05/21/13

Om at være lille og nuttet

Mindstebarnet fylder tre år om nogle uger – hvilket næsten ikke er til at fatte.
Det føles som et øjeblik siden, at hun var så lille og halvskaldet som her:

20130521-110752.jpg
Kan huske at hendes tre storesøstre var kæmpestore, kloge og hidsige da de var tre år, men hun er stadig bare familiens lille pus, trods den fremskredne alder.

“årh se: vores nuttede babysøster er igen faldet i søvn mens hun legede – hent jeres ipods eller mors mobil, så vi kan se hvem der kan tage det sødeste billede af hende!” er en meget brugt sætning hos de store piger.

Derfor er min mobil proppet med fotos som disse:

20130521-111844.jpg
Mindstebarn, der sover stående

20130521-111932.jpg
Mindstebarn, der sover balancerede på stol

20130521-112038.jpg
Mindstebarn, der snupper en spontan lur, midt i en leg i haven.

Deres tålmodighed over for hende er også større end over for noget andet: hvis hun ikke gider gå, bærer de hende; og hvis hun kommer og hærger deres leg, finder de på en rolle til hende der passer til hærgen: “den tossede nabokone, der braser ind og roder “, ” dinosauren der tramper gennem playmobil-byen”, eller noget i den stil.
Det er sjældent de smider hende ud.

Vi forældre har hun ikke meget sværere ved at sno – vi falder også totalt for hende, når hun lægger hovedet på skrå, og med sin lille helium-fyldte stemme bedyrer:”far – du er min bedste ven!”, og om natten glemmer vi at hun ikke er en nyfødt baby, og lader hende sove oven på os, med sine sparkende fødder og 12 kilo tunge krop, så vi vågner bulede og radbrækkede, og taler om at NU skal hun lære at sove i sin egen seng – men så er hun så nuttet og hyggelig, når hun ligger i vores seng og snorker, at vi venter lige en dag mere, med at insistere på tremmeseng…

Gad vide om det er sådan i alle familier: at det mindste barn kommer rigtigt langt ved at spille på sin lille-og-nuttethed, så forældre og større søskende bliver ved med at glemme hvor store de er?
Jeg tror faktisk at der er noget om det.

Og måske hænger det endda ved, når de er voksne også – altså ikke det der med at være nuttet, men selvtilliden man får, ved at have større søskende der kan charmes.

Min egen lillesøster er ihvertfald mærkbart mere charmerende end jeg selv er, og har altid været bedre til at indynde sig hos fx vores fars kærester, hvor jeg bare var den sure og kejtede.

Hvis jeg tænker over det, er 90% af mine venner faktisk også charmerende mindresøskende…
Måske er det bare mine storesøstergener, der ikke kan stå for deres lillesøster-nuttethed?
Må hellere passe på, så jeg ikke begynder at tage nuttede billeder af dem, mens de sover…