fingre for at vi snart kan få lavet det nye toilet færdigt!