Om det der kærlighed, del 25 – en føljeton

Tak fordi i tog så fint imod det føljeton-indlæg jeg endelig snøvlede mig sammen til at skrive – her følger allerede en fortsættelse.

——-
del 25 – fødsel af tredje barn.

Både den 4 årigeog den halvandet årige var født hjemme, og det skulle denne her baby efter planen også.

Desværre havde hun ikke spor travlt – terminsdagen sidst i august blev rundet, og septemberdagene gled forbi, uden det mindste tegn på baby…

Som hjemmefødende må man højst gå to uger over termin, så jeg var behørigt nervøs for at skulle føde på hospitalet, eller for at blive sat igang, som jordemoderen talte meget om.
11 dage over termin, var jeg ude og få en rundvisning på fødegangen, og en dato til igangsættelse, to dage efter.

Meget skræmmende tanke for os begge, hvis vi skulle bevæge os et fremmed, befolket sted hen, for at lave noget så privat som at få en baby – vi havde jo ikke erfaring med andet end hjemme.

Jeg kunne mærke at babyen lå skævt i maven – sådan havde hendes storesøster også ligget, og jeg kunne genkende fornemmelsen.

Tre gange de sidste tre uger, havde jeg haft nogle timer med småveer, der ikke blev til mere, hvilket også er tegn på et barn der ikke trænger helt ned i bækkenet.

Som sidste håb, inden igangsættelse, tog vi ud til en akupunktur, der også var uddannet jordemoder.
Hun undersøgte mig indvendigt – ikke en skid klar eller åben, trods alle de gange med snydeveer – så hun jog en masse nåle i mig.

Efter en time som nålepude undersøgte hun mig igen – nu 3 cm åben, rystende over hele kroppen, og med kvalme.
Yes!
Vi skyndte os hjem og gjorde klar til fødsel, men der gik et helt døgn før veerne kom.

Jeg var blevet snydt af veer før, så troede ikke rigtigt på dem – men sad i aftensolen i haven og øvede vejrtrækning, vi puttede de “store” piger, og gik tidligt i seng.
Hvert fjerde minut vågnede jeg ved en ve, men de varede kun 15 sekunder, så jeg faldt i søvn igen mellem dem.

Klokken 02 skete der noget med intensiteten: jeg vågnede ved en ve der næsten rev mig midtover, drønede ud på badeværelset og kastede op.

Ninjaen og jeg sneg os nedenunder, for ikke at vække børnene, og ringede til jordemoderen og min mor.

Veerne var slet ikke til at styre – jeg havde god styr på dem ved de to foregående fødsler – men det her var anderledes.
Babyens hoved trykkede på min lænd, på en måde så det føltes som om jeg fik stød.
Det hjalp lidt, hvis Ninjaman nærmest lavede en håndstand på knoerne på min lænd – men sateme stadig ikke særligt sjovt!

Midt i det hele, vågnede den halvandet årige , selv om jeg nærmest havde kvalt mig selv ved at bide i en pude, for ikke at larme.
Hun ville ikke sove mere, men ville gerne have en rugbrød og sidde lidt på mors hofte…

Ninjaman vækkede min højgravide søster, der kom i pyjamas og badekåbe, og tappert hentede barnet.

Døre klaprede, der blev pakket ting den lille skulle have med, instrukser om hvordan barnesædet virkede blev uddelt, Ninjaman baksede fødekarret ind i stuen, jordemoderen kom der også, og jeg var rasende og havde ondt – her havde jeg været bange for at føde på et hospital, hvor man kunne høre andre fødende og fremmede mennesker kom og gik, og så stod jeg alligevel her og fødte, i noget der mindede om Hovedbanegården i myldretid!

Men hurtigt kom der ro på, jordemoderen fik kaffe, stearinlysene blev tændt, jeg kom op i det varme vand, og holdt op med at være helt så sur.
(fortsættes – senere på ugen, promise!)

10 thoughts on “Om det der kærlighed, del 25 – en føljeton

  1. Jeg tager virkelig hatten af for at I har valgt hjemmefødsler. Jeg har slet ikke mod til det. Hverken første eller anden gang. Min moster er også født hjemme og min mormor har altid fortalt, at det var fantastisk og meget mere afslappende.

    • Man skal jo gøre hvad man er tryggest ved.
      Jeg er klart tryggest ved tanken om at der sidder en rolig jordemoder tæt ved hele tiden, som er obs på om alt skrider frem som det skal – hvor andre er tryggest ved at være tilkoblet maskiner eller have mulighed for smertelindring – eller noget helt tredje.

      Det har ikke rigtigt noget med sejhed at gøre, tror bare det er vigtigt at man mærker efter hvad der føles bedst – for sikkerhedsmæssige er hjemmefødsler ikke farlige, så længe graviditet og fødsel skrider frem som det skal.

  2. Wow du er sej. Jeg har aldrig født rigtig så ved ikke hvordan det er. Men hatten af for jeg seje der klare det så fantastisk. Begge mine var stjernekiggere og jeg åbnede mig aldrig som i ikke en gang en cm. Jordmoderen og lægen var lidt forvirret for jeg burde da åbne mig….. ja, men det skete ikke så det første endte i akut kejsersnit, det andet roligt 2 uger før tid, da mindstemanden var stor og klar:)

    • Mine fire har også været stjernekiggere. Anden og fjerde gang fødte jeg bare med jordemødre der vidste hvordan man vendte børn, og det hjalp meget på tempoet!
      Lyder utroligt hårdt for dig, at du slet ikke åbnede dig… Det eneste der gør veer til at holde ud, er trods alt at man tænker de fører til noget – må have været så frustrerende!

      • Dejligt at høre at hjemmefødsler og stjernekiggere sagtens kan spille sammen. Da jeg selv født min første hjemme – eller det var planen, for vi endte nemlig med overflyttelse, fordi hun var stjernekigger. 10 cm åben og ned af trapperne fra 3. sal, for at så at få hende flået ud med en hård kop på hospitalet. Ikke lige planen, men det til trods, så var jeg lykkelig for den tid jeg havde fået derhjemme, og heldigvis var afslutningen på hospitalet på ingen måde traumatiserende bare noget anderledes end forventet. Heldigvis fik vi lov at komme hjem efter nogle timer. Næste gang vil jeg dog være mere obs på at afprøve forskellige vendingsteknikker og snakke med jordemoderen derom, så der ikke skal en overflytning til midt i det hele:-)

        • Årh det må have været hårdt at være så tæt på…
          Mit yngste barn fødte jeg med jordemødre fra fødeklinikken maia. Alle pengene værd! De kan vende børn, og det gjorde en kæmpeforskel! Ved to af mine fødsler har jordemødrene kunnet ve de børnene undervejs, og det vsr klart de to letteste

  3. Argh! Den vildeste cliffhanger! (jeg ved jo godt inderst inde at det gik, men når man selv har født, så er det bare ALT for spændende! )

  4. Min søn sad også skævt, jeg tror på samme måde som her, og for f…s sake hvor gør det bare ondt i den der knogle i lænden – mave og alt andet kunne jeg klare, men det der… Nå, ville egentlig bare sige at det var dejligt at høre at en erfaren føder også syntes det var slemt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *