Om smør i håret

Min farmor, der døde for et par år siden, var hujende senil, de sidste 5-6 år af sit liv.
Fra at have været selskabelig sydfransk frue, med chihuahua i gucci-tasken og blånet hår, gik hun til at være lidt smålummer og grov.

“Flyt dig!” hvæsede hun, da jeg ville give hende et knus til min søsters bryllup “jeg tror ham den gule mand vil have mig!”
Og så smilede hun forførende til Ninjaman, der havde givet hende et knus, lige før mig…

Egentlig tror jeg at de sidste år af hendes liv var udemærkede – levet i en fantasiverden, hvor hun selv var ung og smuk, og alle mænd ville have hende.

Men starten var svær – da hun begyndte at miste hukommelsen.

Første gang vi lagde mærke til noget, var da jeg besøgte hende med min søster og ældste datter, og min farmor åbnede døren – med et hår der sad lidt sådan her:

20130321-080232.jpg
Hun undveg et par forsigtige spørgsmål om frisuren, på en vred måde, og vi spiste frokost, mens vi lod som ingenting.
På badeværelset, foran spejlet fandt jeg en pakke smør – med tydelige mærker efter fingre i.
Farmors nye hårvoks, åbenbart.

Jeg fik hvisket det til min søster, men vi lod alligevel allesammen som ingenting.

Vi lod også som om leverpostejen var varmet, når nu farmor så insisterende blev ved med at sige:”spis nu noget dejligt varmt leverpostej!”, og rakte den køleskabskolde pakke videre.

Noget tid efter kom hun på plejehjem – så vidt jeg husker, fordi hun havde kørt rundt i byens eneste rundkørsel i rigtigt lang tid, uden at kunne huske hvor hun skulle af.

Nå, det jeg egentlig ville frem til, er at jeg nu ved hvordan det må være, at gå fra intelligent overskudsmenneske, til senil og forvirret.

Min stressede hjerne husker intet, og jeg bliver forvirret af bare bittesmå spørgsmål.
Det er skræmmende, og jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på hvordan det må have været for min farmor i starten, at mærke sin hjerne smuldre, og vide at det ikke gik over igen.

Samtidigt tænker jeg også, at jeg lidt for længe har gået rundt med en stor, smeltende pakke smør oven på knolden, uden at nogen har turdet råbe højt nok til mig, at det ikke var normalt.

Jeg har altså lidt svært ved at runde det her af…
Ville have sagt noget med, at det jo ikke er andres skyld end min egen, og ikke andres ansvar – men det er altså sejt når folk tør sige noget, blande sig.
Læste indlægget hos hende her, og blev helt glad over at hun turde.

Tror det er vigtigt, at man ikke lader andre gå rundt med smør på hovedet.

12 thoughts on “Om smør i håret

  1. Uha, ja jeg har også selv været der. Forvirring, søvnløshed, panikangst og frygt for at jeg var ved at blive sindssyg. Men jeg kom ud af det på relativt kort tid med denne opskrift: En vanvittig god psykolog (en certificeret cognitiv) en måneds ferie med familien til et fjernt sted uden arbejde, mails og med smukke naturoplevelser. Det værste var egentlig at erkende at jeg nok var ret stressramt – synes det var et svaghedstegn. Men nu bruger jeg det positivt, får stadig stresslignende symptomer og når det sker tager jeg en pause fra det der stresser mig. Med det samme. Uden dårlig samvittighed. Jeg lærte af psykologen at være glad for at jeg har en krop der gider at fortælle mig at jeg skal slappe af. så nu hilser jeg hjertebanken velkommen – tak for reminderen – ok jeg slapper af. Dyyyyb vejrtrækning. Jeg håber du kommer afsted til en god psykolog snart, og at du husker at stress er mange ting og kan være både god, neutral og skadelig- vi snakker så meget om stress man jo bliver helt stresset over om man har stress. Held og lykke og håber at du på et tidspunkt når frem til at leve i harmoni med hjertebanken, glemsomhed og panikangst. For mig er de blevet ligesom de skygger man så på sit værelse om aftenen og forestillede sig at de var alt muligt uhyggeligt. Når lyset er blevet tændt kan man jo sagtens se at det bare er bamsen, lego-borgen og tøjbunken der ligger der på gulvet 🙂

    • Hvor er det et godt svar (og hvor gad jeg bare godt kunne tage på ferie, suk…)
      Håber jeg ender der hvor du er: med evnen til at stoppe i god tid!

  2. Puha. Det lyder virkelig slemt for dig 🙁 Måske du skulle trække stikket ud en tid. Altså helt ud, sådan arbejdsmæssigt. Du skal holde mange år endnu!

  3. Jeg tror det er vigtigt ikke at lade andre folk gå rundt med smør i håret, med mindre de selv har det godt med det, ala din farmor, hvor der jo ikke rigtig var noget at gøre. Men for os andre, hvor stress, og depression og de ting der gør ondt i sindet, er det vigtigt at det ikke bliver tabu og at folk siger noget, stiller sig op, og vil snakke om det. Og jeg synes også du er pisse modig for at skrive så åbent og ærligt.

    Din lille anektdote om farmor og nijaman får mig i øvrigt til at forestille mig din farmor lidt som en pæn Misse Møge (Matador, you know)… “De drages…!”

  4. Jeg synes nu, det er en fin afrunding. Og meget rammende. Vi har selv kæmpet med Farmor, der lidt for længe er gået rundt med lidt for meget smør på hovedet. Nu er hun omsider kommet på plejehjem, men alt for sent, fordi det har været så svært at erkende og sige højt, at det sgu ikke var i orden med det der smør. Jeg håber, du får styr på dit eget smør. Og vi andre må tage os sammen, lære af din historie og huske at sige til eller fra over for andre smørbærere – os selv inklusive …

    • Haha – syret svar, med al det smør;)

      Men du har ret.
      Og hvor er det trist med din farmor…

    • Kære, kloge kusine.
      Hvor er det bare fint skrevet! Tusind tak – vil forsøge at huske dine ord!

  5. Da jeg var nede med stress, var der en klog mand, der sagde til mig at jeg skulle lære at bruge disse tre ord:
    Nej
    Hjælp
    Pyt
    Når du kommer ovenpå igen (og det gør du – tvivl ikke på det) – og som et klogere menneske, så brug ordene. Jeg er personligt blevet meget glad for “Pyt”, mens jeg stadig øver mig meget på “Hjælp” 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *