Hvis man er sygemeldt med sære stress-symptomer, og ved man skal være alene med fire børn helt til deres far kommer fra møde kl 20, er det rigtigt smart at lave mad i forvejen.
Sådan tænkte jeg i morges, da jeg havde afleveret børn i skole og børnehave.
Skulle lige tage et par timers tilløb til det, men fik lavet en stor gryde linsesuppe, lige inden jeg hentede børn.
De var glade, de var søde, de snakkede, mit hoved summede, og jeg lavede mad mens jeg lyttede til den 6 åriges udførlige beretning, om reglerne til et eller andet spil, og hun hjalp mig med at snitte ting.
Først da jeg bar gryden ind på bordet, opdagede jeg, at jeg havde lavet aftensmad.
Igen.
Pigerne syntes det var sejt at der var både linsesuppe og bulgur – jeg er egentlig mest i chok over min egen hukommelse.
Forvirring er ikke et ukendt begreb for mig, men at være så rundt på gulvet, at jeg laver to retters menu på en af de forhadte alene-tirsdage har jeg aldrig oplevet før…
Nå, i det mindste behøver vi ikke tænke på at lave mad i morgen så.
Det bliver en dag fyldt med zen ro…
Dét er smart!
Men det skal også tages meget alvorligt. Jeg har selv været der, og nu her 1½ år køre jeg stadig på efterveerne.
Jeg måtte ligge livet fuldstændig om, og har skiftet arbejde ud med et mindre krævende studie og alligevel kan jeg de fleste morgener stadig ikke huske om jeg allerede har været i bad..
Årh… Tanker til dig
Sender rolige tanker og kram fra Aalleren – for what it’s worth.
Måtte selv gå ud til kontorartiklerne og vræle lidt i dag.
Gider ikke være labil – det passer ikke til en fin dame.
Hovhov, pas du nu også på dig selv!
Det er i virkeligheden ganske imponerende at kroppen kan lukke ned på den måde, når den synes den har fået nok. Imponerende og skræmmende. Nok mest det sidste.
Jeg har fulgt din blog (og familie) i lang tid, og I slår mig som nogle mennesker der er gode til at tage sig af hinanden. Bliv med med det!
Rigtig god bedring!
Tak, det var sødt sagt
Ja, du gør dæleme ikke dig selv en tjeneste ved IKKE at tage det alvorligt. Been there, done that. Fik en efternøler som 3.barn og troede det ville være piece of cake. Det er det så ikke, når barnet vågner 40 gange hver nat, og et krævende job gjorde, at jeg til tider havde svært ved at huske navne på børn og mand, og af bar stess udviklede så gedigne muskel- og nakke spændinger, at jeg havde fornemmelsen af, at jeg konstant gik rundt med en voksen mand på skuldrene. Det har krævet 6 års behandling – og regelmæssig motion – at komme af med den fornemmelse. Det gik på et tidspunkt virkelig op for mig, hvor langt ude af den forkerte tangens, jeg var, da jeg under en ferieudflugt gik fuldstændig i panik over at have mistet mindstebarnet af syne, og skreg af de to store om, hvor de havde glemt hende, og følte at tiden stod stille og alt blod forlod min krop. Jeg standsede mit skrigeri, da det gik op for mig, at de måbende kiggede tilbage på mig – og den ældste sagde: “Jamen mor, du står jo med hende på armen”. Ro og bedring herfra.
Puha…. Skræmmende og hårdt.
Tak for dine ord
I efteråret startede jeg på et nyt og krævende studie sådan cirka samtidig med, at min far lå for døden, og vi gik i gang med en større istandsættelse af lejligheden herhjemme.
En dag da jeg, efter at have tilbragt et par timer på skolen, var på toilettet, undrede jeg mig over mit eget spejlbillede. Jeg nåede i tankerne at gennemgå samtlige mulige bh’er, jeg kunne have valgt, inden det gik op for mig, at jeg ikke havde nogen på.
Nu tænker du nok, at det kunne bare ikke ske for dig. Men det kunne heller ikke ske for mig! Godt nok er jeg født i 70’erne, men jeg er normalt ikke til løse bluser og tilsvarende bryster… Det var jeg så den dag! Stress kan gøre en selv til et ret overraskende bekendtskab…
God bedring med dig!
Det lyder også enormt hårdt!
Kan godt forestille mig situationen, og ikke udelukke selv at komme til at gøre det samme.
Av… pas på dig selv 🙂 Hilsen Signe, der pt. selv er på vej op igen…
God vej op til dig!
Det et vildt, hvordan en stresset hjerne og krop fungerer. Godt du har fået en sygemelding og jeg håber du har mulighed for at få den ro der skal til. Også selvom det kan være mere end svært i en hverdag med fire børn. Stress på den ødelæggende og hukommelsessvigtende måde er en hård dame at danse med. God bedring
Tak for det.
Nu kan man (måske) se komikken i dobbelt aftensmad. Men det stressstads kan sgu være noget farligt lort. Både for den der har det, og omgivelserne. Min eksmand gik ned med stress og glemte hyppigt at spænde børnene fast i bilen.
Årh, gys… Det er jeg også bange for.
Ja dobbelt aftensmad er harmløst i sammenligning.
Komisk – men stadig skræmmende.
Da jeg sad og skrev speciale, ville min krop pludselig ikke mere. Hele mit system lukkede ned og jeg kunne ikke løfte mine arme. Det er længe siden nu. Specialet er stadig ikke i hus, men jeg er glad og på vej den rigtige vej igen.
Pas på dig selv og dine. Tanker!
Pingback: Om ting der hjælper | Superheltemors bekendelser