Om ærgrelser

Den intense skur-oprydning i lørdags, tilvejebragte flere interessante ting.
Det meste var godt nok ret ubrugelige ting, men pigerne fandt også nogle savnede spil og bøger.
Og jeg fandt de her tre ting, som jeg kunne ærgre mig grundigt over:

20140330-205206.jpg
Mannequin-dukkehånden og bilnøglens forsvinden har kostet mig sammenlagt 2800 kroner – og børnene fik i sin tid skylden for at de var blevet væk…
(Har undskyldt behørigt…)
Jeg havde solgt mannequin-dukken i den blå avis, men da køberen kom for at hente den, kunne jeg ikke finde den ene hånd og måtte gå 500 kroner ned i pris – og bilnøglen blev væk for 3 år siden, og først for en måned siden havde vi fået sparet de 2300 kr(!) som det kostede at få lavet en ny.
For en måned siden!!
Måtte stampe og råbe lidt, da jeg fandt den i lommen på mindstebarnets pusletaske, som ikke har været i brug siden min barselsorlov…

“Bøllen” er fra min barndom.
Dens navn er “Ålborg” – fordi mine forældre købte den til mig der, og jeg syntes det var et smukt navn.
Jeg elskede den utroligt højt da jeg var 3, og kan huske hvor meget jeg har madet den, kørt den ture i dukkevogn og læst højt for den.

Jeg blev først utroligt glad for at finde den – anede ikke den eksisterede mere – og efter længere tids overvejelse, besluttede jeg, at mit yngste barn måtte få æren af at arve den.

“Den har klamme arme…” konstaterede hun – og ja: dens arme var godt nok lidt hårløse og slatne.
Jeg forsøgte at imponere hende, med hvordan den kunne sutte på sin finger – men det virkede heller ikke: det var for babyer.
Hun syntes også den lugtede.
Så hentede jeg det hårde skyts frem: et foto af mig selv, der læste for den.
Nu måtte hun da kunne se, hvor stor en ære det var at arve den?:

20140330-210244.jpg
Så kom den næstyngste forbi, så kort på bamsen og konstaterede tørt:”dens mund ligner et numsehul…”
Så var bamsens skæbne beseglet: nye, hengivne ejere stod ikke ligefrem i kø….

Den blev forvist til skuret igen.
Hvor den nu ligger og venter på mine børnebørn.
Med sine klamme arme og sin numse-mund.

19 thoughts on “Om ærgrelser

  1. Hahaha, perfekt navn! Jeg havde også et remake af bølledukken i 90’erne, men også min fasters eksemplar, som lå i legekassen hos min farmor og farfar blev brugt flittigt. Tror faktisk også, hun havde den i nøglering?

    – Anne

  2. Jeg er bare SÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ glad for at du blogger igen.

    PS. Jeg har smidt vores ene sæt bilnøgler væk for 2. gang – se det er også ret træls

  3. jamen det er jo min Annette-bamse!! der gik jeg lige i nostalgimode, – jeg fik en, da jeg var fem-seks år (start 70’erne), som så lå ude hos min far, hvor jeg kom hver anden weekend. det var min bror, der fandt på navnet, han syntes, den lignede en Annette, og da det vist var første gang, han havde vist positiv interesse overfor en af mine dukker eller bamser, fik den strax det navn…gad vide, om den ligger oppe på loftet, det er i hvert fald én af de ting, jeg bare ikke kan få mig selv til at smide ud, og hvem gider ha’ en gammel mølædt bamse med en mund, der ligner et numsehul… =-O

  4. Synes du skal smide de utaknemmelige unger ud i skuret og så give Bøllen børneværelset. Så kan de lære at værdsætte en gave.

  5. HAAAAAAAAAAAAAA-HAHAHAHA! Ufølsomme skarnsunger! 😉 Da min yngste (nu fire ethalvt) fik sine første 3 (!….) barbiedukker (hurra for mig, der ellers havde svoret at hun ikke var klar til den slags flitterstads før hen omkring 10-årsalderen) måtte jeg begejstret fortælle hende om mine egne barbiedukker som vist nok lå i en flyttekasse, med tøj til som min egen kære mor havde syet. “Dem må du gerne få, sveske!!!” (hvarbehar og konfetti der dalede ned over den glædelige overraskelse). Ungens stille kommentar: “Det tror jeg ikke mor. De er gamle.”

  6. Uh, det sender mig lige tilbage: Som 8-9-årig havde jeg købt en bølle i nøglering fra Fårup Sommerland. Min fars fødselsdag var lige om hjørnet, og jeg var ret fortvivlet over, hvad jeg dog skulle give ham (en tegning havde han jo ligesom fået et par gange..). Min mor sagde, at hun var sikker på, han ville blive enormt glad for den der nøgleringsbølle. Virkelig??? Jeg tvivlede, men ok. Og sandelig: Han blev enormt glad, da han fik den! Og takkede mange gange! Og jeg som troede, mænd omkring de 40 slet ikke var målgruppe – dér kunne man bare se. Et par måneder senere sad jeg på terrassen og dimsede med nøgleringsbøllen. Min far, der går forbi og tydeligvis har glemt dens oprindelse, siger henkastet: “Du må godt få den”. Mig med bævende underlæbe og far med forklaringsproblem… (han forsikrede mig selvfølgelig om, at han da var utroligt glad for den, men helt ærligt… )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *